Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva blir 10 + 5
Fritekst:
Agershuus Stiftsoverretsdom i nærværende Sag, afsagt den 20de Marts 1843, er saalydende: Ved en den 19de Juli 1839 afholdt Brandtaxation blev den da Kjøbmand Erik T. Schjøth tilhørende Gaard Nr. 52 og 53 i Kirkestrædet i Nærheden af Torvet her i Christiania ansat til en Værdi, Hovedbygningen af 6,890 Spd. og Bagbygningen 1,740 Spd. hvorfor denne Gaard altsaa blev forsikkret i Kjøbstædernes almindelige Brandforsikkring for 8,630 Spd. Ved en den 27de Februar 1842 indtruffen Ildsvaade blev denne, da bemeldte Kjøbmands Opbudsboe tilhørende, Gaard tilføiet betydelig Skade, og ved en den paafølgende 1ste Marts afholdt Besigtelses- og Taxations-Forretning værdsatte Skjønsmændene det Tilbagestaaende af Hovedbygningen for 3,500 Spd., saa at følgelig, naar denne Sum fradrages ovenanførte Taxations-Sum 6890 Spd., bliver den ved Ildebranden derpaa foraarsagede Skade 3,390 Spd. og Skaden paa Bagbygningen ansattes for 300 Spd. og saaledes ansattes den hele Brandskade til 3,690 Spd. Side:252 Den paafølgende 9de Marts blev efter Foranstaltning fra Regjeringens Finants-, Handels- og Told-Departement, hvorunder Brand-Forsikkringen henhører, en Overtaxations- og Besigtelses-Forretning over den omhandlede Gaard afholdt. Ved denne Forretning lod Skifteretten i fornævnte Opbudsboe møde og tilkjendegive, at det vilde have en væsentlig Indflydelse i denne Sag, hvorvidt Bygningsloven tillod at det Tilbagestaaende kunde restaureres ved Reparation, eller om det maatte ansees nødvendigt, at Nedbrydning i det Hele eller for en Deel maatte skee, til hvilken Ende Skifteretten havde reqvireret en Bygningsforretning, hvilken der endnu ikke var afholdet, hvorfor Udsættelse med Overtaxationsforretningen begjæredes. Denne udsattes derpaa til den 16de samme Maaned, da tillige blev fremlagt Skifterettens Forlangende om Overtaxation, hvorpaa Forretningen blev fortsat den 17de Marts. Skjønsmændenes Pluralitet erklærede da, at dersom Gaarden skulde kunne istandbringes uden Indskrænkning af de angaaende Bygningsvæsenet her i Staden gjældende Love, maatte samtlige til Gaarden henhørende, ved den ovennævnte Ildsvaade beskadigede, Bygninger kunne, uden at nogensomhelst af de ubeskadigede Dele af Bygningerne nedbrydes, lade sig istandsætte, Hovedbygningen for 2000 Spd. og Bagbygningen for 600 Spd. tilsammen for 2600 Spd. Naar man derimod seer hen til, hvorledes Gaardens effective Mangel med Hensyn til de om Bygningsvæsenet i Christiania gjældende Love maa blive at istandsætte, da maatte de med Hensyn til den fra Skifteretten fremkomne Reqvisition erklære, at den saagodtsom nedbrændte Deel af Hovedbygningens anden Etage ikke vil kunne repareres, og derfor maatte de ansætte den ved Ildebranden bevirkede Skade saaledes, at der fra Bygningens Assurancesum afgaaer 500 Spd. for Værdien af de Materialier, som indeholdes i de gjenstaaende Dele af Bygningen med Kjælder, og at i Overensstemmelse dermed Brandhjælpen Side:253 kommer til at udgjøre 6390 Spd. og i Henseende til Bagbygningen, at da den i den nordlige Ende er saa forbrændt, at Taggavlen imod Naboens gaard saavelsom Tagbjelkerne ikke kunne benyttes m.v., saa vil der til denne Bygnings Istandsætteløse medgaae 700 Spd. tilsammen 7090 Spd. Derefter blev en Bygningsforretning den 30te Marts 1842 afholdt af Bygningscommissionen efter Reqvisition fra Bogbinder J. C. Hoppe, som ved den under 19de samme Maaned afholdte fjerde Auction havde som Høistbydende faaet Tilslag paa Gaarden for 7350 Spd. Ved denne Forretning fandt Bygningscommissionen at maatte, paa Grund af Bygningslovens Bestemmelser, afslaae de forskjellige Maader, Reqvirenten eller Kjøberen opgav for at istandsætte Gaarden med Bibehold af de tilbagestaaende Dele. Da fornævnte Regjerings-Departement nægtede at udbetale