Rt-1913-258
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1913-02-15 |
| Publisert: | Rt-1913-258 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 11/1 s.a. |
| Parter: | Privat straffesak: redaktør Audun H. Telnæs (adv. Fr. Stang Lund) mot postaabner M. Hope (adv. Fredrik Voss betalet). |
| Forfatter: | Hambro, Bjørn, Prydz, Frisak, Thoresen, Motzfeldt, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Straffeprosessloven (1887) §318, §317, §323, §417, §423, §59, Straffeprosessloven (1887), Straffeloven (1902) §247 |
Assessor Hambro: I privat straffesak: Redaktør Audun H. Telnæs mot postaapner M. Hope blev av lagmandsret for Stavanger lagsogn under 27 september 1912 saaledes kjendt for ret: Martin Monsen Hope frifindes. Sakens omkostninger ophæves. Denne dom er av saksøkeren redaktør Telnæs ved erklæring av 8 oktober 1912 indanket for Høiesteret. Anken er begrundet i, at saksbehandlingen antages urigtig, fordi han i strid med straffeproceslovens §318, jfr. §59 ikke fik utskyte mere end to lagrettemænd, mens paatalemyndigheten hadde utskudt tre, og indstevnte Hope fik utskyte fem. Samtidig ankes over, at mortifikation er undlatt, fordi de paaklagede uttryk ikke ansaaes ærekrænkende. Lagrettens forstaaelse av straffelovens §247 og hvad der faller ind under denne, synes ham urigtig.
Side:259
Den første del av anken gaar, som det sees, ut paa, at lagmanden ved lagrettens dannelse hadde tilladt saksøkte at utskyte fem lagrettemænd, mens saksøkeren eller dennes repræsentant kun hadde adgang til at utskyte to. Saksøkeren mener, at en rigtig forstaaelse av straffeproceslovens §423, sammenholdt med §317 §318 skulde ha ledet til, at saksøkte alene hadde faat adgang til at utskyte fire og han selv tre lagrettemænd.
Jeg mener, at denne del av hans anke er begrundet. Efter den citerte §423 skal i private straffesaker reglerne om paatalemyndigheten ha anvendelse paa saksøkeren, og en direkte befølgelse av disse regler vilde, som ogsaa fra saksøktes side her i retten fremhævet, medføre, at saksøkeren likesom paatalemyndigheten, alene kunde ha utskudt to, idet man til disse to maa lægge de tre, som paatalemyndigheten allerede paa forhaand før tilsigelsen utskyder av de uttrukne 20 lagrettemænd. Og jeg maa gaa ut fra, at der under hovedforhandlingen ogsaa er fremgaat efter en saadan forstaaelse av paragrafen. Jeg mener imidlertid, at utskydelsesretten i et tilfælde som det foreliggende maa undergives en anden regel, nemlig den, som fremgaar av bestemmelserne i straffeproceslovens §417 og navnlig §318, andet led. Disse bestemmelser er vistnok, saaledes som de lyder, kun git med hensyn til den fornærmede, der i offentlig straffesak for ærekrænkelser har sluttet sig til forfølgningen, og reglene medfører som sit resultat, at saksøkeren i et tilfælde som det foreliggende vilde ha kunnet utskyte tre og saksøkte eller tiltalte fire. Det forekommer mig allerede i og for sig litet rimelig, at den fornærmede skulde med hensyn til utskytelsesretten være ugunstigere stillet, naar han i helt privat straffesak selv optræder som den, der gjennemfører forfølgningen, end naar han i offentlig straffesak har sluttet sig til den. Hans interesse og hans faktiske stilling som den, der maa rense sig for de under saken omhandlede beskyldninger, synes mig i begge tilfælde at falde i det væsentlige sammen. Og jeg tror heller ikke, at bestemmelsen i straffeprocesloven §423 nødvendiggjør nogen skjelnen her. Jeg forstaar nemlig paragrafens første punktum saaledes, at saksøkeren i privat straffesak i det hele derved indsættes i paatalemyndighetens stilling og faar adgang til at utøve dennes beføielser.
Naar det derimot i paragrafens andet punktum siges, at «forøvrig befølges de om offentlige straffesaker gjældende regler, forsaavidt det er mulig, og intet andet særskilt er bestemt,» saa mener jeg, at herved er aapnet adgang til at la straffeproceslovens øvrige regler, her specielt om utskydelsesrettens omfang, gjælde ogsaa i de private saker.
Det er fra saksøktes side tillike anført, at bestemmelsen i straffeproceslovens §323 skulde være til hinder for at gi den heromhandlede indsigelse mot saksbehandlingens lovlighet medhold, fordi indsigelsen ikke blev fremsat, allerede da utskytelsen var paa tale i lagmandsretten. Jeg antar ikke dette, idet jeg mener, at det maa paahvile retten ex officio at paase en rigtig dannelse av lagretten, og jeg antar derhos, at det maa siges, at den her begaaede feil kan ha ledet til det foreliggende domsresultat. Anken bør derfor efter min mening tages tilfølge og som en nødvendig konsekvens derav, den paaankede dom og den til grund for samme liggende hovedforhandling ophæves.
Efter dette resultat er det overflødig for mig at komme ind paa den anden ankepost. Hvad omkostningerne angaar, finder jeg, at de ikke bør paalægges saksøkte.
Side:260
Den for saksøkte møtende advokat har været beskikket og har utført saken forsvarlig.
Konklusion:
Lagmandsrettens dom og den til grund for samme liggende hovedforhandling ophæves, fordi der er git saksøkte adgang til at utskyte én lagrettemand mere og saksøkeren eller dennes sakfører én mindre, end der efter straffeproceslovens §423, sammenholdt med §317 og §318 i saker angaaende ærekrænkelser tilkommer dem.
Den fra saksøkerens side for høiesteret nedlagte paastand om tilkjendelse av erstatning for saksomkostninger tages ikke tilfølge.
Salæret til den beskikkede sagfører, advokat Fredrik Voss, ansættes til kr. 60,00.
Ekstraordinær assessor Bjørn: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Prydz, konst. assessor, sorenskriver Frisak og assessor Thoresen: Likesaa.
Eksstrordinær assessor, fhv. høiesteretsassessor Motzfeldt: Jeg er ikke enig i det resultat, hvortil de foregaaende voterende er kommet; men da jeg staar alene med min mening, vil jeg ikke opta rettens tid med at gjøre gjældende og begrunde nogen dissens.
Justitiarius Thinn: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Kjendelse avsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.