Rt-1859-307
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1859-02-15 |
| Publisert: | Rt-1859-307 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 86. O.nr. 15. |
| Parter: | Ole Sannæs mod Consul Bjørn, m. Fl. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
I denne Sag var afsagt følgende Overretsdom:
I Høsten 1853 og den paafølgende Vinter opførte Ole Olsen Sannæs, der er Eier af begge Elvebredder, en Dam tvertover Haugbolt Fossen i Hammerfoselven i Sannikedal, hvilken Elv danner Hovedvasdraget for Tømmerflødning til Kragerø By fra sammes Opland. Dammen var bestemt til at skaffe Driftsvand til et af Ole Sannæs ved Hammerfoselv opført Saug- og Møllerbrug. Da en Del Trælasthandlere i Kragerø fandt, at bemeldte Dam var til Hinder for Fremdriften af deres Tømmer, sagsøgte de ved Stævning af 20de Juli 1854 Ole Sannæs til Dammens Nedrivelse, Straf og Erstatning, men da under Sagens Drift Dammen af Ole Sannæs blev borttagen, frafaldtes som Følge heraf Paastanden om sammes Nedrivelse. Ved Dom, afsagt af Sorenskriveren i Bamble Sorenskriveri med Meddomsmænd den 26de Juni 1856, blev dernæst saaledes kjendt for Ret: Contracitanten, Ole Olsen Sannæs, bør til Hovedcitanterne, Konsul H. Bjørn junior, P. Bredsdorff, J. C. Heuchs Enke, A. Rømers Enke og S. Wiborg, junior, for at have i Vinteren 1853-1854, uberettiget opført en Dam over Haugboltfos i Hammerfoselv i Sannikedal, at udrede Erstatning efter et paa hans Bekostning erhværvet Skjøn af handelskyndige Mænd for alt det Hovedcitanterne bevisligen ved bemeldte Dams Opførelse paaførte Tab, samt at betale Hovedcitanterne nærværende Sags Omkostninger med 100 Spdlr. For Øvrigt bør Contracitanten for Hovedcitanternes Tiltale i denne Sag fri at være. Denne Dom har Ole Olsen Sannæs ved Stævning af 30te October 1856 paanket her til Retten med Paastand, at den kjendes uefterrettelig at være og Søgsmaalet fra Underretten afvises, samt at der tilkjendes ham Kost og Tæring; eller at han frifindes og tillægges Forsvarsomkostninger ved begge Retter. De Indstævnte, nemlig de i Underretsdommen nævnte Trælasthandlere i Kragerø, have derimod paastaaet Underretsdommen
Side:308
stadfæstet og sig hos Appellanten tilkjendte Procesomkostninger for Overretten. Saa vidt Sagen ex officio afvises, have de Indstævnte paastaaet sig tilkjendt Kost og Tæring. Sin Afvisningspaastand har Appellanten grundet dels paa, at Søgsmaalet urettelig skal være reist af de Indstævnte i Fællesskab, i Stedet for at efter hans Formening hver Enkelt burde have optraadt særskilt som Sagsøger, dels paa, at Appellanten skal have villet gjørligen rette for sig. Retten skal hertil bemærke, at da der hersker en fuldstændig Enhed saa vel i de Indstævntes Søgsmaalsgrund som i deres Paastande og de Bevisligheder, der til Sagens Oplysning blev at fremskaffe, findes Intet til Hinder for, at de fælles have anlagt Søgsmaalet, og hvad den Paastand angaaer, at Appellanten gjørligen har villet rette for sig, da skal man blot bemærke, at i det eneste Punct, hvorom Søgsmaalet nu dreier sig, nemlig Erstatningsspørgsmaalet, har Appellanten aldrig erklæret sig villig til at rette for sig. Om ex officio at afvise Sagen, hvortil de Indstævnte paa Grund af, at Situationskart ikke er optaget og fremlagt, have hentydet, bliver der efter Rettens Formening ikke Spørgsmaal, da saadant Kart ikke til Sagens Forstaaelse