det Assurancebeløb, som efter Skjønnet var ansat, naar Gaarden ei kunde repareres, saa reqvirerede Bogbinder Hoppe en ny Bygningsforretning, for at erfare, om det muligen kunde vorde ham tilladt at reparere Gaarden aldeles i samme Form og Dimensioner som før Branden. Denne Forretning blev afholdt den 8de Juni 1842, da baade Reqvirenten mødte, og ligeledes lod Finants-Departementet afgive Møde, da det lod erklære, at det ikke kunde ansee nærværende Forretning at være sig vedkommende, da Brandforsikkrings-Indretningens Forpligtelse allerede var afgjort ved den i Anledning af Brandskade afholdte Overskjønsforretning. Bygningscommissionen fandt det da ikke overrensstemmende med Bygningslovens Bestemmelser, at de heelt eller for en Deel afbrændte eller nedrevne Dele af Forhusets Ydervægge igjen opføres af andet Material end Grundmuur, og da saaledes iblandt andet begge Huses Gavle ere borte, saa maa man ansee en Opførelse i samme Stand og af samme Materialier, som Huset var Side:254 før Branden, uoverensstemmende med Bygningsloven; ligesom man heller ikke antager det betryggende med Hensyn til den offentlige Sikkerhed, at grundmurede Dele blive opmurede ovenpaa Husets tilbagestaaende skrøbelige Vægge. Kjøberen af den omhandlede Gaard henvendte sig derefter til Regjeringens Finants-, Handels- og Told-Departement med Begjæring om at erholde udbetalt paa de i Brandforsikkrings-Anordningen bestemte Betingelser det ved Overtaxations-Forretningen bestemte Beløb 7090 Spd., og har han foreslaaet at lade det afgjøre ved Voldgift, hvorvidt han skulde være berettiget til at erholde dette eller blot det andet under samme Forretning som ovenanført bestemte Beløb 2600 Spd. udbetalt, men da dette Regjerings-Departement ei vilde udbetale mere end sidstnævnte 2600 Spd., og heller ikke indlod sig paa den foreslagne Afgjørelse ved Voldgift, lod han Samme den 17de Juni 1842 indkalde desangaaende til Forligelsescommissionen, og, da Forlig ei opnaaedes, saggive under Dom til Christianias Bything til Betaling af disse 7090 Spd. Ved den ved Bythinget den 12te Januar dette Aar faldne Dom blev imidlertid bemeldte Regjerings Departement paa den almindelige Brandforsikkrings Vegne frifundet for Sagsøgeren Bogbinder Hoppes Tiltale i denne Sag, imod til dem at betale de 2600 Spd., tilligemed Renter 4 pCt. aarlig fra 17de Juni 1842 indtil Betaling skeer, hvorhos Processens Omkostninger ophæves. Denne Dom har Bogbinder Hoppe ved Stævning af 13de Januar sidstleden hertil indanket, og har han ladet paastaae, at den underkjendes og derhen forandres, at ham hos Indstævnte tilkjendes den Sum 7090 Spd. paa de i Brandforsikkrings-Anordningen bestemt Vilkaar, tilligemed Renter fra Indkaldelsen til Forligelsescommissionen og Processens Omkostninger for begge Retter. Det kongelige Finants-, Handels- og Told-Departement har derimod ved den constituerede Regjeringsadvocat ladet bemeldte Dom ved Stævning af 18de Februar sidstleden hertil Side:255 contrapaaanke og ladet paastaae, at den deels stadfæstes og derhen forandres osv. som for Underretten paastaaet, samt at Appellanten tilpligtes at betale Processens Omkostninger for Stiftsoverretten. Naar man seer hen til Brandforsikkrings-Anordningen af 18de Aug. 1767 §1, 7 og 12, da følger deraf, at den ved Ildsvaade et forsikkret Huus overgaaede Skade skal af Indretningen erstattes i samme Forhold, som den er stor til, den være nu total eller partiel. Nu er den Skade, som den 27de Februar 1842 rammede det omhandlede Huus, ved den efter fornævnte Regjerings-Departements Foranstaltning afholdte Overtaxations-Forretning, ansat til 2600 Spd., og altsaa synes det, som om Appellanten derved faaer den ham tilkommende Erstatning. Men her møder den ovenberørte Omstændighed, at formedelst den ved Ildsvaaden lidte Skade kan Gaarden ikke sættes i den Stand, den var i, ved