Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva heter hovedstaden i Norge
Fritekst:
Ekstraordinær Assessor, Byretsassessor Prydz: Med Hensyn til nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder henviser jeg til den af Kristiania Byret den 17 Juli 1906 afsagte Dom, ved hvilken blev kjendt for Ret: «Indstevnte, Styrelsen for Norges Statsbaner paa disses Vegne, bør til Citanten, Vognmand Harald Markussen, betale Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Norges Statsbaners Bekostning, for Tab og Skade paaført ham ved, at en ham tilhørende Vogn med to forspændte Heste den 5 December 1902 blev overkjørt af et fra Kristiania Vestbanestation kommende Tog. Af Skjønsbeløbet svares 4 af Hundrede i aarlig Rente fra 10 September 1903 til Betaling sker. De Indstevnte, A/S Huk, A/S Framnæs Kul- og Vedforretning, Framnæs Kul- og Vedforretning, Kaptein Fritz S. Thorn, bør for Citantens Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger ophæves. Den for Citanten befalede Sagfører, Høiesteretsadvokat Fr. Stang Lunds Salær ansættes til 250 Kroner.» Denne Dom har Styrelsen for Norges Stasbaner paanket til Høiesteret, hvor den har ladet nedlægge Paastand om Frifindelse med Tilkjendelse af Omkostninger for begge Retter. Indstevnte, Vognmand Harald Markussen, som her ved Retten ligsom ved Byretten er tilstaaet fri Sagførsel, har ikke iverksat Anke i Anledning af, at de Firmaer, som ved Siden af Styrelsen for Statsbanerne sagsøgtes ved Byretten, nemlig A/S Huk, A/S Framnæs Kul- og Vedforretning, Framnæs Kul- og Vedforretning, Kaptein Fritz S. Thorn, blev frifundne ved Byretten. Han har indskrænket sig til at paastaa Byretsdommen stadfæstet, forsaavidt paanket er, og har derhos paastaaet Appellanten tilpligtet at betale Sagens Omkostninger, hvoriblandt den for Indstevnte befalede Sagføres Salær, der i ethvert Fald paastaaes udredet af Statskassen. Jeg kommer i Modsætning til Byretten til det Resultat, at Styrelsen for Statsbanerne maa blive at frifinde. Jernbanen kan, mener jeg, ikke have noget Ansvar for Benyttelsen af private Overgange. Det maa være dens Sag, for hvem en saadan Overgang er anbragt, og som disponerer over samme, at passe sig selv og holde sin Trafik borte Side:788 fra Overgangen i de Tider, hvor det vilde være forbundet med Risiko at benytte den. Dette er, synes jeg, saa naturlig, at de vistnok kan siges at være selvsagt, og det er jo ogsaa ligefrem forudsat i Jernbaneloven afødt xx.xx.1854 §11, der sætter Straf for Benyttelse af private Overgange til Tider, hvor Tog er ivente. I Regelen vil det jo ogsaa være en meget begrænset Trafik, som finder Sted over saadanne Overgange, en Trafik, naar ikke den groveste Uagtsomhed derunder udvises, ikke kan ansees forbundet med nogensomhelst Risiko. Her er det imidlertid saa, at der som Følge af, at Eieren havde bortleiet den Tomt, for hvis Skyld Overgangen er anbragt, til en Kulforretning, var blevet en ganske betydelig Kjøretrafik, saavidt betydelig, at den ikke kunde gaa for sig uden en Del Risiko; men at det i den Anledning skulde være Jernbanens Sag at optræde og træffe Foranstaltninger til Forebyggelse af Ulykker, kan jeg ikke antage. Det maa, mener jeg, naar Eiendommen bliver Gjenstand for saadan Benyttelse, at en større og risikablere Trafik over Overgangen bliver nødvendig, være vedkommende Eiers eller Brugers Sag at træffe de Forholdsregler til Sikrelse af denne Trafik og til Forebyggelse af Ulykker, som maatte ansees paakrævet. Jeg er saaledes uenig med Byretten, naar den udtaler, at det kan bebreides Statsbanerne, at de her ikke har truffet Foranstaltninger for at formindske den med Overgangen forbundne Fare. Jeg mener, at Jernbanen forsaavidt ikke kan ansees som