Rt-1920-831
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1920-07-08 |
| Publisert: | Rt-1920-831 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 148/1 s.a. |
| Parter: | A/S Nordisk Kommissionskompagni, Kjøbenhavn (overretssakfører G. A. Gulliksen til prøve) mot The Viking Canning Co. Ltd. Kopervik (advokat J. A. Rubach). |
| Forfatter: | Bugge, Peersen, Bang, Fürst, Lund, Lie, Backer |
| Lovhenvisninger: | Kjøpsloven (1907) §51, §62 |
Konst. assessor Bugge: Ved Kopervik handelsrets dom av 18 juli 1918 blev kjendt for ret: «lndstevnte The Viking Canning Co. Ltd., Kopervik, bør for citanten A/S Nordisk Kommissionskompani, dets tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger ophæves». For dette resultat stemte rettens handelskyndige medlemmer, mens rettens formand voterte for, at The Viking Canfling Co. Ltd. skulde tilpligtes at betale til A/S Nordisk Kommissionskompagni kr. 7.078,54 med 5 pct. aarlig rente av kr.
Side:832
6.807,54 fra 28 juni 1916 til betaling sker, men forøvrig frifindes for kompaniets tiltale, og at processens omkostninger skulde ophæves.
A/S Nordisk Kommissionskompagni har ved stevning av 19 september 1918 paaanket handelsrettens dom til Høiesteret, hvor kompaniet har nedlagt saadan paastand: «1. At handelsrettens dom underkjendes. 2. At indstevnte, The Viking Canning Co. Ltd., tilpligtes at betale appellantskapet, A/S Nordisk Kommissionskompagni, a) kr. 7.078,54 med 5 pct. aarlig rente av kr. 6.807,54 fra 28 juni 1916 indtil betaling sker, og b) appellantskapets utgifter ved de 2 retssaker i Kjøbenhavn med kr. 426.20 tillikemed renter fra stevningens berammelse. 3. At appellantskapet tilkjendes procesomkostninger for handelsretten og Høiesteret».
Indstevnte The Viking Canning Co. Ltd. har paastaat handelsrettens dom stadfæstet og appellantskapet tilpligtet at betale indstevnte sakens omkostninger for Høiesteret.
Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til fremstillingen i handelsrettens domspræmisser.
Appellanten, Nordisk Kommissionskompani, har her for Høiesteret frafaldt sin tidligere paastand om ansvar mot Viking Canning Co. og dets sakførere for forhaling av saken.
Idet Viking Canning Co. for Høiesteret har frafaldt sine øvrige for handelsretten mot søksmaalet fremførte indsigelser, beror efter procedyren sakens avgjørelse alene paa de to gjenstaaende tvistespørsmaal, nemlig om kjøperens reklamation har været fremført i betimelig tid, og om varen har været, som kjøperen har paastaat, kontraktsstridig, saaledes at Viking Canning Co. pligter at svare erstatning derfor.
