Rt-1886-840
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1886-03-20 |
| Publisert: | Rt-1886-840 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 116/1 1886 |
| Parter: | H. Gerner & Søn (Bonnevie) mod Finantsdepartementet (Regjeringsadvokaten). |
| Forfatter: | Thoresen, Ph. Hansteen, Blich, Ottesen, C. Hansteen, Birkeland, Saxlund |
| Lovhenvisninger: | Tillægslov ang. Søindrulleringsvæsenet (1854) §7 |
Extraordn. Assessor, Byretsassessor Thoresen: Ved Forligsklage afødt xx.xx.1879 og 14 Febr. 1880 har Finantsdep.tet sagsøgt H. Gerner & Søn til Betaling af 3 Terminer af Aktiebidrag til Smaalensbanen ialt 6000 Kr. med Renter fra 5 Decbr. 1879 og Processens Omkostninger. Da Gerner & Søn mente at have Kontra-Krav paa Statskassen til Beløb 4000 Kr., udgjørende den ved Underskjønsforretning af 22 Oktbr. og Overskjønsforretning afødt xx.xx.1877 tilkjendte Erstatning i Anledning af, at der af Jernbanen var anlagt fast Bro over Moss-Elven, nedlagde Gerner & Søn i Henhold til Kontrastævning afødt xx.xx.1880 Paastand om Likvidation af sit Tilgodehavende paa saadan Maade, at Kontra-Cit.ne frifindes mod at betale Hoved-Cit. 2000 Kr. med Fradrag af Processens Omkostninger, som Kontra-Cit. forventede sig tilkjendt. Ved Dom af Kristiania Byret, der var blevet vedtaget som Forum, blev der den 11 August 1882 saaledes kjendt for Ret: «Hovedcitantsk., det kgl. Finantsdept. paa Statskassens Vegne, bør for Kontra-Citantsk.s, H. Gerner & Søns, Tiltale i denne Sag fri at være. Kontra-Citantsk. bør betale til Hoved-Citantsk. 6000 Kr. samt Processens Omkostninger med 100 Kr., hvoraf i Salar til Regjeringsadvokaten 80 Kr.»
Denne Dom er af Gerner & Søn indanket til Høiesteret ved Stævning afødt xx.xx.1882 med Paastand om Frifindelse for Indst.s Tiltale mod at betale 2000 Kr., hvorhos Appellantsk. har paastaaet sig tilkjendt Processens Omkostninger ved Byretten og Høiesteret. Fra Indst.s Side er af Regjeringsadvokaten nedlagt Paastand om, at Byrettens Dom stadfæstes og at Indst. tilkjendes Processens Omkostninger ved Høiesteret, hvoriblandt Salar til Regjeringsadvokaten.
Det er oplyst, at Moss-Elven, som er en ganske kort Elv, gaar fra Vansjø mod Vest ud i Mossesundet. Jernbanen gaar over Elven i Nærheden af dens Udløb; paa Sydsiden har blandt andre ogsaa Appell. Eiendomme til Elven, og har her anlagt flere Møller. Der er fremlagt Profiler over Elveleiet
Side:841
fra Jernbanen opover til disse Møller, og deraf erfares, at Dybden er 5 a 6 Fod, saaledes at nu kun Baade, Pramme og Smaafartøier, høist Kalkjagter kunne komme op i Elven, medens det maa ansees oplyst ved fremlagte Erklæringer fra lokalkjendte Folk saavelsom ved Udskrift af Moss's Havnekommissions Forhandlinger fra tidligere Aar, at Elven for 40 a 50 Aar siden var adskillig dybere, saaledes at Fartøier lastede med Korn og Poteter kunde komme et Stykke op i Elven. I Anledning af det projekterede Jernbaneanlæg fra Kristiania gjennem Akershus og Smaalenenes Amter over Fredrikshald til den svenske Grændse blev der under 24 Septbr. 