Instans: Høyesterett - Dom
Dato: 1871-02-24
Publisert: Rt-1871-221
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.nr. 101/1 71
Parter: Advokat Heffermehl, Aktor mod Frederikke Holm (Hausmann).
Forfatter: Hansteen, Saxlund, Hallager, Blich, Thomle, Andresen, Kjerulf, Manthey
Lovhenvisninger: Grunnloven (1814), Grunnloven (1814) §102, §103


Assessor Hansteen: Ifølge Ordre fra Akershus Amt afødt xx.xx.1870 tiltales Frederikke Holm, der er 28 Aar gammel, og som har været straffet en Gang for ulovligt Brændevinssalg, "for den 12 Juni 1870 ved en af Politiet anstillet Husinkvisition af H. Holms og hendes Bolig paa Moløkken at have nægtet Politiet at komme ind og derefter at have gjort Politiet voldsom Modstand". Ved de ergangne Domme, der ere Paaankede efter hendes Forlangende, afsagte af Sorenskriveren i Aker den 19 Oktbr. f. A. og af Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling den 28 Novbr. næstefter, er hun "for voldsom Modstand mod Politiet og for at have nægtet det at komme ind, hvor det paa Embedsvegne var berettiget til Adgang", tilfundet Fængsel paa Vand og Brød i 10 Dage og tilpligtet at betale Salarier til Referent og Forsvarer ved Underretten, resp. 5 og 4 Spd, og til Delinkventfondet for Overretsreferatet 4 Spd.

I det i Aktionsordren nævnte Hus paa Moløkken, hvor Tiltaltes Broder har Bolig, er der, efter hvad der er oplyst under Sagen, i længere Tid dreven ulovlig Brændevinshandel. I den Anledning har Tiltaltes Broder, Hans Holm, i Løbet af de sidste Aar 3 Gange været dømt for ulovligt Brændevinssalg og hun som anført l Gang, og desuden har i samme Tidsrum forskjellige andre Personer været dømt eller har vedtaget Mulk ikke mindre end tilsammen 8 Gange for Brændevinshandel, der er drevet fra Angj.s og hendes Broders Bolig, og de fleste af disse har under Sagerne forklaret, at den Brændevinshandel, hvorfor de er mulkteret, i Virkeligheden er drevet for Holms Regning, For om muligt at standse dette havde Lensmanden i Pintse forr. Aar antaget en permitteret Politikonstabel, Sagens l Vidne, til at holde Vagt ved Holms Bolig fra Pintseaften til Nat efter 2 Pintsedag; det er nemlig om Søndagene i den forbudne Tid, at denne Brændevinshandel har været drevet. Dette Vagthold viste sig at være virksomt, idet der blev af denne Vagt anholdt flere, Gange i Løbet af Pintsedagene i det hele 8 Flasker Brændevin. Lørdag den 11 Juni f. A. havde Lensmanden igjen leiet den samme Mand til at holde Vagt ved Angj.s og hendes Broders Bolig. Men ved Middagstid indfandt han sig hos Lensmanden og berettede, at nu havde Holm ogsaa begyndt en Ølhandel fra et andet Værelse i samme Gaard, og at der var antaget en ny Udsælger til at forestaa Brændevinshandelen, nemlig en Hans Karlsen, og at der var saa mange Mennesker samlet, at Vagten ikke ansaa det sikert at gaa der alene. Af den Grund indfandt Lensmanden sig med et Par af sine Folk paa Stedet og anholdt da 39 1/2 flaske Øl. Han vilde da ogsaa ind i det Værelse, hvor Brændevin solgtes, for at anstille Undersøgelse, men Angj., Frederikke Holm, som var inde i dette Værelse hvis Dør hun holdt laaset, vilde ikke paa Lensmandens Opfordring aabne den. Lensmanden fandt, at man med Magt burde se at komme ind, men vilde ikke gjøre det paa egen Haand men have Fogdens Bistand og henvendte sig derfor til Fogden, som om Eftermiddagen med Lensmanden begav sig til Stedet, hvor Angj. fremdeles var i det samme Værelse, hvis Dør hun holdt tillaaset. Fogden opfordrede hende ogsaa til at lukke op, men hun vægtede det fremdeles. Der blev givet hende Betænkningstid, men hun vedblev sin Nægtelse. Nu bestemte Fogden, efterat have forvisset sig om, at der virkelig samme Dag var solgt Brændevin paa Stedet, sig til at lade Døren aabne med Magt og fik da fat i et Par Smede, Sagens 4 og 5 Vidner, som ved at sætte et Øxeblad mellem Døren og Karmen fik udvidet