at restaurere de Dele, som ved Ilden bleve aldeles ødelagte, eftersom de gjenstaaende Dele af Gaarden vare saa skrøbelige eller af den Beskaffenhed, at de ikke kunde taale de Reparationer, som maatte foretages i Overensstemmelse med de om Bygningsvæsenet i Christiania gjældende Lovbestemmelser, der fordre iblandt andet, at de udvendige Vægge saavel imod Gade som Naboer skulle være af Grundmuur. Bygningscommissionen har af denne Aarsag - som oven anført - heller ikke villet tillade Appellanten paa anden Maade at restaurere Gaarden, og denne Commissions Beslutning staaer usvækket, saa at derimod nu ingen Indsigelse kan finde Sted. Da det nu er en Følge af Ildsvaaden, at den omhanlede Gards Huse ikke kunne restaureres i deres forrige Stand ved blot at erstatte hvad Ilden umiddelbar har ødelagt, saa maa, for at den tilføiede Skade kan blive erstattet, saaledes at Eieren kan forhjælpes til et ligesaa godt Huus igjen som der før Ildebranden stod paa Tomten, og at Panthaverne kunne betrygges for deres i Gaarden forsikkrede Fordringer, Forsikkringssummen blive at udbetale til Appellanten blot med Fradrag af den Værdie, der kan tillægges det Gjenstaaende Side:256 som Materialier. Saa meget mere finder Retten dette, som paa den Tid Brandtaxationen over det omhandlede Huus foregik, nemlig den 19de Juli 1839, gjældte den anførte Bestemmelse for Bygningsvæsenet, og altsaa maa Forsikkringen antages at være given under den stiltiende Forudsætning, at man kan lovmæssigen sætte det ved Branden ødelagte i Stand for det Ødelagtes Værdi, da Forsikringen ellers blev mindre end den var betinget. At man ikke kan fordre Erstatning af Brandforsikkringen f. Ex. fordi man efter Bygningsloven af 24de Juli 1827 §13 ikke maa igjen opføre Udbygninger eller Karnapper, er noget ganske andet; thi ingen nu Levende har erhvervet sine Huse med Ret til igjen at opføre Karnapper eller Udbygninger, eftersom dette allerede blev forbudet ved Politianordningen af 12te Februar 1745, 2den Post Cap. 6 §3, den Slutning. Den Erklæring, som under den sidste Bygningsforretning afgaves, nemlig at Brandforsikkrings-Indretningens Forpligtelse var afgjort ved den holdte Overtaxations-Forretning, kan ikke antages som noget Beviis for, at Vedkommende have erkjendt nogen Forpligtelse til at erstatte mere end de deri for Skaden, uden Hensyn til Lovgivningen om Bygningsvæsenet, ansatte 2600 Spd. Side:257 Der bliver dernæst Spørgsmaal, efter hvilken Regel den Erstatning, som Overretten antager at tilkomme Appellanten, bør tilsvares. Den finder da. At dette bør skee efter Overskjønnet eller Overtaxationen af 9de Marts 1842, saaledes som den af Overskjønsmændenes Pluralitet er bestemt. Vel er der indvendt, at Overtaxationsmændene ikke skulde have havt Competence til at afgjøre dette, da derom ikke var handlet ved den første Taxationsforretning, fordi de Mænd, der afgave Underskjønnet af 1ste samme Maaned, ei derpaa have indladt sig. Retten formener imidlertid, at de processuelle Regler, at ved Overinstantserne kun er at paakjende hvad der ved Underinstantserne er sat under Qvæstion, ikke ere anvendelige paa Forholdet imellem et Overskjøn og et Underskjøn. Ved en Skjønsforretning er det nemlig Mændenes Sag, selv at forskaffe sig de Oplysninger, som maatte være fornødne, og derefter Side:258 at afgive deres Skjøn eller Taxt, men under en Proces er det Parternes Sag at tilveiebringe Beviislighederne, og efter disse i Forbindelse med Parternes egen Procedure har Dommerne at afgjøre Tvisten. At Overskjønsmændene, som have aldeles den samme Qvæstion at afgjøre som Underskjønsmændene, ogsaa maae have ligesaa frie Hænder som disse, kan da ikke være tvilsomt. Det maa derfor være Overskjønsmændene uvedkommende, hvad Vei Underskjønsmændene have gaaet for at komme til deres Resultat angaaende Erstatningens Størrelse. Dette