Rt-1918-561

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1918-04-03
Publisert:	Rt-1918-561
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 29/1 B s.a.
Parter:	Straffesak mot medlemmerne av styret for A/S Bogen: Skibsreder Harald Waalman, skibsreder Thorvald Berg og skibsreder Hans M. Vik samt medlemmerne av styret for A/S Viks Rederi: Skibsreder Magne Vik, skibsreder Harald Waalman og skibsreder Hans M. Vik. (Aktor: Advokat Nørregaard - forsvarer: Advokat Per Rygh).
Forfatter:	Hambro, Heggen, Prydz, Rivertz, Vogt, Jensen, Reimers
Lovhenvisninger:	Straffeprosessloven (1887) §2, LOV-1916-07-26-§14, LOV-1916-07-26-§87, Firmaloven (1890) §24, §36, §7, Firmaloven (1890), LOV-1890-05-17, LOV-1896-07-27-§86, LOV-1896-07-27-§87, Skibsaktieselskapsloven (1916) §14, §87

Assessor Hambro: Angaaende de tiltalte i nærværende sak saavelsom sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til Tønsbergs meddomsrets dom av 12 februar 1918, hvorved samtlige tiltalte blev frifundet.

Ved anke fra Tønsbergs politimester er dommen indbragt til prøvelse for Høiesteret, idet lovanvendelsen antages urigtig. Ankens nærmere indhold er efter min opfatning av sakens processuelle stilling uten interesse.

Som det av domsgrundene og de i samme anførte tiltalebeslutninger fremgaar, er saken anlagt i medhold av Straffeproceslovens §2 nr. 1, og der reiser sig da for mig det spørsmaal, om denne bestemmelse hjemler saksanlægget, saaledes som skedd, efter straffeproceslovens regler.

Jeg finder det ikke paakrævet i den anledning at uttale mig om, hvorvidt en overtrædelse av de i skibsaktieselskapsloven av 26 juni 1916, jfr. lov av 17 mai 1890 om handelsregistre m.v., indeholdte bestemmelser overhodet med rette kan henregnes under overtrædelser av politilovgivningen. Uanset dette mener jeg nemlig, at der ikke paa grundlag av disse bestemmelser er nogen adgang til med hjemmel av straffeproceslovens §2. nr. 1 at anlægge sak i straffeprocessuelle former. Hertil maatte det i hvert fald kræves, at bestemmelserne gav adgang til gjennem anvendelse av løpende mulkt at fremtvinge den foreskrevne anmeldelse; men en saadan adgang kan jeg ikke finde hjemlet i den i tiltalebeslutningerne og meddomsrettens domsgrunde anførte §14 i skibsaktieselskapsloven. Denne bestemmelse gaar vistnok ut paa, at det konstituerte selskap skal anmeldes til registrering overensstemmende med lov om handelsregistre m.v. av 17 mai 1890, og fastsætter tillike anmeldelsens indhold, men der staar intet hverken i loven av 1916 eller i loven av 1890 om adgang til at fremtvinge en undlatt anmeldelse gjennem løpende mulkt. Følgerne av en saadan undladelse har lovene selv fastsat, nemlig en civilretlig følge - se derom handelsregisterlovens §7 andet led og skibsaktieselskapslovens §17 andet led - og en strafferetlig følge - se de nævnte love henholdsvis §23 og §87, hvor undladelsen er

