HR-1815-29
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1815-08-23 |
| Publisert: | Den Norske Rigstidende 1815 No. 88 side 3 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | Denne publiseringen er basert på Riksarkivets transkripsjon av Høyesteretts voteringsprotokoll, samt stevning og domslutning hentet fra avisen Den Norske Rigstidende. |
| Saksgang: | Høyesterett HR-1815-29, Ordens No. 6, Løbe No. 29/1815 |
| Parter: | Harrald Gulbrandsen Poulsrud, som Værge for sin Søn Erich Haraldsen mot Ole Gulbrandsen Johnsrud og Foged Jacob Tullin Thams |
| Forfatter: | Debes, Collett, Mandix, Arntzen, Kiønig, Omsen, Bull |
| Lovhenvisninger: |
Ved Stevning 9de Juni d. A. paaanker Citanten enten til at kjendes uefterrettelig at være samt til Hjemviisning paa Vedkommendes Bekostning til ny og lovlig Foretagelse og Fremme, eller og til aldeles Underkjendelse, Tilsidesættelse og Forandring, umiddelbar til Høiesteret, som Rettens Fornegtelse en af Fogden over Ringerige og Hallingdalen, Jacob Tullin Thams, Ridder af Dannebrogen, under 3die Mai d. A. afgiven Eragtning under en paabegyndt Udkastelses-Forretning paa Gaarden Johnsrud i Norderhougs Præstegjeld, til hvilken Erich Harraldsen er kjendt odels- og løsnings-berettiget; hvilken Eragtning lyder saaledes:
Nærværende Forretning afvises, indtil Løsningssummen ved lovlig og afgjørende Taxt-Forretning er bestemt, og indtil Exsecutor da efter Lovens Forskrift kan sætte Reqvirenten i Besiddelse af Gaarden Qvæstionis. Jndstevnede Ole Gulbrandsen Johnsrud har ved Contra-Stevning af 22de August d. A. paaanket ovenanførte Eragtning deels til Stadfæstelse, deels til Underkjendelse og Forandring.
Aar 1815. Onsdagen den 23de August, blev i Sagen Harald Gulbrandsen Poulsrud, som Værge for sin Søn Erich Haraldsen contra Ole Gulbrandsen Poulsrud og Foged Jacob Tullin Thams, Ridder af Dannebroge, voteret saaledes:
1. Debes: Ved Skiøde af 3 Juni 1809 overdrog Gulbrand Hansen Gaarden Jonsrud til sin yngre Søn Ole Gulbrandsen for 2500 rd. DC, Under adskillige Betingelser. Foranlediget heraf anlagde hans ældre Søn Harald Gulbrandsen paa Søn Erich Haraldsens Vegne Sag mod sin Broder Ole Gulbrandsen til Indløsning af bemeldte halve Gaard som var hans Søns Odelsgods. Under 18 Jan. 1811 faldt Dom i denne Sag, ved hvilken Ole Gulbrandsen blev tilpligtet for Citanten paa hans Søns Vegne til næste Faredag at fraviige det paastævnte Gods mod en Løsningssum 2500 rd. DC i følge det til Ole Gulbrandsen udstædte Skiøde, hvorhos Gulbrand Hansens Ret til det ved Skiøde af 3 Juni 1809 betingede Føderaad ydermer blev ham forbeholdt. Først den 12 Septbr. s. A., ej nøjagtig oplyst af hvad Aarsag saa silde, blev hiemtingsdommen forkyndt for Ole Gulbrandsen og den 6 May 1812 blev efter Citantens Reqvisition af 8 Martz næstforhen en Udkastelsesforretning sat af Foged Ridder Thams. Men da denne i henhold til Besidderens Indsigelse ej vilde fremme bemeldte Udkastelses Forretning, blev Sagen for det første uafgiort. Efter nogen Tids Forløb indankede Citanten Eragtningen under denne Forretning til Aggershuus Stiftsoverret, ved hvis dom af 24 Octbr. 1814 den paaankede Eragtning blev tilsidesat,
