Rt-1855-788

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1855-09-11
Publisert:	Rt-1855-788
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 51. O.nr. 31.
Parter:	Erik Aaseruds Enke og Arvinger mod Johan Braths Arvinger.
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Ved Mageskiftebrev af 8de April 1785, thinglæst 16de Februar 1786, mellem Justitsraad Munch, som Eier af Gaardene Mellem- og Søndre-Pramhus samt den ene Halvdeel af Gaarden Nordre-Pramhus, paa den ene, og Engebret Larsen, som Eier af den anden Halvdeel af Gaarden Nordre-Pramhus, paa den anden Side, blev bestemt, at Munch for Eftertiden skulde være Eier af den hele Pramhusskov, og Engebret Larsen af alle tre Pramhusgaarde, saaledes som samme indengjærds befandtes, men uden mindste Andeel i Skoven, hvoraf dog forbeholdtes alle tre Gaarde fri Brændeved, Gjærdesfang og Hustømmer til Husbehov af uduelige og tørre Træer, men af de sidste alene efter Udviisning. Erik Aaserud, som i sin Tid ved Auctionskjøb var bleven Eier af Gaarden Søndre-Pramhus, dog uden derpaa at tage Skjøde, solgte, som det synes, i 1845 eller 1846 den ene Halvdeel deraf til en Hans Pedersen, og den anden Halvdeel til en Ole

Side:789

Stamperud. Da Johan Brath som medeiendoms- og brugsberettiget til Pramhusskroven fandt sig forurettet ved, at der saaledes blev to Husholdninger paa Søndre-Pramhus, medens der forhen kun havde været een, efterdi denne Forandring bevirkede en Udvidelse af det Gaarden forbeholdte Aavirke til Husbehov, saa anlagde han, efter forgjæves Forligsprøve, Sag mod Erik Aaserud hvorunder han efter at denne var død, paastod Enken eller Boet frakjendt Ret til at have eller hjemle flere end eet Hushold paa Søndre-Pramhus, samt tilpligtet efter Skjøn paa egen (Boets) Bekostning at give Erstatning for den stedfundne Forøgelse i Aavirket, og betale Sagsomkostningerne; hvorimod Indstævnte paastod Afviisning, med Kost og Tæring, eller Frifindelse, med Omkostninger. Ved Underretsdommen blev Erik Aaseruds Bo, eller hans Enke og Arvinger, paalagt Erstatning til Brath, efter Skjøn paa deres Bekostning, for den Skade, han havde lidt paa Skoven ved Erik Aaseruds Overdragelse af Gaarden til to Opsiddere med Ret for enhver af dem til at aavirke til Husbehov, men i Øvrigt frifundet, og Omkostningerne ophævede. Denne Dom paaankede begge Parter til Overretten, hvor Sagen fik samme Udfald, med Ophævelse af Omkostningerne ogsaa for Overretten. Enken og Arvingerne paaankede begge Domme til Høisteret, hvor Sagen udgik til skriftlig Behandling, og i Dom af 18de November 1855 blev Overrettens Dom her stadfæstet. Appellanten havde indvendt 1) At Søgsmaalet var bygget paa Forudsætning om, at Erik Aaserud havde overdraget enhver af de to Opsiddere Ret til Aavirke i Skoven, men at denne Forudsætning var urigtig, da kun den ene af dem, Ole Stamperud, ikke den anden Hans Pedersen, havde faaet Overdragelse paa saadan Ret, i hvilket Henseende han paaberaabte sig 7de Vidnes Prov og Skjødet til Hans Pedersen. Dette Skjøde, som Enken havde udfærdiget under Sagen, beviste dog Intet for eller mod, saa meget mindre, som det var uvist, om Hans Pedersen dermed var tilfreds; og 7de Vidne, der havde været tilstede og skrevet

