HR-1815-61
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1815-11-30 |
| Publisert: | Den Norske Rigstidende 1816 No. 3 side 4 |
| Stikkord: | Strafferett, Bedrageri |
| Sammendrag: | Denne publiseringen er basert på Riksarkivets transkripsjon av Høyesteretts voteringsprotokoll, samt stevning og domslutning hentet fra avisen Den Norske Rigstidende. |
| Saksgang: | Christiania byting - Akershus Stiftsoverrett - Overadmiralitetsretten - Høyesterett HR-1815-61, Justits Sag No. 51, Løbe No. 61/1815 |
| Parter: | Den constituerede Søkrigsprocureur Cancellieraad Morgenstjerne efter Befaling mot Fast Lods Hans Frydenberg |
| Forfatter: | Motzfeldt, Collett, Omsen, Mandix, Debes, Kiønig, Sjøkaptein Lous, Bull |
| Lovhenvisninger: |
Ved Stevning af 11te Novbr. d. A. har Søkrigsprocureuren paa Embedsvegne paaanket deels til Stadfæstelse, deels til Forandring og Skærpelse en af den constituerede Byfoged i Christiania, Politiesecretair Riis ved en Gjæsteret under 14de Octbr. sidstleden afsagt Dom i en Sag, hvorunder Indstevnede sigtes for formeentlig Overtrædelse af Lods-Anordningerne, ved at modtage for høi Betaling for Lodsning, samt for Falsk. Bemeldte Gjæsteretsdom lyder saaledes:
Tiltalte, fast Lods Hans Frydenberg, bør for Søkrigs-Procureurens videre Tiltale udi denne Sag fri at være; dog bør han udrede de af denne Gjæsteretssag flydende Omkostninger; nemlig: til Søkrigs-Procureuren 15, og til Defensor, Procurator Hansen 10 Rbd. S. V., samt til Dommer og Skriver de reglementerede Retsgebyhrer, som dem efter Forordningen af 19de Mai 1763 § 45 tilkommer, og som paa Doms-Acten findes anførte. At udredes inden 3 Solemærker efter Dommens Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
Aar 1815 Torsdagen den 30de Novbr. blev i Sagen Cancellieraad Morgenstierne qua Søe KrigsProcureur contra Fast Lods Hans Frydenberg voteret saaledes:
1. Motzfeldt: SøekrigsProkureuren tiltaler under nærværende Sag fast Lods Hans Frydenberg for at have forfalsket en ham den 12 Octbr. 1814 meddeelt Lodsseddel, samt for derefter at have oppebaaret højere Lodsbetaling end som tilladt. Efter Klage fra Mægler Jacobsen blev denne Sag først justitialiter behandlet ved at den 19 Octbr. 1814 optaget præliminær Forhør, og hvorefter Sagens Action blev udført ved Christiania Byeting og der paadømt. Denne Byetingsdom blev indstævnt til Aggershuus Stiftsoverret, hvorfra Sagen blev afviist til nye og Lovligere Behandling. Paa Grund af denne Afviisning foranstalter Aggershuus Stift Sagen indanket til OverAdmiralitetsRetten, hvor alt det Passerede blev kiendt uefterretteligt. Derefter blev af LodsOldermanden og 2 udnævnte Skippere paa den i Fdg. 19 May 1763 § 45 befalede Maade, under 31 July 1815
optaget Forhør, hvor Lodsen Hans Frydenberg fragik sin den 19 Novbr. 1814 afgivne Forklaring og blot tilstod at have underskrevet Lodsseddelen, men ej at have forandret de deri værende Tal, hvilke han dog erklærede at synes at erindre skulle have været ungefæhr 10 á 12 rbdr. S. V. Efter at dette Forhør var optaget blev SøeKrigsProcureuren igiennem Stiftamtmandskabet beordret at udføre Sagen. Wed Christiania Giæsteretsdom af 14 Octbr. 1815 blev Tiltalte friefunden for videre Tiltale mod at udrede Omkostningerne, hvilken Dom Morgenstierne ved Stævning af 11 Novb. 1815 har indanket for Højesteret til Stadfæstelse og Skiærpelse.
