Rt-1913-823
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1913-07-26 |
| Publisert: | Rt-1913-823 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 45/1 B. s.a. |
| Parter: | Oscar Steen (adv. Arnold Adeler) mot Fabrik explosionssicherer Gefässe, G.m.b.H., Salzkolten i W. (overretssakf. Joh. H. Næser til prøve). |
| Forfatter: | Birkeland, Hambro, Bjørn, Christiansen, Vogt, Lambrechts, Thoresen |
| Lovhenvisninger: | LOV-1885-06-16-2, LOV-1885-06-16-2-§29, LOV-1885-06-16-2-§7 |
Assessor Birkeland: Nærværende saks foranledning, gjenstand og nærmere omstændigheter vil erfares av præmisserne til Kristiania
Side:824
handelsrets dom av 15 december 1911. Ved denne dom er saaledes kjendt for ret: - «Oscar Steen kjendes uberettiget til at forfærdige (eller fra utlandet indføre) samt til at falholde gjenstande, der er ens med de paa klagede av Steen leverte sikringsindretninger. Sakens omkostninger ophæves.»
Steen har indbragt saken for Høiesttret, hvor han har nedlagt sadaan paastand: «At appellanten frifindes for indstevntes tiltale i saken og tilkjendes saksomkostninger for handelsretten og Høiesteret.»
Indstevnte. Fabrik explosionssicherer Gefässe, G. m. b. H.; Salzkotten, har paastaat handelsrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt omkostninger for begge retter.
Som nyt dokument for Høiesteret er fremlagt en betænkning av 4 september 1912 fra professor Baumann i en i Tyskland anlagt sak: Fabrik explosionssicherer Gefässe, G. m. b., H. mot Wolff & Co., den samme fabrik, der repræsenteres av indstevnte, likesom Wolff & Co. er Steens mandant. Proffessoren var ifølge bevisbeslutning opnævnt til som sakkyndig at avgive nævnte betænkning i saken. I hans betænknings konklusjon anføres, at Salzkottener-patentet gaar ut paa et apparat, som bestaar i kombinationen av tre elementer og tjener til at gjøre beholdere for ildsfarlige væsker explosionssikre. Følgelig kan en beholder, ved hvilken der kun er anordnet 2 av elementerne, ikke ansees som patentkrænkende, specielt ikke av den grund, at en ugyldighetskjendelse av patentet ifølge den allerede nævnte avgjørelse av «Reichsgericht» ikke kunde begrundes med, at to av patentets tre elementer var kjendt... Efter alt det anførte repræsenterer følgelig efter undertegnedes mening den for tiden av firmaet Wolff & Co. in Fischbach a. d. Nahe fremstillede beholder intet indgrep i patent nr. 108.477 tilhørende Fabrik explosionssicherer Gefässe G. m. b. H. Salzkotten. Videre er fremlagt en tysk høiesteretsdom av 3 februar 1913 angaaende Wolff & Co.s tyske patent nr. 203.703.
Jeg er kommet til samme resultat, Steens frifindelse, som det dissenterende medlem av handelsretten og tiltræder i det væsentlige hans begrundelse, hvortil henvises. Jeg finder mig foranlediget til at tilføie:
Av beskrivelsen av patent nr. 8.040 efter den for patentkommissionen fremlagte tegning kan allerede paa grund av dens mindre stringente form ikke utledes noget sikkert med hensyn til patentets beskyttende omraade. Derimot maa forsaavidt patentkravet være det avgjørende, og patentkravet er, som av det dissenterende medlem av handelsretten bemerket, formet som et kombinationspatent, hvilket som saadant beskytter kun forbindelsen av de tre i patentkravet særskilt nævnte dele. I denne opfatning er, foruten den nævnte professor Baumann, ingeniør Aksel Lahn Patentanwalt F. G. Glaser, Berlin, og videre ingeniør N. G. Tandberg enige. I motsat retning har uttalt sig patentanwalt G. Wassermann samt ingeniør Alfred Bryn. Sidstnævnte har imidlertid erklært sig inhabil til at fungere som meddommer i saken paa grund av tidligere befatning med hensyn til det i saken omtvistede spørsmaal.
