Rt-1911-465
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1911-02-16 |
| Publisert: | Rt-1911-465 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 21/1 s.a. |
| Parter: | Hadelands almenningsstyre (adv. I. A. Rubach) mod gaardbruger Ole Gundersen Hoff og ingeniør Axel Amundsen (adv. A. E. Ottesen). |
| Forfatter: | Vogt, Thoresen, Blom, Mejdell, Skattebøl, Gjelsvik, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Skylddelingsloven (1909) §14, Norske Lov (1687) 3- |
Ekstraordinær assessor Vogt: Foranledningen til nærværende sag og dennes gjenstand samt nærmere omstændigheder vil fremgaa af præmisserne til Kristiania overrets dom afødt xx.xx.1909, hvorved blev kjendt for ret: «Den paaankede skylddelingsforretning underkjendes og ophæves. Sagens omkostninger ophæves.»
Dommen er af Hadelands almenningsstyre paaanket til høiesteret til stadfæstelse; denne stevning er rettet saavel mod gaardbruger Ole Gundersen Hoff som mod ingeniør Axel Amundsen. Af den sidste er dommen kontrapaaanket, idet ved denne stevning Ole Gundersen Hoff er varslet for processens skyld. Han har ikke afgivet møde ved høiesteret, hvor Hadelands almenningsstyre har nedlagt paastand om stadfæstelse af overrettens dom og tilkjendelse af omkostninger hos ingeniør Amundsen, medens denne har paastaaet principalt, at den paaankede skylddelingsforretning afødt xx.xx.1907 afhjemlet samme dag, hvorved er skyldlagt en parcel mark 0,25 fra gaarden Hov i Gran gnr 262, bnr 2 opretholdes, og subsidiært, at den paaankede skylddelingsforretning opretholdes og i forbindelse dermed, at skjødet afødt xx.xx.1908 fra Ole G. Hoff til verkseier Amundsen paa Hoffs Vojasæter opretholdes, forsaavidt der ved skylddeling og skjøde er hjemlet Amundsen en brugsret over den til Hoffs Vojasæter hørende og særskilt indgjærdede sætervold nemlig foruden en ret til at bruge husbygningerne en ret til at bruge og opdyrke selve sætervolden, samt at verkseier Amundsen hos Hadelands almenningsstyre for ethvert tilfælde tilkjendes sagens omkostninger for overret og høiesteret.
For nærværende ret er fremlagt endel nye oplysninger, saaledes en skrivelse fra T. Wiborg til Lunner almenningsstyre, omhandlende en af ham kjøbt eiendom Løvli, der maa antages at have været sæter i Hadelands almenning og frasolgt samme omkring 1884 til hvilken sæter Wiborg efter andragende til almenningsstyret blev fra almenningen udvist tømmer til opførelse af vaaningshus paa sæteren, ligesom han fik anledning til at anbringe brønd og lægge vandledning derhen; senere har han derhos efter anmodning af almenningsstyret været med at regulere grænsen mellem almenningen og sæteren.
Under 22 september og 13 oktober 1910 er inden Hadeland og Lands sorenskriveri optaget et tingsvidne, hvorunder bl.a. er afgivet forklaringer om benyttelsen af Vojasæteren i tiden fra 1876 og udover. Disse forklaringer gaar bl.a. ud paa, at Fredrik Andersen havde benyttet sæteren ogsaa mellem 1876 og 1880, og at han havde sat poteter paa samme og derhos tillige dyrket grønfor samt opført et nyt sæterstørhus og ryddet flere stykker af sætervolden; han boede om vinteren paa Tjærehytten, medens han om sommeren havde sine kreaturer paa Voja. - Jeg skal i denne forbindelse bemerke, at naar det i
Side:466
overrettens dom er anført, at sæteren i 1904-1907 formentlig havde været benyttet som sæterbrug under gaarden Hov, saa beror dette antagelig paa en misforstaaelse, da det efter de for høiesteret foreliggende oplysninger maa antages, at sæteren i de nævnte aar blev brugt af Fredrik Andersens søn Edvard Fredriksen, efterat Embret Vojas enke i 1903 havde opgivet brugen. Under det nævnte tingsvidne har Anders Fredriksen bl.a. forklaret, at hans fader, før han kjøbte Voja gaard i 1876 engang hugget nogle tylvter trær paa Vojasæteren, af hvilke trær bord blev opskaaret paa Skjærvesagen, der tilhører almenningen.
