Rt-1912-785

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1912-07-20
Publisert:	Rt-1912-785
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 90/1 s.a.
Parter:	Lærer O. Rostad (adv. Birger Schanke befalet) mod Stange almenningsstyre (adv. J. A. Rubach).
Forfatter:	Birkeland, Hambro, Mejdell, Bjørn, Backer, Hvoslef, justitiarius Thinn. 12-3
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 3-, 3-, Norske Lov (1687)

Assessor Birkeland: Ved dom, afsagt af sorenskriveren i søndre Hedemarken den 15 august 1907, blev Stange almenningsstyre frifundet for lærer O. Rostads tiltale og sagens omkostninger ophævet. I dom afødt xx.xx.1909 stadfæstet Trondhjems overret underrettens dom og ilagde Rostad processens omkostninger for overretten. Denne dom er afsagt under dissens, idet en af de voterende kom til det resultat, at Stange prestegaard har brugsret i Stange almenning, og at saadan ret følgelig ogsaa tilkommer Rostads derfra udskilte parcel; denne voterende tog derfor Rostads paastand tilfølge med ophævelse af processens omkostninger for begge retter.

Ved stevning afødt xx.xx.1909 har Rostad derpaa efter meddelt bevilling til fri sagførsel med fritagelse for retsgebyrer paaanket sagen til høiesteret hvor han har nedlagt saadan paastand: «1) At appellanten lærer O. Rostad som eier og bruger af eiendommen Nordli, gaardsnr. 83 brugsnr. 2 i Stange kjendes brugsberettiget i Stange almenning. 2) At indstevnte Stange almenningsstyre tilpligtes at betale appellanten lærer O. Rostad erstatning efter skjøn, optaget paa indstevntes bekostning, for det tab, som er forvoldt appellanten ved indstevntes negtelse af at tilstaa ham brugsret. 3) At indstevnte Stange almeningsstyre tilpligtes at erstatte det offentlige sagsomkostninger for alle retter. 4) At der tilkjendes den befalede sagfører salær af statskassen for sagens udførelse i høiesteret».

Indstevnte, Stange almenningsstyre, har paastaaet stadfæstelse af overrettens dom, og at appellanten ilægges sagsomkostninger for høiesteret.

Angaaende sagens gjenstand og nærmere omstændigheder kan jeg henvise til de paaankede dommes præmisser. Her ved retten er imidlertid fremlagt forskjellige nye oplysninger i sagen: specielt er der optaget et tingsvidne i tiden fra 10 mars 1911 til 5 mai s.a. og et andet tingsvidne den 8 december 1911. Under disse tingsvidner er afhørt en række af vidner fra begge parters side.

Jeg har fundet at maatte slutte mig til det dissenterende medlem i overretten, hvis resultat jeg har refereret og hvis begrundelse i det væsentlige tiltrædes. Jeg antager med ham, at almenningsretten efter N.L. 3-12-3 og 6, som ogsaa i teorien lært, tilkommer bygdelaget som saadant, uden at den enkelte gaard inden samme kan negtes retten paa grund af svigtende bevis for en udøvelse af retten i alders tid eller paa grund af tilstrækkelig egen eiendomsskog. Dommen i Rt-1893-610, antager jeg ligeledes med ham ikke er noget præjudikat for nærværende sag.

Der er ikke oplyst nogen særlig omstændighed, der skulde gjøre det antagelig, at prestegaarden i Stange, liggende midt i en

