Rt-1905-652
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1905-05-13 |
| Publisert: | Rt-1905-652 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 93/1 s. A. |
| Parter: | Grosserer H. J. Neslein (Adv. Emil Roll) mod Huk Aktieselskab (Adv. F. A. Krog). For Processens Skyld: J. Jacobsen, Frk. R. Trosterud, Axel Olsen, C. M. Olsen, Ingeniør Gjør og Murmester E. Christophersen. |
| Forfatter: | Skattebøl, Hambro, Vogt, Blom, Dr. H. Scheel, Hallager, Justitiarius Løchen |
| Lovhenvisninger: | Bygningsloven for Kristiania (1899) §11, §5, §14, §6 |
Extraordinær Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Den 16 September 1897 indgav Hukselskabet som daværende Eier af «Framnæs»
Side:653
og «Hjortnæs», Matr.-No. 88, 88 B, 92 og 94 ved Munkedamsveien til Reguleringskommissionen Andragende om Approbation paa en Udstykningsplan for de nævnte Eiendomme, som nu under Sagen betegnes som No. 92 til Munkedamsveien.
I Andragendet redegjordes for de paatænkte Anordninger i det Hele og for Planen med Hensyn til en Gade tværs over Eiendommen fra vest mod øst. Denne Plan blev med ringe Modifikationer approberet af Kristiania Reguleringskommission i Møde den 7 Oktober s. A. Den 30 April 1898 solgte Huk Aktieselskab Hovedeiendommen til Appellanten for Høiesteret Grosserer Neslein. Selskabet havde kort før solgt en Parcel af Eiendommen til en anden Mand, men ogsaa denne Parcel gik over til Grosserer Neslein. Hukselskabet beholdt det, som nu kaldes Framnæsveien No. 1, det vil sige den Del af Eiendommen, som ligger nedenfor Jernbanelinjen samt en Strimmel langs Hovedgaarden, som det var Planen skulde udlægges til Gade. Af Gadeforbindelse havdes nemlig før kun Framnæsveiens nedre Løb; parallelt med dette gaar den af mig nævnte Strimmel paa 13 Meter, som Selskabet beholdt igjen, og som under Sagen er kaldt Framnæsveiens øvre Løb. Den 21 April 1902 androg Hukselskabet om Tilladelse til at oparbeide Framnæsveiens nedre Løb, og hertil meddeltes Samtykke samme Aar. Men inden saadan Oparbeidelse var blevet iværksat, blev der under 20 Mai 1904 fastslaaet en ny Regulering, og den 25 Mai s. A. androg Hukselskabet om Tilladelse til at oparbeide Framnæsveien mellem Munkedamsveien og Jernbanelinien i sin fulde Bredde af 25 Meter og om, at Gaden, naar den var oparbeidet, af Kommunen maatte blive overtaget. Framnæsveien er, heder det i Andragendet, reguleret i 2 Løb, et lavereliggende vestre Løb paa 13 Meters Bredde og et høiereliggende østre Løb paa 12 Meters Bredde. Selskabet foreslaar Gaden oparbeidet med det nedre Løb 9 Meter bredt, hvoraf 2,5 Meter til Fortoug, og det øvre Løb 9 Meter bredt, hvoraf 3 Meter Fortoug, det mellemliggende Areal foreslaaes skraat afplaneret mellem det øvre og nedre Løb og tilsaaet og beplantet.
Den 22 Juli 1904 samtykkede Kristiania Magistrat i Gadens Oparbeidelse væsentlig paa de anførte Vilkaar.
Hukselskabet tilstevnte derpaa for Skjønskommissionen i Kristiania Taxtforretning til Afgjørelse af Repartition af de med Gadens Erhvervelse og Oparbeidelse forbundne Omkostninger.
Under denne Forretning, som inkamineredes 28 September 1904, opstod der Tvist mellem Grosserer Neslein og Selskabet. Angaaende Gjenstanden for denne Tvist henviser jeg til Præmisserne til den af Skjønskommissionen under 24 December s. A. afsagte Kjendelse, saalydende:
«Der bliver ikke at tilkjende Grosserer Neslein som Eier af Munkedamsveien No. 92 nogen Erstatning for den Ulempe, Framnæsveiens Oparbeidelse overensstemmende med det regulerede Niveau maatte medføre for hans Eiendom som Byggetomt betragtet.
