Rt-1845-380
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1845-00-00 |
| Publisert: | Rt-1845-380 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.Nr 70. D.Nr 42. |
| Parter: | Kjøbmand D. Rasch mod Bager D. Voigt. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | LOV-1839-07-05-§24, LOV-1839-07-05-§36, LOV-1839-07-05-§47, LOV-1839-07-05-§48, LOV-1839-07-05-§93, LOV-1839-07-05-§94 |
Kjøbmand Rasch, der i Aaret 1829 erhvervede Borgerskab som Kjøbmand i Fredrikshald, indrettede i Aaret 1842 i sin gaard et Bagerie, som han fra 1ste August s.a. drev med svende och drenge, og fra hvilket han gjorde udsalg af saavel grovt som fint brød til stadens indvaanere. Herved fandt Stedets Bager, D, Voigt, sig fornærmet, og indklagede under 31te f. m. Appellanten for politiretten, hvor klageren paastod ham for ubetettiget Haandværksdrift anseet med mulet efter L. af 15de Juli 1839 §85, hvorimod appellanten paastod frifindelse, i det han derhos med attest fra politiadjutandt Dafs i Christiania beviste, at det paa Grund af Bestemmelserne i resc. af 10de April 1761 i de 15 Aar, Dafs havde været politi-embedsmand paa dette Sted, var bleven taalt, at enhver, som i byen havde Borgerskab, ernærede sig paa hvilken lovlig Maade han bedst vilde og kunde, naar derved ikke skede indgreb i noget laugs privilegier, og at som følge heraf saavel Kjøbmænd som andre Borgere i Christiania, hvor der ikke existeret noget Bagerlaug, upaatalt havde drevet Bagerie.
Ved den under 25de November s.a. afsagte politiretsdom blev saaledes kjendt for ret: Kjøbmand D. Rasch bør, for uberettiget at have drevet Bagerhaandværket, at erlægge en mulct til Frederikshalds Fattigcasse af 8 Spd. At udredes inden 3 solemærker efter denne doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.» Denne Dom blev af Rasch paaanket til Christiania stiftsoverret, hvor han lod fremlægge en attest fra raadmændene i Christiania, saalydende: «Skjønt det i den Tid, undertegnede have været medlemmer af Christiania Magistrat (fra Slutningen af Aaret 1828), i almindelighed har været Tilfældet, at de personer, der førend haanværksloven af 15de Juli 1839 traadte i Kraft ere meddeelte Borgerskab som Bagere, have fremlagt lærebreve (svendebreve), har det dog af
Side:381
magistraten ikke været fordret som nødvendig betingelse, at deslige Lære- eller Svendebreve skulle præsteres, naar Vedkommende forøvrigt ved troværdige Mænds Attester bevise deres Duelighed i Bagerprofessionen.» Overretten erklærede sig ikke destomindre i sin Dom af 26de februar 1844 enig med Byfogden, men gjorde nu conclusion af følgende Indhold: «appellanten Kjøbmand D. Rasch bør for ulovlig Haandværksdrift at erlægge til Frederikshalds Fattigcasse en mulct af 8 Spd. Saa bør han og til indstævnte Bagermester D. Voigt betale processens omkostninger for stiftsoverretten med 15 Spd. Det idømte at udredes inden 8 Uger efter denne doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.»
