Rt-1916-983
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1916-05-10 |
| Publisert: | Rt-1916-983 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 74/1 s.a. |
| Parter: | Ole P. Solheim (advokat Stang Lund beskikket) mot Anders R. Solheim (advokat Arne Rygh). |
| Forfatter: | Feragen, Mejdell, Prydz, Berg, Heggen, Skattebøl, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Odelsloven (1821) §9, Odelsloven (1821) |
Med hensyn til nærværende odelssaks nærmere omstændigheter henvises til de tidligere dommes præmisser.
Ved dom, avsagt 13 december 1911 av sorenskriveren i Nordfjord med meddomsmænd, blev saaledes kjendt for ret: «De indstevnte, Abraham Pedersen Solheim og Ole Pedersen Solheim, frifindes for citantens Anders Rasmussen Solheims tiltale i denne sak. I saksomkostninger betaler citanten, Anders R. Solheim, til indstevnte, Ole P. Solheim, 200 kroner. At efterkommes inden 15 dage efter dommens forkyndelse under eksekutions tvang.» Dommen er avsagt under dissens, idet en av meddomsmændene voterte for tilfølgetagelse av odelsprætendenten Anders Rasmussen Solheims løsningspaastand med ophævelse av sakens omkostninger.
Ved Bergens overrets dom av 11 mai 1914 blev saaledes kjendt for ret: «De indstevnte, Ole P. Solheim og Abraham P.
Side:984
Solheim, bør under utkastelsestvang til lovens første faredag, der indtræffer 15 dage efter denne doms forkyndelse til fordel for appellanten, Anders R. Solheim, fravike og ryddiggjøre odelsgodset gnr 25, bnr 3, Solheim i Hornindal mot utbetaling til dem av løsningssummen kr. 8.012,24 eller, saafremt de ved overodelstaksten av 5-7 juli 1909 takserte grundbyrder paa eiendommen maatte være indfridd og avlyst, da med tillæg av deres takstbeløp ifølge samme takst, - men iøvrig alt med fradrag av mulige i eiendommen bevislig staaende heftelser. Til samme tid og paa samme vilkaar bør de indstevnte under en mulkt av 5 kroner til Hornindals herredskasse for hver dag, de sitter dommen overhørig, utstede skjøte paa eiendommen til appellanten paa dennes bekostning. Sakens omkostninger ophæves for begge retter. At efterkommes under adfærd efter loven. Den for de indstevnte beskikkede sakfører, overretssakfører K. Friis Petersens salær av statskassen ansættes til 100 kroner.»
Overretsdommen er av Ole P. Solheim ved stevning av 15 september 1914 paaanket til Høiesteret og fri sakførsel meddelt ham 3 oktober næstefter.
Appellanten har ved sin beskikkede sakfører, advokat Fr. Stang Lund, nedlagt saadan paastand: Principalt: At saken avvises fra underretten og at Ole P. Solheim tilkjendes kost og tæring for underretten og det offentlige for overretten og Høiesteret hos Anders R. Solheim. Subsidiært: At underrettens dom stadfæstes, og at Anders R. Solheim tilpligtes at betale det offentlige sakens omkostninger for overretten og Høiesteret. Den beskikkede sakfører har derhos paastaat sig tilkjendt salær av det offentlige. Som det fremgaar av appellantens principale paastand og som ogsaa i hans deduktion er uttrykkelig anført, har appellanten ikke for Høiesteret gjentat sin for overretten nedlagte paastand om avvisning fra nævnte ret.
Fra indstevntes side er overrettens dom paastaat stadfæstet «forsaavidt paaanket er» (hvormed sigtes til, at Abraham P. Solheim ikke har deltat i anken til Høiesteret), og omkostninger tilkjendt hos appellanten.
Høiesteret kommer forsaavidt angaar sakens formelle side til samme resultat som de foregaaende retter og kan i det væsentlige tiltræde hvad disse har anført til begrundelse.
I realiteten kommer Høiesteret til samme resultat som underretten.