Side:562

belagt med bøtestraf. Nogen direkte fremtvingen av anmeldelsen er der ikke git anvisning paa, og naar loven av 1916 for særlige undladelsestilfælde fastsætter andre følger, som i §75, hvor der endog trues med selskapets opløsning, eller i §85 femte led, hvorefter beslutning om nedsættelse av aktiekapitalen ved undlatt anmeldelse inden den fastsatte frist skal tape sin kraft, saa viser dette formentlig tilstrækkelig, at saadan direkte tvang ikke efter denne lov kan gjøres gjældende mot den eller de anmeldelsespligtige. Denne opfatning finder jeg ogsaa bestyrket ved loven om skibes registrering av 4 mai 1901. Heller ikke i denne lov er der tale om direkte fremtvingelse av de efter samme pligtige anmeldelser, idet undladelsens civilretlige følger, som loven selv fastsætter - se f.eks. §20 første led sidste punktum, §23 og §25 - alene suppleres av straffebestemmelsen i den almindelige straffelov, se dens §339 og §419. Ganske anderledes er forholdet ved en række love, særlig bygnings- og brandlove, som uttrykkelig ved siden av straffen ogsaa gir adgang til gjennem løpende mulkt direkte at fremtvinge lovens bestemmelser overholdt ved nedrivning eller forandring av det ulovlig utførte. Jeg nævner her den almindelige bygningslov av 27 juli 1896 §86 og §87, hvor motsætningen er av særlig betydning i denne sammenhæng. Efter den første paragraf, hvorunder bl.a. gaar undlatt anmeldelse, er følgen alene bøtestraf, mens den anden fastsætter, at hvis ellers noget sker mot lovens forskrifter o.s.v., skal under løpende mulkt det lovstridig utførte kunne forlanges rettet, enten ved borttagelse eller forandring, og desuten skal bøtestraf ilægges. Likeartede bestemmelser har man i bygningsloven for Bergen av 19 april 1899 §94 og §95, for Kristiania av 26 mai s.a. §97 og §98 og for Trondhjem av 11 juni 1906 §105 og §106. Videre kan jeg henvise til lov om forhud mot opførelse av træbygninger i byerne m.v. av 19 mai 1904 §5 og lov om brandvæsenet av 15 august 1908 §63 andet led. I alle disse tilfælde - og formentlig i flere andre i speciallovgivningen omhandlede - haves der en positiv lovhjemmel til under løpende mulkt direkte at fremtvinge overholdelsen av de dersteds omhandlede lovforskrifter; men utenfor saadanne tilfælde kan adgang hertil neppe opstilles, og allermindst, som i nærværende sak gjort, hævdes som et almindelig princip overfor love, der som skibsaktieselskapsloven selv har angit følgerne, baade de civilretlige og de strafferetlige, av at undlate at efterkomme dens bestemmelser. Der er saaledes efter min mening intet, som adskiller det her anførte søksmaal fra et almindelig borgerlig saksanlæg, og jeg mener, som allerede anført, at straffeproceslovens §2 nr. 1 ikke hjemler saksanlæg i straffeprocessens former for et saadant tilfælde.

Jeg vil derfor votere for, at dommen og den til grund for samme liggende hovedforhandling ophæves av denne grund.

Konklusion:

Den paaankede meddomsretsdom og den til grund for samme liggende hovedforhandling ophæves, fordi saken uten

Side:563

hjemmel i straffeproceslovens §2 nr. 1 er anlagt og behandlet i straffesaks form. (Vanlige salærer).

Ekstraordinær assessor Heggen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Prydz, de ekstraordinære assessorer Rivertz, lagmand Vogt og justitiarius Jensen: Likesaa.

Assessor Reimers: Jeg slutter mig likeledes til førstvoterende og tiltræder i alt væsentlig ogsaa hans begrundelse. Jeg finder imidlertid at burde tilføie, at efter min mening flyter resultatet likefrem ogsaa derav, at den forseelse mot loven om skibsaktieselskaper av 26 juli 1916 §14, jfr. §87, som er paatalens gjenstand, ikke med rette kan karakteriseres som en overtrædelse av politilovgivningen, hvad der er betingelsen for anvendelse av straffeproceslovens §2 nr. 1. Efter sit væsen har forskriften om anmeldelse av skibsaktieselskap ikke karakteren av en politiforskrift. Den hører hjemme paa et helt andet omraade end den lovgivning, der kan indregistreres som «politilovgivning», hvor vagt end dette begrep kan erkjendes at være. Heri gjør det - mener jeg - i tingen selv ingen forandring, at sak til straf for undlatt anmeldelse ifølge firmalovens §24 skal behandles som politisak, d.v.s. i de særskilt for politisaker foreskrevne former. Ti denne rent processuelle bestemmelse rører, saavidt skjønnes ikke ved tingens og budets realitet.

Kjendelse blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av meddomsrettens dom:

Ved politimesteren i Tønsbergs tvende tiltalebeslutninger av 17 juli 1917 er skibsrederne H. Waalmann - - - med hjemmel av straffeproceslovens §2 nr. 1 sat under tiltale efter lov om skibsaktieselskaper av 26 juli 1916 §14, jfr. §87, 1ste punktum, for i tiden siden høsten 1916 at ha undlatt at anmelde de henholdsvis i august og september 1916 konstituerte selskaper «Bogen» og «Viks Rederi». Paastand paa straf er ikke nedlagt, men kun paastand om pligt til under løpende mulkt at foreta anmeldelse som i tiltalebeslutningen anført..

