Rt-1905-570
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1905-07-04 |
| Publisert: | Rt-1905-570 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 131/1 s. A. |
| Parter: | Straffesag mod Teaterchef Bjørn Bjørnson (Aktor til Prøve: Overretssagfører Wilhelm Arvesen - Forsvarer Adv. H. Helliesen). |
| Forfatter: | Skattebøl, Mejdell, Prydz, Birkeland, B. Scheel, Gjeldsvik, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven (1902) §339, §348, Straffeprosessloven (1887) §342, §348, §342, Straffeloven (1902) |
Extraordinær Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Efter forgjæves Mulktforelæg blev Bjørn Bjørnson som Chef for Nationaltheatret i Kristiania ved Beslutning af Politimesteren afødt xx.xx.1905 sat under Tiltale for Forseelse mod Kristiania Politivedtægters §70, jfr. Straffelovens §3392 og §27 ved Onsdag den 19 og Skjærtorsdag den 20 April 1905 i Nationaltheatret at have givet offentlige Forestillinger.
Sagen behandledes af Meddomsret i Kristiania den Mai d. A., og ved Rettens samme Dag afsagte Dom blev Tiltalte frifundet for Paatalemyndighedens Tiltale i Sagen.
Side:571
Denne Dom er af Kristiania Politikammer ved Erklæring af 18 Mai indanket for Høiesteret paa Grund af formentlig urigtig Lovanvendelse, og Anken er af Kjæremaalsudvalget under 27 s.M. henvist til Prøvelse her i Retten.
Faktum er paa det Rene. Det er saaledes in confesso, at der blev givet offentlige Forestillinger i Nationaltheatret nævnte Onsdag den 19 og Skjærtorsdag den 20 April sidstleden. Det er videre paa det Rene, at Tiltalte har Ansvaret for, at saa er skeet, og at efter Ordlyden i §70 i de for Kristiania gjældende Politivedtægter rammes Forholdet af denne Bestemmelse.
Jeg kommer til samme Resultat som Meddomsretten, og da jeg finder dens Begrundelse fyldestgjørende i enhver Henseende, skal jeg indskrænke mig til at henvise til disse Præmisser, som jeg altsaa henholder mig til.
Konklusion:
Anken forkastes. Aktor og Forsvarer for Høiesteret, Overretssagfører Wilhelm Arvesen og Advokat Helliesen, tillægges i Salarium førstnævnte 60 - sexti - og sidstnævnte 40 - firti - Kroner, hvilke Beløb udredes af Statskassen.
Extraordinær Assessor, Advokat Meidell: Jeg er af den Anskuelse, at der efter Straffeproceslovens §342 bør gives Parterne Anledning til at udtale sig om, hvorvidt der i det foreliggende Tilfælde er Anvendelse for den almindelige borgerlige Straffelovs §348. Det forholder sig ganske vist saa, som anført i Meddomsrettens Dom, at Paatalemyndigheden udtrykkelig har erklæret, at den ikke ønsker Tiltalte fældet for Overtrædelse af den almindelige Helligdagslovgivning. Men jeg indser ikke rettere, end at det af Straffeproceslovens §342 følger, at Paatalemyndighedens Ønske i saa Henseende ikke kan komme i Betragtning. §342 udtaler udtrykkelig, at "ved Forholdets Henførelse under Straffeloven er Retten ubunden af de fremsatte Paastande", og §'en forudsætter ogsaa i sit sidste Punktum, at naar det gjælder Subsumtionsspørgsmaal rent og klart, er det Retten, der derover har den hele Raadighed.
I nærværende Tilfælde er Faktum ganske paa det Rene, Hvad Tiltalte er sat under Anklage for, er for "Onsdag den 19 og Skjærtorsdag den 20 April 1905 i Nationaltheatret at have givet offentlige Forestillinger". Om denne Handling er strafbar enten efter Politivedtægterne eller efter den af mig ovenfor nævnte Bestemmelse i Straffeloven §348, er øiensynlig et blot og bart Subsumtionsspørgsmaal. Da jeg imidlertid har Grund til at antage, at Rettens Majoritet ikke har den samme Opfatning af §342 som jeg, skal jeg for Tiden ikke opholde mig ved Spørgsmaalet. Jeg skal kun bemærke, at efter §85 i Straffeprocesloven er det eneste Tilfælde, hvor Paatalemyndigheden af andre Grunde end Bevisets Stilling kan undlade Tiltale, det, at Paatalemyndigheden antager, at intet offentligt Hensyn kræver, at den strafbare Handling paatales. Men i nærværende Tilfælde er det jo øiensynligt, at hvis offentligt Hensyn kræver en Paatale efter Politvedtægterne, vil det være nøiagtig det samme offentlige Hensyn, der skal kunne paaberaabes for en Paatale efter Straffelovens §348. hvad der har foranlediget Paatale, kan kun være Hensynet til den offentlige Forargelse, det antages at medføre at give Theaterforestillinger paa saadanne Dage som omhandlet i Tiltalebeslutningen.