1874 afholdt Expropriationstaxt over Appell.s Eiendom, Pakbod Matr. No. 53. Ved denne Forretning mødte for Appell. Sagf. Strøm og bemærkede, at han, forsaavidt Broen over Elven ikke blev Svingbro, maatte reservere sine parter som Eiere af Eiendomme længer oppe ved Moss-Elven Ret til senere Erstatning. Ligesaa forbeholdtes Appell.s Ret til Erstatning, forsaavidt der ei blev Undergang under Jernbanelegemet. Sagf. Strøm og Jernbanens Sagf. Sandberg enedes da om, at Afgjørelsen af disse Spørgsmaal skulde udstaa indtil videre, idet Tillægstaxt i Tilfælde skulde blive at afholde. Efter Skjønnet af 1874 fremkom der fra Appell. Forestilling til Jernbanebestyrelsen afødt xx.xx.1875 om at lægge Svingbro over Elven, hvilken Begjæring yderligere inhæreredes og begrundedes i Appell.s Forestilling til Sagf. Sandberg af 29 Oktbr. s. A. I sidstnævnte Forestilling udvikles den Skade og Ulempe, som Anbringelse af fast Bro over Elven vilde medføre for Appell.s Anlæg langs denne, og det heder i saa Henseende bl. A.: «At opmudre Elven til den Dybde, den tidligere har havt, er naturligvis en Bagatel, men allerede med denne Dybde ere vore Eiendommes Beliggenhed ved Elven af stor pekuniær Betydning. Det staar naturligvis i vor Magt ved Kornindkjøb at sikre os saa grundtgaaende Fartøier, at de med denne Dybde kunne gaa helt op til vore nederste Møller, den gamle Stormølle og vor nye opførte Dyremølle. Denne sidste er med dens nuværende Antal Kværne (der kan forsleres uden væsentlig Forandring af Bygningen og Maskineriet) beregnet paa en Formaling af 2000 Tønder ugentlig eller med et rundt Tal 100,000 om Aaret, medens Stormøllen aarlig formaler 35,000 Tønder. Antager man, at 1/4 Part af dette Antal med Elveforholdene vilde hindres fra at komme helt op til Møllen og kalkulerer Fordelen ved at bringe Kornet helt til Møllen til 1 1/2 Skill. pr. Tønde, hvilket er lavt, naar Hensyn tages til Besparingerne ved Sjauerpengene, Kjøring, Materialets Slitage, Nødvendigheden af Lagerplads ved Mossesundet etc. saa udkommer herved en aarlig Besparelse af ca. 1250 Spd. som sammen med lignende Besparelse for Udførselen, der stadig
foregaar med mindre Dampskibe og Kystfartøier 1250 Spd.
tilsammen udgjør aarlig 2500 Spd.
Af denne Aarsag byggede vi ogsaa vor nye Dyre-Mølle nede ved Elven, hvor vi for at lægge en saa svær Bygning maatte foretage kostbare Pælninger i Grunden. Vort Grundarbejde alene kom paa en 15,000 Spd., medens vi ved at lægge Turbinerne dernede, men bygge selve Møllen noget længere oppe, hvor vi havde havt Fjeld til at bygge paa (paa den gamle Dyremølles Plads sandsynligvis vilde have sluppet med en Udgift af 5000 Spd. Disse 10,000 Spd., nemlig Forskjellen mellem 15,000 og 5000, ere bortkastede, naar Jernbanen lægger fast Bro. Med fornævnte Plan for Øie har vi bygget nye Dyre-Mølle saa solid og storartet i enhver Henseende, at vi er istand til udenfor det daglige Formalingskorn at holde opbevaret i Møllen et fast Lager af ca. 3000 Tønder Korn (eller Mel). Saadanne Lagerrum faa vi næsten ikke Brug for der, naar vi alligevel maa lagre vor Ind- og Udførsel nedenfor Jernbanebroen ved Sundet.
Ved foranstaaende er alene taget Hensyn til den Fordel, vor Mølleforretning
Side:842
har ved aaben Fart paa Elven. Nedenfor Møllerne have vi imidlertid Brænderi, Pakboder og Tomter, hvis Værdi naturligvis i betydelig Grad vil forringes ved, at Søveien til dem aldeles stænges; thi Adgangen for masteløse Fartøier - altsaa alene Kommunikationen med Moss Havn er i saa Henseende for Intet at regne. Jernbanens Bestyrelse vil heraf kunne bedømme Nødvendigheden af for os at fremholde Paastand om Svingbro. Som oven erklæret ere vi i Tilfælde villige til at bidrage yderligere til Jernbanen for at opnaa Svingbro, da vi heller vil børe den dermed forbundne Opofrelse end udsætte os for den Usikkerhed, som et Expropriationsskjøn fører med sig».
Jernbanen anlagde imidlertid fast Bro.