Side:786

almenningsberettiget grænd, ikke skulde have almenningsret i lighed med grændens øvrige gaarde. Der er tvertom her ved retten skaffet oplysning om, at Stange prestegaard har udøvet almenningsret i Stange almenning ved der at have sæter, jfr. N.L. 3-12-3. At prestegaarden har havt sæter i almenningen, fremgaar af en udskrift af stiftsjordebog over Oslo og Hamar stifter aar 1575, hvori det anføres at prestegaarden «itt setter paa Moskogenn» (Stange almenning). Og hermed maa sammenholdes sogneprest Fayes oplysninger om Stange menighed og dens prester i skrift afødt xx.xx.36-37, hvori indeholdes en bekræftelse af sæter paa Morskogen for prestegaarden, hvilken sæter imidlertid da var nedlagt. Under tingsvidnerne i 1911 er videre efter min mening stadfæstet, at der i almenningen laa en sæter eller et sæterlag, kaldet Prestmarken og at en af løkkerne paa Prestsætervolden tilhørte prestegaarden; jeg henviser herom til 3die hovedvidne, sammenholdt med 5te hovedtingsvidne. 2det kontravidne under samme tingsvidne har forklaret, at han som visergut i 1844 kom til presten Heyerdahl i Stange, og at denne fortalte, at der engang havde været en sæter paa almenningen, som havde ligget prestegaarden til, hvilken sæter imidlertid ikke eksisterede som prestegaardssæter i Heyerdahls tid; men paa de tider, pestegaarden laa i sæter paa almenningen om sommeren, havde den havt høstsæter i prestegaardens egen eiendom; heller ikke denne sæter blev benyttet i Heyerdahls tid. 9de hovedtingavidne, siden 1899 eier af og tidligere husmand paa pladsen Fansrud under Stange prestegaard har forklaret, at han i over 40 aar de fleste sommere har beitet med hest og 2 à 3 kreaturer i almenningen; beitningen har foregaaet paa den maade, at vidnet har leiet bort sæterstellet til gaardbrugere i almenningen; han har altid troet, at han havde ret til havning i almenningen. Vidnet havde ogsaa havningsret i Prestmarken, hørende under prestegaardens hjemmemark, men benyttede ikke denne undtagen for sauer, fordi beitet der var daarlig. Mod disse og lignende positive forklaringer mener jeg, at andre vidners forklaringer om ikke at have hørt noget om sæter i almenningen for prestegaarden maa staa tilbage. Overensstemmende med 2det kontravidnes forklaring har 5te og 6te kontravidne oplyst, at presterne Heyerdahl og Bull benyttet (leiet) sæter i Østerdalen; men dette indicerer, saavidt jeg skjønner, ikke nogen manglende ret til at ha sæter i almenningen, men kunde tilsiges allerede af hensigtsmæssighedshensyn. Det sees nemlig ogsaa at have været ikke ualmindelig, at bønderne i Stange sendte sine kreaturer til sætre i Østerdalen, kfr. 4de kontravidne under tingsvidnet.

Med hensyn til matrikuleringskommissionen og den forberedende komite i 60-aarene til etterkommelse af loven af 1863 skal jeg til det dissenterende votum i overretten tilføie, at det i den forberedende komites motiver til forslag til ny skylddeling heder, at brugsret i almenningen, Morskogen har enhver eiendom inden herredet med undtagelse, «saavidt vides», af Stange prestegaard og kapellangaarden. Det forekommer mig ogsaa at burde bemerkes, at allerede i 1861 havde Stange kommunebestyrelse efter en udskrift for møde 22 juni s.a. udtalt som sin bestemte formening, at ligesaalidt som prestegaarden har nogen brugsret i almenningen, ligesaalidt kan nuværende eller tilkommende opsiddere paa prestegaardens grund herefter erhverve nogen rettighed i almenningen. Der var altsaa hos kommunebestyrelsen en bestemt opfatning i denne retning, og paa samme tid tillaa det selvfølgelig ikke

Side:787

matrikuleringsverkets vedkommende nogen bindende eller dømmende afgjørelse med hensyn til prestegaardens almenningsret.

I skrivelse afødt xx.xx.1886 fra kirkedepartementet til sognepresten i Stange udtaler departementet, at saafremt der under auktionsforretningen skulde blive fremsat indsigelse mod, at der tilkommer salgsparcellerne brugsret i Stange bygdealmenning, anmodes De om at lade tilføre protokollen, at departementet saavel som skogdirektøren antager, at saadan brugsret tilkommer baade Stange prestegaard og de parceller at denne, som bliver solgt. Videre har departementet i skrivelse til advokat Klingenberg afødt xx.xx.1912 udtalt: Det kan ikke sees, og det kan heller ikke antages, at departementet i sin almindelighed blev gjort bekjendt med den værdsættelse af prestegaardene, som landet rundt foretoges af matrikuleringskommissionerne i 1865-66. Det kan heller ikke sees ligesaalidt som der er grund til at antage, at departementet forinden almenningsbestyrelsen i en skrivelse afødt xx.xx.1903 gjorde opmerksom derpaa, har været givet anledning til at blive bekjendt med, at der ved Stange prestegaards værdsættelse i anledning at matrikuleringen i 1866 var gaaet ud fra den forudsætning, at der ikke tilkom prestegaarden brugsret i almenningen. I samme skrivelse oplyses det ogsaa, at ved salg af enkelte parceller af prestegaarden i henhold til lov afødt xx.xx.1882 (reduktionsloven) er der i konditionerne indtaget bestemmelse om, at parcellen antages at tilkomme brugsret i Stange bygdealmenning, men at det offentlige ikke i denne henseende overtager nogen forpligtelse eller noget ansvar overfor kjøberen.

Nogen opgivelse af almenningsret fra det offentliges side kan jeg efter det anførte ikke finde, at der kan blive tale om.

Om rettens fortabelse ved non usus finder jeg, at der saavel af faktiske som af retslige grunde i nærværende sag ikke kan blive spørgsmaal.

Idet jeg iøvrig henholder mig til det dissenterende votum i overretten, vil jeg votere for tilfolgetagelse af appellantens paastand, hvorimod ingen særskilt indvending er gjort fra indstevntes side.

