Rt-1893-129

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1893-10-27
Publisert:	Rt-1893-129
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 40/2kvadrat 1892
Parter:	M. C. Nord (Aubert ved Bang) mod Kristiania Kommune (Nikolaysen).
Forfatter:	Roll, Ottesen, C. Hansteen, Ph. Hansteen, Motzfeldt, Birkeland, Saxlund
Lovhenvisninger:	Sunnhetsloven (1860), Vasdragsloven (1887) §20, Vasdragsloven (1887)

Extraordn. Assessor Roll: Angaaende nærværende Sags Gjenstand og Gang samt de derunder fremkomne Oplysninger henviser jeg til Præmisserne til den af Kristiania Byret under 16 Mai 1891 afsagte Dom:

«Akersbækken, der kommer fra Korsvolden ved Maridalen og gaar ud i Akerselven ved Bagaas, løber, efterat have passeret forbi Eiendommene Gjedemyren i ca. 700 Alens Længde gjennem Dele af Daleløkken og Regineborg, hvor M. C. Nord har anlagt 3 Damme, der fyldes med Vand fra Bækken, og hvorfra han tog Is til det af ham sammesteds opførte Ismagasin m.v. Efterat Kristiania Kommune havde indkjøbt Gjedemyren for der at anlægge Kirkegaarden «Nordre Gravlund», meddelte Nord i Skrivelse til Kristiania Magistrat afødt xx.xx.1883, at han i Tilfælde maatte gjøre Kommunen ansvarlig for den Skade, der vilde paaføres hans nævnte Isanlæg derved at den paatænkte Kirkegaard gaves Afløb gjennem Kloakker, der udmundede i Akersbækken. Under de Forhandlinger, som derefter fandt Sted mellem Nord og Kommunens Vedkommende, og som fortsattes ogsaa efterat «Nordre Gravlund» den 14 Juli 1884 var indviet og taget i Brug som Kirkegaard, blev der fra Kommunens Side under bestemt Hævdelse af, at Nord intet Retskrav kunde have paa Erstatning i Anledning af Kirkegaardsanlægget - fremsat Tilbud om, at Kommunen enten skulde bekoste Kloakanlæg forbi Nords Isdamme til Optagelse af Afløbet fra Kirkegaarden eller overlade Vand fra Maridalsværket til Fyldning af Dammene mod en Betaling af 5 Øre pr. Kubik m. (modsvarende det halve af den da gjældende Pris for Vand fra Bandværkerne) paa Betingelse blandt andet af, at Forpligtelsen til at levere Vand bortfaldt, naar Griffenseldts og Ringos Gader maatte blive aabnede til almindelig Afbenyttelse, samt bekoste den fornødne Afstikker fra Vandledningen i Maridalsveien til Isdammene paa Betingelse af, at Nord selv skaffede Grunden til Ledningens Anlæg. Intet af disse Tilbud blev imidlertid af Nord antaget, idet han efter hvad han derom har anført ikke fandt, at der efter den

Side:130

Maade, hvorpaa Kloaken var ment at skulle lægges, - nemlig ved en Rørledning i Bækkens Bund - havdes fornøden Garanti for, at Kloakvandet til enhver Tid blev holdt tilstrækkelig adskilt fra Bækkevandet, og heller ikke ansaa sig tjent hverken med at skulle betale den fordrede Afgift for Benyttelse af Vandværkets Vand eller med, at Kommunen skulde have det i sin Magt inden et paa Forhaand ubestemmeligt Tidsrum at ophøre med at levere ham Vandet. Da nogen mindelig Ordning af Forholdet saaledes ikke kom istand, skred Nord efter forgjæves anstillet Forligsmægling ved Aastedsstevning afødt xx.xx.1887 til Anlæg af nærværende Sag mod Kristiania Kommune. Efterat Sagen den 16 Mai næstefter var behandlet paa Aastedet og det derunder blandt andet var konstateret, at der fra den ovenfor Cit.s Isdamme liggende «Nordre Gravlund» udmunder i Akersbækken 2 Kloaker, af hvilke den nordligste endnu var uvirksom, idet alt Vand fra den for Tiden til Begravelsesplads benyttede Del af Kirkegaarden havde Afløb gjennem den ved Kjerschowsgaden udmundende sydligste Kloak har Cit. paastaaet Indst. tilpligtet under det Tvangsmiddel, som Retten maatte finde passende, at sløise de nævnte 2 Kloaker og betale Cit. Erstatning efter Skjøn optaget paa Indst.s Bekostning for den Skade, der ved disse Kloakers Anlæg og Brug var og for Fremtiden vilde blive Cit. paaført med lovlige Renter fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen, samt Processens Omkostninger. Indst. har derimod paastaaet sig frifunden for Cit.s Tiltale og hos denne tilkjendt Procesomkostninger.