Handelsrettens majoritet har sluttet sig til en dom av 14 oktober 1910 av den tyske overret i Berlin. Jeg kan ikke lægge nogen videre vegt paa denne dom, idet sakens omstændigheter ikke i detalj foreligger til en kritisk prøvelse av dommen. Det er visnok saa, at begge parters apparater tjener samme tekniske øiemed og i det væsentlig har lignende teknisk effekt. Men det er at erindre, at selve hovedprincippet, at en flamme ikke slaar igjennem et traadnet, var velkjendt og før anvendt, hvorimot begge parters apparater til tilgodegjørelse av det nævnte
Side:825
princip har hver sin særskilte utførelsesform, kfr. handelsrettens beskrivelse. Den nævnte patentanwalt Glaser uttaler saaledes i overensstemmelse med det dissenterende medlem av handelsretten: «Følgelig er der ved denne indretning av det specielt konstruerte indsatsrør, som av motparten med hensigt og urigtig altid betegnes som blikmantel, skaffet tilveie et teknologisk uavhængig legeme, der vistnok tjener det samme øiemed som de to første elementære indretninger i patent nr. 8.040, men som tjener dette øiemed aldeles avgjort paa en teknisk mere fuldkommen maate, end tilfældet er ved patent nr 8.040.» Det tilføies: «Derfor maa anordningen av indsatsrøret med soldøine betegnes som faldende ganske utenfor omraadet for patent nr. 8.040.» Al den stund Wolff & Co.s apparat ikke er godtgjort at kunne betegnes som kun efterligning eller uvæsentlig modificering av det norske patent 8.040, antar jeg, at Wolff & Co.s apparat ikke kan karakteriseres som indgrep i det nævnte patents ret, jtr. patentloven av 16 juni 1885 §7 og §29, idet patentloven av 1885 er den paa nærværende tilfælde anvendelige lovbestemmelse.
Jeg vil ifølge det anførte votere for, at Oscar Steen frifindes for fabrikkens tiltale.
Processens omkostninger finder jeg bør ophæves for begge retter.
Konklusion:
Oscar Steen bør for Fabrik explosionssicherer Gefässe, G. m. b. H., Salzkotten i W, sammes tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger for Høiesteret og handelsretten ophæves.
Assessor Hambro: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Bjørn: Likesaa.
Konstituert assessor, byretsassessor Christiansen: Jeg erkommet til et andet resultat end de tidligere voterende. Jeg er med handelsretten enig i, at den beskyttelse, som fabrikkens her omhandlede patent yder, ikke kan indskrænkes saaledes som av de tidligere voterende antat. Jeg mener, at det av patentskriftet læst i sammenhæng fremgaar, at der her ikke er spørsmaal om et saakaldt «kombinationspatent», men patent paa det beskrevne apparat i sin helhet. I beskrivelsen angives først øiemedet med apparatet, at beskytte mot eksplosioner i fater fyldt med ildsfarlige væsker. Derpaa følger en beskrivelse av selve apparatet. Dette bestaar i - heter det - en traadcylinder av en nærmere angit konstruktion og av en ventil om hvilken det siges, at den kan være av en hvilkensomhelst tjenlig konstruktion. Om traadcylinderen uttales det, at den er forsynet med en mantel saaledes indrettet, at den tjener til at beskytte cylinderen mot beskadigelse. Dette er altsaa denne mantels funktion. Derimot tjener den ikke saaledes som traadcylinderen til at hindre antændelser eller som ventilen til at utslippe gaser. Om mantelen siges i beskrivelsen, at den ikke behøver at ha den særskilt beskrevne konstruktion, men kan ha enhver anden tjenlig form. Efter denne beskrivelse er mantelen alene en støtte for traadcylinderen, og hvis denne økonomisk fordelagtig kunde utføres av et materiale med fornøden stivhet, vilde mantelen være overflødig. Dette viser ganske klart mantelens akcessoriske karakter, og at fra delte indhold av beskrivelsen maa ogsaa patentkravet læses. Ogsaa her heter det, at apparatet er karakterisert ved en traadcylinder, som er forsynet med en beskyttelsesmantel og en sikkerhetsventil, der er utstyrt med en dækmutter. Heri ligger efter min mening, at mantelen alene er ment at skulle være - hvad den virkelig er - et hjælpemiddel for traadcylinderen, men intet særskilt
Side:826
element for opnaaelse av den tekniske effekt, som ved den her patenterte opfindelse er tilsigtet.
