Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva heter hovedstaden i Norge
Fritekst:
Assessor Andersen: Efterat der i Anl. af den nye Matrikulering i Næs Præstegjeld paa Øvre Romerike var udnævnt en forberedende Komite paa 7 Medlemmer, af hvilke dog den ene strax efter Eiendommens Befaring døde, og efterat Komiteens Forslag til en ny Skylddeling var kundgjort, fremkom der til Komiteen 3 Klager, hvoriblandt en dat. 30 Marts 1867 og undertegnet af A. Bøhn og 62 Andre, hvori der ankes over, at Komiteen ikke har betragtet Beliggenhed i Nærheden af en Jernbanestation som en Herlighed for Eiendomme, og foreslaaes en Forhøielse af Skylden i Forhold til saadan Beliggenhed, ligesom Sagen for det Tilfælde, at Komiteen ikke vilde tage den tilbørlige Notits af Klagen, forlanges forelagt den samlede Herredskommission til Afgjørelse. I denne Anl. afholdt Herredskommissionen 20 Mai 1867 et Møde, der dirigeredes af O. Walstad og hvori 5 af den forberedende Komite's Medlemmer, nemlig O. Bodding, H. Klodsbodding, O. G. Rotnæs, G. Christie og G. Hveem, var tilstede. Mødets Hensigt var efter den af de Mødende underskrevne Protokoltilførsel: «at saa afgjort nogle Bemærkninger, der vare indkomne til den forberedende Komite ang. visse Principer», og heder det videre: «Saaledes toges under Behandling: 1) Om hvorvidt der skulde tages Hensyn til nær Beliggenhed til Jernbanestationerne eller til Afstanden fra rodelagt Vei, Møllebrug osv. Med 14 Mod 11 Stemmer besluttedes, at intet Hensyn hertil skulde tages. 2) En Bemærkning fra Amund Grue m. Fl. om de Ulemper, som Jernbanen foranlediger de, over hvis Eiendomme denne gaar. Med 14 mod 11 Stemmer besluttedes, at der til denne Anke ikke tages Hensyn». I August 1867 indgav derpaa O. Walstad, A. Bøhn og 16 Andre til Appelkommissionen eller Fogderikommissionen for Øvre Romerike en Klage over Herredskommissionens Beslutning, som paastodes forandret derhen, at der skulde paalægges Eiendommene en procentvis Skyldforhøielse i Forhold til deres større eller mindre Nærhed ved Jernbanestation, ligesom der fra A. Grue med 18 Andre, hvoriblandt dog ikke var nogen af de Indstevnte, fremkom en Modklage afødt xx.xx.1867, hvori Herredskommissionens Beslutning forsvaredes, hvorhos paastodes, at der for det Tilfælde, at der paa Grund af fjernere eller nærmere Beliggenhed til Jernbanestation skulde ske en Forandring i den i Herredskommissionens Beslutning fastsatte Skyldfordeling, da ogsaa maatte tages Hensyn til forskjellige andre Omstændigheder, nemlig Skade, som Jernbanen paafører de nærl. Eiendomme og den lettere eller vanskeligere Side:338 Adkomster til Mølle- og Sagbrugene. Under 25 Novbr. 1868 indhentede nu Fogderikommissionen en Erklæring fra Bodding, Rotnaas, og Klodsbodding, hvori det bl. A. heder, at den forberedende Komite, for at træffe de rigtige Værdier, foretog Befaring og Bonitering m. M. paa alle de matrikulerede Eiendomme, «hvorunder blev taget Hensyn saavel til den større eller mindre Lethed, hvormed Eiendommenes Produkter kan høstes og afsættes, som til alle disse tilliggende Herligheder samt andre Omstændigheder, der kan have Indflydelse paa en Eiendoms Værdi. Komiteen har altsaa ikke taget Bestemmelse om, at intet Hensyn skulde tages til, at en Eiendom ligger i Nærheden af en Jernbanestation». Videre heder det: «Under Diskussionen» (nemlig i Herredskommissionen) «framsatte O. Valstad et Forslag, der gik ud paa, at der skulde tages videre Hensyn til Eiendommens nære Beliggenhed til Jernbanestationerne, hvilket Forslag forkastedes med 14 mod 11 Stemmer. Undre Voteringer foretoges ikke, hverken ang. A. Bøhns Bemærkning i sin Helhed eller det i L. Hveem med Fleres Bemærkning Paaklagede». Senere heder det, «at Herredskommissionens Pluralitet ved den tagne Beslutning kun formentes at have afgjort, at der ikke skal tages yderligere Hensyn end skeet til det i Bemærkningerne Paaklagede». En Erklæring indhentedes ogsaa fra O. Walstad, som i en Skriv. Afødt xx.xx.1868 udtalte, at «Ordet «yderligere», som ikke findes i Beslutningen, vil vel lidet hjælpe paa Sagen», og at der under Spørgsmaalets Behandling i Herredskommissionen slet ikke var fremkommet nogen Antydning om, at der af den forberedende Komite skulde være taget Hensyn til nær Beliggenhed ved Jernbanestation. Den 4 Decbr. 