Under 4de Oktbr. 1877 udtog Jernbanestyrelsen Skjønsstævning til «Bestemmelse af hvorvidt der maatte tilkomme DHr. Gerner & Søn nogen Godtgjørelse i Anledning af, at der for Jernbanen opføres fast Bro over Mosse-Elven og i bekræftende Fald saadan Godtgjørelses Størrelse, under forskjellige for Skjønsmændene nærmere opstillede Alternativer. Bestyrelsen reserverer sig imod ved saadan Foranstaltning at skulle kunne ansees som den, der havde erkjendt sig forpligtet til at udrede nogensomhelst Erstatning i den omhandlede Anledning». Skjønsforretningen afholdtes den 22de Oktbr. s. A. I Indlæg af samme Dato «til Skjønsretten» anfører Sagf. Sandberg bl. A.:
Tiden er ikke hengaaet uden vidtløftige Forhandlinger sigtende til en mindelig Overenskomst, uagtet Anlægsbestyrelsen aldrig har erkjendt sig og fremdeles ikke erkjender sig forpligtet til i foran omhandlede Anledning at yde nogensomhelst Erstatning, eftersom den ikke kan finde, at Anbringelse af fast Bro over Mosse-Elven hidfører nogen Forrykkelse i de bestaaende Forholde til Skade for D'Hr. H. Gerner & Søn. Men for at undgaa Kiv og de dermed forbundne Omsvøb har Anlægsbestyrelsen under de foreløbige Forhandlinger engang fremsat Tilbud om at tilstaa D'Hr. Gerner & Søn Undergang ved Elvens sødre Bred, mod at nævnte Handelshus giver Slip paa Paastanden om Erstatning for, at den projekterede Bro ikke bliver Svingbro. Dette Tilbud - engang forkastet - bestaar selvfølgelig nu ikke længer. Sagen er nu hel og holden gaaet over til den ærede Rets Behandling, og hvad jeg nu paa Smaalensbanens Anlægsbestyrelses Vegne æsker dens Afgjørelse paa er: 1) Hvorvidt nævnte Anlægsbestyrelse overhovedet er pligtig til at yde D'Hr. Gerner & Søn nogensomhelst Erstatning i Anledning af, at der anbringes fast Bro over Mosse-Elven; 2) Saadan Erstatnings Størrelse eftersom den forannævnte Undergang ved Elvens søndre Bred maatte blive anbragt eller ikke anbragt». Herom heder det videre under Forretningen:
Strøm maatte begjære Modpartens Udtalelser om ikke hans Post 1 i de foreløbige Bemærkninger skal forstaaes som en Indrømmelse af, at Jernbanen pligter Erstatning, forsaavidt den paafører Gerner & Søn Tab ved sin faste Bro og at Posten saaledes kun indeholder en Forespørgsel til Skjønsmændene om Gerner & Søn har økonomiske Interesser i enten der lægges fast Bro eller ikke.
Sandbergskulde til den sidste Provikation svare, at hans Post 1 naturligvis var et Spørgsmaal til Skjønsmændene om Anlægsbestyrelsen ved at anbringe fast Bro, paaførte D'Hr. Gerner & Søn nogen eller ingen Skade.
Skjønsmændene afgave derefter til de af Politimester Sandberg i hans Skrivelse til Skjønsretten af 28de ds. Fremsatte Spørgsmaal, følgende Besvarelse: ad 1. Saalensbanens Anlægsbestyrelse ansees pligtig til at yde D'Hr. Gerner & Søn Erstatning i Tilfælde fast Bro anbringes over Mosse-Elven; ad 2 a. Naar Undergang 7 a i Fod bred, 7 Fod høi anbringes, fastsættes Erstatningens Størrelse til Kr. 4000.00, ad 2 b. Om Undergang nægtes, til 22,000 Kr.
Side:843
Ved Overskjøn af 19de Novbr. 1877 blev Underskjønnet under Post 1 stadfæstet, medens det med Hensyn til Post 2 a heder: «Ligesom Underskjønnet med Tillæg, at den aabne Undergang udlægges til almindelig Benyttelse for eierne langs Elven. Ad 2 b 15,000 Kr.»
Appell. anser det ved den saaledes refererede Procedure ved Udnerskjønsforretningen fra Jernbanens Sagf.s Side afgjort, at selve Erstatningspligten og ikke blot Erstatningens Størrelse er overladt til Skjønnet, og da nu dette har tilkjendt Appell. en Erstatning af 4000 Kr., mener Appellantsk. at Spørgsmaalet herom er endelig afgjort og ikke kan gjenoptages enten for Byretten eller Høiesteret.