Det er paa det Rene, at Daleløkken og Regineborg laa indenfor Byens Grændser længe før Cit. - efter hvad han oplyser den 1 Mai 1855 - begyndte sin Isforretning, i hvis Anledning han efterhaanden har indkjøbt de Grundstrækninger af de nævnte Eiendomme, hvorpaa hans Damme og de forskjellige i Driftens Medfør etc. opførte Huse etc. ligge. Det er derhos oplyst, at Akersbækken, hvis Vandmasse ikke er større, end at Bækken under den ovennævnte Aastedssession i Mai 1887 - altsaa paa en Aarstid, da Vandføringen skulde være stor - viste sig kun gjennemsnitlig at have en Bredde af gjennemsnitlig henved 1 Meter, allerede forinden Kirkegaardsanlægget optog forurensende Tilløb af forskjellig Art fra sine Omgivelser. Man skal i saa Henseende under Henvisning iøvrigt til Bykartet og det under Aastedsbefaringen samt i en skriftlig fremlagt Forklaring fra Afdelingschefen for Vand- og Kloakvæsenet under Kristiania Ingeniørvæsen paavoste og anførte, særlig fremhæve, at der i Bækken udmunder flere Kloaker og Render med stinkende Vand, navnlig fra Bebyggelsen paa Moløkken, at en hel Del Fjøs- og Staldbinger, Grisehuse, Lokumer og Damme med stillestaaende beværvet Vand angives særlig under Flomtiden at have Afløb til sammme samt at Bækkens hele temmelig betydelige Nedslagsfelt, forsaavidt som det ikke er optaget af bymæssig Bebyggelse eller Landboliger med tilhørende Udhusbygninger etc. væsentlig bestaar af dyrket, stærkt gjødslet Mark, der er draineret til Bækkens eller i samme udmundende Vandløb. I en fremlagt Erklæring fra Kristiania Stadsingeniør afødt xx.xx.1883 er det derhos fremhævet, at Drainene paa Kirkegaarden ligge fjernede fra selve Gravstederene og altsaa ikke føe direkte ind i disse, samt at Bækken ved Eiendommens Optagelse til Kirkegaard og Drainering bliver befriet fra det Afløb af Gjødselvand, som tidligere havde været den tilført fra Gjedemyrens gjødslede Marker. Endelig gjøres der i samme Erklæring opmærksom paa, at Bebyggelsen efterhaanden kommer mere og mere ind paa Bækken, over hvilken der, som Bykartet viser i den øvre Del af Strøget mellem Afløbene fra «Nordre Gravlund» og Cit.s Isdamme er reguleret flere Gader.

Cit. har i det væsentlige anført, at han ikke uden videre kan erkjende Rigtigheden, navnlig af de af en af Indst.s egne Funktionærer - Afdelingschefen

Side:131

ved Vand- og Kloakvæsenet - meddelte Oplysninger om ældre forurensende Tilløb til Akersbækken, og han hævder under alle Omstændigheder, at de urene Tilflydninger, den nævnte Bæk - ligesom vistnok ethvert Vasdrag af lignende Art - har modtaget fra sine Omgivelser, maa have været aldeles forsvindende i Forhold til Bækkens Størrelse og Vandmængde, aldenstund efter Cit.s Paastand Bækkevandet før Kirkegaardens Anlæg - ialfald paa den Tid af Aaret, da Cit. fyldte sine Damme, hvilket altid skeede efter Høstflommen, helst naar Barfrost var indtraadt, saa at Bredderne var tilfrosne - praktisk taget var fuldkommen rent og derfor fuldt tjenligt til at fremstille Is af for Cit.s Forretning. Dette anser Cit. tilstrækkelig bevist ved Analyser, som efter hans Foranledning af den senere afdøde Amanuensis ved det fysiologiske Institut i Kristiania, Dr. Otto, og af Landbrugschemiker ved Aas Landbrugsskole Werenskjold ere foretagne henholdsvis i April 1884 og i Januar 1885 af Is fra Cit.s heromhandlede Isdamme samt til Sammenligning af Is fra Maridalsvandet og 2 andre Vande («Svartkulp» i Maridalen og «Gjellumsvandet» i Asker), fra hvilke sidste Cit. da var begyndt at tage Is til sin Forretning, og hvis Resultater ifølge Erklæringer, der af Cit. under Sagen ere fremlagte, gaa ud paa, at der i Henseende til Mængden og Beskaffenheden af de i Isen indeholdte faste Bestanddele ingen væsentlig Forskjel var mellem Prøverne fra Cit.s Isdamme og fra de øvrige 3 Vande, medens der ikke i nogen af Prøverne kunde paavises Amoniak eller Saltpetersyrling, men derimod efter Ottos Analyser i Prøverne fra Cit.s Isdamme og fra «Svartkulp» ganske ringe Spor af Saltpetersyre, hvilke 3 Stoffers Tilstedeværelse af Werenskjold forklares at være Tegn paa, at opløste organiske Stoffe befinde sig i Forraadnelse. Dr. Otto udtaler i sine Erklæringer udtrykkelig for samtlige Prøvers Vedkommende, at Isen ifølge disse Analyser maatte betragtes som fuldstændig ren. Det var anfører Cit. videre, denne for Byforhold usædvanlige Renhed hso Akersbækkens Vand, der havde sat ham istand til at give sine Isdamme den heldige Beliggenhed inden selve Byens Grændser, der er deres væsentligste Fordel, idet den, som han nærmere paaviser ved at umuliggjøre paa den ene Side Gjennemførelsen af en Iskultur, hvorved han under almindelige Vintre har kunnet tage Is 3 Gange i Løbet af Vinteren fra samme Vandflade og magsinere omtrent 2 Tons Is pr. Minut og paa den anden Side Isens Tilbringelse til Konsumenterne med forholdsvis faa Omkostninger ad god flad Vei lige fremkommelig for Slæde eller Vogn til alle Aarstider havde ladet ham opnaa det for Byens iskonsumerende Borgere ikke midnre end for ham selv økonomisk betydningsfulde Resultat: at kunne levere fortrinlig Is til usædvanlig billig Pris. Dette er imidlertid, vedbliver Cit., aldeles forspildt for ham ved Kirkegaardskloakens Anlæg; medens nemlig Cit. tidligere havde saagodtsom udelukkende taget al den Is, han behøvede til sin Forretning, fra de heromhandlede Damme, har han efterat nævnte Kloak blev givet Udløb i Akersbækken, aldeles ikke kunnet benytte dens Vand til at fremstille Is af, idet saadan Is ikke engang kunde afsættes til Bryggerier eller andet Brug, hvor Isen ikke kommer i direkte Berøring med Mad eller Drikke, og som Følge deraf med stort Tab maattet skaffe sig den fornødne Is paa anden meget besværligere og bekosteligere Maade. Cit. har i denne Forbindelse henvist til nogle i Januar 1887 udstedte Erklæringer fra Ringnæs & Ko. m. Fl., der ere indtagne S. 8-10 i en af ham udgiven trykt Brochure (fremlagt som Bilag til hans Paastandsskrift) og som gaar ud paa, at Ringnæs og Ytteborgs Bryggerier have standset med at tage Is fra Cit.s Isdamme, fordi der var lagt Kloak fra Kirkegaarden til Akersbækken, og at en navngiven Isleverandør, «uagtet han godt indsaa den store Fordel, han vilde opnaa ved at tage Is, som han ifølge Kontrakt skulde levere til D'Hrr.