Paa foranledning af almenningsstyrets advokat har Brandbu almenningsstyre oplyst, at det er noksaa almindelig, at der i Brandbu almenning dyrkes baade grønfor og andre vekster paa sætervoldene. Lignende erklæring er afgivet af Grans almenningsstyre, ligesom vidneforklaringer i samme retning er afgivet af den tidligere formand i Hadelands almenningsstyre og af den nuværende formand i Brandbu almenningsstyre, der begge udtaler, at den omforklarede dyrkning kun sker for sæterdriftens skyld, og at der i saa henseende ikke føres nogen kontrol fra almenningsstyret.
For høiesteret har ingeniør Amundsen ikke optaget de paastande, der af overretten er behandlet under 1 a og 1 b, nemlig at den omhandlede sæter ikke skulde ligge indenfor grænserne for almenningens grund, og at den ved den i 1875 fuldførte udskiftning var forudsat at forblive som de andre sætre hos vedkommende gaardbrugere, idet de ikke skulde have tilhørt almenningen.
Jeg kommer til samme resultat som overretten og kan i væsentlige punkter tiltræde dens begrundelse. Med hensyn til hævdsspørgsmaalet anser jeg det afgjørende, at den brug af sæteren, som Hoffs eier fra 1860-aarene og udover har overladt til andre, ikke kan findes at have artet sig saadan, at den maa siges at give udtryk for udøvelse af eiendomsraadighed. Forholdet maa betragtes saaledes, at det var sæterretten, Hoffs eier overlod fremmede at udnytte, og da sæterret i almenning ikke hviler paa eiendomsret til grunden, men alene er en begrænset brugsudøvelse paa grund, tilhørende almenningens eier, vil en udnyttelse som den stedfundne, selv om den er gaaet udover, hvad den brugsberettigede rettelig havde adgang til, ikke kunne begrunde hævd af eiendomsret.
Med hensyn til paastandene om, at der for Hadelands almennings vedkommende skulde være etableret en retssedvane, der staar i strid med lovbogens regler om omfanget af den sæterberettigedes raadighed, og til paastanden om, at almenningsstyret skulde have godkjendt det i nærværende sag omhandlede salg af Vojasæter dels ved passivitet og dels ved sine forhandlinger med Amundsens advokat angaaende Amundsens forhold som kjøber af en anden sæter, kan jeg indskrænke mig til at henvise til overrettens begrundelse, som jeg helt ud tiltræder. Jeg vil alene tilføie, at i det møde, almenningsstyret afholdt 21 december 1907, hvor Amundsen tilstodes jagtret under sit ophold paa den anden sæter, har almenningsstyret udtrykkelig forbeholdt sig ikke at ville binde senere almenningsstyrer, og at det ved den trufne ordning intet har indrømmet med hensyn til Amundsens ret til jagt eller fiske.
I forbindelse hermed skal jeg bemerke, at jeg i nærværende sag, der alene angaar spørgsmaalet om gyldigheden af vedkommende skylddelingsforretning, ikke finder anledning til at omhandle det spørgsmaal, der tilsigtes løst ved Amundsens subsidiære paastand for høiesteret, nemlig spørgsmaalet om hvorvidt Amundsen, uanseet om
Side:467
skylddelingsforretningen ophæves, kan paastaa brugsret over den til sæteren hørende sætervold.
Naar jeg saaledes med overretten er enig i at antage, at Hoffs eier ikke har havt eller erhvervet eiendomsret til den grund, der var gjenstand for skyldsætningen afødt xx.xx.1907, og som ved skjøde afødt xx.xx.1908 af Ole Gundersen Hoff blev solgt til verkseier Axel Amundsen, maa jeg ogsaa tiltræde den opfatning, der ligger til grund for overrettens dom, at skyldsætningsforretningens rekvirent har været uberettiget til at lade sæteren skyldsætte som særskilt eiendom, og at almenningsstyret da som repræsentant for den virkelige grundeier, nemlig bygdealmenningen, maa have ret til ved dom at faa skylddelingsforretningen ophævet.
Jeg voterer saaledes for stadfæstelse af overrettens dom. Jeg finder, at processens omkostninger bør ophæves ogsaa for høiesteret.
Konklusion:
Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for høiesteret ophæves.