Side:222

Aabningen, saaat Laasen slap Slutstykket og Døren gik op, uden at Døren forøvrigt tilføiedes nogen Skade. Angj. begav sig da hurtig ind i et Værelse indenfor Kjøkkenet og søgte at smelde Døren igjen, men dette blev hindret ved, at Smedene satte Noget imellem; hun trykkede imidlertid ogsaa derimod, og først ved at 4, 5 og l Vidner trykkede stærkt paa Døren, fik de den op. Brændevin fandtes imidlertid ikke derinde, men det er dog ingenlunde vist, at Brændevin ikke var der; thi det var en Piedestal og en Kommode, som var tillaaset, og som Angj. nægtede at oplukke, hvilke Møbler Fogden ikke fandt det rigtigt at lade opbryde, saa at det er al Sandsynlighed for, at Brændevin har været skjult der, Mod den nævnte Herman Karlsen, som den Dag skal have forestaaet Brændevinssalget, blev der anlagt Sag for ulovlig Brændevinshandel, og han blev ogsaa ved upaaanket Under- og Overretsdom dømt for ulovligt Brændevinssalg; men det blev ikke under Sagen specielt oplyst, at der netop var solgt Brændevin den Dag, da den omhandlede Husundersøgelse fandt Sted. Vidnerne ved Politisagen bleve først afhørte en betydelig Tid bagefter i August Maaned, og efter hvad der oplyses, har Vidnerne under den Sag forklaret, at de mange Gange havde kjøbt Brændevin der, men de har ikke bestemt kunnet erindre, at det var den omhandlede Søndag. Det er altsaa ikke bevidst, at Brændvinssalg er foregaaet netop den Søndag, men det kan jo hidrøre fra, at der var hengaaet saa lang Tid, at Vidnerne ikke bestemt kunde erindre Tiden. Der er altsaa ingenlunde Grund til at antage, at Brændevin ikke har været solgt den Dag, da jo Fogden, ved at forhøre sig hos de tilstedværende Personer havde forvisset sig om, at der virkelig var solgt Brændevin den omhandlede Dag; men som sagt saa lang Tid efter har der ikke kunnet skaffes juridisk Bevis derfor. For saaledes paa denne Maade at have nægtet Politiet at komme ind er det, at Angj. til tales i Sagens 1ste Post, og hun erkjender, at det er gaaet saaledes til, som jeg har refereret, i dette Stykke, og Spørgsmaalet, om hun derfor kan straffes, vil altsaa bero paa, om Politiet kan antages at have været berettiget til Adgang her under disse Omstændigheder, saaledes som det staar i Krll.s 10-3: "nægter en Embedsmand at komme ind, hvor han paa Embedsvegne er berettiget til sin Adgang".

Dette Spørgsmaal, om hvorvidt Politiet har været berettiget til Adgang, er af begge de foregaaende Retter besvaret betræftende, og jeg antager ogsaa, at Spørgsmaalet bør besvares saa. Tvivlen maatte hentes fra Bestemmelsen i Grundl.s §102, der siger, at Husinkvisition ikke maa finde Sted uden i kriminelle Tilfælde, Nævnte Grundlovsbestemmelse fortolkes som bekjendt i Almindelighed saaledes, at Meningen er, at Husinkvisitioner ikke maa finde Sted for de mindre Lovovertrædelser. Men hvad der har været Gjenstand for Tvivl, har været, hvor Grændsen her skal sættes. Man har dels opstillet den Distinktion, at det skulde være Politiforseelser i Modsætning til Justitsforbrydelser, som var undtagne fra Husinkvisition. Men det har dog Alle været enige om, saavidt jeg har kunnet forstaa, at det ikke gaar an at holde sig strængt hertil. Det er navnlig Schweigaards Proces*), man pleier at paaberaabe sig, og han siger, at man ikke kan holde sig strængt til denne vilkaarlige Forskjel i Sagens processuelle Behandling Proceslovkommissionen er ogsaa af samme Mening at Politiretsbehandling er et altfor tilfældigt Mærke, til at nogen Distinktion kan knyttes dertil Saa har man troet, at Straffens Størrelse kunde benyttes som det, hvorefter Spørgsmaalet skulde besvares, og man har ment, at man muligens kunde opstille Regelen saaledes, at naar Straffen ikke var større end Bøder, skulde Husinkvisition ikke kunne finde Sted. Jeg *) 2den Del (første Udgave) S, 218-19.

Side:223

tror imidlertid ikke, det gaar an at forstaa Grundl.s §102 saaledes. Havde det været Meningen, havde det været en meget let Sag at give Regelen saaledes.

