Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva blir 10 + 5
Fritekst:
Assessor Saxlund: Efter Forligsklage afødt xx.xx.1871 og derefter stedfunden forgjæves Forligsmægling anlagde Helmer Sellæg, i hvis Sted nu er indtraadt hans Dødsbo, nærv. Sag mod de Indst. for Høiesteret. Ved Dom, afsagt af Sorenskriveren i Namdal 6 Septbr. 1876, bleve de Indst. for ulovlig Selvtægt ilagte en Bod af 20 Spd. til Statskassen hver, men forøvrigt frifundne for Modpartens Tiltale, dog saaledes at de ilagdes Processens Omkostninger med 70 Spd. Denne Dom blev af begge Parter paanket for Trondhjems Stiftsoverret, som i Dom af 26 Novbr. s. A. gjorde Sagen afhængig af Partsed. Det bestemtes ved Dommen, at de ikke havde indgaaet som Kautionister for 1000 Spd. af Kjøpesummen for den til Helmer Sellæg af Afministratorerne i hans Bo solgte Galeas «De 7 Brødre», og at Overenskomsten afødt xx.xx.1869 (ikke) blev formet som Kjøbekontrakt allene for at sikre dem for Tab i Anl. af denne Kaution, skulde de Indst. være fri for Modpartens Tiltale i denne Sag; dristede de sig derimod ikke til at aflægge Eden, paalagdes de at betale til Appell.skabet 5,400 Kr. med 5 pCt. aarlig Rente deraf fra 2 Septbr. 1871 til Betaling sker. Processens Omkostninger bleve for begge Tilfælde ophævede. Denne Dom er nu af begge Parter indanket for Høiesteret. Jeg vil i mit Votum betegne Hovedappell.skabet, H. Sellægs Bo, som Appell.skabet og Kontracitanterne som de Indst. Appell.skabet har i Høiesteret paastaaet, at de Indst. ilægges Straf efter Loven for i Juli 1870 at have sat sig i Besiddelse af Galeasen «De 7 Brødre» og at de in solidum tilpligtes efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa deres Bekostning, at betale Erstatning for Afsavnet af den nævnte Galeas fra dens ovenomhandlede Besiddelsestagelse til dens Forlis 22 Aug. 1871 samt endvidere 5,400 Kr., begge Beløb med 5 pCt. aarlig Rente fra 2 Septbr. 1871, til Betaling sker, og endelig Processens Omkostninger for alle Retter. De Indst. have derimod paastaaet, at de aldeles frifindes for Appell.skabets Tiltale og tilkjendes Processens Omkostninger for alle Retter. Sagens faktiske Omstændigheder ere væsentlig følgende: Den 22 Jan. 1868 overleverede Helmer Sellæg sit Bo til Konkursbehandling. Den 20de Aug. s. A. fik han sig Boet extraderet efter Akkord med Kreditorerne, mod at han skulde betale 50 pCt. af deres Fordringer, dette under Garanti af en Del Mænd, hvoriblandt begge de Indst., der hver garanterede for 500 Spd., samt paa Betingelse, at Boet stilledes under en af Garantisterne valgt Administration, bestaaende af Sagfører Hagemann og Handelsmændene Møller og Johannesen, hvilke to sidste ere afhørte som resp. 4 og 3 HV. Side:806 Administratorerne fik Myndighed til i fornødent Fald at realisere Boets Eiendele til Dækkelse af Gjælden, og var der givet Garantisterne Sikkerhed i Boets faste Eiendomme og i Galeasen «De 7 Brødre» m. V. I Administrationsmøde 15 Marts 1869 besluttede man at realisere samtlige Boets Aktiva, og blandt disse den nævnte Galeas, drægtig 40 K.-L. Sellæg vedtog desuden at træde ud af Firmaets Bestyrelse og fraskrev sig for Fremtiden Ret og Myndighed til at disponere over Firmaets Aktiva. Galeasen søgtes derefter solgt ved 2 Auktioner, men der opnaaedes ved disse kun et Bud af 855 Spd., hvilket ikke ansaaes antageligt. Efter Indst. Høvigs Erklæring afødt xx.xx.1870 maa det derefter antages, at Sellæg i Juni og Juli s. A. henvendte sig til Høvig med Anmodning om i Fællesskab med Indst. Bjørum at optræde som Sellægs Kautionister for Gjenkjøb af Galeasen. Herpaa gik Høvig ikke ind, men lovede at tale derom med Bjørum. Derpaa maa det antages, at Sellæg gik til Hagemann, Administrationens Formand, hos hvem han efter sin Forklaring anholdt om faa kjøbt Galeasen for 1000 Spd. Efter denne Henvendelse udfærdigede ogsaa Hagemann en saakaldet Voteringsseddel, det vil sige, et skriftligt Forslag til Medadministratorerne, hvilken Seddel, efter hvad disse, 3 og 4 HV., have forklaret, indeholdt en Forespørgsel, om disse vare enige i at sælge Galeasen til Sellæg for 1000 Spd. 3 og 4 HV. sige derhos, at de samtidig fik Kundskab om, at de Indst. skulde kautionere for Kjøbet, uden at det er nærmere oplyst, af hvem Vidnerne fik denne Underretning. 