Assessor Thoresen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessorerne Blom og Mejdell, ekstraordinær assessor Skattebøl, ekstraordinær assessor, professor Gjelsvik og justitiarius Thinn: Ligesaa.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Af overrettens dom hidsættes:
Ved stevning afødt xx.xx.1908 har Hadelands almenningsstyre efter forud erhvervet opreisningsbevilling hertil indanket en af den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Hadeland og Land den 11 september 1907 afhjemlet skylddelingsforretning, afholdt samme dag, hvorved blev fraskilt fra gaarden Hov, gnr 282, bnr 2 af skyld mark 20,88 i Grans tinglag, en af Ole Gundersen Hoff til ingeniør Axel Amundsen solgt sætervold, Nordre Voja.
Appellantskabet hævder, at sætervolden er en del af Hadelands bygdealmennings grund, og at den hertil knyttede sæterret for Ole Hoff er en brugsret efter lovbogens 3-12-3, ikke nogen eiendomsret; den disposition, hvorved Ole Hoff har overdraget Axel Amundsen eiendomsretten til sætervolden, kan derfor ikke være bindende for Hadelands almenning, hvorfor ogsaa den skylddelingsforretning, hvorved salget er udført, maa være ugyldig. Appellantskabet paastaar skylddelingsforretningen annulleret, og de indstevnte in solidum tilpligtet at betale sagens omkostninger.
De indstevnte Ole G. Hoff og Ingeniør Axel Amundsen paastaar sig frifundet og tilkjendt omkostninger under paaberaabelse af: - - - 2. Subsidiært, at Nordre Voja sæter eller eiendomsretten til samme af gaarden Hovs eier forlængst er erhvervet ved hævd, sandsynligvis mange aar før Hadelands almenning ved den under 1 b nævnte udskiftning eller deling gik over til at blive bygdealmenning, idet gaarden Hovs eiere i mange generationer angives at have udøvet en eiers uindskrænkede raadighed over sæteren, der blandt andet særlig har været indgjærdet, bebygget og indhøstet; 3. at der siden almenningen er overgaaet til bygdealmenningen, har foregaaet en række lignende transaktioner som heromhandlede. For 11-12 aar siden blev eksempelvis Stakabæksæter, nabosæter af Voja, fraskilt nabogaarden Hov i Gran og tilbører nu den ene af de indstevnte, ingeniør Axel Amundsen, og paa lignende maader har der været forholdt i aarrækker. Det paastaaes derfor at være overensstemmende med den herskende opfatning og praksis i bygden, at den heromhandlede overdragelse har fundet sted.
Side:468
Fra ingeniør Axel Amundsens side er derhos særskilt gjort gjældende. 4) at almenningsstyret skal have bundet sig til det heromhandlede salg ved sin passive holdning, idet ingeniør Amundsens advokat i brev afødt xx.xx.1907 meddelte om - og derhos i et møde med Gran almenningsstyre den 21 december 1907 leilighedsvis bragte paa bane - kjøbet af Voja sæter, uden at der fra almenningsstyret i den anledning fremkom nogen bemerkning eller protest, medens tvertom Grans almenningstyre efter anvisning af formanden i Hadelands almenningsstyre indgik en overenskomst med Amundsen angaaende jagt og fiske i Grans almenning. - - -
- - - Videre har appellantskabet fremlagt en bekræftet afskrift af kjendelse afødt xx.xx.1875 af udskiftningskommissionen til deling af de Hadelandske almenninger. I denne udtales udtrykkelig, «at sætrene .... ikke er blevne udskiftede, idet de fremdeles skulde tilligge de gaarde, som de fra alders tid har tilligget. For det fast utænkelige tilfælde, at sæterretten for stedse skulde ophøre, formenes det klart, at beitesretten ikke destomindre vilde vedblive, medens den skog, som maatte fremvokse paa de forhenværende sætre, bør tilfalde enten bygdealmenningen eller eieren alt i forhold til, om sæteren er beliggende indenfor delelinjen for bygdealmenningens eller eierens andel. Thi kjendes: De i Hadelands almenninger beliggende sætre, vand, myrer, bjerge og flager tilhører som eiendom den almenningsdel, inden hvilke de ligger, saaledes som delelinjen mellem de brugsberettigede og eierne er optrukket, afmerket paa karterne og senere i marken ophugget. Sætrene forbliver fremdeles uforandrede i vedkommende berettigedes brug og besiddelse.» - - -
Udgangspunktet for bedømmelsen af de under 2 og 3 nævnte indsigelser maa da være, at den de forskjellige gaarde tilliggende sæterret i almenningen kun er en til gaarden hørende brugsret, ikke eiendomsret, hvorfor et uden samtykke af de øvrige interesserede foretaget salg af sætervolden, navnlig hvor det som her er skeet til en udenbygdsboende, er uberettiget, medmindre det godtgjøres, at det retsforhold, som knytter sig specielt til denne sæter, i tidens løb har forandret sig og skiftet karakter jfr. Brandts Tingsret side 179, Rt-1881-857, høiesteretsdom afødt xx.xx.1879, Retst. for samme aar side 200 (Rt-1879-200) og følgende, specielt side 203 og de der citerede domme afødt xx.xx.1868 og 10 december 1876, i Rt-1868-425 og for 1876 321.
