Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva blir 10 + 5
Fritekst:
Extraordin. Assessor, Byretsassessor H. Scheel: Ved kgl. Resol. af April 1886 besluttedes fremsat for Storthinget Proposition om Paabegyndelse af et Kanalanlæg mellem Ulefos og Strengen overensstemmende med en i Propositionen fastsat Plan. Ifølge denne Plan skulde bl.a. ved Ulefos anlægges et Slusekomplex i Forbindelse med en Forhøielse paa 2.4 M. af den derværende Brugsdam. Ved Eidsfos og Hølene, ca. 3 Km. høiere op i Vasdraget, skulde ligeledes anlægges et Slusekomplex og opføres en Dam, hvorved Vandstanden ovenfor blev hævet til 10 M. over den ved Opdæmningen ved Ulefos frembragte Vandhøide. Ved Hølene, hvor den venstre Elvebred udgjordes af Pladsen Hølene, der tilhørte Godseier Nils Aall, var der en Fos eller et Stryk, med et Fald paa 2.25 à 3 M., fordelt paa 200 M., hvilket Fald for den allervæsentligste Del blev dækket ved den forøgede Vandhøide nedenfor. Ovenfor Hølene stødte Aalls Eiendom til et Elvestykke af ca. 500 M.s Længde med et samlet Fald af 1.8 M. Ved Opdæmningen ved Hølene vilde dette Stryk og en Del af den ca. 1 Km. ovenfor Hølene liggende Vrangfos blive overdæmmet. Sluserne skulde anlægges paa Pladsen Hølenes Grund. Efterat Storthinget havde fattet Beslutning om Paabegyndelse af det foreslaaede Anlæg, blev der ved kgl. Resol. afødt xx.xx.1887 meddelt Arbeidsdepartementet Bemyndigelse til at foretage Side:168 Expropriationer til Anlæget i Overensstemmelse med Planen, dog med en mindre Ændring med Hensyn til Hølenedammens Beliggenhed. Den 19 Juni 1888 paabegyndtes Expropriationsforretningen. Men uden at oppebie dennes Afslutning gik man efter Overenskomst igang med Arbeidet, der for Hølenes Vedkommende fuldførtes Vaaren 1891. I Anledning af den Post i Expropriationsvilkaarene, nemlig Post IV, der omhandler Expropriation af Pladsen Hølene, opstod der en Tvist, som afgjordes af Administrator, Sorenskriveren i Gjerpen, ved Kjendelse afødt xx.xx.1891, der tillige angik en Del andre Tvistemaal. Kjendelsen blev bl.a. ogsaa for denne Posts Vedkommende indbragt for Høiesteret, hvis Dom blev afsagt den 7 December 1895 ([[Rt-1896-154]] flg.) med det Udfald, hvad den heromhandlede Post angaar, at Kjendelsen blev stadfæstet. Med Hensyn til denne Kjendelse og den Post i Expropriationsvilkaarene, som den angaar, kan jeg henvise til den nævnte Høiesteretsvotering. Efterat Skjønsmændene havde besvaret det i Kjendelsen nævnte Spørgsmaal og desuden en Række andre i Tilslutning hertil fremsatte Spørgsmaal, afsagde Forretningens Administrator, den edsv. Fuldmægtig hos Sorenskriveren i Gjerpen, den 6 November 1896 saadan Kjendelse: «Kanalen kjendes berettiget til at expropriere det oprindelige Vandfald ved Hølene. Forøvrigt udgaar Expropriationsvilkaarenes §4 i dens nuværende Skikkelse, og Kanalen kjendes uberettiget til af Land og Vand at expropriere mere end fornødent til dens Behov.» Denne Kjendelse blev under 19 s. M. paanket til Høiesteret af Aall, og den 7 December s. A. blev ligeledes Ankestevning udtaget af Arbeidsdepartementet paa det Offentliges Vegne. I Anledning af Indsigelser mod Sagens Fremme, grundede i den stedfundne Paanke, blev videre under 12 Februar og 16 Marts 1897 afsagt Kjendelser, hvorved Forretningen tillægges Fremme. Den 6 April 1897 blev endelig afsagt en