Efter de oplysninger, som fremkom under den av Rasmus Solheims broderbarn mot barn anlagte sak, der blev endelig avgjort ved Bergens overrets dom av 21 november 1904, og hvilke oplysninger nærmere omhandles i de ergangne domme i nærværende sak, maa forholdet antages at ha været det, at han hadde paatat sig at indløse eiendommen til fordel for de bedre odelsberettigede broderbarn for at bevare deres odelsgods for dem, saaledes at det, som av overretten uttalt, skulde staa dem aapent senere, naar det maatte falde dem beleilig, at utløse ham. Det kan i saa henseende ogsaa bemerkes, hvad ikke sees omtalt i de tidligere dømme, at han i et brev til broderbarnene og søsteren
Side:985
Gunhild, skrevet omkring 1 1/2 aar efterat han hadde indløst eiendommen, om sin erhvervelse av denne bruker uttrykket «tok den i bestyring». En grænse maatte der dog vistnok, som ogsaa av overretten antat, være for hans forpligtelse, saa at han efter en rimelig tids forløp maatte kunne med en rimelig frist opsi forholdet, hvad imidlertid ikke var skedd. Men naar han saaledes hadde vedtat, at hans eiendomsret skulde likeoverfor broderbarnene kun være midlertidig, saa at den maatte opgives, naar disse med de fornødne midler til indløsning ihænde gjorde fordring derpaa, kan det ikke antages, at en saadan likeoverfor de bedre odelsberettigede broderbarn betinget eiendomsret og besiddelse skulde kunne virke præskriberende paa disses odelsret. Idet denne saaledes maa ansees at være i behold og er bedre end prætendentens, maa de bli at frifinde.
Efter dette vil underrettens dom bli at stadfæste, hvorhos indstevnte findes at burde tilsvare processens omkostninger ogsaa for overretten og Høiesteret.
Den betalte sakførsel har været forsvarlig.
Assessorerne Feragen, Mejdell og Heggen kommer til samme resultat som overretten og kan i det væsentlige henholde sig til dennes begrundelse. Særlig er at merke, at det ikke antages, at det forholder sig saa, at Rasmus A. Solheim i sin tid besad eiendommen paa vegne av Peder A. Solheims barn. De sidstnævnte hadde en ret til - mot skadesløsholdelse av Rasmus - at komme i besiddelse av eiendommen, men paa den anden side ingen pligt til at løse. Hvorlænge denne ret skulde vedvare - perpetuelt kunde der dog ikke være tale om - lar dommen i den ældre retssak uavgjort. Men retten er efter sin beskaffenhet - bl.a. fordi den indeholder et fra odelslovens tilfælde ganske forskjellig princip - væsensforskjellig fra en odelsret. Odelsret efter utløpet av de 3 aar efter skjøtets tinglysning har efter odelslovens §9 alene indstevnte. De nævnte voterende finder, at omkostningerne for Høiesteret bør ophæves.
Dom:
Underrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for overretten og Høiesteret betaler Anders R. Solheim til det offentlige kr. 520. Salæret til den beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Fr. Stang Lund, ansættes til kr. 350.
Av underrettens dom hitsættes:
Efter forgjæves forliksprøve og derpaa følgende utsigelse og takster har Anders R. Solheim ved odelsstevninger av 27 oktober 1909 og 6 januar 1910 saksøkt brødrene Abraham og Ole Solheim. - - -
Indstevnte, Abraham Solheim, der er stevnt efter lov av 4 juni 1892 §9, idet hans opholdssted ikke kjendes, og det heller ikke vites, om han er ilive, har ikke avgit møte. - - -
Indstevntes principale paastand om sakens avvisning bygger han paa bestemmelsen i forlikslovens §38 om forældelse av sakens henvisning til retten. Retten antar, at det er en rigtig forstaaelse av dette spørsmaal som har fundet
Side:986
uttryk i den under saken paaberopte overretsdom indtat i Rt-1895-272, der ogsaa er overensstemmende med Hagerups fortolkning av nævnte §. - - -