Saadant bevis kan i nærværende tilfælde ikke ansees ført.
ad 2. Hævd til eiendom kan ikke ansees erhvervet.
Til belysning af dette spørgsmaal er den forannævnte syns- og skjønsforretning afødt xx.xx.1908 optaget. Sæteren er under forretningen betegnet som beliggende i Grans del af Hadelands almenning og er forøvrig beskrevet saaledes: «Sæteren er paa tre kanter begrænset af gjærder og paa den 4de side af Voja vand. Endel af sætervolden kan sees at have været opdyrket til aker i længere tid. Sætervolden forøvrig synes ogsaa at have været ryddet. Som det af ovenstaaende fremgaar er sætervolden forskjellig fra en almindelig sætervold. Foran vaaningshuset staar 15 furutrær af grov dimension». «Husene er følgende: 1. Vaaningshuset. Dette er beboelig saavel vinter som sommer og synes ogsaa at have været brugt ogsaa om vinteren. Det er saaledes forskjellig fra en almindelig sæterbygning. Vaaningshuset ser ud til at være en 20 à 30 ar gammelt. 2. Sommerfjøs - som almindelig sommerfjøs paa sætere. 3. Lidet udhus med vinterfjøs».
Under syns- og skjønsforretningen blev der fremlagt en erklæring af den 80 aar gamle Mari Ingebrigtsdatter Voja, hvorefter hendes mand flere aar efter 1868 leiede sæteren af gaarden Hovs eier mod aarlig afgift; - i 1868
Side:469
opførte han ny stuebygning der og benyttede den indtil 1876, (da han af en Embret Voja kjøbte gaarden Voja) eller muligens noget længere. I 1876 reiste nævnte Embret Voja til Amerika, men kom 3 à 4 aar derefter tilbage og leiede da sæteren af Ole Hoff og boede der til sin død og enken efter ham indtil 1903. Sæterløkken var indgjærdet, ligesom der aarlig blev sat poteter og blev slaaet hø paa volden. Derhos blev der engang hugget nogle tylvter trær paa sæterløkken. Tømmeret blev opskaaret og solgt. Som vidner under syns- og skjønsforretningen er afhørt erklæringsudstederskens to sønner henholdsvis som 1ste og 2det kontravidne. 1ste kontravidne har tiltraadt alt, hvad der i erklæringen er omhandlet, og vedtaget den som sin med tilføiende, at han tror, at hans far brugte Voja sæter ogsaa i aarene 1876 til og med 1879 eller 1880. Vidnets far havde baade egne og fremmede kreaturer paa sæteren. Der blev efterhaanden dyrket op forskjellige stykker. De ryddet skogen, som stod paa sætervolden. Embret Voja bodde her aaret rundt. Han satte poteter og saaede korn og pløiet op endel af volden. Han holdt ko her aaret rundt. Skogen var da for størsteparten ryddet paa forhaand. 2det kontravidne har vedtaget erklæringens indhold, forsaavidt angaar den tid, i hvilken Embret Voja brugte sæteren.
Skjønsmændene har efter- de her refererede forklaringer udtalt, at brugen og benyttelsen maa siges til sine tider at have gaaet længere end almindelig for en sæter i almenningen, og at sæteren, i den tid husene var beboet baade vinter og sommer, nærmest har været brugt og benyttet som en plads i bygden.
