Rt-1906-839

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1906-11-17
Publisert:	Rt-1906-839
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L. No. 42/2 1906
Parter:	C. S. Christensens Administrationsbo (Adv. J. A. Rubach) mod Carl A. Høyer (Adv. P. A. Holm).
Forfatter:	Motzfeldt, Birkeland Hambro, Blom, Skattebøl, Vogt, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §121, Konkursloven (1863), §101, §122

Assessor Motzfeldt: Ved Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1905 blev Carl A. Høyer anerkjendt som Fordringshaver i C. S. Christensens Administationsbo for et Beløb af Kr. 58.500,00 med 5 pCt, Rente fra 11 til 16 December 1902.

Dommen er afsagt under Dissens, idet en af de Voterende vilde anerkjende Høyer som Fordringshaver alene for et Beløb af 48.500 Kroner.

Angaaende Sagens nærmere Omstændigheder henviser jeg til Dommens Præmisser.

Byrettens Dom er af Christensens Administrationsbo indanket her for Retten, hvor Boet har nedlagt Paastand om, at Grosserer C. A. Høyer anerkjendes som Fordringshaver i Boet for 36.000 Kr. med Renter som i Byrettens Dom nævnt.

Høyer har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet. Og begge Parter har paastaaet sig tilkjendt Procesomkostninger.

Jeg kommer til samme Resultat som Byretten og er i det væsentlige enig i den Begrundelse, der af Pluraliteten er givet.

Jer er enig i, at Boer under privat Administration efter Konkurslovens Regler i det Spørgsmaal, hvorom der her handles, maa sidestilles med Konkursboer. Og da Høyer ikke har kontrapaaanket Byrettens Dom, hvorved der er skeet et Fradrag af 16.500 Kr. i det af ham i Boet anmelde Beløb, foreligger her videre til Afgjørelse alene Spørgsmaalet om hvorvidt de Afbetalinger, som en Samskyldner (en men andre solidarisk Skyldner) foretager, kommer en anden Samskyldner tilgode, naar de er foretaget, efterat denne er kommet under Konkurs eller under privat Administration efter Konkurslovens Regler.

Jeg antager som Byretten, at dette ikke kan være Tilfældet. Hver enkelt af Samskyldnerne er ligeoverfor Kreditor forpligtet for det hele Beløb, og ingen af dem kan forlange, at Kreditor skal foretage noget for at søge at faa ind noget hos de andre. Kreditor kan uden videre søge hvem af dem, han vil, for det hele. Og om alle Samskyldnere gjør Konkurs, kan han i alles Boer anmelde og forlange Dividende for sin hele Fordring. Intet af Boerne kan ligeoverfor

Side:840

ham fordre fradraget den Dividende, Kreditor faar i nogen af de andre Samskyldneres Boer, saalænge han ikke har faaet fuld Dækkelse. Denne Retsætning ligger til Grund for Konkurslovens §121. Det særegne i denne § er kun Slutningsbestemmelsen om Begrændsningen af Regreskravet indhyrdes mellem Boerne. Og jeg kan ikke indse, at der er Grund til at gjøre nogen Forskjel, fordi ikke alle Samskyldnere har gjort Konkurs, men enkelte af dem endnu er sine Boer raadige. Der er ingen Grund til, at den ene Samskyldners, Hr. C. S. Christensens Kreditorer skal komme i en gunstigere Stilling derved, at de andre Samskyldnere ikke har gjort Konkurs. Boet kan ikke beklage sig over at maatte betale Dividende af hele Fordringen, naar denne ikke samtidig er anmeldt af nogen anden. Efter Konkurslovens §122 maatte jo Boet, med den i Paragrafen, nævnte Begrændsning, ogsaa betalt Dividende af hele Fordringen, selv om den efter Konkursens Aabning var blevet indsriet og anmeldt i Boet af en Medskyldner eller Forlover. Og de to andre Samskyldnere, hvorom der her kunde være Tale, kan ikke beklage sig, idet de ikke har Ret til at anmelde noget i Boet. Haakon Johannesen har ikke betalt den paa ham faldende Del av Gjælden. Og Brødrene Hoff har udtrykkelig forpligtet sig til at lade Høyer repræsentere den hele Fordring overfor C. S. Christensen eller Boet.

