Rt-1896-530: Forskjell mellom sideversjoner

{{Høyesterett

|Instans=

Høyesterett - Dom

|Dato=

Rt-1896-530

|Sammendrag=

|Stikkord=

|Saksgang=

|Parter=

|Forfatter=

|Lovhenvisninger=

}}

Af Solør Sorenskriveris Dom hidsættes følgende:  

Side:531  

Foranledningen til den Handling, Citantsk. betegner som Usurpation, er angivet i den foran omhandlede Fremstilling fra Indst., der procederer til fuldstændig Frifindelse paa Forsvarsgrunde, som forfleres efterhaanden som den vidtløftige Skriftvexel mellem Parterne skrider frem. Den Gaard, som Indst.s Fader eiede og beboede, forklares i Fremstillingen i daglig Tale altid at være bleven benævnet "Aars" med en svag u-Lyd i Enden, altsaa "Aarsu", en Forkortelse af Aarsrud, som Gaarden benævnes i Matrikulen; men i sit 2det Tilsvar i Sagen fremhæver Indst., at hans Berettigelse til at kalde sig Aaars ogsaa hviler paa den vægtige Grund, at den Gaard, hvorpaa han er født og opvoxet, i Virkeligheden heder Aars, idet han tilføier: "Tillægget Rud - Rydning - er her uden Betydning". Fra Professor Rygh havde, Cit. nemlig erhvervet en Erklæring, som antoges at ville klargjøre, hvorledes den rette Udtale af Gaardens Navn var, og som i Modsætning til den af Indst. hævdede Udtale paaviste, at det ligesaa godt kunde være, at Navnet udtales "Aalsu" med et tykt I, samt at Gaarden lige siden det 16de Aarhundrede har været skrevet Aarsrud, men idet Cit. gjør opmærksom herpaa, tilføier han, at Spørgsmaalet forøvrigt kan være temmelig ligegyldigt, da det nemlig var klart, at hvad enten Indst.s Gaardsnavn udtales paa den ene eller den anden Maade, saa udtales det ialfald ikke "Aars", og Gaardsnavnet hjemler saaledes kun et af Navnene "Aarsu" eller "Aalsu", men under ingen Omstændighed "Aars". Men heri skulde Cit. altsaa have forregnet sig, dersom Indst.s ovenanførte Bemærkninger er saaledes at forstaa, at Endelsen "rud" i Gaardens Navn ikke alene aldeles ikke høres i udtalen, men at den paa en eller anden Maade endog er udvisket i den Grad, at en Lyd af et svagt u i Enden, som existerede den Gang Indst. meddelte sin omhandlede Fremstilling af Sammenhængen, var forsvundet, da Gaarden Aarsrud i det anførte Indlæg i Retten erklæredes at hede ret og slet "Gaarden Aars". Det er indlysende, at noget saadant ikke kan bidrage til Sagens rette Belysning, og Dommeren maa derfor trygt kunne gaa ud fra, at u-Lyden er til den Dag idag, og at det forholder sig som Citantsk. siger: Gaardsnavnet hjemler kun et af Navnene Aarsu eller Aalsu, men ikke "Aars".  

Ansættelse ved Almueskolen, at Lærerens Navn er saa kort som muligt. Spørgsmalet er alene, om denne Benvei er vundet uden at krænke Andenmands Ret, og i nærværende Tilfælde vedkommer dette Spørgsmaal ikke alene den enkelte Sagsoger, men vel egentligen hvilkensomhelst Anden af samme Familie, som Forstkandidat Aars repræsenterer. Det er nemlig en feilagtig Mening, at ingen Enkelt er paataleberettiget til Haandhævelse af Rettigheder af det Slags som i nærværende Sag, der berører en Families samtlige Medlemmer, og den Indsigelse fra Indst.s Side, der sigter til at afskjære Forstkandidat Aars Adgang til at kræve Fyldestgjørelse for en Handling, hvilten kan betragtes som en Retskrænkelse for sig selv og for alle af hans Slægt, har forlængst fundet sin Bevarelse i den betjendte Skappelske Sag, hvorom mere vil handles nedenfor. At et andet Medlem af Familien Aars enten udtrykkeligen har tilskyndet Indst. til at forkorte dennes eget Stedsnavn eller ved at deltage i Udfærdigelse af Examensbevis for Indst. under det nu bestridte Navn indirekte har anerkjendt, at der fra hans Side ikke kunde ventes nogen Protest mod Navnets Forplantning paa en Uvedkommende, dette har intet at bestille med Spørgsmaalet i og for sig. Retten anerkjender Forstkandidat Aars som rette Sagsøger, og hermed er den af Indst. reiste Afvisnings-Indsigelse besvaret. Cit har irettelagt et Vind av norske Stamtavler, udgiven i 1868 af Wilhelm Larsen og omfattende fra Side 27 til 38 Familien Aars og forøvrigt 8 andre Slægter med Initialerne A. Aars angives deri at være Navnet paa et jydsk Pastorat, beliggende i Aars Herred, Aalborg Amt og Viborg Stift, og det antages, at den Familie Aars, hvis Stamtavle bevares, har laant sit Navn fra Sognet eller Herredet. Den første Mand af Slægten, som tjendes, var Jens Nilsson Aars, født i ca. 1687, død i Jylland 7 Juli 1770 i sit 83de Aar. Det sees at være en talrig Familie, og der vides ikke at existere nogen anden slægt af dette Navn her i Landet, ialfald erklærer Cit., at man var aldeles ubekjendt med, at nogen udenfor Slægten har et saadant, indtil man blev opmærksom paa det Tilfælde, som har foranlediget denne Sag. Er et Navn mit, eller tilhører det Alverden, dette er Kjernen i det Spørgsmaal, som Parterne fra disse tvende modsatte Synsmaader drøfter, men medens den ene af Parterne hævder og maa hævde, at naar et Navn skal kunne kræve Retsbeskyttelse, er Forudsætningen nødvendigvis, at Navnet som Særkjende for en Slægtsrætte eller et Slægtsbegrev udelukke saavidt muligt en Forvexling, erklærer den anden, at han ikke kan erkjende, at nogen Grændse her er tænkelig, og at ingen Retsbeskyttelse for Eiendomsretten til et Navn er mulig, hvis den ikke udtrykkelig tjendes ved Lov.  