Jeg antager derfor, at man ikke kan opstille nogen saadan absolut almindelig Regel, men at man maa "tage Hensyn til hvorvidt Omstændighederne i det enkelte konkrete Tilfælde er af den Beskaffenhed, at det Offentliges Interesse i om muligt at saa Forbrydelsen opdaget og bevist er saa stor, at det er rimeligt, at den Privates Interesse, som bestaar deri ikke uden rimelig Grund at skulle taale Indtrængen i sit Hus, maa staa tilside. Jeg er saaledes med de foregaaende Retter af den Mening, at Grundlovsbestemmelsen maa ansees mere som en Veiledning end som et positivt absolut Bud. Her er i dette Tilfælde to Interesser, der staa mod hinanden, det Offentliges af at se Forbrydelsen opdaget og bevist, og den Privates Interesse i ikke at skulle taale Indtrængen i sit Hus. Men selv om Lovovertrædelsen er af den Beskaffenhed, at Straffen kun er bestemt til Bøder, saa kan Omstændighederne være saadanne, at det Offentliges. Interesse i at kunne benytte ethvert Middel til Opdagelse maa siges ikke at være ringe. Og det gjælder netop i et Tilfælde som dette. Ulovlig Brændevinshandel er af de Forbrydelser, som det er meget vanskelig at faa bevist, og der lægges mangen Gang saa stor Sluhed for Dagen, at det er vanskeligt for det Offentlige at komme nogen Vei, og paa Grund deraf drives mangen Gang denne ulovlige Trafik i saa stort Omfang, at den deraf flydende Demoralisation er af meget stor Betydning. Denne Sag er, forekommer det mig, et slaaende Bevis i denne Henseende. Man ser, at der her i aarevis har været drevet en Brændevinshandel, som det er al Grund til at tro er drevet for Holms og Søsters Regning. Ikke mindre end 13 Gange er der anvendt Straf derfor; men i de færreste Tilfælde har man fundet Bevis mod disse Personer selv, og man ser, at det er gaaet saavidt, at man har maattet antage særskilt Vagt ved dette Hus, forat holde Trafiken inden rimelige Grændser. Med Hensyn til Omfanget af denne Trafik siger Lensmanden, at Holm, der ellers ikke bestiller noget, antager at fortjene mindst 500 Spd. aarlig derved, og saaledes er det let forklarligt, at han ikke lettelig kan bringes til at høre op. Den i hans Nærhed boende talrige Arbeiderbefolkning bliver ved hans Trafik demoraliseret og forarmet, og Lensmanden foreslaar, at der fremdeles holdes Vagt ved hans Bopæl hver Helligdag; Fogden oplyser ogsaa, at det er gaaet saavidt, at endog en Privatmand af egne Midler har tilbudt sig at bestride Omkostningerne ved stadigt Politiopsyn ved denne Mands Hus. Jeg tror ogsaa med Hensyn til ulovlig Brændevinshandel, at det har været en stadig Praxis, der aldrig har været misbilliget, at man har anstillet Efterfølgelse i Vedkommendes Bolig efter skjult Brændevin. Det har visselig passeret Høiesteret mange Sager, hvor man har seet, at Politiet, hvor det har været paa Spor efter ulovligt Brændevinssalg, har anstillet Eftersøgelse for at finde skjult Brændevin, netop for deri at faa Bevis mod de Angj. Det er vistnok saa, at i de fleste af disse Tilfælde er der ikke gjort Modstand mod en saadan Eftersøgelse; og forsaavidt kan man sige, er det en anden Sag. Men i Virkeligheden kan man dog vide, at Politiets Eftersøgelse, naar de ved saadanne Anledninger søge i Senge og under Møbler og endog under Gulve, ikke sker med Vedkommendes gode Villie, og naar Indsigelse ikke er gjort, saa er det, fordi Alle har havt en Følelse af, at dette var Noget, som det var urimeligt at modsætte sig. Og desuden maa man tage Hensyn til, at blandt Straffene for ulovligt Brændevinssalg er opstillet Konfiskation. Det forudsætter saa temmelig bestemt, at man ogsaa kan søge efter Brændevin, thi ellers vilde Bestemmelsen være omtrent som uskrevet Endelig forekommer det mig ogsaa, at den Ting, at Straffen i Gjentagelsestilfælde kan stige endog til Strafarbeide klart nok viser, at ulovlig Brændevinshandel ikke af Lovgiveren er betragtet som en

Side:224

af de øvrige almindelige Politiforseelser Den er saa farlig, Demoralisationen, som følger heraf, er saa stor og Vanskeligheden ved at opdage den saa betydelig, at Lovgivningen har maattet tage andre Forholdsregler ved den end med andre almindelige Politiforseelser.

Jeg tror altsaa af disse Grunde ikke, at man bør opstille den Regel, at Husinkvisition skulde være forbuden, hvor det gjælder Opdagelse af ulovlig Brændevinshandel, ialfald ikke under mere graverende Omstændigheder, og jeg antager saaledes, at Politiet i dette Tilfælde maa siges at være berettiget til at forlange Adgang, og at altsaa Angj. er skyldig i Forbrydelse mod Krll.s 103 ved at have nægtet det.