Den beordrede sagførsel ved høiesteret eragtes forsvarlig.

Omkostningerne antager jeg bør ophæves for alle retter.

Konklusion:

Appellanten, lærer O. Rostad, som eier og bruger af eiendommen Nordli, gaardsnr. 83 brugsnr. 2 i Stange, kjendes brugsberettiget i Stange almenning. Indstevnte, Stange almenningsstyre, bør til appellanten betale erstatning efter skjø, optaget paa indstevntes bekostning, for det tab, som er voldt appellanten ved at indstevnte har negtet at anerkjende hans brugsret. Processens omkostninger for alle retter ophæves. Salæret til den beskikkede sagfører, høiesteretsadvokat Schanke, ansættes til kr. 500.

Ekstraordinær assessor Hambro: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

assessor Mejdell, de ekstraordinære assessorer Bjørn, Backer og byskriver Hvoslef samt justitiarius Thinn: Ligesaa.

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af underrettens dom hidsættes:

Stangs almenning eller «Moerskoven», der fra 1688 til 1757 havde været i privat eie, solgtes paany i 1789 af kronen til Jess Anker med forbehold af almuens brugsret efter loven. I 1822 kjøbte derefter endel gaardbrugere i Stange paa Stange almues vegne almenningen af det Ankerske fideikommiss

Side:788

bo, og ved skjøde tinglyst ved Stange høstting 1823 blev almenningen med underliggends 17 pladser og «med de rettigheder og forpligtelser, som boet eier, samme tilhjemlet «Stange almue».» I dette kjøb deltog efter det oplyste alle matrikulerede gaardsbrug i Stange andtagen præstegaarden, kapellangaarden Lundgaard, enkesædet Kjemstad og gaarden Huse.

Fra prestegaarden er senere udskilt 21 parceller, hvoraf efter numrene at dømme den første er den citanten i nærværende sag tilhørende gnr 83, bnr 2 (m.-nr. 87, l.nr. 107 b) «Nordlie» af skyld mark 1,34 (3 ort 17 skill.), hvorover skyldsætning er afholdt 25 september og tinglæst 16 december 1872. Ved kongelig skjøde, tinglæst 6 mai 1873 tilhjemledes denne eiendom Ingvald Larsen med det forbehold, at i salget medfølger ingensomhelst ret i prestegaardens skog», og ved skjøde tinglæst 6 september 1895 overdrog han citanten eiendommen «med til- og underliggende herligheder». Ingvald Larsen eiede tillige gaarden Sørholte i Stange og synes ikke at have rekvireret aavirke i almenningen særskilt til Nordli, hvorimod citanten, saavidt sees første gang i 1902 har rekvireret saadant, men af almenningsstyret er negtet almenningsret.

Der er under sagen ikke spørgsmaal om, hvorvidt citanten som eier af Nordli har eiendomsret i almenningen, og ligeledes er det paa det rene, at han ikke er negtet almenningsret, fordi eiendommen kun er en parcel af en anden eiendom eller af hensyn til dens størrelse. Den føder nemlig 1 hest og 5 à 5 kjør, og vil derfor ogsaa efter Hedemarksforhold regnes som et gaardsbrug. Negtelsen er alene begrundet deri, at den er en parcel af Stange prestegaard, der ikke er anseet som enten eiendoms- eller brugsberettiget i almenningen, og da antages heller ikke derfra udskilte parceller at kunne blive brugsberettigede i samme, medens saa efter den i Stange herskende praksis vilde være tilfældet om prestegaarden havde brugsret.

Proceduren har derfor væsentlig dreiet sig om, hvorvidt Stange prestegaard er almenningsberettiget.

Hovedbestemmelsen om ret til aavirke i almenning findes i N.L. 3. 12. 6. Citanten hævder, at denne bestemmelse fastslaar, hvad den tidligere retsudvikling havde ledet til, at enhver, der har gaardsbrug i det bygdelag, som fra alders tid har udøvet brugsret i almenning ogsaa tilkommer saadan ret til sin gaards behov. Medens bestemmelsen i N.L. 3. 12. 3. om sæterret i almenning er optaget fra de ældre norske love, indsættes art. 6 netop for at bevare bygdelagenes brugsret i almenningen udover sæterrettighederne, og om udøvelsen af disse er begrænset, til hvad der fra alders tid har fundet sted, har det ingen betydning for bestemmelsen i art. 6. Skulde, som indstevnte mener, alders tids brug være nødvendig for at udøve brugsret i almenning, naar gaarden ligger i almenningsberettiget bygd maatte det været givet udtryk i loven. Præsumptionen er derfor for, at enhver gaard i det bygdelag, som almenning tilligger fra alders tid har brugsret i denne. Udtrykket «bygd» eller «bygdelag» maa forstaaes geografisk og bliver omtrent = «grænd», og at Stange prestegaard ligger midt i en saadan bygd eller grænd med brugsberettigede gaarde rundt omkring sig, er utvilsomt. Den er ogsaa en af Stanges ældste gaarde, efter O. Rygh nævnt baade i Haakon Haakonsens saga og i gamle breve fra det 14de aarhundrede, og kan derfor med sikkerhed antages at have havt ret i almenningen, hvorom ogsaa navnet «Prestsæteren» og gaardsaavnet «Prestmarken» vidner. Kirkedepartementet har ogsaa i konditionerne for salget til Ingvald Larsen forudsat, at parcellen havde almenningsret. Citanten kan vistnok ikke oplyse, naar prestegaarden sidst «benyttede sin ret», men efter det anførte og den ovennævnte

