Rt-1877-828: Forskjell mellom sideversjoner

{{Høyesterett

|Instans=

Høyesteretts kjæremålsutvalg - dom

|Dato=

Rt-1877-828

|Sammendrag=

|Stikkord=

|Saksgang=

|Parter=

|Forfatter=

|Lovhenvisninger=

}}

En Dag i Septbr. Maaned 1875 opstod der i Karl-Johans Gade i Kristiania et Slagsmaal mellem to Hunde, og da under dette den mindste Hund, forfulgt af den største, faldt i Rendestenen, for den største Hund over den og tumlede ind imod en Speilglasrude i Kjøbmand Sigurd S. Andersens Butik og slog derved Ruden itu; Ruden var forsikret i Glasforsikringsselskabet "Prudentia", der erstattede den med en ny, hvorved det havde et Udlæg afødt xx.xx.86 sz. Selskabet lod sig derefter transportere Kjøbmand Andersens mulige Skadeserstatningskrav paa Hundens Eier, Student A. J. Skridshoel, og har derpaa efter forgjæves Forligsmægling stevnt denne til at betale dets Udlæg med Renter eller in subsidium Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn og i ethvert Tilfælde Sagens Omkostninger. Student Skridshoel har paastaaet sig frifunden og tilkjendt Forsvarsomkostninger eller ialfald frifunden mod at betale "1 Ort 16 sz eller hvad nu en almindelig Rude kan koste". - Ved Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1876 er Student Skridshoel frifunden og Processens Omkostninger ophævede.  

tilregnelig Mangel paa Omtanke, at Indst. eller hvilkensomhelst Eier af en større Hund ikke har tænkt sig Muligheden af, at Hunden kunde komme til at gjøre Skade - ikke ved at bide, skremme Heste, løbe Mennesker overende eller andet saadant, som man ellers stnndom har havt Exempler paa, men ved at slaa et Vindu itu - kan jeg ikke finde. At der af et Hundeslagsmaal resulterer en Skade af Beskaffenhed som denne, maa erkjendes at være noget saa ganske upaaregneligt, at Muligheden deraf vel neppe er kommen i Nogens Tanker, førend Tilfældet er indtruffet.  

Byrettens Dom bør ved Magt at stande.  

Dersom jeg kunde anse Reskr. 2 Juni 1786, forsaavidt det ialmindelighed sætter Straf for at lade Hunde gaa løse i Kristiania som gjældende, vilde jeg neppe betænke mig paa at paalægge Indst. at udrede Erstatning, uden at jeg finder det fornødent at udtale mig om, i hvilken Udstrækning den burde ydes. Jeg antager nemlig, at dette Reskript enten aldrig er gjort gjældende i Kristiania, eller ialfald allerede længe før Lov 11 Juni 1857 om Adgang, til at paalægge Hundeskat i Kjøbstæderne, var anseet som ikke existerende, og skjønt jeg ikke kan være enig med Byretten Pluralitet, forsaavidt den synes at antage, at Reskriptet for Kristiania By's Vedk. skulde være ophævet ved de den 10 Januar 1874 approberede Vedtægter (gjældende Love antages nemlig ikke at kunne ophæves ved deslige Vedtægter), finder jeg dog i disses §45 §46 en Bestyrelse for den Mening, at Reskr. da ikke var anseet som gjældende. Maa man altsaa som Forstvoterende og - som det synes - ogsaa Appell. har forudsat, antage dette, maa man ogsaa antage, at der intet ulovligt var i, at Indst. lob sin Hund gaa løs paa Gaden, og da finder jeg Førstvoterendes Mening vel begrundet og kommer til samme Resultat som han.  