saadan Kjendelse. «Expropriationens videre Fremme i Henhold til Vilkaarenes §4 negtes, da disse gaar udenfor Behovet ved at afskjære Aall Udgang til Udnyttelse af Driftsvand ved Hølene i industrielt Øiemed, forsaavidt saadan Udnyttelse kan ske paa en for Kanalens Sikkerhed og Drift absolut betryggende Maade.» Denne Kjendelse er i Forbindelse med de forudgaaende Kjendelser gjort til Gjenstand for Paanke til Høiesteret, fra Arbeidsdepartementets Side ved Stevning afødt xx.xx.1897 og fra Aalls Side ved Stevning af 30 s. M. For Godseier Nils Aall er i Høiesteret nedlagt saadan Paastand: Principalt: At Eragtningen afødt xx.xx.1896 underkjendes og det i Sagen videre passerede kjendes uefterretteligt at være. Subsidiært: At Eragtningerne afødt xx.xx.1896 og 6 April 1897 underkjendes. For begge Tilfælde: At Expropriationsvilkaarenes §4 udgaar i sin nuværende Skikkelse, og at Kanalvæsenet kjendes uberettiget til af Land og Vand at expropriere mere end fornødent til Kanalvæsenets Behov, og for Vandets Vedkommende begrændset saaledes, at der gives Aall Udgang til, efterat Kanalens Behov for Vand til Side:169 Slusning er dækket, gjennem dertil tjenlige Indtags- og Ledningsapparater at udnytte for industriel Bedrift Elvens halve Vandføring. «At Appell. tilkjendes Omkostninger for Expropritionsretten og Høiesteret, her i Hoved- og Kontrasøgsmaal.» For Arbeidsdepartementet er der nedlagt saadan Paastand: «At Expropriationen bliver at fremme paa Grundlag af Vilkaarenes § IV, som de nu foreligger i Indlæg afødt xx.xx.1897, eller subsidiært saaledes, at disse Vilkaars 2det Punktum forandres at lyde saa: «I det exproprierede er ogsaa indbefattet fuldstændig Vand- og Strandret og det oprindelige saavelsom nuværende Vandfald samt» osv., samt at Kontraappell. hos Hovedappell. tilkjendes Processens Omkostninger for Høiesteret.» I Anledning af denne Arbeidsdepartementets Paastand skal foreløbig bemærkes, at Expropriationsvilkaarene i det nævnte Indlæg er undergaaet den Forandring, at et Jordstykke af Pladsen Hølene med nærmere angivne Grændser undtages fra Expropriation, hvilket skede i Henhold til Skjønsmændenes Svar paa et af de fremsatte Spørgsmaal gaaende ud paa, at dette Jordstykke ikke var nødvendigt for Kanalens Behov. Derhos var Ordene «det nuværende Vandfald» ombyttede med «det oprindelige Vandfald» i Overensstemmelse med, hvad Meningen var ved Vilkaarenes Affattelse, der fandt Sted før Arbeidets Paabegyndelse. Fra Godseier Aalls Side er for det første gjort gjældende, at naar det Offentlige ved Expropriation paastaar sig tillagt fuld Raadighed ogsaa over den hele Vandkraft i Elven, ligger dette udenfor den ved kgl. Resol. fastsatte Plan, i Henhold til hvilken Expropriation finder Sted. Dernæst gjør han subsidiært gjældende, at forsaavidt som Planen maatte findes at omfatte en saa vidt gaaende Expropriation, er den i dette Stykke ulovlig, idet Loven alene hjemler Adgang til at expropriere, hvad der trænges af Hensyn til selve Kanalanlægget, derimod ikke til at expropriere Vandkraft, som Kanalen ikke trænger til at benytte, men som er egnet til og agtes anvendt til privat Brugsdrift. Jeg finder det efter Omstændighederne hensigtsmæssigt først at omhandle den sidste Indsigelse. Idet jeg altsaa foreløbig gaar ud fra den Forudsætning, at Expropriation af den hele Vandkraft