3 og 4 HV. gik ind paa Hagemanns Forslag og gave Seddelen Paategning derom. Uagtet Hagemann ellers førte Protokol over Forhandlingerne i Administrationen, blev dog denne Forhandling ikke deri indført, og Voteringsseddelen har Hagemann ikke kunnet gjenfinde, saaat den ikke er fremkommet i Retten. Efter en under Sagen fremlagt Erklæring afødt xx.xx.1869, der er fremkommet gjennem 3 HV., havde Sellæg forbundet sig til foruden de 1000 Spd. endvidere at betale 200 Spd., der skulde erlægges af Fartøiets Fortjeneste, og hvorfor der ikke skulde stilles Kaution. Under 16 Aug. 1869 sees der imidlertid at være oprettet en Overenskomst, som er undertegnet af samtlige Boets Administratorer og vedtaget af Sellæg, ifølge hvilket Dokument Bestyrerne af Sellægs Firma med hans Samtykke havde besluttet at sælge den omhandlede Galeas for 1000 Spd. til de Indst., der til Dækkelse af Kjøbesummen skulde indfrie et tilsvarende Beløb af Sellægs Gjæld til Namdals Sparebank og derhos betale 2 Procent i Provision til Administratorerne samt de med de afholdte Auktioner forbundne Omkostninger. Kjøberne skulde, hed det, betragtes som Eiere af Fartøiet fra den Tid, da det var gaaet ud paa en da forehavende Reise til Bergen, og skulde have Fartøiets Fortjeneste for Reisen. Dette Dokument har Paategning af Sparebanken, om at de Indst. for Sellæg ved udstedt Vexelobligation havde indbetalt i Sparebanken 1000 Spd. Sellæg, der i Mai 1875 afgik ved Døden, havde under Sagen gjort gjældende, at Meningen med det omhandlede Dokument var, at han skulde være den egentlige Kjøber og de Indst. Kautionister for Kjøbet. Overenskomsten skulde efter dette ikke være hvad den udgav sig for, men i Virkeligheden kun en Sikkerhedsstillelse til Betryggelse for de Indst. Denne Fremstilling vedblev Sellæg, saalænge han levede, og gjentog den paa sit Dødsleie for 1 og 11 HV. Sellæg, som før havde havt Bestyrelsen af Galeasen, vedblev at forestaa dens Drift og udrustede den til Ture paa flere Steder, bl. A. til Aasvær paa en Sildeexpedition i Februar 1870. Da Fartøiet i April var kommet tilbage, bortfragtede han det til 3 HV., men medens det nu laa hjemme, begyndte de Indst. at søge at faa den føromhandlede Overenskomst gjort gjældende som, hvad den efter Ordene var, nemlig en Kjøbekontrakt. Imidlertid var Fartøiet atter gaaet paa Reise. Da det i Juli 1870 igjen kom tilbage, satte de Indst. sig uden Videre i Besiddelse af Fartøiet uden enten Sellægs eller Skipperens, 9 HV.s, Samtykke, og senere havde Side:807 de Indst. Galeasen under sin Bestyrelse indtil den totalt forliste 22 August 1871. Den havde ialfald i 1869 været assureret i en gjensidig Assuranceforening for 2,100 Spd., og var Police, lydende paa dette Beløb, med Paategning gjort gjældende for de Indst. som nye Eiere af Fartøiet; men hvorvidt denne Assurance var fornyet og gjaldt paa den Tid, da Fartøiet forliste, derom give Sagens Oplysninger ikke Anl. til at danne sig nogen bestemt Mening. Forholdet i saa Henseende er omtvistet mellem Parterne. Sellæg indgav under 13 Aug. 1870 Klage over det Passerede til det Offentlige; men Amtmanden fandt ikke for det Offentlige Grund til at foretage Noget i Anl. af Sagen. Derefter var det, at Sellæg, efter først at have udtaget en Forligsklage, som ved Retten blev afvist paa Grund af formelle Mangler, anlagde nærv. Sag. Sellægs Fremstilling af det Faktiske i Sagen er i det Væsentlige følgende: I Sommeren 1869 anmodede han Administratorerne i sit Bo om, at Galeasen maatte sælges til ham for 1000 Spd., mod at han stillede betryggende Garanti. Administrationens Formand, Hagemann, var villig til at gaa ind herpaa, og tilskrev i denne Anl. sine Medadministratorer, der ogsaa indvilgede i Andragendet, dog saaledes, at Sellæg foruden de 1000 Spd., hvorfor Kaution skulde stilles, tillige skulde forpligte sig til at betale 200 Spd. De Indst. indgik derhos efter Sellægs Forklaring som Garantister for de 1000 Spd., som de afgjorde ved at betale 1000 Spd. paa Sellægs Gjæld til Sparebanken. Overfor de Indst. forpligtede Sellæg sig til som Renter og Afdrag af de 1000 Spd. at indbetale Nettofortjenesten af Fartøiets Bortfragtning efter Fradrag af Udgifterne til Reparationer. Efter dette skulde saaledes det, som de Indst. indgik paa, i Virkeligheden være et Laan, som Sellæg forpligtede sig til at forrente og afbetale, efterhaanden som han tjente paa Fartøiet. Sellæg anfører, at Grunden til, at den Sikkerhed, de Indst. fik for sit Udlæg, blev givet gjennem Dokumentet afødt xx.xx.1869 og ikke ved simpel Pantsættelse af Fartøiet, var den, at Pantsættelsen vilde have medført en vidtløftig Thinglæsning, og at han, for at undgaa denne, indgik paa at lade de Indst. faa en Kjøbekontrakt paa den Maade, at de dog skulde være uberettigede til at gjøre den gjældende som saadan. Den ene Bestyrer af Sellægs Bo, 4 HV., har i en beediget Erklæring udtalt, at kort efterat han havde modtaget Voteringsseddelen fra Hagemann og havde gaaet ind paa at sælge Galeasen til Sellæg, blev han af Medbestyreren, 3 HV., forelagt til Underskrift den af Hagemann forsattede Overenskomst, hvorved Galeasen efter Ordene solgtes til de Indst. Efter 4 HV. anførte ved denne Leilighed 3 HV., at Dokumentet kun skulde tjene som Garanti for den af de Indst. indgaaede Kaution, og allene som saadant siger 4 HV., at han underskrev Dokumentet. 