Rt-1873-601

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1873-01-23
Publisert:	Rt-1873-601
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 22/1 1873
Parter:	Advokat Kildal, Aktor mod 1) Nils Olai Amundsen Vinje, 2) Einar Eriksen Vinje, 3) Jens Andreas Johansen Vinje, 4) Martin Pedersen Skagen og 5) Asbjørn Herman Olsen (Overretssagfører Fridthjof Heiberg til Prøve).
Forfatter:	Hansteen, Blich, Hallager, Saxlund, Løvenskjold, Lambrechts, Justitiarius Lasson
Lovhenvisninger:

Assessor Hansteen: Ved Ordre fra Nordlands Amt afødt xx.xx.1870 bleve fornævnte 5 Personer satte under Tiltale ved Søret for i det foregaaende Aars December Maaned at have vist Opsætsighed mod Føreren af Jagten «Familiens Haab», Hans Johannesen, ved at nægte at følge dette Fartøi, hvormed de var forhyrede, men ved Dom afsagt af Søretten inden Lofotens Sorenskriveries Jurisdiktion den 6 Juli 1872 blev Sagen afvist som Justitssag, og Referent og Forsvarer tilkjendt i Salarier, der skulde udredes af Statskassen, resp. 96 Spd. og 124 Spd. Efterat denne Dom af Nordlands Amt var paanket til Høiesteret, viste det sig ved Forkyndelsen, at den ene af de Tiltalte, nemlig Nr. 4, Martin Pedersen Skagen, var afgaaet ved Døden, og Sagen kunde saaledes under ingen Omstændighed blive at paakjende i Høiesteret i Realiteten uden for de øvrige 4 Tiltalte. For at have Adgang til at Sagen for disse 4's Vedkommende skulde kunne tages under Paakjendelse i Realiteten, uagtet Sagen ved Søretten var afvist, har Aktor for Høiesteret erhvervet Regjeringens Bevilling. Den i Aktionsorderen omhandlede Nordlandsjagt «Familiens Haab» skulde den 17 Decbr. 1869 afgaa fra et Fiskevær i Dvergberg Præstegjeld, ved Navn Nordmjele, og Besætningen udgjorde dengang, foruden de 5 Tiltalte, ogsaa 2 Andre, altsaa ialt 7 Mand foruden Føreren. Det viste sig imidlertid at være forbundet med Vanskeligheder at komme afsted med Jagten. Der blev først gjort et Par forgjæves Forsøg paa at buxere den, men dette hindredes af Strømmen, og derefter blev der gjort Forsøg paa at krydse, men som ogsaa var forgjæves, da baade Strøm og Søgang var saa stærk, at Fartøiet ikke avancerede, og man maatte derfor om Aftenen den 18 December gaa tilankers i aaben Sø 1/2 eller 3/4 Mil fra Nordmjele, hvor da Fartøiet indtil Videre maatte blive liggende, og Nat til Søndag den 19 December gik Føreren og Mandskabet iland. Mandag Morgen fandt imidlertid Føreren, at Veiret havde bedaget sig saavidt, at der kunde være Tale om at gaa under Seil, og han henvendte sig da til Mandskabet med Opfordring til at gaa ombord for at bringe Fartøiet i Havn enten ved Nordmjele igjen, eller, hvis det lykkedes, til en nogle

