Instans: Høyesterett - Dom
Dato: 1891-03-07
Publisert: Rt-1891-489
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.Nr. 35/2 1890
Parter: Kirsti Askogsberget (Lasson) mod Ole Olsen Huseby (Steffens).
Forfatter:
Lovhenvisninger:


Under nærværende af Ole Olsen Huseby reiste Sag handles der om, hvorvidt Kirsti Askogsberget som Eier af Gaarden Bingen i Brandvold er berettiget til at havne i den Del af Næs Skov, der tilhører Ole Olsen Huseby. Nogensomhelst Hjemmel for Havneretten er ikke paavist, men Kirsti Askogsberget støtter sin paastaaede Ret paa Hævd eller Alders Tids Brug.

Ved den i Sagen under 12 Febr. 1885 af Sorenskriveren i Solør og Meddomsmænd afsagte Dom blev Hævd ikke anseet bevist, men Havneretten dog anerkjendt paa Grund af Alders Tids Brug, og som Følge deraf Kirsti Askogsberget frifundet for Ole Olsen Husebys Tiltale.

Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdeling kom i sin Dom afødt xx.xx.1887 ogsaa til det Resultat, at der tilkom Gaarden Bingen Havneret i Næs Skov. Men Overretten indskrænkede Havneretten til en nærmere betegnet Del av Skoven - ikke nordenfor og Østenfor Gammelsæteren, - hvor Havningen ifølge det Oplyste maatte antages alene at være foregaaet. Overretten har formentlig bygget sit Resultat paa erhvervet Hævd, uden at dette imidlertid aldeles klart fremgaar af Dommen. Ved begge Domme blev Processens Omkostninger ophævede.

Stiftsoverrettens Dom er af begge Parte indbragt for Høiesteret, hvor Sagen i Henhold til Lov 1 Juli 1887 er udgaaet til skriftlig Behandling. Kirsti Askogsberget har paastaaet sig frifundet for Ole Olsen Husebys Tiltale. Denne har derimod paastaaet hende som Eier af Gaaarden Bingen kjendt uberettiget til enhver Havning i hans Andel af Næs Skov og tilpligtet at betale ham Erstatning efter Skjøn for den ulovlige Havning med Renter af Skjønsbeløbet. In subsidium paastaar han Havneretten saaledes indskrænket, at den ikke maa udøves nordenfor eller østenfor Gammelsæteren og ikke i den Tid, da man pleier at ligge tilsæters med Kreaturene. Begge Parter have derhos paastaaet sig tilkjendt Procesomkostninger.

Jeg kan ikke være enig med de foregaaende Retter.

Om Alders Tids Brug kan der formentlig ikke her blive Tale. Mangler der Betingelser for, at en Gaards Havneret i en anden Gaards Skov er erhvervet ved almindelig Hævd, kan efter min Mening ikke disse Mangler afhjælpes ved Alders Tids Brug. Hertil kommer i nærværende

Side:490

Tilfælde, at der ikke er ført Bevis for den omhandlede Rets Udøvelse i saa lang Tid, at det kan betegnes som Alders Tids Brug. Det ældste Vidne, der har udtalt sig om Brugen, 4 Kontrav., ved Afhøringen i 1881 70 Aar gammel, er født paa Nabogaarden til Bingen og boede der til sit 20 Aar. Hun har forklaret, at Havningen foregik dengang saa langt tilbage, som Vidnet mindes. Dette vil antagelig sige fra omkring 1820. Da Forligsklagen i nærværende Sag er dateret 22 Juli 1879 gjælder det altsaa her alene et Tidsrum af ikke fuldt 60 Aar, og dette anser jeg ikke tilstrækkeligt til at danne Alders Tids Brug.