Og jeg er enig med Byrettens Flertal deri, at det afgjørende Tidspunkt for, hvilke Afbetalinger der skal komme Boet tilgode, maa være Konkursens (Administrationens) Aabning. Det er den Omstændighed, at Skyldneren gjør Konkurs og derved hindrer Særforfølgning og henviser Kreditor til kun at saa Dividende af sin Fordring, der er det afgjørende. I et Konkursbo skal der finde et Opgjør Sted af Skyldnerens økonomiske Forhold. Og det, hvorpaa det kommer an, maa da være Skyldnerens økonomiske Stilling i det Øieblik, hans Bo kommer under Konkursbehandling. Dette gjælder særskilt Skyldnerens Gjældsforhold.

Processens Omkostninger finder jeg Grund til at ophæve.

Konklusion:

Byrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Birkeland: Jer er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Konstitueret Assessor, Byretsassessor Hambro, Assessor Blom, de extraordinære Assessorer Skifteforvalter Skattebøl og Lagmand Vogt og Justitiarius Løchen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Byrettens Dom hidsættes:

Under 19 April 1898 udstedte Grosserer Olaf Bernts Brødrene Hoff, Grosserer Haakon Johannesen og C. S. Christensen samt Ritmester Monrad Aas en Pantobligation stor 75.000 Kroner i Citypassagen (Akersgaden No. 47 og Pilestrædet No. 4 og 6) til Overretssagfører H. S. Smith. Obligationen, der er thinglæst 7 Mai 1898, transporteredes under 15 Juli 1898 til Grosserer Carl A. Høyer.

Den 5 Mai 1902 gav Høyer Obligationen saadan Paategning:

"I Henhold til Overenskomst med Brødrene Hoff afødt xx.xx.1902 og paa de ved denne Overenskomst fastsatten nærmere Vilkaar transporteres herved uden

Side:841

noget Ansvar for mig til Advokat Jan Helmer de sidst prioriterede Kr. 16.500,00 af nærværende Obligation. Ved sammae Overenskomst er Brødrene Hoff tilsagt Ret til ved successive Betalning af Kr. 12.500,00 at kræve Advokat Helmer tiltransporteret paa samme Vilkaar yderligere de sidt prioriterede Kr. 12.500,00 af nærværende Obligation samt til da at kræve Paategning om, at deres personlige Ansvar for Obligationen er bortfaldt."

Samme Dag (5 Mai 1902) udstedte Advokat Helmer følgende Erklæring:

"I Anledning af at Grosserer Carl A. Høyer idag har transporteret til mig de, sidst prioriterede Kr. 16.500,00 af den ham tilhørende 3 Pr. Obligation i Citypassagen, erklærer jeg herved, at Grosserer Høyer til de forud for denne Transport vedtagne Vilkaar for Transporten fremdeles udad repræsenterer Obligationens hele Beløb Kr. 75.000,00 og er uigjenkaldelig berettiget til med bindende Virkning for mig at optræde paa mine Vegne og gjøre ogsaa mine Rettigheder efter Obligationen gjældende, det være sig ved Realisationen af Pantet, ved Søgsmaal mod de Forpligtede, ved Anmeldelse i deres mulige Boer eller ved Indgaaelse af mindelig Ordning med de Medforpligtede, selv om herved enhver Ret for mig mod de Medforpligtede bortfalder og intet opnaaes til min Dækning".

Den 16 December 1902 indstillede C. S. Christensen sine Betalninger og den 5 Januar næstefter blev hans Bo sat under privat Administration med Afvikling efter Konkurslovens Regler.

Den 26 Marts 1903 indbetalte Haakon Johannesen 10.000 Kroner paa den omhandlede Obligation, der herom fik fornøden Paategning.

Under 25 April 1903 anmeldte Høyer Obligationen med dens oprindelige Paalydende 75.000 Kroner med Renter fra 11 December 1902 i Christensens Bo.

Den 29 Mai 1903 gav Høyer Obligationen saadan Paategning:

"Uden Ansvar for mig transporteres herved yderligere de sidst prioriterede Kr. 12.500 af nærværende Obligation til Advokat Jan Helmer paa samme Vilkaar som ved Transporten afødt xx.xx.1902 fastsat.

Min Fordring mod Brødrene Hoff efter nærværende Obligation og den med dem indgaaende Overenskomst at 23 April 1902 overdrages herved uden Ansvar for mig til Advokat Jan Helmer. Valuta modtaget.

Uanseet denne Overdragelse beholder jeg min Ret overfor De Medforpligtede at kræve Dækning af Obligationens fulde Beløb, indtil jeg har modtaget fuld Dækning af mit oprindelige Tilgodehavende Kr. 75.000,00."

