Rt-1906-645

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1906-07-24
Publisert:	Rt-1906-645
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 46/1 B 1906.
Parter:	Godseier Cato Aall (Advokat Carl Lundh) mod Departementet for de offentlige Arbeider paa Bandak-Nordsjø-Kanalanlæggets Vegne (Advokat Platou).
Forfatter:	Vogt, Mejdell, Blom, V. Scheel, Hambro, Thinn, Reimers
Lovhenvisninger:	Vasdragsloven (1887) §70, Lov bergverker (1842) §19, §49, §84

Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: Under en af Arbeidsdepartementet til Fremme af Kanalanlægget mellem Ulefos og Strengen tilstevnet Expropriationsforretning er i Aarenes Løb opstaaet adskillige Tvistigheder mellem Exproprianten og bl.a. Godseier Aall som Eier af Ulefos. Denne Eiendom tillhørte tidligere Godseier Nils Aall og eies nu af Godseier Cato Aall. Nogle af disse Tvistigheder er endelig paakjendt ved de af Høiesteret under 7 December 1895 og 18 Januar 1901 afsagte Domme, der er refereret i Retstidende for henholdsvis 1896 Side 153 ff. og for 1901 Side 167 ff. (Rt-1896-153 og Rt-1901-167) I Henhold til sidstnævnte Dom og til Fortsættelse af den midlertidig afbrudte Expropriationsforretning blev efter fornyet Paastevning under 30 mai 1901 paany inkamineret saadan Forretning. Under denne forlangtes Rettens Kjendelse angaaende 7 mellem Parterne opstaaede Tvistepunkter, og er saadan Kjendelse afsagt under 17de Juni næstefter. Kjendelsen er alene dokumenteret, forsaavidt angaar sammes Poster 1, 3 og 4. For de øvrige Posters Vedkommende har Parterne akviesceret ved trufne Afgjørelse. Posterne 1, 3 og 4 er derimod under nærværende Sag indanket for Høiesteret, No. 1 og 3 af Godseier Aall som Hovedappellant og No. 4 af Arbeidsdepartementet som Kontraappellant.

Hovedappellantens Paastand er saalydende:

«At de paankede Kjendelser No. 1 og 3 og det paankede Skjøn underkjendes, samt at den Hoved-Appellanten tilkommende Erstatning bliver at ansætte.

Side:646

1) uden Hensyntagen til fremtidige, nu uberegnelige Tab og Skadetilføielser ved Kanalanlægget og dets Drift,

2) Under Forudsætning af, at Kanalen ikke er berettiget til at anvende eller overlade andre den fra Hoved-Appellanten exproprierede Grund og Vandret til Brugsdrift.

At Kjendelse No. 4 stadfæstes.

At Kontraappellantskabet tilpligtes til Hovedappellenten at udrede Sagens Omkostninger for Underretten og Høiesteret.»

Kontraappellantskabet har paastaaet:

«a) principaliter:

at Kjendelsens Post 1 stadfæstes subsidiært:

at Hovedappellanten i Henhold til Vasdragslovens §70 kjendes uberettiget til for Fremtiden at gjøre noget Erstatningskrav gjældende for ved Expropriationsskjønnet uforudseet Skade;

b) at Kjendelsens Post 3 stadfæstes;

c) at Kjendelsens Post 4 underkjendes og at Skjønsmændene ved Værdsættelsen af Hølene ikke have at tage Hensyn til sandsynlige fremtidige Udviklingsmuligheder men kun at værdsætte samme efter Priserne paa Expropriationstiden i 1888.

d) at Kontraappellanten hos Hovedappellanten tilkjendes Processens Omkostninger for Høiesteret.»

Kjendelsens Post 1 gaar ud paa, «at Expropriationsforretningen bliver at fremme paa Grundlag af, at der ved Værdsættelsen bliver at tage Hensyn til den mulige fremtidige Skade, som Kanalanlægget kan komme til at paaføre Aalls Eiendom, saaledes at denne Skade bliver afgjort én Gang for alle».