Og Betingelserne for almindelig Hævd er efter min Mening, ikke her tilstede. Der er ført endel Vidner angaaende Havning til forskjellige Tider. Men der haves ikke to Vidner om aarlig Havning af den samlede Gaard Bingens Besætning i et sammenhængende Tidsrum af 20 Aar. Overretten paaberaaber sig 1 og 6 Kontrav., og siger, at begge disse Vidner omfatter Tiden fra 1842 til 1862. Men dette kan imidlertid, saavidt jeg ser, ikke være rigtigt. 1 Kontrav. blev gift til den ene Halvdel af Gaarden Bingen i 1842, og forklarer sig om stadigen foregaaet Havning i Næs Skov, medens hun var paa Bingen. Hun opgiver at have været der i «omkring 20 Aar». Dette behøver ikke at være fulde 20 Aar; det kan godt være 18 a 19 Aar. Og der er en Omstændighed, der tyder paa, at Vidnet ikke har været paa Bingen (eller forklaret sig om den samlede Gaards Havning) lige til 1862. I et Indlæg for Underretten siges der nemlig uden senere at blive modsagt, af Olsen Husebys Sagfører: «Det er in confesso, at Borgermester Strøm eiede den ene Halvdel af Bingen fra 1861 til 1863». Og det er paa det Rene, at Borgermester Strøm ikke havde Besætning paa Gaarden, og følgelig ikke havnede i Næs Skov. 1 Kontrav.s Forklaring kan saaledes neppe omfatte Tiden længere end til 1861, altsaa ikke en hel Hævdsperiode. Og det er heller ikke aldeles sikkert, at Vidnet, der selv siger, at hun ikke fulgte Kreaturerne i Havnegangen, ved at forklare, at Havning stadigen foregik, har ment at sige, at Havningen er foregaaet hvert enkelt Aar. 6 Kontrav., der først havde udtalt, at Havningen var foregaaet stadigen, siger saaledes senere udtrykkeligt, at han ikke tør udtale, at den af ham omforklarede Havning foregik hvert Aar. Hverken Tidsrummets Længde eller aarlig Udøvelse af Brugen anser jeg saaledes her bevist. Overretten erkjender ogsaa, at disse Prov ikke i og for sig ere tilstrækkelige til at begrunde den paastaaede Hævd. Men da Gaarden Bingen ikke selv skal have nogen Skov, hvori Havning kan foregaa, og Intet tyder paa, at Gaarden i noget Aar mellem 1842 og 1862 har ligget øde, saaledes at der aldeles ikke har været holdt Kreaturer paa samme, er der efter Overrettens Opfatning al indre Sandsynlighed for, at den af Vidnerne omprovede Havning maa have foregaaet hvert Aar i Tidsrummet. Overretten finder dette bestyrket derved, at der haves Vidneprov - hvorom jeg henviser til Overretsdommens Præmisser - om Havning fra Bingen i Næs Skov baade længe før det nævnte Tidsrum og mange Aar efter samme.

Dette Sidste har imidlertid, saavidt jeg indser, ingen Betydning, særlig da det neppe er sikkert, at Vidneprovene gjælde Kreaturer fra begge de Halvdele af Gaarden, hvori Bingen sees i lange Tider at have været delt, men som nu ere samlede paa Kirsti Askogsbergets Haand. Da Hævdens Løb i ethvert Fald maatte være afbrudt i 1861 derved, at Borgermester Strøm kjøbte den ene Halvdel af Gaarden Bingen og i 3 Aar ikke der holdt Kreaturer, spørges der kun om, hvorvidt der er ført Bevis for nogen fuldbragt Hævdsperiode før 1861. Saadant Bevis anser jeg ikke ført. Og paa nogen sandsynlig, ikke bevist Brug, kan Hævd efter min

Side:491

Mening ikke bygges. Det er iøvrigt heller ikke godgjort, at Bingen ikke har nogen Havnegang selv.

Jeg kommer saaledes til det Resultat, at den omhandlede Havneret maa frakjendes Gaarden Bingen. Og jeg antager, at der ikke derved sker denne Gaard nogen Uret. Efter min Opfatning handles der nemlig her om en fra Gaarden Bingen selvtagen Brug.