Christensens Bo har negtet at anerkjende den af Høyer anmeldte Fordring med 75.000 Kroner, idet Boet fordrer fratrukket de af Haakon Johannesen indbetalte 10.000 Kroner samt de i Paategningerne afødt xx.xx.1902 og 29 Mai 1903 omhandlede Beløb, henholdsvis 16.500 Kroner og 12.500 Kroner, tilsammen 39.000 Kroner.

Høyer har da efter forgjæves anstillet Forligsprøve ved Stevning afødt xx.xx.1904 anlagt nærværende Sag mod Administrationsboet. Hans Paastand gaar ud paa, at han skal anerkjendes som Kreditor i Boet for 75.000 Kroner med 5 % Renter fra 11 til 16 December 1902.

Indstevnte paastaar Citanten anerkjendt som Kreditor i Boet for 36.000 Kroner (75 000 Kroner ÷ 39.000 Kroner) med 5 % Renter fra 11 til 16 December 1902.

Det Spørgsmaal, som først reiser sig er, om Konkurslovens §121 her kommer til Anvendelse. Ifølge denne Bestemmelse har Fordringshaveren, naar flere der hefte fælles for samme Fordring, er komne under Konkurs, Ret til i ethvert af Boerne at fordre Udlæg efter Fordringens hele paalydende Beløb, indtil han har faaet sit hele Tilgodehavende fuldstændig dækket. Anvendt paa nærværende Tilfælde vilde Bestemmelsen lede til, at Citanten skulde kunne kræve Udlæg i

Side:842

Christensens Bo for, hvad han havde tilgode efter Pantobligationen paa den Tid, da Boet som under Administration. Efter Bestemmelsens ligefremme Ordlyd gjælder den kun, naar flere Solidarskyldnere er under Konkurs, og jeg antager ikke, at det er Adgang til at udvide den til at gjælde ogsaa, hvor kun en enkelt Samskyldner er Konkurs. Som Følge af denne Forstaalese af Bestemmelsen finder jeg det ufornødent at indgaa paa, hvorvidt et Bo, der er under Privatadministration efter Konkurslovens Regler, falder ind under Bestemmelsens Betegnelse "er - - - under Konkurs," idet det er paa det rene, at det ikke er andre af vedkommende Samskyldnere end C. S. Christensen, der ikke er sit Bo raadig.

Selv om man ikke anser Konkurslovens §121 anvendelig i nærværende Tilfælde, følger dog ikke deraf, at den almindelige Regel om, at den ene Solidarskyldners Afdrag paa Fællesgjælden kommer den anden Samskyldner tilgode, in caru helt ud bliver at gjennemføre. Konsekvent vilde nemlig denne Regel lede til, at Afdrag, ydet af en solvent Solidarskyldner, blev at tage i Betragtning i et Konkursbo, indtil endelig Udlodning havde fundet Sted. Men dette vilde nære uhensigtsmæssigt for Boet og uheldigt for Fordringshaveren. Grænsen maa saaledes sættes ved et tidligere Tidspunkt. En Overretsdom i Rt-1870-417 sætter den ved Fordringernes Prøvelse; men Begrundelsen herfor forekommer mig ikke afgjørende. Tilbage staar da Valget mellem Konkursens Aabning og Fordringens Anmeldelse. At lade Konkursens Aabning være bestemmende for, hvor stor Fordring Kreditor kan anmelde i Boet synes dog at kræve speciel Lovhjemmel, idet en saadan Regel neppe kan udledes af den solidariske Forpligtelses Begreb eller Konkursforholdet som saadant. Derimod fremstiller det sig som naturligt, at Fordringernes Størrelse paa den Tid, den anmeldes i Konkursboet, ogsaa bliver at lægge til Grund ved Prøvelsen og Udlodningen. Naar disse Handlinger kan foregaa, beror jo i Regelen paa Omstændigheder, hvorover den enkelte af Tilfældigheder. Konkursbehandlingen er anordnet til Beskyttelse for Fordringshaverne og ikke til Indstrækning i deres Handlefrihed overfor andre Debitorer. Hvad Fordringshaveren efter Anmeldelsen maatte modtage i Afdrag paa Fællesgjælden bør derfor være Boet uvedkommende. Hvad jeg her har anført om Konkursboer, maa ogsaa gjælde Boer under Privatadministration efter Konkurslovens Regler. I heromhandlede Bo bliver efter dette Stillingen den, at det af Haakon Johannesen under 26 Marts 1903 indbetalte Afdrag paa 10.000 Kroner maa blive at fratrække i Obligationens Paalydende 75.000 Kroner, og at det i Transporterklæringen af den 29 Mai 1903 nævnte Beløb 12.500 Kroner ikke kommer i Betragtning til Fradrag. Tilbage staar da det i Transporten afødt xx.xx.1902 omhandlede Beløb af 16.500 Kroner. Efter hvad der er oplyst er af dette Beløb 1.250 Kroner betalt kontant til Citanten af Brødrene Hoff, medens Resten er likvideret i Mellemværende mellem sidstnævnte og Citanten. Brødrene Hoff har altsaa afgjort 16.500 Kroner af Obligationsbeløbet og denne Betalning maa komme Indstevnte tilgode. At Citanten har givet Advokat Helmer Transport paa de 16.500 Kroner kan forsaavidt ingen Betydning tilægges. Ligesaalidt at Citanten har forbeholdt sig at repræsentere Advokat Helmer med Hensyn til det transporterede Beløb.

