Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva blir 10 + 5
Fritekst:
(For Fattigcommissionen, hvem Sagen ikke anderledes vedkommer, end at Politiretten havde tilkjendt Fattigcassen Bøder, frafaldes Stævningen uforkyndt.) De instævnte Conditorer havde under 24de Sepember 1845 forlangt Citanterne samt Bagermesterne Lindermann og Swaner indkalde for Politiretten i Christiania, i Anledning af at de i Strid med Lovgivning og til Side:725 Præjudice for Conditorerne skulle have tilladt sig at udøve Conditorie eller Sukkerbagning. I Sagen oplystes der, at Lindermann havde benyttet en saadan Haandtering allerede før Haandværksloven af 15de Juli 1839 udkom ([[Rt-1845-513]]-519), og mod Swaner fremkom intet Beviis i factisk Henseende. De øvrige Indklagede erkjendte efter Rettens Opfordring, da Forlig forgjæves var bleven prøvet, i Sessionen den 27de September 1845 det Paaklagede saaledes: «Bagermester Pedersen, der har Borgerskab fra 1841, erkjender at bage Krandsekage og andre deslige fine Kager, hvortil Conditorerne ansee ham uberettiget. Bagermester Lind, Lund, Gaustad, Knudsen, Ellefsen og Balstad erklærede sig samtlige enige med Bagermester Pedersen om Beskaffenheden af deres Bagerie. Tiltalte Ellefsen forklarede, at han har en Conditorsvend i sin Tjeneste midlertidig, som bager alle Sorter Kager, men denne Svend er kun midlertidig og under en Bagersvends Sygdom i Comparentens Tjeneste. Bagermester Lind erklærede, at han har en Conditorsvend i sin Tjeneste. Derimod benægtede de øvrige Indklagede at have Conditorsvende, men Pedersen og Lund erklærede, at de have havt Conditorsvende i deres Tjeneste. Pedersen, Lund, Knudsen og Lind erklærede, at de ikke lige fra de fik Borgerskab, men først i den senere Tid ere begyndte at drive paa siin Bagning, og navnlig efterat Haandværksloven udkom. De øvrige Indklagede anførte derimod, at de stedse have drevet Haandværket paa een og samme Maade.» Til nærmere Oplysning havde Conditorerne senere ladet fremlægge en Skrivelse til Bagermesterne J. Bordoe, Gydt, Mandahl, B. Bordoe og J. Iversen, saalydende: «Til Oplysning i en mellem Conditorerne her af Staden og nogle Bagere, der af Conditorer paastaaes at have gjort Indgreb i deres Næring, verserende Politisag tillader jeg mig som Conditorernes Sagfører, at udbede DHerrers Erklæring meddeelt mig, hvorvidt DHerr enten selv forstaae, Side:726 eller lade deres Svende og Drenge oplære i, eller antage, at det er henhørende til Bagerprofessionen, at forfærdige efterfølgende Sorter Kage, nemlig: Gengerkage, Citronkager, Napoleons- Wiener- Maringo- og Makronkrandse, Kurve, Mandel- Corinth- og Sukkerbrød, Taarneterte, Butterdeigs- og Frimurerkager, Borgermermester- Sukat- Spaniol- Hamburger- Mandelspaan, Sprut, Krandser, Terter, Sprutbakkels, Pompernikkelkager, Pebermyntekager, brænde Mandler, hvide oversukkrede Mandler, Brystsukker, Makroner, Makronkrandse, Auflauf, Mavemerseller og Marzipan.» Herpaa afgave bemeldte Mænd saadant Svar: «I Anledning af Forestaaende giver jeg mig den Ære at erklære,at jeg hverken selv forstaaer eller lader mine Svende og Drenge oplære i eller antager, at det hører til Bagerprofessionen, at forfærdige de fornævnte Sorter Kage. J. P. Borboe. Ligeledes, A. Gydt. Jeg henholder mig aldeles til Hr. J. P. Bordoes Erklæring, Jens Mandahl. Ligeledes, B. Borboe. Jeg for mit Vedkommende er aldeles enig i den Erklæring som J. P. Borboe har afgivet, J. Iversen.» Modpartiet provocerede nu Conditorerne til at fremlægge deres Borgerskabsbreve, der oplyste, at nogle af dem have udstaaet Lære, eller have Svendebrev, som Conditorer f. Ex. fra Stockholm og Gotheborg, samt at Nogle blandt dem have Borgerskab som Conditorer, Andre som Sukkerbagere, og