Instans: Høyesterett - Dom
Dato: 1905-06-24
Publisert: Rt-1905-665
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.nr. 125/1 s. A.
Parter: Joh. A. Holmsen (Adv. Fr. Stang Lund) mod Snedkermester A. Engh (Overretsagfører Arnold Adeler til Prøve).
Forfatter: H. Scheel, Hambro, Vogt, Blom, Thoresen, Woxen, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:


Extraordinær Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Ved Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1902 blev i nærværende Sag saaledes tjendt for Ret:

Side:666

"Joh. A. Holmsen bør til Snedkermester A. Engh betale de paasøgte 4225 - fire tusinde to hundrede og fem og tyve - Kroner med 5 - fem - af hundrede i aarlig Rente deraf fra 20 Mai 1901 til Betaling sker. Sagens Omkostninger ophæves.

Det idømte at udredes inden 15 - femten -Dage efter Dommens Forkyndelse under Adfærd efter Loven."

Dommen er afsagt under Dissens, idet en af de Voterende stemte for Holmsens Frifindelse.

Sagen er nu af Holmsen indbragt for Høiesteret, hvor han har nedlagt Paastand om Frifindelse for Enghs Tiltale i Sagen og Tilkjendelse af Omkostninger for begge Retter.

Indstevnte Engh har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet og sig hos Appellanten tilkjendt Procesomkostninger for Høiesteret.

Med Hensyn til Sagens Gjenstand og nærmere faktiske Omstændigheder henviser jeg til Byretsdommens Præmisser.

Jeg kommer til samme Resultat som det dissenterende Medlem af Byretten og kan ogsaa i det Væsentlige tiltræde dennes Begrunsdelse. Jeg mener, at ved den Aftale, der fik sit Udtryk i Paategning paa Obligationen afødt xx.xx.1900 var Kreditor valgt mellem de alternative Skyldnere, som han paa Grund af den stedfundne Gjældsovertagelse havde Adgang til at holde sig til, paa en saadan Maade, at han derved maa have tabt sin Ret ligeoverfor de tidligere Eiere. At en Kreditor i Tilfælde af en saadan Gjældsovertagelse som den her foreliggende kun har et Valg og ikke Adgang til at holde sig til flere solidarisk for Gjælden, anser jeg for at være en saa sikker Lære, at det ikke er nødvendigt videre at begrunde den, saameget mindre som den heller ikke har været bestridt under Proceduren.

Byrettens Flertal sees at have lagt væsentlig Vegt paa den Omstændighed, at da Aftalen gik ud paa Forøgelse af Afdragene, maatte den forudsættes at være til Fordel for de tidligere Forpligtede.

Jeg er med Hensyn hertil enig med Andenvoterende i Byretten deri, at man ingenlunde uden videre kan gaa ud herfra. Skal det nævnte Moment være af nogen Betydning, maa det afgjørende selvfølgelig ikke være, hvorvidt Forandringen i Gjældforholdet, saaledes som Omstændighederne har udviklet sig, faktiskt har ledet til Fordel eller til Skade for de tidligere forpligtede, hvis disse fremdeles ansees forpligtede. Det afgjørende maa da være, om Aftalen efter, fin Beskaffenhed overhovedet kan være skadelig for de for Gjælden forpligtede. Og det forekommer mig ikke tvivlsomt, at ogsaa en Aftale om større Afdrag, eller hvad hermed kan stilles lige, om en tidligere Forfaldstid for Gjælden kan være til Skade, for de forpligtede derigennem, at det kan blive vanskeligere for Gaardens Eier at klare sine Forpligtelser og derved forebygge, at Fordringen som misligholdt kommer under Inddrivelse. Imidlertid mener jeg, at der her ikke alene er Spørgsmaal om, hvorvidt en saadan Forandring af Gjældsforholdet kan være til Skade for de for Gjælden forpligtede tidligere Eiere eller ikke, men at under enhver Omstændighed et bindende Valg maa ansees truffet, ikke blot naar Kreditor udtrykkelig antager den nye Eier som Skyldner, men ogsaa naar han iøvrigt behandler ham ikke alene som den, der qva Eier er interesseret i at forebygge Misligholdelse og og den deraf flydende Realisation, men som personlig Skyldner. Og jeg kan ikke finde andet, end at her Kreditor ved en Aftale som den foreliggende har gjort dette. Der er ikke efter det oplyste nogen Grund til at antage, at ikke Meningen med Aftalen har været den, som