Ligeoverfor denne Afgjørelse har Aall gjort gjældende, at mulig fremtidig Skade overhovedet ikke lader sig taxere, førend den indtræder, og at det derfor er selvsagt, at Erstatning for samme ikke kan afskjæres ved noget forudgaaende Skjøn. Fra Departementets Side er derimod hævdet, at Aall ingen Uret vil lide, naar enhver tænkelig Skade medtages i det nu paagaaende Erstatningsskjøn, og at Forbehold om senere Skjøn for den nu ikke paaviselige Skade vil bryde paa et Princip, der altid har været opretholdt i vor Expropriationspraxis, og ved hvis Befølgelse forebygges senere Processer, ligesom det derved muliggjøres for Exproprianten at afgjøre, om det vil svare Regning at gjennemføre det Foretagende, Expropriationen tilsigter at fremme. Departementet har videre paaberaabt sig Vasdragslovens §70 som afgjørende for, at Aall ikke nu længer har Adgang til at kræve Erstatning for Skade, der ikke ved Anlæggets Iværksættelse kunde forudsees, idet der er hengaaet mere end 10 Aar efter Fuldførelsen af Kanalanlægget, der har været i fuld Drift siden 1891.

Jeg kan ikke give Departementet Medhold i, at en Expropriant mod Expropriatus's Protest kan forlange paa Forhaand taxeret den mulige fremtidige Skade, som Anlægget eller dets Benyttelse kan medføre, men som ikke bestemt lader sig forudse eller beregne ved Expropriationsskjønnets Optagelse. Et saadant Forhaandsskjøn vil i sig selv være lidet betryggende og efter min Opfatning staa i bestemt Strid med Lovgivningens Forudsætninger. Jeg skal forsaavidt først henvise til den Lov, afødt xx.xx.1848, i Henhold hvortil Expropriationstilladelsen i nærværende Tilfælde er meddelt ved kongelig Resolution afødt xx.xx.1887. I denne Lovs §4 foreskrives, at Grundeiernes Erstatning skal, forsaavidt som Erstatningens Gjenstand forud lader sig bestemme, i Mangel af mindelig

Side:647

Overenskomst fastsættes ved lovlig Taxt, inden Arbeidet paabegyndes. De udhævede Ord forudsætter, at hvor Erstatningens Gjenstand ikke paa Forhaand lader sig bestemme, maa Erstatningen blive at fastsætte ved senere Skjøn. Det samme findes ligesaa tydelig forudsat i den paaberaabte Paragraf i Vasdragsloven, der svarer til §84 i Vasdragskommissionens Forslag, og om hvilken Paragrafs Betydning jeg henviser til Side 84 i Kommissionens Motiver. Af de der forekommende Udtalelser skal jeg derhos her særlig fæste Opmærksomheden ved Slutningsbemærkningen om, at den af Kommissionen foreslaaede Præklusionsfrist for Efterkrav ikke indskrænker Adgangen til at søge Erstatning for Skade, som anrettes, ikke af selve Anlægget, men ved dettes senere Benyttelse. Jeg henviser videre angaaende det her behandlede Spørgsmaal til, hvad der er anført af Førstvoterende i Høiesteretssagen 1895, citeret i Rt-1896-163.