3 HV. har ellers i en beediget Erklæring udtalt, at han modtog Overenskomsteen til Underskrift af Indst., Høvig, og at heller ikke han (3 HV.) saa Andet i Dokumentet end «fornøden Betryggelse mod den Resiko, som Sellægs Stilling kunde give i Udsigt». De Indst. have fremstillet Forholdet i Erklæringer til Amtet, som de afgave i Anl. af Sellægs Klage til det Offentlige. Indst., Høvig, har i sin Erklæring forklaret, at da han, efterat Sellæg, som før anført, havde henvendt sig til ham, med Bjørum angaaende Sellægs Andragende, bleve de enige om, at de selv for fælles Regning skulde kjøbe Fartøiet og imidlertid indtil Videre lade Sellæg forestaa dets Drift, forat han skulde faa Anl. til, om muligt, at tjene ved Spekulationer med det. Efterat denne Aftale var truffen, henvendte Høvig sig til Hagemann og kjøbte i sit og Bjørums Navn Galeasen for 1000 Spd. Hagemann forfattede nu en Kontrakt, som Høvig derefter præsenterede for 3 HV. med Anmodning om at underskrive den og erhverve 4 HV.s Underskrift. Dette foregik, siges der, uden nogen Samtale mellem Høvig og 3 HV. om Handelen, fordi Førstnævnte Side:808 ansaa det som givet, at 3 HV. forstod Kontrakten efter dens Ord paa samme Maade som baade de Indst. og Hagemann forstode den. Efterat have faaet Kontrakten fra 3 HV., forelagde Høvig den for Sellæg til Underskrift og denne paategnede sin Vedtagelse uden nogen Indvending mod dens Indhold og uden noget Forbehold samt uden at der enten da eller senere var Tale om, at Kjøbet skulde forstaaes allene som en Kaution, hvorimod det blev aftalt, at Fartøiets Drift skulde forestaaes af Sellæg, der havde at aflevere til Høvig Udbyttet af hver Fragttur. Paa denne Maade skulde det altsaa være gaaet til, at Sellæg vedblev Fartøiets Bestyrelse, hvorved han efter Høvigs Fremstilling fortjente Adskilligt. Det var imidlertid, forklarer Høvig videre, paa Grund af, at Sellæg senere misligholdt sin Forpligtelse til at aflevere Nettoudbyttet af Fartøiets Ture, samt fordi de Indst. fik antageligt Bud paa en Part i Fartøiet, at de solgte en Halvpart af det til 3 KV., som de derefter lode sætte sig i Besiddelse af Fartøiet, hvorpaa det blev betydet Sellæg, at han ingen Befatning mere havde med samme. Høvigs Fremstilling af de faktiske Omstændigheder er i det Væsentlige tiltraadt af den anden Indstevnte, Bjørum. Han havde for sit Vedk., siger han, ingen Forhandling med Administratorerne om Handelen. Appell.skabet mener, at de Indst.s Fremstilling har liden Rimelighed for sig. Appell.skabet mener, at Sellæg fornuftigvis ikke kan antages at være indgaaet paa et saadant Arrangement, hvorefter de Indst. skulde eie Galeasen og Sellæg forestaa dens Drift uden at have betinget sig nogen Godtgjørelse derfor. Naar de Indst. kunde betro Bestyrelsen af Fartøiet i Et og Alt til Sellæg uden Kontrol, kunde de, mener Appell.skabet, fra sin Side ligesaa gjerne udlægge for ham en bestemt Sum mod Sikkerhed i Fartøiet gjennem den pro forma oprettede Kjøbekontrakt. Hvad der fornemmelig støtter de Indst.s Forklaring, er 2 Erklæringer fra Sagfører Hagemann, som denne, rigtignok mod Protest, i Retten har beediget. Hagemann forklarer i disse, at han efter Sellægs Anmodning og Opgivende om at kunne faa 1000 Spd. for Galeasen, udfærdigede en Seddel til sine Medadministratorer om, at han syntes, man burde sælge Fartøiet for den nævnte Sum. Seddelen, siger Hagemann, at han ikke har kunnet gjenfinde. Efter som de Indst.s Sagfører ved Underretten har anført i et Indlæg, tror han, at den var fulgt med i en Pakke, som han engang, kjed af Sellæg, havde overleveret denne uden nøiere at undersøge, hvad den indeholdt. Seddelens Indhold ser han sig ikke istand til nærmere at erindre og tør saaledes ikke udtale sig om, hvorvidt den lød paa Sellæg eller paa de Indst. som Kjøber; men vist er det, at den kom tilbage til ham med Medbestyrernes Vedtagelse, som Intet indeholdt om, at der skulde være et Tillæg til Kjøbesummen af 200 Spd. Ogsaa 3 og 4 