og Fogden paalagt paa nye at foretage den under 6 May 1812 først afholdte men ej fremmede Udkastelses Forretning samt efter Omstændighederne og i Overeenstemmelse med Lovene at fremme samme i følge Reqvisitionen og den ergangne usvækkede Hiemtingsdom af 18 Janv. 1811. Citanten henvendte sig derpaa eller ved Reqvisition af 7 April d. A. til Fogden med Begiæring om en nye Udkastelses Forretning; men ogsaa denne nægtede Fogden at fremme i det han, foranlediget ved Contra Citantens Indsigelse, antog den Formeening, at der først i følge Fdg. 5 April 1811 maatte optages Taxt over Gaardens Værdie forinden han fandt sig beføjet til at sætte Citanten i Besiddelse af Godset. Denne sidste Udkastelses Forretning, der blev afholdt den 3 May d. A. samt den under Fortsættelsen af Forretningen den 5 May næstefter afgivne Eragtning er det Citanten nu ved Stævning af 9. Juni d. A. har indanket til Højesteret, til som ugrundet at frafaldes m. v., ligesom han og har paastaaet Foged Thams for Rettens Fornægtelse anseet med 60 Lod Sølvs Bøder eller anden vilkaarlig Straf; hvorimod Ole Gulbrandsens og Thams’s Sagfører Over Auditeur Hielm efter Contra Stevning af 22 August d. A. har paastaaet den paaankede Eragtning deels stadfæstet deels forandret didhen at den af HovedCitanten reqvirerede Forretning afviises ej allene som Fogden har antaget til Enhvervelse af Taxt, men endvidere indtil Faderen Gulbrand Hansen opgiver Gaardens Besiddelse samt Harald Gulbrandsen eller hans Sønn har aflagt den i 5-3-7 befalede Eed, hvis Contracitanten endda tvivler om at Godset løser ham selv til Odel og ej til nogen anden. Endelig har Ole Gulbrandsens og Thams’s Sagfører paastaaet Foged Thams. som den der efter hans Formeening urettelig skal være stævnt til at modtage
Dom, tillagt Kost og Tæring for HøjesteRet. Ligesom det af Proceduren er klart at det i den senere Tiid ej har været noget Spørgsmaal om at jo Citanten paa hans Søns Vegne var løsningsberettiget til det paastævnte Gods, saaledes støtter Citantens Paastand om at sættes i Besiddelse af dette sidste, sig og paa den usvækkede og nu usvækkelig Hiemtingsdom af 18 Janv. 1811. ContraCitanten Ole Gulbrandsen har vel blandt andet indvendt deels at ej Ole Gulbrandsen men hans Fader Gulbrand Hansen, i følge Skiødet 3 Juni 1809 stedse har havt og endnu har Godset i Brug og Besiddelse, deels at om Godset skulde løses, maatte dette nu skee efter Taxt ifølge Frdg. 5 Apriil 1811. Men hvad den første af disse Indsigelser angaaer, da, om det end er saa, hvilket desuden af adskillige Retshandlinger og Omstændigheder synes at være klart, at Faderen Gulbrand Hansen endnu tvertimod 5-3-43 besidder og bruger Godset, saa kan dette dog nu ikke komme i nogen Betragtning siden den usvækkelige Hiemtingsdom af 18 Janv. 1811 har antaget Ole Gulbrandsen som Godsets rette Ejer og Besidder; ligesom og 5-3-15 her maatte analogice kunne anvendes. Gulbrand Hansen er vel og betragtet som Føderaadsmand, og som saaledes maa han fremdeles blive at betragte. I Henseende til den anden Indsigelse, da er det vel sandt at Fdg. 5 Apr. 1811 er udkommen efter Hiemtingsdommen af 18 Janv. s. A. var falden, men da denne sidste, som har brugt en anden Maalestok for Bestemmelsen af Godsets Værd, ej kunde tilintetgiøres uden ved en