Med Hensyn til Sagens 2 Post, da har 1 Vidne, der er den Politikonstabel, som var antaget af Lensmanden, forklaret, at i det Øieblik, han ved at trykke paa Døren fra Kjøkkenet til det Værelse, hvor Angj. havde trukket sig tilbage, kom ind i Døraabningen, slog Angj. sin ene Haand lige fladt i Ansigtet paa ham, Men han led ikke derved nogen Skade, da han trak Hovedet strax tilbage. Ligeledes forklarer han, at hun samtidigt tog den ene af Smedene, 4 Vidne, i Kinden, og at hun forøvrigt fegtede med Armene som forat slaa de Indtrædende. 1 Vidne tog hende imidlertid da bagfra og om Livet, saaat han hindrede hende i Fægtningen med Armene, og trykkede hende under stadig Modstand ud gjennem Døren og endelig ud paa Gaardspladsen. Han siger imidlertid, at hans Mening ikke var at faa hende ud, men kun at hindre hende i at bruge Armene, men at hun, medens han holdt paa hende, trak sig hen mod Døren, og derved faldt det sig saa, at de som udenfor. Hun var under hele Affæren i høi Grad arrig og høirøstet, siger han. 2 Vidne, der ogsaa er Politikonstabel, har forklaret, at han, da Døren til Kjøkkenet blev opsprængt stod udenfor paa Gaarden og saa gjennem Døren, der forøvrigt var opfyldt af Mennesker, at Angj. hævede Hænderne over 1 Vidnes Hoved, og at han da bagfra tog hende om Livet; "hun kom farende mod l Vidne", siger han, "med Hænderne hævede mod hans Hoved". 3 Vidne siger, at Angj. begyndte, da hun blev hindret i at lukke sig inde i det indre Værelse, at bruge sig med Mund og Hænder som et galt Menneske og derunder at hæve Hænderne mod de Tilstedeværende, uden at Vidnet saa, om hun sigtede mod nogen bestemt. 4 og 5 Vidne, Smedene, der vare behjælpelige med at faa Døren op, forklarer, at Angj. greb 4 Vidne i Hagen eller Kinden med Haanden formodentlig for at trykke ham tilbage, og da hun saa kom ud i Kjøkkenet begyndte hun at kave med Armene; men de gik sin Vei, saa de ikke nærmere saa, hvad der foregik. Angj. benægter at have slaaet 1 og 4 Vidne. Hun siger, at da Døren var strængt, søgte hun at komme ind i det indre Værelse, men blev deri hindret af 5 Vidne, der gav hende en Dult i Siden, saaat hun fik ondt, hvorhos 1 Vidne strax kom til og gav hende et Slag paa Øret og greb hende foran i Brystet, og over dette Slag, siger hun, blev hun saa fortumlet, at hun begyndte at kave med Hænderne forat se efter sin Brystnaal, om ikke 1 Vidne skulde have revet den af hende, hvilket dog ikke var Tilfældet. Saaledes lyder hendes Forklaring.

Dette er imidlertid Noget, som ingen af Vidnerne har seet. Baade Lensmanden og Fogden, som var tilstede, har forklaret, at de vistnok ikke har kunnet iagttage det saa nøie, men Lensmanden siger, at det forekom ham, som 1 Vidne søgte at holde Angj. fra sig, at det altsaa var hende, der angreb ham, og Fogden har faaet det almindelige bestemte Indtryk, siger han, at Angj. for paa en af de benyttede Politikonstabler, og at denne paa ingensomhelst Maade anfaldt hende, men blot værgede sig mod hende og derefter førte hende ud paa Gaardspladsen. Jeg finder efter dette, at hun er skyldig i voldsom Modstand mod Politiet. Det forekommer mig, at blot det, hvorfor der her haves direkte Bevis,. at hun brugte

Side:225

Haandgribeligheder mod 4 Vidne, som hun saa var Politiets Medhjælper, maa betegnes som voldsom Modstand mod Politiet; ikke som Vold mod Politiet, da 4 Vidne ikke selv var Politi. Men ialfald finder jeg, at 1 Vidnes Forklaring om, at han tog hende om Livet, fordi hun brugte Hænderne og vilde slaa, ja han siger endog at hun slog ham i Ansigtet, men dette er ikke bevist, og at det var forat værge sig, at han tog hende om Livet, bestyrker de øvrige Oplysninger, der er anført, ligesom. det ogsaa i sig selv er usandsynligt, at 1 Vidne under disse Omstændigheder, da Politiet ikke vilde Andet end se efter Brændevin derinde, skulde have saaledes taget fat i Angj. af nogen anden Grund end den, som han angiver. Jeg finder altsaa, at hun ogsaa i denne Post er rettelig fældet efter / Krll.s 10-2 kfr.26.

Straffen antager jeg kan blive som ved de foregaaende Retter bestemt; om Benaadning er der selvfølgelig ikke Spørgsmaal. Ved Processualia og Omkostningsansvaret er der heller intet at bemærke. Jeg konkluderer:

"De ergangne Domme hør ved Magt at stande. I Salarium til Aktor for Høiesteret, Advokat Heffermehl betaler Tiltalte, Frederikke Holm, 15 Spd"