Hadde patentkommissionen ment, at her omhandlede patent ikke skulde beskytte apparatet i sin helhet, men kun en kombination av særegne anordninger, maatte patentskriftet ha været anderledes formet, idet der da maatte ha været henvist til et tidligere kjendt apparat, for hvis vedkommende der ved patentet blev git beskyttelse for særlige anordninger paa samme maate som gjort i det dokumenterte Wolffske tyske patent nr. 203.703, der patenterte den teleskopagtige anordning av indsatsrøret. Det her omhandlede patent nr. 8.040 beskytter saaledes efter min mening det deri beskrevne sikringsapparat i sin helhet. Denne opfatning var, som det fremgaar av handelsretsdommens præmisser (førstvoterendes votum), ogsaa uttalt av en dom av den tyske overret i Berlin av 4 oktober 1910. Med hensyn til denne dom kan jeg, efter hvad der her er dokumentert angaaende saksforholdet, ikke forstaa andet end, at den angaar væsentlig det samme, som er gjenstand for nærværende sak. Saken var anlagt av Salzkottenfabrikken i henhold til dens tyske patent 108.477, som, efter hvad der er paa det rene, fuldstændig dækker Salzkottenfabrikkens beromhandlede patent. Den var ikke anlagt mot Wolff & Co., men det synes, som om de apparater, som den angik, har været i det væsentlige like de heromhandlede Wolffske sikringsindretninger. Det uttales saaledes i dommen, at der istedenfor Salzkottenfabrikkens soldcylinder og beskyttelsesmantel er anvendt en fuldstændig cylinder med aapninger beskyttet ved solde. Denne beskrivelse passer ganske paa de heromhandlede Wolffske apparater, naar jeg bortser fra den nævnte teleskopiske anordning.
Jeg skal ogsaa nævne, at der den 2 februar 1910 ved samme ret er avsagt en dom angaaende apparatet, der synes at ha stor likhet med de i den førstnævnte dom omhandlede og med samme utfald. Begge disse domme er, efter hvad der her for retten er oplyst, stadfæstet av det tyske rikes høiesteret (Reichsgericht i Leipzig).
Jeg finder efter dette ikke at kunne lægge saadan vegt, som av de tidligere voterende er gjort, paa den av den tyske sakkyndige professor Baumann avgivne betænkning likesaalitt som paa de øvrige av førstvoterende nævnte sakkyndige, hvis uttalelser gaar i samme retning.
Det næste spørsmaal, som foreligger for mig i saken, er da, om de Wolffske sikkerhetsindretninger er saa like de for Salzkottenfabrikken patenterte, at de rammes av §7 i patentloven av 16 juni 1885, og dette spørsmaal mener jeg ogsaa med handelsretten maa bli at besvare bekræftende. Jeg kan forsaavidt i det væsentlige henvise til handelsretsdommens præmisser.
Med de tidligere voterende er jeg enig i, at processens omkostninger bør ophæves.
Da jeg har grund til at anta, at min opfatning ikke deles av rettens flertal, former jeg ikke konklusion.
Assessor Vogt: Jeg er enig med assessor Christiansen.
Ekstraordinær assessor, amtmand Lambrechts: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Thoresen: Likesaa.
Dom blev avsagt overettsstemmende med førstvoterendes konklusion.
Av handelsrettens dom hitsættes:
I juli 1899 erholdt kemiker Ferdinand Henze av Salzkotten norsk patent nr. 8.040 paa et apparat til at forebygge eksplosion i fater fyldt med ildsfarlige væsker.