Side:602

Mile derfra værende Havn, Alfsvaag, hvor det var bestemt, at Fartøiet skulde søge Havn, dersom det viste sig ugjørligt at komme til dets egentlige Bestemmelsessted, som var et Sted, der kaldes Storkmarknæs; men Mandskabet nægtede nu at gaa ombord, medmindre Vinden blev saa føielig, at de kunde seile Fartøiet lige i Havn. Senere den Dag tiltog igjen Stormen saaledes, at Føreren fandt det ugjørligt at tænke paa at foretage Noget for at bringe Fartøiet i Havn, og han henvendte sig heller ikke senere den Dag til Mandskabet, men Tirsdag blev der igjen Spørgsmaal om at gjøre et nyt Forsøg paa at bringe Fartøiet i Sikkerhed, men da Mandskabet fremdeles var uvilligt, blev der den Dag efter Førerens Foranstaltning først foretaget en Besigtelse af Fartøiet af 3 søkyndige Mænd, hvilke erklærede det at være i fuld sødygtig Stand, og dernæst, da Mandskabet fremdeles var uvilligt til at gaa ombord, ligeledes efter Førerens Foranstaltning af 2 tilkaldte Mænd opsat et skriftligt Dokument, hvori de Fordringer, som Mandskabet opstillede som Betingelse for, at de vilde gaa afsted med Fartøiet, bleve opsatte under 6 forskjellige Poster. Efterat være kommet iland fra Besigtelsen, opfordrede Føreren igjen Mandskabet til at være behjælpelig med at bringe Fartøiet i Havn, men de svarede fremdeles Nei, idet det hendholdt sig til de Betingelser, som vare opstillede i det nævnte Dokument, hvilke blandt Andet bestod i, at Mandskabet fordrede at faa ialfald en Halvfemterumsbaad men helst en Ottring, som da skulde følge med Fartøiet, og at, hvis Fartøiet nægtede Vending i saameget Vind, som de antoge, et andet Fartøi kunde vende i, vilde de have Tilladelse til uanseet hvilken Tid af Døgnet at forlade samme, ligesom ogsaa at forlade Fartøiet i første Havn, det blev henbragt. Dog vilde de følge det, saalænge Vinden faldt føielig, men blev den kontrair, vilde de forlade det. Under de Forhandlinger, som saaledes fandt Sted mellem Føreren og Mandskabet, var ogsaa en af Rederne, 1 Vidne, nærværende paa Stedet, og det er oplyst, at ogsaa han har forhandlet med de Tiltalte og opfordret dem til at betænke sig og gaa ombord, men at de ogsaa ligeoverfor ham henholdt sig til de opstillede Betingelser, med Hensyn til hvilke baade Føreren og Rederen vare enige om, at de to, jeg har nævnt, vare af den Beskaffenhed, at man umulig paa samme kunde gaa ind. Det er for denne de Tiltaltes Vægring ved at gaa med Fartøiet og bringe det i Havn, at de ere satte under Tiltale. Fartøiet blev senere om Onsdagen den 22 December ved andre leiede Folk bragt under Seil og kom efter nogle faa Timers lykkelig Seilads til Alssvaag.

Grunden til Sagens Afvisning ved Søretten er den, at der ikke er fremsat Klage af Føreren, 1 Vidne, under et optaget Thingsvidne, men kun af den i Nordmjele ved Anledningen tilstedeværende Reder, 1 Hovedvidne, idet Søretten nemlig har antaget, at Straffen for Opsætsighed efter Søfartsl.s §115 kun kan anvendes, naar der klages af Skipperen, men at den ikke kan anvendes efter Klage af Rederen. Heri kan jeg ikke være enig, idet jeg antager, at ialfald naar Opsætsigheden bestaar i en Nægtelse af at følge Fartøi, hvorved der foraarsages en Forsinkelse for dette i at komme frem, og som her var Tilfældet endogsaa hele Fartøiet blev udsat for den største Fare, - idet det nemlig er oplyst, at Omstændighederne vare saa, at hvis det var blevet Paalandsvind, medens Fartøiet laa derude i den aabne Sø, istedetfor at Vinden heldigvis havde staaet fra Land, vilde Fartøiet efter al Rimelighed været drevet paa Land og ødelagt, - kan jeg ikke anse det tvivlsomt, at Rederiet maa ansees ved Handlingen at være fornærmet. Hvorvidt Rederiet er fornærmet maa, mener jeg afgjøres efter de forhaandenværende konkrete Omstændigheder, og at ialfald under Forhold som disse, det at nægte at følge Fartøi, ligefrem er en Forseelse ogsaa mod Rederiet, finder jeg ikke at kunne være tvivlsomt. Det kan ogsaa her mærkes, at i dette Tilfælde blev Rederiet, ved de Angj.s Nægtelse af at følge med, paaført et ligefrem Pengetab, idet der maatte betales 3 Spd. til hver Mand af det nye Mandskab, som førte Fartøiet til