Side:132

Egers og Forseths Bryggerier» fra Cit.s Isdamme, dog af lignende Grunde ikke havde vovet at gjøre dette. At Indst. har gjort sig skyldig i et ligefremt Retsbrud ved paa den heromhandlede Maade at forurense Akersbækkens Vand for Cit. finder denne klart, idet det efter hand Mening følger af de almindelige Retsregler i denne Materie, at Indst. vistnok kan benytte det gjennem Kommunens og Cit.s Eiendomme flydende Band, men at Kommunen, ligesom det er den forbudt ved sin Benyttelse at forandre Vasdragets naturlige Løb, Vandmassen eller de naturlige Forhold i det Hele, selvfølgelig endnu mindre maa ved direkte Paavirkning paa Vandet, gjøre det ubrugeligt og endog sundhedsfarligt for Cit. som den nedenforboende Eier.

I nærværende Tilfælde haves der desuden bemærker Cit. sluttelig, speciel udtrykkelig Hjemmel for, at Kloakernes Anlæg var lovstridigt; han henviser i saa Henseende til §6 i de i Henhold til Lov om Sundhedsvæsenet afødt xx.xx.1860 udfærdigede almindelige Sundhedsforskrifter for Kristiania afødt xx.xx.1874, hvorefter det er forbudt uden Sundhedskommissionens Tilladelse at give Afløb til Elv, Bæk, aaben Grøft eller Rende for Substantser, der frembringe Stank eller ere farlige for Sundheden.

Indst. hævder principalt, at Kommunen intet andet har foretaget, end hvad den maatte siges at være berettiget til, selv om Cit. skulde generes deraf i sin Isbedrift. Efter Indst.s Mening kan under den Mangel af positive Lovforskrifter, som - bortseet fra de specielle Undtagelsesbestemmelser, som tidligere gjaldt med Hensyn til Sagnis og som nu med Hensyn til Affald fra industrielle Anlæg overhovedet indeholdes i Vasdragsl. afødt xx.xx.1887 §20 finder Sted i denne Materie, en Grundeier, som forurener det over hans Eiendom rindende Vand, ikke derfor i sin Almindelighed staa til Ansvar, og ialfald finder Indst. det utivlsomt, at han ikke kan have noget saadant Ansvar under Byforhold, og naar det til og med gjælder en Bæk med saa ringe Vandføring som Akersbækken. At den af Cit. citerede Bestemmelse i Sundhedsvedtægterne for Kristiania her kan paaberaabes, benegter Indst. bestemt; Sagen er, anføres der, i saa Henseende, at Sundhedsvedtægternes Overholdelse paasees af Sundhedskommissionen; deres Bestemmelse er ikke at ordne Forholdet Mand og MAnd imellem, og de kan derfor ikke af den Enkelte benyttes som Grundlag for Retskrav. Det er Samfundet som saadant, hvem Retten er givet, og hvem det derfor ogsaa tilkommer gjennem sit Organ Sundhedskommissionen at haandhæve samme. Budet i §6 er jo ogsaa dispensabelt, og da Sundhedskommissionen, hvem Dispensationsmyndigheden er tillagt, in casu ikke har fudnet Grund til at sætte sig i Bevægelse, anser Indst. det derved givet, at Kommunen intet ulovligt har begaaet og intet sundhedsfarligt Forhold udvist.