er indbefattet i Planen, kan jeg med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt Planen kan tilsidesættes som omfattende mere end af Hensyn til Foretagendet fornødent, henholde mig til, hvad Førstvoterende i den før nævnte Høiesteretssag udtaler i [[Rt-1896-164]], nemlig at det vistnok henhører under Administrationens Skjøn at afgjøre, hvad der trænges exproprieret af Hensyn til det Øiemed, hvortil Loven hjemler Expropriation, men at Administrationens Afgjørelse ikke er bindende, forsaavidt den gaar udenfor et saadant Skjøn, saaledes at der maa være Adgang til at sætte sig udover den ved en kgl. Resol. fastsatte Plan, forsaavidt det maatte findes, at den omfatter noget, der vitterlig og aabenbart ikke tiltrænges til Kanalens eget Behov. Spørgsmaalet bliver da her, nærmere præciseret, det: hvorvidt det i det foreliggende Tilfælde, kan siges at være vitterligt og Side:170 aabenbart, at det ligger udenfor Kanalens eget Behov ved Expropriation at tilegne sig den fulde Raadighed over Vandkraften. Med Hensyn til dette Spørgsmaal er det fra Aalls Side paaberaabt, at det i selve Planen sees forudsat, at der bl.a. ved Hølene skulde blive Anledning til at anvende ialfald en Del af Vandkraften til Brugsdrift. Og ligeledes er det paaberaabt, at Skjønsmændene har svaret bekræftende paa det i Kjendelsen afødt xx.xx.1891 omhandlede Spørgsmaal A, saalydende: «Gaar Kanalvæsenet ved sin Paastand om Expropriation af Hølene med Hølene med Strand, Vandret og det nuværende Vandfald udenfor Grændsen af Kanalens Behov.» Jeg mener imidlertid, at disse Udtalelser i Planen og af Skjønsmændene ikke kan tillægges den Betydning som fra Aalls Side søges lagt i dem. Meningen med Skjønsmændenes Udtalelser er tydeligvis alene den, at Kanalen ikke tiltrænger for sit Øiemed at benytte den hele Vandkraft. Dette fremgaar med Klarhed af, hvad Skjønsmændene har svaret til Spørgsmaal E, der lyder saa: «Naar Skjønnet har udtalt, at Kanalvæsenet ved sin Paastand om Expropriationen af Vandfaldet ved Hølene gaar udenfor Grændsen af Kanalens Behov, ligger saa heri anden Mening, end at Vandkraften ikke i sin Helhed er nødvendig til Benyttelse for Kanalen, altsaa i direkte Kanaløiemed?» Herpaa er der nemlig svaret: «Nei, idet Skjønnet gaar ud fra, at Vand i dette Tilfælde repræsenterer Vandkraft.» Og hvad den nævnte Udtalelse i Planen angaar, hvori der forudsættes at ville blive tilovers Vand til industrielt Brug, saa ligger heri alene det samme, at Kanalen ikke selv trænger til at benytte alt Vandet, og at Forholdet antages at kunne ordnes paa en saadan Maade, at Brugsdrift kan forenes med Kanaldriften. Men hermed er ingenlunde sagt, at paa Forhaand Kanalbestyrelsens Raadighed over Vandet vil kunne begrændses saaledes, som det vilde være nødvendigt at begrændse den, forsaavidt Retten til at benytte en vis Del af Vandkraften ved Expropriation skulde forbeholdes Grundeieren. Med den nevnte Udtalelse kan det vel forenes, at det dog er nødvendigt af Hensyn til Kanalen og dens Drift, at Kanalen erhverver fuld Raadighed over den hele Vandkraft til Forebyggelse af skadelige Kollisioner, medens den eventuelle Brugsdrift ordnes saaledes, at der forbeholdes Bestyrelsen Adgang til efter de Erfaringer, som maatte gjøres, og efter de vexlende Forhold med Hensyn til Trafikmængde og andre Omstændigheder, at