Jeg finder ikke at kunne give denne Opfatning Medhold. Det er ganske vist saa, at naar man vil urgere Udtrykkene i Sagf. Sandbergs Indlæg til Skjønsretten af 22de Oktbr. 1877, synes det, som om Meningen har været den, at selve Spørgsmaalet om Erstatningspligten og ikke alene om Erstatningens Størrelse har været overladt Skjønsretten. Men at dette dog ikke kan have været Tanken, viser efter min Formening noksom Sandbergs ovenfor gjengivne Svar til Strøms Provokation, hvilket maa ansees som en authentisk Fortolkning af hans tidligere Procedure, og hvori udtrykkelig fremholdes, at det som forelagdes Skjønnet og ønskedes besvaret af dette, alene var Spørgsmaalet om, hvorvidt Jernbanen ved at anbringe fast Bro over Mosse-Elven havde paaført Appell. Skade. Dette Svar fremkaldte ingen Bemærkning fra Strøms Side og maa saaledes betragtes som godtkjendt af denne. Hertil kommer, at Jernbanens Sagf. I sin Procedure - hvorledes man nu end vil forstaa den - har henvendt sig til Skjønsretten og æsket dens Afgjørelse, medens det alene er Skjønsmændene, som har udtalt, at Jernbanen har Erstatningspligt ligeoverfor Appell. Men denne Afgjørelse er ikke den af Jernbanen forlangte, men en ganske anden. Skjønsretten er ikke identisk med Skjønsmændene, men indbefatter ogsaa Administrator, som er det retskyndige Medlem af Retten, og der er ikke rimeligt, at Jernbanebestyrelsen ved Afgjørelsen af et Retssørgsmaal ikke skulde kræve Administrators Deltagelse men lade sig nøie med en blot og har Udtalelse af Skjønsmændene, uden at kræve formelig Retskjendelse, kfr. Loven om Rettergangsmaaden ved Grundafstaaelser afødt xx.xx.1860 §2. Jeg antager saaledes, som sagt, at Spørgsmaalet om Indst.s Forpligtelse til at betale Erstatning ikke er præjudiceret ved det Passerede under Skjønsforretningen.
Hvad dette Spørgsmaal forøvrigt angaar, da er af Appell. fremholdt, at hans ved Elven beliggende Tomter ved fast Jernbanebro berøves sin Karakter af Strandtomter, og at Jernbanen ved Broanlægget, hvorved Vandkommunikationen for fastmastede Fartøier hindres, griber forstyrrende ind i Forholde, som allerede existerede ved Broanlægget og unyttiggjør havte Omkostninger, hvilket alt formenes at maatte ansees som direkte Skadetilføielser, der medføre Forpligtelse til Erstatning. Jeg skal med Hensyn hertil bemærke, at Moss-Elven, efter hvad der under Sagen maa ansees in confesso, er en offentlig Vandvei, hvorover Appell.ne ikke have nogen særlig Ret; de have ingen anden Ret til samme end den, der tilkommer enhver anden af dem, der have Eiendomme langs Elven. Det maa derhos antages, at der efter vor Ret ikke i Almindelighed kan gjøres Krav paa Erstatning som Følge af Værdiforringelse, der maatte være paaført en Eiendom paa Grund af Forføininger med Hensyn til andre Eiendomme eller Gjenstande, hvorved Eiendommen qv. ikke direkte angribes eller beskadiges. Det kan saaledes ikke erkjendes, at de Foranstaltninger, som det Offentlige i den almindelige Kommunikations Interesse finder sig opfordret til at træffe, og hvorved Passagen gjennem et offentligt Vasdrag indskrænkes for de Omboende, uden videre giver disse Krav paa Erstatning, om det end tilfulde godtgjøres, at de derved er paaført et større Tab. Den modsatte Anskuelse vilde formentlig
Side:844
medføre, navnlig for det Offenlige, en aldeles ubegrændset og ubestemmelig Erstatningspligt. Den her udtalte Opfatning finder jeg ogsaa bestyrket ved Høiesterets Dom afødt xx.xx.1865 (Rt-1865-276 fg.). Men jeg anser dog ikke den her fremholdte Betragtning for fuldt afgjørende med Hensyn til nærværende Sag. Det maa her foreløbig bemærkes, at om det Offentlige end kan siges at være berettiget til at disponere over en offentlig Vandkommunikation paa en saadan Maade som her skeet, hvorved Passagen gjennem den i væsentlig Grad indskrænkes, flyder dog heraf ikke, at enhver offentlig Autoritet, som maatte have med Kommunikationsvæsenet af gjøre, kan være kompetent eller berettiget til at træffe den afgjørende Bestemmelse i saa Henseende. I den ovennævnte Sag var det, som det af Referatet vil erfares, erhvervet kongelig Resolution med Hensyn