Subsidiært gjør Indst. gjældende, at Akersbækken, efter hvad der, som ovenfor fremstillet er oplyst om dens tidligere mangehaande urene Tilløb, allerede før var saa forurenet, at Afløbet fra Kirkegaarden hverken har gjort til eller fra, og at Cit. saaledes i Virkeligheden ingen Skade har lidt ved Kloakanlægget. Ialfald maatte, anfører Indst., Cit. ligeoverfor disse Oplysninger have den fulde Bevisbyrde for Bækkevandets paastaaede Renhed, men Indst. finder, at der paa de af Cit. i saa Henseende paaberaabte Analyser fra Dr. Otto og Landbrugschemiker Werenskiold ingen afgjørende Vægt kan lægges, baade fordi saadanne Analyser i og for sig aldrig ere fuldt paalidelige og fordi i ethvert Fald de heromhandlede Analyser alene angaar Isen fra Dammene og saaledes efter Indst.s Mening absolut intet oplyser angaaende Vandets Beskaffenhed, idet nemlig det urene Vand under Stillestaaen synker tilbunds og urene Tilsætninger derhos ogsaa ved Frysning udskilles. Indst. paastaar defor, at Analyser foretagne

Side:133

med Isen efter Kloakernes Aabning vilde vise akkurat det samme Resultat som de af Cit. producerede, og at Isen da vilde være ligesaa ren som før, noget Indst. ogsaa finder direkte bestyrket derved, at Werenskiolds Analyse, der er af Januar 1885, viser samme Resultat som Dr. Ottos Analyse af April 1884, uagtet Kirkegaarden som før nævnt var taget i Brug allerede i Juli 1884 og der paa samme ifølge Kirkeværgens Bevidnelse var begravet i nævnte Aar tilsammen 413 Lig, hvoraf i Juli 47, i August 89, i Septbr. 88, i Oktbr. 66, og i Decbr. 55. Paa Spørgsmaal fra Indst.s Advokat har derhos Chemiker L. Schmelck under 18 Oktbr. 1889 udtalt, at de nævnte Analyser vel tale til Gunst for Bækkevandets Renhed, men ikke berettige til at drage nogen bestemt Slutning i denne Henseende, forbi Isens chemiske Sammensætning kan være noget forskjellig fra det Vands, hvoraf den er frosset, og fordi Resultatet af den chemiske Undersøgelse ikke altid falder sammen med Resutlatet af den bakteriologiske, der altsaa i dette Tilfælde mangler. Da nogen Undersøgelse af Isen fra Dammen ikke længere kunde have nogen Betydning, idet efter hvad der oplyses, disse nu var fulde med Vand fra Maridalsværket, har endelig Indst. henholdsvis den 4 og 24 Novbr. 1887 ladet ved 2 Vandvæsenets Folk paa omhyggelig skyllede og rensede, men ikke steriliserede Flasker optage og Chemiker Schmelck analysere Prøver af Akersbækkens Vand fra 3 forskjellige Steder, nemlig:

a) lidt ovenfor det nordligste af Kloakløbene fra «Nordre Gravlund»,

b) ved det sydligste af disse Kloakløbs Udmunding og

c) ved Indtaget til Cit.s Isdamme, og den chemiske Undersøgelse af disse Vandprøver har ifølge Schmelcks Erklæringer af 18 Novbr. og 7 Decbr. 1889 givet et Resultat, hvoraf fremgaar, at samtlige Prøverindeholdt forholdsvis betydelige Mængder af Forurensninger, og at de vare meget forskjellige fra de Prøver af smeltet Is, hvorover der foreligger de ovennævnte Prøver fra Dr. Otto og Werenskiold. Endelig har Indst. i denne Forbindelse ogsaa henvist til en af Kristiania Sundhedskommission under 6 Marts 1889 afgiven Erklæring, der gaar ud paa, at der paa den Aarstid ikke vel kunde anstilles nogen Undersøgelse af Vandet i Akersbækken, da Tilsiget til denne var ringe, og Bækken da førte lidet Vand, men at der dog maatte antages, at Vandet allerede ovenfor Kirkegaardskloakens Udmunding var uskikket til Drikkevand, medens det selvfølgelig yderligere forurensedes ved Udmundingen af Kirkegaardskloaken.