højere Rets kiendelse, som ej er skeet eller nu kan skee efter mere end 4 Aars Forløb, saa kan Fdg. 5. April 1811 ej have nogen Indflydelse paa denne Sag; ej at tale om at Contracitanten Ole Gulbrandsens Sagfører ved den første Udkastelses Forretning af 6 May 1812 selv udtrykkelig har erklæret at her ikke var noget Spørgsmaal om Taxation, uagtet Fdg. 5 April 1811 som paabød Taxt, Aaret forhen var udkommen. Stiftsoverrettens Dom af 24 Octbr. f. A. kan ej heller uden vilkaarlig Fortolkning siges at bestemme anderledes, naar den i Doms Slutningen bruger det Udtryk at Udkastelses forretningen skal fremmes efter Omstændighederne samt i Overeenstemmelse med Lovene; thi den her ved disse Udtryk ej villet positiv fastsætte noget men blot indskiærpet Fogden som Executor at han vel ikke ubetinget skulde følge Citantens Paastand i alle dens Punkter, men selv undersøge hvorvidt der var overeenstemmende med Lovgivningen der netop i det mellemløbende Aar havde med Hensyn til Pengevæsenet faaet en saa forandret Skikkelse. Det er af det foregaaende saaledes klart at den omtvistede Godsets Værdie ej tvertimod en usvækket Dom kan blive at bestemme efter Taxt, men Spørgsmaalet er efter rimelig Grund om der efter Fdg. 5 Jan. 1813 skal foretages nogen Omskrivning af de i Underretsdommen fastsatte 2500 rdr. DC. hvad Tidspunkt der skal lægges til Grund for denne Omskrivning, samt endelig om Højesteret bør paalegge Fogden en Mulkt og tilholde ham at fremme Udkastelses Forretningen, bør afgive sig med at fastsætte noget i disse Henseender. At de 2500 rd. DC som omtales i Hiemtingsdommen 18 Jan. 1811 bør omskrives, kan vel ej paatvivles, og at denne Omskrivning bør skee efter det Forhold som i følge Fdg. 5 Jan. 1813 fandt Sted den 3 Juni 1809, da Gulbrand Hansen skiødede Godset til Contra Citanten, kan vel ej heller omtvivles, naar man betænker at Fdg. 5 Jan. 1813 og de følgende
om Pengevæsenet udkomne Anordninger, deres Aand er den, at den, som til en anden har overdraget noget, bør saavidt mueligt have det overladtes sande Værdie erstattet. Det modsatte vilde og vist blive Tilfældet, da det er altfor stridende mod Billighed til at man skulde antage at den Lovgiver, der nedskreev Fdg. 5 April 1811, skulde vilde at den som maatte mod sin Villje afstaae noget, skulde derfor erholde saa godt som aldeles intet. Hvad endelig den sidste Deel af Spørgsmaalet betræffer, om Højesteret bør afgive sig med i disse Henseender udtrykkelig at bestemme noget, da synes det at Spørgsmaalet ogsaa forsaavidt maa besvares bekræftende deels fordi Løsningssummen dog allerede paa en vis Maade er angivet i Hiemtingsdommen af 18 Jan. 1811, saa at denne Gienstand dog ej kan siges at være saa aldeles ubekiendt før 1te Jnstants, deels fordi den paaankede Udkastelsesforretning af 3 May d. A. dog indeholder Spoer til at dette Spørgsmaal saavel fra Parternes som fra Executors Side har været paa en vis Maade omhandlet eller taget Hensyn til, deels fordi Højesteret paa denne Maade vil kunne forebygge en nye Tvist, der ej kan ansees for noget beneficium for Parterne naar de som her have fuldkommen Adgang til at fremsætte sine Grunde for og imod, saa at de ej kunne siges at føle sig uhørte, noget som og stemmer overeens med 1-5-7, deels endelig og fordi dette Tilfælde synes at have nogen Liighed i Grunden med hvad der foreskrives i den 26 § af Provisorisk Anordning for Højesteret af 9 Juni d. A. Endelig har ContraCitanten paastaaet at Citanten under alle Omstændigheder bør aflægge den i 5-3-7 befalede Eed; men uagtet det vel synes rigtigt at der kan nedlægge Paastand om saadan Eed i de højere Instantser