Side:827
Efter beskrivelsen i patentansøkningen er apparatet saaledes indrettet, at det i form av et spuns sættes ned i fatet og slutter aldeles tæt under transporten, mens det ved fatets tømning ved et bestemt tryk lar de utviklede gaser undvike. Apparatet bestrar av en cylinder av et passende, finmasket traadnet av et tjenlig metal, og hvis nedre ende er lukket. Cylinderen er forsynet med en mantel, som er saaledes gjennembrutt, at de utadtrykkede tænder eller spidser vender opad paa en saadan maate at cylinderen ved dette beskyttelseslegeme forhindres fra at ødelægges. Cylinderens øvre det er forsynet med en fast metalring med en flæns, der tjener til ved hjælp av skruer eller lignende at befæstige apparatet til fatets sidevæg. I ringens indre er en ventil, der aapner sig automatisk, og kan være av hvilkensomhelst tjenlig konstruktion. Ringens øvre del er utvendig forsynet med en skruegjænge, hvorover skrues en mutter for ved transport at forebygge en tilfældig aapning av ventilen. Der nævnes i beskrivelsen, at der ikke er nødvendig, at beskyttelsesmantelen har den paa en vedlagt tegning vist konstruktion, idet man kun har at iagtta, at muligheten for, at traadcylinderen ødelægges utenfra, utelukkes.
Patentkravet er saalydende: Apparat til at forebygge eksplosion av fater fyldt med ildsfarlige væsker, karakterisert ved en for nedskruning i fatet egnet, nedentil lukket soldcylinder, som er forsynet med en tilsvarende beskyttelsesmantel, og hvis øvre ende bærer en sikkerheteventil, der ved en dækmutter holdes lukket under fatets transport.
I april 1900 erholdt Ferdinand Henze norsk patent nr. 9.193 paa en forbedring av den i patent nr 8.040 omhandlede indretning bestaaende deri, at lukkemutteren var utført som sikkerhetsventil.
Begge disse patenter er senere overdraget til Fabrik explosionssicherer Gefässe, G. m. b. H. av Salzkotten, Westfalen.
Denne fabrik anlagde ved stevning av 11 februar 1910 sak mot Oscar Steen, hersteds, for indgrep i de rettigheter, som fabrikken mente at tilkomme efter de nævnte patenter. Steen, der her for det tyske firma Wolff & Co. hadde solgt sikkerhetsindretninger, som tjente samme øiemed som nævnte fabriks apparater, paaberopte sig bl a. en overenskomst av 2 april 1908 mellem fabrikken og Wolff & Co. angaaende hver enkelt fabriks salg av sine sikkerhetsindretninger.
Da det er paa det rene mellem parterne, at denne overenskomst ialfald utløper 1 april 1910, og det vilde ta lang tid inden nævnte sak, hvor der nu kun er nedlagt paastand om erstatning for patentindgrep, kunde avsluttes, har Fabrik explosionssicherer Gefässe fundet det mest hensigstmæssig foreløbig at utsætte denne sak og har isteden ved stevning av 30 juni 1910 anlagt ny sak mot Oscar Steen for at faa særskilt paakjendt dennes berettigelse til eller mangel paa berettigelse til at sælge m. m Wolff & Co.s sikringsindretninger, saaledes som forholdet stiller sig efter 1 april 1910. I denne nye sak, som her paadømmes, har citanten nedlagt saadan paastand:
1. At indstevnte kjendes uberettiget til at forfærdige (eller fra utlandet indføre) samt til at falholde eller forhandle gjenstande som er ens med eller i det væsentlige overensstemmende med de paaklagede av ham leverte sikringsindretninger.
2. At indetevnte tilpligtes at betale sakens omkostninger.
Indetevnte har i sit første indlæg oplyst, at Wolff & Co. fabrikerer to sorter sikringsindretninger, nemlig a) de i Tyskland under nr. 203.703 patenterte teleskopisk forskyvbare indretninger, og b) lignende indretninger i ett stykke. - - -
Side:828
Indstevnte gjør gjældende, at der er saa stor forskjel mellem citantskapets og Wolff & Co.s sikkerhetsindretninger, at man maa kunne falholde disse uavhængig av de norske patenter nr. 8.040 og 9.193. Citantskapet finder derimot, at Wolff & Co.s indretning kun er en ren efterligning av citantskapets patenterte apparater.