Ligeoverfor de anførte af Indst. paaberaabte Oplysninger har Cit. bemærket, at da han som før nævnt havde fyldt sine Damme med Vand om Høsten 1884 kunde dette Vand, hvoraf de ved Werenskiolds Analyser af Januar 1885 benyttede Isprøver altsaa var frosset, ikke være bleven forurenset af Opløsningsprodukter fra de Lig, som ifølge Kirkeværgens Bevidrelse da vare begravede paa «Nordre Gravlund», idet Jorden paa Kirkegaarden endnu ikke kunde være saa opfyldt med dekomponerede Stoffe, at nogen mærkbar Indvirkning af disse paa Afløbsvandet kunde ventes. Videre har Cit. henvist til en paa hans Foranledning af Bakteriologen Dr. Olav Johan Olsen under 10 Januar 1890 afgiven Erklæring, samt til en efter denne sidstnævntes Foranledning under 2 Januar s. A. afgiven Erklæring fra den ovennævnte Chemiker L. Schmelck. Olsen forklarer, at han først den 10 Decbr. 1889, da der var Tøveir og Regn, sammen med sin Assistent paa sterile Glasflasker med Vatprop optog 4 Prøver, hvoraf de 2 af Vandet i Akersbækken ovenfor og nedenfor Kloakafløbet fra Kirkegaarden og de 2 andre af Vandet i selve Kloakkummen og af Bundfald og Skum fra Bækken ca. 20 Meter nedenfor Kloakmundingen, samt at han efterdi det her gjaldt om at konstatere væsentlig Vandets Sammensætning under Frost, da Bakteriemængden sædvanligvis er mindre

Side:134

end under Tøveir, en Tid senere optog Prøver af Vandet ovenfor og nedenfor Kloakudløbet paa udkogte Flasker 2 af hver Prøve, hvoraf han selv undersøgte det ene Sæt, medens han sendte det andet Sæt til Undersøgelse af Schmelck, dog uden at oplyse, hvorfra Prøverne var taget blot som Vandprøver mærkede A og B. Ved direkte mikroskopisk Undersøgelse af den den 10 Decbr. tagne Prøver fandt Olsen i Prøven af Bækkevandet ovenfor Kloakudmundingen ingen Bakterier, medens der i Prøver af Vandet nedenfor nævnte Udmunding viste sig ikke ganske faa Bakterier af forskjellige nærmere angivne Arter og i de 2 øvrige Prøver en hel Mængde saadanne. Ved den bakteriologiske Kultur-Undersøgelse af disse Prøver gav Vandet ovenfor Kloakafløbet ca. 1200 Bakterier pr. kvadratcm., hvoraf kun meget faa Forraadnelsesbaciller, medens Vandet nedenfor nævnte Afløb ved gjentagne Kulturer gjennemsnitlig gav 100-1400 Bakterier pr. kvadratcm., hvoriblandt særdeles talrige Forraadnelsesbaciller, og Vandet fra selve Kloakkummen, uagtet det af ham var bleven temmelig stærkt fortyndet før Udsaaningen med sterilt Vand, gav saa talrige Bakterier, at en Tælling viste sig umulig. Ved Undersøgelsen af de af Olsen senere optagne Prøver fandt Schmelck i Vandet ovenfor Kloaken 500 Bakterier pr. kvadratcm. og paaviselig Salpetersyre om end i mindre Mængde end i Prøven af Vandet nedenfor Kloaken, men derimod ikke paaviselig Amoniak eller Salpetersyrling og i Vandet nedefor Kloaken 3500 Bakterier pr. kvadratcm., forholdsvis betydelige Mængder af Amoniak og Salpetersyre samt tydelig paaviselig Salpetersyrling. Schmelck udtaler, at de fundne Tal i og for sig ikke kunde tillægges synderlig Betydning, idet Prøverne ikke vare optagne paa steriliserede Flasker og efter Fyldingen havde henstaaet i saa lang Tid, at Bakteriegehalten maatte have steget betydelig, men at de ialfald viste, hvad der ogsaa fremgik af den kemiske Prøve paa Amoniak etc. (Bakteriernes Stofvexlingsprodukter) at der var en væsentlig Forskjel mellem Prøverne. Da imidlertid, tilføier han, Salpetersyre ogsaa tydelig kunde paavises i Prøven af Vandet ovenfor Kloaken, kunde heller ikke denne siges at tilfredsstille de Fordringer, som man stiller til et godt Drikkevand. Olsen oplyser, at hans Undersøgelser af disse senere optagne Prøver viser sig temmelig nøiagtig overensstemmende med Schmelcks, hvorhos han tilføier, at Forholdet i Henseende til Bakteriernes Art stillede sig endnu ugunstigere for Vandet nedenfor Kloakafløbet, idet han i dette udsondrede ca. 25 stankudviklende Kolonier, medens han i Vandet ovenfor nævnte Afløb kun fandt 2 slige, og han udtaler, at Resultatet af begge Undersøgelser altsaa bliver, at der var en betydelig Forskjel mellem Vandet ovenfor og nedenfor Kloakafløbet. De af Indst. paaberaabte tidligere Analyser af Schmelck finder Olsen at være lidet at lægge Mærke til, idet de ved disse benyttede Vandprøver vare optagne af usagkyndige uden videnskabelige Kauteler, medens han derimod lægger afgjørende Vægt paa Dr. Ottos Analyser, hvortil der var benyttet Is ved hvis Optagelse Nødvendigheden af de nævnte Kauteler af naturlige Grunde bortfaldt. Dr. Olsen konkluderer med, at Akersbækkens Vand ifølge Dr. Ottos Analyser før Kirkegaardsanlægget maatte ansees fuldstændig skikket til at kunne bruges i Cit.s Isdamme og at det ogsaa nu ifølge Schmelcks og Olsens egne Analyser ovenfor Kirkegaardsafløbet viste sig at være skikket til Isvand, ialfald i den kolde Aarstid, medens det nedenfor nævnte Afløb var i høi Grad forurenct og absolut uskikket til at lave Is af.