forandre Vilkaarene for den til Private overladte Anvendelse af Vandfaldet til Brugsdrift eller i Tilfælde endog helt at ophæve denne. Jeg mener altsaa, at det ingenlunde kan siges at være vitterligt og aabenbart, at det er unødvendigt af Hensyn til Kanalen og dens Drift, at den ved Expropriation erhverver Raadighed over hele Vandkraften. Tværtimod foreligger der fra Skjønsmændene Udtalelser, som maa siges snarest at gaa i modsat Retning. Til Spørgsmaal G: «Vil der uden Resiko og betydelig Ulempe for Kanalen og dens Drift kunne gives Aall Adgang til at benytte nogen Del af Vandfaldet ved Hølene i dets nuværende Skikkelse» - er svaret nei. Og til et i Tilslutning til det nævnte fremsat yderligere Spørgsmaal: «Hvilken betydelig Ulempe og navnlig hvilken Resiko for Kanalen og Side:171 dens Drift, har Mændene ved Besvarelsen af Spørgsmaal væsentlig sigtet til» - er svaret: «Væsentlig følgende: Tabet af stille Vand i Bugten ovenfor Hølene, variabel Vandstand i Overkanalen paa Grund af Bassinets ringe Areal, Resiko for Dampskibe og anden Færdsel ved pludselige Variationer i Vandstanden og opstaaende forøget Strømhastighed, Færdsel af Uvedkommende over Kanalens Grund og Indretninger og Ulemper ved det eventuelle Spildvands Udløb nedenfor Sluserne.» Fremdeles er for Skjønsmændene fremsat et Spørgsmaal K, saalydende: «Kræver Kanalens Behov, at den ved Hølene af Hensyn til Færdselen og fornødne Oplagspladse erhverver fuld Raadighed over det tilstødende Elveleie med Vand- og Strandret.» Herpaa er svaret: «Idet Skjønnet gaar ud fra, at ved «fuld Raadighed» forstaaes Udgang til at disponere over det tilstødende Elveleie med Vand- og Strandret paa en saadan Maade, at Aall derved fra al Disposition over samme, afhænger Spørgsmaalets Besvarelse af, hvilke Dispositioner, der fra Aalls Side paastaaes bestaaende ved Siden af Kanaldriften.» Og efterat Spørgsmaalet af Anlæggets Sagfører var forklaret derhen, at ved «fuld Raadighed» er ment udelukkende Dispositionsret, saaledes som af Skjønsmændene forudsat, er der givet en saadan ny Besvarelse: «Ja, dog findes det teknisk talt ikke uforeneligt med de i Bassinet ovenfor Hølene foregaaende Arbeider, at der inderst i Bugten - omtrent ved Punkt K paa Kartet af September 1887 - udmunder et Vandindtag. Praktisk seet vil dog et saadant i mere eller mindre Grad, hvilket selvfølgelig afhænger af den indtagne Vandføring, frembringe skadelige Strømforhold og andre Ulempe for Kanalen, kfr. Sp. G med Tillægsspørgsmaal.» Det kan maaske omtvistes, hvorvidt det i disse Udtalelser fra Skjønsmændenes Side ligger, at en fast Ordning, hvorved der tillægges Grundeieren en nærmere bestemt Raadighed over Vandkraften, umulig kan bestaa ved Siden af Kanalanlægget uden i altfor høi Grad at genere dettes Drift. Men i ethvert Tilfælde viser dog Udtalelserne, at efter Skjønsmændenes Mening en saadan Ordning vil være forbundet med endog betydelig Vanskelighed. Og med Hensyn til Afgjørelsen af det Spørgsmaal, som her omhandles, er det jo tilstrækkeligt, at man ikke af Skjønsmændenes Besvarelse kan slutte, at det er vitterligt og aabenbart, at en saadan Ordning uden Ulemper kan finde Sted. Jeg skal derefter gaa over til det Spørgsmaal, som af Hovedappell. er stillet i Spidsen og tillagt den væsentligste Vegt, nemlig Spørgsmaalet om, hvorvidt det kan siges