om den end ikke har været vedtaget ved den første eller de foregaaende Instantser, saa kan man dog neppe ansee det for antageligt at saadan Eed kan fordres aflagt efterat der er givet usvækket og usvækkelig Dom i Sagen som her er Tilholdet med Hiemtingsdommen af 18 Jan. 1811. ContraCitanten har villet paaberaabe sig en under 17 d. m. udfærdiget Reqvisition, ved hvilken han skal have tilbudet Citanten alt hvad denne ved Højesterets Dom kunde vente sig tilkiendt og har, da Citanten ej villet indlade sig deri, villet sætte denne sidste i det Lys som om han endelig vilde have Trætte men da dette dog ej kan skiønnes, at dette Forliigs Forslag fra Contra Citanten var saa fuldstændigt at det kunde ansees fyldestgiørende for Citanten i enhver Henseende saa synes det ej at der til dette Forliigs Forslag kan ved Sagens Paadømmelse blive at tage noget særdeles Hensyn. I det Væsentlige skulde jeg altsaa troe at Citantens Paastand bør følges, dog med følgende Indskrænkninger at den af Citanten paastaaede, Erstatning for Godsets Afsavn bortfalder, da saadant Tab efter Omstændighederne ej kan skiønnes virkeligen at have fundet Sted, ligesom Citanten desuden ved Løsningspengenes Synken i Vejret og paa andre Maader synes at have faaet noksom Opretning i alle Tilfælde; saa skulle jeg og troe at saavel Contra Citanten som Executor Foged Thams ej bør tilpligtes at udreede Sagens Omkostninger, og den sidste i Særdeleshed ej heller Mulkt, da Sagen i det Heele viser at Citanten, endskiøndt han i Grunden har havt Ret dog langt fra ikke har været frie for at besiæles af Egennytte og betræffende Fogden Thams, da troer jeg man ej kan nægte at efter den Forvirring, som ved Fdg. om Pengevæsenet er indbragt i Lovgivningen, det ofte er saare vanskelig for en Executor at træffe den rigtige Mening, hvorimod jeg paa den anden Side ej heller finder det fornøden at tillægge Fogden
Mortifikation og anden mindre Kost og Tæring; jeg skulde derfor troe der burde kiendes for Ret:
Den paaankede Eragtning tilsidesættes, hvorimod Foged og Ridder Thams bør paa nye og egen Bekostning strax efter Højesterets doms lovlige Forkyndelse under Mulct af 10 Rbd. R. S. for hver Dag han sidder Dommen overhørig, foretage den under 7 April sidstleden reqvirerede Udkastelses Forretning paa Gaardeparten Jonserud No. 103 i Norderhougs Præstegiæld og fremme samme efter de ergangne Domme saaledes, at Citanten Harald Gulbrandsen som Værge for sin Søn Erik Haraldsen erlægger den ved Underretsdommen af 18 Jan. 1811 bestemte løsningssum 2500 rdr. DC i Rbpenge S. V. efter Omskrivning, beregnet fra 3 July 1809 overeenstemmende med Fdg. 5 Janv. 1813. Iøvrigt bør saavel ContraCitanten Ole Gulbrandsen Jonserud som Foged Ridder J. T. Thams for Citanten paa Søns Vegne hans Tiltale i denne Sag frie at være. Processens Omkostninger ophæves.
2. Collett: Da jeg i det væsentlige er eenig med Debes, vil jeg kun giøre nogle faae Anmærkninger. Skiødet af 3 July 1809 maa ansees proforma, siden Faderen er vedbleven at besidde Gaarden. Fr. 5 April 1811 kan slet ikke tillægges tilbagevirkende kraft. Eeden kan heller ikke nu fordres da der er en usvækket Dom. Hielms Beskikkelse kan ej ansees gyldig da den intet tilfredsstillende indeholdt for Morgenstierne, saasom der ej stod et Ord om Sagens Omkostninger. Der var altsaa ingen Grund for Hielm til at blive hevd derover. Heller ikke kan de Udtrykke, Morgenstierne brugte mod Thams, fortiæne at man skulde mulktere denne.