Assessor Saxlund: Jeg kan ikke være enig med Førstvoterende. Hvad for det første angaar Overtrædelsen mod Krll.s 103, da kan jeg i den Henseende ikke være med paa at fæle Angj. til Straf paa Grund af at jeg formener, at Politiets Indtrængen i Huset for der at anstille Inkvisition efter Omstændighederne ikke kan ansees at have været berettiget, Jeg henholder mig i saa Henseende til foregaaende Høiesteretspræjudikater, in specie Høiesteretsdom afødt xx.xx.1823*, der angaaer et Tilfælde, som efter min Formening staar ganske ved Siden af dette. Der var dengang Spørgsmaal om at inkvirere efter Varer i Anledning af, at en Mand var mistænkt for at have gjort sig skyldig i ulovlig handel, i den Hensigt ved Inkvisitionen at skaffe Bevis mod Vedkommende. Høiesteret fandt imidlertid den foretagne Husundersøgelse at have været ligefrem i Strid med Grl.s §102. Udtalelse ganske i samme Retning forekommer mig at være skeet under Voteringen i den af Høiesteret den 22 Mai 1869 paakjendte Sag mod H. Holm** . Idet jeg i Almindelighed i Sager af saadan

Side:226

Principiel Beskaffenhed er tilbøielig til at holde paa, hvad der tidligere har været anseet af Høiesteret for det Rette, tror jeg derhos at Førstvoterendes Fortolkning indeholder en Lære, som saaledes maa ansees som ny for Høiesteret, og som efter min Formening ogsaa er ny blandt de Retslærde, og efter hvad man hidtil i Theorien har lært ved Universitetet Der har vistnok været Tvivl med Hensyn til Fortolkningen af Grl. §102 om Grændserne for Lovbudets Anvendelse, idet Nogle har villet gjøre Budet Betinget af, at Tilfældet var kriminelt, i Modsætning til Politiforseelser. Efter min Mening har denne Forstaaelse Meget for sig efter den almindelige juridiske Sprogbrug, og det forekommer mig, at den Indvending ikke er absolut afgjørende, at man derved faar et variabelt Begreb, forsaavidt som det er afhængigt af den private Lovgivning og af processuelle Regler, hvad der skal henregnes til Politiforseelserr og hvad ikke. Det forekommer mig, at man i den Henseende kan sige, at naar Grundloven har brugt Udtrykket "kriminel, har den derved eo ipso henholdt sig til den private Lovgivning, thi det maa være denne, som det skal bero paa, hvad der skal være kriminelt og hvad ikke.

  • ) Brandts Repertorium I S. 162-64.
    • ) Denne Sag, der ikke har været meddelt hverken i Retstidenden eller Ugeblad for Lovkyndighed, indeholder med Hensyn til de faktiske Omstændigheder intet særegent. Af de Voterende paategnede Assessor Hallager som 6te Voterende:

Jeg er enig med Førstvoterende. Jeg skal kun tilføie, at jeg ikke kan andet end finde det aldeles urigtigt, at Fogden her, hvor det ikke gjaldt høiere Straf end Bøder har fundet Anledning til at lade foretage en formelig Husinkvisition med Opbrydelse af Dør. (Se Dom 27 Novbr. 1823). Paa Grund heraf maa jeg henstille til Konference, om Indberetning om Fogdens Forhold bør ske til Regjeringen".

Justitiarius Lasson paategnede: "Heri enig, idet jeg blot skal tilføie, at der vel ikke kan være Adgang til nu at kjende den afholdte Inkvisition uefterrettelig. vel ser man af den i Rt-1859-529-530 meddelte Sag, at Høiesteret ikke anser særskilt Paaanke af en under Straffesag foretagen speciel Retsbehandling nødvendig for at den, naar Hovedsagen appelleres, af Appelretten kan kjendes ugyldig, men dette maa blive uden Anvendelse i nærværende Sag endog blot af den Aarsag, at Fogden, der skal have beordret Husinkvisitionen, ikke er hørt derom. Det Høieste, hvorom der kan blive Tale, er saaledes en Indberetning til Justitsdepartementet".

Ved fornyet Cirkulation paategnede Assessor C. Saxlund: "Med Hensyn til Husinkvisitionen tiltræder jeg Assessor Hallagers og Justitiarius's Anførte".

Assessor I. Blich: "Den anstillede Husinkvisition finder jeg vistnok at have været mindre beføiet, men antager det dog ikke nødvendigt derom at gjøre Indberetning til Justitsdepartementet".

Assessor I. S. Thomle: "Skjønt jeg ikke tror, at anstillede Husinkvisition kan ansees forsvarlig, finder jeg dog ikke tilstrækkelig Grund til Indberetning".

De to øvrige Voterende, Assessor A. Thomle og C. W. Andresen, sees ikke ved den fornyede Cirkulation at have udtalt sig om den anstillede Husinkvisitions Forsvarlighed eller Lovmæssighed. Nogen Indberetning til Regjeringen fandt ikke Sted ligesaalidt som de 5 Medlemmers Anskuelse fandt noget Udtryk i nogen anden kollektiv Udtalelse fra Rettens Side.