HV.s Prov bestyrke, at Hagemann ikke var bleven gjort bekjendt med Sellægs Tilbud om at give 200 Spd. mere. Videre siger Hagemann, at nogle Dage, efterat han havde faaet Seddelen tilbage, kom Høvig paa hans Kontor og forlangte Kontrakt om Galeasen, hvorefter Hagemann forfattede Overenskomsten afødt xx.xx.1869 i den fulde Overbevisning, siger han, at dette var i Overensstemmelse med det virkelige Forhold. At Dokumentet skulde være en Proforma-Kontrakt, var han ikke oplyst om, og han nærede ingen Tvivl om, at den fra Kjøbernes Side havde en alvorlig Mening. Der er efter Appell.skabets Mening aabenbart et Hul i Sagens Oplysninger, som maa fyldes, forat Hagemann skal kunne komme fra Voteringsseddelen, da den efter 3 og 4 HV.s Prov maa antages at have lydt paa Sellæg som Kjøber. Til nogen Forhandling mellem Hagemann og hans Medbestyrere udenfor Seddelen findes ingen Antydning i Sagen. Appellantskabet mener derhos, at Voteringsseddelen efter al Rimelighed maatte være bleven bragt paa Bane, da Høvig var hos Hagemann, og at denne da maatte have indseet, at hvad Høvig forlangte, var noget Andet, end hvad Seddelen Side:809 gik ud paa. Efter dette mener Appell.skabet, at Hagemanns Forklaring ikke kan komme i Betragtning og med den heller ikke de Indst.s Fremstilling. Fra Sellægs Side er ført endel Vidner, som nærmere skulle bestyrke hans Forklaring om Forholdet. Af disse Vidners Prov skal jeg kortelig referere det Væsentligste. Efter 5 og 8 HV., af hvilke dog den sidste er Sellægs Broder, havde Hagemann - særskilte Gange for hvert af Vidnerne - ytret sig derhen, at Sellæg havde kjøbt Fartøiet og at de Indst. vare Kautionister i Anledning af Kjøbet. Videre omhandle 1, 6, 7, 8 og 10 HV.s Prov Ytringer dels af Høvig, dels af Bjørum om, at Sellæg havde kjøbt Galeasen og at de Indst. vare hans Kautionister i Anledning deraf. Af disse Vidner vare 6, 7 og 8 HV. Sellægs Brødre og de øvrige Garantister for Opfyldelsen af Sellægs Akkordforpligtelse. Det eneste Vidne mod hvis Habilitet ingen Indvending kan gjøres, er 9 HV., der var Skipper paa Galeasen, saalænge den bestyredes af Sellæg. 9 HV. siger, at Høvig Høsten 1869 talte med ham, som da var hjemkommet med Galeasen, og spurgte, hvorledes han likte Sellæg, hvortil Vidnet svarede, at han likte ham mindre godt og at han vilde slutte. Vidnet antager ogsaa, at Høvig ved samme Leilighed ytrede, at hvis ikke Sellæg kunde afbetale Noget paa Fartøiet, saa vilde Høvig tage det selv, eller noget Lignende. De Indst. have i Anl. af de af flere Vidner omprovede Ytringer af dem udtalt, at det var dem af Vigtighed, at Sellægs Kredit kunde blive styrket og at Sellæg til denne Ende blev anseet som Eier af Galeasen, medens de forøvrigt have benægtet Vidneprovenes Rigtighed. De Indst. have fra sin Side ført 3 Vidner. 1 KV., som er Fuldmægtig hos Bjørum, der ligesom Høvig er Handelsmand, har udtalt, at Bjørum strax efter 16 Aug. 1869 havde fortalt, at han og Høvig havde kjøbt Galeasen og at Sellæg skulde bruge den. 7 KV. siger fremdeles, at Fartøiet havde særskilt Konto i Bjørums Bøger. 2 KV. siger, at 9 HV. paa Aasvær altsaa omkring Slutningen af Febr. 1870, havde ytret sig derhen, at de Indst. vare Eiere af Galeasen. 3 KV. har forklaret sig om ubestemte Ytringer af 3 og 9 HV. Det kan mærkes, at Appell.skabet fremdeles har paaberaabt sig, at den almindelige Mening paa Namsos var, at Sellæg var Galeasens Eier, i hvilken Henseende der er fremlagt en Erklæring fra 11 Mænd paa Namsos, som skulle være af Stedets bedste Folk. Fremdeles har Appell.skabet paaberaabt sig foruden 9 HV.s Prov tillige ubeedigede Erklæringer af Kjendtmanden samt af en af Galeasens Matroser, som have sagt, at de altid havde staaet i den Tro, at Sellæg var Fartøiets Eier, lige indtil de Indst. optraadte som Eiere. Det nu Refererede antages at indeholde det Væsentligste af Sagens Oplysninger, hvilke dog efterlader Dunkelhed i Sagens væsentligste Punkt. Appell.skabet antager, at de refererede Vidners Prov i Forbindelse med Voteringsseddelen og den Omstændighed, at Hagemann ikke har kunnet nægte, at denne maaske lød paa Sellæg som Kjøber, samt den af Høvig fremlagte Erklæring om Tillægget til Kjøbesummen af 200 Spd. tilligemed Sellægs egen personlige Udtalelse paa sit Dødsleie tilstrækkelig maa godtgjøre, at Sellægs Fremstilling af det Passerede i alt Væsentligt forholder sig rigtig, og at Appell.skabets Paastand saaledes i Hovedsagen er vel begrundet. Jeg maa i Anl. heraf udtale, at det dog paa den anden Side ikke kan nægtes, at ligesom Dokumentet