at Forkjellen mellem disse er den, at de Sidste ikke, som hine, maae udskjænke Brændeviin eller dermed tilberedet Drik. Caspary tilførte paa Klagernes Vegne, at der til simpel Bagning, i Modsætning til Conditorbagning, henhører den Slags Bagning, hvortil bruges Gjær, Potaske eller Hjortetaksalt. Paastanden gik fra Klagernes Side ud paa, at Bagerne skulde kjendes uberettigede til at drive Conditorie eller Sukkerbagning og ilægges andet lovbestemt Ansvar. Bagerne - der ligesom Klagerne - i Politiretten mødte ved Sagfører, lode først svare, at de ikke kunde erfare, paa hvilke Grunde det er at Spørgsmaalet bygges, og hvilke Grene af Bagerværket det er Klagerne ville formene Comparentens Parter, samt til hvilke Lovsteder det skulde være, at Side:727 saadanne foregivne Indskrænkninger skulle være byggede. Saalænge saadant ikke var nøiagtigt opgivet, fandt Comparenten det overflødigt mere specielt at yttre sig i Sagens Anledning, men indskrænkede sig til for Tiden, under Benægtelse af Klagernes Anbragte, at paastaae, at Indklagede frifindes og tilkjendes Processens Omkostninger, Hertil repliceredes: «At det ikke var Klagernes Mening, at forbyde de Indstævnte nogen Deel af deres Bagerhaandværk, men at de kun ville hindre dem i at befatte sig med Conditori, hvilket er noget Andet end Bagerhaandværk. Dette bevistes klart nok saavel de fremlagte Borgerskabsbreve, som ved de producerede Erklæringer fra 5 af Byens første Bagere. Da det var in confesso, at de Indstævnte havde befattet sig med Forfærdigelse af de i Comparentens Skrivelse omhandlede Sorter Kage, ansaae Comparenten Søgsmaalet fremdeles tilstrækkeligt beviist og deduceret.» I Bagernes Tilsvar hedder det derefter blandt Mere saaledes: «Hvad dernæst selve Sigtelsen angaaer, da gaaer denne ud paa, at mine Parter uberettiget skulle befatte sig med Conditori, uden at det specielt er bleven opgivet, med Hensyn til hvilke Bagers Bagning det er, at Klagerne antage de Indklagede uberettigede. Selv om derfor Retten endog mod Formodning maatte være tilbøielig til at antage, at Christiania Bagere ikke ere berettigede til at bage alle Slags Kager m. V., hvorpaa Conditorerne og Sukkerbagerne have Borgerskab, saa vil det dog være en Urimelighed at give nogen Dom i Sagens Anledning, saalenge man ikke specielt har betegnet de Kager m. V. tilligemed deres Indgredientser og Tilberedelsesmaader o.s.v., hvortil de Indklagede skulle være uberettigede. Det Eneste, som Domstolene have formel Adgang til at sige, er, at en Bager, der er besunden at have bagt een eller flere specielt betegnede Kager, dertil eere uberettiget. At en saadan speciel Opgivelse er nødvendig, er saameget klarere, da man forinden saadant skeer ikke kan vide, hvorvide de Indklagede i det Hele bage saadanne Kager eller Andet, som Klagerne maatte ville bestride dem. Det Eneste, hvorom der Side:728 for under Sagens nuværende Stilling kan være Tale, er Krandsekager, der ikke engang forfærdiges af alle de Indklagede - saaledes har Swaner ikke befattet sig med at bage saadanne Kager; men saalænge ei heller denne Kages Substantser og Tilberedelsesmaade ere betegnede, vil det være en Urimelighed at have nogen Mening om, hvorvidt mine Parter kunne formenes at bage samme. Jeg benægter derhos, at der er nogensomhelst Føie til at afstikke den prætenderede Grændse mellem de omtvistede Næringer paa den Maade, som foreslaaet i Sessionen den 27de September sidstleden, nemlig at der til Bagernes Næring alene henhører saadan Bagning, hvortil hører Gjær, Potaske, Suurdeig eller Hjortetaksalt. Sagen undergives atter Dom efter den tilforn nedlagte Paastand. Skulde Sagen af de ovenfor i dette Indlæg anførte Grunde ex officio blive afviist, paastaaes mine