Men om man ikke holder sig til denne Fortolkning, men opstiller den Betingelse, som er gjort af Andre, at ialfald Tilfælde, hvor Husinkvisition er tilladelig, maa være saadanne, at der resulterer større Straf og aldrig kan ringe Straf som Bøder, saa bliver ogsaa efter denne Fortolkning Inkvisitionen i nærværende Tilfælde ulovlig, da den Forseelse, hvorom der handles, ikke kunde medføre større Straf end Bøder; det er in confesso

Opstiller man som Betingelse, Noget som ogsaa er gjort af en anseet Retskyndig*, at Inkvisition kun maa finde Sted, hvor man har et bevisligt Faktum for sig, saa bliver Resultatet efter min Mening det Samme, da her kun var løs Mistanke, og slet intet Bevis. 1 Vidne havde seet, at Folk, gik ud og ind af Lokalet, og deraf havde han draget den Slutning, at Brændevinshandel i Lokalet var foregaaet. Dette var det eneste Datum, hvorpaa man byggede det Foretagne.

  • ) Stangs "Constitutionelle Ret" S.611.

Efter alle de Fortolkninger, som saaledes hidtil efter min Erfaring har været forsøgt af Grl. §103, bliver den i nærværende Tilfælde foretagne Inkvisition ulovlig. Det maa lægges vel Mærke til, at Forretningen holdtes ikke for at anholde Brændevin til Konfiskation i et Tilfælde, hvor ulovligt Brændevinssalg bevislig var foregaaet. En Undersøgelse i et saadant Tilfælde vil jeg ikke henregne til Husinkvisition i Grundlovens Betydning. Det forekommer mig, at naar man vil gjøre Grundlovsbudets Anvendelse afhængig af, hvad der i det konkrete Tilfælde ansees for det Hensigtsmæssige, saa reducerer man paa det nærmeste ialfald Budet til intet, og paa en saadan Forstaaelse af Grundlovens Bud kan jeg ikke være med. Det kan være muligt, at Grundlovsbudet er mindre hensigtsmæssig. Herpaa behøver jeg ikke nærmere indlade mig, da Budet maa respekteres, som det er, hvad man i saa Henseende antager, Jeg finder det dog overordentlig tvivlsomt, om Budet i sig selv kan ansees for uhensigtsmæssigt. Grundloven har ved denne Bestemmelse som ved flere Bud søgt at værne om den personlige Frihed og om Hjemmets Hellighed, Rettigheder, der kan udsættes for Krænkelser ved Anvendelse af misforstaaet Iver fra Politiets Side, og Misbrug er det vistnok tænkeligt kan finde Sted, især hvor man har været mindre heldig ved Valget af Personer. Nogen absolut

Side:227

Nødvendighed for, at Politiet har Ret til at gaa og inkvirere i enhver Mands Hus ved Mistanke om selv den ringeste Forseelse, finder jeg ikke at være tilstede. Jeg tror ikke at Samfundets Samhold beror derpaa.

Førstvoterende har forment, at Domstolene i andre Tilfælde, hvor man i Husene har eftersøgt Brændevinsbeholdninger, ikke har misbilliget saadan Eftersøgning. I den Henseende kjender jeg intet Tilfælde, hvor Saadant er foregaaet mod Vedkommendes tilkjendegivne Villie, medens naar Husværten uden Modsigelse taaler, at Politiet inkvirerer i hans Hus, han derved maa ansees ialfald stiltiende at have samtykket i det Foretagne. Jeg kan saaledes ikke erkjende, at Domstolene i nogen Sag har udtalt sig anderledes end efter de af mig før citerede Præjudikater.

Naar som af mig antaget Politiet ikke havde Ret til at trænge ind i Huset, er selvfølgelig Krll.s Kap. 10 §3 ikke anvendelig. Hvad angaar Overtrædelsen mod Krll s Kap. 10 §2 da finder jeg det vistnok isaahenseende ikke ganske klart, om Angj. ikke desuagtet burde fældes for den af hende udviste Modstande. Man kan nemlig sige, at formelt har hun forseet sig, om endog Politiet var uberettiget til at trænge ind, naar hun efterat det var kommen ind, har sat sig op imod den offentlige Myndighed. Jeg tror dog, at konsekvent maa Angj. blive at frifinde ogsaa i denne Post. Jeg kan nemlig ikke finde det bevist, at den Virksomhed, som Angj. udfoldede, efterat Politiet var kommet ind i Huset, bestod i Andet end Forsøg paa at hindre Husinkvisitionen, og naar denne som af mig forudsat var ulovlig, kan jeg ikke finde, at hendes Modstand har været uberettiget* . Jeg formener saaledes, at Angj, i det Hele bør frifindes for Justitiens Tiltale i denne Sag og at Sagens Omkostninger, hvoriblandt Salarier saaledes som ved Underretten bestemt og til Aktor for Høiesteret 15 Spd. bør udredes af Statskassen, idet jeg Intet har at bemærke med Hensyn til Processualia.

  • ) Den modsatte Anskuelse er antaget af Kristiania Stiftsoverrets 2den Afdeling i Dom afødt xx.xx.1863, Ugebl. for Lovk. m. M. III S 193-95.