1868 afgav Fogderikommissionen sin Kjendelse, i hvis Præmisser udtales, at der efter de forskjellige Erklæringer om det i Herredskommissionens Møde 20 Mai 1867 Passerede, synes at herske nogen Vildrede med Hensyn til Spørgsmaalet om og hvorvidt den forberedende Komite havde taget Hensyn til nær Beliggenhed ved Jernbanestation, men at det i sig selv synes lidet rimeligt, at den forberedende Komite skulde have sat alle Hensyn til heldig Beliggenhed til Side, samt at Fogderikommissionen, ved selv at befare enkelte i Nærheden af Jernbanen beliggende Eiendomme, er kommet til det Resultat, at der ved disses, navnlig Frøhougs og Drognæs's Skyldlægning maa være taget Hensyn til deres heldige Beliggenhed. Men, heder det videre, «uanseet det her omtvistede Spørgsmaal» (nemlig om der er eller ikke er taget Hensyn til Beliggenhed ved Jernbanestation), «har Fogderikommissionen Betænkelighed ved at gaa ind paa den af O. Walstad m. Fl. i Forslag bragte Udvei», og Kommissionen kommer saaledes til det Resultat at stadfæste Herredskommissionens Skylddeling i det heromhandlede Punkt. Da Bøhn var blevet vidende om denne Kjendelse, tilstillede han O. Bodding, O. G. Rotnæs, H. Klodsbodding og N. Rønaas en Skrivelse afødt xx.xx.1868, som er Sagens nærmeste Gjenstand, og hvori han, næst at foreholde dem, at de i Virkeligheden ikke have og heller ikke have villet tage Hensyn til nær Beliggenhed ved Jernbanestation, samt at de ifølge Forhandlingsprotokollens Udvisende havde fatholdt denne Paastand i Mødet 20 Mai, siger sig at have hørt, at Appelkommissionens Resultat «er fremkommet væsentlig ved en fra Dhrr. Til Kommissionen stillet Erklæring eller Forklaring, der gaar ud paa, «at der er taget Hensyn til Beliggenheden». Hvis dette forholder sig rigtig, hvorom DHrr. Selv kan dømme bedst, skal jeg for DHrr's egen Skyld have dem anmodet om at læse Krll.s Kap. 21 §1 og 24 Kap. §13 og §32 sammenholdt med 27 Kap. og derefter nøie at overveie ovennævnte Erklæring saavelsom DHrr.'s øvrige Fremgangsmaade i denne Sag. Da jeg, som DHrr. Vel er vidende om, har været og fremdeles er en af Hovedmændene for den i denne Sag mod Dhrr. Existerende Opinion, føler jeg, at det er en Pligt for mig mod mine Medborgere inden Herredet at forfølge denne Sag saa langt, vor Lovgivning tillader, og jeg varsler derfor DHrr. Om, at dersom Side:339 Sagen ikke bliver rettet efter mit Parti's Ønske derved, at DHrr. Inden 14 Dage fra denne Skrivelses Dato sender mig en Erklæring, hvorved deres til Appelkommissionen afgivne Erklæring mortificeres, og derhos formaar Appelkommissionen til at omforme sin Kjendelse i mit Parti's Favør, vil der blive foretaget Skridt, der neppe ville blive DHrr. Synderlig behagelige». Paa en i Anl. af denne Skrivelse udfærdiget Notarialbeskikkelse afgav Bøhn under 3 Febr. den Erklæring, at det ikke havde været hans Hensigt at beskylde nogen af de i Skrivelsen nævnte Personer for nogen strafbar Handling, da han paa den Tid, hin Skrivelse blev forfattet, endnu ikke var i Besiddelse af de i saa Henseende fornødne Oplysninger, met at det var hans Mening, hvis han maatte faa saadanne Oplysninger, da at indgive Anmeldelse til Øvrigheden. Imidlertid havde O. Bodding og H. Klodsbodding allerede under 27 Jan. 1869 udtaget Forligsklage i Anl. af de i Skrivelsen af 31 Decbr. indeholdte Sigtelser, og efterat Bøhn under 8 Febr. 1869 havde indgivet en Klage til Amtet, hvori bl. A. Erklæringen af 25 Novbr. siges at indeholde «saamegen Usandhed, at den ikke bør hengaa upaatalt», og Erklæringsgiverne siges at have forgaaet sig mod Krll.s 24-13 kfr. 32, medens derimod 21-1 ikke her citeres, samt efterat Amtet havde indhentet en Erklæring fra Herredskommissionen, som afholdt et Møde 18 Marts f. A., hvori der af en Minoritet og en Pluralitet afgaves forskjellige Erklæringer, hvorefter Amtet dog ikke fandt sig foranlediget til nogen offentlig Forføining, udtoges en Kontinuationsklage i Anl. af de i Anmeldelsen til Amtet indeholdte Beskyldninger. Sag blev derefter anhængiggjort ved Retten, hvor der fra Bodding og Klodsbodding fremkom Paastand om, at en Del specielt nævnte Tirader i Brevet af 31 Decbr. samt den gjennem hele Brevet og Anmeldelsen gaaende Beskyldning mod Citanterne for at have givet urigtig Erklæring, skulde mortificeres, samt at Bøhn for at have indgivet Anmeldelsen til Amtet saavelsom for at have tilskrevet Citanterne Brevet af 31 Decbr. skulde ilægges en efter Rettens Skjøn passende Straf for Forbrydelse mod Krll.s 17-7 og endelig tilpligtes at udrede Omkostningerne. Ved den i Næs Sorenskriveri under 28 April 1873 afsagte Underretsdom blev Bøhn for Overtrædelse af Krll.s 17-7 (nemlig, forsaavidt betrækker Skrivelsen afødt xx.xx.1868) tilfunden af bøde til Statskassen 50 Spd., hvorhos de af ham mod Citanterne O. Bodding og H. Klodsbodding i Skrivelsen afødt xx.xx.1868 og Anmeldelsen til Amtmanden i Akershus Amt fremførte Beskyldninger kjendtes døde og magtesløse at være. Forøvrigt frifandtes han for Cit.s Tiltale i nærv. Sag, hvorimod han tilpligtedes at betale dem Processens Omkostninger med 100 Spd. Samme Udfald fik Sagen i ny Konklusion ved Overretten, hvis Dom er af 11 Jan. f. A. idet Processens Omkostninger ved begge Retter