Side:533  

1 Se nedenfor Side 539 flg.  

Idet Byretten bemærkede, at det under Mangelen paa bestemte Forskrifter i disse Forhold vistnok maatte fastholdes som i Rettens ovennævnte Dom udtalt, at Enhver var forpligtet til at bære det i Daaben modtagne Navn, var dog Navnet paa det Sted (den Gaard) i Landdistrikterne, hvor Nogen fødes eller døbes, ikke uden videre at betragte som Familienavn, eftersom det kunde bero paa Omstændighederne, om deslige Navne fik en saadan Betydning, og Afgjørelse i forekommende Tilfælde kunde derfor ikke foregaa uden muligt hensyn dertil.  

Thi kjendes for Ret:  

Ved Trondhjems Overrets Dom blev saaledes kjendt for Ret:  

Overrettens Dom er nu af Sagsøgte paaanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt Paastand om Frifindelse for enhver Tiltale i Sagen med Tilkjendelse af Procesomkostninger for alle Retter.  

Subsidiært ad Post 2 paastaaes Hovedappell. tilpligtet under en daglig løbende Mulkt, regnet fra Dommens Forkyndelse, at aflægge Navnet Aars.  

Overhoved er Sagens Stilling i offentlig-retslig Henseende den, at det Offentlige, som i en Mangfoldighed af Tilfælde, i hvilke Individet træder i Forhold til Statssamfundet, som f. Ex. med Hensyn til Værnepligt, den offentlige Tjeneste (Embeder, Bestillinger og Ombud) Valg, Borgerskab, Beskatning, offentlige Examina eller andre offentlige Prøver, i strafferetslige Tilfælde m. V., er interesseret i, at den enkelte Person kan individualiseres og paa betryggende Maade identificeres, ikke anerkjender noget andet Navn end det, Individet ved Daab og Fødsel har modtaget, Paa samme Maade er ogsaa det Offentlige i forskjellige Henseender interesseret i at Borgernes Familiestand ikke fordunkles ved Benyttelse af andre Navne, end de i de offentlige Protokoller antegnede. At der her, naar Vedkommende ikke er i Besiddelse af et virkeligt Familienavne, tilstedes forskjellige Lempninger ved Benyttelsen af Gaardsnavne som Tilnavne og ved Patronymica ophæver ikke Hovedreglen, som af selvforstaaelige Grunde ikke strengt lader sig fastholde uden overfor Navne, der gjennem længere Tids Brug har fæstnet sig og vundet Anerkjendelse som virkelige Slægtsnavne.  

Efter Omstændighederne, og da det under nærværende Sag omhandlede Spørgsmaal ikke tidligere har fundet Afgjørelse ved Høiesteret, antager jeg, at der er Føie til at ophæve Processens Omkostninger ved alle Retter.  

Overrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.  

Side:539  

De Indst. ville ikke indrømmme, at de været uberettigede til at antage Navnet Schiørn. De oplyse, at de har Navnet efter Deres Moder, som er født og gift paa Gaarden Skjørn i Tune, den samme Gaard, hvorfra Citantens Slægt efter deres Paastand udleder sit Navn, og at de derfor har Ret til at benytte det.  

Den af Citanten paaberaabte §10 i Firmaloven formenes ikke at kunne anføres som saadan Hjemmel; thi denne Bestemmelse angaar kun Firmanavne og har sin Grund i særegne Forhold, og der kan desuden være Spørgsmaal, om den ikke helst bør fortolkes antitetisk; thi det synes at være temmelig overflødigt at forbyde Folk at benytte Andres Navn i Firmnavne, hvis der allerede før existerer et almindeligt Forbud mod at bruge Andres Navne. Det kan forøvrigt her bemærkes, at det under Sagen er oplyst, at de Indst. ikke har anmeldt deres Forretning til Firmaregistret, og at de følgelig heller ikke, som Cit. paastaar, har overtraadt nogen Bestemmelse i Firmaloven.  

Side:540  

Da jeg efter Konferencen ved, at jeg staar alene med min Mening, skal jeg indskrænke mig til disse Bemærkninger, ligesom jeg finder det ufornødent at formulere nogen Konklusion.  

Side:541