Rt-1922-807

Instans:	Høyesterett - Kjennelse og dom
Dato:	1922-09-21
Publisert:	Rt-1922-807
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 13/2
Parter:	Kjøbmand Andreas Aaslands dødsbo (advokat Thaulow Aubert) mot A/S Porsgrunds Ørebank (advokat H. C. Flood)
Forfatter:	Bade, Feragen, Einar Hanssen, Boye, Motzfeldt, Lund, justitiarius Scheel
Lovhenvisninger:	Aksjeloven (1910) §69

Kjendelse:

Ekstraordinær assessor Bade: Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere faktiske omstændigheter henviser jeg til Porsgrunds handelsrets dom av 7 juni 1920, hvorved saaledes blev kjendt for ret: «Indstevnte, kjøbmand Andreas Aaslands dødsbo,

Side:808

Porsgrund, bør til citantskapet A/S Porsgrunds Ørebank mot at bli overdraget citantskapets tilsvarende fordring paa gartner E. Ellefsens konkursbo og Jacob A. Oksum betale kr. 5.380 med 6 pct. renter derav fra 4 august 1918 indtil betaling sker. Iøvrig bør indstevnte for citantskapets tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves.»

Denne dom er av begge parter paanket til Høiesteret. Hovedappellanten, kjøbmand Aaslands dødsbo, har her likeoverfor det av banken reiste søksmaal for det første gjort gjældende den indsigelse, at der ikke er gaat frem efter aktielovens §69, idet der ikke foreligger nogen beslutning fra generalforsamlingens side om anlæg av nærværende søksmaal. Bestyrelsen har efter hovedappellantens mening ikke kompetence til paa egen haand at anlægge saadant søksmaal. Hovedappellanten in drømmer, at den indsigelse, som her gjøres gjældende, er ny for Høiesteret, men antar, at indsigelser av heromhandlede art ikke processuelt kan forspildes. Han har videre fremholdt, at et søksmaal som nærværende vil præjudicere aktionærernes ret efter aktielovens §69, likesom han har henpekt paa, at den formelle mangel kan faa vidtrækkende følger for søksmaalet.

Kontraappellanten har fra sin side protestert mot, at heromhandlede indsigelse som ny kan fremsættes i Høiesteret. Videre fremholdes det, at der intet foreligger, som viser, at generalforsamlingen ikke har fattet beslutning om søksmaals anlæg. Det har været umulig for kontraappellantens advokat nu at faa undersøkt dette, da hovedappellantens advokat ikke paa forhaand hadde nævnt noget herom, hvorfor indsigelsen kom ham ganske uventet. Kontraappellantens advokat gaar i hvert fald ut fra, at generalforsamlingen senere stiltiende har approbert, at søksmaalet er anlagt, selv om dette ikke har været besluttet paa forhaand. Advokaten har iøvrig hævdet, at naar den saksøkte direktør for selskapet eller her vedkommende dødsbo ikke har gjort indsigelsen gjældende, saa behøver retten ikke ex officio at paase, at generalforsamlingsbeslutning foreligger; en direktør maa frivillig kunne underkaste sig et søksmaal, som er anlagt av direktionen paa egen haand.

Jeg finder det klart at hvis hovedappellantens heromhandlede indsigelse skulde tages tilfølge, maatte dette ikke som av ham paastaat lede til frifindelse, men derimot til avvisning, idet der her forsaavidt kun er spørsmaal om, hvorvidt direktionen har hat myndighet til at anlægge søksmaal paa selskapets vegne, hvilket er et rent formelt spørsmaal. Av den grund vil præliminær kjendelse kunne bli at avsi angaaende denne indsigelse. Jeg finder ikke, at saken maa bli at avvise. Det forekommer mig litet tvilsomt, at retten ialfald ikke ex officio har nogen pligt til at paase, at der foreligger beslutning fra generalforsamlingen om anlæg av et søksmaal som nærværende, naar der ikke er noget som tyder paa, at saadan mangler. Anderledes kan spørsmaalet stille sig, naar det som her uttrykkelig gjøres gjældende, at saadan beslutning mangler. Jeg medgir, at det er uklart, om generalforsamlingen har fattet nogen beslutning om saksanlægget, men finder efter omstændigheterne ikke at kunne lægge avgjørende vegt paa, at der ingen sikker oplysning herom forefindes. Naar kontraappellantens