Assessor Hallager: Jeg er med Hensyn til Post I i det Væsentlige enig med Assessor Saxlund, og skal kun bemærke, at jeg hvad angaar Fortolkningen af Grundlovens §102 henholder mig til Prof. Schweigaards Udvikling i 2den Del af Processens S.191193 i sidste Udgave og antager saaledes, at Politiet i nærværende Tilfælde var uberettiget til som skeet at holde en fuldstændig Husinkvisition in optima forma for en Forbrydelse, hvorfor Straffen ikke kunde blive høiere end Bøder. At under visse Omstændigheder Straffen for ulovlig Brændevinssalg endog kan gaa op til Strafarbeide i 5 Grad, formener jeg her at være ligegyldigt, thi hvor Talen er om et saamange Gange gjentaget ulovligt Brændevinssalg, er Forbrydelsen en ganske anden end her. Forsaavidt det siges, at der ikke vilde være Adgang til at foretage den Konfiskation, som Loven foreskriver, naar Inkvisition efter Varer, der ere Gjenstand for Konfiskation, ikke kunde finde Sted, da forholder dette sig dog kun for en Del saaledes, idet Erfaring, forsaavidt det er mig bekjendt af de mange Sager om ulovligt Brændevinssalg, som i, de senere Aar har været for Høiesteret, tilstrækkelig har vist, at det helt ofte træffer sig, at man kan faa fat i Brændevin, hvormed ulovlig Handel er dreven, uden at det er nødvendigt at foretage nogen egentlig Husinkvisition. I Sagens 2 Post er jeg derimod enig med Førstvoterende. Den Modstand Angj. har udvist imod Politiet, var vistnok ikke af nogen videre kvalificeret Beskaffenhed, men det forekommer mig dog, at selv om hun var berettiget til at nægte Politiet at komme ind i Værelset, saa har hun dog ved den Adfærd, hun vifte mod 1 Vidne og fornemmelig imod Politiets Medhjælpere 4 Vidne, overskredet de Grændser, som der under nogen Omstændighed kunde opstilles for hendes Ret til at modsætte

Side:228

sig ulovlig Inkvisition. Straffen for dette andet Faktum tror jeg ikke kan sættes høiere end til 5 Dages Fængsel paa vand og Brød, selvfølgelig uden Benaadning. Hvad Processualia og Sagen forøvrigt angaar er jeg enig med Førstvoterende og konkluderer saaledes: "Angj., Frederikke Holm bør for voldsom Modstand, mod Politiet hensættes til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage, men forøvrigt for Justitiens Tiltale i denne Sag fri at være. Resten af Konklusionen som Førstvoterende.

Assessor I. S. Thomle: Jeg er enig med Assessor Hallager.

Assessor Andresen: Jeg er enig med Førstvoterende og skal naar man med Hensyn til Fortolkningen af Grundlovens §102 har henvist til Schweigaards Proces 2 Del S. 191-193 bemærke, at min Fortolkning paa det nærmeste falder sammen med den, som er opstillet i Proceslovkommissionens Værk 2 Bind, l Del Pag. 542, og hvor det, mener jeg, fyldestgjørende er paavist, hvorledes Grændsen hverken kan trækkes paa den af Næstvoterende, antydede Maade, nemlig mellem almindelige kriminelle Tilfælde og Politiforseelser, og heller ikke saaledes, at den i det enkelte Tilfælde gjældende Straffesats skal være det afgjørende, saaledes at naar Forseelsen ikke kunde medføre større Straf end Bøder, skulde, uden Hensyn til hvor vigtig Sagen forøvrigt var, Grundlovens §102 stille sig som et absolut Forbud imod at anvende Husinkvisition. Der er paa et andet Sted i det nævnte Værk ogsaa paavist Oprindelsen af denne §, hvorledes den er taget fra den franske Konstitution. Naar man har paaberaabt Høiesterets tidligere Praxis i modsat Retning, beror dette paa en Misforstaaelse. Hvad Høiesteretsdommen afødt xx.xx.1823 angaar sees den at omhandle et ganske almindeligt Tilfælde af ulovlig Handel, en Forseelse, som maa siges at være af en ganske anden og mindre kvalificeret Beskaffenhed end den heromhandlede, især saaledes som den nyere Lovgivning har betragtet ulovligt Bændevinssalg, der ogsaa sees at kunne medføre ikke alene Fængsel paa Vand og Brød men ogsaa Strafarbeide. Hvad angaar Høiesteretsdommen afødt xx.xx.1869 maa det vel bemærkes, at de Udtalelser, som fra en Pluralitets Side her fandt Sted, ikke fik sit Udtryk i noget Domsudslag eller endog blev anført som Motiver til nogen Dom men derimod fandt Sted under Diskussionen om, hvorvidt der skulde gjøres Indberetning til Regjeringen, et Spørgsmaal, som af en Pluralitet blev besvaret benægtende og skjønt vistnok Ingen kan holde mere paa Præjudikater end jeg, ligesom jeg anser det Høist vigtigt, at Høiesteret anser sig bunden derved, kan jeg dog ikke gaa ind paa at anse Udtalelser, faldne i saadan Retning, som noget Præjudikat. Naar det ogsaa har været sagt, at der saameget mindre burde have fundet Husinkvisition Sted eller at Politiet i dette Tilfælde var saameget mindre berettiget til at trænge ind i Huset, som der ikke forelaa noget bevisligt Faktum for at noget ulovligt Brændevinssalg havde fundet Sted, maa jeg bemærke, at dette efter de fremkomne Oplysninger, saavidt jeg har opfattet dem, ingenlunde forholder sig saa. Man ser, at der baade før Søndagen den 12 Juli 1870 og bagefter har fundet et stadigt, høist forargeligt og for Omegnens Beboere høist fordærveligt Brændevinssalg Sted. Det er ikke mindre end 13 Gange, at forskjellige Vedkommende ere ilagte Straf for ulovlig Brændevinshandel fra dette Hus og umiddelbart efter den 12 Juli foregik der er oplyst at have medført Straf efter en upaaanket Overretsdom. Dette mener jeg er noget ganske Andet end blot løs Mistanke, det er den mest paatagelige Kjendsgjerning og Fogden vist den Forsigtighed, forinden han trængte ind i Huset, paa Stedet at forhøre sig hos de Tilstedeværende blev bekræftet. Den Distinktion, som man har villet gjøre mellem en Anholdelse af Brændevin til Konfiskation i et Tilfælde, hvor ulovlig Brændevinssalg bevislig