at ligge udenfor Planen for Anlægget, saaledes som denne er fastsat ved kgl. Resol., at erhverve den fulde Raadighed over Vandkraften for Anlægget. Naar jeg først nu gaar over til at behandle dette Spørgsmaal, er det, fordi jeg mener, at det ved Fortolkningen af Planen maa tillægges en ganske væsentlig Vegt, hvorvidt det kan siges, at der af Hensyn til Kanaldriften er Behov for en saa udstrakt Expropriation. Hvad Planen gaar ud paa med Hensyn til de Arbeider, som skal foretages og de Indretninger, hvortil der ved Hølene skal exproprieres, derom kan jeg henvise til, hvad jeg tidligere har anført. Side:172 Det maatte være en Selvfølge, at der til er Anlæg som dette vilde trænges Expropriation. Og tager man Hensyn til Anlæggets Beskaffenhed og Bestemmelse, synes det ikke rimeligt, at man skulde have tænkt at hjælpe sig med alene at erhverve en vis positivt bestemt Raadighed over Grunden og Vandet. Tværtimod maatte det være klart, at der ialfald i nogen Udstrækning vilde trænges Expropriation til Eiendom, og det maa ialfald siges at være det naturlige, at Kanalbestyrelsen maatte sikres almindelig Raadighed over Elveleiet og Stranden ved Hølene. Dette har ogsaa Skjønnet erklæret at være Kanalens Behov, idet Skjønsmændene i Anledning af Spørgsmaal L: «Hvori bestaar det af Pladsen Hølene, som Kanalen skjønnes at have forlangt exproprieret udenfor dens Behov», alene har undtaget det før nævnte Jordstykke, der hverken grændser umiddelbart til det gamle eller det nye Elveleie, og som i de nye Expropriationsvilkaar er undtaget fra Expropriation. Men ligger det indenfor Planen, at Elveleiet og Stranden exproprieres til Eiendom, kan det heller ikke vel siges at ligge udenfor Planen, at Anlægget i Forbindelse dermed ogsaa erhverver fuld Raadighed over Vandet i Elven. Tværtimod synes dette saa meget naturligere, som jo Raadighed over eller, som det i Vasdragsloven heder, Eiendomsret til Vandet regelmæssig er et Tilbehør til Eiendomsret til Grunden, og det jo efter Planen var paa det Rene, at det existerende Vandfald ved Hølene ialfald for den væsentligste Del vilde blive opslugt af Dæmningen ved Ulefos. Hertil kommer da som et meget væsentligt Moment, at det af Skjønsmændenes Udtalelser fremgaar, at det maatte være af Interesse for Kanalens Drift at erhverve en saa udstrakt Raadighed. Det sees ogsaa, at hvad Godseier Aall har lagt Hovedvegten paa til Begrundelse af sin Paastand om, at Planen er overskredet, er de før nævnte Udtalelser i Planens Forarbeider, at Kanalen bl.a. paa det her omhandlede Sted vil frembringe Vandkraft, egnet til industrielt Brug. Dette maa, siges der, da Kanalen er uberettiget til at expropriere Vand til industrielt Brug, forudsætte, at Brugsvandet tilfalder vedkommende Grundeiere. Jeg har allerede tidligere søgt at vise, at den Forudsætning, at det for Kanalens Behov overskydende Vand skal overlades til Grundeierens Brug, ingenlunde behøver at ligge i disse Udtalelser. Og det er under nærværende Sag dokumenteret, at Kanaldirektøren, af hvem Forslag til Planen er udarbeidet, og fra hvem disse Udtalelser om Brugsvand skriver sig, selv er gaaet ud fra den bestemte Forudsætning, at den ved Kanalanlægget frembragte Vandkraft ogsaa skulde tilhøre dette. Dette er med stor Bestemthed hævdet i en Skrivelse fra Kanaldirektøren til Amtmanden i Bratsberg afødt