Side:789

præsumption maa indstevnte have den fulde bevisbyrde for, at prestegaarden ikke har ret i almenningen.

Dette bevis finder citanten ikke ført. Den omstændighed, at prestegaarden er statseiendom, hindrer ikke at den kan være almenningsberettiget: thi ogsaa de to førnævnte gaarde Kjemstad og Huse var beneficeret gods, men er altid anset som brugsberettigede i almenningen. Ved almenningers salg er altid «almuens ret» forbeholdt, men det er før fastslaaet, at «almue» her betegner gaardene, og deres ret kunde staten ikke sælge bort, ligesaalidt som brugsret i almenning han frasælges den berettigede gaard. Det vilde jo ogsaa være meningsløst, om staten skulde have givet slip paa nogen saadan ret for nogen af sine gaarde, noget forbehold om ret for disse var det følgelig ogsaa unødig at tage ved almenningernes salg.

Naar indstevnte støtter sig til en dom i Rt-1893-610 flg., beror dette paa en misforstaaelse af dommen. Denne afgjør kun, at Løiten skogbygd, der er en særskilt grænd ved siden af hovedbygden, ikke har almenningsret, og at, naar almenningen saaledes ikke «tilligger» skogbygden, maa hvert gaardsbrug i dette bygdelag, om det skal ansees almenningsberettiget, føre bevis for sin retsudøvelse fra alders tid, altasa et ganske andet tilfælde end det foreliggende, og dommen er i det hele snarest en støtte for citantens præsumptionspaastand. Citanten har i anledning denne dom bil. a. anført, at forholdene inden almenningerne er saa forskjellige, at en maa være yderst forsigtig med at anse en dom vedkommende en almenning afgjørende for spørgsmaal vedkommende en anden. Andre af indstevnte paaberaabte domme, omhandlende rettigheder i private skoge vil citanten heller ikke have tillagt nogen vegt, da brugsret i almenning i vor ret indtager en særstilling i for hold til andre brugsrettigheder i skog.

Under matrikulrevisionen i 60 aarene gik kommissionen ud fra, at prestegaarden hverken var eiendoms- eller brugsberettiget i Stange almenning; men citanten finder ingen vegt at kunne lægge herpaa. Kommissionen havde ikke dømmende myndighed, og dens afgjørelse i dette spørsmaal er bygget paa den forberedende herredskomites arbeide. Denne komite har imidlertid ladet sig lede af, at prestegaarden ikke deltog i kjøbet i 1822, og at den var i besiddelse af stor hjemmeskog, ligesom den ikke vidstes - ialfald paa længere tid - at have benyttet almenningen, hvorfor det var den almindelige opfatning i bygden, at den heller ikke var almenningsberettiget. En saadan bygdeopfatning er imidlertid intet bevismoment, og citanten søger udførlig at godtgjøre, at matrikuleringsverket i 60 aarene, udenfor det rent skematiske og talopgaverne, lider af store feil. Han pointerer ligeledes, under speciel henvisving til høiesteretsdommen om de Hadelandske almenninger i 1875 og Auberts afhandling i «Retst.» for s.a. at besiddelse af stor hjemmeskog ikke bevirker tab af almenningsret, ligesom denne ikke tabes non usu. Citanten omhandler ogsaa, hvad grunden kan have været til, at den daværende sogneprest ikke gjorde nogen indvending mod denne afgjørelse af kommissionen, medens han paa et andet punkt gjorde bemerkning ved dens arbeide.

Til støtte for sine anførsler fremlægger citanten et par skrivelser fra skogdirektøren, hvori denne hævder samme opfatning som han baade af dommen af 1893 og angaaende forstaaelsen af lovbogens 3. 12. Han anfører saaledes, at artiklerne 3 og 6 i første række tilsigter at sikre bygdelagene benyttelsen af sine tidligere almenningsstrækninger, i anden række at ordne forholdet mellem opsidderne indbyrdes. I artikel 3 begrænser deres ret til at faa sæter i almenningen af andres tidligere ret, medens artikel 6 tilsiger enhver opsidder brugsret til trævirke for gaardsfornødenheder. At sidste artikel ikke sætter som betingelse rettens udøvelse fra alders tid, viser den

Side:790

fastslaaede praksis, at nye parceller fra anerkjendt brugsberettigede gaarde kjendes almenningsberettigede.