Hovedspørgsmaalet, som fornemmelig bliver at afgiøre er hvorvidt Angiældendes inden Forhøret den 19 Novb. 1814 afgivne Forklaring om at have forandret de i Lodsseddelen staaende 10 rb. 22 s. SV. til 22 rbd. 22 s. S. V. kan antages rigtig uagtet hans senere Benægtelse. Da Hans Frydenberg, den Tiid han afgav Forklaringen maa ansees at have antaget Byefogden for competent Dommer i denne Sag, saa troer jeg ikke at den passerede Overadmiralitetsdom kan svække, denne hans afgivne Forklaring. Desuden har han ogsaa selv ved Forhøret den 31 July 1815 tilstaaet at Seddelen lød paa ungefæhr 10 á 12 rbd. SV. hvilket ej udgjør den Summa, han under samme Forhør tilstaaer at have modtaget, nem. 190 rdr. DC. Det synes altsaa klart at Angiældende har overtraadt Fdg. 19 May 1763 ved at oppebære flere Lodspenge end som tilladt; men at han derfor skulde straffes som Falskner kan ej antages, da Lodsen selv har underskrevet Qvitteringen og jeg ej kiender nogen Anordning, der bestemmer at de befalede Blanketter skal udfyldes af LodsOldermanden, hvilket om det end, som i nærværende Sag, er skeet, kan ansees som en blot Willighed fra dennes Side.
Straffen for Angiældende skulde vel efter Fdgens § 39 være det dobbeltes Tilbagebetaling samt Mulkt af 4 rbd. S. V., men da der ej under Sagen nøjagtig er oplyst hvor meget Lodspengene skulde beløbe sig til, troer jeg at en arbitrair Mulkt og Actionens Omkostninger bliver den meest passende. De af angiældendes Defensor giorte Exceptioner mod SoekrigsProkureuren som actor competens samt mod Lodsoldermand Møller fordi han som Part, Dommer og Widne, ej kan komme i Betragtning, thi i Henseende til SøekrigsProkureuren maa det antages at Wedkommende ere fuldkommen bemyndiged til at paatale de Forseelser som begaaes mod Anordningerne; og LodsOldermanden har ej foretaget sig andet end hvad han efter den tilnævnte Lods Anordning og de ham i denne Henseende givne Ordre var bemyndigeth til; thi conc:
Tiltalte Fast Lods Hans Frydenberg bør at bøde til Søe-Qvæsthuus-Cassen 20 rbdr. S. V., samt betale alle af denne Action lovlig flydende Omkostninger. Søe-Krigs-Procureurens Sallarium billiges med 24 Rbdr. R. S.
2. Collett: Den konstituerede SøeKrigsProkureur indstævner en Giesteretsdom mod fast Lods Hans Frydenberg. Præliminariter maa anmærkes, betræffende de 2 af Defensor fremsatte Exceptioner:
1. exceptio actoris incompetentis og;
2. at LodsOlderman Møller var incompetent til at behandle denne Sag. at deels ere disse Exceptioner ej fremsatte a prima instantia og deels vilde Øvrighedens Ordre af 21 Aug. 1815 og Marine Departementets Ordre af 27 Octbr. s. A. formeentlig være tilstrækkelig Hiemmel for Sagens Anlæg, og deels skiønnes ej LodsOldermanden at være saaledes impliceret i Sagen at han kunde ansees uhiemlet til at behandle samme i Overeensstemmelse med Fdg. 19 May 1763.
Jeg troer altsaa at Sagen her endelig bør paakiendes. Angaaende Sagen i sig selv da er jeg fuldkommen eenig med Motzfeldt deri at Tiltalte maa ansees overbeviist om at have forseet sig mod høistbemeldte Anordning; thi foruden at Angiældende saaavel inden for Retten som Forhøret af 1814 tilstaaet omstændelig at have makuleret Qvitteringen, saa har han oc ved den sidste Rets behandling tilstaaet at have modtaget 36 rd. 30 s. DC formeget. At disse skulle være Drikkepenger, kan ej antages saa meget mindre som afgangne Mægler Jacobsens Forklaring tilstrækkelig oplyser at Skipperen quæstionis har paaklaget denne Oppebørsel. Har nu Lodsen saaledes forseet sig, maa han dømmes efter Lovens Straf, som er bestemt i Fdg. 19 May 1763 § 21. Wel er det saa at SøekrigsProkureuren har fundet en Anomalie mellem denne og den 39de § af anførte Lovbud. Men denne bortfalder formeentlig aldeles naar man confererer disse 2de §§ med § 27 af Fdg. og § 6 af Anordning 11 Janv. 1805, da det klarligen viser sig at enhver af disse Lovsteder handler om særskildte delicta, nemlig § 21 om at fordre og modtage flere Lodspenge end befalet er og § 39 derimod om det Tilfælde at Lodsen af de lovlig oppebaarne Lodspenge for sin Andeel lager højere Lods-hyre end ham paa sin Part kan tilkomme; ligesom det og stemmer overeens med alle hermeneutiske Regler at Lovgiveren ej kan supponeres at modsige sig selv, naar forskiellig Aarsag ligger til Grund for de tilsyneladende stridende Lovsteder. Uagtet Lodsen selv har anført noget til sin Undskyldning, kan samme dog ej komme i Betragtning. Ligesaa er det vanskeligt at bevise om Skibet gik dybere. Dette tilsammen troer jeg giør
det til Pligt at indstille Lodsen til Benaadning; thi conclud:
Tiltalte fast Lods Hans Frydenberg bør at have sit Ombud som Lods forbrudt. Henseende de ham idømte Omkostninger og Sallarier bør Giæsteretsdommen ved Magt at stande; saa bør han og betale til den constituerede SøeKrigsProcureur Cancellieraad Morgenstierne i Sallarium for Højesteret 16 Rbd. R. S. Henseende Indstillingen efter Provisor. Anord. § 27 forbeholder jeg mig nærmere at motivere samme, saafremt denne Meening finder Pluralitetens Biefald.