der bestemtes til 125 Spd. Sagen er derefter med kgl. Bevilling, med Hensyn til summa appellabilis, indanket til Høiesteret, hvor der af Citanten, Bøhn, er nedlagt Paastand om, at han frifindes for Boddings og Klodsboddings Tiltale i denne Sag, in subsidium mod Mortifikation af de af hans Ytringer, som detil maatte findes at egne sig, samt at han i ethvert Fald hos de Indst. tilkjendes Sagens Omkostninger ved alle Retter. For de Indst., Bodding og Klodsbodding, er derimod paastaaet, at Overrettens Dom stadfæstes og at de Indst. hos Cit. tilkjendes Sagens Omkostninger for Høiesteret. At de i Skrivelsen afødt xx.xx.1868, hvorom nu Sagen i Høiesteret, forsaavidt Strafansvaret betræffer, dreier sig, fremsatte Beskyldninger ere af en fornærmelig Beskaffenhed, maa, uanseet den betingede Form, hvori de tildels ere fremkomne, og uanseet Paaberaabet af Andres Udtalesler om Motivet til Appelkommissionens Resultat, med de foreg. Retter erkjendes, ligesom jeg heller ikke finder det tvivlsomt, at Beskyldningerne i sig selv ere ærerørige og utilbørlige, altsaa i Tilfælde maa gaa ind under Krll.s 17-7 og ikke 17-8. Beskyldningernes ærerørige Beskaffenhed ophæves selvfølgelig ikke derved, at Side:340 de ere fremsatte i et Brev, til Vedk. selv, og det saameget mindre, som Brevet er stilet til den af 4 Personer bestaaende Pluralitet i den forberedende Komite og Beskyldningerne altsaa ikke kunne siges at være fremførte under 4 Øine eller bestemte til ikke at udbredes. At Appell., som i hans Procedure for Høiesteret ialfald antydet, skulde være i den Stilling, at han var forbundet til at udtale sig som skeet, kan heller ikke medgives, uagtet den Omstændighed, at han efter Stillingen og efter, hvad der var passeret, kunde have en særegen Opfordring til at tage sig af dette Anliggende, vistnok kan komme i Betragtning, forsaavidt Spørgsmaalet er om den større eller mindre Grad, hvori han ved sine Udtalelser kan antages at have overskredet det Rette. Spørgsmaalet om Bøhns Ansvar for Beskyldningerne maa altsaa bero paa Beskaffenheden af det Bevis, han for deres Sandhed har fremskaffet, og i denne Henseende kan jeg ikke erklære mig enig med de foreg. Retter. Det faktiske Grundlag for Beskyldningerne er, at de 4 Medlemmer af den forberedende Komite intet Hensyn have taget til nær Beliggenhed ved Jernbanestation, men have modsat sig Forslag om, at saa skulde ske; at man saavel af Kommissionens Forslag som af et Par Medlemmers Udtalelser har erfaret dette, og at de 4 Medlemmer i en til Appelkommissionen afgivet Erklæring, nemlig Erklæringen afødt xx.xx.1868 have sagt, at der er taget Hensyn til Beliggenheden. Ved et Par Medlemmer sigtes her til 1 og 2 Kontravidne, Christie og Hveem, der vedkjende sig disse Udtalelser, og som derhos i skriftlige Erklæringer og under hyppig gjentagen Afhørelse som Vidner have givet en udførlig Redegjørelse for, hvorledes det efter deres Opfatning gik til ved Matrikuleringen og ved den forberedende Komite's Forhandlinger. Efter deres Forklaring blev der af dem, der som repræsenterende det fra Jernbanestationerne længst fjernede Del af Præstegjeldet, Fenstad Annex, havde størst Interesse deri, strax i Begyndelsen af Befaringen ellre Boniteringen bragt paa Bane, ved Skyldfordelingen at tage Hensyn til nær Beliggenhed ved Jernbanestation; men dette blev imødegaaet af de andre Medlemmer, især Bodding, Rotnæs og Klodsbodding, der bl. Andet anførte, at Fordelen ved at bo nær en Jernbanestation var for ubetydelig og derhos forbunden med mange Ulemper, og da der efter den Maade, hvorpaa Boniteringen i Detaillerne udførtes, ikke kunde være Tale om saadan Hensyntagen under selve Befaringen, som man ikke den Gang til ar afgjøre Spørgsmaalet. Da der senere under Værdsættelsen af Hvamb gjordes samme Motion, blev den omtrent med de samme Grunde imødegaaet af de Øvrige med det Tillæg, at Paastanden nu var kommet for sent, og efter den Tid blev Jernbanen ikke ved en eneste Eiendom nævnt, ialfald ikke i den Forstand, at der skulde tages Hensyn til den til Skyldens Forhøielse. Spørgsmaalet, om der var mere end almindelig let eller vanskelig Adkomst til Vei til Søen eller Afsætningssted, blev, med Undtagelse af enkelte Eiendomme, navnlig paa Skoven, besvaret med Nei, og om Beliggenhed i Forhold til Jernbanen blev Intet anført. Og da Vidnerne, efterat Forslag var udarbeidet, i Overensstemmelse med L. 6 Juni 1863 §15 vilde have tilføiet en Forklaring om, at der intet Hensyn var taget til Jernbanestationerne eller nær Beliggenhed ved dem, indvendte Bodding, der forresten ikke erkjender dette, men derimod i sin Forklaring har modsagt det, at en saadan Udtalelse kun vilde foranledige Klager, og at den var overflødig. De foreg. Retter have imidlertid ikke villet