Indstevnte er uenig i citantens og skogdirektørens fortolkning af N.L. 3. 12. 6. Almenningerne er de strækninger, der blev liggende tilbage uoptagne efter bøndernes regulære bebyggelse af landet; men disse tilegnede sig efterhaanden den faktiske benyttelse af dem, og naar retsordenen sanktionerer denne retsutvikling, er det ikke bygdelagets ret, den derved beskytter, men den ret, det enkelte gaardsbruk faktisk har udøvet fra alders tid, og det er ikke blot rettens begrænsning, men ogsaa dens eksistens, som er betinget af alders tids brug. Det bevis, gaardbrugeren selv kan føre for, at hans eiendom fra alders tid har udøvet brugsret i almenning, bliver altsaa grundlaget for hans almenningsret; hans stilling (beskjæftigelse), gaardens beliggenhed m. m. er i saa henseende uden betydning, om det end vil være naturlig, at de gaarde, der har tilegnet sig saadan ret, ligger nogenlunde samlet. Lovbogens bygd eller bygdelag vil indstevnte ikke opfatte som en lokal-betegnelse, - hvor er isaafald grænsen? - men som en fællesbetegnelse for de brugberettigede. Denne sin opfatning af loven finder indstevnte styrket ved den senere retsudvikling, specielt dommen af 1893. Førstvoterende til hvem 5 af de øvrige voterende slutter sig, drøfter netop spørgsmaalet om, hvorvidt de enkelte brugs benyttelse at almenningen fylder kravet til alders tids brug. Citantens og skogdirektørens fortolkning af dommen er derfor ikke rigtig.

Naar citanten ikke kan paaberaabe sig nogen præsumption om almenningsret for prestegaarden, som følge af dens beliggenhed maa spørgsmaalet blive:

Har Stange prestegaard fra alders tid erhvervet brugsret i almenningen? Bevisbyrden herfor paahviler helt ud citanten og indstevnte pointerer gjentagende og sterkt, at noget bevis for, at prestegaarden har hugget i almenningen, ikke er ført ligesom han benegter, at den nogengang har havt sæter i samme. Det kunde tænkes, at staten som eier af almenningen, kunde have givet prestegaarden ret til at hugge i den, men da maatte saadan ret - men derimot selvfølgelig ikke en hugstret for samme gaard i henhold til 3. 12. 6. - været forbeholdt ved almenningens salg som en servitut paa denne. Selv en saadan hugst er imidlertid lidet sandsynlig i betragtning af, at prestegaarden eiede 3/4 kvadratmil skog, der gav et betydelig overskud over gaardens eget behov. Selv om prestegaarden nogen gang skulde have erhvervet ret efter 3. 12. 6. ved alders tids brug, maa denne ret være tabt igjen ved alders tids ikke-brug, idet de samme hensyn, der taler for at anerkjende en paa den maade stiftet ret, ogsaa maa lede til anerkjendelse af, at rettigheden atter tabes non usu i samme tid. Dommen i 1875 afgjør kun spørgsmaalet om, hvilken betydning besiddelse af stor hjemmeskog har for bevarelse af ret i almenning, medens to domme i Rt-1903-37 og Rt-1903-414 omhandler virkningen af non usus.

Vegtige bevisdata for, at prestegaarden ikke har udøvet ret i almenningen, finder indstevnte i dens store hjemmeskog, at den ikke har begjæret aavirke af almenningsstyret, og i matrikuleringskommissionens afgjørelse i 60 aarene. Paa dennes arbeide lægger ogsaa høisteret i 1893 afgjørende vegt. Allerede før loven afødt xx.xx.1818 var det paabudt, at bygdealmenninger ikke skulde matrikuleres særskilt, og i denne lov fastslaaes udtrykkelig det princip, at ret i almenning skal medtages ved beregningen af de brugsberettigede gaardes skyld. Hvorledes der i denne henseende blev forholdt med prestegaarden ved den nye matrikulering i 1818, kan indstevnte ikke oplyse. Men besemmelsen i nysnævnte lovs §28 gjentoges ordlydende i loven af