3. Omsen: De Indsigelser, som Tiltaltes Defensor har fremsat og som præliminariter blive at paakiende, da hans Paastand gaaer ud paa at faae Giesteretsdommen kiendt uefterrettelig og Sagen afviist, ere følgende:
1. at det ej er Skipper Mortensen som er Klager, og at SøeKrigsProcureuren altsaa er actor incompetens. Men om man endog aldrig vilde ansee Skipperen som Klager, det han dog maa blive overeensstemmende med Mægler Jacobsens uimodsagte Skrivelse [uden Dato] hvori det opgives at Mortensen anseer Regningen quæstionis for overdreven, saa maatte det dog være publici juris at vaage over at intet Falsk ustraffet blev begaaet, og at at ikke en Lods eller anden Embedsmand beregner sig større Sportler end ham tilkommer. Altsaa var Øvrigheden berettiget til at forfølge Sagen om end Mortensen vilde have desereret den.
2. at Lodsoldermand Møller var Klager, Widne og Dommer. Klager var han ej, og Dommer kan han ej siges at have været uden forsaavidt han har administreret Forhøret af 31 July d. A. hvortil bemeldte Møller ej kan ansees saa ganske habil, naar man tager i Betragtning at han for en Deel har ladet sit embede bestyre af en umyndig Dræng, hans 15 aarige Søn. Men da hans Widnesbyrd neppe
kan have Indflydelse paa Sagen, finder jeg det betænkeligt paa denne Grund at afvise Sagen, deels fordi Forhøret tillige blev administreret af 2 Skippere, mod hvis Habilitet ingen Indsigelse er fremsat, deels fordi den her berørte Indsigelse ej under Forhøret er fremsat enten af Tiltalte selv eller hans beskikkede Sagfører i første Instants.
3. at stiftet var uberettiget at beordre SøeKrigsProkureuren. Men da Stiftets Ordre er grundet paa Marine-Departementets Skrivelse af 18 Aug. 1815, saa giør det intet til Sagen om han directe eller indirecte er tillagt Ordre.
4. at ingen publik Sag kan anlægges mod Tiltalte efter Overadmiralitetsrettens Dom af 28 July d. A. m. v. Men ligesaalidt som denne Ret kunde betage Øvrigheden den Myndighed at actionere enhver formeentlig Forbryder, ligesaalidt har Dommen af 28 July denne Tendents.
Paa ingen af disse Grunde kan Sagen derfor hiemvises; naar derimod bemærkes at Forhøret af 19 Novb. f. A. er kiendt uefterretteligt ved Overadmiralitetsrettens Dom af 28 July d. A. og at saaledes det Beviis var tabt som flød af Tiltaltes Tilstaaelse under bemeldte Forhør; saa forekommer det mig afgiort at det havde været saavel SøeKrigsProkuereurens som Dommerens Pligt at indhente SøeKrigsCommissair Hettings og det i dennes Skrivelse af 1 Novb. 1814 unavngivne Widnes eedelige Forklaring om den Tilstaaelse, som Hans Frydenberg skal have giort for bemeldte Hetting og Widne. Dette Manglende Beviis bør erhverves paa Dommerens og SøekrigsProkureurens Bekostning, thi concluderes:
Giæsteretsdommen af 14 Octb. d. A. bør uefterrettelig at være hvorimod denne Sag hiemvises paa den constituerede Byefoged i Christiania Secretaire Riis´s og den constituerede SøeKrigsProcureur Cancellieraad Morgenstiernes Bekostning til nye og lovligere Behandling og Paadømmelse, under hvilken SøeKrigsCommissair Hettings og det i dennes Skrivelse af 1 Novb. s. A. berørte Vidnes eedelige Forklaring bør indhentes om den Tilstaaelse, som Lodsen Hans Frydenberg skal have giort for dem. Jeg forbeholder mig nærmere Wotum, hvis denne Meening ej bliver Pluralitet.