Overretten skal bemerke:
Gaar man ud fra, at sæterretten er en brugsret, som er uadskillelig knyttet til gaarden (man henviser herom navnlig til, hvad der er refereret i det i Rt-1868-431 i noten indtagne uddrag af en ældre dom af Kristiania stiftsoverret), er der ikke adgang til for gaardens eier at hævde sin sæter til eiendom, da det vilde være i strid med hans adkomst. Hvad enten man grunder den heromhandlede til gaarden Hoff beliggende sæterret paa alders tids brug, lov (3-12-2) eller anerkjendelse, er den oprindelig stiftet kun som en brugsret, noget som er yderligere fastslaaet ved den citerede kjendelse afødt xx.xx.1875, og den har da ligesaalidt som de øvrige brugsrettigheder, - for eksempel den ret, der oprindelig er stiftet som tomteeie eller forpagtning, - ved rettighedshaverens ensidige handlinger konverteres til eiendomsret (jfr. høiesterets dom i Rt-1873-463 og Rt-1863-786 navnlig side 789).
Forsaavidt der her ikke er tale om hele den gaarden tilliggende beitningsret i almenningen, men kun om den indgjærdede sætervold, skal man bemerke, at ogsaa retten til denne i sin oprindelse og i sit væsen kun er en brugsret, om den end i tidens løb paa grund af indgjærdingen har udviklet sig til at blive af en mere eksklusiv art end den ret, som de forskjellige gaarde har til fællesbeitning for sine kreaturer paa de dertil bekvemme steder i almenningen. At forholdet specielt ogsaa med hensyn til de indgjærdede sætervolde i den heromhandlede almenning maa anskues som en brugsret, er ligeledes forudsat i kommissionskjendelsen afødt xx.xx.1875, idet den gaar ud fra, at den skog, som maatte fremvokse paa en nedlagt sæter, tilfalder vedkommende bygdealmenning eller eier, medens beitesretten vedbliver. Indgjærdingen repræsenterer saaledes altsaa ingen eiendomsbesiddelse, men er til beskyttelse for den mere eksklusive brugsret.
De under syns- og skjønsforretningen omhandlede dispositioner, som af leieren - med eierens samtykke - er foretaget med hensyn til sætervolden, maa for en væsentlig del karakteriseres som overskridelser af brugsretten, -
Side:470
dispositioner som i og for sig er egnet til at medføre erstatningsansvar ligeoverfor bygdealmenningen som eier.
Eieren af gaarden Hoff antages her ikke med føie at kunne paaberaabe sig undskyldelig uvidenhed om sagens rette stilling, om det end maa indrømmes, at han ikke har staaet alene med den opfatning, at han har eiet sin sæter. Men han har - ligesom alle de øvrige brugsberettigede gaardeiere i bygden - ifølge sin adkomst været forpligtet til at respektere bygdealmenningen som eier.
Man skal forøvrig bemerke, at selv om man kunde gaa ud fra, at en undskyldelig uvidenhed om forholdets rette art her forelaa, og at en saadan i nærværende tilfælde kunde paaberaabes, kunde formentlig iethvertfald ikke den fornødne kontinuitet i besiddelsen af sæteren som en plads antages at være tilstede. Man sigter herved til det tidsrum af 3 à 4 aar, da Embret Voja var i Amerika (1876-1880). Man finder i saa henseende ikke at kunne lægge nogen afgjørende vegt paa, at 1 kontravidne «tror, at hans fader brugte Voja sæter i disse aar», og at vidnet senere i en erklæring afødt xx.xx.1909, medunderskrevet af hans farbroder Ole Andersen Lindstadhagen, supplerer denne sin forklaring med, at «han husker og godt ved, at hans fader beholdt og leiede sæteren». Moderen, Margit Voja, siger nemlig i sin erklæring kun, at hendes mand benyttede stuebygningen indtil 1876, og man maa vel gaa ud fra, at hun erindrer dette bedst, ligesom det ogsaa i og for sig er sandsynlig, at faderen da flyttet til den gaard, han havde kjøbt. - Man finder det saaledes ikke godtgjort, at sæteren i disse aar har været beboet og benyttet som en plads.
Endelig skal det merkes, at fra og med aaret 1904 og til høsten 1907 har sæteren - efter hvad appellantskabet har oplyst - atter været benyttet under gaarden Hov, - altsaa formentlig som sæterbrug, eller ialfald ikke som en plads i bygden.