Spørgsmaalet under denne Post bliver derfor efter min Mening nærmest det, om den i Vasdragslovens §70 opstillede Præklusionsfrist vil være til Hinder for, at Aall overhovedet kan gjøre Krav paa Erstatning for Skade, der ikke kan forudsees, under den i 1901 paabegyndte Skjønsforretning. Hvis dette Spørgsmaal maatte besvares bekræftende, vilde det medføre, at Erstatning for fremtidig Skade overhovedet ikke kunde indrømmes, hverken ved at medtages under den nys nævnte Skjønsforretning eller ved i Tilfælde at gjøres til Gjenstand for senere Skjøn. Det første er imidlertid ikke paastaaet af Departementet, der i dette Punkt udtryddelig har paastaaet stadfæstet den afsagte Kjendelse, efter hvilken Verdsættelsen netop skal medtage mulig fremtidig Skade. Efter min Mening stiller Spørgsmaalet sig processuelt saaledes, at det ikke for Tiden kan eller bør løses. Det kan i og for sig være tvilsomt, om Vasdragsloven i dette Tilfælde er anvendelig. Det kan videre være tvilsomt, fra hvilket Tidspunkt i Tilfælde de 10 Aar skal regnes, idet det kan synes urimeligt, at der skal løbe nogen Præklusionsfrist, saalænge Expropriationsforretningen ikke er afsluttet, at det med andre Ord skulde komme Aall til Skade, at han har tilladt Exproprianten at tage Grunden m.v. i Besiddelse, førend Skjønsforretningen er afsluttet. Det kan endvidere stille sig saaledes, at uforudseet Skade ved selve Anlægget ikke herefter kan kræves erstattet, men at det modsatte maa siges om Skade, der opstaar ved den Maade, hvorpaa Anlægget benyttes. At afgive paa Forhaand nogen for alle Tilfælde bindende Regel antager jeg hverken at være hensigtsmæssigt eller at paaligge Domstolene. Spørgsmaalet faar staa aabent, indtil der indtræder nogen uforudseet Skade og saa Aall i Anledning deraf maatte reise Erstatningskrav. Paa Grundlag af den her fremholdte Betragtning vil jeg stemme for, at Post 1 i den paankede Kjendelse forandres derhen, at der ikke ved Skjønnet bliver at tage Hensyn til uforudseelig Skade.

Jeg gaar dernæst over til Kjendelsens Post 3, som gaar ud paa, «at der ved Verdsættelsen af Hølene skal gaaes ud fra, at Kanalanlægget faar den fulde Eiendomsret over samme uden Paahefte af nogen Servitut». Denne Afgjørelse er bygget paa Høiesteretsdommen af 1901, hvorved bestemtes, at «Expropriationen bliver at fremme paa Grundlag af §4 i de Godseier Nils Aall vedkommende Expropriationsvilkaar saaledes, som disse er affattede i det for Expropriationsretten fremlagte Indlæg fra Sagfører Larsen afødt xx.xx.1897.» Denne Affatning indeholder bl.a. «for Kanalen exproprieres Eiendomsret til Pladsen Hølene med paastaaende Huse» osv. «I det

Side:648

exproprierede er ogsaa indbefattet fuldstændig Vand- och Strandret og det oprindelige Vandfald samt forøvrigt Eiendomsret og Strandret til Strandbredden op til høieste Flom paa Ulefos» m.v. Aall gjør nu gjeldende, at det ikke ved Høiesterets Dom er afgjort, at Kanalen har Ret til at anvende eller lade anvende den Grund af det Vand, der exproprieres fra Aall, til Brugsdrift eller anden Kanalens Øiemed uvedkommende Virksomhed. Han mener, at Dommen alene udelukker Aall fra saadan Drift, idet det er forudsat, at Kanalen trængte det hele saavel af vedkommende Grund som af Vand- og Strandretten, og at Brugsdrift her var uforenlig med Kanalens Intresser. Naar denne Forudsætning brister, og det altsaa viser sig, at der er exproprieret for meget, maa han efter sin Mening have Ret til at kræve tilbage, hvad Kanalen ikke tiltrænger. Under Henvisning til Expropriationsrettens Princip opstiller Hovedappellenten en Lære om Gjenerhvervelsesret for Expropriatus, hvilken Lære han angiver at være fastslaaet i andre Landes Lovgivning og Retsvidenskab, ligesom han paastaar, at Principet er godkjendt i norsk Lovgivning, hvorom han henviser til Veilovens §26, Bergværkslovens §19 og Vasdragslovens §49. Idet han oplyser, at vedkommende Vandfald med en Del af den tilstødende Grund nu er udbudt til Salg, gjør han opmærksom paa, at for Øieblikket ikke foreligger til Afgjørelse det Spørgsmaal, om Gjenerhvervelsesretten bliver aktuel, eller hvilket Omfang den i Tilfælde vilde have, men at hans Paastand alene tilsigter at forebygge, at Retten udelukkes. Han angiver, at hans Interesse her er at hindre Dispositioner fra Kanalens Side, der vilde vanskeliggjøre Gjenerhvervelsens Anvendelse, og at hindre Igangsættelse af en Brugsdrift, der kunde komme til at optræde konkurrerende med hans egen Bedrift paa Ulefos.