Side:790

Kjøbecontracten mellem Erik og Hans, havde vel forklaret, at Erik sagde sig at sælge Gaardparten med de samme Rettigheder og Forpligtelser, som han havde efter Auctionskjøbet; men heraf kunde i det Høieste kun udledes, at Aavirkeretten ikke da udtrykkelig blev omtalt - hvorimod det ved 4de og 8de Vidners eensstemmige Prov blev beviist, at Erik Aaserud en Tid derefter paa Opfordring af Hans Pedersen havde erklæret, at han havde solgt ham Bruget paa Vilkaar, at han skulde have Brændeved og Tømmer til Husbehov i Skoven, hvilket Hans strax tog dem til Vidner paa. At Erik havde solgt den anden Halvdeel of Gaarden til Ole Stamperud paa samme Vilkaar, var under Sagen beviist ved 5te og 6te Vidner, samt derhos erkjendt. 2) At Erik Aaserud i alle Fald maatte være berettiget til, naar han solgte Gaarden i to Halvdele til to Opsiddere, at overdrage enhver af dem Ret til at aavirke i Skoven til Husbehov, fordi Mageskiftebrevet ikke indeholdt noget Forbud herimod, men tvertimod maatte være beregnet paa Gaardens Udstykning, som det Sædvanlige, hvorhos det ved et under Sagens Henstand ved Overretten optaget Thingsvidne skulde være beviist, at der forhen havde været ført to Husholdninger paa Gaarden. Men under Sagen havde tre Vidner eensstemmig provet, at der forhen kun havde været een Husholdning, og først to Husholdninger fra den Tid, Erik Aaserud solgte den til to Opsiddere, samt at der af disse var benyttet dobbelt saa Meget af Skoven, som den ene forhen brugte. Hermed stemmede ogsaa Vidnerne under Thingsvidnet, idet 1ste og 2det Vidner oplyste, at Delingen havde medført flere Bygninger og flere Skigjærder, hvortil var taget langt Mere af Skoven, end forhen, ligesom og til Brændsel; og tre andre Vidner - der provede, at den Enke, som eiede Gaarden, før Erik erhvervede den, havde hos sig sin gifte Søn, som da undertiden benyttede andet Ildsted end Moderen - tillagde, at dette kun varede i et par Aar, og at Gaarden ogsaa i denne Tid kun havde een egentlig Opsidder, og blot een Husholdning, efterdi Moderen i det

Side:791

Væsentlige underholdt Sønnen med Familie, hvorhos ogsaa to af disse Vidner forklarede, at der nu toges lagt Mere af Skoven til Brænde, Skigjærder, osv., end før, da Enken havde sin gifte Søn hos sig, og at det, denne undertiden brugte paa særskilt Ildsted, kun gjorde liden Forskjel. Hvad Sagens formelle Sider angaaer, da er for det Første at bemærke, at de to nye Opsiddere paa Gaarden ei en Gang før Processens Skyld var varslede, uagtet Sagen ved de foregaaende Retter unegtelig paa middelbar Maade angik dem, idet Erik Aaserud og senere hans Efterladte paastodes kjendte uberettigede til at hjemle flere end eet Hushold paa Gaarden Adgang til, i Skoven at aavirke til Husbehov. (Jævnfør Rt-1843-277-278). Der kunde saaledes ved de foregaaende Retter have været Spørgsmaal om Afviisning ex officio i Stedet for Frifindelse i denne Sagens Deel. Ved Høiesteret var der efter Paaankningen ikke Spørgsmaal om denne Deel af Sagen. For det Andet er det med Hensyn til den oprindelige Afviisningspaastand at bemærke, at den støttede sig paa exceptio rei incompetentis, da Erik Aaserud meente, at man burde have holdt sig til de to nye Opsiddere som Sagvoldere, da det var dem, der havde aavirket, og fremdeles vilde ansees brrettigede dertil. Men som den, der uhjemlet havde overdraget dem Adgangen til dette Aavirke, og derved foranlediget Skaden, havde han en selvstændig solidarisk Erstatningspligt, der maatte kunne gjøres gjældende, enten han alene eller i Forbindelse med sine Medskyldige kaldtes til Ansvar, medens det ikke var afgjort, om den enkelte Ret til Aavirke skulde ansees overdragen een af dem, eller begge, og i sidste Fald for hvor stor Deel til hver. Hvad Realiteten angaaer, da kunde Mageskiftet ikke være beregnet paa en ubestemt og ubegrændset Udvidelse af Brugsretten, hvorved den ene Part for en væsentlig Deel undergaves den andens vilkaarlige Tilintetgjørelse af det Vederlag, han havde givet - og da der ikke gaves nogen anden rimelig Grændse, maatte Forudsætningen antages at have været status quo af de