tillægge disse 2 Vidner fuld Beviskraft, væsentlig, som det heder, paa Grund af deres Forhold til Sagen. Men deres Forhold til Sagen bestaar oprindelig deri, at de have meddelt Underretning om de i den forberedende Komite stedfundne Forhandlinger, der ikke skulde være nogen Hemmelighed. De ere derimod ikke Appell.s Hjemmelsmænd for selve Beskyldningerne, hvori de ikke kunne sees at have nogen Del, og det er saa langt fra, at der iøvrigt skulde være fremkommet nogen Oplysning, som skulde svække deres Habilitet, at der tvertimod her i Høiesteret er fremlagt vedk. Sognepræsts Side:341 Attest for, at de ere hæderlige og troværdige Mænd, og deres Examination er foregaaet, ligesom deres Forklaringer, afgivne paa en Maade, der, saavidt jeg skjønner, yder en forstærket Garanti for Rigtigheden af, hvad de have forklaret. De have, saavidt man kan se, ingen personlig Interesse i Sagens Udfald, ere ikke beslægtede med nogen af Sagens Parter og ere neppe mere end Sagens øvrige Vidner hildede i de i Næs i den senere Tid raadende og under Sagen saameget omtalte Partilidenskaber. Jeg kan saaledes ikke se, at man er berettiget til at nægte deres Prov fuld Gyldighed. Rigtigheden af deres Forklaringer bestyrkes derhos i væsentlig Grad ved det af den forberedende Komite istandbragte Forslag til Skylddeling. Efter den i L. 6 Juni 1863 §15 indeholde Instrux paaligger det den forberedende Komite i Schemaets Anmærkningsrubrik at give Forklaring om enhver Omstændighed, der kan have Indflydelse paa Eiendommens Værdi, og i denne Rubrik findes der, ligesaalidt som i Schemaets øvrige Rubriker, Noget om, at Jernbanen er taget i Betragtnng, og heller ikke Noget om, at der er taget Hensyn til anden Beliggenhed, hvorimod Schemaets Spørgsmaal, om Gaarden har ualmindelig let eller vanskelig Adkomst til Vei, til Søen eller til Adsætningssted, overalt er besvaret med Nei, undtagen for 11 mindre Brug paa Skoven. Den af de Indst. i deres Forklaring angivne Grund til denne Fremgangsmaade, nemlig, at alle øvrige Gaarde i Herredet i Almindelighed maa ansees for ikke at have enten ualmindelig let eller vanskelig Adkomst til Adsætningssted, og at «Nei» ikke skulde udtrykke den Mening, at der intet Hensyn var taget til Beliggenheden, synes i sig selv lidet tilfredstillende, i Særdeleshed, naar dette sættes i Forbindelse med den Omstændighed, at der, som bemærket, i Anmærkningsrubriken Intet er nævnt om Beliggenhed til Jernbanestation, en Omstændighed, som kun vinder i Betydning derved, at der, efter hvad der er paa det Rene, inden Komiteen havde været Dissents ang. Spørgsmaalet om, hvorvidt der skulde tages et saadant Hensyn, saa at man har vanskeligt for at hidlede Undladelsen fra Forglemmelse. Forøvrigt er det paa det Rene, at denne Dissents ikke blev afgjort ved nogen formelig Votering i den forberedende Komite, og ligesaa, at der Intet derom blev tilført i dens Forhandlingsprotokol. Paa den af de Indst. uden Bemærkning underskrevne Protokoltilførsel i Mødet 20 Mai 1867, lægger jeg derimod mindre Vægt, fordi det efter de fremkomne Oplysninger, nemlig 3 Kontravidner, O. Walstad, og 3, 4, 5, 6 og 7 Hovedvidne er antageligt, at denne Protokollation ikke nøiagtig svarer enten til Mødets Hensigt, som nærmest var at afgjøre, om der skulde tages de af Bøhn m. Fl. forlangte Hensyn til Jernbanen, og ved Siden deraf vistnok ogsaa de øvrige Bemærkninger, som vare fremkomne i de tidligere nævnte to andre Klager, eller til den fattede Beslutning; og paa den Omstændighed, at hverken Walstads i Mødet fremsatte Forslag eller den fattede Beslutning efter, hvad der maa antages tilstrækkelig oplyst, har indeholdt det Ord «videre». Som i de Indst.s Erklæring afødt xx.xx.1868 var tilføiet, finder jeg heller ikke, at der under disse Omstændigheder kan lægges nogen afgjørende eller særdeles væsentlig Vægt. Forøvrigt maa det med Hensyn til disse Oplysninger ang. det Passerede i Mødet 20 Mai antages, at det virkelig i dette Møde af Bodding og Rotnæs blev udtalt, at der var taget Hensyn til Jernbanen, men at dette blev bestridt af Christie og Hveem, uden at man herom kom til noget endeligt Resultat, og det maa, saavidt jeg skjønner, ogsaa erkjendes, at Formanden, Waltstads, forskjellige Erklæringer ang. dette Punkt, ikke er ganske overensstemmende. Han siger nemlig først i sin Erklæring afødt xx.xx.1868 til Appelkommissionen, at der i Herredskommissionens Møde 20 Mai slet ikke fremkom nogen Antydning om, at der af den forberedende Komite var taget Hentyn til Jernbanen, og i det af ham i Herredskommissionens Møde 18 Marts 1869 forfattede Forslag til Minoritetens Erklæring til Amtmanden siges: «ligesaalidt kunne vi erindre, Side:342 at noget Medlem af den forberedende Komite under Debatterne i Sagen gjorde den Paastand, at