Endelig troer jeg at Thams maa deeltage i Omkostningerne da han ikke har gereret sig rigtig, og Sagen ej er saa meget dubieus eller indviklet. Jeg skulde derfor være eenig med Debes, dog at jeg indstiller een af Contra Citanterne burde tilsvare Processens Omkostninger med 100 Rbdr. R. S.
3. Mandix: Da H. Assessor Debes saa nøjagtig har opgivet alle Sagens Omstændigheder og de Grunde hvorefter hans Conclusion er forfattet, hvortil jeg aldeles henholder mig saa tiltræder jeg hans Votum, dog med den af Collett skiede Tilføjning betræffende Omkostningerne.
4. Arentzen: I det væsentlige eenig med Debes. Dog troer jeg at Eragtningen bør frafaldes, og Thams efter 1-22-37 sammenholdt med 1-5-9 mulktens paa 30 Rb. RS. og insolideere med Ole Gulbrandsen betale Processens Omkostninger for Højesteret med 100 Rbd. R. S.
5. Kiønig: Eenig med Debes saavel i henseende til hans Conclusion og Præmisser.
6. Omsen: Hoved Citanten har villet opkastet det Spørgsmaal om Taxten skulde bestemmes efter Skiødet eller Dommen, hvilket derfor maa afgiøres. Det forholder sig rigtigt at Faderen har forbeholdt sig Bruget af Gaarden, men denne Indsigelse ej kan komme i Betragtning, da Hiemtingsdommen er usvækket. Angaaende Eeden, bemærkes, at samme ej kan antages. Intet vil blive ved Dom at paakiende uden hvad der er paakiendt ved den foregaaede Eragtning. Thi concluderes:
Den paaankede Eragtning bør uefterrettelig at være, hvorimod Foged Ridder Thams under en daglig Mulkt af 10 rbdr. RS. for hver Dag han sidder Højesterets Dom overhørig og efter dens lovlige Forkyndelse bør paa
nye og egen Bekostning foretage den under 7 April d. A. reqvirerede Udkastelses Forretning paa Gaarden Jonserud Matr. 103 i Nordre Hougs Præstegiæld, i Overeenstemmelse med Aggershuus Stifts Overrets Dom af 24 Octbr. 1814; saa betaler og bemeldte Foged Thams og Ole Gulbrandsen een for begge for een til Citanten i Processens Omkostninger for Højeste Ret 100 Rbd. R. S. men for øvrigt friefindes de for Citantens Tiltale i denne Sag.
7. Justitiarius: Fogden har urettelig opkastet sig til Dommer. Jeg er derfor eenig med Omsen.
Den paaankede Eragtning frafaldes; hvorimod Foged og Ridder Thams bør paa ny og egen Bekostning, strax efter Høiesteretsdoms lovlige Forkyndelse, under en Mulct af 10 Rbd. rede Sølv, for hver Dag, han sidder Dommen overhørig, foretage den under 7de April sidstleden reqvirerede Udkastelses-Forretning paa Gaardeparten Johnsrud No. 103 i Norderhougs Præstegjeld, og fremme Samme efter de ergangne Domme, saaledes at Citanten Harrald Guldbrandsen, som Værge for sin Søn Erich Harraldsen, erlægger den ved Underretsdommen af 18de Januar 1811 bestemte Løsningssum 2500 Rd. D. C. i Rbp. S. V. efter Omskrivning, beregnet fra 3die Juli 1809, overeenstemmende med Forordningen af 5te Jan. 1813. J Processens Omkostning for Høiesteret betaler Contra-Citanten Ole Gulbrandsen og Foged og Ridder J. T. Thams, een for begge og begge for een, til Halvor Guldbrandsen 100 Rbd. rede Sølv. Jøvrigt bør Parterne for hinandens Tiltale i denne Sag frie at være.