Parter tilkjendt Kost og Tæring. Ved Politirettens Dom af 4de Juli 1846 blev kjendt for Ret: «Indklagede, Bagermesterne O. Pedersen, Lind, Lund, Gaustad, Knudsen, Ellefsen og Balstad bør at bøde til Christiania Fattigkasse hver 2 Spd., derimod bør Indklagede Bagermester Lindemann og Swaner for Klagernes Tiltale i denne Sag frie at være. Processens Omkostninger ophæves. Det Idømte at udredes inden 3 Solemærker efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adferd efter Loven.» Denne Dom blev af de Domfældte blandt Bagerne ved Stævning af 18de s. M. paaanket til Høiesteret, hvor de havde Bevilling til at faae Sagen i Realiteten paakjendt, uagtet den angik en inappellabel Bod. (Fortsættes). Appellanterne fandt sig ikke overbeviste ved de af politiretten anbragte Grunde. De hadde i Politiretten for deres formeentlige hjemmel i de Væsentligste anført: a) at alt hvad der bages hører Bagerhaandværket til; b) at Conditorie eller Sukkerbagning som Haandværk er ukjende i Lovgivningen, og c) at saadan Næring deels av denne grund og dels i analogie med Bestemmelsen om brødbagning i §16 i handelsloven af 8de august 1842 maatte ansees som fri- Herimod hadde Politiretten blandt andet Side:730 indvendt: ad a) Efter Lovgivningen kan alene Brødbagning og hvad dermed staaer i forbindelse ansees at henhøre under Bagerprofessionen, hvilket fremgaar av brødbagerenes privilegier af 23de juni 1863 heeltigjennem og in specie af §5, §6, §11 og §12 . Disse privilegier gjældte ogsaa for det ved Rescriptet af 30te Juli 1701 oprettede Bagerlaug i Christiania, der hævdedes igjen ved Rescriptet af 10de Juni 1796, men hvori der paa det allertydeligste henpeges paa, at brødbageriet havde utgjort laugets privilegium. Ad b. Det er allerede tidlig i lovgivningen sagt, at sukkerbagerie er en egen haandverksnæring, der i Kjøbenhavn ved Rescript af 7de marts 1685 og Art. af 10de juni 1696 sloges sammen med Urte og Isenkræmmere, men adskiltes derfra og gjordes til en egen næring ved Rescript af 5te juni 1807. Det samme maa da gjælde om Conditorie, der kun er en nyere benævnelse for den samme næring, dog med den forskjel hvad Christiania angaar, som ovenfor er paavist, men hvilken i forholdet til Bagerene aldeles intet gjør til eller fra. At der er forskjel mellem bagere og conditorer, og at enhver af dem er anviist sin haandtering, følger og af sprogbrugen samt af Resolutionen af 8de Mai 1841 Nr 7 og Nr 23, der foreskriver for begge slags haandværkere en aldeles forskjellig prøve, i hvilken der for bagernes vedkommenden ikke forekommer noget, som conditorer pleie at befatte sig med, ligesom det ved kyndige bageres attest er oplyst, at deres drenge og svende ei heller deri oplæres. Ad c. Den citerede § af handelsloven gjør, som §14 litr c og flere præjudicater vise, ingen forandring i haandværksloven, der fordrer beviist dugelighed i det haandværk nogen vil drive. See loven af 15de Juli 1839 §24 og §36 cfr loven af 19de august 1845 §2. Resolutionen angaaende de befalede prøver maa ogsaa i denne henseende være afgjørende. Bagerenes sagfører i Høiesteret formente, at Politiretten ikke paa de oplysninger, der havdes tilstede, burde have bygget nogen straffedom. Naar Politiretten erkjender, Side:731 at grænsen mellem de omhandlede næringer ikke ligefrem kan bygges paa distinctionen mellem brød og kage, eller at bagerene dog maae bage nogle slags kage, saa burde der have været anstillet undersøgelse om, af hvilke bestandele de fine kage bestaae, som appelanterne havde bagt, og hvorvidt de derved have overskredet den grændsæ, som der efter Politirettens formening skal existere mellem de tvistende. Conditorene have ikke specieqlt opregnet hvad de ansee for deres exclusive