Rt-1908-492

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1908-07-04
Publisert:	Rt-1908-492
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 52/1 B f. A.
Parter:	M. Engzelius & Son (Advokat J. M. Lund) mod Landbrugsdepartementet (Regjeringsadvokaten).
Forfatter:	Mejdell, Prydz, Motzfeldt, Roll, Hagerup Bull, Platou samt Reimers
Lovhenvisninger:

Ekstraordinær Assessor, Advokat, Mejdell: Med Hensyn til nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder henvises til Præmisserne til den af Auktionsretten i Nordre Osterdalen den 8de October 1904 afsagte Kjendelse og til Trondhjems Overrets Dom af 26de Februar 1906.

Ved nævnte Kjendelse blev saaledes eragtet: "Den af Firmaet M. Engzelius & Søn, Røros, begjærede Tvangsauktion over G.- No. 59, Br.-No. l, Fogedplads i Øvre Rendalen, bliver at fremme forsaavidt angaar: 1. Pantobligation l August 1860, tinglyst 14 Februar 1861, fra Berit Pedersdatter til A. Fahlstrøm stor 125 Spd. og 2. Pantobligation af 3 Mai tinglyst 17 Juli 1866, fra John Johnsen Drevsjøhytte til M. Engzelius & Søn stor 110 Spd. Derimod negtes Auktionens Fremme forsaavidt angaar: 3. Pantobligation af 3 Mai, tinglyst 15 Juli 1853, tinglyst paany 15 November 1864 fra John Johnsen Drevsjøhytte til M. Leigh & Co., stor 59 Spd. 2 Ort og 10 still."

Overrettens Dom er saalydende: "Den paaankede Kjendelse afødt xx.xx.1904 underkjendes, hvorhos den i Henhold til samme stemmede Auktion over G.-No. 59, Brugs-No.1, Fogedplads i Øvre Rendalen, bør uefterrettelig at være. Den af Kontraappellantskabet, M. Engzelius & Søn, nedlagte Paastand tages ikke tilfølge, Processens Omkostningerr ophæves."

Ved Stevning afødt xx.xx.1906 er Overrettens Dom af M. Engzelius & Søn indbragt til Høiesterets Prøvelse, hvor der for Appellantskabet er nedlagt saadan Paastand: 1) Den under 30 November 1904 afholdte Tvangsauktion over Fogedplads, G.-No. 59, Br.-No. l, af Skyld 35 Øre i Øvre Rendalen stadfæstes. 2) Den afsagte Eragtning afødt xx.xx.1904 underkjendes, forsaavidt Auktionen negtet Fremme forsaavidt angaar Pantobligationen, tinglyst 15 Juli 1853 og paany tinglyst 15 November 1864 fra John Johnsen Drevsjøhytte til M. Leigh & Co., stor 59 Spd. 2 Ort og 10 Skill., og nævnte Obligation anerkjendes som Heftelse paa Fogedplads for sit paalydende Beløb med Renter til Likvidation for Appellanten i Tilagssummen ved Auktionen 30 November 1904, 3) Appellanten tilkjendes Sagsomkostninger for alle Retter."

For Indstevnte, Landbrugsdepartementet, har Regeringsadvokaten afgivet Møde og nedlagt Paastand om Stadfæstelse af Overrettens Dom samt om, at Appellantskabet tilpligtes at betale Indstevnte Processens Omkostninger for Høiesteret samt Salær for Regjeringsadvokaten.

Jeg kommer til samme Resultat som Overretten og finder det tilstrækkelig som Begrundelse at henvise til Overrettens Domspræmisser, hvilke jeg i alt Væsentlig kan tiltræde.

Sagens Omkostninger, der udgiøres af Salær til Regjeringsadvokaten, finder jeg, at Appellanten maa tilsvare.

Konklution.

Overrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Regjeringsadvokaten for Sagens Udførelse ved Høiesteret betaler M. Engzelius & Søn 250 Kroner.

Side:493

Ekstraordinær Assessor, Byretsassessor Prydz: Enig med Førstvoterende.