Jeg kan ikke være enig med de foreg. Voterende, Paa Reskr. afødt xx.xx.1786 lægger jeg vistnok ingen videre Vægt; thi om man end ikke vil anse Reskr. for ugjældende som uforeneligt med Forudsætningerne i Lov af 11te Juni 1857, jfr. Lov 29 Juni 1848 §3 og 7 Septbr. 1854 §4, er det dog vist, at det i en Række af Aar faktisk ikke har været overholdt i Kristiania, og Indst. havde saaledes samt i Henhold til de gjældende Politivedtægter god Grund til at antage, at der i sig selv intet ulovligt var i, at han lod sin Hund gaa løs paa Gaden. Men det flyder efter min Mening ikke mindre af Sagens Natur eller almindelige Retsgrundsætninger end af Bestemmelserne i Lovbogens 6-10-2 og 6, og hvad deraf kan sluttes til vor egen Lovgivnings Synsmaade i saa Henseende (kfr. Ørsted i Nyt jur. Arkiv, 22 B. p. 127 ff. og Hdb. 5/9 p. 36 ff, Grams Formuesret 2 Del p. 914 ff. og Hallagers Obligationsret 2 Det p. 427 ff.), at den af en Hund forvoldte Skade maa dens Eier være pligtig at erstatte, saafremt han ved Mangel paa tilbørligt Tilsyn og Bevogtning er Aarsag, i, at, Hunden er kommen til at gjøre Skaden. Og jeg skjønner ikke rettere, end at det maa ansees for uforsvarligt eller som en tilregnelig Uagtsomhed at lade en Hund, navnlig af Størrelse og Styrke som Indst.s, gaa løs og uden Tilsyn paa Gaden, saaledes som skeet i nærv Tilfælde. Det maa ligge nær for Tanken, at Hunden under saadanne Omstændigheder kan komme til at gjøre Skade af et eller andet Slags. Om den Skade, Hunden virkelig gjør, hører til den mere eller mindre hyppigt forekommende, og om Muligheden af, at netop denne Skade kan tænkes at have fremstillet sig eller burde have fremstillet sig for Eieren, maa efter min Mening være uden Indflydelse paa dennes Erstatningspligt, ligesaa fuldt som ellers den, der gjør sig skyldig i tilregnelig Uagtsomhed, hvorved Andenmand paaføres Skade, maa erstatte denne uden alt Hensyn til om han iforveien har tænkt sig eller kunnet tænke sig, at Skade af saadan Art eller saadant Omfang vilde indtræde. En anden Sag er det, om  

Jeg antager saaledes, at Indst. maa tilsvare den ituslaaede Rudes fulde Værdi eller det paasøgte Beløb, 39 Spd. 86 sz = 158 Kr. 87 Øre, med lovlige Renter. - Processens Omkostninger derimod efter Sagens tvivlsomme Beskaffenhed og Omstændighederne iøvrigt at burde ophæves.  

Student A. J. Skridshoel bør til Glasforsikringsselskabet Prudentia betale 158 Kr. 87 Øre med 5 pCt. aarlig Renter fra 5 November 1875, indtil Betaling sker. - Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.  

I det væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Thomle Naar en Hund af Størrelse og Beskaffenhed som den heromhandlede gaar løs paa Gaden uden Tilsyn af Eieren, ligger det nær for Tanken, at Hunden ved Slagsmaal eller lignende Adfærd, der foranlediges af dens indre Drift, anretter Skade, og for den bør Eieren være ansvarlig.  

I det væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Thomle.  

Ligeledes  

Jeg er i Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg antager med de tidligere Voterende, at Reskr. 2 Juni 1786 ifølge langvarig Praxis og den senere Lovgivnings Forudsætninger ikke længer kan paaberaabes som gjældende, og at det saaledes er lovligt og tilladeligt at lade løse gaa løse paa Gaden, naar Politivedtægternes Forskrifter iagttages. Men er dette saa, kan jeg i det her foreliggende Faktum ikke finde nogen efter det almindelige Begreb tilregnelig Uagtsomhed fra Hundens Eiers Side, og naar jeg alligevel  

Om Rudens Styrke i sig selv er intet nærmere oplyst. Vil man nu ogsaa anse det for en Uagtsomhed at lade en stor Hund gaa løs paa Gaden, er der efter min Mening ialfald en ligesaa stor Uagtsomhed tilstede fra Vindu-Eierens Side, og under denne Opfattelse finder jeg ikke nogen fyldestgjørende Grund til at føre Tabet over fra ham paa Hundeeieren. En Fordeling af Tabet kunde vistnok synes billigst, men dertil vilde der behøves en Lovhjemmel eller ialfald en mere bindende Analogi, end vor Lovgivnings Bestemmelser i den Materie tilbyder.  

Seet. C. Hansteen. W. Manthey. I. S. Thomle. O. Løvenskjold. E. Saxlund. P. V. Ottesen.