De indstevntes far sat som odelsberettiget eier av det omprocederte bruk som i 1893 blev ham frasolgt ved tvangsauktion og kjøpt av Karolus Kjeldstad. Denne blev saa i 1895 ved odelssøksmaal anlagt av citantens far - de indstevntes fjernere odelsberettigede farbror - tvungen til at forlate bruket efter at ha utstedt odelsekjøte til citanters far, datert og tinglyst 9 oktober 1895. Ved overretsdom av 21 november 1904 blev derpaa citantens far tilpligtet at utstede skjøte paa eiendommen til broderbarnene, hvoriblandt de indstevnte. Saadant skjøte er av citantens far utstedt til de indstevnte i fællesskap, efterat deres søskende hadde overdraget sin ret til dem. Overretsdommen, der for det væsentligste stadfæster underrettens dom, er bygget paa den betragtning, at citantens far, da han tok gaarden fra Karolus Kjeldstad, hadde ved bindende løfte forpligtet sig til at la broderbarnene eller en av disse faa eiendommen, naar de ønsket. Imidlertid hadde citantens far som fjernere odelsberettiget sittet med tinglyst skjøte paa eiendommen over 3 aar, og citanten mener derfor, at de indstevnte i henhold til odelslovens §9, sidste punktum, har tapt sin odelsret og følgelig maa vike for ham som den da nærmere odeleberettigede. Herimot gjør de indstevnte gjældende, at citantens far, som det viser sig av under- og overretsdommen, ikke har hat en fuld og ubeskaaren eiendomsret eller en urokkelig besiddelse av eiendommen. Tvertimot var han naarsomhelst forpligtet til at levere eiendommen fra sig, eftersom det var paa det rene og stod klart for baade citantens far, citanten selv og de indstevnte, at citantens fars indløsning av eiendommen skedde i den hensigt at broderbarnene skulde faa eiendommen, naar de eller nogen av dem ønsket det. - - -
Retten skal bemerke, at det under saken mellem de indstevnte og deres søskende og citantens far er bragt paa det rene, at citantens far baade til sine broderbarn og til andre (kautionisterne) har uttalt, at naar han gik til løsning av eiendommen, saa var det for at bevare den for broderbarnene - i deres interesse - om nogen av dem senere ønsket at ta den og magtet at ta den, og det er likesaa paa det det rene, at han kun gjennem dette foregivende opnaadde at faa kautionister for løsningssummen. Hvad der egentlig har været citantens fars mening er ikke saa godt at vite, men sikkert er det, at han har bibragt saavel broderbarnene som utenforstaaende, som interesserte sig for at gaarden blev bevaret for disse, den opfatning, at broderbarnene eller en av dem naarsomhelst skulde faa gaarden mot at holde ham skadesløs. - - - Under disse omstændigheter er det vanskelig at erkjende citantens far som fuld eier og besidder av eiendommen. Trods hans formelle hjemmel og faktiske indehaven av den maa man gaa ut fra, at der for broderbarnene ikke blot bestod en løsningsret, men noget mere end en saadan. Om man ikke netop kan anskue forholdet paa den maate, at citantens far besad eiendommen paa broderbarnenes vegne, bestod der efter rettens mening et saadant baand paa hans eiendoms- og besiddelsesret, at det maa antages at være til hinder for odelspræskriptionen. Selv om man ikke vil gaa saavidt som professor Brandt (Tingsretten side 304-5) synes at mene, at enhver mangel ved hjemmelen, som kan bevirke, at godset kan reklameres, er til hinder for præskription, naar reklamation virkelig iverksættes, er dog forholdet i nærværende tilfælde av saadan beskaffenhet, at præskription efter rettens mening ikke kan være indtraadt. Som følge herav er de indstevnte fremdeles odelsberettiget og nærmere end citanten, hvorfor indstevnte maa frifindes for citantens tiltale. - - -
Side:987
Av overrettens dom hitsættes:
- - - Hvad sakens realitet angaar, er jeg derimot i denne kommet til et andet resultat end underrettens dom. - - -
Jeg kan ingen holdbar begrundelse finde for den mening, at med hensyn til nærværende, præskriptionsspørsmaal appellanten skulde staa i det samme retslige forhold overfor de indstevnte som hans far, og hans retsstilling forsaavidt altsaa avhænge av dennes. Men er dette sidste ikke tilfældet - hvorom straks mere - antar jeg odelslovens præskriptionsbestemmelse i dens §9, sidste del, at maatte tilsi, at de indstevntes odelsret her er i forhold til appellanten præskribert ved dennes fars mere end treaarige eie og besiddelse av odelsgodset som fjernere odelsberettiget. Jeg finder i saa henseende ogsaa med appellanten at kunne henvise til den av ham paaberopte høiesteretsavgjørelse, Rt-1886-682 flg. som formentlig i avgjort grad her relevant. Og naar denne dom ikke sees berørt i underretsdommen, er dette vistnok alene av den grund, at denne sidste efter sin avgjørelsesmaate ikke dertil har fundet nogen særlig anledning. Med tilbakevenden til spørsmaalet angaaende likestillingen overfor de indstevnte, av