Jeg finder ikke at kunne give Aall Medhold under denne Post. For den nu paagaaende Skjønsforretning anser jeg nemlig Spørgsmaalet afgjort ved Høiesteretsdommen af 1901 i Forbindelse med, at intet er oplyst om, at Kanalen har disponeret over det exproprierede paa nogen Maade, der kan siges at staa i Strid med nævnte Doms Forudsætninger og Begrundelse. Af Referatet i Retstidenden for nævnte Aar vil det sees, at Aall allerede dengang reiste Indsigelse mod Expropriationsvilkaarenes §4, bl.a. paa det Grundlag, at der tilsigtedes exproprieret Vandkraft, som Kanalen ikke trængte til at benytte, men som var egnet til og agtedes anvendt til privat Brugsdrift. Det forudsættes ogsaa af Høiesteret, at Kanalen ikke for sit Øiemed tiltrængte Benyttelse af den hele Vandkraft. Naar desuagtet Høiesteret kom til det ovenrefererede Resultat, var det under Hensyn til, at om Forholdet antoges at kunne ordnes paa saadan Maade, at Brugsdrift kunde forenes med Kanaldriften, saa var det dog hermed ingenlunde sagt, at paa Forhand Kanalbestyrelsens Raadighed over Vandet vilde kunne begrændses saaledes, som det vilde være nødvendigt at begrænse den, forsaavidt Retten til at benytte en vis Del af Vandkraften skulde forholdes Grundeieren. Naar hensees til dette Grundlag for Høiesterets ubetingede Godkjendelse af Expropriationsvilkaarenes §4, i hvilken Henseende særlig kan bemærkes, hvad der under Høiesterets Votering er anført om, at Expropriationen kom til at omfatte foruden Strand og Elveleie det allerede før Arbeidets Paabegyndelse existerende Vandfald med den Virkning, at Kanalanlægget derved erhverver fuld Raadighed ogsaa over den ved Anlæggets Dæmning tilveiebragte nye Vandkraft, - og naar yderligere hensees til, at Departementet har

Side:649

oplyst, at Kanalen fremdeles er interesseret i at beholde Raadigheden over det hele Vandfald bl.a. for at kunne stille de i Kanalens Interesse nødvendige Betingelser for Kraftens delvise Udnyttelse af andre, kan jeg ikke finde det godgjort, at den Maade, hvorpaa Kanalen har benyttet eller muligens agter at benytte det exproprierede, er i Strid med Høiesteretsdommens Forudsætninger eller med Expropriationens Øiemed, at her saaledes skulde for Tiden foreligge nogen saadan Betingelse for Udøvelse af den saakalde Gjenerhvervelsesret, at Adgang dertil skulde kunne opstilles som en Forudsætning under Skjønsforretningen. Jeg ansaa det under den foreliggende Situation overflødigt at udtale mig om, hvorvidt overhovedet den omhandlede Ret under visse Betingelser skulde være hjemlet i norsk Lov.