Side:791

6 juni 1863 og indstevnte pointerer sterkt, hvorledes denne lov i §15 flg. gjennem en række bestemmelser om de former, som under arbeidet skulde iagttages, har søgt at skaffe sig garanti for, at lovens bud om, hvad der ved skyldlægningen skal tages hensyn til, bliver fulgt. Efter disse bestemmelser fremkom kommissionens afgjørelse næsten som resultat af en kontradiktorisk forhandling, saa man derved har garanti for, at man faar en objektiv afgjørelse. Indstevnts fremlægger som bevis for, at den rette fremgangsmaade er befulgt, den forberedende herredskomites protokol og liste, og fører under tingsvidne 26 oktober 1906 som vidne det eneste gjenlevende medlem af komiteen, Ole Onstad. Hans prov, der støttes af de nævnte dokumenter, gaar ud paa, at det i komiteen var paa tale, hvorvidt prestegaarden havde almenningsret, men der var inden denne ingen tvil om, skjønt han nu ikke erindrer grunden dertil, at den hverken var eiendoms eller brugsberettiget, hvorfor der blev gjort aftræk i skylden. Ved denne side af arbeidet blev der heller ikke efter protokollens udlægning gjort nogen bemerkning, hvorimod saa skeede fra prestegaardens side ved et andet punkt i arbeidet (om beregningen af ager og englandet). Den almindelige opfatning i bygden var ogsaa, at prestegaarden ingen saadan ret havde, og i den tid, vidnet var medlem af almenningsstyret, begjærede prestegaarden aldrig udvisning. Det synes indstevnte, som om afgjørelsen støtter sig til en tidligere retsudvikling, og han ser i samme et prægnant vidnesbyrd om, at prestegearden ikke i det 19de aarhundrede og overhovedet ikke i alders tid har hugget i almenningen. I rigtig forstaaelse af sin manglende ret er det ogsaa, at den aldrig har begjæret udvisning. At komiteen ikke har ladet sig lede af de af citanten nævnte hensyn fremgaar deraf, at den har anseet andre eiendomme, som i en eller enden henseende har været i samme stilling som prestegaarden, almenningsberettiget.

Allerede i 1861 leder kirkedepartementet gjennem forstmester Hørbye i anledning paatænkte salg af prestegaarden almenningsstyret forespørge, om de vil tilstaa andre end de daværende rettighedshavere almenningsret, men faar til svar, at prestegaarden ingen saadan ret har, og at derfor heller ikke parceller af den vil faa nogen saadan. Departementet foretager sig dog intet i den anledning. - - -

Retten kan ikke være enig i den af indstevnte hævdede opfatning af ordet «bygdelag» i artikel 3, med hvilket udtrykkene i artikel 6 «som bor der som» maa antages at være ensbetydende, - at dermed skulde menes en fælleabetegnelse paa de berettigede gaardsbrug. Al sandsynlighed saavel som ordets vanlige betydning taler for, at hermed er ment en stedsbetegnelse: men hermed er sagen ikke afgjort. Efter artiklens ordlyd - «maa enhver bruge» - kunde man jo f.eks. tro, at der ingen grænse var for de berettigede brugs størrelse. Men at saa ikke er tilfældet, er fastslaaet ved flere domme, og i det hele man det vel ansees erkjendt, at N.L. 3. 12. 6. ikke er ganske klart affattet. For lovstedets fortolkning i relation til det her foreliggende tilfælde, forekommer det retten, at den ovenfor citerede høiesteretsdom af 1893 maa være afgjørende: man kan nemlig ikke være enig i den af citanten og skogdirektøren hævdede opfatning af denne dom. For denne kan man maaske ville søge en støtte i aseessor Meidells votum, men førstvoterende, til hvem de øvrige assessorer slutter sig, drøfter spørgsmaalet om de enkelte gaardes brugsudøvelse i almenningen, ikke blot for derved at bringe paa det rene, den af Løiten skogbygd som saadan udøvede ret, men ogsaa med henblik paa, hvorvidt de enkelte under sagen omhandlede brug har erhvervet nogen ret for sig i almenningen. Han hævder ogsaa, at de enkelte gaardes forhold til almenningen er høist forskjellige, og anfører ganske i sin

Side:792

almindelighed at der, ingen præsumption kan opstilles for, at enhver opsidder i en bygd, hvortil der ligger almenning skal være brugsberettiget i denne; men at det ved afgjørelsen af spørgsmaalet om den enkelte gaards brugsret maa komme an paa, hvad der kan oplyses at have fundet sted fra alders tid.

Der foreligger intet som tyder paa, at der i denne henseende skulde gjælde andre regler for Stange end for Løitens almenning, og retten antager derfor, at det maa være citantens sag, naar han paastaar nogen ret i almenningen, at bevise, i dette tilfælde, at Stange prestegaard har udøvet saadan ret.