Efter det Oplyste havde Bingen indtil 1797 fælles Havnegang med endel andre Gaarde, hvoriblandt ikke Næs, i en større Sameie-Skov. I 1797 blev Sameiet udskiftet for saavel Hjemskovens som Sæterskovens Vedkommende. Hver Gaard fik sine Teige og sin Havneret indskrænket til disse. Der tilføies udtrykkeligt, at Ingen maatte slippe sine Kreaturer ind paa nogen en anden Eier ved Udskiftningen tildelt Skovteig. Bingen fik - foruden sin Sæter med Havnegang - 3 Teige, der alle støde til hinanden, og hvoraf den første ligger umiddelbart ved Gaarden. Præsumtionen er for, at, naar den fælles Havn tidligere var tilstrækkelig for Alle - og Andet er ikke paastaaet - saa vil ogsaa efter Udskiftningen Enhver faa tilstrækkelig Havn paa sine Teige, om disse ikke senere opdyrkes ellet sættes bort til Husmandspladse. Der er Intetsomhelst oplyst om, at der før Udskiftningen tilkom Sameiet Havneret i Næs Skov. Denne grændser til den ældre Sameieskov, men skal ifølge en for Høiesteret fremlagt Erklæring ligge i et andet Herred. Og ingen af de andre udskiftede Lodeiere paastaa nogen saadan Havneret. At der særskilt skulde tilkommet Gaarden Bingen en saadan Havneret, er i sig selv ikke rimeligt. Og om saa havde været Tilfældet, maatte dette have fremgaaet af Udskiftningsforretningen. Fornødent Forbehold maatte være taget. For at komme fra Bingen til Næs Skov - i lige Linie omtrent en halv Times Gang - maa Kreaturerne nemlig passere over 3 Teige, der ved Udskiftningen tilfaldt andre Lodeiere, og hvor Bingen ifølge Udskiftningsforretningen ikke har Ret til at lade sine Kreaturer havne eller passere. Denne Omstændighed gjør ogsaa, at det heller ikke efter Udskiftningen kunde nytte Bingens Eier at erhverve nogen Ret til Havning af Næs Skovs Eier, medmindre han samtidig erhvervede Ret af Eierne af de 3 Teige, der ikke selv have nogen Havneret i Næs Skov, til at lade sine Kreaturer daglig vandre frem og tilbage over deres Skov. Men det er end ikke paastaaet, at noget saadant Samtykke i saadan Hensigt fra disse 3 Eiere er erhvervet. Sammenhængen er efter min Opfatning den, at Bingens Kreaturer ere blevne slupne i Gaardens Hjemskov og saa derfra ofte, dels med dels uden Gjæter, have vandret over de tre andre Teige og ind i Næs Skov. Og Eieren af denne har formentlig, om han har været vidende herom, ikke fundet Grund til at paatale denne Havning, da den, ialfald indtil 1863, synes kun at have fundet Sted en forholdsvis kort Tid Vaar og Høst før og efter Sæteropholdet, og ikke at have gjort ham væsentlig Skade. Sagen sees foranlediget derved, at Kirsti Askogsberget i 1879 ikke drog til sæters, men med sin Besætning havnede i Næs Skov hele Sommeren.

Den paastaaede Erstatning finder jeg ikke Grund til at tilkjende Ole Olsen Huseby. Skaden sees at have bestaaet i, at Havnen for hans husmænd er blevet noget indskrænket. Nu at værdsætte dette Tab anser jeg umuligt. Og Ole Olsen Huseby har derhos ikke oplyst, at han i den Anledning har udredet nogen Erstatning til sine Husmænd.

Sagens Omkostninger finder jeg Grund til at ophæve for alle Retter.

Konklusion:

Kirsti Askogsberget bør som Eier af Gaarden Bingen være uberettiget til Havning i den Ole Olsen Huseby tilhørende Andel af Næs Skov. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Ernst Motzfeldt.

Side:492

Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

J. R. Andersen.

Ligesaa.

Edv.Mørch.

Jeg er foreløbig mest stemt for Stadfæstelse af Overretsdommen. Der taler nemlig efter min Mening meget for at anse Hævd bevist.

1 Kontrav.s Prov om, at der i de omkring 20 Aar, hun boede paa Bingen, «stadig» blev havnet i Næs Skov, tror jeg helst bør forstaaes derhen, at saadan Havning foregik «aarlig». Hun forklarer sig nemlig samtidig om, at man om «Somrene» laa paa Sæteren, og at det navnlig var, naar man var kommet hjem fra Sæteren, at Havningen qv. foregik. Men at man laa paa Sæteren hvert Aar er efter Sæterbedriftens egen Natur i og for sig i den Grad sandsynligt, at man, saalænge hun ikke udtrykkelig for nogen Sommers Vedkommende anfører noget Modsat, formentlig maa være berettiget til at gaa ud fra, at hun ved at tale om «Somrene» mener «hver Sommer» og til derfra at slutte, at man «hver Sommer» havnede i Næs Skov, jfr. 4 Kontrav.s Prov, der sætter sin Forklaring om Havning «aarligaars» i de nærmeste Aar før 1830 i Forbindelse med Opholdet paa Sæteren «om Sommeren» og paa den anden Side 8, 10 og 11 Kontrav. om, at man ikke laa paa Sæter fra Bingen i 3 specielt nævnte Eieres Tid, - antagelig ca. 1863-73 ifølge 4, 5 og 6 Hovedv., - medens de antage, at saa skede i de ældre Besidderes Tid. Det er vistnok saa, at 1 Kontrav. ikke selv var med Kreaturene, naar de havnede, men hun tillægger udtrykkelig, at hun «dog ved» at det blev havnet i Strækningen qv., og da hun som Kone paa Gaarden selvfølgelig stod for Kreaturstellet, er man formentlig ikke berettiget til at betvivle Korrektheden fuldt ud af denne hendes Udtryksmaade.