Idet jeg saaledes ikke finder Grund til at tage tilfølge Post 2 i Hovedappellantens Paastand, antager jeg, at der overhovedet intet kan være til Hinder for at stadfæste Kjendelsens Post 3, idet det i samme benyttede Udtryk, «uden Paahefte af nogen Servitut,» selvfølgelig alene indeholder, at Aalls Paastand om Uberettigelse for Kanalen til at benytte det exproprierede paa nærmere angivet Maade ikke er givet Medhold.

Efter min her fremholdte Opfatning af Spørgsmaalet anser jeg det upaakaldt at undersøge og afgjøre, hvorvid Aall maatte have forspildt Udgangen til for Skjønsretten at fremsætte den her omhandlede Paastand derved, at han ikke har gjort den gjeldende under den ældre Høiesteretssag.

Fra Aalls Side er endelig anket over, at det afgivne Skjøn ikke er udtrykt i Tal, forsaavidt angaar de Fordele, der i Kraft af Høiesteretsdommen af 1895 er værdsat til Fradrag i Taxtbeløbet for paaført Skade. Forsaavidt har nemlig Skjønsmændene alene udtalt, at Værdien af Fordelene skjønnes langt at overstige Summen af vedkommende Skadeposter. Naar Appellanten paa Grundlag heraf paastaar det hele Skjøn underkjendt, kan denne Paastand ikke godkjendes, da Ankens Berettigelse alene kunde føre til, at der blev at afgive et Kontinuations- eller supplerende Skjøn. Da imidlertid ingen Begjæring derom er fremsat for Skjønsretten, finder jeg ikke, at der for Høiesteret er Anledning til forsaavidt at træffe nogen Bestemmelse.

Kontraappellen gjelder som anført Kjendelsens Post 4, der er saalydende: «At Skjønsmændene ved Verdsættelsen af Hølene har at tage Hensyn til sadanne sandsynlige fremtidige Udviklingsmuligheder af samme, som influerer paa dets Værdi i Handel og Vandel.» Departementet har begrundet sin Anke med den Betragtning, at Skjønsmændene alene har at tage Hensyn til den nutidige Værdi, til den Verdi, Eiendommen repræsenterer paa Afstaaelsestiden. Jeg kan ikke finde Anken beføiet. Det er i Kjendelsen udtrykkelig udtalt, at de sandsynlige fremtidige Udviklingsmuligheder alene skal tages i Betragtning, forsaavidt de influerer paa Eiendommens Værdi i Handel og Vandel. Og dette maa være korrekt. At binde Skjønsmændene til at værdsætte efter Priserne netop i 1888 finder jeg ingen Grund til.

Jeg skal under denne Post ikke undlade at bemærke, at det fra Departementets Side end ikke er antydet, at den her omhandlede Afgjørelse af Expropriationsforretningens Bestyrer har foranlediget noget efter Departementets Mening urigtigt Skjøn.

Idet jeg antager, at Processens Omkostninger for Høiesteret bør ophæves, bliver det min

Side:650

Konklusion:

Den paankede Kjendelses Post 1 underkjendes og forandres derhen, at ved Verdsættelsen ikke bliver at tage Hensyn til den ved Skjønnets Afgivelse uforudseelige Skade. Som Følge heraf ophæves Post c i det paankede Skjøn.

Forøvrigt stadfæstes, forsaavidt paanket er, Kjendelsen og det i Henhold til samme afgivne Skjøn.

Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Extraordinær Assessor, Advokat Mejdell: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Jeg skal med Hensyn til Kjendelsens Post 3 bemærke, at som af Førstvoterende nævnt er under Proceduren berørt, at der har af det Offentlige været udbudt til Salg Vandkraften ved Hølene. De nærmere Salgsvilkaar er imidlertid ikke dokumenteret, og jeg er med Førstvoterende enig i, at saaledes som Oplysningerne foreligger, er det ikke af Appellanten godgjort, at der er indtraadt nogen Forandring i den status quo, som var tilstede, da Høiesterets Dom afødt xx.xx.1901 afsagdes. Det blev dengang antaget (se Udtalelserne af Førstvoterende) at det ingenlunde kunde siges at være vitterligt og aabenbart, at det var unødvendigt af Hensyn til Kanalen og dens Drift, at den ved Expropriationen erhvervede Raadighed over hele Vandkraften. Nogen Forandring i dette Forhold er ikke for Tiden indtraadt, og for Tiden kan der saaledes ikke være nogen Føie til at indlade sig paa eventuelle Spørgsmaal om Gjenerhvervelse af Eiendommen under forandrede Forhold.