Med hensyn til disse spørsmaal er jeg kommet til samme resultat som handelsrettens formand. De betragtninger, som denne har gjort gjældende for sin antagelse om at kjøperens reklamation har været fremført betimelig, finder jeg vistnok at være av adskillig vegt; men jeg antar det ikke nødvendig at avgjøre spørsmaalet likefrem paa dette grundlag. Jeg mener nemlig under enhver omstændighet, at Viking Canning Co., om de skulde kunne faa medhold i sin paastand om, at det ikke ved kom dem, om Nordisk Kommissionskompani hadde solgt varen videre til utlandet, og at derfor undersøkelsen av varen og reklamationen skulde være skedd i Kjøbenhavn før varens videreforsendelse, - maatte ha gjort dette gjældende straks efter reklamationens mottagelse og senest da «Viking» i sit brev av 17 november 1915 tok til gjenmæle mot de av kompaniet i breve av 1ste og 8de november s.a. refererte reklamationer fra kjøperen i Wien. Ved disse sidstnævnte breve var nemlig «Viking» blit fuldt underrettet om salget til utlandet og de av den nye kjøper fremførte reklamationer, og «Viking» skulde efter min opfatning da først og fremst i sin besvarelse til disse gjort gjældende den formelle indsigelse om betimelig undersøkelse av varen i Kjøbenhavn og efterfølgende reklamation paa grundlag derav. Naar «Viking» intet nævnte herom, men derimot indlot sig paa imøtegaaelse av selve gehalten av de fremførte anker mot varen, har «Viking» under de foreliggende omstændigheter efter min forstaaelse av forholdet avskaaret sig adgang til senere,
Side:833
saaledes som gjort først under procedyren ved handelsretten, at gjøre gjældende, at reklamationen var for sent fremkommet. Jeg skal i denne forbindelse henvise til Kristiania Femtimandsutvalgs enstemmige uttalelse av 6 juni 1912, indtat i 3dje samling av Responsa, side 419, nr. 383, hvori Femtimandsutvalget uttaler som et almindelig princip, at «en sælger, som til kjøperens reklamation av mangler ved en vare eller dens levering imøtegaar de fremkomne anker uten at paastaa, at der er reklamert for sent, kan ikke ved en senere leilighet rettelig gjøre denne indsigelse gjældende mot kjøperens protest». Denne uttalelse er forsaavidt ogsaa overensstemmende med høiesteretsdom i Rt-1910-790 flg. Jeg har ikke fundet grund til i nærværende sak at avgjøre spørsmaalet paa grundlag av dette almindelige princip, men jeg har dog anset det at være av betydning her at nævne denne Femtimandsutvalgets uttalelse som uttryk for opfatningen inden handelsverdenen.
Hvad dernæst angaar spørsmaalet om, hvorvidt omhandlede vareparti har været kontraktsstridig eller ikke, kan jeg i det væsentlige henholde mig til hvad handelsrettens formand - og forsaavidt ogsaa med tilslutning av nævnte rets handelskyndige medlemmer - derom har anført. De beviser for varens beskaffenhet, som foreligger, er for dens væsentligste del fremskaffet til oplysning av de to handelsretssaker i Kjøbenhavn, hvorunder kjøperen i Wien gjorde sit erstatningskrav gjældende mot de danske sælgere som i den anledning hadde git Viking Canning Co. varsel om sakerne med indtrængende anmodninger om støtte, specielt til fremskaffelse av bevis for paastanden om, at varen hadde været kontraktsmæssig. Naar da «Viking» trods disse opfordringer ikke til bruk for den danske ret fremskaffet saadanne oplysninger, mener jeg, at dette selskap i nærværende sak, hvori dets kjøper har vendt sig mot det som den oprindelige sælger av varen med sin regresfordring paa grundlag av de danske domme, maa finde sig i, at disses avgjørelse med hensyn til spørsmaalet om varens kontraktsstridighet lægges til grund, aldenstund «Viking» ikke fra sin side nu under saken ved motbevis har formaadd at avsvække betydningen av det bevismateriale, hvorpaa Sø- og Handelsrettens domme har været bygget. Saadant motbevis kan jeg nemlig ikke finde at der er ført ved de i Kopervik avhørte to vidner. De oplysninger om fiskepartiets indkjøp, transport og behandling før nedlægningen, som «Viking» har git i den tidligere nævnte skrivelse av 17 november 1915, forekommer mig ogsaa bestyrker de øvrige beviser for varens kontraktsstridige beskaffenhet. Av hensyn til den langvarige transport paa 3 à 6 dage maatte silden nemlig nedsaltes i tønder og senere utvandes før nedlægningen. At som følge herav fisken blev salt og oljen blandet med saltvand er forklarlig og er ogsaa konstatert ved de senere undersøkelser av varen i Wien. Men dette bestyrker ogsaa som nævnt efter min mening at varen ikke kan ha været efter kontrakten. Som jeg allerede har antydet, lægger jeg ogsaa adskillig vegt paa, at de fagkyndige medlemmer av handelsretten har været enige med rettens formand i, at varen maatte karakteriseres som kontraktsstridig.