findes nødvendigt. I Sagens Realitet har Appellanten anført, at han var i sin gode Ret, idet han lod den paaklagede Dam opføre, da han er Eier af begge Elvebredder, og Dammen derhos blot traadte i Stedet for en ældre nu forfalden Dam af samme Beskaffenhed. Hertil maa imidlertid bemærkes, at det forlængst har været betragtet afgjort, som en almindelig Retsgrundsætning, at Ingen har Ret til egenmægtigen at hindre eller vanskeliggjøre den almindelige Færdsel eller Fremdrift af Produkter gjennem Landet Vasdrag. Denne i og for sig naturlige Sætning finder ogsaa Bestyrkelse ved flere positive Lovbud, hvoriblandt man blot skal citere Frd. 17de October 1794 og Lov 31te Mai 1848 §7, hvilke til Fordel for Tømmerflødningen gjøre det til Pligt for de Vasdraget tilstødende Eiendommes Besiddere at afstaae Grund m. V. At der tidligere har existeret en Dam i Nærheden af den her paaklagede
Side:309
er vistnok oplyst, men foruden at denne ældre Dam har ligget paa et andet Sted - efter Lagrettets Skjøn omtrent 500 Alen fra den her omhandlede - maa den efter flere Vidneprov, jfr. blandt Andet 3die og 8de Hovedvidner, have været meget lavere end den af Appellanten opførte, hvorhos den allerede for en Række af aar siden, formentlig mindst 30, for Størstedelen har været borttagen - se 8de Hovedvidnes Svar til 4de Ovæstion, jfr. ogsaa 1ste og 3die Hovedvidner. Appellanten har dernæst indvendt, at det ikke er oplyst, at Dammen har medført nogen Hinder før Tømmerdriften. Men de afhørte Hovedvidner have i det Stykke saa godt som ensstemmigen provet, at det var vanskeligere at skyde Last i Fossen i Aaret 1854, end tilforn, da ingen Dam var, idet Lasten ofte ikke kunde flyde over Dammen, men maatte trækkes, ligesom man tilforn bestandig kunde skyde endogsaa paa lav Vandstand, medens det den Gang saa godt som var umuligt, naar Vandet var lavt, at komme over Dammen med Last. Dammen stod derhos i en straa Retning over Elven, hvorved Lasten var bleven ført til den ene Side, og i store Hobe havde bundet sig fast nedenfor Dammen, hvorved Fremdriften var bleven forhindret eller forsinket. Ved denne Sammenhobning er Lasten derhos efter Vidnernes Udsagn ofte bleven brækket, ligesom megen Last er bleven liggende tilbage, dels ovenfor Dammen i den saakaldte Tidsjø, dels nedenfor, fordi Dammen forsinkede Lastens Fremdrift, og Flødningsvandet imidlertid gik bort. Vel har Appellanten søgt at svække dette Vidnebevis ved den Indsigelse, at flere af Vidnerne skulde være inhabile, fordi de ere Elvedrivere, og som saadanne forrette Arbeide for de Indstævnte. Hertil maa dog bemærkes, at foruden at kun 7de, 10de, 11te og 12te Vidner ere Elvedrivere, kan deres Interesse i Sagen, idet de ingen Del skulle have i den Erstatning, der fordres, ikke ansees af den Beskaffenhded, at de skulde ansees inhabile. Hovedvidnernes Fremstilling er heller ikke svækket ved de afhørte Contravidner, hvis Prov ikke modsiger Hovedvidnernes, men væsentlig gaaer ud paa, at Tømmeret ogsaa
Side:310