der var taget Hensyn til nær Beliggenhed til Jernbanestation»; i sin beedigede Erklæring afødt xx.xx.1871 siger han derimod, at der fra Rotnæs vistnok fremkom en Ytring, der hentydede paa et Slags Paalæg af Hensyn til Jernbanen; men da Rotnæs blev imødegaaet af Christie og Hveem, fastholdt han ikke sin Bemærkning, og Walstad er vis paa, at der ikke fremkom nogen Paastand, siger han, da han isaafald som Leder af Forhandlingerne var betænkt paa at opfordre Vedk. til at klargjøre denne Kvæstion. Senere erklærer han imidlertid denne Uoverensstemmelse at hidrøre fra, at han tidligere og navnlig, da han forfattede Forslaget til Minoritetens Erklæring til Amtmanden, ikke erindrede denne Ytring af Rotnæs, hvilket er saameget mere forklarligt, naar lægges Mærke til, at Pluraliteten heller ikke i sit af Kjølstad forfattede Forslag til Erklæring til Amtmanden med et eneste Ord havde berørt, at der fra Rotnæs var fremkommet en saadan Ytring. De øvrige mindre væsentlige Indicier for, at der i Virkeligheden ikke er taget det af de Indst. angivne Hensyn til Jernbanen, skal jeg ikke opholde mig ved, da jeg tænker, at det er nok at have fremhævet det, som ialfald er det Væsentlige og for mig Afgjørende. Jeg finder heller ikke, at det, som de Indst. herimod have paaberaabt, kan tilægges nogen Vægt. Hvad navnlig Appelkommissionens Erklæring om at være kommet til der Resultat, at der maa være taget Hensyn til Beliggenheden, angaar, forkynder jo dette sig allerede i sin Form som en blot og bar Slutning, der mangler den fornødne Vished, en Vished, som det forøvrigt efter de Appelkommissionen foreliggende Data ogsaa vilde have været meget vanskeligt for dem at komme til. Hvad de paaberaabte 1, 2, 4 og 8 Hovedv. angaar, vise disses Prov kun, at et enkelt Medlem af Komiteen bagefter og da der krævedes Regnskab for en formentlig mindre billig Skyldsætning for enkelte Eiendommes Vedkommende, har paaberaabt Jernbanen og Beliggenhed til Jernbanestation. Det vil ogsaa sees af de Indstevntes Forklaring, navnlig dens Skriftlige Erklæring, at de heller ikke egentlig ligefrem paastaa, at der er taget et almindeligt og gjennem hele den foreberedende Forretning gaaende Hensyn til nær Beliggenhed til Jernbanen i den Forstand, at en almindelig Skyldforhøielse deraf skulde blive Følgen, naar ikke særlig ugunstige Omstændigheder dannede en Modvægt; men hvad de paastaa, er kun,at denne Beliggenhed ligesom Beliggenheden i det Hele er givet et skjønsmæssigt Udtryk dels ved Boniteringen, dels ved den endelige Værdsættelse, og af deres hele Optræden i Anl. af den først fra Christie og Hveem og senere i Bøhns Klage fremsatte Paastand samt af de iøvrigt fremkomne Oplysninger kan heller ikke udledes Andet eller Mere, end at de ialfald kun undtagelsesvis og i Forbindelse med andre Værdifaktorer have hver for sig og under sine skjønsmøssige Overveielser, som oftest i sti stille Sind, taget Jernbanen i Betragtning; men om en saadan Hensyntagen var der i den dem til Erklæring oversendte Klage fra Bøhn og Wahlstad ikke Spørgsmaal, og naar de derfor i Erklæringen svare paa Andet end hvad der spørges om, og navnlig undlade nøiagtig at forklare, hvad Slags Hensyn til Jernbanen der af den forberedende Komite er taget, kan jeg ikke indse rettere, end at Bøhn maatte være berettiget til at opfatte Erklæringen som usandfærdig, og at den i Virkeligheden ogsaa har været objektiv usand. Men under de forhaandenv. Omstændigheder og navnlig, naar der ogsaa tages Hensyn til Beskyldningernes betingede Form og maaske ogsaa til Erklæringen afødt xx.xx.1869 og til den Fortolkning, som deri er givet, kan der efter min Mening ikke udfordres Mere, forat Citanten maa gaa fri for Ansvar efter Krll.s 17-7. Derimod kan Cit. ikke erkjendes at have bedømt Erklæringens Forhold til Loven paa den rette Maade eller at have subsumeret under de rette Lovsteder naar han citerer Krll.s 21-1 og 24-13. At de Indst. skulde have Side:343 afgivet den urigtige Erklæring i bedragersk Hensigt (Kap. 21 §1) er aldeles uantageligt, og at de skulde have afgivet dem mod bedre Vidende eller med Bevidsthed om dens Usandfærdighed (Kap. 24 §13), foreligger der efter min Mening ingen Nødvendighed for at antage. Det er efter den hele Optræden (i hvilken Henseende jeg dog ikke lægger nogen Vægt paa deres ihærdige Paastand om, at Erklæringen er rigtig), og efter Erklæringens egne Ord og Indhold ikke usandsynligt, at de Indst. virkelig kunne have staaet i den Formening, at den enkeltvis stedfundne og ufuldstændige «Hensyntagen» var af en saadan Beskaffenhed, at den, ligesom den efter deres Anskuelse var det eneste Hensyn, der burde tages, saaledes ogsaa berettigede dem til for Appelkommissionen at erklære, at der var «taget Hensyn til den «større