Side:809

advokat først igaar her i skranken blev bekjendt med heromhandlede indsigelse, kan det ikke lægges ham tillast, at han ikke idag har kunnet fremskaffe bestemte oplysninger herom. Av det foreliggende kan man i hvert fald ikke slutte, at generalforsamlingsbeslutning mangler, og man maa gaa ut fra, at generalforsamlingen er blit bekjendt med søksmaalet, som allerede har versert i flere aar. Der er da efter det foreliggende ingen grund til at anta andet, end at generalforsamlingen i hvert fald stiltiende har godkjendt saksanlægget. Saaledes som saken efter dette ligger an, finder jeg det unødvendig i videre utstrækning at indgaa paa, hvad kontraappellanten har gjort gjældende imot ovennævnte indsigelse.

Konklusion:

Den av hovedappellanten nedlagte paastand om frifindelse paa grund av manglende generalforsamlingsbeslutning om saksanlæg, hvilken paastand rettelig er at betragte som gaaende ut paa sakens avvisning fra underretten, tages ikke tilfølge.

Assessor Feragen: Jeg er enig med førstvoterende i, at den av appellanten fremsatte indsigelse ut fra, at generalforsamling her ikke skulde være holdt, i tilfælde maa lede til sakens avvisning fra underretten og ikke til frifindelse. Derimot mener jeg, motsat førstvoterende, at saadan avvisning her bør ske. Det heter i forliksklagen, efterat ankepostene mot Aasland der er referert: «Bankens direktion har derfor fundet at maatte avkræve Aaslands dødsbo ved fru Marie Aasland fuld erstatning for disse tap. Da fru Aasland ikke har villet imøtekomme dette erstatningskrav, tillater jeg (dvs vedkommende sakfører) mig paa vegne av aktieselskapet Porsgrunds Ørebank at bede kjøbmand Andr. Aaslands dødsbo ved» osv. Jeg kan ikke læse dette avsnit anderledes, end at det er bankens direktion, som her har truffet beslutning om, at erstatningsansvar skulde gjøres gjældende imot Aasland, og at vedkommende sakfører i henhold til denne direktionens beslutning har anlagt sak paa aktieselskapets vegne. Men til anlæg av søksmaal av nærværende art paa den maate, som her sked, er der, mener jeg, efter aktielovens §69 ikke adgang, idet denne bestemmer, at beslutning om saadant søksmaal ligger i aktionærernes og ikke i styrets haand. Det heter herom i paragrafen, at «beslutning om anlæg av saadant søksmaal fattes i generalforsamling» og at «beslutning om, at sak ikke skal anlægges, er befriende for vedkommende», dog med den undtagelse, som paragrafen gjør ved i sidste tilfælde at gi en minoritet inden aktionærerne - paa den maate, som paragrafen anordner - en ret til at anlægge sak paa selskapets vegne. Men i det ene som i det andet tilfælde er det altsaa aktionærerne og ikke selskapets styre, som her har myndighet til at træffe beslutning om og anlægge sak. Hadde parterne her været enige om, at nogen generalforsamling ikke hadde været avholdt, staar det for mig klart, at retten ex officio maatte ha avvist saken. Og det samme mener jeg maa gjælde, naar forliksklagens indhold gaar i den retning, at det er bankens direktion som her har optraadt, og der ingen positive oplysninger findes om, at noget andet skulde være tilfælde - hvortil kommer, at

Side:810

appellanten har benegtet, at generalforsamling har været avholdt. At indsigelsen først er fremsat for Høiesteret, kan for mig ingen forandring gjøre, aldenstund jeg mener, at retten, saaledes som saken efter min mening her ligger an, har at avvise den ex officio.

Efter konferancen gaar jeg ut fra at jeg er i minoritet og former saaledes ingen konklusion.