appellanten med faren i henseende til den omhandlede præskription skal jeg bemerke, at denne ikke skjønnes rettelig at kunne begrundes alene i det familieretslige forhold mellem dem eller i noget derav betinget legalt sukcessionsforhold for appellanten som søn i arveretslig eller anden lignende henseende, dette nu enten av aktuel eller som det her alene maatte være tilfældet bare av eventuel karakter. Odelsretten er en den odelsberettigede efter loven tilhørende selvstændig personrettighet, ikke avhængig av eller knyttet til andet familieretslig forhold end den ved loven bestemte rette forbindelse mellem ham og første odelserhverver. Om noget sukcessionsforhold med hensyn til odelen mellem søn og far i den forstand, at hin retslig utleder og erhverver odelsretten fra denne som saadan, kan ikke rettelig tales. Retten erhverver han uavhængig av faren i og med sin fødsel og forsaavidt uten hensyn til denne slegtsforbindelse, som erhvervelsen for ham alene er betinget av det forhold - av en i odelsloven nærmere bestemt ordensfølge, hvori han selv staar til den, av hvem odelen for slegten først er erhvervet. Og som selvstændig erhvervet for og av den odelsberettigede saa er og odelsreten selvstændig besiddet av ham, selv om han ved siden av sin fremfor ham selv odelsprioriterte far ikke maatte kunne gjøre nogen egen aktuel anvendelse av den. Odelsretten er jo derhos en tinglig ret, og ut fra begge her fremholdte synspunkter med hensyn til den forekommer det mig at skulle maatte være en temmelig sikker ting, at likesom i det hele ingen dispositioner over eller med hensyn til odelsgodset fra farens side av alene obligatorisk retsstiftende natur vil kunne med nogen retslig forbindtlighet mulig indvirke paa den odelsberettigede søns ret som saadan, endsige ophæve den, saaledes kan in casu heller ikke det helt obligatoriske retsforhold, hvori appellantens far, Rasmus A. Solheim ifølge overretsdommen av 1904 ad almindelig frivillig kontraktestiftelses vei hadde stillet sig selv - men ogsaa sig alene - til de indstevnte i henseende til disses løsningsret til gaarden ut fra hans haand, og i kraft av hvilken han efter samme dom har maattet avstsa eiendommen til dem, drage tilfølge for appellanten selv og medføre, at den ret, han efter min oven fremholdte mening skulde ha til paa grundlag av indtraadt præskription av de indstevntes tidligere bedre odelsret at løse paa sin egen odel eiendommen fra dem uten hensyn til eller til trods for farens nysanførte personlige forpligtelsesforhold, ikke gyldig skulde kunne gjøres gjældende av ham mot de indstevnte som nu ved nærværende søksmaal hævdet. Tilstedeværelsen her i tilfældet av noget særskilt retsstiftende faktum eller forhold for appellantens eget personlige vedkommende
Side:988
relativ til de indstevnte, hvorved han i heromhandlede retning skulde ogsaa selv være blit forpligtet overfor dem og som skulde hindre enten i det hele hans erhvervelse av den nysanførte ret for ham til den paasøkte odelsløsning, eller nu hans hævdelse av den som her skedd, er ikke i saken godtgjort. Og navnlig antages heller ikke den omstændighet, at appellanten ved farens erhvervelse av odelsgodset i 1895 skulde ha været bekjendt med den de indstevnte av ham tilsagte eventuelle løsningsret - om ellers saadant kjendskap hos appellanten dertil maatte være at anse godtgjort eller iøvrig paa det rene her i saken - at kunne komme i nogen avgjørende betragtning forsaavidt. Det samme maa formentlig ogsaa gjælde med hensyn til det av de indstevnte paaberopte personlige forhold, hvori appellantens far, efter hvad de uimotsagt, men iøvrig uten nogen nærmere redegjørelse forsaavidt har anført, har staat til dem (og/eller til deres øvrige odelsmedberettigede søskende) som verge for dem i deres umyndighet, dengang han selv tok gaarden paa odel og formentlig vel ogsaa senere fremover i hans besiddelsestid. De av dette forhold betingede baand og mulige obligatoriske retsforpligtelser for appellantens far overfor de indstevnte vil ogsaa alene kunne gjælde og omfatte den førstnævnte selv og kan ikke tillægges nogen retslig betydning eller virkning for appellantens egen retsstilling her i tilfældet. - - - Knoph.
Enig i det væsentlige og i resultatet. G. Roll.
Likessa. Prahl.