Assessorerne Motzfeldt, Roll og Hagerup Bull ekstratraordinær Assessor, Professor Platou samt Assessor Reimers: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Underrettens Dom hidsættes:

Under: 18 Juli 1903 har Overetssagfører Mller paa Vegne af Firmaet M. Engzelius & Søn, Røros, indkaldt Det kgl. norske Landbergsdepartementet til Øvre Rendalens Forligelseskommission i Anledning paatænkt Tvangsauktion over G.-No. 59, Br. No. l, Fogedsplads i Øvre Rendalen, pantstillet ved: l. Pantobligation af l August, tinglyst 14 Februar 1861, fra Beret Pedersdatter til A. Fahlstrøm, stor 125 Spd. 2. Pantobligation af 3 Mai, tinglyst 17 Juli 1866, fra John Johnsen Drevsjøhytte til M. Engzelius & Søn, stor 110 Spd. 3. Pantobligationaf 3 Mai, tinglyst 15 Juli 1853, tinglyst paany 15 November 1864, fra John Johnsen Drevsjøhytte til M Leigh & Co., stor 59 Spd. 2 Ort og 10 Skill. - - -

Sagens faktiske Sammenhæng sees at være følgende:

I 1820 ansattes som Skofoged for Røros Verk i det 5 søndensjeldske Skogdistrikt en Mand ved Navn John Johnsen Olsen, der ifølge den irettelagte Instruktion herfor nyder 30 Speciedaler aarlig Løn og Løfte om et passende Arbeidsrum ved Drevsjøhytte". Dette Arbeidsrum antages af begge Parter at være den nu omstridte "Fogedplads", som John Olsen erholdt enten i 1820 eller muligens først i 1825. John Olsen brugte, nu Pladsen til sin Død, antagelig i 1847,, og fortsattes Brugen da af hans Enke, Berit Pedersdatter, der i 1860 udstedte den foran, under l) cit. Pantobligation til A. Fahlstrm. I 1865 bortskjødede hun Pladsen til sin Søn John Johnsen. der i 1866 udstedte den under 2) cit. Pantobligation til M. Engzelius & Søn og tidligere, allerede i 1853 havde udstedt den under 3) cit. Pantobligation til M. Leigh & Co. med Pant i alt, hvad, han eier og eiendes vorder. Samtlige Pantobligationer har ved deres Tinglysning faaet Anmerkning om, at Udstederne mangler tinglyst Hjemmel til Eiendommen Fogedplads.

Landbrugsdepartementet, der mener nu, at være Eier af Fogedplads, grunder sin Protest mod tvangauktionens Fremme deri, at Skofoged John Olsen ikke besad Fogedplades qua Eier, men som Bygsler, idet han fik Eiendommen til Benyttelse som en Del af sin Løn som Skogfoged, og, at saaledes hverken han, hans Hustru eller Efterkommere har havt Eiendomsret til, Pladsen, hvorfor de heller ikke med bindende Virkning for Røros Verk eller nu Staten, der er den virkelige Eier, har kunnet pantsætte Pladsen. Til Støtte for denne Opfatning anføres, at Røros Verk der selv kun havde en Brugsret i Rendalens nordre Allmenning, inden hvilken Fogedplads er beliggende ikke havde Adgang til at afstaa Pladsen til Eiendom, men kun til Brug. Det John Olsen givne Løfte paa et Arbeidsrum maatte forstaaes overensstemmende hermed som en Plads til Bygsel, der med Rette skulde have bortfaldt, da John Olsen ophørte som Skogfoged. Naar han og hans Hustru har brugt Pladsen ogsaa senere, var dette kun en Brug rent precario. En af Røros Verk nedsat Besigtigelseskommission sees i 1851 at havde medtaget Pladsen blandt Røros Verks Eiendomme og anføres det under denne Forretning, at John Olsens Enke ikke var til at formaa til at tage Bygsel paa Pladsen, hvorimod hendes Søn, John Johnsen, ønskede at faa Bygsel. Af en Skrivelse afødt xx.xx.1853 fra Bergskriver Falck til Fogden i Østerdalen om Skylddeling af denne Plads m.fl. sees ogsaa Falck at gaa ud fra, at Pladsen til hørte Røros Verk.