Efter det anførte vil jeg votere for tilfølgetagelse av appellantens paastand - ogsaa hvad angaar de ved Sø- og Handelsretten
Side:834
paadragne omkostninger - idet jeg mener, at appellanten for kontraktsbruddet har krav paa fuld opreisning. Om erstatningens beregning forøvrig eller om renteberegningen er der ingen tvist mellem parterne. Jeg finder ogsaa, at indstevnte maa tilsvare processens omkostninger for begge retter.
Konklusion:
The Viking Canning Co. Ltd. bør til A/S Nordisk Kommissionskompagni betale kr. 7.504,74 med 5 av hundre de i aarlig rente av kr. 6.807,54 fra 28 juni 1916 og 4 av hundrede i aarlig rente av kr. 426.20 fra 6 oktober 1916, begge dele til betaling sker, samt i procesomkostninger for handelsretten og Høiesteret kr. 1.000.
Ekstraordinær assessor Peersen: Jeg er kommet til det resultat, at handelsrettens dom bør stadfæstes og processens omkostninger ophæves for begge retter. Jeg mener, at varen i henhold til kjøpslovens §51, jfr. §62, skulde ha været undersøkt i Kjøbenhavn. Naar saa ikke er skedd, anser jeg reklamationen som for sent fremsat. Dette finder jeg bestyrket ved den i Rt-1919-738, refererte dom, idet resultatet i denne sak efter de foreliggende oplysninger maa ansees begrundet i, at det var paa det rene, at kjøperen hadde forbeholdt sig, at varen straks skulde sendes videre over Stettin. Dokumenterne for skibningen blev av sælgeren ogsaa sendt til Hamburg; derved kunde Stettin ikke ansees som bestemmelsesstedet i lovens forstand. I nærværende sak forelaa for sælgeren ikke andet end en tænkt mulighet av videre eksport over Kjøbenhavn. Men dette er ikke nok til at anse noget andet sted end Kjøbenhavn som bestemmelsesstedet i lovens forstand.
Jeg er ikke enig med førstvoterende i, at indstevnte er avskaaret adgang til under processen at gjøre gjældende, at Kjøbenhavn skulde være det sted, hvor undersøkelsen var at foreta, og at indstevnte ved sin optræden har akceptert Wien som det sted, hvor undersøkelse med virkning for sælgeren kunde foregaa. Reklamationen blev møtt med protest mot de fremførte anker, og deri kan jeg ikke lægge en opgiven av nogen ret eller indsigelse, som indstevnte ellers maatte ha. Jeg slutter mig i denne henseende til, hvad assessor Vogt uttaler side 374, nederst, og side 796 i Rt-1910.-
Da jeg efter konferencen har grund til at tro, at min mening ikke deles av rettens flertal, former jeg ingen konklusion, likesom jeg efter mit resultat ikke finder grund til at indgaa paa det i Wien avholdte skjøn, mot hvilket der saavel i formel som i reel henseende kan reises ved begrundede indsigelser.
Ekstraordinær assessor Bang: I det væsentlige enig med førstvoterende ønsker jeg at præcisere, at jeg likesaalidt som hr. assessor Peersen kan være med paa at fastslaa den sats, at sælgeren ved at indlate sig paa reklamationens realitet ubetinget avskjærer sig adgangen til senere at gjøre gjældende, at den er for sent avgit; det faar avgjøres efter omstændigheterne i hvert enkelt tilfælde. I nærværende tilfælde finder jeg det dog naturlig at forstaa «Viking»s svar saaledes, at fabrikken intet fandt at indvende
Side:835
mot, at reklamationen først frem kom efter varens ankomst til Wien.
Hvad angaar spørsmaalet om varens kontraktsmæssighet, vil jeg fremholde, at kvalitetsbetegnelsen i slutsedlen, som intet an det indeholder, end at det skal være friske, sunde varer, ikke i og for sig peker paa nogen særlig god eller velsmagende kvalitet. Men jeg maa efter de foreliggende oplysninger gaa ut fra, at varen har ligget under et rimelig lavmaal. Og da det er oplyst, at kjøpesummen svarte til den bedste vare, finder jeg prisnedslag berettiget. Jeg anser saken i et par av dens hovedpunkter saa tvil som, at jeg vil votere for, at indstevnte fritages for at betale omkostningerne saavel ved rettergangen i Kjøbenhavn som her i landet. Forøvrig slutter jeg mig til førstvoterendes konklusion.