rette Vedkommende. Den for Indstevnte befalede Sagfører, Advokat Fr. Stang Lund, har ladet møde ved Advokat Herman Lund, hvis Sagførsel har været forsvarlig. Processens Omkostninger mener jeg efter Sagens Beskaffenhed maa blive at ophæve for begge Retter. Konklusion: Styrelsen for Norges Statsbaner bør for Vognmand Harald Markussens Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves. Salariet til den befalede Sagfører for Høiesteret, Fr. Stang Lund, ansættes til Kr. 200. Assessor Roll: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Assessor Motzfeldt, ekstraordinær Assessor, Advokat Mejdell, Assessor V. Scheel, ekstraordinær Assessor, Lagmand Kjerschow samt Assessor Reimers: Ligesaa. Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion. Af Byrettens Dom hidsættes: Efter forgjæves prøvet Forligsmægling og i Henhold til den under 9 Mars 1904 givne Bevilling af fri Sagførsel med Fritagelse for Retsgebyrer har Vognmand Harald Markussen ved Stevning afødt xx.xx.1904 sagsøgt Styrelsen for Norges Statsbaner paa disses Vegne, samt Aktieselskabet Huk og Aktieselskabet Framnæs Kul- og Vedforretning ved deres Direktioner til Betaling af Erstatning for det Tab, der er ham paaført ved, at en ham tilhørende Vogn med to Heste blev overkjørt den 5 December 1902 om Eftermiddagen ved Planovergangen i Framnæsveiens Forlængelse af det fra Vestbanestationen Kl. 6.15 afgaaede Tog. - - - Den Planovergang hvor Overkjørselen fandt Sted, er som allerede nævnt, en Fortsættelse af Framnæsveien; den er dog ikke aaben for offentlig Færdsel Side:789 men er kun bestemt til privat Brug for Eieren af det paa den anden Side af Jernbanelinjen liggende Tomteareal. Dette tilhører A/S Huk; dengang Overkjørselen fandt Sted var det leiet af Franmæs Kul- og Vedforretning, Kaptein Fritz S. Thorn, som der havde sit Lager. Paa hver Side af Overgangen var der i Gjerderne langs Linjen anbragt Grinde, der dog ikke var anordnet saaledes, at de, naar de aabnedes for Passage over Overgangen, dannede Stængsel for Jernbanetrafiken og omvendt. Efter hvad der foreligger oplyst (jfr. 2 Kontravidnes Prov), maa det antages, at Grindene den Dag, Ulykken fandt Sted, ikke blev lukket mellem hver Gang nogen kjørte over Linjen, men paa Grund af den sterke Kjøring holdtes stadig oppe. Med Hensyn til selve Planovergangen er oplyst, at Jernbanelinjen paa det Sted gaar i en Kurve. Efter Statsbanernes Paastand skal man fra Planovergangen kunne se et fra Byen kommende Tog i en Afstand af 50 Meter. Citanten paastaar, at man isaafald maa befinde sig midt paa Banelegemet, og efter de forskjellige Oplysninger, som foreligger, maa det antages, at man saagodtsom ingen Udsigt har indover mod Byen, før man er kommet helt frem mellem Skinnerne. Lige foran Overgangen gaar Linjen i en Fjeldskjæring, hvorhos der paa den fra Sjøen vendende Side er opbygget en Mur. Fjeldet og Muren hindrer ikke alene Udsigten, men bevirker ogsaa, at Larmen af et kommende Tog og dettes Piben ikke høres saa godt, som ellers vilde være Tilfældet. Forskjellige Vidner har karakteriseret Overgangen som farlig. Stationsmesteren ved Vestbanestationen har henledet Jernbanestyrelsens Opmerksomhed paa den samt paa den store Kjøring over Linjen. Lokomotivføreren paa det Tog, som forvoldte Ulykken, har under en Politiefterforskning i Anledning af Ulykken udtalt, at Overgangen er saa farlig, at der efter hans Mening absolut burde holdes Vogt der. Efter denne Ulykke blev der ogsaa anbragt en Vagtmand ved denne Overgang. Før Ulykken var der ingen andne særlig Sikkerhedsforanstaltning truffet, end at Lokomotivføreren var paalagt at bruge Dampfløiten, før Overgangen passeredes. Derhos var som vanligt ved alle Overgange opslaaet en Togtabel samt