Selv om man nu bortser fra det ved kjendelsen afødt xx.xx.1875 fastslaaede retsforhold - en undskyldelig uvidenhed synes vanskelig at kunne forenes med den, idet kommissionen vistnok maa antages at have gaaet ud fra, at Voja sæter var en almenningssæter, og idet Ole Gundersen har eiet gaarden Hoff helt siden 1872,- vilde det tidsrum, hvorom der her kunde være tale, og hvori altsaa sæteren kunde under den for de indstevnte gunstigste forudsætning siges at have været benyttet som en plads - i det længste blive fra 1866 til og med 1876 og fra 1879 til og med 1903, altsaa henholdsvis 10 aar og 24 aar, eller 2 perioder, som er afbrudt og derfor ikke kan sammenlægges, og som hver for sig er for korte til at udgjøre den i almenningsforhold nødvendige hævdsperiode af 30 aar.
ad 3. Der er dokumenteret, og det er iøvrig paa det rene, at i den senere tid (navnlig 1900-1906) en del afhændelser af sætre er foregaaet, tildels til udenbygdsboende, med særskilt skylddeling og skjøde, i et enkelt tilfælde endog fra det offentliges side (kirkedepartementet ved auktionssalg af en prestegaards sæter 12 november 1901).
Disse afhændelser kan imidlertid ikke antages at danne grundlaget for nogen gyldig retssedvane.
Forat stanse denne praksis sendte almenningsstyret sommeren 1907 en skrivelse til sorenskriveren i Hadeland og Land med anmodning om ikke for fremtiden at afhjemle skyldsætninger over almenningssætere. At tilstedeligheden af saadan overdragelse iethvertfald maatte være betinget af, at derimod ikke gjøres indvending hverken af de brugsberettigede eller almenningens eier, var tidligere udtalt i skrivelse afødt xx.xx.1880 fra finansdepartementet til amtmanden i Kristians amt i cirkulære afødt xx.xx.1887 fra det samme
Side:471
departement med tilslutning af indredepartementet og justisdepartementet, samt i landbrugsdepartementets skrivelse afødt xx.xx.1907. Det er oplyst, at det alene skyldes en uopmerksomhed fra sorenskriverkontorets side under sorenskriverens fravær, at nærværende skylddelingsforretning alligevel blev afhjemlet.
Forsaavidt de heromhandlede afhændelser særlig er paaberaabt som bevis for gaardbruger Hoffs gode tro, skal man, under henvisning iøvrig til det under 2 anførte, præcisere, at besidderen uanseet sin gode tro ikke kan hævde i strid med sin adkomst.
ad 4. Man finder det unødvendig i detail at referere de forskjellige erklæringer og skrivelser, som i anledning af denne indsigelse er dokumenterede.
Det er paa det rene, at spørgsmaalet om Amundsens ret til at kjøbe sæteren Nordre Vaaja, ikke specielt har været forelagt almenningsstyret til approbation, hverken i advokat Ottesens skrivelse afødt xx.xx.1907 eller i mødet 21 december 1907. Hvad der saavel i skrivelsen som mødet forelagdes almenningsstyret, var alene spørgsmaalet om jagtretten til Amundsens omkring 1807 indkjøbte sæter, Stakabæksæter. I skrivelsen nævnes iøvrig kun, at Amundsen har tilkjøbt en tilstødende parcel ved Vojavandet, med hensyn til hvilken han har betinget sig jagt- og fiskeret i almenningen, men det siges ikke udtrykkelig, at det er Vojasæter. Og det er ligeledes kun den til Stakabæksæter - liggende jagt- og fiskeret, som har været forhandlet i møde den 21 december 1907, omend advokat Ottesen da leilighedsvis har omtalt indkjøbet af Vojasæter. De tilstedeværende medlemmer af Hadelands almenningsstyre erklærer ikke at have lagt nogen vegt paa, hvad advokat Ottesen saaledes leilighedsvis har ytret om kjøbet af Vojasæter; de har, - hævder de, - heller ikke udtalt sig om dette kjøb, idet advokat Ottesen ikke har givet dem nogen opfordring til at udtale sig derom. Da den i mødet foretagne protokollation ikke paa nogen maade viser, at spørgsmaalet om jagt- og fiskeretten for Stakabæksæter er sat i forbindelse med indkjøbet af Vojasæter, vil de indstevnte heller ikke i dette punkt kunne gives medhold. - - -