Side:667

svarer til en naturlig Forstaaelse af den stedfundne Paategning paa Obligationen, at Udengen ved fin Underskrift paa denne skulde overtage en personlig Forpligtelse ligeoverfor Kreditor til at betale de større Afdrag. Og Forudsætningen maa da selvfølgelig være den, at han overhovedet ligeoverfor Kreditor kontraktsmæssig overtager det personlige Ansvar for Gjælden og godtages som ansvarlig for denne af Kreditor. Hvis Udengen senere maatte blive enig med den, af hvem han havde kjøbt Eiendommen, om at lade Salget eller overhovedet Gjældsovertagelsen gaa om igjen, maa jeg gaa ud fra, at Kreditor paa Grundlag af den stedfundne Aftale med Føie vilde kunne gjøre gjældende, at Udengen ved denne Aftale nu var bunden paa en saadan Maade, at en Omgjørelse ikke længere kunde befri ham for hans Forpligtelse. Og paa den anden Side maa da ogsaa de tidligere forpligtede ved den stedfundne Aftale være endelig løft fra fin Forpligtelse paa Grundlag af den skede Akcept fra Kreditors Side af Tilbudet om at tage en anden Skyldner i deres Sted.

Det er muligt, at Kreditor har tænkt sig, at han fremdeles skulde have fin Ret i Behold ligeoverfor de tidligere Eiere, og det er fra Enghs Side paaberaabt, at han baade før Aftalen afødt xx.xx.1900 og senere er bleven indkaldt til Forligelseskommissionen af Kreditor. Men de tidligere Forligsindkaldelser ligeoverfor Engh kunde jo ikke affoække Betydningen af den senere stedfundne Aftale med Udengen. Og hvis denne i og for sig kunde have Betydningen af et for de tidligere forpligtede befriende Salg, saa kan selvfølgelig heller ikke dette Forhold forandres derved, at Kreditor bagefter gjør gjældende, at han fremdeles er berettiget til at holde sig til de tidligere forpligtede. Og hvis man vil anføre, at de nævnte Omstændigheder i ethvert Tilfælde viser, at Kreditor ved Indgaaelsen af Aftalen afødt xx.xx.1900 er gaaet ud fra, at han derved ikke afskar sig Adgangen til at holde sig til de tidligere Eiere, saa er herved at merke, at dette ikke har faaet noget Udtryk i selve Paategningen, og at det ikke engang er paastaaet, at der samtidig med eller i Forbindelse med denne ligeoverfor Udengen er fremholdt, at Kreditors Opfatning var den nævnte.

Den Omstændighed, at Kreditor selv muligens har ment, at han trods Aftalen kunde have fin Ret mod de øvrige forpligtede i Behold, er selvfølgelig uden at Betydning.

Paa Grund af den Opfatning, som jeg saaledes har af Betydningen af Aftalen afødt xx.xx.1900, er det for mig unødvendigt nærmere at omhandle de øvrige Indsigelser, som fra Holmsens Side er gjort gjældende ligeoverfor Søgsmaalet.

Da hverken Engh eller Holmsen længere var ansvarlige for Obligationen, kan selvfølgelig heller ikke Holmsen være forpligtet til at betale til Engh paa Grundlag af, at denne har fyldestgjort Kreditor.

Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret finder jeg, at der er Grund til at ophæve i Betragtning af, at der handles om et i og for sig tvivlsomt, hverken i Theori eller i Praxis afgjort Spørgsmaal, og at Byrettens Dom er gaaet i Indstevntes Favør.

Konklusion:

Joh. A. Holmsen bør for Snedkermester A. Enghs Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Side:668

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Hambro: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt, Assessorerne Blom og Thoresen, extraordinær Assessor, Expeditionschef Woxen og

Justitiarius Løchen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overenstemmende med Førftvoterendes Konklusion.

Af Byrettens Dom hidsættes:

Under 20 November 1893 udstedte Snedkermester A. Engh til Edvard Johnsen en Pantobligation i No. 16 Vibes Gade for Kr. 16.776,30, der skulde afdrages med 350 Kroner hver 20 Mai og 20 November. Obligationen skulde have Optrinsret, eftersom mulig bedre prioriterede Heftelser indfriedes eller formindskedes. Obligationen thinglæstes 23 November 1893.