Ved den anførte Byretsdom blev saaledes kjendt for Ret: «Kristiania Kommune bør for Fabrikeier M. C. Nords Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger ophæves».

Denne Dom er af Fabrikeier M. C. Nord paanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan Paastand: At Indst. Kristiania Kommune

Side:135

tilpligtes a) under det Tvangsmiddel, som Høiesteret maatte finde passende, at fløise de i Sagen omhandlede Kloakanlæg fra Nordre Gravlund til Akersbækken b) at betale Appell. Erstatning efter Skjøn optaget paa Indst.s Bekostning for den Skade, der ved nævnte Kloakers Anlæg og Brug hidtil er paaført og for Fremtiden vil blive Appell. paaført, med lovlige Renter fra Forligsklagen, c) at betale Appell. Sagens Omkostninger for Byretten og Høiesteret. Kommunen har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet og Appell. tilpligtet at betale Indst. Processens Omkostninger for Høiesteret.

Appell. hævder under nærværende Sag, at de omhandlede Kloakanlæg har paaført ham Skade, og at denne Skade er en Retskrænkelse ligeoverfor ham fra Kommunens Side.

At Skade er tilføiet Appell. finder jeg lidet tvivlsomt. Det ligger saa at sige udenpaa, at Drænsprodukter fra en Kirkegaard maa forurense det Vand, hvori det løber ud. Dette er ogsaa i Sagen konstateret. Paa den anden Side er det ogsaa konstateret, at Bækken før Kloakernes Anlæg, om der end allerede da var Tilsig til den af urent Vand, dog afgav en fuldt brugbar Is, medens Appell. efter Anlægget har været tvunget til at ophøre med at producere Is af Bækkens Vand.

Jeg kommer derefter til det Spørgsmaal, om Kommunen ligeoverfor Appell. har gjort sig skyldig i en Retskrænkelse. Det er vistnok saa, at ikke Enhver efter Behag kan føre ud i et Vandløb, hvad det skal være. Dette har nu faaet udtrykkelig Lovfæstning. Vasdragsl.s §20 og de følgende Paragrafer, forsaavidt industrielle Anlæg angaar og de Regler, Vasdragsloven giver, viser sig efter Motiverne ikke at være ment som Undtagelser fra, men alene som Anvendelse af et almindeligt allerede gjældende Princip. Imidlertid spiller ved Principets Anvendelse en Forskjellighed af Momenter ind. Der er navnlig to Momenter, som har Betydning for nærværende Sag, det ene fælles for Land og By, det andet særegent for Byerne. Fælles for By og Land er, at Grundvandet maa have uhindret Afløb til nærmeste Bæk eller Elv. Hvad der af Grundvandet ifølge Situationens eget Medfør søger hen til en Bæk, kan ikke fordres holdt borte af Hensyn til Nedenforboende, og den Omstændighed, at Eieren samler Grundvandet gjennem Drænering, kan formentlig ikke forandre eller formindske hans Ret. For By i Modsætning til Land er det særegent, at Enhver, der i en By kjøber en Eiendom eller indretter et Anlæg ved et Vasdrag, maa være forberedt paa og i vid Udstrækning finde sig i, at Vandet ikke beholder sin oprindelige Renhed. Han kan ikke hindre den stigende Bebyggelse og den bymæssige Udnyttelse af Tomterne i Bækkens Omkreds og de Følger, den fører med sig. Som almindelig Regel maa det formentlig her opstilles, at den Enkelte maa vige for det Almene. En Bæk inden et Byterritorium er, kan man sige, skabt til eller byder sig frem til at danne Afløb for alt Flydende fra dens Omgivelser uden Hensyn til dettes Oprindelse. Disse to Betragtninger, som vistnok hver for sig maa forstaaes og anvendes med rimelig Modifikation, taler tilsammen for, at Kommunen ikke er gaaet udenfor sin Ret ved at lede Kirkegaardsvandet ud i Akersbækken, og at Appell. ikke kan modsætte sig en saadan Foranstaltning, eller paa den bygge noget Erstatningskrav. En Kirkegaard synes ikke uden Vilkaarlighed at kunne stilles i anden Klasse eller under andre og strengere Vilkaar end enhver anden Eiendom. Forsaavidt Appell. til Støtte for sig har paaberaabt Sundhedsvedtægternes §6, vil jeg kun bemærke, at denne Paragraf forekommer mig ingen Betydning at have for den foreliggende Sag. Det er paalagt og overladt Sundhedskommissionen at træde op til Beskyttelse af de hygieniske Forhold.