tidligere end Dammens Anlæg undertiden ved lav Vandstand maatte ved Menneskehjælp skydes i Fossen, samt at der i Aaret 1854 var temmelig lav Vandstand i Hammerfoselven; men hermed er ikke Dammens Skadelighed for Elvedriften modbevist. Maa det saaledes ansees fuldstændig bevist, at Kragerøs Trælasthandlere have lidt Skade, ved at deres Tømmer paa Grund af den omhandlede Dam tildels ikke i rette Tid kunde fremflødes og tildels beskadigedes, saa følger ogsaa heraf, at Appellanten, al den Stund han, som ovenfor antaget, var uberettiget til ved den opførte Dam at hindre Elvedriften, maa erstatte Vedkommende deres Tab, uden at det til Fritagelse for saadant Ansvar kan komme i Betragtning, at Appellanten i Høsten 1854 foretog en Del Arbeider i Haugboltfossen for at gjøre Driften lettere, eller at han den paafølgende Vinter nedrev Dammen. Naar Appellanten har benegtet at de Indstævnte eiede noget af det Tømmer, hvis Fremflødning som anført blev forsinket, da er denne Benegtelse fuldstændigen modbevist ved det under 3die Juli 1857 optagne Thingsvidne, hvoraf fremgaaer, at de Indstævnte eiede i alle Fald den allervæsentligste Del af dette Tømmer. Appellanten har endelig forment, at der ei skulde være Adgang til at tilkjende de Indstævnte Erstatning, da disse ikke under Sagen have fremskaffet bestemt Oplysning om, hvormeget Tømmer der Høsten 1854 var tilbageliggende i Hammerfoselven, eller hvormeget der antages at kunde været fremdrevet, om ikke Dammen havde existeret. Da Erstatningen imidlertid er paastaaet tilkjendt efter Skjøn, saaledes som ogsaa i Underretsdommen skeet, vil det selvfølgelig være de Indstævntes Sag, ved Skjønsforretningen at fremskaffe saa tilstrækkelige Oplysninger, at et rimeligt Skjøn derpaa kan bygges. Under dette Skjøn vil der selvfølgelig blive at tage Hensyn saa vel til de Hindringer, som Elvedraget i dets oprindelige Tilstand maatte frembudt for Tømmerets Fremdrift, som til, om Fremdriften, uagtet den opførte Dam, ved Anvendelse af en førøget Arbeidskraft eller ved andre Midler, som med Rimelighed kunde fordres af de Indstævnte benyttede,
Side:311
kunde have været udført i en større Udstrækning end skeet. Efter det Ovenanførte kommer Overretten saaledes til samme Resultat som Underdommeren, hvorhos man er enig i, at Appellanten bør erstatte de Indstævnte Processens Omkostninger. Disse findes dog ved Underretsdommen noget høit ansatte, og formener man, at de for Underretten kunne bestemmes til 60 Spdlr. Processens Omkostninger ved Overretten bør Appellanten erstatte de Indstævnte med 25 Spdlr. Thi kjendes for Ret: Underrettens Dom bør, saa vidt paanket er, ved Magt at stande, dog saaledes, at Processens Omkostninger ved Underretten fastsættes til 60 Spdlr. Processens Omkostninger for Overretten betaler Appellanten, Ole Olsen Sannæs, til de Indstævnte, Konsul H. Bjørn junior, P. Bredsdorff, J. C. Heuchs Enke, A. Rømers Enke og S. Wiborg junior, med 25 Spdlr. At efterkommes,» osv.
Høiesterets Dom, afsagt 17de Februar 1859, er saalydende:
Citanten (Navn) bør til Indstævnte (Navne) efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa hans Bekostning, at udrede Erstatning for det Tab, der er dem paaført ved den af ham i Vinteren 1853 til 1854 opførte Dam over Haugholtsfos i Kammerfoselven i Sannikedal. I Processens Omkostninger for alle Retter betaler Citanten til de Indstævnte 130 Spdlr.
Høiesteret har ved denne nye Conclusion lagt for Dagen, at den ikke finder det nødvendigt, og vel heller ikke altid raadeligt, at binde Udnævnelsen af Skjønsmænd til Folk af det Fag, hvis Interesse Tvisten gjælder, da der ogsaa udenfor Faget kan findes tilstrækkelig sagkyndige Mænd, hvem dets Interesse hverken middelbar eller umiddelbar i nogen kjendelig Grad vedrører.