eller mindre Lethed, hvormed Eiendommens Produkter kan høstes og «afsættes osv., at Kommissionen altsaa «ikke har taget Bestemmelse om, «at intet Hensyn skulde tages til at en Eiendom ligger i Nærheden af en «Jernbanestation» samt at Walstads Forslag og Beslutningen i Mødet 20 «Mai gik ud paa, at der ikke skulde tages videre Hensyn o. s. v», og dette er saameget mere forklarligt, naar man lægger den tilbørlige Vægt paa den Høide, hvortil Partilidenskaberne, efter hvad der fra begge Sider er oplyst, vare opskruede i denne Bygd. At der ved Erklæringen skulde være lagt an paa at vildlede Appelkommissionen, finder jeg ikke antageligt, eftersom man jo ser, at Appelkommissionen var helt vel vidende om den herskende Meningsforskjel ang. det Punkt (hvorved der var taget Hensyn eller ikke var taget Hensyn) og da det jo maatte forudsættes, at Appelkommissionen havde det fuldkommen i sin Magt, hvis den vilde have nærmere Besked derom, at anstille nærmere Undersøgelse, som det jo ogsaa sees, at den har gjort paa Stedet. At Appelkommissionen ikke i Virkeligheden er blevet vildledet, ser man af dens egne Præmisser til Kjendelsen, idet der, efterat der er talt om den Vildrede, som med Hensyn til det omhandlede Punkt herskede, siges, at uanseet det her omtvistede Spørgsmaal finder man, at man ikke kan gaa ind paa det af Valstad m. Fl. gjorte Forslag. Jeg kommer saaledes til det Resultat, at de Indst. maa nyde Mortifikation af Cit.s Beskyldninger, forsaavidt de indeholde Sigtelse for Overtrædelse af Krll.s 21-1 og 24-13, og skal med Hensyn til Adgangen til at give en saadan Mortifikation, hvilket jo ogsaa for en Del har fundet Sted ved de foreg. Retter, navnlig ved Underretten, bemærke, at den heller ikke tidligere i Høiesterets Praxis har været ukjendt. Der er saaledes en Dom afødt xx.xx.1819 og senere en Dom afødt xx.xx.1833, meddelt i Brandts Repertorium I S. 484, hvor Mortifikation er anvendt, uagtet man fandt at kunne undgaa Mulkt. Det er ogsaa i sig selv indlysende, at netop, naar Mulkt ikke anvendes, har Mortifikation sin rette Anvendelse og mest Betydning; thi naar man idømmer Vedk. Injuriantmulkt, ligger jo Mortifikationen i denne Domfældelse. Derimod antoges Procesomkostningerne efter dette Resultat at maatte hæves i alle Instantser. Konklusion: De i Skrivelse fra Citanten, Landhandler A. Bøhn, til Indstevnte, O. Bodding og H. Klodsbodding, med Flere afødt xx.xx.1868 og i hans Anmeldelse til Amtmanden i Akershus Amt afødt xx.xx.1869 indeholdte Ytringer, der betegnede de Indst.s Forhold ved Afgivelsen af deres Erklæring til Appelkommissionen afødt xx.xx.1868 som strafbart efter Krll.s Kap. 21 §1 og Kap. 24 §13, kfr. §32, bør bøde og magtesløse at være. Forøvrigt bør Citanten for de Indst.s Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter omhæves. Assessor Hansteen: Jeg er med Førstvoterende enig i, at Landhandler Bøhn ikke kan ilægges Straf; derimod kan jeg ikke være af samme Mening som Førstvoterende med Hensyn til Spørgsmaalet om Mortifikation. Jeg antager, at de Indst.s Forhold ved Afgivelsen af Erklæringen af 25 Novbr. Side:344 1868 efter de Oplysninger, som nu foreligge, er af den Beskaffenhed, at Bøhn maa siges at have været berettiget til at karakterisere samme som Forgaaelse mod Krll.s 24-13. Det er for mig umuligt, efter de Oplysninger, som foreligge under nærv. Sag, at komme til andet Resultat end at den nævnte Erklæring er afgivet mod bedre Vidende eller med Bevidsthed om, at den var usand. Jeg maa lægge betydelig mere Vægt, end Førstvoterende har gjort, paa det som passerede i Herredskommissionens Møde 20 Mai 1867. Dette Møde var hovedsagelig foranlediget ved de fra Bøhn m. Fl. indkomne Bemærkninger afødt xx.xx.1867, og disse Bemærkninger indeholdt Anke over, at der ved den forberedende Komite's Skyldforslag intet Hensyn var taget til Nærhed af Jernbanestation. Dette var den eneste Anke; thi at der i Slutningen af Bemærkningerne var fremsat et Forslag om den Maade, hvorpaa det antoges rigtigst, at den paaankede Feil blev rettet, nemlig ved procentvis Paalæg efter den større eller mindre Nærhed ved Jernbanestation, det forandrer naturligvis ikke Sagen. Hvad der ankedes over, var og blev det, at der intet Hensyn blev taget. Naar der nu i Anl. af denne Anke afholdtes et Møde i Herredskommissionen, maatte nødvendigvis i dette Møde strax eller først den Paastand komme frem, at Anken var ubeføiet, hvis dette vrikelig var saa, og dersom det var, som de Indst. paastaa, at der virkelig paa en eller anden Maade var taget et efter Lovgivningen behørigt Hensyn til Jernbanens Nærhed, saaledes at dette var blevet medtaget som et Moment, der var givet Indflydelse til at forhøie Skylden, saa er det umuligt at antage, at ikke de Indst. og Komiteens