ret, og det benægtedes, at bageren tilførsel kunde ansees som nogen almindelig erkjendelse af hvad Conditorene maatte have sig reserveret under deres klagemaal. Saalænge Politretten ikke kunde opstille nogen absolut grændse mellem bagere og conditorer, burde retten ladet hine gaae frie, om disse end ellers skulde have nogen jus exclusivium, t. ex. at udskjænke brændevin. Det er meget hyppigt, at to næringer berøre hindanden, og det kan ogsaa her være tilfældet saaledes, at bagerene ikke ved de fine kager, de have bagt, ere gaaede over deres grændse, uagtet maattee conditorene kunne preparere noget lignende uden at gjøre noget indgreb i bagerenes ret. Det ansaaes ogsaa for en urigtig forudsætning af politiretten, at conditorie er et haandværk. Det ligner mere andre frie næringer, t. ex. at brygge øl eller at holde spiiskvarteer. Næringsfriheden fortjener ifølge Grundlovens bud beskyttelse, men conditorie er sandelig ingen værdig gjenstand for lovgivnings særdeles opmerksomhed, og man vil ved at gjøre den til et haandværk tage brødet fra mengen stakkels fattig enke, der hidtil har levet af at gjøre Sprutbakkelse og deslige* . Den specielt nævnte sort bakkelse bestaaer af meel, melk og ægg - accurat som æggekringler, hvilke man dog vel ikke vil bortvise fra bagerenes gebeet. At Christiania Magistrat meddeler conditorier borgerskab, kan ingen fortænke den i, da deraf falder sportler; men der * Jfr. dog haandværkslovens §49 Side:732 staar ei nogen i saadant borgerskab om jus exclusivium, og borgerbrevet ansees i alt fald kun nødvendigt forsaavidt der gaaer ud paa at utskjænke brændevin. Magistraten kan heller ikke paa denne maade gjøre en fri næring til et haandværk, ligesaalidt som man tør lægge nogen saadan virkning i den kongelige andordning af haandværksprøverne, der desuden med hensyn til bagere ingenlunde er omfattende eller angaaende alt, hvad man erkjender at de maae befatte sig med. Loven opstiller ingen grændse saalænge der virkelig bages, og det retteste synes at være, at lade bagerene bage uden hinder eller indskrænkning, medens conditorene kunne leve frit i Isernes og Beleernes rige. Men ville ogsaa disse bage, saa er der ingen anden utvei, end at begge faae et fælles Territorium, saaledes at bagerne og conditorene ere lige berettigede, ligesom snedkere og stolmagere med hensyn til fabrikation af stole. Man kunde og tænke sig grændsen saaledes, at conditorene ene bage kager, hvortil ei bruges meel (sukkertøi, crokan,- og marzipankage), men at bagerene bage de øvrige kager - i det mindste i forening med modparterne. Appelanternes sagfører indsaae ikke, at man kunde udfinde nogen grændse af de citerede laugsartikler og ældre lovbud. Forsaavidt deri tales om bagere, nævnes de med hensyn til den interesse, publikum har i deres væsentligste dont, som vistnok er brødbagningen. Der var ingen conditorer, da laugsartiklene bleve givne, og bagerene kunde altsaa ikke formodes at være blevne indskrænkede for conditorenes skyld. Senere nævnes vistnok sukkerbagere, men aldrig i forhold til bagere, hvorimod de snart - formodentlig fordi de betragtedes som et slags handlende - blandes med urtekræmmere, snart nævnes i motsætning til apothekere, med hvilke de let komme i collision, snart i selskab med droguister, materialister o.s.v. Hertil svaredes fra de indstævntes side blandt andet: Et beviis for at bagningen af de fine kager, som sagen omhandler, ikke vedkommer bagerens egentlige haandtering, Side:733 ligger allerede deri, at de ei selv dertil er oplærte eller opdrage deres svende og drenge, men bruge conditorsvende. Et ikke mindre afgjørende argument have appelanterne faaet i de 5 bageres ovenstaaende erklæring, da disse ere for anseede i