afødt xx.xx.1869, der var lidet skikket til blot Sikkerhedsstillelse, i sig selv maa ansees for at tale mod Sellægs Fremstilling, saaledes hviler der over Forhandlingerne en Dunkelhed, der kunde lede til den Antagelse, at alle Vedk., Hagemann, hans Medbestyrere, Sellæg og de Indst., hver har havt sin særskilte Opfatning og at de i Virkeligheden have handlet under Misforstaaelse af det Passerede. Nogen fælles Forhandling sees ikke at have fundet Sted. Forudsat, at Galeasen i Virkeligheden skulde sælges til Sellæg, kan det ikke nægtes, at Overdragelsen maa være skeet paa Side:810 en noget ubestemt Maade, og at Betingelserne maa have været meget ufuldstændig angivne. Derhos er det visselig besynderligt, at Sellæg, uagtet Dokumentet afødt xx.xx.1869 hjemlede de Indst. Eiendomsret til Galeasen, dog, naar Kontrakten ikke skulde være saaledes at forstaa, ikke ved noget Kontrabevis har søgt Betryggelse for den Ret, han efter sin Fremstilling i Virkeligheden skulde tilkomme. Det kan derhos heller ikke nægtes, at for at give de Indst. betryggende Sikkerhed for Udlægget af de 1000 Spd., havde det ligget allernærmest at give Pant i Fartøiet. Den Grund Sellæg har anført for ikke at indlade sig herpaa, nemlig en vidtløftig Thinglæsning, holder ikke Stik, da Pantsættelsen blot behøvede at thinglæses ved Eierens Værnething. Nogen nærmere Bestemmelse om, naar Sellæg skulde erlægge Kjøbesummen og i hvilket Tilfælde de Indst. skulde kunne gjøre Kontrakten gjældende, findes heller ikke antydet. Jeg kan ikke finde, at Sellæg har ført det Bevis, som fra hans Side maatte præsteres for at tilintetgjøre Virkningen af Dokumentet afødt xx.xx.1869. Det er ikke tilstrækkelig godtgjort, at dette var Proformaværk. Oplysningerne fra begge Sider staa mod hinanden og lade visselig det sande Forhold i Dunkelhed. Medens de tyde paa, at Sellægs Fremstilling er overensstemmende med hans saavelsom 3 og 4 HV.s virkelige Opfatning, saaledes tør jeg ikke gaa ud fra Andet, end at ogsaa de Indst. ligesom Sagfører Hagemann kunne være in bona fide med Hensyn til den Maade, hvorpaa de efter sin Forklaring have opfattet Forholdet. Alle Vedk. have Ord for at være hæderlige Mænd. Hvad der er vanskeligt at forklare, er vistnok Forholdet med den meget omhandlede Voteringsseddel relativt til det senere Passerede. Jeg formaar i denne Henseende ikke at forklare mig de forskjellige Opfatninger anderledes end ved at forudsætte, at Misforstaaelse, som af Underdommeren formentlig antaget, har fundet Sted. Voteringsseddelens virkelige Lydelse kjendes ikke. Det er tænkeligt, at Sellægs Henvendelse til Hagemann af denne er opfattet som hovedsagelig gaaende ud paa at faa Galeasen solgt for 1000 Spd., uden at Hagemann specielt har tænkt paa eller ladet sig det være magtpaaliggende at tænke paa, til hvem Galeasen skulde sælges. Voteringsseddelen kan saaledes være bleven affattet med speciel Tanke allene paa Salget, medens Meddelstyrerne 3 og 4 HV., paa Grund af Sellægs Henvendelse og Forklaring for dem uden Videre kunne have opfattet Hagemanns Henvendelse som gaaende ud paa Salg allene til Sellæg. Det kan vistnok efter dette være Tilfældet, at Kjøbekontrakten afødt xx.xx.1869 i Virkeligheden var indgaaet under ganske feilagtige Forudsætninger fra flere af Kontrahenternes Side; men dette kan ikke lede til, at desformedelst Sellæg skulde faa en Ret, som ganske strider mod Kontraktens Indhold. Følgen af den indtrufne Misforstaaelse kunde være, at Kontrakten i sig selv blev ugyldig; men den kunde ikke blive til nogen Fordel for den af Sellæg paastaaede Mening. Jeg tror efter dette, at de Indst. i Hovedsagen maa blive at frifinde for Appell.skabets Tiltale. Uagtet den vistnok, som det Refererede viser, frembyder Støttepunkter for Rigtigheden af Sellægs Fremstilling af Forholdet, tør jeg dog ikke antage, at der er tilveiebragt nogen saadan vis Formodning herfor, at der er tilstrækkelig Grund til med Overretten at gjøre Sagen afhængig af de Indst.s Ed, hvorimod jeg med Underdommen tror, at de bør frifindes for Appell.skabets Tiltale. Hvad angaar Appell.skabets Paastand om Straf over de Indst. i Anl. af deres Forhold ved egenmægtigen at tage Galeasen i Besiddelse, kan jeg derimod ingenlunde være enig med Underdommeren; thi efter min Forudsætning var Sellæg ikke bleven Eier af Galeasen, og isaafald kan jeg heller ikke antage, at han kunde betragtes som Besidder af samme. Vistnok havde han Befatning med Galeasen som den, der paa en Maade forestod den som korresponderende Reder, men den Slags