Under indstevntes benegtelse af, at prestegaarden nogengang har havt sæter i almenningen, kan der ingen vegt tillægges henvisningen til navnene «Præstsæteren» og «Præstmarken», og heller ikke kan oplysningen om gaardens alder være af nogen betydning. I Haakon Haakonsens saga nævnes den sammen med Stange kirke og har derfor formentlig allerede dengang været offentlig eiendom, og der er under sagen intet oplyst om, at den ikke den hele tid skulde havt sin store hjemmeskog, saa al sandsynlighed taler for, at den ikke har benyttet almenningen nogen gang i den tid, gaarden har været kjendt. Citanten har da heller ikke kunnet paavise, at saa nogengang har fundet sted. For spørgsmaalet om prestegaarden har udøvet nogen ret i almenningen, synes en særlig vegt at maatte lægges paa den forberedende komites arbeide under matrikuleringen i 60-aarene (cfr. ogsaa høiesteret i 1893). Af den fremlagte protokol med liste fremgaar, at komitéen har opfyldt lovens bud, og at protokollen har været udlagt paa lovbefalet maade til eftersyn, og ligeledes fremgaar deraf, at den daværende sogneprest har været opmerksom paa arbeidet, hvortil han har gjort en bemerkning. Men til beslutningen om, at prestegaarden ikke var eiendoms- aller brugsberettiget i almenningen og derfor blev givet afbræk i skylden, har han intet haft at bemerke. Af forstmester Høibyes skrivelse sees det ogsaa, at kirkedepartementet selv allerede i 1861 har havt sine tvil om, at parceller af prestegaarden skulde have nogen almenningsret. Naar dertil hensees til, at det første vidne har kunnet prove, at prestegaarden ikke i hans tid som medlem af almenningsstyret har begjæret udvisning, og at det ansaaes for utvilsomt i bygden, at prestegaarden ikke havde almenningsret, er det saa langt fra, at citanten har opfyldt sin bevispligt, at man snarere maa sige, at indstevnte har gjort det overveiende sandsynligt, at prestegaarden aldrig har øvet nogen saadan ret, og det bliver saaledes unødig under denne sag at afgjøre, hvorvidt brugsret i almenning kan tabes non usu.

Under disse omstændigheder maa indstevnte blive at frifinde. - - -

Af overrettens dom hidsættes:

- - - Jeg kommer til samme resultat som underretten og kan i det væsentlige henholde mig til underretsdommens begrundelse, idet jeg spesielt antager, at høiesteretsdommen af 1893 maa udelukke den forstaaelse af loven 3-12-6, at der skulde være nogen præsumption for, at enhver opsidder i en bygd, hvortil der ligger almenning, skal være brugsberettiget i denne, men at der ved afgjørelsen af spørgsmaalet om den enkelte gaards brugsret maa komme an paa, hvad der kan oplyses at have fundet sted i alders tid. Noget bevis for, at Stange prestegaard ved matrikuleringen i henhold til lov 17 august 1818 blev anseet at have brugsret i almenningen, kan jeg ikke finde i, at den her for retten fremlagte ekstraktgjenpart af den i anledning nævnte matrikulering nedsatte hovedmatrikuleringskommissions matrikuleringsprotokol ikke oplyser noget om affældning paa grund af manglende brugsret i almenning i forbindelse med den omstændighed, at der som oplyst af finansdepartementets

Side:793

1ste oppebørselskontor i erklæring afødt xx.xx.1908, i vedkommende distriktskommissions forhandlingsprotokol er anført, at «almuen har brugs- og grundret» i almenningen, uden at der kan sees at være taget noget forbehold om manglende almenningsret for nogen enkelt gaards vedkommende.

Jeg finder ialfald, at en saadan almindelig anførsel er for lidet at bygge paa, naar den ikke støttes af nogensomhelst oplysning om tidligere eller senere udøvelse af brugsret. I denne forbindelse bemerkes, at der med hensyn til spørgsmaal om prestegaarden har sæterret i almenningen, i en her ved retten fremlagt erklæring afødt xx.xx.1908 fra almenningsstyrets formand anføres, at prestegaarden ingen sæter eller sæterret har paa almenningen, og at den heller ikke vides at have havt nogen saadan i tidligere tider, ialfald ikke efter 1822. Denne erklæring er vistnok benegtet som urigtig af appellanten; men noget bevis for prestegaardens sæterret er ikke tilveiebragt. Hvad han har anført om navnene «Prestesæteren» og «Prestsætermarken» finder jeg ikke at kunne godtage som bevis for hans da i vage udtryk fremkomne paastand, saalænge det ikke er oplyst noget om, til hvilke lokaliteter disse navne henføres. Det er jo ingenlunde noget ukjendt, at der bruges som sæter havnestrækninger, der ikke ligger i almenning. - - -

Beichmann. Erling Broch.