Side:572
Da Parterne ikke har udtalt sig om Anvendeligheden af §348 i Straffeloven, har jeg efter Straffeproceslovens §342 ikke Adgang til at behandle det Spørgsmaal, hvorvidt §348 overhovedet er anvendelig, og jeg skal derfor heller ikke indlade mig derpaa.
Med Hensyn til det Spørgsmaal, som da, - efter hvad jeg maa antage er Høiesterets Majoritets Standpunkt, - foreligger, altsaa Spørgsmaalet om Anvendeligheden af Kristiania Politivedtægters §70, saa har jeg fundet denne Side ved Sagen adskillig uklar. Det er efter min Mening en meget vag Udtryksmaade, Ikrafttrædelseslovens §15 har benyttet sig af, naar den afskaffer hidtidige Politivedtægter, fattet i Henhold til Lov afødt xx.xx.1866 med Tillægslove, forsaavidt disse Vedtægter omfatter andre Anliggender end dem, som angaar "Ordenen og Renligheden paa de for almindelig Færdsel bestemte eller almindelig befærdede Steder", Paa den ene Side er det jo meget søgt at henføre Theatre under Rubriken "almindelig befærdede Steder". Befærdede Steder vil efter almindelig Sprogbrug sige noget andet end almindelig frekventerede Steder. Men jeg antager dog, at Meddomsretten har Ret deri, at efter Omstændighederne Udtrykket maa forstaaes saaledes, som den har gjort gjældende. I modsat Retning utydelig er §'en, naar den benytter Udtrykket "Ordenen paa de for almindelig Færdsel bestemte eller almindelig befærdede Steder", idet det jo er meget vanskeligt at sige, hvad Slags Handlinger der skal ansees for Brud paa den offentlige Orden. Tager man Ordet "Orden" i den Forstand, hvori det har været benyttet i den tidligere Politilovgivning, skulde man nærmest - jeg skal ikke gaa i Detalj i saa Henseende - antage, at Udtrykket er noksaa omfattende. §70 i den under nærværende Sag omhandlede Vedtægt for Kristiania staar saaledes i et Kapitel, der er betitlet: "Om Orden ved offentlige Forestillinger og andre Præstationer". Imidlertid, under Lovens Uklarhed mener jeg, at man længst muligt bør lade komme til Anvendelse den Fortolkning, der er den for Tiltalte gunstigste, og jeg medgiver da med Førstvoterende, at i engeste Forstand kan man ikke sige, at det under nærværende Sag omhandlede Forhold fra Tiltaltes Side er et Brud paa "Orden". Jeg vil imidlertid tilføie, at som et Argument, der forekommer mig stærkt at kunne paaberaabes til Fordel for Meddomsrettens Fortolkning, er just netop at anføre, at den borgerlige Straffelov i sin før nævnte §348 har udtrykkelig Bestemmelse for Overtrædelse af Helligdagsfreden og herigjennem synes at antyde, at den Slags Forseelser ikke henhører under Politivedtægternes Omraade.
Af hvad jeg har anført følger, at jeg subsidiært slutter mig til Førstvoterendes Resultat.
Extraordinær Assessor, Byretsassessor Prydz: Jeg er enig med Hr. Assessor Mejdell.