har nog Contraappellantskabet selv erkjendt, i det at det kongl. Finants-, Handels- og Told-Departement i sin Skrivelse til Regjeringsadvocaten af 5te Marts forrige Aar har paalagt Regjeringsadvocaten at reqvirere Overskjøn og derunder søge den pligtige Erstatning efter andre Regler end de, der ved Underskjønnet have været gjorte gjældende. Der kan derfor saa meget mindre drages i Tvivl, at Overskjønsmændene in casu maatte være beføiede til i deres Taxt at indtage Værdien af Gjenstande, som man havde forbigaaet ved Underskjønnet, ved hvilket ingen paa daværende Eiers - det Schjøthriske Opbudsboes - Vegne findes at være tilkaldet, saa at Boets Vedkommende ei havde Anledning til at yttre sig. Det maa forøvrigt bemærkes, at da Anordningen om Brandforsikkrings- Væsenet af 18de August 1767 §7 foreskriver, at saasnart nogen Brandskade existerer, skal vedkommende Magistrat derom tage et lovskikket Thingsvidne og nøie undersøge Beskaffenheden med alle sine Omstændigheder, og da nu de omhandlede Forretninger i dette Tilfælde synes at maatte kunne henføres til hvad Anordningen kalder Thingsvidne eller at træde i Stedet derfor, og da det ikke kan nægtes, ved et senere Thingsvidne at søge oplyst hvad der ved det foregaaende er forsømt at undersøge og oplyse, saa synes ogsaa af den Grund, at man ikke har Adgang til at forkaste den desuden usvækket staaende Forretning af 9de Marts forrige Aar, hvor Skjønsmændenes Pluralitet har ansat Skadeserstatningen til 7 090 Spd. Side:259 Contraappellantskabet vil altsaa blive pligtigt at udrede disse paasøgte 7 090 Spd. med Renter; og da man erfarer, at de erkjendte 2 600 Spd. allerede efterhaanden ere betalte, saa kan det kun forpligtes at betale hvad der maatte slaae tilbage. Contraappellantskabet har i sin Paastand om Forandring af den paaankede Dom henviist til den i første Instants gjorte Paastand, nemlig at Sagsøgeren, hvad de paastaaede Renter betræffer, i alt Fald ikke kunde tilkomme samme uden fra 30 Uger efter Branden eller fra den 25de September 1842. Men i denne Henseende maa Retten billige hvad der desangaaende er bemærket i den paaankede Dom*), uagtet det vistnok §10 i Brandforsikkrings-Anordningen har været bestemt, at den, som tilkommer Erstatningen, ei kunde vente samme førend efter 30 Ugers Forhold fra Brandskaden. *) «Deels fordi Indstævnte ikke sees at have tilbudt dette Beløb, deels fordi Indstævntes Erindring angaaende en senere terminus a qvo maa ansees forsilde fremsat.» Endvidere har Contraappellantskabet i sin Paastand her ved Retten inhæreret sin subsidiære Paastand for Underretten, nemlig at frifindes imod til Sagsøgeren at betale Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa dennes egen Bekostning over den Skade, han lider derved, at det ansees fornødent at nedrive en Deel af den omhandlede Gaard paa Grund af den samme Natten til den 27de Febr 1842 overgaaede Ildebrand, i hvilken Erstatning dog bør komme til Afdrag det Beløb, som Gaarden ved dens Nedrivelse og Gjenopbyggelse af Skjønsmændene antages at vinde i Værdie. Da Retten har funden den under den saakaldte Overtaxations- Forretning af Skjønsmændenes Pluralitet afgivne Taxt gyldig, eftersom denne Forretning i Forbindelse med den første Taxt svarer til det ved Anordningen af 1767 paabudne Thingsvidne, saa kan der ikke blive Spørgsmaal om noget nyt Skjøn for at bestemme den Appellanten tilkommende Erstatning, og da Retten har fundet, at Appellanten maa tilkomme den af Skjønsmændenes Pluralitet Side:260 med Hensyn til Bygningslovens Bestemmelser satte Taxt 7 090 Spd., for at blive skadeløs for Brandskaden, saa er der ikke Føie til at paalægge Appellanten, deri at lade komme til Afdrag det Beløb, som hans Gaard maatte vinde i Værdie ved den fornødne Nedrivelse og Gjenopbyggelse, især da der ikke udbetales i Assurancegodtgjørelse mere end