Ekstraordinær assessor Einar Hanssen: Jeg er i resultatet enig med førstvoterende og kan i det væsentlige henholde mig til hans begrundelse. Likeoverfor andenvoterendes dissens finder jeg dog at burde bemerke, at jeg er enig i, at den omstændighet at den heromhandlede indsigelse først er fremsat for Høiesteret, ikke i og for sig er avgjørende for, at den maa forkastes. Jeg mener, at det ikke paaligger retten ex officio at paase, at der av generalforsamlingen er fattet beslutning om anlæg av søksmaal overensstemmen de med aktielovens §69, men paa den anden side, at søksmaalet maa bli at avvise, naar det oplyses, at saadan beslutning ikke foreligger, selv om oplysning herom først fremkommer i appelinstansen. I det foreliggende tilfælde anser jeg det imidlertid ikke godtgjort, at saadan beslutning ikke er fattet, idet jeg herved lægger væsentlig vegt paa, at hovedappellantens benegtelse av, at der foreligger generalforsamlingsbeslutning, først er fremkommet saa sent, at kontraappellanten, efter hvad jeg maa gaa ut fra, ikke har hat anledning til at fremskaffe bevis.

Ekstraordinær assessor Boye: Jeg er kommet til samme resultat som hr. assessor Feragen, at saken maa avvises ex officio. Jeg antar ikke, at der i alle tilfælde maa kræves uttrykkelig legitimation for, at der foreligger beslutning fra generalforsamlingen. Da der imidlertid av hovedappellanten paa dette grundlag er gjort indsigelse, maa saken bedømmes efter de oplysninger, som foreligger; og jeg er efter disse nærmest tilbøielig til at anta, at der ikke har foreligget beslutning av generalforsamlingen om anlæg av søksmaal. Jeg maa likesom førstvoterende anta, at generalforsamlingen er blit bekjendt med søksmaalet; men hvis der var fattet formelig beslutning om saksanlæg, hvad der efter min mening i henhold til aktielovens §69 kræves, maa jeg anta, at dette var blit oplyst. Jeg tiltræder forøvrig hr. assessor Feragens begrundelse.

Konst. assessor, byretsassessor Motzfeldt: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og tiltræder ogsaa tredjevoterende hr. assessor Hanssens bemerkninger.

Ekstraordinær assessor sorenskriver Lund og justitiarius Scheel: Likesaa.

Kjendelse blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Dom:

Assessor Feragen: Ved en igaar av Høiesteret i nærværende sak avsagt kjendelse, til hvilken jeg henviser, blev det avgjort, at saken skal fremmes i realiteten. Under den til grund for kjendelsen liggende votering er paa vanlig maate redegjort for sakens tidligere forløp.

Av hovedappellanten kjøbmand Aaslands dødsbo er nedlagt saadan paastand: «At kjøbmand Aaslands dødsbo frifindes for

Side:811

A/S Porsgrunds Ørebanks tiltale i denne sak. At A/S Porsgrunds Ørebank tilpligtes at betale kjøbmand Aaslands dødsbo procesomkostninger for handelsretten og Høiesteret.»

Kontraappellanten A/S Porsgrunds Ørebank har nedlagt saadan paastand: «1. At hovedappellanten tilpligtes at betale kontraappellanten kr. 20.788,08 med tillæg av 6 pct. rente av kr. 5.380 fra 4 august 1918, av kr. 1.225 fra 11 august 1918, av kr. 1.950 fra 19 august 1918, av kr. 2.840 fra 22 august 1918, av kr. 3.300 fra 28 august 1918, av kr. 2.410 fra 2 september 1918 og av kr. 3.040 fra 16 september 1918 - alt til betaling sker, samt mot at bli overdraget kontraappellantens fordringer paa E. Ellefsens konkursbo, Martin Larsens konkursbo og Jacob A. Oksum. 2. At kontraappellanten hos hovedappellanten tilkjendes saksomkostninger for handelsretten og Høiesteret.»

For Høiesteret er som nyt dokument fremlagt en erklæring fra sakens 2det hovedvidne Fred. Th. Bergh av 1 juni 1922, som han har vedtat som vidne under et inden Gjerpen sorenskriveri den 6 juni s.a. optat tingsvidne, hvorav utskrift er fremlagt.