Side:792

tre Pramhusgaarde med Husmandspladse, Sætre og Slaattemyrer, som de da befandtes udengjærds, samt Kværnstø og Saugfald, som nævntes i Mageskiftebrevet, uden at der til Forfang af Skovens Eier enten ved Forflerelse af Husmandspladsene eller Udstykning af Skylden skulde kunne skee nogen Forandring. Ved Mageskiftet fik enhver af Parterne fuld Eiendom i sin Deel, og hvor stor Indskrænkning, Skovens Eier skulde lide ved den Gaardene tilsagte Brugsret, maatte altsaa i Tvivlstilfælde bevises af disses Eiere, da den dannede en Undtagelse fra Regelen. Men Udtryksmaaden i Mageskiftebrevets 2den Post talte ingenlunde for nogen Adgang til eensidig Forandring af status quo, hvad den omhandlede Gaardsfornødenhed af Træmaterialier angik; thi foruden at "alle tre Pramhusgaardene" aabenbar var nævnte i Betydning af tre Brug, der ikke forudsattes at tiltrænge Andet en det Uduelige og Tørre, saa skulde dette Sidste derhos være Gjenstand for Udviisning, hvilket viste, at selv Dette ikke i Regelen forudsattes nødvendigt, undtagen for en Deel, og at Skoveieren ikke vilde være udsat for Gaardeiernes Vilkaarlighed - og Intet kunde være vilkaarligere, end at de ved Udstykning af Skylden eller Forflerelse af Husmandspladsene skulde kunne flerdoble det Behov, hvorom der var Spørgsmaal - Noget, hvortil de maatte forudsættes saa meget mere tilbøielige, hvis det kunde skee paa Skoveierens Bekostning, som de derved vilde kunne forøge sine Eiendommes Værdi i høi Grad, uden mindste Offer fra sin Side. At der ved Bestemmelsen af Materialiernes Beskaffenhed ingen Grændse var tilsigtet uden som Indskrænkning for Betalingen af, hvad der forudsattes fornødent efter de for Haanden værende Omstændigheder, fremgik tillige deraf, at ogsaa ferske Træer skulde kunne faaes efter Udviisning, men mod Betaling, naar de ønskedes i Stedet for tørre. Flere af de øvrige Poster røbede ligeledes Forudsætningen om status quo. Om nogen Analogt mellem dette forbundsmæssige Forhold og det lovbestemte Forhold i Almindinger kunde heller ikke vel være Tale; og desuden har Høiesteret

Side:793

heller ikke forstaaet L. 3-12-6 saaledes, at nye Concurrenter skulde kunne indskydes ved privat Overeenskomst, om det end skeer med selve Almindingseierens Samtykke, mod de oprindelige Brugshaveres Vilje, end sige med disses Samtykke mod Eiernes Vilje (Rt-1850-337- 341), skjønt Fogden i Statsalmindinger vist nok lige saa vel maa kunne tilstede en passende Udvidelse af Brugsretten, som Rødning af Skattebol, efter lovlig Besigtelse, uden de øvrige Brugshaveres Samtykke. Ei heller kunde nogen Analogi drages fra det Tilfælde, som omhandles i Rt-1853-311-320.