Ved Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1893, altsaa samme Dag som Obligationen udstedtes, solgte Engh Eiendommen til Joh. A. Holmsen for 110.000 Kroner, og efter Kontrakten skulde Holmsen bl.a. ogsaa overtage den nævnte Pantobligation som personlig Debitor.

Ved Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1895 solgte Holmsen Eiendommen til Cand. O. W. Eriksen for Kr. 114.416,00 og i Henhold til derom i Kjøbekontrakten mellem Engh og Holmsen indtagen Bestemmelse blev Skjøde paa Eiendommen under 12 November 1895 udstedt direkte fra Engh til Holmsens Kjøber Eriksen. Senere har Eiendommen været paa flere Hænder. Imidlertid var den heromhandlede Obligation af Kreditor Edvard Johnsen under 5 Juni 1894 tiltransporteret Overretssagfører Jørgen Faye i Bergen, og denne sees under 18 December 1898 at have givet Obligationen en Paategning om Samtykke til, at den i Eiendommen heftende Obligation til Realkreditbanken for 20.000 Kroner ombyttes med en for samme Beløb udstedt Obligation til Advokat J. R. Keyser Jordan.

Af en senere Paategning afødt xx.xx.1900 sees Sagfører Faye og den daværende Eier af Vibes Gade 16, O. Udengen, at være bleven enige om, at Obligationen fremtidig skulde afdrages med 500 Kroner halvaarlig istedet for de oprindelig stipulerede 350 Kroner.

Ved Tvangsauktion afødt xx.xx.1901, afholdt efter Rekvisition af en foran i Eiendommen prioriteret Pantekreditor, blev Eiendommen solgt til Advokat Gamborg pr. Kommission for 90.000 Kroner. Paa heromhandlede Panteobligation stod dengang til Rest Kr. 11.225,00 og deraf blev ved Auktionssalget staaende som udækket Kr. 4.225,00. Dette Beløb med 5 % Renter fra 20 Mai 1901 blev derefter af Overretssagfører Faye afkrævet den oprindelige Pantedebitor Snedker Engh, og efter en af Sagfører Faye den 15 Oktober 1901 udstedt Kvittering skal Beløbet af Engh være betalt Faye med 4.330 Kroner.

Snedkermester Engh har i den Anledning efter forgjæves forsøgt Forligsmægling ved Stevning afødt xx.xx.1901 sagsøgt Joh. A. Holmsen til Betaling af 4.225 Kroner med 5 % Renter fra 20 Mai 1901 og Sagens Omkostninger. Indstevnte har paastaaet sig frifunden med Tilkjendelse af Sagsomkostninger, og har i den Anledning gjort gjældende, at efter Sagfører Fayes Optræden med Hensyn til heromhandlede Pantobligation, var Citantens Forpligtelse efter samme ophørt, og hvis han alligevel har indfriet Restbeløbet, har han gjort dette paa eget Eventyr, og har saaledes ingen Ret til i den Anledning at holde sig til Indstevnte. Tit Støtte for denne fin Paastand har Indstevnte anført:

2)- - - at den omhandlede Obligations Stilling er bleven forværret derved, at Sagfører Faye den 12 Juni 1900 kom overens med Udengen om, at de halvaarlige Afdrag 350 Kroner skulde forhøies til 500 kroner, 669 i det dette under de pengeknappe Tider maatte bevirke, at der blev færre Liebhabere paa Auktionen, hvorhos Indstevnte har bemerket, at hvis der skulde kunne gjøres Ansvar gjældende mod ham efter Obligationen, maatte denne være i samme Stand og Stilling, som dengang han overtog den.