Pluralitet forøvrigt, strax i deee Møde havde gjort opmærksom herpaa. Og naar dette var blevet modsagt af Komiteens Minoritet, maatte der nødvendigvis herom have upspundet sig en Debat, saaledes at Forhandlingernes Hovedgjenstand var blevet dette Spørgsmaal, hvorvidt der var taget Hensyn eller ikke var taget Hensyn. Istedet derfor ser man, at der kun er fremkommet en enkelt Ytring af Rotnæs og maaske ogsaa af Bodding om, at der dog var taget et saadant Hensyn, men at denne Paastand, efterat den var modsagt af Christie og Hveem, ikke er blevet fastholdt, saaat Debatten istedetfor at gaa ud paa at faa klaret det Spørgsmaal, om der var eller ikke var taget Hensyn, tvertimod kom til at dreie sig om, hvorvidt der skulde tages Hensyn eller ikke tages Hensyn til Jernbanens Nærhed. Dette, er det efter alt det Oplyste tydeligt, har været den egentlige Gjenstand for Ordvexlingen i dette Møde. De Indstevnte, navnlig Bodding, bekjendte sig til den Mening, at der ikke burde tages noget Hensyn, og overensstemmende hermed har da ogsaa Resultatet af Forhandlingerne ganske rigtig faaet sit Udtryk i den Beslutning, at der intet Hensyn skulde tages, som blev fattet med 14 mod 11 Stemmer. Netop det, som er passeret i dette Møde, er for mig det bedste Bevis paa, at Christies og Hveems Forklaring er ganske rigtig, hvilket jeg ogsaa finder tydelig nok at fremgaa at selve Skyldforslaget, saaledes som af Førstvoterende paavist. Naar man nu gaar ud fra dette og saa ser paa Forklaringen afødt xx.xx.1868, er det mig ufatteligt, hvorledes denne skal kunne være afgivet bona fide. Den er vistnok paa en vis Maade uklart skrevet, med den siger dog udtrykkelig nok, at der er taget Hensyn til Jernbanen og det siges paa en saadan Maade, at man maa tro, at det er et Hensyn, som ganske almindelig er kommet i Betragtning. Det heder i Erklæringen, at Komiteen foretog «Befaring og Bonitering m. M. paa alle før nævnte Eiendomme, hvorunder blev taget Hensyn saavel til den større eller mindre Lethed, hvormed Eiendommens Produkter kan høstes og afsættes som til alle disse tilliggende Herligheder samt andre Omstændigheder, der kan have Indflydelse paa en Eiendoms Værdi. Komiteen har altsaa ikke taget Bestemmelse om, at intet Hensyn skulde tages til, at en Eiendom ligger i Nærheden af en Jernbanestation». Videre heder det længere nede, at Komiteen havde anmodet Herredskommissionens Formand om at sammenkalde Kommissionen Side:345 til Mødet af 20 Mai «for at saa dens Beslutning for, hvorvidt der skulde tages yderligere Hensyn». Endvidere heder det: «Under Diskussionen fremsatte O. Wahlstad et Forslag, der gik ud paa, at der skulde tages videre Hensyn til Eiendommens nære Beliggenhed til Jernbanestationerne». Fremdeles siges, «at Herredskommissionens Pluralitet ved den tagne Beslutning kun formentes at have afgjort, at der ikke skal tages yderligere Hensyn end skeet til det i Bemærkningerne Paaklagede». Dette, at der i Erklæringen idelig tales om, at det var Mødets Hensigt (at faa afgjort), og at det der Forhandlede kun angik Spørgsmaalet om, hvorvidt der skulde tages yderligere Hensyn, maa jo nødvendigvis hos Enhver, der læser Erklæringen, opvække den Tanke, at der allerede var taget Hensyn, og ikke det allene, men at der ogsaa i dette Møde var gjort Rede for, hvormeget Hensyn der var taget; thi det er jo soleklart, at skulde Herredskommissionen tage en Bestemmelse om, hvorvidt der skulde tages yderligere Hensyn, end der allerede var taget, saa maatte der først være gjort Rede for, i hvilken Grad og paa hvilken Maade der var taget Hensyn, og hvorledes der i det Hele var gaaet frem ved Bestemmelsen af, hvilken Indfyldelse Jernbanens Nærhed skulde have paa Skylden. Men om alt dette var der i Mødet 20 Mai aldeles ikke Tale. Jeg har sagt, at denne Erklæring er uklart skrevet; men det Rette er snarest, at den er sat paa Skruer, idet man har vogtet sig for at gaa nærmere ind paa, hvorvidt der var taget Hensyn, men alligevel tydelig nok lader forstaa, at Jernbanens Nærhed havde været en Faktor, som ved Siden af andre var taget i behørig Betragtning. Dette skjønnes ikke at kunne være skeet i god Tro. Jeg kan heller ikke være enig i, at Udstederne af denne Erklæring ikke skulde kunne have tænkt derved at influere paa Appelkommissionens Mening. Tvertimod; det har aabenbart været Hensigten, og man ser ogsaa, at det er skeet; thi Appelkommissionen siger i sin Kjendelse afødt xx.xx.1869: «Afskriften af vedk. Forhandlingsprotokol i Mødet den 20 Mai 1867 synes vistnok at være afgjørende for den Mening, at Jernbanen aldeles ikke har været taget i Betragtning; men paa den anden Side kan det heller ikke nægtes, at den Beviskraft, som ligger i dette Dokument, i nogen Grad er svækket ved Skrivelsen af 25 Novbr. d. A. fra