4. Mandix: Betræffende Spørgsmaalet hvorvidt Sagen kan antages til Paakiendelse eller ej, da skiønnes ej rettere efter Omstændighederne og det af Collett anførte i denne Henseende, at Sagen kan antages til endelig Paakiendelse. Angaaende Sagen selv da kan her aldeles ej antages at Hans Frydenberg har begaaet noget falsum ved den af ham udstædte Qvittering; thi Fdg. 19 May 1763 foreskriver vel at der skal haves Blanqvetter, men hverken denne eller nogen anden bestemmer at LodsOldermanden skal udfylde den, som endog ej synes at kunne være altid passende, da der kunde tænkes Tilfælde hvor Forandring i Betalingen nødvendig maatte finde Sted og denne altsaa ej tilfulde kan bedømmes førend Lodsen har faaet den. Dette antaget bliver det altsaa et Spørgsmaal om Angiældende kan blive at dømme for at have taget for høje Lodspenge. Her er aldeles ikke tilvejebragt fra Justitiens Side som paa den paagiældende Skippers Wegne er gaaet ind i Sagen, noget tilstrækkeligt
Beviis, som kunde fælde ham, og naar man seer hen til hans Forklaring under sidst optagne Forhør af 31 July d. A. som ene synes at blive det, der kan tages tilfølge i Sagen, saa synes heraf at maatte udledes at Skibets Dybgaaende aldeles ikke kan antages at være tilfulde godtgiort, og at dette dog maatte blive Normen for Beregningen af Lodspengene, samt man derhos seer hen til adskillige af de af Tiltalte anførte øvrige Omstændigheder, samt til hvad allerede er anført at intet egentlig Modbeviis er fremkommen saa troer jeg at Tiltalte maa blive at friefinde for videre Tiltale; dog da der endog af hans egen Forklaring under det sidste Forhør hviler nogen Mistanke mod ham for ej aldeles lovmæssigt Forhold, maa han tilfindes at betale Sallarier til Actor og Defensor ved Underretten samt til SøeKrigsProcureuren for Højesteret, hvorimod de i Underretsdommen indførte Retsomkostninger ej synes i en Sag som denne at burde finde Sted, da Tiltale skeer fra Justitiens Side; thi conc:
Tiltalte fast Lods Hans Frydenberg bør for videre Tiltale i denne Sag frie at være, dog at han betaler Sallarium til SøeKrigsProcureuren for Underretten 15 Rbd. SV, og til Defensor 10 Rbd. SV. ligesom han og bør betale til SøeKrigsProcureuren i Salarium for Højesteret 16 Rbd. R. S.
5. Debes: Angaaende det Spørgsmaal om Justitien har været og efter den faldne Overadmiralitets retsdom af 28 July d. A. er beføjet til nærværende Sags Anlæg, samt i henseende til de af Defensor for H.Ret i saa Maade fremførte Indsigelser, er jeg i det Wæsentlige eenig med Omsen. Jeg erkiender det ligeledes for en
betydelig Feil saavel fra den constituerede Byefogeds som fra SøeKrigsProkureurens Side, at man ej især med Hensyn til den Stilling, hvori Sagen nu staaer, har ladet afhøre baade SøeKrigsCommissair Hetting og det af denne paaberaabte Widne, i hvis Nærværelse Angiældende skal have tilstaaet at have forandret Tallene paa den omhandlede trykte Qvittering; men da jeg som Mandix antager at saadan Forandring i alle Tilfælde ej kunde betragtes som noget egentligt Falsk, efterdi bemeldte Qvittering kun er underskrevet af Tiltalte selv og ej paa nogen Maade forkynder sig som udfærdiget af LodsOldermanden eller en anden Embedsmand, og jeg saaledes i det højeste kun kan ansee dette som et Bedragerie eller Kneb, saa troer jeg at det ej paa denne Grund er nødvendigt at hiemviise Sagen. Efter denne Forudsætning anseer jeg det dog for overflødigt nøjere at undersøge hvorvidt Tiltalte kan være bunden ved den Tilstaaelse han i det siden som uefterrettelig kiendte Forhør skal have afgivet om at have forandret Qvitteringer og det vil saaledes efter min Formeening kun staae tilbage at udfinde om Tiltalte virkelig har oppebaaret meer i Lodspenge end der tilkom ham, samt hvorledes han derfor bør straffes. Da han selv har underskrevet Qvitteringen, i hvilken det omhandlede Skibs Dybgaaende ansættes til 7 ½ Fod, saa maatte han og være forpligtet til at holde sig denne efterrettelig naar han af Skipperen lod sig betale for Skibets Udlosning, og selv i det Tilfælde at han var kommen under veir med at Skibet stak dybere end angivet var, burde han ej have modtaget meer af Skipperen i saa Henseende, uden enten at forsyne sig med Beviis derom af Skipperen, eller paa anden lovlig Maade at kunne godtgiøre dette sit foregivende at være rigtigt.
