Rt-1918-494

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1918-02-12
Publisert:	Rt-1918-494
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 12/1 B s.a.
Parter:	Carsten Thiis (advokat Wilberg) mot Einar Stensrud (advokat Leif Rode).
Forfatter:	Heggen, Christiansen, Fürst, Feragen, Prydz, overretsjustitiarius Beichmann, Mejdell
Lovhenvisninger:

Ekstraordinær assessor Heggen: Med hensyn til nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til dom av Skiens handelsret den 5 november 1915, hvorved Einar Stensrud blev frifundet for Carsten Thiis's tiltale og sakens omkostninger ophævet.

Dommen er av Carsten Thiis appellert til Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan paastand: «At Einar Stensrud tilpligtes at betale Carsten Thiis kr. 6.000 med renter og omkostninger for handelsret og Høiesteret»

Einar Stensrud har nedlagt saadan paastand: «Principalt: At indstevnte, grosserer Einar Stensrud, frifindes for Carsten Thiis's tiltale og tilkjendes saksomkostninger for Høiesteret.

Subsidiært: At indstevnte tilpligtes at betale appellanten kr. 3.000 med renter, men forøvrig frifindes og tilkjendes saksomkostninger for Høiesteret»

Der er dokumentert bevilling av 22 juni 1917 «for grosserer Stensrud til at fremsætte den nye indsigelse, at Thiis har reklamert for sent overfor hans (Stensruds) annullation av en mellem parterne oprettet kontrakt av 22 oktober 1913, og at Thiis derfor har tapt hver ret efter kontrakten og i hvert fald tapt ret til den leveranse - og følgelig ogsaa ret til erstatning paa grund av undladelse av opfyldelse av denne leveranse - som skulde ha fundet sted i september (eller august)». Videre er dokumentert en del nye skrivelser: 1) skrivelse av 31 juli 1914, hvorved Carsten Thiis meddeler Einar Stensrud, at han ønsker ladning 3 skibet snarest 2) Skrivelse av 1 august 1914 fra Stensrud til Thiis, hvori han siger, at han ikke for tiden ser sig istand til at motta forannævnte «notis» for tredje ladning. 3) Skrivelse fra Stensrud til Thiis av 8 s. md. saalydende: «Herved tillater jeg mig at meddele, at paa grund av krigen ser jeg mig desværre nødt til at kancellere balanse paa kontrakt av 22 oktober 1913». 4) Skrivelse fra Carsten Thiis til Stensrud av 27 oktober 1914, hvori han siger, at han ser sig nødt til at holde Stensrud ansvarlig for den undlatte leveranse. 5) Stensruds svar herpaa av 30 s. md., hvori han redegjør for de grunde, der bragte ham til i skrivelsen av 8 august at annullere kontrakten. 6) Skrivelse fra Stensrud til hans retsfuldmægtig, overretssakfører Leif Rode, av 28 mars 1917, hvori han meddeler, at der i tiden fra 8 august til 27 oktober 1917 ikke er fremkommet nogen mundtlig protest fra Thiis's side.

Jeg er kommet til samme resultat som handelsretten, dog paa et andet fundament. Jeg anser det nemlig unødvendig at gaa ind paa spørsmaalet om, hvorvidt Stensrud var berettiget til den 8 august 1914 at annullere den omprocederte kontrakt,

Side:495

idet jeg maa gi indstevnte emdhold i den indsigelse, at Thiis har reklamert for sent. Efterat Stensrud i sin skrivelse av 1 august hadde meddelt Thiis, at han ikke for tiden kunde levere den forlangte ladning nr. 3, sendte han den 8 s. md. til Thiis en skrivelse, hvori han annullerte den hele kontrakt for det gjenstaaende kvantum. Hertil tier appellanten; det er først over 2 1/2 maaned senere - eller mere nøiagtig i skrivelse av 27 oktober 1914 - at han meddeler, at han anser annullationen for uberettiget. Denne taushet maatte utvilsomt gi Stensrud den bestemte opfatning, at Thiis gik med paa annullationen. Anden fortolkning kan vanskelig gives av saadan taushet fra en forretningsmands side. Appellanten maatte forstaa, at det under de vanskelige forhold, som opstod ved verdenskrigens utbrud, var av største betydning for Stensrud at bli betimelig underrettet av Thiis, ifald denne vilde protestere mot annullationen. Appellanten har indvendt, at Stensrud ikke skulde kunne ha adgang til nu at gjøre gjældende, at reklamationen kom for sent. Stensrud skulde ha tapt denne sin adgang derved, at han i sit svar paa Thiis's skrivelse av 27 oktober ikke straks pointerte, at reklamationen kom for sent. Jeg kan ikke være enig i denne indsigelse. Der gjælder ikke for en saadan forretningskorrespondanse noget lignende som den i vor procesret gjældende eventualmaksime. Kontrahenterne har kun krav paa, at den anden utvetydig gir sit standpunkt tilkjende, og det har Stensrud i denne sak ikke undlatt, idet han jo den hele tid har fastholdt kontraktens annullation. Da jeg saaledes finder, at Thiis er kommet for sent med sin reklamation, følger derav, at han ikke kan ha noget krav paa kontraktens opfyldelse eller paa erstatning for ikke-opfyldelse. Stensrud maa saaledes bli at frifinde for Thiis's tiltale i saken.

Sakens omkostninger antar jeg bør ophæves ogsaa for Høiesteret.

Konklusion:

Einar Stensrud bør for Carsten Thiis's tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger for handelsretten og Høiesteret ophæves.

Ekstraordinær assessor Christiansen: Jeg har fundet det meget tvilsomt, om der kan siges at paahvile Thiis nogen egentlig reklamationspligt likeoverfor Stensruds annullation av 8 august 1914. Jeg finder imidlertid at kunne slutte mig til førstvoterendes betragtning under hensyn til de specielle forhold, som dengang hersket i forretningsverdenen. Det maa vel erkjendes, at det mellem forretningsmænd vilde være naturlig og rimelig, om Thiis likeoverfor et saadant tydelig tilkjendegivende fra Stensruds side ogsaa hadde git uttryk for sin mening, om han hadde villet fastholde kontrakten. Det maa siges at være naturlig, at Stensrud har opfattet Thiis's taushet derhen, at Thiis har fundet sig i annullationen, og at derfor Stensrud har indrettet sig efter det. At ogsaa Thiis har indrettet sig efter det nye forhold, synes at fremgaa av, at han under 24 og 25 august foretok nye kjøp av kul til dækning av det annullerte kontraktskvantum, og dette gjorde Thiis uten at forelægge

Side:496

spørsmaalet herom for Stensrud. Jeg finder derfor, idet jeg forøvrig i det væsentlige tiltræder førstvoterendes begrundelse, at maatte slutte mig til førstvoterendes resultat.

Assessor,Fürst: Jeg slutter mig i det væsentlige og resultatet til de tidligere voterende.

Ekstraordinær assessor Feragen, assessor Prydz, ekstraordinær assessor, overretsjustitiarius Beichmann samt assessor Mejdell: Likesaa.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av handelsrettens dom:

Ved kontrakt av 22 oktober 1913 solgte indstevnte, Einar Stensrud, til citanten, Carsten Thiis, 4.000 tons kul. Ved krigens utbrud hadde han levert 2.000 tons herav, men negtet, da krigen brøt ut, i henhold til en speciel klausul i kontrakten forøvrig at opfylde denne. - - -