Det i retten fremlagte eksemplar av indstevntes indretninger er teleskopisk utformet, hvorpaa Wolff & Co. i 1908 erholdt tysk patent 203.703. I patentskriftet anføres der, at opfindelsen angaar de bekjendte helt eller delvis med gjennemløpsaapninger forsynte rørindsatser, som kommer til anvendelse ved beholdere for ildsfarlige væsker. Nævnte aapninger er overdækket med traadnet for at hindre en eksplosion av beholderens indhold, naar der gjennem dette indsatsrør uttappes væske. Videre heter det, at det har været følt som en stor ulempe ved disse indsatsrør, at de ved avpasset længde alene har kunnet anvendes for beholdere av bestemte dimensjoner, hvorfor hensigten med den foreliggende opfindelse er at fjerne denne ulempe. Dette opnaaes da efter patentskriftet ved, at man fremstiller indsatsrøret av 2 dele, hvorav den nedre er anordnet forskyvelig i forhold til den øvre. Som indsatsrør anvendes et massivt rør, i hvis øvre og nedre ende der er anordnet aapninger, som er ovrdækket med traadnet. Det nedre forskyvbare rørstykke er stængt nedentil ved hjælp av en bund, som under visse omstændigheter likeledes kan være forsynet med en traadnetindsats, der maa være saaledes anordnet, at pumperøret ikke kan støte igjennem. Det øvre rørstykke er fæstet til en boks, som sitter fast paa en beholder. Boksen kan avstænges ved hjælp av en stængeskrue. Det anføres videre, at indsatsrøret ogsaa kan utføres paa anden gjængs maate end vist paa den ved patentskriftet fulgte tegning. Patentkravet er saalydende: «Med traadnet forsynet rørindsats i beholdere for ildafarlige væsker, karakterisert ved, at rørindsatsen er utformet teleskopagtig i den hensigt at kunne anvende den for beholdere av forskjellige dimensioner».
Det fremgaar efter min mening av ovenstaaende beskrivelse, at hovedprincippet for citantens og indstevntes apparater er det samme.
Begge apparater bestaar av rør, forsynet med traadnet, beregnet til at sættes ind i beholdere for ildsfarlige væsker for at hindre eksplosion.
Hvad angaar den teleskopagtige anordning paa indstevntes rør, skjønnes samme ikke at faa nogen betydning for avgjørelsen av nærværende sak, idet saadan anordning kun utgjør en mindre væsentlig forskjel i konstruktionen og heller ikke i og for sig indeholder nogen ny opfindelse. Patent nr. 203703 er de ogsaa, mens saken har versert her for retten, i Tyskland kjendt ugyldig av sidstnævnte grund. Jeg behøver derfor efter dette ikke med hensyn til avgjørelsen at skjelne mellem de av indstevntes apparater, der er fabrikert som teleskopformet rør, og de, der er fabrikert i et sammenhængende rør.
Efter min mening er det traadnettet (traadduken) og ventilen, som er det væsentlige ved citantens og indstevntes apparater, idet det er traadnettet, som hindrer flammen fra at slaa gjennem, likesom ventilen skaffer utløp for gaser i beholderen, hvorved i begge tilfælde eksplosion hindres. Beskyttelsesmantelen har derimot intet med selve den fysiske virkning at gjøre.
Nu forefindes saavel traadnettet som ventilen paa begge parters apparater. Paa citantakapets er selve traadnettet formet som en cylinder utenpaa et andet rør (mantel) med gjenaemløpsaapninger for væsken, hviket sidste rør tjener til avstivning og beskyttelse for traadnettet. Paa indstevntes apparater haves derimot kun traadnet i selve det massive rørs øvre og nedre ender, men det massive rør synes i alt væsentlig kun at tjene samme øiemed som den indvendige mantel paa citantskapets apparat.
Side:829
Begge parters apparater tjener saaledes ikke alene det samme tekniske formaal, men dette sker ogsaa i det væsentlige ved samme tekniske midler. Forskjellen synes at ligge i mantelen og i konstruktionsmaaten.
Indstevnte har til sin frifindelse sterkt hævdet, at citantskapets patent kun beskytter en kombination av de tre ting, soldcylinder, mantel og ventil, hvorfor han frit maa kunne avhænde de av Wolff & Co. fabrikerte apparater, da der ikke er nogen mantel paa disse.