Forsikkringssummen. Efter nærværende Sags problematiske Beskaffenhed maae Processens Omkostninger for begge Retter blive at ophæve. Thi kjendes for Ret: Den kongelige Norske Regjerings Departement for Finants-, Handels- og Told-Væsenet, paa den almindelige Brandforsikkrings-Indretnings Vegne, bør til Appellanten Bogbinder J. C. Hoppe betale de paasøgte 7 090 Spd. paa de i Brandforsikkrings-Anordningen bestemte Vilkaar, tilligemed Renter 4 pCt. aarlig fra 17de Juni 1842 indtil Betaling skeer, dog saaledes, at de allerede udbetalte 2 600 Spd. komme til Afdrag i bemeldte Capital. Processens Omkostinger for begge Retter ophæves. At efterkommes otte Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven.» - I Præmisserne til Bythingsdommen er for den Mening, som der blev Dom, blandt Andet anført Følgende: «Hvad nu først den af Indstævnte fremsatte Erindring angaaer, at intet Beviis skal være præsteret for Nødvendigheden af Citantens Bygnings Nedrivelse og Opførelse af Nyt, da maa Retten med Citanten være enig i, at der ved de af Bygningscommissionen afholdte Forretninger og derunder afgivne Skjøn og Erklæringer maa ansees tilveiebragt fyldestgjørende Beviis for det Omhandlede, saalænge det under disse Forretninger Passerede ikke er svækket ved Dom. I denne Henseende maa det imidlertid formeentligen paaligge Indstævnte at føie den fornødne Foranstaltning ved lovformelig Paatale, og da saadant ikke er skeet, haves under nærværende Sag ingen formel Adgang til at tage de omhandlede Bygningsforretninger under nærmere Bedømmelse, men de maae, som usvækkede, blive at respectere. Side:261 Derimod finder Retten at maatte give Indstævnte Medhold deri, at Brandforsikkringens Ansvarlighed ei bør strække sig videre end til den ved Branden virkelig foraarsagede Skade paa Citantens Bygninger, og at de forøgede Udgifter, som for ham opstaae gjennem Lovgivningen om Bygningsvæsenet, maa være Brandforsikkringen uvedkommende. Denne Indretning maa nemlig efter Rettens Formening ifølge den bestaaende Lovgivning betragtes som et privat Interessentskab, der vel ved Lov er tvunget at sammentræde, ligesom dets Administration er undergivet den executive Magt, men hvis Midler ei kan anvendes udenfor det ved Lovgivningen fastsatte Øiemed, som er, at garantere enhver Interessent Erstatning af den Skade, der ved Ild er paaført hans Bygninger, eller, som Forordningen af 18de August 1767 §12 udtrykker sig, til «det afbrændte eller beskadigede Huus igjen at istandbringe,» hvorefter, «naar Bygningen saaledes igjen er istandbragt,» (§13) ved det garanterede Bidrag, Brandkassens Forpligtelse maa være fyldestgjort. Denne Begrændsning antages saaledes at være fastsat for i den i Anordningens Præmisser antydede Hensigt af Brandforsikkrings-Indretningen «at see de ved ulykkelig Ildebrand hjemsøgte Undersaatter igjen til Huus og Hjem forhulpne,» uden at det efter de ved bemeldte Anordning etablerede Grundsætninger kan medføre nogen forøget Udgift for Brandkassen, at den Skadelidte igjen opfører sit afbrændte Huus paa en solidere og for Brandvæsenet mere betryggende Maade end forhen, forsaavidt Omkostningerne derved maatte overstige den skete Brandskade. Ved Loven om Bygningsvæsenet i Christiania af 24de Juli 1827 ere faste og forhen ukjendte Regler for Opførelse af Bygninger i bemeldte Stad fastsatte, hvilke paa den ene Side afgive større Betryggelse mod Ildsvaade, men derhos gjøre afbrændte Bygningers Gjenopførelse betydelig kostbarere, end om disse i forhenværende Stand kunde opføres. Ved denne Lov eller senere Tillæg til samme er intet Hensyn taget til Huuseiernes Forhold til Side:262 Brandforsikkrings-Interessentskabet, endskjønt der er aabenbart, at dettes Resico, forsaavidt Christiania angaaer, derved i høi Grad forøges, efterdi det er notorisk, at en stor - maaskee den største - Deel af Stadens ældre