til Brobygningsarbeidet, kfr. Lov afødt xx.xx.1854 §7, men lignende Bemyndigelse kan efter Sagens Oplysninger ikke i nærværende Tilfælde erfares at være erhvervet, hvad dog formentlig havde været det rette. Saafremt det Offentlige saaledes in casu uden behørig Hjemmel har disponeret over et offentligt Færdselsmiddel, kan formentlig herfor kræves Erstatning til vedkommende Skadelidende. Men selv om man ikke vil lægge nogen afgjørende Vægt paa den her berørte Omstændighed, der imidlertid viser, at den ovenanførte Høiesteretsdom ikke er noget med Hensyn til nærværende Sags Paadømmelse bindende Præjudikat, men tvertimod gaar ud fra, at Jernbanebestyrelsen har været fuldt kompetent til, saaledes som skeet, at afgive Beslutning om Broanlægget, er det dog, forekommer det mig, en naturlig og rimelig Fordring, at denne Foranstaltning bliver iværksat paa saadan maade, at derved den mindst mulige Skade og Ulempe paaføres de langs Elven Boende, og navnlig synes et saadant Hensyn at kunne kræves taget ligeoverfor Appell., hvis Interesse, efter hvad der var Jernbanebestyrelsen bekjendt, her var overmaade stor. Dette Hensyn kan imidlertid ikke fra Jernbanens Side siges at være fyldestgjort. Der synes efter de foreliggende Oplysninger at maatte have været fuld Opfordring for Jernbanen til at anbringe Svingbro istedetfor fast Bro, idet Passagen gjennem Elven i førstnævnte Tilfælde formentlig intet, ialfald intet nævneværdigt Afbræk, vilde have lidt. Forlangende herom er jo ogsaa fra Appell.s Side, som ovenfor paavist, gjentagende og med Styrke blevet stillet, men uden Nytte. Hvad Grunden hertil kan have været, er ikke under nærværende Sag oplyst, men det ligger nær at antage, at Hensynet til Omkostningern i saa Henseende har været et væsentligt Motiv. Disse ville nemlig ved Anbringelse af Svingbro, ved hvilken fast opsyn fornødiges, betydelig forøges. Jeg kan imidlertid ikke anse denne Omstændighed som tilstrækkelig Grund for Jernbanen til at undlade at anlægge Svingbro. Hvor der handels om en saa væsentlig Indskrænkning i Afbenyttelsen af en almindelig Færdselsvei. Og som vil være til saa stor Ulempe for dem, af hvem den hidtil har været benyttet, kan de forøgede Omkostninger ikke fritage den, som foretager en Forandring i den faktisk bestaaende Tilstand, fra at gjøre dette paa en saadan Maade, at Forandringen bliver til mindst mulig Gene for vedkommende Interesserede.
I Henhold til det foran Anførte finder jeg at burde votere for, at Appell. tilkjendes den ved Skjønnet bestemte Erstatning af 4000 Kr. Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret antager jeg bør ophæves. Om Renter bliver der i nærværende Tilfælde ikke Tale, da saadanne ikke er tilkjendte ved den afsagte Byretsdom, og denne ikke er kontraappelleret.
Konklusion:
H. Gerner & Søn bør til det Kgl. Norske Finantsdepartement paa Statskassens Vegne betale 2000 Kr., men forøvrigt for dets tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.
Side:845
Assessor Ph. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessorerne Blich, Ottesen, C. Hansteen, extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Ligesaa.
Assessor Saxlund: Jeg er enig med de foregaaende Voterende i, at Appell. bør være fri for at betale 4000 Kr. af det paastævnte Beløb, men grunder dette alene paa den Betragtning, at jeg anser Spørgsmaalet om Appell.s Ret til Erstatning afgjort ved den passerede Skjønsforretning, som efter min Mening maa ansees endelig vedtagen af parterne. Da Appell. havde Ret til at faa Spørgsmaalet afgjort ved Expropriationen og efter den af Jernbanens Vedkommende brugte Fremgangsmaade, har havt god Grund til at gaa ud fra, at Overskjønnet dannede den endelige Afgjørelse, finder jeg, at der vilde være Føie til at tilkjende Appell. Processens Omkostninger for begge Retter. De vare efter min Mening ikke pligtige til at indtale Erstatningsbeløbet ved særskilt Søgsmaal. Efter den allerede stedfundne Votering finder jeg det imidlertid ufornødent af give nogen nærmere Begrundelse af min Opfatning eller at formulere nogen Konklusion.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.