Jeg kan ikke for mit vedkommende være enig deri. Det vilde være altfor formalistisk efter min mening at forstaa citantskapets patent saa begrænset, at det kun skulde beskytte kombinationen av de 3 ting, naar mantelen efter det oven anførte kun er av underordnet betydning. Det samme spørsmaal har ogsaa været oppe under behandling ved tysk domstol, idet citantskapet, som i Tyskland har erhvervet tilsvarende patenter paa sine apparater som her i Norge, har skredet til søksmaal mot forskjellige firmaer, som formentes at ha gjort sig skyldig i patentindgrep overfor dette. I en dom, avsagt av civilkammeret i den tyske overret nr. 1 i Berlin den 4 oktober 1910, heter det efter den i saken fremlagte oversættelse: «Men det maa videre antages, at ogsaa allerede kombinationen av en ventil med soldcylinder, altsaa uten beskyttelsesmantel, er beskyttet gjennem patentet, fordi forbindelsen av disse to indretninger var ny og utgjør opfindelsens egentlige kjerne, mens beskyttelsesmantelen, som allerede før fremholdt, kun har en sideordnet betydning». Jeg anser saken paa samme maate som den nævnte tyske domstol og kan derfor ikke lægge vegt paa, at indstevntes apparater ikke er forsynet med nogen indvendig mantel. Jeg skal ogsaa henvise til, at der efter foranstaaende beskrivelse i citantskapete ansøkning om patent nr. 8.040 angaaende konstruktionen av beskyttelsesmantelen er anført, at «man kun har at iagtta, at muligheten for, at traadcylinderen ødelægges utenfra, utelukkes».
Nogen indvendig mantel til avstivning og beskyttelse forefindes altsaa ikke paa indstevntes apparat, idet beskyttelsen her aker ved den maate, hvorpaa traadnettet er fæstet i det maasive rør. Indstevntes apparater kan derefter min mening alene bli at betragte som en specialkonstruktion av den opfindelse, der ligger til grund for citantskapets apparater. Forskjellen i konstruktionen viser sig særlig deri, at det paa indstevntes apparater er anbragt soldhuller (med traadnet) i selve det maasive rør istedenfor, som paa citantskapets apparater, at anbringe traadnettet utenom røret. Mens soldhullerne paa citantskapets apparater er mange og smaa, er disse paa indetevntes apparater større, men kun faa av antal. I den forbindelse vil jeg dog ikke undlate at henpeke paa, at der i citantskapets patentansøkning intet specielt staar nævnt om antallet eller størrelsen av gjennemløpsaapningerne, saaledes at sidstnævnte forskjel ikke skulde influere paa avgjørelsen. Der synes ogsaa at være nogen anden forskjel, men kun av uvæsentlig betydning.
Jeg skal ikke her indgaa paa, at indstevntes specialkonstruktion kan berettige til beskyttelse som patent; ti saadant formenes efter ovenstaaende i hvert fald at maatte bli avhængig af citantskapet patent.
Indstevnte har videre bestridt, at den opfindelse, hvortil citantskapet støttet sit krav, var ny, dengang patent nr. 8.040 erholdtes, og mener indstevnte paa grundlag herav at maatte frifindes, selv om retten skulde finde, at de av Wolff & Co. fabrikerte apparater nærmest maa ansees som en efterligning av citantskapets apparater.
Jeg kan ogsaa forsaavidt henvisa til ovennævnte tyske dom, hvor samme indsigelse om opfindelsens manglende nyhet er forkastet. Det var forbindelse av soldcylinderen og ventilen, som var det nye i opfindelsen. Bevisbyrden for, at saadan kombination allerede var kjendt paa nævnte tidspunkt maa
Side:830
paahvile indstevnte, men jag har ikke i det foreliggende fundet dette tilstræklig godtgjort. - - -
L. Bade.
Jeg kan ikke være enig i den slutning, hvortil førstvoterende er kommet.