Med Førstvoterende er jeg enig i, at den Form, som den afsagte Kjendelse vedrørende Post 3 har faaet, maaske ikke er ganske heldig, men med Førstvoterende, finder jeg dog ingen Grund til derfor at foretage nogen Forandring i Konklusionen.

Assessor Blom: Idet jeg iøvrigt i det væsentlige og i Resultatet er enig med Førstvoterende, er det min Mening, at Værdsættelsen af Hølene bør ske efter denne Eiendoms Verdi i Handel og Vandel paa den Tid, da den afstodes til Kanalanlægget. Naar dette skede, er ikke nærmere oplyst her, men det har heller ikke, saavidt jeg har forstaaet Proceduren, været paastaaet, at Skjønsmændene har taget Hensyn til Verdien paa nogen anden Tid. Af den Grund finder jeg ikke tilstrækkelig Føie til at votere for Kjendelsen og Skjønnets Ophævelse i dette Punkt. Jeg tror, at Skjønsmændene har gaaet ud fra det samme, som jeg her har fremholdt.

Assessor V. Scheel: Jeg er paa samme Maade som Anden- og Tredievoterende enig med Førstvoterende.

Konstitueret Assessor, Byretsassessor Hambro: Ligesaa.

Extraordinær Assessor, Lagmand Thinn: Jeg er i det vesentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Reimers: Jeg er ligeledes i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende og tiltræder derhos i det Væsentlige ogsaa Assessorerne Mejdells og Bloms Bemærkninger.

Med Hensyn til Kjendelsens Post 3 og hvad der om den af Førstvoterende er anført, vil jeg dog have tilføiet følgende: Med Førstvoterende anser jeg det ved Høiesteretsdommen af 1901 afgjort, at Kanalanlægget er berettiget til for sit Brug at expropriere Hølene med tilhørende Vandret og Vandkraft fuldt ud til Eiendom og uden nogen Begrensning til Fordel for Aall. Om denne for det Tilfælde

Side:651

at det senere i Gjerning maatte vise sig, at Kanalen ikke for sit Behov direkte eller indirekte fuldt ud har Brug for den hele Vandkraft, og at den derfor kan overlade en Del af samme til Udnyttelse for privat Brugsdrift, er berettiget til at gjøre den i Appellantens Procedure omhandlede Gjenerhvervelsesret gjældende, og i Tilfælde under hvilke Forudsætninger og med hvilken Begrensning dette skulde kunne ske, - er et Spørgsmaal, som ikke foreligger og ikke kan foreligge til Afgjørelse under nærværende Sag, og som jeg derfor ikke i nogen Maade vil have udtalt mig om. Thi her er kun Spørgsmaal om, i hvilket Omfang Kanalanlægget er berettiget til at expropriere Hølene med Strandret og Vandkraft, saaledes som denne Ret ved Høiesteretsdommen af 1901 er fastslaaet. Hvad der senerehen kan ske og hvilke Rettigheder Grundeieren for det af mig nævnte og i Forhold til nærværende Sag Fremtiden tilhørende Tilfælde maatte kunne gjøre gjældende, er Spørgsmaal, som ligger ganske udenfor nærværende Sag, og som det i Tilfælde faar være Fremtiden overladt at afgjøre for det Tilfælde, at Spørgsmaalet maatte antage praktisk Skikkelse.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklution.