Der bliver ikke at paalægge Grosserer Neslein som Eier af nævnte Eiendom nogen Refusion for Værdien af den af Huk Aktieselskab til Gadens Anlæg udlæggendes Grund.»
Denne Kjendelse er af Grosserer Neslein ved Stevning afødt xx.xx.1905 paaanket til Høiesteret, hvor af ham er nedlagt saadan Paastand:
«a) At den af Kristiania Skjønskommission under 24 December 1904 afsagte Kjendelse underkjendes.
Side:654
b) At Appellanten som Eier af No. 92 Munkedamsveien ikke bliver at paalægge nogen Refusion for Værdien af den til Framnæsveiens Anlæg udlæggendes Grund.
c) At Sagen henvises til nyt Skjøn, at forfriskes paa Indstevntes Bekostning, forsaavidt angaar fortsat Retsforsvar for Appellanten ved Skjønskommissionen.
d) At der ved dette Skjøn tilkjendes Appellanten Erstatning for de ved Regulering afødt xx.xx.1904 af Framnæsveien forvoldte Ulemper, bestaaende i forøgede Planeringsomkostninger, Tab af fri Beliggenhed og Udsigt og endelig i vanskeliggjort Udkomst til Eiendommen og Værdiforringelse af den nuværende Bebyggelse.
e) At Indstevnte tilpligtes at betale Appellanten Sagsomkostninger for Skjønskommissionen og Høiesteret.»
Kjendelsen er derhos ved Stevning afødt xx.xx.1905 kontrapaaanket af Hukselskabet, som har nedlagt saadan Paastand:
«Principaliter: At Skjønskommissionens Kjendelse i sin Helhed stadfæstes.
Subsidiært: (for det Tilfælde, at Hovedappellanten kjendes berettiget til Erstatning for Skade ved Reguleringens Gjennemførelse) at Kontraappellanten kjendes berettiget til Refusion af Erstatningsbeløbet hos Hovedappellanten efter Skjønskommissionens nærmere Bestemmelse i Henhold til Reglerne i Bygningslovens §11.
I begge Tilfælde: At Kontraappellanten tilkjendes Processomkostninger for Skjønskommissionen og Høiesteret.»
Det er af Kontraappellantens Advokat anført, hvad der ogsaa fremgaar af den Form, Paastanden har faaet, at Kontraappellen er skeet for at bane Selskabet Adgang til at faa Forandring i Kjendelsens 2 Punkt, forsaavidt Hovedappellanten faar Medhold i 1 Punkt.
Jeg kommer til samme Resultat som Skjønskommissionen og kan ogsaa i det Væsentlige tiltræde dens Begrundelse. Da Hukselskabet i 1896 var bleven Eier af Framnæs og Hjortnæs, existerede kun det saakaldte nedre Løb af Framnæsveien, hvorefter Selskabet udlagde en Strimmel paa 13 Meter af Framnæs, som nu benævnes det øvre Løb, og samtidig hermed vedtog Reguleringsautoriteterne Gadens Regulering ved den af mig tidligere omhandlede Beslutning afødt xx.xx.1897. Om denne skal jeg bemærke, at den fastslog en Sænkning i Terrænet, om end mindre end den, hvorom der nu efter 1904 er Spørgsmaal. Der var saaledes ingen anlagt og oparbeidet Gade langs Framnæs Eiendom, hvilket efter Lov om Bygningsvæsenet i Kristiania afødt xx.xx.1899 §14 var Betingelsen for, at Neslein kunde bygge overensstemmende med den Udparcelleringsplan, som Hukselskabet i sin Tid havde udkastet, og som jeg før har nævnt. Den nye Regulering af 1904, som fastslog en yderligere Sænkning, er istandbragt uden