Et patente værdi og hele retslige beskyttelse er avhængig av det koncise patentkrav, som av patentmyndigheterne er blit bevilget, og ikke av de ofte mer eller mindre svævende uttryk i den forutgaaende beskrivelse av patentets gjenstand. Det norske patent nr. 8.040, som Fabrik explosionssicherer Gefässe G. m. b. H., Salzkotten, har erhvervet, omfatter ifølge det bevilgede patentkrav kun en kombination av forskjellige dele, nemlig: «En for nedskruning i fatet egnet, nedentil lukket soldcylinder (traadcylinder), som er forsynet med en tilsvarende beskyttelsesmantel, og hvis øvre ende bærer en sikkerhetsventil, der ved dæksmutter holdes lukket under fatets transport». Dette patent er altsaa ifølge det bevilgede patentkravs redaktion et slet og ret kombinationspatent og beskytter som saadant kun forbindelsen av de tre i patentkravet særskilt nævnte dele.
Anvendelse av traadnet til beskyttelse mot ildens indtrængen er vel kjendt fra gammel tid, og den cylindriske form av traadnettet har allerede i 1880 været anvendt og patentert av S. S. Newton i De forenede stater (patent 223 377) for kar til ildafarlige væsker. Traadcylinderen for sig alene er altsaa ikke patenterbar. Heller ikke kan sikkehetsventilen med dæksmutteren erholde nogen patentbeskyttelse, da ogsaa denne i lange tider har været brukt til sikring mot indvendige tryk ved forskjellige slags fater. Sikkerhetsmantelen er derfor den eneste del, som er ny, og denne del har apparatets konstruktør maattet anbringe for at beskytte og gi stivhet til den lange traadcylinder, som han synes er nødvendig for at opnaa den tilsigtede tekniske effekt.
Det av firmaet Wolff & Co. i Fischbach gjennem indstevnte Oscar Steen forhandlede apparat mangler fuldstændig den lange traadnetcylinder, som utgjør den ildbeskyttende del ved citantens apparat. Ved Wolff & Co.s apparat er selvfølgelig ogsaa anvendt traadnet, saaledes som ved en stor række andre sikringsapparater til samme øiemed. Men konstruktøren har her anbragt traadnet i et visst antal aapninger, som er utskaaret i en ellers helt kompakt blikcylinder. Herved synes i teknisk henseende at være opnaadd et enklere og billigere arrangement. Hvorvidt apparatet er bedre eller daarligere end citantens apparat, kan selvfølgelig være gjenstand for meningsforskjel, men er foreliggende sak uvedkommende.
Men jeg for min del kan ikke finde andet, end at Wolff & Co.s apparat har en ganske anden anordning av de forøvrig fra gammel tid vejkjendte enkeltheter end den anordning, som nøiagtig er karakterisert i det bevilgede patentkrav i citantens norske patenter. Jeg kan heller ikke la min opfatning i saa henseende paavirke av det resultat, hvortil retten i Tyskland er kommet. Ti man kan ikke godt se bort fra, at den præsumtivt ment fagkyndige antoritet i Tyskland, nemlig «Kaiserliches Patentamt», trods citantens tyske patent nr. 108.477 har bevilget Wolff & Co. et uavhængig patent nr. 203.703 som ogsaa omfatter anvendelsen av en cylinder, men selvfølgelig med en anden anordning end den i patent nr. 108.477. Og samme Kaiserliches Patentamt har desuten i 1901 bevilget en tredje opfinder et patent (nr. 137 681) paa et lignende sikringsapparat, som ogsaa er forsynet med en sikkerhetsvertil og med cylinder med traadnet, men anordnet paa en noget anden maate end ved Wolff & Co.s apparat. Dette patent er rigtignok bevilget som tillægspatent, men ikke til nogen av citantens patenter. Kaiserliches Patentamt betragtes som den første autoritet paa patentomraadet og er kjendt for den omhyggelige forundersøkelse, som enhver patentansøkning blir underkastet.
Side:831
Jeg mener derfor trygt at kunne gaa ut fra, at ogsaa Kaiserliches Patentemt ved sin bevilgning av alle de nævnte patenter - altsaa inklusive citantens - kun har ment at ville beskytte de specielle kombinationer av forskjellige apparatdele, saaledes som disse kombinationer nøiagtig er blit præcisert i de respektive bevilgede patentkrav.
I henhold til ovenstaaende kan jeg ikke finde, at Wolff & Co.s anordning kan betragtes som noget indgrep i citantens patentrettighet. - - -
Axel Krefting.
Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
L. Karlsen.