Assessor Birkeland: Jeg er enig med Førstvoterende og jeg skal tillægge: Med Meddomsretten antager jeg, at der ikke er Føie til under nærværende Sag at indgaa paa Spørgsmaalet om Anvendelse af Straffelovens §348. Vistnok er Domstolene ubundne i sin Subsumtion af det paatalte Faktum under Straffeloven Men jeg mener paa den anden Side, at Paatalemyndigheden maa have Adgang til saaledes som her at indbringe det Spørgsmaal alene som et særskilt Spørgsmaal, om Vedtægternes §70 har tabt sin Gyldighed ved Ikrafttrædelseslovens §15, uden at det efter sin Art herfra forskjellige Spørgsmaal, om Helligdagsfreden
Side:573
er blevet krænket, nødvendigvis maa medtages eller af Retten nødvendigen maa drøftes og afgjøres.
Assessor V. Scheel: Jeg er enig med Førstvoterende, idet jeg derhos i det Væsentlige ogsaa tiltræder den af Hr. Assessor Birkeland fremsatte Bemærkning.
Extraordinær Assessor, Docent Gjelsvik: Jeg er enig med Andenvoterende, Hr. Assessor Mejdell.
Assessor Reimers: Jeg er enig med Førstvoterende, og med Hensyn til det af Hr. Assessor Mejdell reiste processuelle Spørgsmaal tiltræder jeg derhos i det Væsentlige Hr. Assessor Birkelands bemærkning. Jeg skal tilføie, at hvad der i nærværende Tilfælde af Paatalemyndigheden er forelagt Domstolene til Afgjørelse, er alene den Side ved Forholdet, der gjælder Spørgsmaalet, om Nationaltheatret eller dets Chef ved at give Forestillinger Skjærtorsdag den 20 April d. A. og Aftenen forud har overtraadt nogen efter Indførelseslovens §15 endnu gjældende Bestemmelse i Kristiania Politivedtægter angaaende Ordenen paa et for almindelig Færdsel bestemt eller almindelig befærdet Sted, derimod ikke om der herved tillige er begaaet nogen Overtrædelse af de om Helligdagsfreden gjældende Bestemmelser. Og jeg mener, at Paatalemyndigheden maa have Adgang til paa saadan Maade som her skeet at begrændse Afgjørelsen, ligesom jeg exempelvis antager, at Paatalemyndigheden maa have Adgang til alene at kræve afgjort, om et vist Forhold er at anse som en Overtrædelse af Brændevins- og Øllovgivningen, men samtidig at holde udenfor Afgjørelsen det Spørgsmaal, om der i Forholdet tillige ligger en Overtrædelse af den almindelige Handelslovgivning.
Høiesterets Kjendelse blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Meddomsrettens Dom hidsættes:
Theaterchef Bjørn Bjørnson tiltales efter Politimesterens Beslutning afødt xx.xx.1905 for Forseelse mod Kristiania Politivedtægters §70 jfr. Straffelovens 339 2 og 27 ved Onsdag den 19 og Skjærtorsdag den 20 April 1905 i Nationaltheatret at have givet offentlige Forestillinger.
Tiltalte afgav ikke Møde. Stevnemaalet er i Orden. Som privat antaget Forsvarer mødte Advokat Helliesen og paastod Tiltalte frifunden.
Det er paa det Rene, at der saaledes som i Tiltalebeslutningen nævnt, blev givet offentlige Forestillinger paa "Nationaltheatret" Onsdag den 19 og Skjærtorsdag den 20 April sidstleden. Det er videre paa det Rene, at den herfor ansvarlige er Tiltalte, til hvis Person Nationaltheatrets Tilladelse til at give offentlige Forestillinger er knyttet. At Tiltaltes Forhold rammes af §70 i Kristiania Politivedtægter, efter hvilken Tiltalen er reist, er videre paa det Rene. Men Tiltalte har gjennem sin Forsvarer gjort gjældende, at han ikke kan straffes for sit Forhold, idet han mener, at vedkommende § i Politivedtægterne efter §15 i Lov om den nye Straffelovs Ikrafttræden ikke længer har nogen Gyldighed. Efter denne Lovbestemmelse er de Bestemmelser i gjældende Politivedtægter, der angaar andet end "Ordenen og Renligheden paa de for almindelig Færdsel bestemte eller almindelig befærdede Steder" ikke længere ved Kraft, og Spørgsmaalet er alene, hvorvidt §70 i Politivedtægterne, efter hvilken Tiltalen er reist, kan siges at angaa Ordenen og Renligheden paa saadanne Steder. Det skal først bemærkes, at Ikrafttrædelseslovens §15 ved sit Udtryk "de for almindelig Færdsel bestemte eller almindelig befærdede Steder", vistnok ogsaa tænker paa offentlige Theatre, hvad heller ikke fra Tiltaltes Side er benegtet. Hvad nu angaar