Side:229

var foregaaet, og Husinkvisition, mener jeg ikke er holdbar. Vil man forkaste saadan Husundersøgelse som i nærvende Tilfælde er foregaaet, paa Grund af Grundlovens §102, indser jeg ikke rettere end at der ikke er Adgang til, som hyppig er skeet, at opbryde Skabe og Kommoder, Gulve og Vægge til Anholdelse af Brændevin, og at dette er skeet og forudsat i Lovgivningen at være skeet, er jo noksom bekjendt. Dette er mange Gange passeret og det i Tilfælde, hvor det væsentligste Bevis for selve Salget er fremkommet ved en saadan Undersøgelse. En anden Sag er det, at en saadan Husundersøgelse ikke maa ske paa løs Mistanke eller som Proceslovkommissionen siger ugrundet Mistanke, men der maa foreligge paatagelig Kjendsgjerning for, at Forbrydelsen virkelig er foregaaet - saaledes som her er Tilfældet. Jeg finder derfor at man vilde gjøre ligefrem Brud paa Krll.s Kap. 10 §3 og at man ingenlunde deri har nogen Støtte i Grundlovens §102, saafremt man vilde paastaa, at Politiet i nærværende Tilfælde ikke var berettiget til paa Embedsvegne at faa Adgang til det heromhandlede Hus. Jeg er saaledes enig med Førstvoterende.

Expeditionssekretær Kjerulf: Jeg er enig med Førstvoterende ligesom jeg ogsaa tiltræder hvad Assessor Andresen har bemærket med Hensyn til de citerede Høiesteretsdomme afødt xx.xx.1823 og 22 Mai 1869. Forsaavidt Proceslovkommissionens Arbeide er paaberaabt, kan jeg vistnok ikke finde andet end at deri er udtalt, at Husinkvisition ikke bør finde Sted i Sager angaaende Lovovertrædelser, hvor Straffen ikke er høiere end Bøder, en Mening, som ogsaa er udtalt i det i 1868 udkomne Skrift om Staffeprocessen S. 286 sig., men som ogsaa i dette Skrift anført, er Praxis nok for at benytte Husinkvisition, hvor Forbrydelsen ikke uden saadan Ransagning kan bevises, altsaa uden Hensyn til Straffens Størrelse*, kfr. ogsaa Assessor Hjelms Bemærkninger ved §402 i hans Rettergangsudkast, hvorefter det ikke findes stridende imod Grundlovens §102 at anstille Husundersøgelse, naar strafbare Lovovertrædelser ikke paa anden Maade fyldestgjørende lade sig oplyse. Saavidt jeg har opfattet den i Theorien udtalte Mening om Anvendelsen af Grundlovens §102, er man kun deri enig, at der maa et grovere Lovbrud til, hvorimod Meningerne iøvrigt (se saaledes Stangs Grundlovsforfatning S. 611, Schweigaards Proces, det af Assessor Hallager citerede Sted og Proceslovkommissionens Betænkning), ikke skjønnes at falde sammen. Jeg lægger med Førstvoterende væsentlig Vægt paa, at der i nærværende Tilfælde handles om en i høi Grad almenskadelig og forargelig Lovovertrædelse.

  • ) Se saaledes Kristiania Byrets dom af 3 Decbr. f. A., Rt-1871-31-32.

Assessor Manthey: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende og de senere Voterende, der have tiltraadt hans Votum.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Foruden de af de Voterende paaberaabte Domme og de af Redaktionen i Anmærkninger under Siden citerede kan endnu mærkes Hstd. afødt xx.xx.1869, Rt-1869-164-73 og Ugebl. f. Lovk. m. M. IX S. 114-17.