Sagen forekommer mig, efter hvad jeg her har anført, nærmest at stille sig til Fordel for Kommunen. Jeg finder det imidlertid upaakrævet

Side:136

afgjørende at udtale mig om dette Spørgsmaal. Det høieste Appell. efter min Mening under enhver Omstændighed kan forlange, er, at Vandet fra Kirkegaardskloaken ikke føres ud i Akersbækken ovenfor hans Anlæg. Saaledes har ogsaa Kommunen tilbudt at indrette sig. Jeg heviser herom til Magistratens Skrivelser af 30 Novbr. og 17 Decbr. 1883, der findes indtagne i den fremlagte Brochure S. 65. Men Appell. har forkastet dette Tilbud, og da maa han formentlig selv tage Følgerne af sin Forkastelse. Han kan ikke bagefter paastaa sig forurettet. Der er vistnok i en Skrivelse fra Appell. til hans Advokat gjort gjældende, at Kommunens Tilbud ikke var akceptabelt, fordi Kloaken tænktes lagt i selve Bækkeleiet, og der da ikke vilde være Anledning til at kontrollere Rørenes Tæthed. Men for det første kan jeg ikke i, hvad der er forelagt Høiesteret, finde, at den projekterede Kloak skulde lægges i selve Bækken. Jeg henviser herom til Stadsingeniørens Betænkning afødt xx.xx.1883 og den sidste af de ovennævnte Magistratsskrivelser. Men selv om saa maatte være Tilfældet, finder jeg dog, at Appell. maatte være betrygget, naar Kristiania Ingeniørvæsen lægger en Kloak i den bestemte Hensigt at hindre Kirkegaardsvandet fra at komme ud i Bækken ovenfor Appell.s Anlæg. For ikke at misforstaaes, vil jeg kun tilføie, at det selvfølgelig er min Mening, at efterat Appell. har truffet sit Valg, maa denne Sag faa sin endelige Afgjørelse ved den Dom, som nu falder.

Jeg kommer efter hvad jeg har anført, til samme Resultat som Byretten, og uagtet de Betragtninger, hvorpaa jeg bygger, i flere Stykker ikke falder sammen med Byrettens, finder jeg dog ingen Grund til at foreslaa ny Konklusion. Efter Sagens baade vigtige og tvivlsomme Beskaffenhed antager jeg, at Procesomkostningerne for Høiesteret rettest bør ophæves.

Konklusion:

Byrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Ottesen: Jeg er kommen til samme Resultat som Førstvoterende og kan ogsaa i det Væsentlige henholde mig til hans Begrundelse. Jeg tror, at der ved Bedømmelsen af denne Sag ogsaa maa tages i Betragtning (hvad Byretten i sine Præmisser udhæver), at, hvor der opstaar Kollision mellem de forskjellige Interesser i et Vandløb, maa Betydningen af disse Interesser tages under Overveielse, saaledes at den, for hvem det har overveiende Betydning, i Tvivlstilfælde gives Forretten. En saadan Betragtning af Retsforholdet synes at være gjort gjældende i de af Byretten nævnte Forarbeider til Vasdragsl. af 1887 og paa det anførte Sted i Professor Brandts Tingsret. Nu er det vistnok saa, at det under nærværende Sag maa ansees oplyst, at den Dræning, der har fundet Sted fra Kirkegaarden, har gjort Vandet absolut ubrugbart til Isproduktion. Men det maa dog bemærkes, at der er fremkommet Oplysning om, at Vandet ogsaa ovenfor det omhandlede Dræningsindtag fra Kirkegaarden var af en saadan Beskaffenhed, at det ikke kan antages at have været fuldt tjenligt til det Brug, som Appell. har gjort af det. Jeg henviser i denne Henseende til Erklæringer fra Kemiker Schmelck af 18 Novbr. og 7 Decbr. 1889, hvorefter han er kommen til det Resultat, at samtlige de Prøver, som vare tagne af Vandet ogsaa fra den Del af Vandløbet, der ligger ovenfor Kirkegaardskloaken, indeholdet forholdsvis betydelige Forurensninger, saa at det ikke kunde siges at tilfredsstille de Fordringer, som maa stilles til et godt Drikkevand. Ogsaa Sundhedskommissionen har erklæret, at det maatte antages, at Vandet allerede ovenfor Kirkegaardskloakens Udmunding var uskikket til Drikkevand. At dette maatte være saa, er efter min Mening en Følge af, hvad der er konstateret under Aastedsbefaringen og ved den af Ingeniør Brodtkorb givne Erklæring. Det viste sig nemlig under