Selskabets Begjæring af Reguleringsmyndighederne; den er selvfølgelig bindende for alle, ogsaa for Neslein. Det er en sikker Retssætning, at Bygnings- og Reguleringsmyndighederne kan fastslaa en Regulering, og ligesaa sikkert er det, at de, om dertil findes Føie, kan ophæve eller omgjøre den. Det er det, som her er gjort, og alle Vedkommende, Hukselskabet saavelsom Neslein, er pligtige til at respektere Reguleringen. Jeg anser det da klart, at om Selskabet havde forholdt sig passiv og intet foretaget efter Reguleringen af 1904, vilde Neslein ikke have kunnet bygge efter sin Udparcelleringsplan, uden at han selv oparbeidede Gaden efter den nye Regulering. Men er dette saa, kan jeg ikke indse, hvorledes den Omstændighed, at Selskabet nu finder Grund til at
Side:655
iværksætte Oparbeidelsen, kan give Neslein Ret til at kræve Erstatning for de Ulemper, som angivelig rammer ham ved den nye Regulering, hvilken hverken den ene eller anden af Parterne kunde hindre, men som begge var nødt til at respektere. Det maa for det første haves for Øie, at der intet kræves afstaaet af Nesleins Eiendom. Hvad der trænges af Grund til Gadens Oparbeidelse efter Reguleringen, er dels exproprieret fra andre, dels udlagt af Hukselskabet selv. Nesleins Eiendom No. 92 ved Munkedamsveien, som ligger langs Framnæsveiens øvre Løb, bliver liggende i samme Skikkelse som før, og Udkomsten til Eiendommen, hvilken er Indkjørselen fra Munkedamsveien, bliver uberørt. Naar han desuagtet formener sig berettiget til Erstatning, grunder han dette paa, at Gadens Oparbeidelse efter den Regulering, som er fastslaaet i 1904, vil paaføre ham Skade i tre Henseender, saaledes som anført i hans Paastand, Punkt d.
Jeg er enig med Skjønskommissionen i, at denne hans Paastand ikke kan gives Medhold. Her er Spørgsmaal om en ny Gade. At Neslein ikke kan bygge efter sin Udparcelleringsplan, uden at Gade ikke alene udlægges, men oparbeides, følger, som jeg allerede har nævnt, af Lovens §14. Hans Paastand bunder i den Betragtning, at da Reguleringen træder hindrende iveien for en Benyttelse af Eiendommen, som han har planlagt, men som for ingen Del er kommet til Udførelse, saa maa han have Erstatning for de Hindringer, som Gadens eller Terrængets Sænkning forvolder. Der er saaledes i Virkeligheden ikke lidt Tab paa en existerende Eiendom, som kræves erstattet, hvorimod Erstatning kræves, fordi han ikke opnaar den Fordel i Fremtiden, som han mener han vilde kunnet opnaa, om en anden Regulering af Gadens Høideforhold var befulgt. Men dette skyldes dels Reguleringen, for hvilken Hukselskabet ikke har Ansvaret, og dels den naturlige Beskaffenhed ved Nesleins Eiendom. Det vilde efter min Opfatning føre til uoverskuelige Konsekventser, om man vilde tilkjende Erstatning, fordi en Regulering kan gribe mere eller mindre forstyrrende ind i Fremtidsplaner, som en Tomts Eier har lagt, uanseet at han faktisk ikke har indrettet sig derpaa og intet foretaget til Planernes eller Planens Gjennemførelse.