Side:494

Fra Auktionsrekvirenternes Side anføres herimod, at det John Olsen i 1820 givne Løfte om et Arbeidsrum kun kunde forstaaes som Løfte om Pladsen til Eiendom. At dette var forskjellig fra, hvad der gjælder for Skogfogder i Almindelighed, har sin Grund deri, at den heromhandlede Plads ikke var ryddet, hvorimod Skogfogderne i Almindelighed fik ryddede og dyrkede Pladse, men da kun til Bygsel. Videre anføres, at selvom Meningen fra Røros Verks Side muligens havde været, at Pladsen skulde erholdes kun til Bygsel, saa blev dette ikke paa nogen Maade tilkjendegivet John Olsen, der i hele sin Besiddelsetid fra 1825 - eller muligens 1820 - og til antagelig i 1847 har brugt Pladsen som Eier. Hans Enke har været af samme Opfatning, hvorfor hun ogsaa har anseet sig berettiget til at pantsætte Pladsen, ligesom hun i 1865 har bortskjødet den til sin Søn, der i 1866 ligeledes har pantsat den.

Skogfoged John Olsen og Hustru Berit Pedersgdatter samt Søn John Johnsen, der samtlige staar i Sukcessionsforhold til hverandre, har sammenlagt brugt Pladsen fra 1820 eller 1825 til 1868 og den til Hævd nødvendige Tid sees saaledes at være forløbet. Spørgsmaalet bliver nu, om der fra Landbrugsdepartementets Side er godtgjort Omstændigheder, der in casu skulde udelukke Hævd.

Af Ordlyden i Instruksen af 1820 fremgaar ikke, hvorvidt Arbeidsrummet skulde erholdes til Eiendom eller blot til Brug. Denne Instruks kan saaledes ikke antages paa nogen Maade at hindre John Olsens mulige Tro paa, at han sad som Eier af Pladsen. Hvordan John Olslens Stilling har været opfattet kan heller ikke med Tydelighed sees. I Røroskommissionens i 1870 Aarene afgivne Indberetning (Befaringsprotokollen Side LXXX og LXXXI) sees vedkommende denne Plads anført, at Skogfoged Jens Lassesen antager, at Pladsen forlængst er hævdet til Eiendom, og at John Johnsen (John Olsens Søn) har fuld Eiendomsret til den. Under en Skyldsætningsforretning af 1854, hvorved Pladsen blev skyldlagt, synes man ogsaa nærmest at have gaaet ud fra den Opfatning, at Pladsen tilhørte John Olsens Enke. Paa den anden Side sees som nævnt Besigtigelseskommissionen i 1851 at havde medtaget Pladsen blandt Røros Verks Eiendomme, ligesom Bergskriver Fald i en Skrivelse afødt xx.xx.1853 har forudsat, at den tilhørte Verket. Den Omstændighed, at det ikke var almindelig, at Skogfogder fik Pladse til Eiendom, og at Fogedplads overlodes John Olsen som en Del af hans Løn som Skogfoged, synes jo i og for sig at maatte vække Præsumption for, at Pladsen kun overlodes ham til Brug og ikke til Eiendom. Om Pladsen blev overladt John Olsen kun til Brug, kan som tidligere nævnt ikke sees, og den ovennævnte Præsumption synes betydelig afsvækket ved, at John Olsens Enke uden Oprettelse af nogen Overenskomst med Røros Verk fortsatte Besiddelsen og Brugen af Fogedplads efter Mandens Død og vel at merke ogsaa, efterat hun overfor Røros Verk havde erklæret, at hun betragtede sig som Eier af Pladsen. At Røros Verk her intet foretog, hverken overfor hendes Søn John Johnsen til hvem hun i 1865 bortskjødede Eiendommen, synes dog at tyde paa, at det ikke var paa det Rene, at John Olsen kun havde faaet Pladsen som Bruger. At det ikke var helt utænkelig, at Pladsen har givet til Eiendom, bestyrkes ogsaa ved Udtalelserne fra Jens Lassesen, der selv sad som Bruger. Røros Verk Retsforhold til Almenningen har - efter hvad der fremgaar af Røroskommissionens Indberetning (se S. 141 flg.) - uklart, og det sees at Verket til forskjellige Tider har villet gjøre gjældende, at Almenningen var det overladt til Eiendom. Særlig gjald dette det inden Almenningen beliggende Jordegods. Det er saaledes ikke udelukket, at Verket ogsaa kan have anseet sig berettiget til at afstaa Fogedplads til Eiendom.