Hvad dernæst angaar det andet Vidne, 6 Kontrav., som det for her omhandlede Periodes Vedkommende, ca. 1840-1860, væsentligst kommer an paa, er at mærke, at hans Prov omfatter et Tidsrum af alt henved 60 Aar, men fæster man sig herved, er det i og for sig lidet tænkeligt, at han, aldenstund han ikke selv har eiet Bingen eller personlig haft Befatning med Havningen, skulde kunne positivt erklære sig aldeles vis paa, at det ikke muligens kan have været et eller andet Aar af 20, hvori Havning ikke er foregaaet i Næsskoven. Vidnets senere Udtalelse om ikke at turde erklære, at Havningen foregik hvert Aar, maa derfor ikke urgeres for stærkt. Jeg tror, at hans Prov rettest bør forstaaes, at han, da han - som rimeligt - ikke specielt kan erindre hvert enkelt Aar, heller ikke tør benægte Muligheden af, at Havning et eller andet Aar ikke er foregaaet, men at hans Erfaring med dette Forbehold gaar derhen, at Havningen foregik aarlig, og jeg lægger forsaavidt særlig Vægt paa, at han i sin første Forklaring positivt undtog de Aar (1861-63), da Strøm eiede halve Bingen.

Der skal derfor efter min Mening ikke Meget til for at udfylde, hvad der i disse 2 Prov mangler, til at danne fuldt Bevis. Og jeg mener, at de Oplysninger, som iøvrigt foreligge, maa ansees tilstrækkelige til at udfylde Hullet. Jeg sigter herved først og fremst til de foreliggende Prov fra 1 V. under Thingsvidnet og fra 3 og 2 Kontrav. om den Havning, de have iagttaget, i de Aar deres Prov omhandler, sc. ca. 1838-46, 1849 og 1851-52, jfr. 12 Kontrav. om Tiden fra 1860 af. Dernæst til de Prov, der foruden 6 Kontrav.s foreligger fra flere Vidner om stadig Havning i Næsskoven allerede længe før Begyndelsen af 40-Aarene, navnlig da 4 Kontrav. om, at der «aarligaars» foregik saadan Havning saalangt tilbage han mindes indtil hans 20 Aar, hvilket vil sees at være omtrent i Tiaaret 1820-30; ligesaa 7 Kontrav., hvorefter der i Tiden omtrent 1830-38 stadig foregik saadan Havning, jfr. ogsaa 9 Kontrav. Det maa

Side:493

formentlig erkjendes, at, foregik Havning i Næsskoven allerede tidligere stadig eller, som 4 Kontrav. siger, endog aarlig, saa er der Sandsynlighed for, at det er fortsat dermed paa samme Maade. En Havning som heromhandlede indebærer allerede i sig selv til en vis Grad Sandsynlighed for, at den er foregaaet aarlig, herved ogsaa Hensyn taget til, hvad der er oplyst om de lokale Forholde.

Forsaavidt der endelig er indvendt, at 1 Kontrav.s Prov kun omfatter «omkring» 20 Aar fra 1842 af, udfyldes Provet af det anførte 1 Thingsv., der allerede fra ca. 1838 af aarligaars i 8 Aar saa, at der havnedes i Næs Skov fra Bingen, jfr. ogsaa 12 Kontrav.s lignende Erfaring fra 1860. Jeg behøver derfor ikke at opholde mig ved den Omstændighed, at der i de Aar, 1861-63, da Halvdelen af Bingen eiedes af Strøm, ingen Besætning holdtes der.