Jeg har antydet, at Nesleins Eiendom i den nuværende Tilstand er uberørt af Høidereguleringen. Herimod kan det indvendes, at den nuværende Hovedbygning paa Eiendommen dog ligger til og langs med den projekterede Framnæsveis øvre Løb og ubetydelig høiere end Veiens nuværende Niveau, og at Eiendommen forsaavidt berøres, naar Terrænet sænkes. Dette forholder sig saa, og der kunde saaledes være Spørgsmaal om Erstatning i Lighed med, hvad der sker, naar Gader, hvor der tidligere er Bebyggelse, sænkes. Jeg kan dog ikke være med paa nogen Erstatning i nærværende Tilfælde. Først maa det bemærkes, at der her er Tale om en Gade, som er ny, altsaa ikke før existerer som Gade. Det forekommer mig, at Analogien fra, hvad der gjælder ældre Gader, hvor der tidligere er Bebyggelse, ikke er bindende. Dernæst skal jeg gjøre opmærksom paa, at Bygningen ligger noget høiere end Veiens nuværende Niveau og ikke lidet høiere end det ved Reguleringen af 1897 for Gaden bestemte Niveau, saaledes at allerede sidstnævnte Regulering, ved hvilken Neslein anser sig bunden, vilde vanskeliggjort Adkomsten. Men endelig og særlig maa jeg fremhæve, at Neslein har sin bekvemme Indkjørsel fra Munkedamsveien; han har ingen Indkjørsel fra Framnæsveien. Faktisk bevirker saaledes Terrænets Sænkning heller ingen Forandring med Hensyn til dette
Side:656
Punkt. Nesleins Eiendom er beliggende, som den har ligget, og er saaledes uberørt. Spørgsmaalet om der paa dette Sted opstaar en Ulempe for ham, hænger altsaa ogsaa sammen med hans Planer om en anden Benyttelse af den hele Eiendom i Fremtiden og maa derfor efter min Mening besvares saaledes,som jeg før har besvaret Hovedspørgsmaalet.
Det er anført, at Neslein ligeoverfor Hukselskabet skulde have et kontraktsmæssigt Krav paa Erstatning paa Grund af Reguleringens Forandring med Hensyn til det omhandlede Gadestykke. Herved er sigtet til følgende Tirade i Kjøbekontrakten afødt xx.xx.1898, ved hvilken Selskabet solgte det meste af Eiendommen til Neslein: «Kjøberen er berettiget til for hele sin Eiendom at benytte den nuværende Framnæsgade.» Jeg kan ikke lægge nogen Vægt paa denne Bestemmelse; den er uklar, og det forekommer mig, at det ikke er lykkedes Appellanten at give en tilfredsstillende Forklaring af, hvad der er ment. Men særlig maa jeg fremhæve, at naar ny Regulering nu har fundet Sted, saa hidrører dette fra Bygningsmyndighedernes Bestemmelse, som det ikke stod i Hukselskabets Magt at hindre. Hvad man har ment eller ikke ment med den citerede Tirade, saa kan det i hvert Fald aldrig have været Parternes Mening, at Hukselskabet skulde overtage en Garanti for, at ikke en forandret Regulering af det omhandlede Gadestykke senere maatte kunne komme; en forandret Regulering maatte Parterne være forberedt paa.
Jeg vil i Henhold til, hvad jeg saaledes har anført, votere for, at den paaankede Kjendelse stadfæstes. Jeg finder derhos, at der er Føie til at ilægge Hovedappellanten Sagens Omkostninger for Høiesteret.
Konklusion:
Den paaankede Kjendelse stadfæstes. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Grosserer H. F. Neslein til Huk Aktieselskab 350 - tre Hundrede og femti - Kroner.
Extraordinær Assessor, Byretsassessor Hambro:Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende . Det er, som ogsaa af ham anført, saa, at Hovedappellantens Eiendom i dens nuværende Skik ikke egentlig paavirkes af Reguleringen i 1904, idet den nu som før beholder sin Indkjørsel fra Munkedamsveien. Der er sagtens den Mulighed, at Hovedappellanten kan begynde Eiendommens Bebyggelse efter Udparcelleringsplanen, saaledes at Tomterne til Munkedamsveien først bebygges, hvilken Bebyggelse da vil stænge hans nuværende Indkjørsel. Herved vil han muligens blive nødt til at skaffe sig Adkomst fra Framnæsveien noget tidligere, end han under Hensyn til den øvrige Bebyggelse havde været nødt til. Men den Omstændighed, at han maaske paa Grund af den Maade, hvorpaa han sætter Bebyggelsen igang, noget tidligere end ellers maa skaffe sig Adkomst til Framnæsveien fra Hovedgaarden, synes mig at være en saa fjernt afledet Følge af Framnæsveiens Oparbeidelse efter det sidst regulerede Profil, at herfor kan der formentlig ikke blive at tilkjende ham Erstatning.
Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, dog saaledes, at jeg stemmer for Ophævelse af Processens Omkostninger ved Høiesteret blandt andet under Hensyn til, at Sagen gjælder Expropriation.