Side:495

Der synes saaledes at, foreligge flere Omstændigheder der peger paa, at John Olsen muligens her var i en anden Stilling end Skogfogder i Almindelighed og under disse Omstændigheder finder man ikke, at der fra Landbrugsdepartementets Side er ført tilstrækkelig Bevis for, at John Olsen maatte forstaa, at Fogeplads blev ham overladt kun til Brug, og at hans Adkomst skulde udelukke hævd til Eiendom. I John Olsens Tid kan ikke Spørgsmaalet om Eiendomsret sees at være fremkommet, og har man angaaende hans Opfatning kun hans Hustrus Udtalelse at holde sig til. Saasnart Spørgsmaalet opstaar, hævdes bestemt Eiendomsret, ligesom Pladsen af Enken disponeres som hendes egen Eiendom, pantsættes og bortskjødes, uden at hun stanses deri af Røros Verk, som jo, i Tilfælde Pladsen var dets Eiendom, her meget let havde kunnet grebet ind ved at bortfæste Pladsen til Enkens Søn John der i 1851 erklærede sig villig til at tage Fæste.

At Anders Johnsen - John Johnsens Søn - i 1868 tog Fæste paa Pladsen kan saavidt skjønnes ikke tillægges nogen Betydning ved Bedømmelsen af de tidligere Besidderes gode Tro og antages det ufornødent at indgaa paa Motiverne til Fæstet. Selve Fæstebrevet sees forøvrig forudsætningsvis at have anerkjendt den af Berit Pedersdatter foretagne Pantsættelse, idet Røros Verk i Betingewlsernes Post 10 fraskriver sig ethvert Regreskrav fra Anders Johnsen, forsaavidt Eiendommen med Hjemmel af denne Pantobligation maatte blive bortsolgt, en Reservation som dog maatte synes høist unaturlig, hvis Verket i dette Fæste kun havde seet en Stadfæstelse af den Eiendomsret, som det den hele Tid havde havt til Pladsen, og under hvilken Forudsætning det ogsaa havde været givet, at den foretagne Pantsættelse har ugyldig.

Retten kommer saaledes til det Resultat, at John Olsen, Hustru og Søn har hævdet Fogedplad. - - -

Af Overrettens Dom hidsættes: - - - Angaaende Tvistens Gjenstand og de fremkomne Bevisligheder henvises til Præmisserne for den paaankede Eragtning. Her ved Retten er af nye Bevisligheder af Hovedappellantskabet fremlagt Ekstraktgjenpart af en Skrivelse fra fhv. Skoginspektør Saxe til Skogdirektøren afødt xx.xx.1905, hvori bl.a. udtales, at naar det i Skoginspektør Ramms Instruks for Skogfogfoged John Olsen er anført, at han faar "Løfte om et Arbeidsrum ved Drevsjø Hytte", saa kan det herved ikke være ment Brug af nogen Fordeiendom, idet der ved Løfte om Arbeidsrum ved Hytten altid har været forstaaet og den Dag idag forstaaes Tilsagn om Anledning til at faa Arbeide ved Hytten, ligesom Afftaaelse af Arbeidsrum ved Hytter havde været Gjenstand for Ansøgning og Bevilling af Overdirektionen, og der havde herved, saavidt Skoginspektøren kunde se. altid kun været Tale om personlig Arbeide, ikke om Brug af nogen Fordeiendom. Tillige anføres, at Jens Lassesen, der sukcederede John Olsen fra Begyndelsen af 1844, ham bekjendt har den eneste af Verkets Skogfogder, der havde avgiftsfri Brug af en Jordeiendom. Derimod havde flere af Skogfogderne været Leilændinger under Verket og betalt Bygselafgift og Skatter som andre Bygselmænd og kun været aflønnede med Penge. - - - Kontraappellanten har benegtet Rigtigheden af det af Saxe anførte som ubeediget og henvist til den ved Auktionsretten fremlagte Udtalelse fra Røros Verks Direktør afødt xx.xx.1904, hvorefter de fleste Skogfogder har faaet Eiendom til afgiftsfri Brug og Obdyrkning. - - -

