Rt-1899-492
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1899-05-06 |
| Publisert: | Rt-1899-492 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 88 1ste Session s. A. |
| Parter: | Erik Olsen Braaten (Adv. Herman Lund) mod Markus Moss (Adv. Michelet). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Angaaende nærværende Sags Gjenstand henvises til Præmisserne til den af Sorenskriveren i Vinger og Odalen den 10 Juni 1895 afsagte Dom;
Ved denne Dom blev Erik Olsen Braaten kjendt uberettiget til i Slaastad Skov, Teig No. 2, at aavirke friske gode Trær til Ved uden efter Udvisning i Tilfælde af Mangel over hele Slaastad Skov af «tørre og til Sagtømmer utjenlige Trær». Endvidere kjendtes han uberettiget til for sin Eiendom Øvre og Mellem-Braaten at udøve mere end en Husbehovsret i Slaastad Skov. Og endlig tilpligtedes han, efter Skjøn af uvillige Mænd paa egen Bekostning, at betale Markus Moss Erstatning for i Vinteren 1891-1892 at have hugget friske gode Trær i ovennævnte Teig og for at have ladet en paa Øvre-Braaten siddende Inderst aavirke til Ved sammesteds fra Oktbr. 1891-1892 med Renter af Skjønsbeløbet fra 30 Mai 1892 til Betalning sker samt i Sagsomkostninger 100 Kr.
Efter Paanke fra begge Sider blev denne Dom stadfæstet af Trondhjems Overret den 5 Oktbr. 1896, dog med Ophævelse af Sagsomkostningerne. Omkostningerne ophævedes ligeledes ved Overretten.
Overrettens Dom er nu af Erik Olsen indbragt til Prøvelse ved Høiesteret, hvor han paastaar de ergangne Domme underkjendte og sig frifunden for Modpartens Tiltale og hos denne tilkjendt Sagomkostninger ved alle Retter.
Efter udtagen Kontrastevning har Markus Moss nedlagt saadan Paastand:
1) At Erik Olsen Braaten kjendes uberettiget til i Slaastad Skov at aavirke friske gode Trær til Ved;
2) At han ligeledes kjendes uberettiget til for sin Eiendom Øvre- og Mellem-Braaten at udøve mere end en Husbehovsret i Slaastad Skov;
3) At han tilpligtes at betale Markus Moss Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa hans (Erik Olsen Braatens) Bekostning, for de i Vinteren 1891-1892 i nævnte Skovs Teig No. 2 ulovlig aavirkede friske Trær og for det i samme Teig til Øvre-Braaten
Side:493
Oktbr. 1891 til Oktbr. 1892 ulovlig Aavirkede med Renter af Skjønsbeløbene fra Paaklagen.
Subsidiært: At de underordnede Retters Domme stadfæstes, hvorhos han for alle Tilfælde paastaar Omkostninger for alle Retter.
Efter Sagens Paadømmelse ved Overretten har Erik Olsen Braaten ladet optage et Overskjøn af Decbr. 1897 til 18 Juni 1898 samt 2 Thingsv. afødt xx.xx.1897 og 4 Juni 1898 og Markus Moss et Thingsv. af 11 Januar til 25 Marts 1898.
Sagen er i Høiesteret behandlet skriftlig.
Høiesteret kommer i Sagen til samme Resultat som de foregaaende Retter.