Assessor Blom: Jeg kommer til samme Resultat som Hr. Assessor Vogt og kan ogsaa i væsentlige Punkter henholde mig til, hvad der af Første- og Andenvoterende har været anført. For mig er
Side:657
den afgjørende Grund til at votere for, at der ikke tilkjendes Neslein den af ham paastaaede Erstatning for Eiendommens Udplanering og Tab af Udsigt, at den omhandlede Oparbeidelse af Framnæsveien efter min Mening ikke gjør noget Indgreb i Nesleins Rettigheder med Hensyn til Eiendommen Munkedamsveien No. 92. Han beholder denne i samme Skikkelse, som han havde den før Gadens Oparbeidelse; og hvis han i sin Tid vil benytte sig af denne oparbeidede Gade til at bebygge Eiendommen, og han af den Grund maa planere Eiendommen, saa har dette sin Aarsag i Eiendommens egen naturlige Beskaffenhed. Det er denne Betragtning, som jeg finder udtrykt i den paaankede Kjendelses Præmisser, og det er hertil jeg særlig henholder mig.
Det er fra Appellantens Side fremholdt, at i den paaankede Kjendelses anden Del burde Ordene: «af Huk Akrieselskab» udgaa, hvor der tales om den til Gadens Anlæg udlæggendes Grund. Jeg vil i den Henseende bemærke, at saaledes som jeg har forstaaet Kjendelsen og Skjønnet, er der af den Grund, som nu i det Hele er Exproprieret til den omhandlede Gade, ikke af Skjønskommissionen reparteret noget paa Neslein, og jeg finder ingen Grund til forsaavidt at gjøre nogen Forandring i Kjendelsens Konklusion.
Extraordinær Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Jeg finder at maatte give Hovedappellanten Medhold i, at der tilkommer ham Erstatning for den vanskeligere Adkomst til de existerende Bygninger paa Eiendommen, som Framnæsveiens Sænkning medfører, forsaavidt derved opstaar Tab for ham. Hovedappellanten har i Henhold til Kjøbekontrakt og Skjøde Ret til Adkomst ad denne Vei, og hvis man tænker sig, at dette var den eneste Adkomst, kan der vel ikke være nogen Tvivl om, at Gadens Sænkning vilde paaføre ham en Ulempe ved vanskeligere Adkomst, som han vilde have Krav paa at faa erstattet. Nu er vistnok Forholdet det, at Appellantens Eiendom ogsaa grændser mod Munkedamsveien, og at han for Tiden benytter den gamle Indkjørsel fra denne Gade. Under Hensyn hertil anfører Skjønskommissionen, at først naar Eiendommen bliver udstykket til Bebyggelse, og der i denne Anledning over Eiendommen anlægges en Gade, som vil komme til overskjære den nuværende Indkjørsel, vil den Omstændighed at denne Gade som Følge af Framnæsveiens Sænkning maa lægges lavere, end det uden saadan Sænkning vilde have været nødvendigt, bevirke, at Adkomsten til de nuværende Bygninger paa Eiendommen bliver vanskeliggjort; men dette maa, siges der, betragtes som en Følge af Eiendommens egne naturlige Egenskaber som Byggetomt, hvorfor Eieren ikke kan kræve nogen Erstatning.
Jeg kan for en Del være enig med Kommissionen i denne Argumentation. Det er rigtigt, at der ikke til Begrundelse af et Erstatningskrav kan tages Hensyn til, at den nuværende Adkomst fra Munkedamsveien kan blive afskaaret ved den Udstykning og Bebyggelse af Eiendommen, som muliggjøres ved Oparbeidelse i Overensstemmelse med Gjældende Regulering af Framnæsveien. Forsaavidt altsaa det heromhandlede Erstatningskrav bygges paa den Ulempe, der vilde indtræde ved saadan Bebyggelse - og det er herpaa, Hovedappellanten synes at have lagt Hovedvægten i sin Argumentation - finder jeg det omhandlede Erstatningskrav ikke begrundet.