Side:137

Aastedsbefaringen, at der ligeoverfor Udløbet af den nordligste af de to for Kirkegaardens Drænering anlagte Kloaker laa en Gjødselhaug udenfor Voldsløkkens Fjøs, og fra denne Haug skraanede Terrænet nedover til Bækken. Fremdeles var der en aaben Rende, der fra den ovenfor liggende vestlige Bebyggelse paa Moløkken gik ned til Bækken, og lidt nedenfor denne Rende ved Østsiden af Dannevigsveien var der et Vandløb, der efter Brodtkorbs Oplysning kom fra en gammel Kloak i Dannevigsveien, der har dannet Afløbet fra en gammel Rende fra Moløkken; dette Vandløb munder ligeledes ud i Bækken. Dette bekræftes ved, hvad Brodtkorb anfører om, at der i 1859 er bleven anlagt en 9 Toms Kloakledning, der fører Overvand m. p. fra Moløkken, og hvilken Kloak ligger i Dannevigsveiens søndre Grøst, hvorfra den i Dagen har Udløb i Bækken. Videre anfører han, at der langs hele Mossegadens østre Side gaar en aaben Rende, der optager i sig Overvand og alskens Uhumskheder fra de tilstødende Tværgader, der paa Grund af Terrænforholdene har sit naturlige Afløb i denne. Renden, der førte et afskyligt Vand, har sit Afløb til Bækken i Dannevigsveiens nordre Veigrøst. Under saadanne lokale Forholde som disse siger det sig selv uden Hensyn til de nævnte Erklæringer,at det Vand, der løber derfra, maa gjøre Vandet i Dammen, der har sit Tilløb fra Bækken, idetmindste af en mindre god Beskaffenhed, ligesom det ogsaa maa være at forudsætte, at en fortsat Bebyggelse af Moløkken og tilstødende Eiendomme maa forværre Forholdet i en saadan Grad, at det kun bliver et Tidsspørgsmaal, naar Vandet vilde have blevet aldeles utjenligt til det Brug, som Appell. har gjort af det. Kirkegaardskloaken har vistnok forøget Vandets daarlige Beskaffenshed. Men det forekommer mig dog, at Skaden ikke kan siges at være af saadan Betydning, at Hensynet dertil skulde overveie Hensynet til den Anvendelse, som Bækkeløbet i og for sig selv maatte give Anledning til for de tilstødende Eiendomme. Det er de specielle med nærværende Tilfælde forbundne Omstændigheder, som gjør, at jeg er kommen til mit Resultat. Den almindelige Regel maa jo vistnok være, at man udenfor legale eller sædvansmæssige Undtagelsestilfælde ikke er berettiget til at udstrække Virkningerne af sin Eiendomsudøvelse ud over sine egne Grændser, og derfor tror jeg, at man under almindelige Omstændigheder maa kunne modsætte sig, at der i en Bæk ved Dræning bringes ned Substantser, der gjør Vandet for de nedenfor liggende Eiendomme ubrugeligt. Men mit Resultat knytter sig udelukkende til de Omstændigheder, der er særegne for nærværende Sag. Jeg skal derfor heller ikke gjøre nogen Bemærkninger om, hvorledes §6 i Sundhedsvedtægterne er at forstaa.

Assessor C. Hansteen: Jeg er i Resultatet enig med Førstvoterende. Hvad Begrundelsen angaar, kan jeg ikke lægge afgjørende Vægt paa den Maade, hvorpaa Appell. i sin Tid har stillet sig ligeoverfor det af Magistraten gjorte Tilbud. Jeg grunder Resulatet væsentlig paa de almindelige Betragtninger, som ere fremstillede i den første Del af Førstvoterendes Votum. Forøvrigt finder jeg ogsaa at maatte lægge Vægt paa, hvad der af Hr. Assessor Ottesen er bemærket om, at Vandet i Bækken maa antages ogsaa før Kirkegaardskloakernes Anlæg i Virkeligheden at have været ikke alen uskikket til Drikkevand, men ogsaa mindre skikket til Isproduktion, saa at der blot handles om en Gradsforskjel, naar det maa antages, at Vandet ved Kirkegaardskloakernes Anlæg er blevet saa lidet tjenligt til Isproduktion, at denne ikke med Rimelighed kunde fortsættes med Vand fra Bækken. Det forekommer mig ikke uantageligt, at den Omstændighed, at det ved Kirkegaardskloakernes Anlæg blev notorisk, i hvor liden Grad Vandet i denne Bæk egnede sig til Isproduktion, har været det egentlig Afgjørende, der nødte Appell. til at maatte ophøre med at benytte samme til Fyldning af sine Isdamme. Jeg skal tilføie, at det efter min Mening

Side:138

vilde være det Retteste, om man ikke stadfæstede Byrettens Dom in terminis, men gav ny Konklusion.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er i Resultatet enig med de foregaaende Voterende. Hvad Begrundelsen angaar, henholder jeg mig i alt Væsentligt til Byretsdommens Præmisser og stemmer derfor for, at denne Dom stadfæstes med Ophævelse af Procesomkostningerne for Høiesteret.

Assessor Motzfeldt: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor C. Hansteen, dog saaledes, at jeg ikke, da den noget forskjellige Begrundelse jo fremgaar af den offentlige Votering, finder noget afgjørende til Hinder for Stadfæstelse af Byrettens Dom.

Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resulatet enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor C. Hansteen.

Assessor Saxlund: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.