Jeg kan ikke mod Ovenanførte lægge nogen afgjørende Vægt paa Udskiftningsforretningen af 1797; den omfatter ikke Næs Skov; selv om derfor ogsaa Bingens Eiere maatta have forbrudt sig mod Forretningens Bestemmelser derved, at de have ladet sine Kreaturer passere over de i Forretningen nævnte andre Teige, er dette ialfald ikke Noget, som kan paaberaabes af Næsskovens Eiere. Man kan jo heller ikke vide, hvorledes Forretningens Bestemmelser i dette Stykke i Tilfælde vilde være at forstaa; for den Sags Skyld kan det jo endog være muligt, at saadan Havning som omhandlet foregik endog før 1797.

Under nærmere Henvisning til Overrettens Præmisser er jeg med den enig i, at Oplysningerne væsentlig gaa i den Retning, at Havningen som regel ikke er foregaaet længere mod Nord og Øst end til Gammelsæteren, eller ialfald ikke ere saa klare, at Havnerets Erhvervelse i større Omfang kan ansees bevist, jfr. især 2, 3, 4 og 12 Kontrav., jfr. 5 Kontrav. og 1 V. under Thingsvidnet. I Sammenhæng hermed maa det formentlig antages, at Gjætning i Regelen er foregaaet, se 1, 2 og 3 Kontrav., jfr. ogsaa 4 Kontrav. for den af ham omprovede tidligere Tids Vedkommende. Med Overreteen antager jeg paa den anden Side, at Havningsretten ikke kan indskrænkes til nogen bestemt Tid af Aaret, medens det paa den anden Side er en Selvfølge, at den ikke kan gjælde for flere Kreaturer end dem, som kan fodres paa Gaarden.

Om Erstatningsansvar bliver der efter mit Resultat ikke Spørgsmaal. Processomkostningerne maa blive at ophæve.

Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

V. Scheel.

Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Hr. Assessor Scheel. Da det er oplyst, at der havnedes fra Halvpart af Bingen, som ikke eiedes af Borgermester Strøm, i de Aar, denne eiede den anden Halvpart, finder jeg, at Havningen fra Bingen ogsaa i Tidsrummet fra 1862 maa tillægges en væsentlig supplerende Vægt til Hævdsbeviset. Formodningen er forøvrigt i høi Grad for, at Havneretten er erhvervet i hele Kontraappell.s Næsskov (12 Hovedv.); den har ikke været indgjærdet for nogen Del, Kreaturerne have havnet dels med og dels uden Bevogtning, og nogen væsentlig Naturhindring findes ikke. Herom i Tilfælde Konference.

P. V. Ottesen

I det Vesentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

J. H. Thoresen.

Jeg slutter mig til Førstvoterendes Resultat. Jeg er vistnok tilbøielig til med Hr. Assessor Scheel at anse det bevist, at der fra Bingen har i Hævdsperiode været havnet i Næsskov. Det forekommer mig, at, naar man i Sammenhæng tager Vidneprovene af 1 og 6 Kontrav. samt 1 Thingsv.,

Side:494

maa man faa ud, at der i Tidsrummet fra 1838-1858, begge Aar inklusive, har været havnet i Næsskov fra Bingen, og der aarligaars, et Resultat, som ogsaa i stærk Grad støttes ved de øvrige i Hr. Scheels Votum nævnte Vidneprov og Oplysninger. Men den Havning, som saaledes er oplyst, er efter min Mening noget ganske andet end det, Hovedappell., Kirsti Afskogsberget, paastaar sig berettiget til, og hvorfor hun er sagsøgt, og hvad der er Tvistgjenstanden i nærværende Sag. Hun er sagsøgt, fordi hun i 1879 begyndte med at havne hele Sommeren med hele sin Besætning i Næsskov, og hun paastaar, at hun har hævdet en saadan uindskrænket Havneret, og at hun derfor for Fremtiden er berettiget til saadan. Men at en Havneret af det Omfang er udøvet i Hævdstid, er efter min Opfatning paa ingen Maade bevist. Hovedvidnets, 1 Kontrav.s, Prov modsiger dette; nævnte Vidne forklarer ikke videre, end at man fra Bingen Vaar og Høst - Sommeropholdet paa Sæteren fraregnet - havnede med Besætningen i Næsskov, og at man om Sommeren kun havnede der med Hjemmekreaturene, naar saadanne havdes hjemme. Og i Overensstemmelse hermed maa vistnok de øvrige Vidners Forklaringer opfattes. Hvor forskjellig den Havning, som faktiskt er udøvet, er fra den, som nu paastaaes hævdet, fremgaar ogsaa af Sagsøgerens Bemærkning i hans første Indlæg for Underretten, nemlig «at nærværende Retssag maaske ikke var bleven anlagt, hvis ikke Indst. i 1879 havde havnet den hele Sommer med alle sine Kreaturer» osv. At den indskrænkede Havning, som faktiskt før 1879 havde fundet Sted, og som Eierne af Næsskov havde taalt, muligens fordi den liden eller ingen Meen voldte dem, at den retlig skulde have udvidet sig til en saa betydelig og uindskrænket Havnerettighed, som nu paastaaes, kan jeg ikke være med paa.

