Rt-1908-538

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1908-07-11
Publisert:	Rt-1908-538
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 116/1. Chr. Schjellungen (Adv. G. Gundersen) mod Konsul Mads W. Stang
Parter:	(Jens P. Heyerdahl).
Forfatter:
Lovhenvisninger:

De nærmere Omstændigheder ved nærværende Sag fremgaar af Præmisserne til den af Sorenskriveren i Solør under 1 November afsagte Underretsdom, ved hvilken saaledes blev kjendt for Ret: Indstevnte Chr. Schjellungen bør være uberettiget til al Hugst i de paa nordre Sætres Sætersskog liggende Sætre. Saa bør han og til Citanten Konsul Mads W. Stang betale det i disse ulovlig huggede Tømmers Værdi bestemt ved uvillige Mænds Skjøn optaget paa Indstevntes Bekostning med 4 % aarlig Rente fra 29 September 1903 til betaling sker og denne Sags Omkostninger med Kr. 200." Ved den i Sagen at Trondhjems Overret under 8 April 1907 afsagte Dom blev saaledes kjendt for Ret: "Underrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes at den tilkjendte Erstatning begrænses til Værdien af 1 Tylt Tømmer, hugget paa Sætervolden, og at de Sagsomkostninger for Underretten, som Appellanten, Chr. Schjellungen, har at tilsvare Indstevnte, Mads W. Stang, fastsættes underet med de Sagsomkostninger, som Appellanten for Overretten bør tilsvare Indstevnte, til et Beløb af 250 Kroner." Overrettens Dom, der er afsagt under Dissens, idet et af Rettens Medlemmer voterede for Schjellungens Frifindelse, er af denne indanket for Høiesteret, hvor han har paastaaet fig frifundet og hos Indstevnte tilkjendt Sagsomkostninger for alle Retter, medens Indstevnte for. Høiesteret, Konsul Mads W. Stang, har nedlagt Paastand om Stadfæstelse af

Side:539

Overrettens Dom og om Tilkjendelse af Procesomkostninger for Høiesteret.

Denne Indstevntes Paastand findes at burde tages tilfølge, idet Høiesteret i det Væsentlige tiltræder de underordnede Retters Dombegrundelse og derhos henviser til den i Norsk Rt-1903-8 flg. refererede Høiesteretsdom afødt xx.xx.1902.

Et af Rettens Medlemmer afgiver følgende dissenterende Votum: Jeg kommer til samme Resultat som det dissenterende Medlem af Overretten og kan i det Væsentlige henholde mig til den af ham afgivne Begrundelse. Retsopfatningen i mange Distrikter har fra gammel Tid været, at naar Skogstrækning, der oprindelig har ligget under et, enten gjennem Udskiftning eller Salg kommer paa forskjellige Hænder, saaledes at Raadigheden over Engslaatter eller Sæter bliver tilliggende den ene Rettighedshaver, og Retten til Skogen tilfalder den anden, saa har den førstnævnte Retten til at holde Slaatlandet under Dyrkning og hindre Skogvekst; foretrækker han imidlertid at lade Trær vokse op, tilligger Retten til disse Trær ham og ikke den anden Part, der eier den omliggende Skog. Teori og Retspraksis har i de senere Tider opstillet andre Retsregler; men i Medhold af den ældgamle Retsanskuelse maa Forholdet anskues, naar som det fremgaar af Vidneførselen (jeg skal her henvise til 1-3 Kontravidne ad 2 og 3; 2 Kontravidne ad 4; 3 Kontravidne ad 6-8, kfr. Erklæring A 45 og A 60; 4 Kontravidne ad 9-11) i over Hævdstid Skogeier og Sætereier i sin Maade at indrette fig paa øiensynlig har givet Udtryk for, at de begge har gaaet ud fra hin Forstaaelse af den stedfundne Afhændelse, og naar - hvad jeg gjennem Vidneførselen anser godtgjort - Sætereieren i nævnte Tidsrum har udøvet Raadighed i Overensstemmelse med denne Fortolkning af Hjemmelspapirerne, Skogeieren under nærværende Sag gjør gjældende. Omkostningerne for alle Retter antager jeg bør ophæves.

I Henhold til det Anførte afsiges saadan

Dom:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Chr. Schjellungen til Konsul Mads W. Stang 250 Kroner.

Af Underrettens Dom Hidsættes:

I Henhold til Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1874 skjødede Thv. Capjon, der eiede Gaarden nordre Sætre i Hof i Solør og den Gaarden forhen tilhørende Sæterskog, der i 1866 var udskilt fra den, ved Skjøde afødt xx.xx.1885 til Johs. Noer og Bernt Udnæseth Gaarden med Hjemskog, men uden nogensomhelst Del i Sæterskogen. I Handelen medfølger efter Skjødet den Gaarden tilliggende Sæter i Sæterskogen med Rettighed til Sæteren af Tørt Top samt Stør efter Udvisning. Saa tilføies der: "Det som Capjon sælger af Eiendommen er altsaa hvad G. & R. Sæther erholdt tilbage af Sætre efter Salget af Sæterskogen, og . som skal være særskilt skyldsat med Undtagelse som nævnt af Pladsene Nylænde og Næset." I Skjødet fra G. & R. Sæther til Thv. Capjon afødt xx.xx.1866 er den Sæterret, som Sælgeren fremdeles har forbeholdt sig beskrevet saaledes: "Ret til Høhøstning og Havning paa de i Skogen liggende Sætre, med Ret til Havning i Skogen, samt Ret til Husbehov i samme for disse og vor Gaard Sætre, men hvilket ene og alene maa tages af Vindfald, Top og Tørt". Disse Udtryk er enslydende i den samme Dag afholdte Skyldsætning.