Jeg forstaar ikke høiesteretsdommen af 1893 saaledes, at den er afgjørende for nærværende sag. Det fremgaar vistnok af dommen, at der ingen præsumption kan opstilles for, at enhver opsidder i en bygd, hvortil der ligger almenning, er brugsberettiget i den, og at der ved afgjørelsen af, hvilken brugsret der tilkommer den enkelte gaard i almenningen, maa komme an paa, hvad der kan oplyses at have fundet sted fra alders tid; men disse udtalelser maa formentlig sees i forhold til de konkrete spørgsmaal, som dengang forelaa om brugsret for gaarde i Løiten skogbygd, og indeholder da neppe mere, end at hver enkelt grænd i en bygd eller et herred maa føre selvstændig bevis for sin brugsret i den bygden tilliggende almenning og ligeledes hver enkelt gaard, forsaavidt den ligger udenfor en brugsberettiget grænd. I nærværende sag er derimod forholdet et andet, idet det er paa det rene, at Stange prestegaard er beliggende i en brugsberettiget grænd, og omgivet paa alle kanter af brugsberettigede gaarde. Det forekommer mig, at der for en saaledes beliggende gaard meget vel kan være tilstede en præsumption for brugsret i almenningen, uden at nogen saadan præsumption kan opstilles for en grænds ret eller for den enkelte gaards ret, alene fordi den ligger i samme bygd eller herred, hvortil almenningen hører, og hvorefter den har sit navn. Og jeg skjønner ikke rettere end, at en saadan præsumption maa være tilstede, al den stund retten maa ansees knyttet til «bygden» som en helhed og ikke til de enkelte gaarde, jfr. lovbogens udtryksmaade, ligeledes professor Aubert i Rt-1875-324.

At alders tids brug ikke ubetinget eller indenfor den berettigede grænd er bestemmende for den enkelte gaards rettigheder finder jeg ogsaa bekræftet ved høiesteretsdom i Rt-1875-289 flg. om de Hadelandske almenninger. Det forudsættes i denne dom, at om en gaard tidligere har taget kun en del af sit behov for trævirke i almenningen, og det øvrige i sin hjemmeskog, hindrer dette ikke, at den for fremtiden kan flytte hele sit forbrug til almenningen. For rettens udstrækning er saaledes alders tids brug ikke bestemmende, og det mest konsekvente synes da at være, at den heller ikke er bestemmende for rettens tilværelse. Det forudsættes ogsaa i førstvoterendes votum, at sagen kunde omfatte gaarde, som kanske tidligere endog slet ikke havde aavirket i almenningen (side 294), uden at dette kan sees at have fremkaldt noget forbehold fra de øvrige voterendes side.

Side:794

Jeg finder derfor, at Stange prestegaard som beliggende i en brugsberettiget grænd eller et brugsberettiget «bygdelag» maa have brugsret i almenningen, medmindre indstevnte kan paapege en særlig grund for, at saa ikke er tilfælde. Men nogen saadan kan jag ikke finde godtgjort. Det paaberaabes af indstevnte, at prestegaarden mangler brugsret i almenningen, fordi den er offentlig embedsgaard, men dette finder ingen støtte i de foreliggende oplysninger, hvorefter kapellangaardene Huse og Hjemstad har brugsret i almenningen, ligesom forskjellige solgte embedsgaarde har brugsret baade i Stange almenning og andre almenninger, jfr. appellantens indlæg for underretten og skogdirektørens promemoria. At matrikuleringskommissionen i henhold til loven af 1863 og dens forberedende komite ikke har anseet prestegaarden brugsberettiget, kan jeg heller ikke tillægge nogen afgjørende vegt. Nogen anden grund for komiteens antagelse er ikke paavist, og det ligger da nær at formode, at denne er bygget derpaa, at prestegaarden havde mere end tilstrækkelig hjemmeskog og ingen brugsret udøvede i almenningen. At den daværende indehaver af embedet ikke har gjort nogen bemerkning ved, at der for prestegaarden er gjort aftræk i skylden som ikke brugsberettiget, kan bero paa en lignende misforstaaelse, og kan under ingen omstændigheder betragtes som frafaldelse af brugsret allerede af den grund, at presten ingen bemyndigelse havde bertil. At retten skulde være tabt ved ikkebrug i alders tid, kan heller ikke antages. Formentlig kan en tinglig ret overhovedet ikke fortabes ved ikkebrug, jfr. høiesteretsdom i Rt-1897-21, assessor Motzfeldts votum og det der anførte om rettens flertals opfatning af dette spørgsmaal, og enden mindre synes der at kunne være tale om fortabelse paa denne maade af en direkte paa lovgivningen bygget ret. I høiesteretsdom i Rt-1906-39, forudsættes vistnok, at almenningsret kan udslettes ved frihævd, men forudsætningen herfor synes at være, at almenningen er gaaet over i privat eie og ikke længer er almenning, jfr. ogsaa assessor Rolls votum i Rt-1897-22. At brugsret i almenning ikke udslettes ved ikkebrug i alders tid, antager jeg ogssa med indstevnte følger af forannævnte høiesteretsdom i Rt-1875-om de Hadelandske almenninger. - - -

Hazeland.