Af Foranførte fremgaar, at jeg er tilbøielig til at antage, at Bingen gjennem Hævd kan have vundet nogen Havneraadighed over Næsskov. Men hvilken denne isaafald skulde være, kan jeg ikke paa egen Haand præcisere. Hovedappell.inden har intet Materiale leveret til Afgjørelse heraf; hun har ingen subsidiær Procedure eller Paastand i den Retning. Maaske sætter hun ikke engang Pris paa blot at kjendes berettiget til en indskrænket Havneret lig den Udøvelse, som i Tidernes Løb - antageligvis med Jaminne fra Næsskovs Eieres Side - har fundet Sted. Hun har, om jeg saa maa kalde det, i nærværende Sag sat Alt paa et Kort; hun har efter min Opfatning selv valgt Alternativet: Alt eller Intet, og af dette Alternativ finder jeg, at det sidste Led maa vælges.

M. Lambrechts.

Jeg fastholder mit Votum, Jeg slutter mig iøvrigt ogsaa til Hr. Justitiarius's Bemærkninger om, at den af Kirsti Afskogsberget nu paastaaede Havneret er noget ganske Andet end den af Vidnerne omprovede tidligere Havning.

Ernst Motzfeldt.

Jeg vedbliver mit Votum.

J. R. Andersen.

Ligesaa.

Edv. Mørch.

Jeg har opfattet Forholdet saaledes, at, da Bingen har Sæter, har det fulgt af sig selv, at Havningen fra Bingen i Næs Skov kun er foregaaet, forsaavidt man ikke laa til Sæters d.v.s.: ikkun for Hjemkreaturernes Vedkommende den hele Sommertid, men for den øvrige Besætning Vedkommende alene i den Tid, hvori den ikke laa paa Sæteren, kfr. 6 Kontrav. «Havningen foregik» selvfølgelig «ikke, naar Kreaturerne vare til Sæters». Paa den anden Side forstaar jeg Oplysningerne saaledes, at der ikke har været nogen Regel, hvorefter der skulde ligges til Sæters fra Bingen en vis Tid af Sommeren, eller hvorefter vedkommende Kreaturers Antal var begrændset til et vist Antal. Paa denne Maade forstaar jeg Vidneprovene, se f. Ex. 1, 2, ovennævnte 6 og 10 Kontrav. og for den tidligere Tids Vedkommende 4 Kontrav. Jeg tror derfor ikke, at der kan

Side:495

opstilles nogen anden Begrændsning her, end den, der af sig selv flyder deraf eller gjør sig selv derved, at Bingen har og fremdeles bruger sin Sæter. Havneretten fremstiller sig forsaavidt nærmest som et Supplement til Sæterhavningen; det er med andre Ord for Bingen med Sæter, at havneretten er hævdet. Jeg tror derfor ogsaa, at det vilde være uberettiget fra Bingens Eiers Side, om han f. Ex. solgte eller leiede bort sin Sæter eller i længere Tid lod den ligge ubenyttet, men men desuagtet vilde havne med sin hele Besætning den hele Sommer i Næs Skov. At give denne min Opfatning af Forholdet et bestemt Udtryk i Dommen, vilde vistnok være vanskeligt, men jeg betvivler, at det skulde behøves, da det synes mig klart, at Havneretten helt igjennem er bygget paa den Forudsætning, at Bingen vedblivende beholder og bruger sin Sæter.

V. Scheel.

Jeg vedbliver mit Votum, idet jeg tiltræder Hr. Assessor Scheels Tillægsbemærkninger.

Ottesen.

Jeg vedbliver mit Votum.

J. H. Thoresen

Ligesaa.

M. Lambrechts.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.