Jeg kommer saaledes til det Resultat, at Citanten maa anerkjendes som Kreditor i Boet for 48.500 Kroner med 5 % Renter fra 11 til 16 December 1902. Da Citanten har Pant i Boets Eiendomme vil der med Udlægget blive at forholde efter Konkurslovens §101.

Processens Omkostninger antages at burde ophæves.

Konklusion:

Carl A. Høyer anerkjendes som Fordringshaver i C. S. Christensens Administrationsbo for et Beløb af 48.500 - otte og firti tusind hundrede Kroner med 5 - fem - af hundrede i aarlia Rente deraf fra 11 til 16 December 1902.

Processens Omkostninger ohæves.

K. Ovigstad.

Idet jeg forøvrigt - em end paa flere Puukter under Tvivl - i det Væsentlige slutter mig til Førstvoterende, finder jeg at maatte gaa ud fra, at det afgjørende Tidspunkt for hvilke Afbetalinger der skal komme Boet tilgode, er at søge ved Konkursens (Administrationens) Aabning. Da uphører Adgangen til Særforfølgning, det er kun de da foreliggende Fordringer, som kommer i Betragtning og Generalopgjøres Formaal forekommer mig overhovedet at maatte siges at være, at Boet skal fordeles, som det da foreligger. Naar der saa af - eller i Henhold til - Loven gives Kreditorerne en Frist til at enmelde og legitimere sine Fordringer, finder jeg at maatte antage, at Kreditorerne have Adgang til at benytte denne, i alle Parters Interesse givne Frist, uden at de derved skulle resikere, at dette medfører en Forringelse af deres Ret, som de, om Førstvoterendes Mening antages, vilde kunne bevare ved en ilsom uforberedt Anmeldelse.

Side:843

Thi konkluderes:

Carl A. Høyer anerkjendes som Fordringshaver i C. S. Christensens Administrationsbo for en Beløb av 58.500 - otte og femti tusen fem hundrede - Kroner med 5 - fem - af hundrede i aarlig Rente deraf fra 11 til 16 December 1902.

Processens Omkostninger ophæves.

Hans H. Vogt.

Jeg er enig med Andenvoterende i, at det i den omhandlede Henseende afgjørende Tidspunkt maa blive Administrationsboets Aabning. Der bliver efter dette kun Spørgsmaal om de i Overenskomsten afødt xx.xx.1902 omhandlede 16.500 Kroner. Forholdet hermed forekommer mig adskillig uklart; imidlertid maa jeg, efter hvad der foreligger, med Førstvoterende gaa ud fra, at det nævnte Beløb af Brødrene Hoff er afgjort ved Betalning af Kr. 1.250 kontant og Likvidation for Resten i andet Mellemværende mellem Citanten og Brødrene Hoff. Dette sidste kan jeg ikke se, at Citanten har beneget, og da de senere for Brødrene Hoff indbetalte 8.000 Kroner er taget til Indtægt for de sidste 12.500 Kroner af Pantobligationsbeløbet og ikke for de 16.500 Kroner, finder jeg saa meget mere Grund til at antage, at det sidstnævnte Beløb er fuldt afgjort af Brødrene Hoff. Jeg finder ogsaa, at den Uklarhed, som er tilstede, i Tilfælde maatte gaa ud over Citanten, som har negtet at fremlægge der ovennævnte Overenskomst og heller ikke har givet nærmere Oplysning angaaende Indholdet, forsaavidt betræffer Brødrene Hoffs Forhold til Citanten i den omhandlede Henseende. I dette Punkt er jeg saaledes enig med Førstvoterende.

Med disse Bemærkninger slutter jeg mig til Undenvoterendes Resultat.

F. Mack.