fire Medlemmer af den forberedende Komite». Jeg kan saaledes ikke gaa ind paa nogen Mortifikation af Bøhns Ytringer, forsaavidt disse gaa ud paa at betegne de Indst.s Forhold som en Forgaaelse mod Krll.s 24-13. Derimod er jeg enig med Førstvoterende i, at Afgivelsen af denne Erklæring af 25 Novbr. ikke kan siges at være skeet i bedragersk Hensigt. Jeg finder det ikke uantageligt, at Motivet til denne urigtige Erklærings Afgivelse ikke har været at ville forfordele Andre eller skaffe sig nogen Fordel, men at Motivet kan have været enten Ønsket om at forebygge, at den hele Skyldlægning, Skyldforslaget, skulde blive kasseret eller ialfald tilbagesendt til Omgjørelse, at Bevæggrunden kan have været den, at Vedk. have anseet Sagen som en saadan Æressag for sig, at de ikke have kunnet finde sig i den Ydmygelse, som det vilde hve været at maatte give i den Strid, der havde været, og saaledes at tabe Slaget. Hvilket Motivet har været, kan man dog lade staa derhen. Men jeg er, som sagt, enig i, at man ikke tør sige, at de Indst. have handlet i bedragersk Hensigt; forsaavidt Bøhn har karakteriseret de Indstevntes Forhold som gaaende ind under Krll.s 21-1, tror jeg altsaa, at Mortifikation bør gives. Jeg kommer altsaa til følgende Konklusion: Forsaavidt Landhandler A. Bøhn i Skrivelsen afødt xx.xx.1868 har sigtet de Indst. O. Bodding og H. Klodsbodding for ved Afgivelsen af Erklæringen af 25 Novbr. næstfør at have gjort sig skyldige i et Forhold, der kunde paadrage dem Straf efter Krll.s Kap. 21 §1, bør denne hans Sigtelse død og magtesløs at være. Forøvrigt frifindes Citanten for de Indst.s Tiltale i denne Sag. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. Side:346 Jeg har endnu en Bemærkning at gjøre, nemlig, at jeg ikke kan billige den Maade, hvorpaa Sagens 3 Kontravidne, O. Walstad, blev omtalt af de Indstevntes Advokat her for Høiesteret. Der var forskjellige, især 2 Ytringer af Advokaten om denne Mand, som vare af den Beskaffenhed, at jeg har været i stor Tvivl, om de ikke maatte medføre Mulkt efter Hsts.lovens §13. Jeg har dog troet, at det kan undlades, men har anseet det nødvendigt at gjøre opmærksom paa, hvor nær vedk. Advokat i dette Tilfælde har streiset denne §. Assessor Manthey: Jeg er enig med Assessor Hansteen. Assessorerne A. og J. S. Thomle: Ligesaa. Extraordinær Assessor, Generalkrigskommissær Bull: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Extraordinær Assessor, Expeditionssekretær Kjerulf: Ligesaa, med Forbehold om nærmere Konference ang. Konklusionen. Justitiarias Meldahl: Jeg er ogsaa i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg vil dog bemærke, at jeg ved Bedømmelsen af Citanten, Bøhns, Forhold opfatter Herredskommissionens Møde 20 Mai 1867 noget anderledes end Førstvoterende, og at jeg navnlig finder, at de Indst.s uden al Reservation skede Underskrivning og derigjennem Vedtagelse af den der fattede Beslutning, nødvendig maatte tjene til at give Bøhn en stærk Mening om, at hans Opfattelse af Sagen var rigtig. Naar jeg gaar med paa Mortifikation ogsaa af Ytringen om Forgaaelse mod Krll. 24-13, er det ikke, fordi jeg finder, at Bøhn, saaledes som Sagen forelaa for ham, ikke havde Grund til at anse sig berettiget til at hentyde til dette Lovsted, men fordi jeg efter de under Sagen fremkomne Oplysninger baade om, hvad der i Mødet 20 Mai dog var fremhævet af Bodding og Rotnæs, og om den forskjellige Maade, hvorpaa det Passerede af de Tilstedeværende opfattedes, samt om de Hindringer for en uhildet Opfatning i det Hele, som Partistridighederne havde frembragt, ikke drister mig til at antage, at de Indst.s Erklæring afødt xx.xx.1868 var afgivet md virkelig Bevidsthed om, at den skulde være urigtig, og at de saaledes have handlet i ond Tro. Men Hensyn til Assessor Hansteens sidste Bemærkning skal jeg kun tilføie, at jeg vistnok ogsaa var opmærksom paa vedk. Advokats Ytringer og skulde have ønsket dem anderledes; men da jeg opfattede dem saaledes, at de dog kun fremkom for at begrunde den Indvending mod Walstads Habilitet som Vidne, der gjordes gjældende, og ikke i nogen fornærmelig Hensigt, gjorde de ialfald ikke i det Øieblik paa mig det Indtryk, at jeg fandt at burde begjære dem tilførte af Sekretærerne overensstemmende med Hsts.lovens §13. Det er en Selvfølge, at Konference om Konklusionen forbeholdes, saaledes som allerede gjort af en tidligere Voterende. Efter afholdt Konference afsagdes derefter følgende Dom: «Forsaavidt de i Skrivelse osv. (som Førstvoterendes Konklusion) - - indeholdte Ytringer betegne - -, bør de døde - -. Forøvrigt frifindes Citanten for de Indst.s Tiltale i denne Sag. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves». [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