Aarsagen til at Underretsdommen ikke blev stadfæstet in terminis var, at Overretten tildeels motiveredes af andre Grunde end de af Byfogden anførte. Rasch havde nemlig støttet sin paastand paa: 1) at Bagerie ei var noget Haandværk; 2) at rescr. af 10de April 1761 maatte antages at hjemle det paaklagede, efterdi der ikke i Frederikshald existerer noget Bagerlaug: og 3) at Spørgsmaalet Tidligere var afgjort i hans Faveur ved en af Overretten selv under 19de April 1841 afsagt Dom i en Sag, paaklaget af Bager Voigt mod marketenter Just Olsen, i hvilken Dom retten, ved at frifinde denne, havde støttet sig Deels til det ovennævnte rescript, Deels dog ogsaa til den betragtning, der i Underretten blev anseet for den eneste anvendelige, nemlig at «Rettighed til at drive Bagerie eller til at bage og sælge Brød, med eller uden Hjælp af Svende, maa henføres til og indbefattes under den Næringsdrift, som er hjemlet den classe af Kjøbstadsborgere, der kaldes marketentere*) . Overretten anførte mod Raschs Grunde i nærværende Sag blandt Andet følgende: ad 1. Sprogbrugen hjemler ligesaavel som §47 i Haandværksloven, at Bagerie
Side:382
kaldes Haandværk, hvorfra denne lovs §48 alene gjør untagelse med Hensyn til bagning af grovt brød; ad 2. Appellantens fortolkning af rscr. 1761 maa vistnok billiges (Rt-1839-212-215 og Rt-1839-420-422). Men rescriptet kunde dog ikke afgjøre Sagen til appellantens fordeel, da det, uagtet ikke Udtrykkelig ophævet ved Haandværksloven af 1839, maa ansees at være traadt ud af Kraft, forsaavidt det kommer i strid med denne lovs Bestemmelser. Dette antog nu Overretten at være Tilfældet, efterdi den nye lovs §24 §36 gjør specielt Borgerskab til Bagerie (eller dog paategning derom paa ældre Borgerskab) aldeles nødvendigt, og hvilket appellanten ikke havde erhvervet ved Bageriets aabning. Den i handelsloven af 8de August 1842 §16 givne Bestemmelse, om at Handelen med brød er fri, kunde efter Overrettens formening ikke bevise, at ogsaa tilvirkningen er det, da §14 litr. c selv hvad de i §16 nævnte varer angaaer har indskjærpet de indskrænkninger, som Haandværksloven indeholder, hvortil kommer, at Sagen er af ældre oprindelse end hiin lovs publication. Specielle undtagelser for andre Steder kunde ikke paaberaabes for Frederikshald, hvor ingen saadanne vare gjældende, og det for Christiania under 10de Juni 1796 udkomne rescript, der af Rasch anførtes, er desuden hævet ved Haandværkslovens §24. ad 3. Saavel den hernævnte Dom som de Høiesteretspræjudicater, der findes meddeelte i Retstidenden 1.c., kunne, som ældre end Haandværksloven, intet bevise, skjønt Underretsdommen i den af overetten under 19de April 1841, paakjendte Sag var afsagt den 27de November 1839, altsaa nogle Maaneder efter Haandværkslovens Emanation, ligesom Underretten havde paaberaabt sig den nye Haandværkslovs bestemmelser mod den anklagede, der frifandtes alene fordi han var marketenter.
- ) Csr. Rescr. af 2den August 1799 og Loven om Handelen i Christiania af 20de August 1833 §8.