Jeg er kommet til samme resultat som handelsretten og kan i væsentlige dele tiltræde dennes begrundelse, idet jeg derhos specielt skal anføre:

For de 6 vekslers vedkommende, som efter diskonteringerne av samme har været behandlet av bankens direktion, uten at der i direktionsprotokollen er anført noget om, at der ved disse vekslers antagelse var noget at bemerke, og som ogsaa senere gjentagne gange uten bemerkning er blit fornyet, mener jeg det maa siges, at ratihabition foreligger fra direktionens side, saaledes at noget ansvar for, at samme veksler har paaført banken tap, ikke kan paalægges Aasland, medmindre det fra bankens side godtgjøres, at der med hensyn til de deposita, som skal ha været stillet til sikkerhet for vekslene, foreligger forhold fra Aaslands side, som har bevirket, at der paa denne maate er blit paaført banken tap. Men noget saadant bevis kan jeg ikke finde, at der fra bankens side er ført. Dertil er efter sakens knappe oplysninger det hele forhold med disse deposita altfor floket. - Jeg bemerker i denne forbindelse, at for 2 av de 6 veksler er det ikke engang paa det, rene, hvorvidt der overhodet har været stillet nogen sikkerhet. Jeg kommer saaledes for disse 6 vekslers vedkommende til samme resultat som handelsretten.

Til samme resultat som handelsretten kommer jeg ogsaa for den syvende som nr. 5 betegnede veksels vedkommende, diskontert 30 august 1917, stor kr. 5.500. Her mener jeg nemlig, at bevisbyrden med hensyn til forholdet med de angivelig stillede deposita stiller sig anderledes og her maa paahvile Aasland. Det er nemlig paa det rene, at dette laan ikke har været direktionsbehandlet og saaledes ikke derved ratihabert. Aasland staar her som den, der paa egen haand har diskontert vekslen, og maa da, mener jeg, Aasland - eller nu hans dødsbo - godtgjøre, at det ikke skyldes Aasland, at denne veksel, der har paaført banken tap, ikke er blit dækket ved det angivelig stillede depositum. - Jeg vil sluttelig nævne, at efter den for Høiesteret førte procedyre maa jeg anse det ansvar, som her er gjort gjældende mot Aasland, som et

Side:812

særansvar for hans vedkommende, basert paa, at han skulde ha overskredet sin kompetence og derigjennem paaført banken tap, og paa at han skulde ha gjort sig skyldig i misligheter med hensyn til de omhandlede deposita. Som jeg har fremholdt finder jeg, at for de 6 vekslers vedkommende gjør den her efter min mening foreliggende ratihabition, at ansvar ikke kan gjøres gjældende paa grund lag av kompetence-overskridelse, hvorimot forholdet i saa maate for veksel nr. 5's vedkommende, hvor ratihabition mangler, er et andet.

Processens omkostninger for Høiesteret antar jeg der efter omstændigheterne kan være grund til at ophæve.

Konklusion:

Handelsrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Højesteret ophæves.

Ekstraordinær assessor Boye: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Einar Hanssen: Jeg er kommet til et noget andet resultat end førstvoterende. Jeg anser det klart, at spørsmaalet om, hvorvidt Aasland ved at tilstede diskontering av de heromhandlede veksler har gjort sig skyldig i nogen kompetenseoverskridelse, alene faar praktisk betydning, saafremt der ved selve diskonteringen er voldt banken tap. Forsaavidt der for veksellaanene er stillet betryggende sikkerhet, kan saaledes ikke selve diskonteringen medføre noget erstatningsansvar. Hvorvidt der for alle de omhandlede vekslers vedkommende er stillet et efter forholdene paa diskonteringstiden betryggende depositum, er vistnok ikke helt klart. Men saavidt jeg kan se, er det ikke fra kontraappellantens side bestemt benegtet, at der var stillet sikkerhet for alle vekslers vedkom in ende, likesom der heller ikke er gjort noget forsøk paa at bevise, at sikkerheten i noget enkelt tilfælde ikke var tilstrækkelig. Under disse omstændigheter mener jeg at spørsmaalet om erstatningsansvar for Aasland maa bero paa, om der kan lægges ham noget tillast med henysn til den senere disponering over de deponerte værdipapirer. Hvorvidt dette er tilfælde, forekommer mig efter de foreliggende oplysninger særdeles uklart. Der er vistnok endel oplysninger, som kan tyde paa, at Aasland egenmægtig har disponert over værdipapirerne, og da nærmest ved at utlevere dem til Ellefsen. Oplysningerne herom er imidlertid noksaa usikre og tildels indbyrdes motstridende. Og naar jeg da tar hensyn til at Aasland var død, før der blev spørsmaal om erstatningsansvar mot ham, og saaledes ikke har hat nogen anledning til at gi oplysninger om forholdet, mens de gjenværende medlemmer av bankens daværende direktion og dens kasserer burde ha kunnet gi bedre oplysninger om de deponerte værdipapirers skjæbne end de som er fremkommet, har jeg for mit vedkommende fundet at burde la tvilen komme Aaslands dødsbo tilgode. Og jeg finder ikke, at den omstændighet, at den under 30 august 1917 diskonterte veksel paa 5.500 kroner ikke er blit direktionsbehandlet, indeholder tilstrækkelig grund til at stille denne veksel i en særstilling med hensyn til beviset for depositum. Jeg finder derfor at