Side:540

Sæterskogen eies nu af Konsul Mads W. Stang, medens Gaarden med Hjemskogen og Sætrene af Johs. Noer og B. Udnæseth er solgt til Chr. Schjellungen. Denne sidste har indenfor Gjærdet om Sætervolden hugget en De1 der voksende Trær. Stang, der efter Dokumenternes Ord mener sig at være Eier af Sætervoldene, som tilligger Skogen, og i hvilke Gaardens Eier alene har Ret til Høhøstning og Fæhavn, men ikke fuld Eiendomsret og saaledes heller ikke Ret til de der voksende Trær, har - - - nedlagt Paastand paa: "At Indstevnte kjendes uberettiget til Hugst i de paa nordre Sætre Sæterskog liggende Sætre, og at Indstevnte tilpligtes at betale Citanten Erstatning, - - -.

Medens Citanten støtter sin Paastand paa de før citerede Udtryk i Skjødet og Skyldsætningen af 1866, hvortil der henvises til i Skjødet af 1884, støtter Indstevnte sig til samme Skjøde af 1884, hvortil der henvises hans eget under 27 August 1894 udfærdigede Skjøde, og han har derhos efter sin Mening ved Vidner godtgjort, at Brugerne af Gaarden Sætre altid har behandlet Sætrene som sin Eiendom-, medens Skogens Eiere derimod aldrig have aavirket indenfor Sætervoldenes Gjærder.

Retten finder, at Udtrykkene i Skjødet og Skyldsætningen af 1866 er saa bestemte i alene at tilsige Gaardens Eier Slaatten - Høhøstningen - og Havnen i Sætervoldene, at der formentlig ikke godt kan være Tvil om, at Steningen har bæret dermed at afficere ham fra at tilegne sig den i Sætervolden voksende Skog og at forbeholde Skogens Eiere Grunden, hvis Sæterne ikke mere maatte blive benyttet som saadan. Da der ved alle senere Afhændelser henvises til Salget i 1866 og de ved den Anledning oprettede Dokumenter, antager Retten, at de senere Kjøbere maa ansees pligtige til at gjøre sig bekjendt med disse Dokumenter, der saaledes maa gjælde som forbindende ogsaa for dem, og at Hævd udover hvad disse Hjemmelsdokumenter tilsiger Gaardens Eier er afskaaret. Retten skal derfor ikke nærmere indlade sig paa Spørgsmaalet, om den af Gaardens Eiere udøvede Brug af Sætervoldene er af den Art, at derved Eiendomsretten til disse kan være erhvervet. - - -

Af Overrettens Dom hidsættes:

- - - Om Betydningen af Salget og Skyldsætningen i 1866 kan der ikke være Tvist. Og hvorledes end Capjons Salgskontrakt i 1874 skulde forstaaes, hvis den kun indeholdt det hidhørende Udtryk "den Gaarden tilliggende Sæter", er ialfald dette Udtryk ikke saaledes afgjørende, at det kan foraudre-Betydningen af Henvisningen til Salget og Skyldsætningsforretningen af 1866. I denne Henvisning til det ældre Salgsvilkaar udtales ogsaa paany udtrykkelig, hvilken Undtagelse fra Overenskomsten der nu finder Sted mellem, hvad Capjon sælger og hvad G. & R. Sæter i 1866 beholdt tilbage, da de solgte Skogen, nemlig at Pladsene Nylænde og Næsset nu undtages. Om Hævd for Appellanten kan der heller ikke være Tale. Har der af ham eller Formand været foretaget noget en Eier tilkommende Raadighed over Træerne paa Sætervolden, bliver det alene en Overskridelse af Brugsretten. - - -

Wildhagen. Bergersen.

- - - I det Hele maa efter min Opfatning Gaarden ved de oprindelige Dokumenter antager at være tillagt enhver Ret over Sætervolden, der er forbundet med Brugen af Sæter, og da dette synes at være den eneste Nytteret, man dengang forbandt med Sæteren eller Sætervolden, følger heraf, at Gaarden allerede efter Dokumenterne her blev eneraadig. Hermed stemmer ogsaa den stebfundne Indgjærding. Naar derefter i Tidens Løb Tømmertræer vokser op paa Sætervolden, eller Træerne der faar nogen Betydning, kan man sige, at disse ikke trænges for Sæteren, men paa den anden Side vil Skogeieren ikke kunne nyttig gjøre disse uden at trænge ind paa et Omraade, der er forbeholdt Gaarden.

Side:541

Hvilken af disse Betragtninger tilkommer størst Vegt ved Afgiørelsen af Spørgsmaalet om Retten til Træerne, kunde i og for sig maaske være tvilsomt nok, men i nærværende Tilfælde maa man efter Vidneprovene og de forøvrig foreliggende Oplysninger vistnok antage, at baade Skogeier og Gaardeier altid har gaaet ud fra, at denne Ret tilkommer Gaardeieren. Efter mit Skjøn vilde allerede dette være afgjørende, men dertil kommer nu ogsaa Skjødet fra Capjon i 1874. Jeg opfatter dette saaledes, at Sæteren (ikke blot visse Brugsrettigheder der) ligefrem er overdraget sammen med Gaarden, idet man har gaaet ud fra, at den allerede . efter Skylddelingen tilhørte denne. Efter det foran anførte antager jeg, at denne Forudsætning er rigtig og ialfald stemmende med gjældende Opfatning af Forholdet, men selv om den havde beroet paa en Vildfarelse, vilde dette for Eftertiden være uden Betydning, idet Capjon som Eier samtidig baade af Skogen og Gaarden forsaavidt var helt Herre over, hvad han overdrog Kjøberen. - - -