Sagen findes at stille sig meget tvilsom, men det antages dog, at det vil være rigtig at besvare Spørgsmaalet, om Berit Pedersdatter og John Johnsen havde vævdet Eiendomdsret over Pladsen, benegtende, saaledes at den paaankede Kjendelse maa blive at underkjende og den i Henhold til samme afholdte Auktion at kjende uefterrettelig. For at Hævd skulde kunne være erhvervet, vilde det være nødvendig, at ogsaa den Tid, hvori Pladsen brugtes af Berit Pedersdatters i 1847 afdøde Mand Skogfoged John Olsen, kunde medregnes, idet Hævdstiden, hvor det som her gjælder Almenning, er 30 Aar. Nu er det ganske vist ikke lykkes at konstatere John Ohlsens Adkomst. Formodningen om, at denne skulde være at søge i det ved hans Ansættelse givne Løfte om et "Arbeidsrum" ved Hytten, har efter Skoginspektør Saxes Oplysninger tabt væsentlig i Sandsynlighed, men der maa dog siges at være en til Vished grænsende Sandsynlighed for, at Pladsen ikke kan være blevet John Olsen overladt til Eiendom. Baade vilde Røros Verk have savnet Beføielse dertil, og der findes, saavidt sees, efter de i den kongelige Røroskommissions Indstilling meddelte Oplysninger heller ikke noget Eksempel paa, at Verket har disponeret over den omhandlede Almenning paa saadan Maade. Man synes derfor at kunne sætte denne Mulighed ud af Betragtning og gaa ud fra, at Brugen af Pladsen er blevet John Olsen indrømmet som et Tillæg til hans Løn som Skogfoged, eller at han i Kraft af et formodet eller mundtliq meddelt Samtykke har nedsat sig som Rydningsmand, uden at det er blevet

Side:496

iagtaget at give ham Nedsættelsesbevilling og udfærdigeFæstebrev. At saa kunde skee, synes ingenlunde uforklarlig, naarhensees til, at John Olsens Instruks anviste ham ata antage dertil egnede og villige Folk som Rydningsmænd, idet Skoginspektøren lover bagefter at give den forodne Bevilling. Men en saadan Rydningsmand erhvervede ikke Eiendomsret men kun Brugsret til den anviste Strækning, og der er heller ikke noget der under paa at John Olsen har ment sig at være i Eiendomsbesiddelse af samme eller optraadte med nogen Prætension herpaa. At Berit Pedersdatter nogte Aar efter Mandens Død har vægret sig ved at tage Brugret kan vistnok ikke paaberaabes som et Vidnesbyrd herfor: det afvækkes ialfald væsentlig ved Oplysningen om at Sønnen John Johnsen var villig dertil, ligesom dennes i 1868 afgivne Erklæring om Betingelsesvis at frafalde sin prætenderede Eiendomsret, hvad end den nærmere Foranledning matte være, synes egnet til at vække Tvivl, om han har haft nogen egentlig tro paa Paastandens Beretigelse. Og selv om man ikke vil anse det udelukket at John Olsen kan have ment at besidde Pladsen som sin egen, saa kan vistnok en saadan Tro fra hans Side ikke ansees undskyldelig. Det maa her komme i Betragtning, at han var Verkets Skogfoged og som saadan maa antages at have væretbekjendt med, at Rydning i Almenningen til Eiendom ikke kunde finde Sted. Forholdet kan i det Hele neppe sidestilles med det som forelaa i den Rt-1875-108 flg. refererede Høiesteretssag. - - -