Besiddelse, som kunde ligge heri, kunde under ingen Omstændighed siges at existere i Sellægs eget Navn; Sellægs Side:811 Besiddelse forsaavidt maatte være paa en Andens, nemlig den virkelige Eiers Vegne, dette være nu enten Administrationen i hans Bo eller de Indstevnte. Det bemærkes, at som allerede anført Sellæg allerede i Administrationsmøde 15 Marts 1869 ved Kontrakt med Garantisterne for Opfyldelsen af hans Akkord havde fraskrevet sig enhver Myndighed til at disponere over Boets Aktiva, deriblandt ogsaa over den omhandlede Galeas. Have de Indst. med Hensyn til Bemægtigelsen af Galeasen forgaaet sig, saa er det saaledes ialfald ikke relativt til Sellæg, og allene derom kan der under denne Sag være Spørgsmaal. Processens Omkostninger formenes efter Sagens tvivlsomme Beskaffenhed at burde ophæves for alle Retter. Efter det Anførte konkluderer jeg: Nils Bjørum og Johannes Høvig bør for Helmer Sellægs Dødsboes Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. Assessor Andersen: Jeg er i Resultatet og det Væsentlige enig med Førstvoterende. Min Hovedbetragtning er den, at det egentlig er en ren Misforstaaelse af Sellæg, naar han har villet finde en Modsætning mellem den Garanti, som han paastaar, at Dokumentet afødt xx.xx.1869 har til eneste Hensigt at tilveiebringe, og det Kjøb for de Indst.s Regning, som Dokumentet selv nævner, eller, at der skulde ligge noget Proformaværk i dette Dokument. Der var naturligvis Intet iveien for, at de Indst. kun under den Betingelse, at de fik sig meddelt et saadant Dokument, hvorefter de selv blev Kjøbere af Fartøiet eller naarsomhelst kunde sætte sig i Besiddelse af dette, vilde hjælpe Sellæg til nogen Befatning med Galeasen, og det er jo en bekjendt Sag, at man oftere ser saadanne Transaktioner baade i Døds- og Fallitboer, hvor Vedkommende hjælpes til Gjenkjøb af Løsøre paa den Betingelse, at den Assisterende bliver staaende som Eier. Der er, saavidt jeg har opfattet det, heller ikke et eneste Vidne, som har sagt, at han har paahørt eller erfaret, at de Indst. have givet Sellæg noget Tilsagn om, at han nogensinde enten ubetinget eller under visse Betingelser skulde faa gjenkjøbt Fartøiet, og til at læse noget saadant Løfte mellem Linierne i Vidnernes Forklaringer tror jeg, at man er aldeles uberettiget. Jeg kan heller ikke finde, at Proceduren fra de Indst.s Side i fjerneste Maade staar i Strid med den Anskuelse, at der ikke er afgivet nogen hermed skridende Erkjendelse, og det maa ogsaa antages, at Underdommeren har været inde paa denne Betragtning, naar han siger, at «Bjørum, med hvem Cit (dvs: Sellæg) maa antages at have truffet den endelige Aftale, ikke har indgaaet paa anden Overenskomst end den af ham omforklarede, om end Cit. har forstaaet Aftalen anderledes.» Den Omstændighed, at der hverken i noget skriftligt Dokument og heller ikke engang ved Vidner er slaaet fast, at der blev givet Sellæg noget Tilsagn om senere og betingelsesvis at faa Fartøiet igjen, maa naturligen forklares deraf, at de Indst. ikke have villet indgaa paa at give et saadant Tilsagn, men at de, om de ogsaa have stillet Sellæg i Udsigt, at han under visse Forudsætninger kunde komme til at faa Skibet tilbage, dog have villet, at dette skulde være afhængigt af deres Forgodtbefindende og de senere forhaandenværende Omstændigheder. Netop derfor mener jeg, at de have ladet sig give et saadant Dokument. Assessor Manthey: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Assessor Løvenskjold: Jeg kan ikke være enig med Førstvoterende. Efter min Opfatning findes der i Sagen meget stærke Oplysninger, som gaa ud paa, at det ved Oprettelsen af Dokumentet afødt xx.xx.1869 har været Meningen, at dette kun skulde give de Indst. Adgang til at kunne disponere over Fartøiet til Sikkerhed for Kjøbesummen, som de paatoge sig at indbetale og virkelig ved Udstedelsen af Vexel-Obligation indbetalte i Namdals Side:812 Sparebank, og for deres øvrige Fordringer i Sellægs Bo, og at Overskuddet ved den med Fartøiet foregaaende Fragtfart skulde indbetales i Boet til Dækning af Sellægs Gjæld, samt at det mulige Overskud ved Salget af Galeasen skulde tilfalde Sellæg. Jeg skal, da jeg har Grund til at antage, at Rettens Pluralitet vil erklære sig enig med Førstvoterende, kun henvise til de væsentligste Oplysninger i Sagen, som efter min Formening styrke denne Opfatning. For det Første kan jeg ikke se, at der kan være synderlig Tvivl om, at de 2 Medlemmer af Administrationen 3 og 4 H.V. ved Overenskomstens Oprettelse og da de som Sælgere paa Boets Vegne undertegnede denne, vare enige i, at den skulde anvendes paa denne Maade. 