Tiltalte staaer altsaa blottet for Hiemmel naar han i sin Beregning har ansat Fartøjet til 9 eller 10 Fods Dybgaaende, men selv om man indrømmer ham denne Forskiel, bliver Resultatet dog at han har modtaget omtrent 6 rbd. NV meer end der tilkom ham. Hans Foregivende at Skipperen skulde have givet ham dem i Drikkepenge er ej allene ganske ubeviist, men er desuden højst usandsynlig, da man ej fornuftigviis kan drage i Tvivl at Skipperen virkelig har Klaget, skiøndt SøeKrigsProcureuren har forsømt at lade Skipperens svenske Brev til Mægler Jacobsen overføre i det Norske Sprog, og Tiltalte desuden selv har erkiendt under det sidst afholdte Forhør at der saavidt han mindes i Qvitteringen oprindelig stod kun 10 á 12 rbd. S. V., der efter ingen Beregning kan udbringes paa meget nær til Beløb af 190 rd. DC eller saa omtrent som Tiltalte ligeledes har tilstaaet at have modtaget; ikke at tale om de flere Omstændigheder i Sagen, der ej levne moralsk Tvivl om at Tiltalte virkelig har modtaget meer end han skulde. Ieg kan saaledes ej andet end antage med Collett, hvis Fortolkning over Fdg. 19 May 1763 § 39 jeg i Mangel af nogen bedre tiltræder, at Tiltalte overeensstemmende med § 21 bør dømmes til at have sin Tieneste forbrudt, uagtet de mange Omstændigheder, der maatte tale til hans Undskyldning, hvilke jeg forbeholder mig at fremsætte, saafremt der skulde veed Spørgsmaal om Indstilling til Kongens Naade. Henseende de Omkostninger Giæsteretten har tilkiendt sig, er jeg ganske eenig med Mandix; da Fdg. 19 May 1763 § 45 forsaavidt uden Tvivl allene bør forklares om Søgsmaal anlagt af enkelt Mand. Jeg skulde derfor mene der bør kiendes for Ret:
Tiltalte fast Lods H. Frydenberg bør have sin Tieneste forbrudt. I Salarium for Giæsteretten betaler han til SøeKrigsProcureuren 15 og til Defensor 10 rbd. S. V. Ligesaa betaler han i Salarium til SøeKrigsProcureuren for H.Ret 16 Rbd. R. S.
6. Kiønig: Jeg er eenig med Omsen i at ansee det nødvendigt at SøeKrigsCommissair Hetting og det af ham i Skrivelse af 1 Novb. f. A. ommeldte Widne under Sagen afhøres forinden Dom derudi afsiges, og derfor tiltræder hans afgivne Votum. Skulde derimod Pluraliteten afgiøre at Sagen i sin nærværende Stand bør paakiendes, da er jeg af lige Formeening med Mandix, hvis Conclusion jeg da henholder mig til.
7. SøeCapitaine Lous: Da Debes aldeles har tolket min Meening om denne Sag, fast Lods Hans Frydenberg betræffende, saa maa jeg i eet og alt henholde mig til hans Votum.
8. Justitiarius: Der kan aldrig blive Tale om at Angiældende har begaaet falsum, da Fdg. 1763 slet ikke befaler at LodsOldermændene skal udfylde Blanketterne. Spørgsmaalet bliver derfor allene om han har taget for meget i Lodspenge. For at overbeviise ham herom maatte man beviise skibets Dybgaaende, som ej er skeet. Derfor er jeg eenig med Mandix. Da Sagen endelig skal paakiendes efter Pluraliteten anmærkede Omsen hvad Realiteten angaaer at han i det Væsentlige var eenig med Justitiarius og henholdt sig til Mandix’s Votum.
Tiltalte, fast Lods Hans Frydenberg, bør for videre Tiltale i denne Sag fri at være; dog at han betaler Sallarium for Underretten til SøkrigsProcureuren med 15 Rbd. S. V., og til Defensor for samme Ret med 10 Rbd. S. V. Saa betaler han og Sallarium til Søkrigs-Procureuren for Høiesteret 16 Rbd. rede Sølv.