Retten finder vistnok Spørgsmaalet tvivlsomt, men sommer dog til det Resultat at maatte forkaste ogsaa denne Indsigelse. I sin Almindelighed maa det jo ansees som en Fordel for de tidligere Forpligtede efter en panteobligation, at de stipulerede Afdrag forhøies, hvorved deres Ansvar maa forudsættes hurtigere at formindskes; i nærværende Tilfælde sees det ogsaa, at der efter den omhandlede Overenskomst i Afdrag er betalt 1.000 kroner, medens der, hvis de oprindelige Afdrag havde været bibeholdt, før Tvangsauktionen kun skulde være betalt 700 Kroner, og der er intet anført om, at de saaledes forhøiede Afdrag har havt nogen Betydning med Hensyn til Misligholdelsen af den Obligation, hvorefter Tvangsauktionen blev rekvireret. Paa den anden Side antager man ikke, at den Omstændighed, at der nu skulde betales 1.000 kroner i aarlige Afdrag istedetfor de tidligere 700 kroner, har havt nogen nævneværdig Indflydelse paa den ved Tvangsauktionen opnaaede Kjøbesum.

Naar Indstevnte ogsaa i denne Forbindelse har gjort gjældende, at Sagfører Faye ved den omhandlede Overenskomst har godtaget Udengen som Debitor og derved frafaldt fin Ret mod de tidligere Forpligtede, kan man heller ikke i dette Punkt give Indstevnte Medhold, idet Overenskomsten kun gjælder en hurtigere Indfrielse af Obligationen fra Udengens Side, end han efter Obligationens oprindelige Indhold var forpligtet til, hvilket som sagt maatte forudsættes at være en Fordel for de tidligere Forpligtede.

I Henhold til det Anførte vil Citantens Paastand blive at tage tilfølge, dog saaledes, at Sagens Omkostninger ophæves. - - -

F. Mack.

Jeg finder, om end under stor Tvivl, at maatte votere for Indstevntes Frifindelse. Naar Kreditor med Gaardens Eier aftaler - og ved Paategning paa Obligationen gjør til en Del af dennes Indhold -, at Obligationen fremtidigt skal afdrages med et større Beløb end tidligere, uden at de efter Obligationen tidligere Forpligtede have noget med denne Overenskomst at gjøre, da tror jeg heri maa lægges en saadan Godtagelse af den daværende Eier, at de tidligere Skyldnere befries. Det er nemlig efter min Mening klart, at en saadan Forandring af Obligationens Indhold i visse Tilfælde kan være til den tidligere Skyldners Skade. Og denne Omstændighed antager jeg maatte berettige ham til at negte sit Samtykke til Forandringen, om dette var begjæret, idet han maatte kunne sige, at han i Regrestilfælde ikke engang vilde indlade sig paa Tvist om, hvorvidt Forandringen in casu havde virket til hans Skade eller ei. Havde saa de andre - Kreditor og den daværende Huseier - mod hans Protest alligevel foretaget Forandringen, vilde man vistnok heri maattet lægge, at de saa at sige satte ham ud af Betragtning for Fremtiden. Men at de andre har foretaget Forandringen, uden at der er givet ham Anledning til at udtale sig, kan da formentlig ikke gjøre hans Stilling slettere.

Hans H. Vogt.

Jeg er bleven staaende ved at maatte slutte mig til Førstvoterende, idet jeg specielt ligeoverfor det af Andenvoterende anførte skal bemerke, at jeg ikke kan være enig i, at den blotte abstrakte Mulighed for, at den omhandlede Forandring i Pantobligationens Indhold under visse Eventualiteter kunde virke til Skade for Indstevnte som tidligere Skyldner efter samme, skulde have kunnet berettiget ham til at negte at samtykke i Forandringen, om saadant Samtykke fra ham paa

Side:670

Forhaand var blevet begjæret, men at det, for at hans Protest mod Forandringen overhovedet skulde have kunnet medføre saadan Virkning, som af Andenvoterende antaget, efter min Mening i ethvert Fald maatte have godtgjort, at han derved vilde lide en konkret paaviselig, bestemt Skade af saadan Betydning, at han deri maatte erkjendes at have havt rimelig Grund for sin Negtelse. Og det maa da ud fra denne Opfatning i det her fureliggende Tilfælde, hvor den omhandlede Forandring allerede er foretaget, uden at Indstevnte paa Forhaand havde været givet Anledning til derom at udtale sig, for mig være afgjørende, i Henseende til det, hvorpaa det her kommer an, at der, som af Førstvoterende nærmere udviklet, overhovedet ingen Grund er til at antage, at nogen Skade derved i Virkeligheden er blevet Indstevnte forvoldt.

Jonas Stenersen.