Side:603

Alssvaag. Defensor her for Høiesteret har anført, at Forhandlingerne ved Søfartslovens Tilblivelse efter hans Formening skulde indeholde Bevis for, at man med Hensyn til Rømning har tænkt sig, at Retten til Paatale kun skulde tilkomme Skipperen men ikke Rederen, idet nemlig i det oprindelige Udkast har staaet, at naar Rømlingen frivillig vendte tilbage til Skibet, skulde det bero paa Skipperen, om Tiltale skulde finde Sted. Bestemmelserne om Paatale af Rømning ere senere blevne forandrede, men Defensor mener, at da man ikke kan se, at det har været Meningen ved de forandrede Udtryk at gjøre en Forandring i det Stykke, som her omhandles, nemlig om det er Skipperen eller Rederiet, som skulde kunne paaklage, maa man gaa ud fra, at hvad Rømlinger angaar, har Rederiet ingen Klageret. Jeg skal imidlertid ikke indlade mig paa at afgjøre, hvad der isaahenseende maa antages med Hensyn til Rømning, da jeg nemlig antager, at selv om det skulde være Tilfældet, at Loven har havt den Mening, at Klageretten kun tilkom Skipperen, naar Rømlingen vendte tilbage til Skibet, saa kan der være særegne Grunde, som kan have foranlediget dette, og jeg tror derfor, at man ikke kan tage Hensyn dertil, men maa holde sig til Bestemmelsen i Søfartsl.s §121, som siger, at Paatale kan finde Sted, naar det forlanges af Nogen, som ved Handlingen er fornærmet. Jeg antager saaledes, at Sørettens Afvisningsdom er urigtig og at Sagen ved Søretten burde været paakjendt i Realiteten.

Spørgsmaalet er da nu, om den bør paakjendes i Realiteten ved Høiesteret eller hjemvises til ny Paakjendelse i Realiteten af Søretten. Som anført er der erhvervet Bevilling til Paakjendelse i Realiteten, men det er selvfølgelig ikke derved afgjort, at Paakjendelse i Realiteten ogsaa maa og skal finde Sted. Bevillingen er kun en Tilladelse til at paakjende Sagen, og hvis det af Hensyn til Sagens Oplysning ansees ønskeligt, at den først sees paakjendt i Realiteten af Søretten, kan der selvfølgelig Intet være til Hinder for Sagens Hjemvisning, og det er min Mening, at det med Hensyn til Sagens Afgjørelse i Realiteten vil være af Vigtighed først at se den paakjendt af Søretten. I Søretssager har Høiesteret i Regelen en god Veiledning i de Udtalelser af Søretten, hvortil denne bliver nødt, naar den skal paadømme Sagen i Realiteten, og det er navnlig med Hensyn til nærværende Sag et væsentligt Punkt, hvorom jeg vil anse det ønskeligt at erfare en Udtalelse af Søkyndige. Det er nemlig, hvorvidt Omstændighederne paa den Tid, da Mandskabet opfordredes til at forsøge paa at bringe Fartøiet i Havn, vare saadanne, at det maatte siges at være forbundet med øiensynlig eller uforholdsmæssig Fare at gaa ombord og gjøre et saadant Forsøg. Der er nemlig Oplysninger, som synes at vise, at denne Seilads med Skibet fra Nordmjele til Alssvaag under de forhaandenværende Omstændigheder var en yderst farlig Sag. Fartøiet laa fortøiet i aaben Sø for to Ankere nær en Baae, hvorpaa der bryder ved høi Sø, og da de skulde gaa under Seil, var det umuligt at faa hivet Ankerne ind. De maatte derfor udstikke Kjættingen, og under Seiladsen blev man nødt til at kappe Tougene til begge de Baade, som man havde paa Slæb, nemlig Skibsbaaden og en Halvfjerderumsbaad, som 1 Vidne havde skaffet tilveie, saa at altsaa Jagten var uden Baade og uden Fortøiningsredskaber, og idet de skulde passere den omtalte Baae, saa heder det, at Fartøiet drev lige over og det holdt paa at skulle til at bryde der, uagtet der var 8 à 10 Favne Vand. Derhos var Fartøiet, hvad der kan skjønnes at have været en af Hovedaarsagerne til at Mandskabet ansaa det for farligt at gaa med det, forholdsvis lidet ballastet, og der er forskjellige Udtalelser baade af Vidner og af Søretten om, at Ballasten ikke var tilstrækkelig under ugunstige Omstændigheder. 2 af det nye Mandskab, som gik med Fartøiet, da det blev bragt til Alssvaag, have derhos erklæret, at de paa de nærmeste Dage før den, hvorpaa de gik ombord, ikke vilde have gaaet ombord i Fartøiet, fordi Veiret da var endnu haardere. Der er altsaa, mener jeg,