xx.xx.1886, altsaa 1 Aar forinden der blev meddelt kgl. Approbation paa den Plan, der skulde lægges til Grund for Expropriationerne. At de overordnede Myndigheder, der har havt Befatning med Planens endelige Fastsættelse, skulde have nogen anden Opfatning af dette Spørgsmaal, foreligger der ingen Grund til at tro. Efter det Resultat, hvortil jeg saaledes kommer med Hensyn til de to nu behandlede Spørgsmaal, er det fra mit Standpunkt Side:173 unødvendigt nærmere at prøve det af Førstvoterende under Voteringen i 1895 omhandlede Spørgsmaal, hvorvidt Aall vilde have noget Krav paa at deltage i Benyttelsen af den ved Kanalanlæggets Opdæmning tilveiebragte Vandkraft under Forudsætning af, at det ikke af Hensyn til Kanalen var nødvendigt at forbeholde denne den fulde Raadighed over samme. Derimod staar det endnu tilbage at omhandle det Spørgsmaal, hvorvidt Aall har Ret i, at det ved Høiesteretsdommen af 1895 med bindende Virkning er afgjort, at han har retsligt Krav paa at forbeholdes Andel i Benyttelsen af det Vand, som ikke trænges benyttet til Kanalens egen Drift, og at Kanalanlægget efter Planen ikke tiltrænger Expropriation af den hele Vandkraft. Heller ikke forsaavidt finder jeg at kunne give Aall Medhold. Som af Førstvoterende under den nævnte Sag anført, var det ved den paankede Kjendelse afgjorte Spørgsmaal, hvorvidt der forinden Afgjørelsen i Realiteten af Expropriationens Udstrækning skulde optages et veiledende Skjøn. Kjendelsen gik ud paa, at et saadant veiledende Skjøn skulde optages, og dette, men heller ikke noget mere, er det, som er afgjort ved Høiesteretsdommen, hvorved Kjendelsen stadfæstedes. Det er derhos kun de Udtalelser fra Førstvoterendes Side, som er nødvendige Præmisser for denne Afgjørelse, der kan siges at være tiltraadt af Retten i dens Helhed, forsaavidt de følgende Voterende med Hensyn til denne Post har erklæret sig i det Væsentlige og Resultatet enige med Førstvoterende. Det sees vistnok, at Førstvoterende i sit Votum ogsaa har afgivet endel Udtalelser angaaende Punkter, der er af Betydning for selve Realiteten, og derunder bl.a. ogsaa har sagt, at det, efter hans Mening, af Planen saaledes som den er fremstillet i den irettelagte Proposition om Bevilgning til Kanalanlægget (Sth. Prop. No. 59 for 1886) tydelig fremgaar, at Vandfaldet ved Hølene ikke tiltrængtes til Kanalanlæggets eget Behov, idet det udtrykkelig er sagt, at dette vilde være et for Brugsdrift egnet Vandfald, ligesom det samme er gjentaget i den Indstilling, der ligger til Grund for den kgl. Resol. afødt xx.xx.1887. Men, som allerede tidligere nævnt, fremgaar det af de under nærvær. Sag dokumenterede Oplysninger, der ikke havdes forhaanden under den foregaaende Sag, at Meningen med den paaberaabte Udtalelse i Planen ikke har været den af Førstvoterende forudsatte. Jeg finder altsaa at maatte give det Offentlige Medhold i, at Expropriationen bør blive at fremme overensstemmende med de modificerede Expropriationsvilkaar, hvorefter da Expropriationen kommer til at omfatte foruden Stranden og Elveleiet det allerede før Arbeidets Paabegyndelse existerende Vandfald, med den Virkning, at Kanalanlægget derved erhverver fuld Raadighed ogsaa over den ved Anlæggets Dæmning tilveiebragte nye Vandkraft. Med Hensyn til Procesomkostningerne finder jeg, at de efter Omstændighederne