Appellanten erhvervede Bevilling til Sagens Prøvelse i Høiesteret, uagtet den angit en inappellabel Bod. Hans Sagfører anførte mod Overretsdommen blandt meget Andet især følgende: Sagen er anlagt alene for at faae
Side:383
Straf anvendt paa Appelanten, der, selv om hans forhold ikke skulde findes lovhjemlet, dog ikke burde straffes, da han havde handlet bona fide i Overrensstemmelse med med hvad Overretten selv havde antaget i den ældre, af Bager Voigt anlagte, Sag. Rescriptet af 1761, som da ansaaes for tilstrækkelig hjemmel for det paaklagede, er ikke ophævet ved Haandværkslovens §93, og at §94 vil have andre Bestemmelser ophævede end Dem, der Udtrykkelig anføres i den foregaaende §ph, antages kun at sigte til de om andre ejenstande end Haandværk i den ældre lovgivning givne bud, der staae i forbindelse med Haandværksdriften, men ei til saadanne rescripter, som det af 10de April 1761, der ene og alene angaae Haandværk (?), og altsaa burde have været anført i §93, dersom Meningen var at sætte det ud af Kraft. Dette rescript var en undtagelse fra den almindelige lov, i hvis Sted Loven af 15de Juli 1839 traadte, og det kan derfor ligegodt bestaae ved Siden af denne, hvilket ogsaa i praxis har været antaget overalt i Landet undtagen i Bergen, hvor en aldeles speciel Bagerlovgivning er gjældende. Haandværkslovens §24 er kun ejentagelse af en gammel regel, og dens Fordring paa beviis om Duelighed rammer alene Bagernæringen i Bergen, hvor der er laug, i det man ellers uden specielt paabud er uberettiget til at fordre beviis for kyndighed fra Vedkommendes Side. §36 er heller ikke i sit Indhold ny, og dens Slutning kan ei anvendes hvor den Næring, der drives ved Siden av Borgerskab, er af den natur, at den maa ansees indbefattet under Borgerskskabet, hvilket just var Tilfældet med Hensyn til Bagerie ifølge rescriptet 1761. Man paastaaer altsaa nu ligesaa forgjæves som forhen (csr. Sportellovens §170 og §172), at den, som vil drive Bagerie ved Siden af Kjøbmandskab, specielt maa anmelde dette for Magistraten osv. ; thi tendentsen i den nye lov er at frie Haandværksdriften for Baand som forhen generede den, ikke at paabyrde den nye. Vil man endog ansee den 36te §ph i L. af 15de Juli 1839 for ny, saa bør den dog ikke komme Rasch til skade, som
Side:384
har erhvervet sit Borgerskab 10 Aar forend den udkom. I denne Henseende henvistes til en dom, afsagt i Høiesteret den 31te Januar Rt-1844-424-26 (der dog angaaer et fra nærværende Sag forskjelligt Tilfælde). Overretten formeentes heller ikke med føie at have henført Bagerie til Haandværksdrift, da det i regelen er en huusnæring, skjønt vel enkelte derpaa tage Borgerskab, hvilket dog kun hvor der existerer laug for Bagerie ansees nødvendigt. Derfor Sagde rescriptet af 10de Juni 1796, at Bageriet i Christiania ved ophævelsen af Bagerlauget saldt i det fri. Den sidste lov om Handelen (§5) tillader ikke, at der meddeles Kjøbmænd Borgerskab paa Haandværksdrift, og Rasch havde saaledes dobbelt Grund til at beklage sig over, at hans ældre Borgerskab ikke maatte forstaaes i Overrensstemmelse med rescr. af 1761.
Af Modpartens Bemærkninger anføres her blot, at han, som beviis for at Bagerie er et Haandværk, citerede de almindelige laugsartikle for Bagere af 23de Juni 1683, i det han tillige oplyfte, at der ikke har exiteret saadanne laug uden i Bergen, Trondhjem og før 10de Juni 1796 i Christiania; 2) at den nye Haandværkslovs tendents, efter hvad forslaget viser, var forebyggelse af at Haandværkerne skulde synke ned til Daglønnere hos Capitalisterne (csr. §5 i Loven om Handelen), og det formeentes indlysende, at Haandværksstanden ikke kunde vedblive som saadan ved bibeholdelsen af den frihed, man tildeels ved misforstaaelse af rescr. 1761 tilstod andre Borgere til at drive Haandværk. Indstævnte Documenterede ogsaa med attest fra Byfogden Rieck, at der, efter at Loven af 15de Juli 1839 var udkommen, i Frederikshald har været forlangt og præsteret beviis for Duelighed i Haandværk ved Borgerskabsmeddelelser. Høiesteretsdom af 4de October 1844 er saalydende: «Stiftsoverrettens Dom bør ved magt at stande, dog saaledes at processens omkostninger saavel for bemeldte Ret som for Høiesteret ophæves.»