Med disse antager man, at Ordene «til Saugtømmer utjenlige Trær» i Skjødet af 1840 alene omfatter Trær, som ikke ere og efter sin Beskaffenhed heller ikke i Fremtiden kunne blive tjenlige til Sagtømmer - dette Ord taget i den Betydning, det til enhver Tid efter gjængs Opfatning har -, altsaa væsentlig Skadetrær, raadne og krogede eller paa anden Maade i Væxten forkrøblede Trær samt Vindfælder under Sagtømmermaal. Hertil kommer da efter Skjødet tørre Trær af alle Dimensioner. Erik Braaten mener, at under Skjødets «til Saugtømmer utjenlige Trær» er ogsaa Løvtrær indbefattet, og at de derfor af Rettighedshaveren maa kunne tages uden Udvisning. Antagelig har dog Skjødet ved de nævnte Udtryk nærmest kun havt Bartrær for Øie; «Saugtømmer» peger temmelig utvetydigt i den Retning. Og Skjødet antages derfor at maatte forstaaes saa, at Rettighedshaveren fortrinsvis har at søge sit Behov for Trævirke til Ved - om Andet er der under nærværende Sag ikke Tale - tilfredsstillet ved Tørt, Top og anden Barskov, der ikke vil kunne blive tjenlig til Sagtømmer. Men man gaar vistnok ikke udenfor Skjødets Tanke, om man i Klasse hermed ogsaa stiller Affald af Løvskov samt nedraadnede Løvtrær. Om friske Løvtrær maa derimod gjælde det samme som om frisk Gran og Furu, at de til Ved alene kunne tages efter Udvisning. Moss har ogsaa ved Høiesteret gjort gjældende, at ferskt Virke overhovedet ikke kan tages til Ved og følgelig heller ikke forlanges udvist. Denne Paastand lader sig dog, som i de foregaaende Retters Domme bemærket, ikke forene med den bestemte Forudsætning i modsat Retning, der har faaet sit Udtryk i Besikkelsen og Forligsklagen. Men selv bortseet herfra antages Rettighedshaveren at maatte kunne kræve friske Trær til Ved, naar Udgangen dertil, som ved de ergangne Domme skeet, betinges af, at der over den hele Skov ikke findes tilstrækkeligt af tørre og til Sagtømmer utjenlige Trær. Thi Skjødet har aabenbart forudsat, at der i Skoven, som under Sagen er opgivet at være af meget betydelig Udstrekning, til enhver Tid vilde findes tilstrækkeligt af saadanne Trær til Fyldestgjørelse af Rettighedshaverens Behov af Trævirke udenfor Hustømmer. Og naar denne Forudsætning nu ikke længere helt slaar til, maa det efter det i Sagen optagne Overskjøn antages, at Aarsagen i al Fald væsentlig er at søge i en stærkere Afvirkning fra Skoveierens Side nu, end dengang var Tilfældet. Det heder herom i Overskjønnet, at «Skoven paa langt nær ikke har den Evne til at afgive Ved til Retshaver nu som ved Rettighedens Stiftelse i 1840», og at dette «for en væsentlig Del beror paa, at Skoven hugges stærkere, og at Top og andet udnyttes paa en ganske anden Maade nu end tidligere».
Side:494
Men naar saa er Tilfældet, faar Skoveieren finde sig i, naar det skorter paa Tørt o dsl., at udvise til Ved af ferske Trær (jfr. Skovl.s §21). Men Udvisning maa da Rettighedshaveren paa sin Side ogsaa underkaste sig; thi hvad der efter Skjødet gjælder om friske Trær til Hustømmer, maa, naar Behovet for Trævirke til andet Brug ikke længere kan tilfredsstilles paa den i Skjødet forudsatte Maade, aabenbart overhovedet gjælde om al Hugst af friskt Virke til hvilketsomhelst Brug (jfr. Skovl.s §6).