4 H.V. forklarer derom, at 3 H.V., da han forelagde 4 H.V. den af Hagemann forfattede Overenskomst, hvorefter Galeasen solgtes til de Indst., udtalte, at Dokumentet kun skulde tjene som Garanti for den af de Indst. indgaaede Kautionsforpligtelse for Kjøbesummen, og at han, 4 H.V., underskrev Dokumentet i denne og ingen anden Forudsætning. 3 H.V. forklarer, at han, da han af en af de Indst. modtog Kjøbekontrakten til Underskrift, i denne intet Andet saa end fornøden Betryggelse mod den Resiko, som Sellægs Stilling kunde give de Indst. i Udsigt. Senere har 3 og 4 H.V. tilføiet, at den Opfatning, de saaledes havde, da de undertegnede Overenskomsten, ikke senere er rokket ved Handlinger eller Ytringer af nogen af Parterne eller nogen Anden. Jeg finder det altsaa ikke synderlig tvivlsomt, at det har været 3 og 4 Hovedvidnes Forudsætning, at Overenskomsten skulde anvendes saaledes, som jeg har antydet. Derimod er unægtelig det 3 Medlem af Administrationen, Hagemann, i den Forklaring, han under Sagen har afgivet, af en ganske modsat Formening; men jeg skal om denne Forklaring her kun bemærke, at den forekommer mig ikke at være meget klar og bestemt, og at Hagemann, uagtet han kjendelig ikke har udtalt sig med nogen Bestemthed om Sagen i det Hele, dog har maattet tilføie, at han ikke erindrer, om den Voteringsseddel, som Førstvoterende har omtalt, lød paa Sellæg, som af 3 H.V. paastaaet. Denne Seddel er senere forkommet, hvilket jeg maa beklage; det forekommer mig, at et Dokument af den Art burde have være opbevaret. Der er imidlertid Vidneprov om enkelte Ytringer af Hagemann, som gaa i en anden Retning. 5 H.V., der er fuldkommen habilt, forklarer bestemt, at Hagemann paa Vidnets Forespørgsel svarede, at Helmer Sellæg havde kjøbt Galeasen for 1000 Spd., og at de Indst. skulde være Kautionister. Ligeledes har 8 H.V., som dog er Sellægs Broder og saaledes et mindre habilt Vidne, forklaret om en Samtale med Hagemann, som antydede, at den Forstaaelse af Overenskomsten og af Sellægs Forhold til Galeasen, som Sellæg vilde have gjort gjældende, ogsaa var Hagemanns. Dette Vidneprov er imidlertid mindre bestemt, og jeg skal derfor ikke opholde mig mere ved det. At de Indst. selv synes at have været meget vaklende i sin Opfatning af Overenskomsten afødt xx.xx.1869, fremgaar af en Række Vidneforklaringer, og for Bjørums Vedkommende gaa flere Vidneprov bestemt ud paa, at han har sagt, at Galeasen i Virkeligheden var Sellægs Eiendom. 1 HV. siger om Høvig, at der har fundet Diskussion mellem ham og Sellæg, idet denne vilde have Samtykke til, at Fragten for en Reise, som Galeasen efter Sellægs Bestemmelse skulde foretage, skulde nedsættes, hvormed Høvig var utilfreds, samt at Sellæg under denne Samtale ytrede, at han da fik se at faa Høvig udløst af den Forpligtelse, hvori han stod for Galeasen. Dette forudsætter, at Høvig, ikke var Eier, men stod som Kautionist for Galeasens Kjøbesum. Og dertil svarede Høvig: «Gjerne det». Han gik altsaa ind paa denne Sellægs Opfatning, at han kunde udløses af sin Stilling som Kautionist, og Vidnet tilføier, at Høvig - under denne Samtale, uagtet han dertil havde saamegen Opfordring - ikke antydede, at han stod i andet Forhold til Galeasen end som Kautionist for Sellæg. For Bjørums Vedk. er der mere bestemte Side:813 Oplysninger. Bjørum har ogsaa selv sagt, at han ved Overenskomstens Afslutning havde tænkt sig, at de Indst., om de i sin Tid kunde opnaa Mere end 1000 Spd. for Galeasen, skulde lade dette komme til Afdrag i den Gjæld, hvori Sellæg stod til Bjørum og paa Bjørums mulige Tab ved den ingaaede Kaution for Akkorden. I denne Bjørums Forklaring finder jeg en Antydning om, at Galeasen ikke paa sædvanlig Maade er gaaet over til Bjørums og Høvigs ubetingede Eiendom, men at det har været Tanken, at Overskudet i en eller anden Form skulde komme Sellæg eller hans Bo tilgode. Men flere Vidner udtale sig mere bestemt om Ytringer af Bjørum i denne Anl., som forudsætte det Samme. 8 HV. forklarer, at Vidnet i 1869, efterat Sellæg, som Vidnet udtrykker sig, havde kjøbt Galeasen tilbage, havde en Samtale med Bjørum, hvorunder denne ytrede, at han og Høvig stode som Kautionister for Sellæg for Kjøbet af Galeasen. Men under denne Samtale, hvor der kunde været Opfordring dertil, udtalte Bjørum Intet om, at han og Høvig vare Eiere af Bjørum, hvem han da spurgte, om det var sandt, at Sellæg havde kjøbt Galeasen, hvilket Bjørum bejaede med Tillæg, at han og Høvig havde kautioneret for Kjøbesummen. 