og navnlig under Hensyn til den mindre klare Stilling, hvori Sagen var kommen ved Høiesteretsdommen af 1895 og de derunder faldne Udtalelser, bør blive at ophæve saavel for Expropriationsretten som for Høiesteret. Side:174 Konklusion: Expropriationen bliver at fremme paa Grundlag af §4 i de Godseier Nils Aall vedkommende Expropriationsvilkaar saaledes, som disse er opfattede i det for Expropriationsretten fremlagte Indlæg fra Sagfører Larsen afødt xx.xx.1897. Processens Omkostninger for Expropriationsretten og Høiesteret ophæves. Assessor Motzfeldt: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. For mig stiller det sig saa, - idet jeg betragter Forholdet saaledes som det forelaa, inden Anlægget paabegyndtes - at Kanalanlægget her efter Planen har Ret til at expropriere til fuld Eiendomsret den fornødne Grund samt det oprindelige Vandfald ved Hølene, saaledes som dette var i 1887. Og er dette saa, ophører jo ved Expropriationen Aall at være saavel Grund- som Vandeier paa den heromhandlede Strækning. Og han har da ingensomhelst Ret at gjøre gjældende til det nye, af Kanalanlægget senere paa dets egen Grund ved Forhøielse af Vandstanden, ovenfor Stryget skabte Vandfald, et Vandfald, som Aall selv heller ikke vilde havt Adgang til at skabe. Den tidligere i 1895 afsagte Høiesteretsdom kan jeg ikke finde indeholder noget afgjørende for nærvær. Sag. Hin Dom gik kun ud paa, at forinden Realitetsspørgsmaalet afgjordes, skulde der indhentes et Skjøns Udtalelser. Hvis Høiesteret i 1895 havde villet afgjøre Realiteten, der iøvrigt heller ikke var Retten forelagt til Afgjørelse, kunde man jo ikke have paabudt Indhentelse af et Skjøn, hvis Indhold isaafald vilde været betydningsløst. Og det fremgaar ogsaa af en reserverende Bemærkning fra Førstvoterende selv, at han ikke mener endelig at afgjøre, i hvilken Udstrækning Expropriation skulde finde Sted. Assessor V. Scheel: Jeg er paa samme Maade som Hr. Assessor Motzfeldt i det Vesentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Assessor Reimers: Jeg er ligeledes, idet jeg tiltræder Hr. Assessor Motzfeldts Bemærkninger, i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Kun ønsker jeg at tilføie nogle Bemærkninger angaaende det under Sagen stærkt omprocederede Spørgsmaal om den for Aall paastaaede Medeiendomsret til eller Andel i det ved Opførelsen af Hølene Dam tilveiebragte nye Vandfald. Ifølge den projekterede og til Udførelse komne Plan for Kanalanlægget er Dammen ved den nedenfor Hølene liggende Ulefos forhøiet med 24 M. Herved er den ovenfor liggende Del af Elven dæmmet saaledes op, at det oprindelige Fald ved Hølene for den væsentligste Del er opslugt af eller forsvundet ved Opdæmningen. Dette Fald udgjør nu en Del af eller er rettere sagt gaaet op i det Bassin, som er dannet ved Ulefosdammens Forhøielse; eller med andre Ord, Faldet ved Hølene er gjennem Opdæmningen ved Ulefos for den væsentligste Del flyttet ned til denne og benyttet til Forøgelse af denne Fos's Faldhøide. Hvad altsaa Aall taber ved Tilintetgjørelsen af Faldet ved Hølene, har han i Hovedsagen faaet igjen ved Ulefossens forøgede Faldhøide, jfr. Skjønnets Besvarelse af Spørgsmaalet D. Den Side:175 Del af det oprindelige Fald ved Hølene, som ikke er opslugt af denne Opdæmning, er medgaaet ved Opførelse af Dammen ved Hølene. Af