Men heraf følger ikke, at der overhovedet under denne Post ikke kan blive Tale om nogen Erstatning. Skjønskommissionen synes at være uopmærksom paa, at selv ganske bortseet fra Gadeanlægget og den derved muliggjorte Udstykning og bebyggelse kan det være af
Side:658
Interesse for Hovedappellanten at have Adkomsten til Framnæsgaden at falde tilbage paa. Som af Andenvoterende bemærket kan Forholdet stille sig saaledes, at det bliver ønskeligt for Hovedappellanten først at skride til Salg eller Bebyggelse af de Tomter, som ligger til Munkedamsveien. Og isaafald bliver han, som af Andenvoterende videre bemærket, henvist til at skaffe sig en Adkomst for de gamle Bygninger til Framnæsveien, hvilket maa antages at være forbundet baade med Bekostning og Ulempe efter den Foretagne Sænkning. Og jeg kan ikke indse andet, end at det Baand, som saaledes lægges paa Dispositioner over Eiendommen, er Ulempe, som Hovedappellanten har Krav paa at faa erstattet, hvis det ved et Skjøn maatte findes, at den medfører et Tab for ham.
Den Omstændighed, at Ulempen ikke for Tiden vil være effektiv, og at det er usikkert, naar den vil blive effektiv, ja endogsaa om overhovedet Forholdene vil stille sig saaledes, at den vil blive effektiv, maa selvfølgelig tages i Betragtning ved Skjønnet over Skaden, men det kan ikke udelukke Hovedappellantens Ret til at faa erstattet den Skade, som han herved ved Skjøn maatte findes at lide.
Bortseet fra dette Punkt kommer jeg til samme Resultat som Hr. Assessor Vogt, og med Hensyn til Begrundelsen forsaavidt kan jeg henholde mig til det af Hr. Assessor Blom anførte.
Extraordinær Assessor, Expeditionschef Hallager: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Justitiarius Løchen: Jeg kommer ogsaa til samme Resultat som Førstvoterende og slutter mid paa samme Maade som Hr. Assessor Blom til Første- og Andenvoterendes Begrundelse.
Høiesterets Dom blev deregter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Skjønskommissionens Kjendelse hidsættes:
Efter at have erholdt Magistrats og Formandskabs Samtykke til at oparbeide Framnæsveiens øvre og Nedre Løb i 9 Meters Bredde, saaledes at den mellemliggende 7 Meter brede Skraaning beplantes og udstyres paa nærmere fastsat Maade, har Huk Aktieselskab ved Stevning af 16 September d. A. indkaldt de til Gaden stødende Eiendommes Eiere for nærværende Kommission og paastaaet Expropriations- og Repartitionsskjøn afgivet.
Under Sagen har Grosserer Neslein, som Eier af Munkedamsveien No. 92, der følger Framnæsveiens Østlinje i hele dens Længde, paastaaet sig tilkjendt Ulempeerstatning i Anledning af, at Veiens øvre Løb ifølge den foreliggende Regulering skal sænkes, hvorved Neslein mener sig at lide Tab 1) ved de forøgede Planeringsomkostninger for Bebyggelsen af hans Eiendom, 2) ved at Eiendommen efter den for Bebyggelsen fornødne Planering kommer til at tabe i Udsigt over Søen og 3) derved at Udkomsten til de nuværende Bygninger paa Eiendommen ved dennes videre Bebyggelse bliver vanskeliggjort.
Citantskabet har protesteret imod, at der tilkommer Grosserer Neslein nogen saadan Erstatning, og er Spørgsmaalet herom indladt til Kommissionens Afgjørelse ved Kjendelse.
Kommissionen skal bemærke, at vistnok er det i Bygningslovens §11, 2 Punkt forudsat, at en Grundeier vil kunne have Krav paa Erstatning i Anledning af Sænkning af en Gades Niveau, og saadan Erstatning har ogsaa gjentagende været tilkjendt af Skjønskommissionen. Men i disse Tilfælde har der kun været Tale om Skade for existerende Bygninger og ikke for en ubebygget Eiendom som Byggetomt betragtet. Betingelsen for at der overhovedet skal kunne bygges, er jo, at der til og langs Tomten fører reguleret eller af Reguleringskommissionen approberet
Side:659
Gade (Bygningslovens §14, 1 Punkt, kfr. §6, 10 Punkt). Hvis nu de stedlige Forhold medfører, at saadan Gade maa lægges lavere eller høiere end Tomtens naturlige Niveau, kan dette selvfølgelig gjøre Eiendommen mindre værdifuld som Byggetomt. Men dette er noget, som er begrundet i Eiendommens egen naturlige Beskaffenhed, og hvorfor Eieren ikke kan kræve nogen Erstatning.