Side:813

burde stemme for hel frifindelse av Aaslands dødsbo, dog med ophævelse av omkostningerne baade for handelsretten og Høiesteret. - Da jeg har grund til at tro, at jeg er i minoritet, former jeg for tiden ingen konklusion.

Ekstraordinær assessor Bade: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Konst. assessor byretsassessor Motzfeldt: Likesaa.

Ekstraordinær assessor sorenskriver Lund: I det væsentlige og resultatet enig med tredjevoterende. Hvad angaar den under nr. 5 i den omhandlede fortegnelse anførte veksel, vil jeg kun bemerke, at jeg ikke kan finde, at bevisbyrden for at tap ikke er paaført banken ved et fra Aaslands side utvist retsstridig forhold paahviler hovedappellanten. Jeg maa nemlig anta, at naar diskonteringen den 30 august 1917 av den her omhandlede veksel ikke er forelagt direktionen i møtet 27 september 1917, saa er dette at tilskrive en uopmerksomhet fra kassererens eller den da fungerende administrerende direktørs side, idet Aasland paa dette tidspunkt ikke længere tjenstgjorde som direktør i banken. Og naar da denne veksel den 30 oktober 1917 fornyes, som man maa anta, efter derom i direktionsmøte eller av en direktør fattet beslutning, uten at der tages forbehold om regres overfor Aasland, maa efter min mening banken, naar den først henved et aar efter Aaslands død gjør regresansvar gjældende imot boet, ha bevisbyrden for, at det tap, hvorom der her spørres, er at til skrive et retsstridig forhold fra Aaslands side; men noget saadant bevis foreligger efter min mening ikke.

Justitiarius Scheel: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Naar jeg med ham sondrer mellem de veksler, for hvis vedkommende en ratihabition fra direktionens side kan siges at foreligge, og veksel nr. 5, hvor ratihabition ikke kan ansees at ha fundet sted, saa er det, fordi jeg gaar ut fra den betragtning at for de førstes vedkommende ansvar maatte bygges paa mislig forhold fra Aaslands side med hensyn til deposita, - for det veksellaans vedkommende derimot som Aasland har latt utbetale av bankens penger uten bemyndigelse eller ratihabition, mener jeg, at han ubetinget maa være ansvarlig for tap, medmindre det positivt kan paavises, at tapet er foranlediget ved et uforsvarlig forhold fra bankdirektionens side.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av handelsrettens dom:

Kjøbmand Andreas Aasland, Porsgrund, hadde ved sin død i 1917 i en aarrække været formand i direktionen for A/S Porsgrunds Ørebank. Banken saksøker nu hans dødsbo i anledning av, at avdøde antages at ha overskredet sin lovlige myndighet ved til forskjellige tider i 1916 og 1917 at yde en enkelt av bankens kunder, gartner E. Ellefsen, veksellaan uten at forelægge dem for den samlede direktion. Det herved opstaatte tap angives at utgjøre kr. 20.788,08, som indstevnte formenes nu at maatte tilsvare.

Det er oplyst, at bankens direktion bestaar av 3 medlemmer. Direktionen leder bankens virksomhet og skal som regel samles en gang ukentlig.

Side:814

Ingen gyldig beslutning kan fattes, medmindre to direktører er tilstede og er enige. I henhold hertil har det været regel, at alle laan er bevilget i direktionsmøte. Dog har direktionens formand alene og midlertidig kunnet bevilge mindre kurante laan, som hastet. Slike laan har derefter været behandlet av direktionen i første møte. Avdøde menes i sit forhold til Ellefsen at ha sat sig ganske utover disse regler. Det anføres tillike, at han til skade for banken har disponert over værdipapirer, som skulde tjene til sikkerhet for gjælden. - - -