Bygninger ikke, om de afbrændte, vilde kunne restaureres i forhenværende Stand, men maatte opføres i ganske forandrede Dimensioner, med større Soliditet og med forøgede Bekostninger i Forhold til hvad deres Gjenbringelse i forhenværende Stand vilde medføre. For at disse forøgede Omkostninger skulde falde Brandforsikkrings-Indretningen til Last, maatte efter Rettens Formening en udtrykkelig Lovbestemmelse haves; men dette er saalangtfra at være Tilfældet, at det meget mere af enkelte Bestemmelser i Bygningsloven ( §13 og §18) kunde, saaledes som fra Indstevntes Side er paapeget, synes, at ingen Erstatning var at vente i deslige Tilfælde, hvilken Slutningsmaaade dog nærværende Ret ikke ubetinget kan tiltræde, men hvorom her ikke er Stedet til nærmere at yttre sig, da her blot er Tale om Brandforsikkringens Ansvarlighed. Derimod forekommer det Retten aabenbart, at de Interessenter, der ere udenfor Christiania vilde lide Uret, om det af Citanten antagne Princip gaves Medhold. Thi endskjønt det vistok maa antages, at de ved Bygningsloven for Christiania givne Bestemmelser for en væsentlig Deel have til Hensigt at betrygge mod Ildsvaade, kan det dog ikke miskjendes, at mange af disse Bestemmelser ogsaa tilsigte at give Stadens Bygninger et ziirligere Udseende, og de derhen sigtende Bestemmelser ere ikke de, som medføre mindst Udgift. Men foruden at denne forøgede Udgift dog i Fald ikke retteligen synes at kunne falde Brandforsikkringen til Last, kan den forøgede Udgift, forsaavidt de nuværende - ikke med Bygningslovens Regler overensstemmende - Bygninger angaaer, i Tilfælde af disses Ødelæggelse ved Ild, ikke directe siges at være i Brandforsikkrings Interesse, efterdi de saaledes afbrændte Bygninger ikke saalænge de stode have frembudt nogen større Betryggelse mod Ilden, med det først er de i disses Sted opførte nye Bygninger, der skulle give en saadan. Vel Side:263 indvendes herimod, at Interessentskabets Ansvar er limiteret ved de afbrændte Bygningers Assurancesum, men det er dog aabenbart, at Brandkassens Resico mangdobbelt forhøies, naar Kassen jevnligen skal være udsat for at udbetale det fulde Assurancebeløb, hvor Skaden under andre Omstændigheder kunde restaureres ved en ringe Omkostning. At Brandforsikkringen er en ved Lov paabudet Indretning, som Huuseierne ere tvungne at benytte, synes ikke at forandre Forholdet mellem Interessentskabet og den enkelte Interessent. Dette Forhold grunder sig paa Anordningen af 18de August 1767, saaledes som denne Anordg er modificeret ved Placat af 10de Juli 1813 og senere dermed i Forbindelse staaende Lovgivning, som ikke kan antages at hjemle videre Erstatning end for den virkelig stedfundne Skade paa den assurerede Bygning, eller for dennes Opbyggelse i ligesaa god Stand som for Branden. Endskjønt det ikke kan nægtes, at den Brandlidte i Christiania ved denne Fortolkning af Lovgivningen kan blive sat i Forlegenhed, i det han kan komme til at savne de fornødne Resourcer til sin Bygnings forsvarlige Opførelse, skjønnes dette dog ikke at kunne faae nogen Indflydelse paa nærværende Sags Afgjørelse ved Domstolene, naar den opstaaede Ulempe maa antages grundet i selve Lovgivningen, paa hvis Mangler det formeentlig maa være Statens Sag at raade Bod, enten gjennem forandrede Lovbestemmelser, eller gjennem Erstatning til den, som ved Loven har lidt uforskyldt Skade. Efter det Foranførte finder Retten at maatte tage Indstævntes principale Paastand til Følge saaledes, at Citanten ikke tilkjendes videre Erstatning af Brandkassen end det Beløb, hvortil den paa hans Gaard skete Brandskade er taxeret ved den passerede Overtaxationsforretning, nemlig 2 600 Spd.» Høiesteretsdom i Sagen af 25de Novbr 1843 er saalydende: «Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.» [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