Assessor Fürst: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
De ekstraordinære assessorer, sorenskriver Lund og professor Lie og assessor Backer: Likesaa.
Av handetsrettens dom:
- - - Ved slutseddel av 18 september 1915 kjøpte citantskapet av indstevnte ved sammes daværende repræsentant i Kjøbenhavn «Maritim Agentur» et parti sardiner, urøket i olje. - - - Ved slutseddel av 27 september solgte kjøperen (citantskapet) videre til J. Kruger. - - - Kruger optraadte paa vegne av A/S Danske konserves- og pølsefabrik, der atter hadde solgt partiet til firmaet Oplatek & Hock i Wien. Disse sidste fandt varen ukontraktsmæssig og fik ved sø- og handelsretten i Kjøbenhavn den 17 juni 1916 dom for, at der skulde ske et prisavslag av 15 østerrigske kroner pr. kasse eller ialt 6.100 danske kroner. Dommen lød paa nævnte beløp med 5 pct. aarlig rente fra 4 april 1916 indtil betaling samt kr. 400 i saksomkostninger, paa hvilket krav domfældte gav Oplatek & Hock transport. A/S Nordisk kommissionskompani negtet at betale, men blev ved ovennævnte ret under 8 august 1916 dømt til at betale kr. 6.878,54 + 5 pct. rente av kr. 6.807,54 fra 28 juni 1916 indtil betaling, samt saksomkostninger med kr. 200.
Da prisavslaget skyldtes varens daarlige beskaffenhet, mener citantskapet at det maa kunne holde sig til den oprindelige sælger The Viking Canning Co. som av kommissionskompaniet (citantskapet) allerede under den første sak fik varsel om at ivareta sit tarv. - - -
Indstevnte har gjort væsentlige følgende indsigelser: - - - 5. At det i saken omhandlede parti var kontraktsmæssig. 6. At citantskapet har reklamert for sent. 7. At de to av citantskapet paaberopte, av sø- og handelsretten i Kjøbenhavn avsagte domme ikke er res judicata her i landet og ikke bindende for indstevnte.
- - - ad 5. Partiet skulde efter kontrakten (slutseddelen) være sardiner i olje og «friske sunde varer». Og at det saa var, hævder indstevnte, der ogsaa har søkt at føre bevis herfor nemlig ved to vidner, 1. Lars Helgesen og 2. Alexander Gaustad, den første formand, den sidste kasserer og bokholder hos indstevnte. Den første har provet at omhandlede parti sardiner bestod av sunde og friske varer, og at de var nedlagt i olje, mens den sidste ingen oplysning kunde gi om varens kvalitet. Paa den anden side har citantskapet henvist til et av en av vedkommende ret i Wien opnævnt edsvoren sakkyndig avgit skjøn samt til to danske vidners prov (grosserer
Side:836
Aksel Andersens og handlende Nils Gundersens) ved den nævnte Kjøbenhavner-domstol saavelsom til de av samme domstol avsagte domme der er bygget paa den opfatning at varen er ukontraktsmæssig. Bemeldte Wienske sakkyndige uttaler blandt andet at de undersøkte prøvedaaser ikke indeholdt sardiner i olje, - at varen er «feilagtig tilvirket» og er blit bedærvet «i forholdsvis kort tid», - at indholdet av daaserne er «skadelige for sundheten» efter den østerrigske levnedsmiddellov og «absolut usælgbar», - og at fabrikatet utvilsomt maa betegnes som gjennemsnitlig av ringe værdi («lavmaalsvare»). Grosserer Andersen - der dog ikke er fagmand i hermetik - betegner ogsaa (i sin i Kjøbenhavn beedigede erklæring) varen som efter hans overbevisning «utjenlig til menneskeføde».