Selv om en Gade kunde tænkes reguleret paa en for Grundeieren heldigere Maade, eller - som i det foreliggende Tilfælde - en tidligere Regulering forandres paa en Maade, der medfører Ulempe for hans Eiendom som Byggetomt betragtet, antages han ikke i denne Anledning at kunne kræve Erstatning, men at være henvist til at søge Reguleringen forandret. (Se Bygningslovens §5, 3 Punkt). Reguleringsmyndighederne har ved sine Reguleringer ogsaa at tage Hensyn til andet, end hvad der er det bekvemmeste for enkelte Byggetomter. (Se Bygningslovens §5, 1 Punkt), og hvor disse Myndigheder paa lovlig Maade har truffet sin Afgjørelse, antages Grundeierne at maatte finde sig i denne uden Adgang til at kræve Erstatning i Anledning af, at Gaden kunde tænkes at være reguleret paa en for deres Eiendomme heldigere Maade.
Som Følge heraf vil Neslein ikke være berettiget til at kræve Erstatning i Anledning af hans ovenfor under 1 og 2 angivne Tab. Og heller ikke i Anledning af det under No. 3 anførte Tab antages der at kunde tilkjendes ham nogen Erstatning. Thi der er her ikke Tale om nogen Ulempe, som paaføres hans Bygninger umiddelbart ved Framnæsveiens Oparbeidelse efter det regulerede Niveau, idet disse Bygninger nu har sin Indkjørsel fra Munkedamsveien, hvilken vil blive ganske uberørt af nævnte Gadeoparbeidelse. Først naar Eiendommen bliver udstykket til Bebyggelse, og der i denne Anledning over Eiendommen anlægges en Gade, som vil komme til at overskjære den nuværende Indkjørsel, vil den Omstændighed, at denne Gade som Følge af Framnæsveiens Sænkning maa lægges lavere, end det uden Sænkning vilde have været nødvendigt, bevirke, at Adkomsten til de nuværende Bygninger paa Eiendommen bliver vanskeliggjort. Men ogsaa dette maa betragtes som en Følge af Eiendommens egen naturlige Egenskaber som Byggetomt, hvorfor ogsaa her den ovenfor udviklede Regel, at Eieren ikke kan kræve nogen Erstatning, antages at maatte gjælde. Kommissionen skal bemærke, at den gaar ud fra, at den nødvendige Beklædningsmur for Munkedamsveien No. 92 mod Framnæsveien bekostes af Huk Aktieselskab.
Exproprianten har krævet Udgifterne ved Grunderhvervelse til Gadens Anlæg refunderet af de tilstødende Eiendommes Eiere paa begge Sider af Gaden. Overfor denne Paastand har Neslein gjort gjældende, at han i sin Tid har kjøbt sin Eiendom, Munkedamsveien No. 92, af Exproprianten, Huk Aktieselskab, der selv er Eier af den Del af Framnæsveien, som nu udgjør dennes øvre Løb, og at der i hans Skjøder paa Eiendommen er tilsikret ham Ret til for hele sin Eiendom at benytte denne Gade. Han mener derfor, at Huk Aktieselskab ikke er berettiget til hos ham at kræve nogen Refusion for Værdien af den Grund, som Selskabet nu agter at oparbeide til offentlig Gade.
Heri finder ogsaa Kommissionen at maatte give ham Medhold. Ved Salget til Neslein af Munkedamsveien No. 92 har Selskabet forpligtet sig til at lade den omhandlede Grund henligge som Gade, og det kan da ikke nu ved at lade det oparbeide overensstemmende med Reguleringen kræve selve Gadegrundens Værdi for nogen Del erstattet af ham.