en Advarsel mod ulovlig Benyttelse og Betræden af Jernveien. Hvorvidt specielt Togtabellen var læselig Ulykkesdagen, er ikke fuldt paa det Rene. Vognen blev ved Anledningen kjørt af Kjørekarl Martin Karlsen Gunnersbyeie, som selv mistede Livet ved Ulykken. Der er intet, der tyder paa, at der var nogen Mangler ved hans Hørsel eller Syn. Heller ikke foreligger noget om, at han var beruset; tvertom har den Kjøregut, som kjørte ifølge med ham, provet, at han var fuldstændig ædru. Han omtales ogsaa iøvrig som en Ordensmand. Nogen Uagtsomhed kan ikke siges at være overført ham. At han, da han kom kjørende med et tungt Læs, ikke har hørt Toget komme, kan paa Grund af de lokale Forhold let være tænkelig. Hvorvidt han, før han kjørte ud paa Jernbanelinjen, har standset op og lyttet efter mulig kommende Tog, ved man ikke. Men om han havde gjort det synes det ikke sikkert, at han vilde have hørt Toget, og ialfald ikke, at han vilde have hørt det paa saa lang Afstand, at han vilde have tilstrækkelig Tid til at sætte Hestene igang igjen og komme over, før Toget var der. At gaa frem paa Linjen og se efter, om den var klar, vilde heller ikke have hjulpet; som af forskjellige Vidner nævnt, vilde han kunne have havt Toget over sig, inden han var kommet tilbage og havde faaet kjørt frem. Det er nævnt, at det overhovedet var ulovlig at kjøre over i de sidste 10 Minutter, før Toget ventedes; men hertil er bemerket - og som det efter Oplysningerne om Trafiken synes med fuld Føie, - at den sterke Kjørsel gjorde det praktisk talt umulig at overholde Paabudet herom. Grindene stod derfor ogsaa som nævnt oppe den hele Tid uden at blive lukket mellem hver Gang. Men kan man saaledes ikke antage, at der fra Kjøreguttens Side er udvist nogen særlig Uagtsomhed, synes Følgerne af Ulykken at burde bæres af Indstevnte, Statsbanerne. I og for sig kan det synes rimelig, at et Jernbaneanlæg Side:790 bør bære den særlige Risiko, der er forbundet med Driften. Og saa meget mere bør det være Tilfældet in casu, hvor man med Føie kan bebreide Statsbanerne, at de ikke har truffet de Foranstaltninger, som kunde træffes, for at formindske den med Overgangen forbundne Fare. Det er forsaavidt tilstrækkelig at henvise til, at man efter Ulykken har fundet det nødvendig at anbringe Vagtmand paa Stedet. At Overgangen var privat, kan ikke befri Statsbanerne for Ansvaret. De var for forpligtet til at finde sig i al Kjøring, som Eieren af den indenforliggende Tomt eller de, til hvem Tomten var overladt, lod foretage, og det var for Leierne af Tomten, at Citantens Gut kjørte. Om vedkommende Eier under Ekspropriationen har faaet Erstatning for mulige Ulemper med Hensyn til Adkomsten, følger ikke deraf, at Jernbanen skulde kunne vælte fra sig Ansvar for de tilfældige Ulykker, Driften maatte føre med sig. Paa Forhaand at fastsætte nogen Erstatning for dem, vilde være umulig, og det saameget mere som Ulykken ikke behøvede at ramme netop Eieren. Erstatningen vil blive at bestemme ved Skjøn, optaget paa Statsbanernes Bekostning. Hvad de øvrige Indstevnte angaar, antages at disse maa frifindes. Om end Eieren af Tomten, A/S Huk, havde bortleiet til det Firma, for hvilket Citanten kjørte, - den Tomt, hvortil Planovergangen førte, havde det ikke derved paataget sig eller paalagt sig noget Ansvar for Risikoen ved at kjøre over Planovergangen. Paa samme Maade kunde heller ikke det Firma, for hvilket Citanten kjørte, have noget Ansvar ligeoverfor ham for den Risiko, som han selv maatte være opmerksom paa var forbundet med Kjøringen. Forsaavidt staar disse Indstevnte i en anden Stilling end Statsbanerne, som havde skabt Risikoen. Paal Berg, Winsnes, Siewers. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