Det førnævnte av indstevnte førte vidne (1. K. V. Helgesens) prov finder jeg ikke at burde lægge nogen vegt paa, idet han, paa grund av sit forhold til indstevnte maa betragtes som et villig vidne.
Men jeg finder efter de faldne retsavgjørelser i Kjøbenhavn og det nævnte skjøn i Wien at maatte anse omhandlede parti sardiner for ukontraktsmæssig og i følge dermed at maatte forkaste indstevntes heromhandlede indsigelse.
ad 6. Med hensyn til denne indsigelse har citanten for det første paastaat, at den er avskaaret, fordi den først er fremsat under processen og den ikke er blit nævnt eller engang antydet under parternes korrespondance. Heri kan jeg ikke være enig. Reklamationsindsigelsen er fremsat av indstevnte, med samme første indlæg i retten, og det maa være nok.
Hvad dernæst angaar det reelle spørsmaal om reklamationen er forsent fremkommet fra citantskapet, saa har indstevnte væsentlig gjort gjældende: - - - b) at kjøperen (citantskapet) hadde pligt til at undersøke varen i Kjøbenhavn; c) at indstevnte ikke hadde noget kjendskap til, at partiet skulde reeksporteres; d) at citantskapets reklamation under alle omstændigheter er for sen. - - -
ad b og c. Jeg tror ikke indstevnte bør høres med sin paastand om, at han skulde være uvidende om reeksport av partiet. Om indstevnte end kanske ikke har hat noget specielt kjendskap hertil, saa formenes firmaet dog utvilsomt at ha været altfor vel inde i omsætningsforholdene med disse varer i disse tider til at det ikke skulde ha fremstillet sig som ialfald sandsynlig, at partiet straks vilde bli fra Kjøbenhavn videre eksportert til Tyskland eller Østerrike. Og under disse omstændigheter, og da partiet allerede før det kom til Kjøbenhavn sees at ha været videre solgt til nævnte Wienerfirma, saa kan jeg ikke skjønne, at den oprindelige kjøper (citantskapet) skulde ha pligt til at undersøke partiet i Kjøbenhavn. En undersøkelse der av partiet - der var pakket i kasser - vilde, som av citantskapet paapeket, formentlig ha kunnet utsat partiet for at ødelægges eller skades som handelsvare.
ad d. Spørsmaalet blir efter dette, om citantskapets reklamation i og for sig er for sen. I saa henseende bemerkes: Indstevntes faktura er datert 25 september 1915. Efter hvad der fremgaar av den nævnte dom av sjø- og handelsretten i Kjøbenhavn av 17 juni 1916 var partiet oplastet paa banegaarden i Kjøbenhavn 7 oktober 1915 og maa da forutsættes at være ankommet til Kjøbenhavn i begyndelsen av oktober 1915. Den 28 oktober 1915 reklamerte Wienerfirmaet likeoverfor sin sælger. Og i november næstefter reklamerte citantskapet likeoverfor sin sælger (indstevnte). Denne reklamation anser jeg for efter omstændigheterne betimelig. Og nærværende indsigelse fra indstevnte forkastes derfor ogsaa.
Side:837
ad 7. Det er rigtig nok, at de nævnte kjøbenhavnerdomme ikke er res judicata her i landet. De kan kun betragtes som bevismidler. Men som saadanne formenes de at maatte ha sin betydning og at maatte betragtes og behandles som ikke litet vigtige led i vegtskaalen til fordel for citantskapets paastand.
I henhold til foranførte antages indstevnte at burde tilpligtes at betale til citantskapet det beløp, som dette ved den nævnte dom av 28 august 1916 av sjø- og handelsretten i Kjøbenhavn er tilpligtet at betale til det nævnte Wienerfirma. - - -
Meddomsmændene kunde ikke ubetinget gi sin tilslutning til sorenskriverens votum. De finder nemlig at citantskapet maatte ha pligt til at undersøke omhandlede sardinparti i Kjøbenhavn, og naar citantskapet - hvad er paa det rene - ikke har gjort dette, saa antages indstevnte at maatte frifindes.
Forøvrig er meddomsmændene enig med sorenskriveren. - - -