Expropriationsrettens Kjendelse hidsættes:

- - - Derefter afsagdes saadan Kjendelse:

I Sessionen den 30 og 31 Mai sidstliden har Aall paastaaet:

1. at fremtidige, større nu uforudseelige Skader, der paa Grund af Kanalanlægget kan blive paaført hans Eiendom skal være Gjenstand for Erstatning for hvert enkelt Tilfælde og ikke fastsættes en Gang for alle under nærværende Sag.

Kanalanlægget har derimod under Henvisning til Expropriationsvilkaarene paastaaet den hele Erstatningspligt nu endelig afgjort og anerkjender intet fremtidigt Krav i saa Henseende. - - -

- - - 3. At Kanalanlægget skal være uberettiget til at benytte noget af den ved Hølene exproprierendes Grund til Tomt for Fabrikanlæg eller til nogen Brugsdrift overhovedet, idet Hølene efter Planen og Vilkaarene bliver at expropriere til Slusevogterbolig og Plads for Maalehus m.v., og at hvad der exproprieres i Kanaløiemed ikke kan anvendes i andre Øiemed.

Kanalanlægget har protesteret herimod, idet det har anført, at Høiesteretsdom afødt xx.xx.1901 fremmer Expropriationsforretningen over Hølene til Eiendom uden Paahefte af nogen Servitut. - -

4. At alle Hølenefaldets fremtidige Udviklingsmuligheder i Form af forøget Vandføring skal tages med i Betragtning ved Faldets Værdsættelse, idet han har anført, at et Fald beliggende ved en regulerbar Elv med nærforestaaende Forbedringer af Vandføringen har en betydelig større Værdi end et Fald i en Elv, som ikke er Gjenstand for Regulering. Kanalanlægget har herimod anført, at heromhandlede henhører under Skjønnets Afgjørelse. - -

Idet bemærkes, at Forligsmægling forgjæves har været anstillet, skal Retten med Hensyn til de enkelte Punkter bemærke følgende:

ad 1. Expropriationsvilkaarens Post 5 bestemmer, at den Grundeieren tilkommende Erstatning bliver at bestemme saaledes, at enhver Skade og Ulempe, som han lider ved Kanalens Anlæg efter Planen ved Vandstandsforandring og Regulering eller ved Befærdselen af og Færdselen paa Kanalen derved faar sin endelige Afgjørelse forsaavidt ikke medtaget i Vilkaarens Post 1 lit. c.

Side:652

Efter denne Bestemmelse finder man det klart, at der ved det nu afgivendes Skjøn maa blive at tage Hensyn til den mulige fremtidige Skade, som Kanalanlægget kan komme til at paaføre Aalls Eiendom, saaledes at han for Fremtiden ikke kan kræve nogen Erstatning for hvert enkelt Tilfælde, hvorved Skade bliver ham paaført. - - -

- - - ad 3. Kanalanlægget er ved Høiesteretsdom afødt xx.xx.1901 kjendt berettiget til i sin Helhed at expropriere Hølene til Forebyggelse af skadelige Kollisioner tiltrods for, at Kanalen ikke trænger alt Vand i direkte Kanaløiemed. Der kan saaledes for Kanalanlægget blive Spørgsmaal om at nyttiggjøre den overflødige Vandkraft paa anden Maade, og heri antager man, at det ikke er Udgang til at hindre det, idet Kanalanlægget som anført er kjendt berettiget til at expropriere Vandfaldet med Grund til fuld Eiendom, uden at der er paalagt nogen Servitut. Skjønnet vil saaledes have at værdsætte Hølene uden Paahæfte af nogen saadan Servitut. - -

ad 4. Man finder det klart, at Skjønsmændene vil have at tage Hensyn til saadanne sandsynlige fremtidige Udviklingsmuligheder af Hølenefaldet, som kan influere paa dets Verdi i Handel og Vandel. - - -