Videre gjør Erik Braaten gjældende, at der ikke paahviler ham Forpligtelse til, som ved de foregaaende Retters Domme fastsat, at søge sit Behov for Trævirke til Ved tilfredsstillet ved Top, Tørt osv. fra hele Slaastad Skov - altsaa fra samtlige de 8 Teige, hvori Skoven i 1848 deltes mellem Skoveierne. Han mener forsaavidt at have gjort nok, naar han søger Tørt osv. i «bekvemt beliggende Trakter af Skoven», medens han, naar det ikke i tilstrækkelig Mængde er at finde der, maa kunne kræve friske Trær til Ved, selv om der findes tilstrækkeligt af tørre og til Sagtømmer utjenlige Trær paa andre og fjernere Kanter af Skoven. Han henviser i denne Forbindelse til Overskjønnet, som bl. A. udtaler, at «den vestre Halvdel af Skoven, som ligger mere bekvemt til for Retshaverne, indeholder lidet af tørre og til Sagtømmer utjenlige Trær». Imidlertid lader dog den her omhandlede Paastand - mod hvilken der førøvrigt af Modparten er protesteret som ny for Høiesteret - sig ikke forene med Skjødet af 1840, der henviser til hele Skoven, som dengang var udelt, og heller ikke med en mellem Skoveierne og Rettighedshaverne i 1871 truffen Overenskomst, der fordeler de sidstes Forsyning med friske Trær efter Udvisning mellem de enkelte Teige, medens det om Top og Tørt heder, at det kan tages «hvorsomhelst i Skoven». En anden Sag er det, at Rettighedshaveren, naar han i Mangel af Tørt og Top i Skoven forlanger Udvisning af friske Trær i Teig No. 2, kan kræve at faa sit Virke, saavidt muligt, nogenlunde nært og bekvemt (Skovl.s §7).
Angaaende Sagens andet Spørgsmaal - om det for Erik Braatens Eiendom kan udøves to Husbehovs-Rettigheder i Skoven eller kun en - bemærkes følgende:
Da Generalkonsul Grüning ved Skjøde af 1840 solgte Pladsene fra Skoven, var der to Pladse af Navnet Braaten, Øvre og Mellem-Braaten, der antagelig begge tog sit Husbehovb i Skoven. Men disse og Pladse bleve solgte under Et og som en samlet Eiendom til Tosten Arnesen Braaten, og som saadan («Eiendommen») betegnes den i Skjødet. Som saadan blev den ogsaa behandlet ved den samme Aar afholdte Skyldsætning, der gav den samlede Eiendom en samlet Skyld. Hermed stemmer det ogsaa, at i den førnævnte Overenskomst af 1871, der bl. A. er undertegnet af Braatens Eier som Rettighedshaver, er denne alene betegnet som «Eier af Mellembraaten». Man tager neppe Feil, naar man gaar ud fra, at fra begge Sider har ved Salget Meningen været, at begge Pladse i Forhold til Skoven for Eftertiden bliver at betragte som en Eiendom med kun en Husbehovsret, om det end fulgte af Sagens egen Natur, at denne Ret for den samlede Eiendom delvis maatte blive af større Omfang med Hensyn til Forsyningen med Trævirke end for hver enkelt af de to før Salget bestaaende Pladse. Saaledes maatte der t. Ex. vistnok kunne kræves
Side:495
Udvisning til Vedligeholdelse ogsaa af Bygningerne paa Øvre-Braaten. Af den Omstændighed, at Braaten indtil Salget i 1840 bestod af 2 Pladse, kan intet Modsat udledes. Det fremgaar vistnok af Vidneforklaringerne, at Bygningerne paa Øvre-Braaten ogsaa efter den Tid temmelig stadig, omend med enkelte Afbrydelser, har været beboede. Men Beboerne maa efter Oplysningerne antages kun at have været Indsiddere med Brug alene af en enkelt Jordflæk, medens Jordveien forøvrigt har været brugt under Et med Mellem-Braatens som en samlet Eiendom. Af Vidneforklaringerne fremgaar det ligeledes, at Indsidderne paa Øvre-Braaten jevnlig paa egen Haand har forsynet sig med Trævirke fra Slaastad Skov; men ligesom de efter det Anførte maa antages dertil at have været uberettigede, er det heller ikke godgjort, at denne Brug har været udøvet paa en saadan Maade og under saadanne Omstændigheder, at den kan betragtes som hævdet.
Braatens Eier pligter saaledes Erstatning saavel for den af ham selv som for den af Indsidderen paa Øvre-Braaten forøvede Hugst, saaledes som i de ergangne Domme bestemt. Der er ikke af ham gjort nogen Indvending mod, at han i Tilfælde svarer ogsaa for Indsidderens Hugst.
Overrettens Dom vil saaledes blive at stadfæste.
Processens Omkostninger for Høiesteret antages at burde ophæves.
I Henhold til det Anførte afsiges saadan
Dom:
Overrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.