dette Sagforhold følger det da, mener jeg, at det gamle Fald, som det i Skjønsmændenes Besvarelse til Spørgsmaal H heder, praktisk taget ved Kanalanlægget er tilintetgjort. Det nye meget betydeligere og værdifulde Fald, som paa kunstig Maade er tilveiebragt ved Opførelsen af den nye Dam ved Hølene, maa da siges at være et fuldstændig nyt Vandfald, der ikke for nogen Del staar i Forbindelse med eller er fremkommet som en Affødning af det oprindelige, men ved Opdæmningen nedenfor tilintetgjorte Stryk ved Hølene. Det nye Fald, Sidsfossen, skyldes den ved Hjælp af den nye Dam iværksatte Opdæmning, hvorved den ovenfor liggende Del af Vasdraget er dæmmet op helt til et Stykke op i Vrangfos, det næste Fald og det næste Sluseanlæg ovenfor Hølene. Men naar saa er Tilfældet, naar altsaa det gamle Stryk ved Hølene er opslugt er Opdæmningen nedenfor, og naar saaledes det nye Fald praktisk taget kun er fremkommet ved den af Kanalanlægget iværksatte Opdæmning ovenfor Hølene, saa er deraf, mener jeg, Følgen, at dette nye Fald i sin Helhed maa tilfalde og tilhøre Kanalanlægget som det, ved hvis Dambygning det er dannet. Jeg ser ingen Retsgrund paa hvilken Aall skulde kunne bygge en Paastand paa Medeiendomsret i dette Fald; det bliver Kanalanlægget tilhørende. Det vilde i mine Tanker stride ikke alene mod Billighed, men ogsaa mod Ret, om en saadan Medeiendomsret for Aall skulde statueres. Der bliver, hvis jeg har Ret i denne Opfatning, ikke Spørgsmaal om nogen Nødvendighed for Anlægget af at expropriere nogen Aall tilhørende Andel af det nye Fald. Det er skabt af Kanalanlægget, og det er ved selve sin Dannelse bleven dette udelukkende tilhørende. Herved bortfalder da ogsaa det under Sagen reiste subsidiære Spørgsmaal, om Adgang for Anlægget til Expropriation af det nye Fald maatte negtes som liggende udenfor Anlæggets Behov, et Spørgsmaal, som forøvrigt af Skjønnet er besvaret benegtende, jfr. dets Svar til Spørgsmaalene G og K. Efter det her Anførte mener jeg altsaa, at hvad der af Hølene Fald bliver Gjenstand for Expropriation under den tilstevnte Forretning, alene er det oprindelige Fald eller Stryk med tilhørende Strand, og overhovedet hvad der i de af Anlæggets Sagfører i Sessionen den 17 Marts 1897 fremlagte forandrede Expropriationsvilkaars Post 4 er angivet som den attraaede Expropriations Gjenstand, idet der ved den forandrede Affatning er taget Hensyn til den ved Skjønnets Svar til Spørgsmaal L foretagne Indskrænkning i Expropriationskravet paa Afstaaelse af Pladsen Hølenes Landgrund. Extraordin. Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Extraordin. Assessor, Professor Morgenstierne: Ligesaa. Derimod maa jeg reservere mig ligeoverfor hvad Hr. Assessor Reimers har fremholdt. Jeg kan navnlig ikke lægge nogen væsentlig Vegt paa, om det nye Vandfald kan siges at være skabt af Kanalanlægget eller ikke, idet jeg ikke antager, at et bekræftende Svar herpaa under enhver Side:176 Omstændighed vilde have ledet til, at man maatte have anseet Kanalanlægget berettiget til Expropriation eller Udnyttelse ogsaa af en for vedkommende Anlæg overflødig Drivkraft. Justitiarius Løchen: Jeg er ogsaa i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg derhos tiltræder de af Hr. Assessor Motzfeldt fremsatte Bemærkninger. Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