Side:604

saadanne Omstændigheder forhaanden, at det efter min Mening vilde være høist ønskeligt at høre Sørettens Udtalelse om Graden af den Fare, som var forbunden med denne Seilads paa den Tid, da de Tiltalte vægrede sig ved at gaa med. Der er ogsaa et andet Punkt, hvorom der kunde være Spørgsmaal for Søretten om at udtale sig, nemlig med Hensyn til den Tvist, der er mellem Rederen og Føreren paa den ene Side og de Angj. paa den anden Side om de indgaaede Hyrekontrakter. Disse ere nemlig ikke skriftlige, og Mandskabet har givet en Forklaring om de Vilkaar, hvorpaa de troede sig at være antagne, som synes aldeles urimelig, og det kan derfor være ønskeligt at høre, om ikke Søretten er af den Mening, at det efter Omstændighederne maa ansees ganske uantageligt, at de Angj. kunne være antagne paa saadanne Vilkaar med Hensyn til Varigheden af deres Tjenestetid, som de have villet gjøre gjældende. Det vil derhos vistnok ogsaa, naar Søretten skal paakjende Sagen i Realiteten, i det Hele blive nødvendigt for den at udtale sig saaledes om Sagen, at Høiesteret ogsaa i andre Stykker deri vil have nogen Veiledning. Jeg er saaledes af den Mening, at det for at erholde al den Veiledning, som er ønskelig til Sagens Paakjendelse i Realiteten, vil være det retteste, at den hjemvises til Paakjendelse af Søretten. For den ene af de Tiltaltes Vedkommende, som er afgaaet ved Døden, efterat Sørettens Dom er afsagt, bør vel Sagen afvises fra Høiesteret som for hans Vedkommende allene angaaende Omkostningerne.

Jeg konkluderer saaledes:

«For den ved Døden afgangne Martin Pedersen Skagens Vedkommende afvises Sagen fra Høiesteret som allene angaaende Omkostningerne. For de Tiltalte, Nils Olai Amundsen Vinje, Einar Eriksen Vinje, Jens Andreas Johansen Vinje og Asbjørn Herman Olsen - deres Vedkommende, hjemvises Sagen til Paakjendelse i Realiteten af Søretten. Aktor for Høiesteret, Advokat Kildal, tillægges i Salarium 30 Spd., der udredes af Statskassen».