6 HV. forklarer, at han siden høsten 1869 havde en Række Samtaler med Bjørum om Sellægs Anliggender og om de Indst.s Forpligtelser for ham, og at Bjørum under disse Samtaler aldrig ytrede Andet, end at han stod som Garantist for Sellægs Kjøb af Galeasen. Man ser saaledes, at der er en Række af Vidner, som forklare, at de Indst., navnlig Bjørum, have udtalt sig i den Retning, som Sellægs Bo gjør gjældende, betræffende Betydningen af Overenskomsten, og jeg kan ikke finde, at disse Vidners Udtalelser, saaledes som de Indst. under Proceduren have villet gjøre det til, ere betydningsløse af den Grund, at de Indst. skulde have ønsket, at den Opfatning, hvorpaa disse Udtalelser tydede, skulde blive almindelig. Fremdeles taler det for denne Opfatning, at Sellæg i det Hele har forestaaet Fartøiets Fragtfart, medens Indst. kun leilighedsvis have blandet sig deri. Det er ikke rimeligt, at Sellæg skulde have anvendt sin Tid og sine Kræfter paa dette Arbeide, naar han ikke skulde have andet Udbytte deraf, end at det mulige Overskud af Fragtfarten skulde indbetales i hans Bo, medens Fartøiet selv og dets Værdi skulde være ham uvedkommende. Fremdeles maa jeg tillægge den Omstændighed adskillig Betydning, at det efter en Række Vidner, som jeg ikke skal citere, i Namsos blandt alle dem, der befattede sig med Galeasen og Sellægs Anliggender, har været den almindelige Opfatning, at Galeasen var kjøbt for Sellæg ved Hjælp af de Indst.s Kaution for Kjøbesummen og deres Indbetaling derpaa. Galeasens Skipper, 9 HV., har ligeledes havt den bestemte Opfatning, at Sellæg var Eier og ingen Anden. Nogen Vægt maa jeg ogsaa lægge derpaa, at efter 1 og 11 HV.s Forklaring Sellæg paa sit Dødsleie har udtalt, at Galeasen var hans, og at ingen veltænkende Mand derom kunde være i Tvivl. Efter dette kan jeg ikke finde, at Sellæg, ved at underskrive Overenskomsten, har erkjendt, at den skulde forstaaes saaledes som dens Ord antydede, da han, idet han underskrev, vidste, at det var aftalt, at den skulde forstaaes paa en anden Maade, nemlig paa den, som han under Sagen har søgt at gjøre gjældende. Jeg finder saaledes, at der er tilveiebragt saa megen Sandsynlighed for, at Overenskomsten skulde forstaaes og anvendes saaledes, som jeg i Begyndelsen af mit Votum har antydet, at jeg tror, at Sagen, saaledes som Overretten har antaget, bør afgjøres ved de Indst.s Ed, men jeg antager, at Edsthemaet bør formes noget anderledes, end i Overrettens Dom skeet. Saafremt de Indst. ikke ved sin Ed kunne benægte, at Overenskomsten skulde forstaaes saaledes, at det mulige Overskud ved Salget af Galeasen skulde tilfalde Helmer Sellæg, tror jeg, at de maa tilsvare det Beløb, hvorom Sellægs Dødsbo under Sagen har nedlagt Paastand. Jeg maa uagtet den Tvivl, som derom i Side:814 Høisteret er vakt, at jeg finder saa overveiende Sandsynlighed for, at Fartøiet, da det forliste, var assureret overensstemmende med den under Sagen fremlagte Police, at jeg ikke kan drage det i Tvivl ved Sagens Afgjørelse; men, uagtet Sellægs Sagfører ved Underretten i et Indlæg har sagt det Modsatte, gaar ud fra, at det var assureret, hvilket jeg ogsaa, naar jeg gjennemgaar den hele Procedure, tror har været in confesso. De Indst.s Ansvar bør da, som af Sellægs Bo forlangt, bestemmes til 1350 Spd. eller 5400 Kr. Derimod finder jeg ikke tilstrækkelig Grund til at paalægge de Indst. Ansvar, fordi de have sat sig i Besiddelse af Fartøiet, da de af forskjellige Grunde kunne have anseet sig berettigede hertil. Til Skadeserstatning tror jeg ikke, at der er Anledning. Naar Appell.skabet faar Renter af Erstatningsbeløbet 1350 Spd. fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen, kan det ikke tillige fordre Godtgjørelse for Afsavn af Fartøiet. Mit Resultat bliver saaledes, at saafremt de Indst. ved sin korporlige Ed bekræfte, at det ikke var Hensigten med Overenskomsten afødt xx.xx.1869, at det mulige Overskud ved Salget af Galeasen skulde tilfalde Helmer Sellæg, bør de for hans Bo's Tiltale i denne Sag fri at være. Driste de sig ikke til at aflægge saadan Ed, bør de til Sellægs Bo betale 5400 Kroner med 5 pCt. aarlig Rente deraf fra 2 September 1871 til Betaling sker, men iøvrigt for hans Tiltale fri at være. Procesomkostningerne for alle Retter antager jeg bør ophæves. Assessor Blich: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Assessor Thomle og Justitiarius Thomle: Ligesaa. Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