Retten skal bemerke, at den anser det tilstrækeklig godtgjort, at de i saken omhandlede veksellaan er blit utbetalt efter bevilgning av avdøde Aasland, uten paa forhaand at være forelagt de øvrige medlemmer av direktionen. Beviset finder man navnlig i 1ste, 2det og 3dje hovedvidners forklaringer, som seet i lys av hinanden efter rettens mening med fornøden bestemthet viser, at det har gaat saaledes for sig. 1ste hovedvidnes forklaringer støttes ved de forklaringer, som 4de og 5te hovedvidne har avgit. Der foreligger i saken intet, som gir anledning til at tro, at nogen av de øvrige direktører er tat paa raad før utbetalingen. Der er ingen grund til at anta, at bankens kasserer paa egen haand og uten nogen ordre skulde ha utbetalt pengene. Endelig er der heller ikke fremkommet noget, som kan styrke den av indstevnte antydede mistanke om, at der har været falsknerier med i spillet.

Der er allerede ovenfor nævnt, at størstedelen av laanene, nemlig alle undtagen et, efter diskonteringen har vært behandlet i direktionsmøter. Citantskapet har under sakens gang meddelt en nøiagtig specifikation over de veksellaan, som der i saken er tale om. Det dreier sig om ialt 7 forskjellige laan, og om 6 av dem gjælder det altsaa, at de efterpaa, dels ganske kort tid efter utbetalingen, dels optil 2 maaneder senere, er blit behandlet av direktionen, og man maa anta, at der hverken i bevillings- eller i forhandlingsprotokollen er blit tilført noget derom. Efter rettens mening maatte beviset for, at avdødes meddirektører hadde vægret sig for at godkjende laanene netop være at søke i hvad derom var protokollert. Naar protokollerne her intet utviser, maa det ut fra den samme betragtningsmaate være det ene rigtige derav at drage den slutning, at meddirektørerne uanset hvad de maatte ha ønsket og trods de betænkeligheter de næret, har git avkald paa protest og dermed ratihaberet de ydede laan. Forsaavidt angaar de 6 i direktionsmøter hehandlede laan, vil indstevnte i medhold herav være at frifinde. Det 7de laan, som der handles om i saken, blev utbetalt 30 august 1917. Som trassent paa vekselen stod Jacob A. Oksum og som akceptant gartner Ellefsen. Laanet er fra sin oprindelige sum kr. 5.500 senere bragt ned til kr. 5.380. Som det vil fremgaa av det allerede anførte, er laanet ikke behandlet i direktionsmøte. Det kunde spørres, hvorvidt laanet ikke er det samme som det laan, som 2det hovedvidne, den ene av avdødes meddirektører, nævner i sit svar til spørsmaal 2 i sessionen juni f. a., og hvis ydelse saavidt skjønnes, maa være godkjendt underhaanden efter bevilgningen. Der er ikke tilstrækkelig grund for retten til at anta det. Vidnet angir beløpet for det av ham specielt omprovede laan til kr. 3.000 à kr. 4.000, saavidt han husker, mens det her gjælder et adskillig større laan, det største av alle de laan, som saken angaar. Indstevnte har heller ikke selv antydet nogetsomhelst om, at nogen identitet skulde foreligge. Da avdøde ved sin bevilgning av heromhandlede laan har tilsidesat bankens regler og da laanet ikke senere er godkjendt av den samlede direktion, findes avdøde eller nu hans dødsbo at maatte være

Side:815

ansvarlig for det opstaatte tap. Ansvaret kan ikke være bortfaldt ved, at laanet senere er tilstedt fornyet. Der er al grund til at tro, at det forsaavidt dreier sig om en ren nødsforanstaltning fra bankens side. Indstevnte kan heller ikke faa medhold i, at søksmaalet er reist for sent. - - -

Det staar igjen at behandle spørsmaalet om avdødes forhold til de som sikkerhet for laanene deponerte værdipapirer. Herom er det tilstrækkelig at uttale, at de oplysninger, som foreligger om de angivelige deposita og deres skjæbne, er altfor knappe og ufuldstændige til at kunne tjene som noget faktisk grundlag for tilkjendelse av erstatning. Der er altfor stor usikkerhet tilstede i de forskjellige retninger, om og i hvilken utstrækning der overhodet har været ydet deposita, om de har været i bankens eller avdødes besiddelse, om avdøde virkelig har forføiet derover, og om forføiningerne i tilfælde er skedd under slike omstændigheter, at der er noget at lægge avdøde tillast. - - -