Rt-1864-450
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1864-04-27 |
| Publisert: | Rt-1864-450 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 190. / O.nr. 24. |
| Parter: | Hans Cappelens Enke mod Knud Luraas og Hans Kobberruds Enke Aagot Hansdatter. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | LOV-1863-06-22-§8 |
Ved Skjøde af 19de Februar 1811 solgte John Nielsen Luraas i Tinds Præstegjæld til Diderik Cappelen den Luraas tilliggende Skov og Udmark, med Undtagelse af et mindre Skovstykke, for 4.000 Rdlr. Species, betalte i denne Møntsort. Skjødet blev thinglæst 16de September f. A. Ved Contract, udstedt og thinglæst samtidig med Skjødet, fæstede Cappelen til John Nielsen og efterkommende Eiere af Luraas Fæbeitet i den ved Skjødet solgte Skov til Græsning for Gaardens Kreaturer, hvormed tillige fulgte fornødent Huse- Gjærde- og Brændefang, Alt mod aaarlig Kjendelse af 8 Skilling til Cappelen og Skovens Senere Eiere. Den 20ae Mai 1811 holdtes Skyldsætning, hvorved den solgte Skov fik Skyld af 1 Tønde 1 Sætting, medens Gaardens tilbageværende Skyld blev 1 Tønde 3 Sættinger. Luraas blev senere, for nogle Aar siden, delt ved Arvefald, og begge Opsiddere ansaa sig nu berettigede til at udøve de ved Contracten af 1811 hjemlede Rettigheder til Skovfang og Havning i den Cappelen solgte Skov. Det var in confesso, at der i Anledning af Delingen var hugget i Skoven til nye Husebygninger for den tilkomne anden Opsidder, og til et Delegjærde mellem begge Halvparter, hvorved Skovens Eierske ansaa sig forurettet, og efter forgjæves Forligsprøve anlagde hun derfor Sag mod de to Opsiddere, hvorunder hun paastod dem for sig og Efterkommere paa
Side:451
Luraas kjendte uberettigede til at udøve de nævnte Fæsterettigheder for flere end en Opsidder paa Luraas, samt ilagte Erstatning - hvilken Sidste Del af Paastanden senere frafaldtes - hvorhos hun paastod sig sagsomkostningerne tilkjendte hos de Indstævnte. Disse paastod Sagen i det Hele eller for en Del afvist, eller sig frifundne og tilkjendte Sagsomkostningerne. Ved Underretten blev de frifundne, men Omkostningerne ophævede. Ved Overretten blev Underretsdommen Stadfæstet, og Omkostningerne i anden Instants ophævede. Ved Høiesteret blev de Indstævnte i Dom af 27de April 1864 kjendte uberettigede til at udøve de ved Fæsteseddelen af 19de Februar 1811 hjemlede Rettigheder i den nævnte Skov i større Omfang, end om Gaarden Luraas var forbleven udelt; men Omkostningerne for alle Retter blev ophævede. Appellanten paaberaabte sig det i Rt-1855-788-793, meddelte Præjudicat, og Udskiftningsl. af 12te October 1857, §2, §3, §4, §5 samt Lov om Skovvæsenet af 22de Juni 1863, §8. Indstævnte mente derimod at Forholdet her var et helt andet end det, der ved hint Præjudicat i 1855 blev paakjendt; at Contracten af 1811 maatte fortolkes overensstemmende med sine Ord, der ingen Indskrænkning medførte, og med de paa den Tid og i den Egn herskende Anskuelser, hvorefter Maalestokken (angivelig) var hele Gaardens Behov til enhver Tid, uden Hensyn til, om det formedelst Deling, bedre Dyrkning og større Afkastning - der fordrede mere Hægn og større Husrum - eller af andre Aarsager var steget eller ei. Forskjellen er imidlertid væsentlig; thi den Udvidelse af Behovet, som flyder af det samlede og egentlige Jordbrugs Forbedring, har sine snevrere og paaregnelige Grændser, medens den Flerdobling af Behovet, hvad Husrum, Brændsel og Gjærdefang angaaer, der flyder af dets Udstykning - om end ikke til Fabrikdrift, Byanlæg eller Deslige, men blot, som her, til flere Eiere, eller til Pladsmænd eller Beboere, der drive Haandverk, Fiskeri eller anden Næring - er uberegnelig, og kan blive til en Ødelæggelse af den tjenende Skov, som ingen Eier kan forudsættes at have villet underkaste sig.