Side:574
Fortolkningen af §'ens Udtryk "Orden", kan man ikke søge nogen Støtte i, hvilke Emner den ældre Politilovgivning omfattede. Ved Udarbeidelsen af den nye Straffelov gik man netop ud fra den Tanke i størst mulig Udstrækning at skaffe en fælles, ensartet Politistraffelov for det hele Land, idet man vilde begrænse de særlige Politivedtægters Omraade kun til de Emner, hvor lokale Forhold kunde kræve specielle Regler (Straffelovskommissionens Motiver 4-6 og 48 flg.). Straffelovskommissionens aabenbare Hensigt maa have været, at uden Hensyn til, hvad Politivedtægter efter tidligere gjældende Lov gyldig kunde omfatte, skulde de for Fremtiden indskrænkes til kun at angaa Ordenspolitiet i snevrere Forstand, hvormed man forstod Politiets ordnende, regulerende og kontrollerende Virksomhed, Motiverne 51, og denne Tanke har, saavidt skjønnes, ikke været forladt under Lovudkastenes senere Bearbeidelse. Tvertom viser den under Behandlingen i Odelsthinget indtagne Bestemmelse om, at Vedtægters Bestemmelse om Beruselse fremdeles skal gjælde, at man har taget Begrebet Orden i en meget snever Betydning. Hvad angaar den heromhandlede § i Vedtægterne hviler denne visselig ikke paa nogen Frygt for, at offentlige Forestillinger paa de i §'en nævnte Dage skulde fremkalde nogen større Uorden end Forestillinger paa andre Dage; men den er aabenbart alene bygget paa religiøse Hensyn. Uden Hensyn til, om den offentlige Orden maatte kunne krænkes eller ikke, har §'en forbudt Forestillinger paa de i samme nævnte Dage af Hensyn til de religiøse Følelser, som derved maatte kunne krænkes. Straffelovskommissionen fandt, at §'en selv efter den ældre Politilovgivning var ugyldig, Motiverne 51, Note 2. Hvorvidt saa har været Tilfældet, finder Retten det overflødigt at undersøge. Thi naar Kommissionen fandt Bestemmelsen ugyldig endog efter den ældre Lovgivning, kan man faa meget sikrere antage, at Kommissionen har ment, at de i §en omhandlede Forhold ialfald ikke efter den nye Lovs Ikrafttræden skulde kunne reguleres gjennem Vedtægter. At Straffelovskommissionen derfor har gaaet ud fra, at en Bestemmelse som den her omhandlede efter den nye Lovs Ikrafttræden skulde være bortfaldt, maa Retten anse for utvivlsomt, og da denne Forstaaelse af det benyttede Udtryk ikke kan sees forladt under den senere Bearbeidelse af Lovudkastet, og da efter den almindelige og naturlige Sprogbrug Bestemmelser om Helligdagsfreden ikke kan siges at omfatte Anliggender, som angaar Orden, antager Retten, at den her omhandlede §70 i Politivedtægterne nu maa antages bortfaldt. Det kan ogsaa bemærkes, at den nye Straffelov i §348 har en speciel Bestemmelse om Overtrædelse af de angaaende Helligdagsfreden gjældende Regler, hvorved dog Loven visselig alene har tænkt paa almindelige Lovbestemmelser og ikke paa lokale Politivedtægter. Den her hævdede Forstaaelse af Ikrafttrædelseslovens §15 er ogsaa gjort gjældende i Hagerups Udgave af Loven Side 394, Note 2 jfr. Side 306, Note l ad §348, medens derimod Justitsdepartementet i sin Skrivelse afødt xx.xx.1904 synes at have hævdet den modsatte Opfatning.
Det skal bemærkes, at Paatalemyndigheden udtrykkelig har erklæret, at den ikke ønsker Tiltalte fældet for Overtrædelse af den almindelige Helligdagslovgivning, forsaavidt dertil muligens skulde være Anledning. Hvorvidt Tiltaltes Forhold vilde være strafbart efter Straffelovens §348, jfr. Forordning 12 Marts 1735, finder Retten derfor ikke Grund til at indgaa paa.