Assessor Blich: Jeg er med Førstvoterende enig i, at Sagen urettelig er afvist fra Søretten. Derimod antager jeg ikke med ham, at det, efterat Bevilling er erhvervet til Sagens Paakjendelse i Realiteten, vel kan lade sig gjøre at hjemvise Sagen til Søretten til Paakjendelse i Realiteten. Man vil nemlig paa den Maade ikke erhverve nogen yderligere Oplysninger, og en Udtalelse af Søretten om, hvorledes den finder Sagens Beskaffenhed, maa være uden væsentlig Nytte, da Høiesteret ikke er bunden ved de Udtalelser, som saaledes fremkommer. Dersom der mangler Oplysninger, som Høiesteret anser det nødvendigt at erholde, saa har man efter Lov afødt xx.xx.1866 §50 Adgang til at erhverve disse, uden at hjemvise Sagen til de underordnede Retter; men jeg antager derhos, at de Oplysninger, som man har, i og for sig ere tilstrækkelige til at dømme i Sagens Realitet. Da jeg imidlertid af de foreløbige Forhandlinger har Grund til at antage, at Rettens Pluralitet ikke er af den Anskuelse, skal jeg undlade nærmere at udvikle min Mening i den Henseende og at gjennemgaa Sagens nærmere herhenhørende Omstændigheder, men jeg forbeholder mig Adgang til senere at udtale mig derom, forsaavidt Resultatet skulde vise sig at blive et andet end jeg antager. For Tiltalte Nr. 4's Vedkommende, der er død, er jeg enig med Førstvoterende, og ligesaa med Hensyn til det Aktor for Høiesteret tillagte Salarium.

Assessor Hallager: Jeg er enig med Assessor Blich.

Assessor Saxlund: Jeg er enig med Førstvoterende.

Assessor Løvenskjold: Ligesaa.

Assessor Lambrechts: Jeg slutter mig til Assessorerne Blich og Hallagers Mening.

Justitiarius Lasson: Med Hensyn til Spørgsmaalet om Sagens Afvisning fra Søretten er jeg enig med de foregaaende Voterende. Iøvrigt er det efter min Mening vistnok betænkeligt nu at give Dom i Realiteten, da

Side:605

jeg ikke, i hvad der er dokumenteret af Sagens Akter, finder alle de Oplysninger, der i et Tilfælde, af Beskaffenhed som nærværende, for mig vilde være nødvendige til Veiledning, men uagtet jeg saaledes forsaavidt er enig med de Herrer, som have voteret for Sagens Hjemvisning til Paakjendelse af Søretten i Realiteten, saa har jeg dog Tvivl om man bør hjemvise Sagen til Domserhvervelse, eller om det ikke var rettere, saaledes som allerede af Assessor Blich paapeget, overensstemmende med §50 i Lov afødt xx.xx.1866, gjennem Sagens Reassumtion at søge fremkaldt de nærmere Oplysninger, hvorom der efter Assessor Hansteens Votum kan være Spørgsmaal, navnlig Sagkyndiges Skjøn, om den paaberaabte Fare under de oplyste Omstændigheder maatte antages at være af den Beskaffenhed, at den berettigede de Angj. til at nægte at følge Jagten, om Ballastens Tilstrækkelighed eller Utilstrækkelighed med Videre. Jeg er saameget mindre personlig tilbøielig til forsaavidt at følge Assessor Hansteens med Fleres Mening, som jeg anser det helt usikkert, om man paa den af ham foreslaaede Maade virkelig faar nogen Udtalelse af Søretten ved dens Paakjendelse af Sagen med Hensyn til alle de Punkter, hvorom nærmere Oplysninger ansees ønskelig; men da jeg staar ene med denne min Mening om Sagens Reassumtion, og det kan haabes, at Manglerne ved Sagens Oplysning i det Væsentlige kunne blive afhjulpne paa den af Assessor Hansteen foreslaaede Maade, tror jeg at burde tiltræde hans Konklusion.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.