sit fag til at nogen vover at sige, at de svende, der utgaae fra dem, ikke ere vel oplærte. Heri ligger og hvad der maa antages at have været coutyme, og derved eller den faktiske tilstand skal grændsen afgjøres med hensyn til alle næringer, i hvilke her ikke gjøres laug. Der har været en tid, da enhver, som var borger i Christiania, havde utvivlsom ret til at befatte sig med enhver haandtering, hvori her ikke var laug, i særdeleshed bagerie. Desuagtet reiste bagerene proces mod en tømmermester m. fl. i denne andledning. Nu har haandværkslovgivningen gjort forandringer i den ældre tilstand. Men bagerene have ingen ret til at bage conditorkager, og man kan derfor kke fortænke de indstævnte i, at de forsaavidt søge at holde bagerene fra sig eller indenfor den dem i lovgivningen satte grændse. Denne grændse havde privilegierne trukket saaledes, at der ikke er mindste spoer til, at de kunne lovligen befatte sig med conditorsager. Foruden de forhen citerede §r kunne §e §13, §15 og §18 eftersees. Hved og rug, Suur og gjær ere ifølge disse deres materialer, hvilket stemmer med hvad Caspary har opgivet. Det forholder sig ikke heller saa, at conditorer ikke havdes i Kjøbenhavn paa den tid, privilegierne blevne givne; thi der gaves sukkerbagerie, og conditorie er kun en nyere benævnelse paa den samme ting, det vil si, tilberedning af finere drikke og finere spisevarer. Den indskrænkning, der hos oss er egen for sukkerbagere har man derfor anseet det nødvendig uttrykkelig at tilføie. Forskjellen mellom conditorer og bagere er derimod kjendeligere. Hine skaffe fornøielse og sælge luxusartikler, disse gjøre nytte og sælge nødvendighedsvarer, og ligesom privilegierne af 1683 henvise bagerene til behandling af «rugen og hveden» saaledes henlægge Art af 10de Juni 1696 just alle de tilberedelser, som bagerne Side:734 vilde foretage, under disses dont. Da laug imidlertid ikke hos os forsaavidt existerer skjønt haandteringen er kjendt, maa man eftersee, om der gives nogen Mesterprøve for samme, og da Resolution af 8de Mai 1844 besvarer dette bekræftende, er der tydelige tegn nok for, at conditorie er et haandværk. Da haandværksloven har tillagt kongen myndighed til at ordne det fornødne i henseende til prøverne, kunne domstolene ikke erklære resolutionens bestemmelse for nut og nichtig. Det er desuden klart nok, at lovgiveren ei har betragtet conditorie som et spiiskvarter, og sammenligningen med ølbryggerie er lige saalidet heldig, da de grunde, der have motiveret til at lade den sidstsnævnte næring være fri, nemlg at den fordrer større capitaler end arbeidsdygtighed, ikke gjælde om conditorie. Bederpartenes erkjendelse formentes klar og fuldstændig, saaat der efeter samme ikke var andledning til at søge nogen nærmere oplysning, især da det tjendeligen var bagerenes hensigt at paastaae ret til at bage alle slags kager. De have i alle fald bagt saadanne, som ikke vedkom dem, og det er til stadfæstelse av Politirettens dom fuldkomment tilrekkeligt. Hvorledes iøvrig grændsen bør sættes, og om bagerene t. ex. maae beholde honningkagerne o.s.v. behøver man ikke at indlade sig paa. De indstævntes sagfører kunde heller ikke sige nogen om bestandelene i de forskjellige sorter kage, som under sagen vare opregnede, eller hvorvidt grændsen bør optrækkes efter bestanddelene alene. At ordet kager ikke kan afgjøre noget i henseende til grændsen, er klart allerde heraf, at det forekommer i sukkerkager, der i den omtvistede henseende er eensbetydende med conditor. Høiesterets dom af 4de november 1846 er saalydende: «Politirettens dom bør, saavidt paaanket er, ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.» [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