Der kan reises tvil om, hvorvidt tiltalespørsmaalet kan behandles efter de i straffeprocesloven fastsatte regler, idet det kan hævdes - uten at dette dog under saken er skedd - at saken ikke henhører under «politilovgivningen», jfr. straffeproceslovens §2 nr. 1, men kun kan behandles i civilprocessens former. Retten antar, at søksmaalet rigtigen er behandlet efter straffeproceslovens regler. Det findes forsaavidt at være tilstrækkelig under henvisning til høiesteretsdom i Rt-1916-1065, at bemerke, at der til den paastaaede overtrædelse av anmeldelsespligten er knyttet paastand om, at de tiltalte under løpende mulkt foretar anmeldelse.

Ved det under hovedforhandlingen oplyste finder retten det bevist, at der den 11 august 1916 blev konstituert et skibsaktieselskap «Bogen» med en aktiekapital av 2 1/2 million kroner, at dette selskap opløstes den 26 april 1917, og at der ikke var foretat anmeldelse av selskapet til registrering overensstemmende med lov 17 mai 1890 om handelsregistre, firma og prokura. Likesaa er det paa det rene, at skibsaktieselskapet «Viks Rederi» konstituertes den 12 september 1916 med en aktiekapital av 6 millioner kroner, at selskapet opløstes den 8 mai 1917, og at der ikke

Side:564

er skedd anmeldelse av selskapet til registrering overensstemmende med firmaloven av 1890. - - -

Retten kommer trods det foran anførte til det resultat, at de tiltalte dog maa frifindes. Den finder nemlig at maatte gi de tiltalte medhold i den indsigelse, at de tiltalte ikke kan tvinges til at registrere sine selskaper, efterat disse er opløst. Da øiemedet med anmeldelsen av et firma til registrering er at beskytte tredjemand, og da loven ved at belægge undlatelse av anmeldelse med straf har git uttryk for, at den anser øiemedet av offentlig interesse, maa det antages, at et i virksomhet værende selskap av det offentlige ved dom kan tvinges til under løpende mulkt at anmelde sig. Av hensyn til de tredjemænd, som fremtidig maatte komme i forbindelse med selskapet, har her en slik dom god hensigt. At et opløst, uanmeldt selskap sættes under tiltale til straf for sin undlatelse av at anmelde sig, har ogsaa mening; men at det i alle tilfælde skal tvinges til anmeldelse, synes uten fornuftig hensigt. Forsaavidt angaar allerede avsluttede avtaler, saa har loven bestemt virkningerne av undlatt registrering derhen, at de, som har indgaat avtalerne paa et selskaps vegne, personlig en for alle og alle for en hefter for disse. Om fremtidige avtaler blir der under den her omhandlede forutseetning - at selskapet er opløst - ikke tale. Der kan vel gives tilfælder, hvor tredjemand har interesse av at faa officielt konstatert, at et selskap er opløst, og det er mulig, at den tredjemand, der har en saadan interesse, kan faa fremtvunget en anmeldelse; men der foreligger ingen slik almindelig interesse for tredjemand i at faa registrert et opløst selskap, som kan berettige det offentlige til at fremtvinge anmeldelse ved dom. Det kan ikke indsees andet, end at en anmeldelse og registrering nu av nærværende selskaper begrebsmæssig - set i forhold til registreringsinstitutets karakter og øiemed - blir en tom formalitet. Det bemerkes i denne forbindelse, at loven av 1890 ikke kan antages at ha tat nogetsomhelst hensyn til statens fiskale interesser i registreringsgebyret, som for et selskaps vedkommende efter firmalovens §36 utgjorde kr. 10 og var den eneste indtægt, staten hadde av en (første gangs) anmeldelse. At registeringen paa grund av senere indført stempelavgift har faat betydelig fiskal interesse for staten, kan ikke bevirke, at man ved fortolkningen av firmaloven har at lægge andre betragtninger til grund end de, som flyter av loven og dens øiemed. - -- -