Rt-1922-775
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1922-09-27 |
| Publisert: | Rt-1922-775 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 28/2 B s.a. |
| Parter: | Birgit Sunde som verge for sin umyndige søn Rollef Sunde (overretssakfører Olaf Hegland til prøve) mot Hovedstyret for Statsbanerne (advokat Magne Schjødt) |
| Forfatter: | Andersen, Breien, Bonnevie, Boye, Gjessing, Salomonsen, Schie |
| Lovhenvisninger: |
Ekstraordinær assessor Andersen: Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmissene for den av overretssakfører Lars Skjelbred som sættedommer under ekspropriationsforretning inden Nedre Telemark sorenskriveri den 6 september 1919 avsagte kjendelse. Kjendelsens konklusion er
Side:776
saalydende: «Paastanden om at jernbanen kjendes berettiget til at besidde de i 1913 ved forsøkstakst takserte stykker av heromhandlede takstnumre mot at betale den erstatning, som da blev fastsat med renter tages ikke tilfølge. Eksproprianten, Hovedstyret for Statsbanerne, kjendes berettiget til med utkastelsestvang at tiltræde de under nærværende forretning takserte arealer av t.-nr. 53, Halvor Sunde, t.-nr. 54, Kittil Sunde, og t.-nr. 55, Rollef Sundes eiendomme mot betaling eller lovlig deponering av erstatning paa grundlag av den værdi, som de eksproprierte arealer har, naar marr bortser fra den værdiforøkelse som jernbaneanlægget har medført for de takserte arealer. Tvistens omkostninger ophæves.»
Denne kjendelse har Birgit Sunde som verge for sin umyndige søn Rollef Sunde indanket for Høiesteret med saadan paastand: «1. At Hovedstyret for Statsbanerne tilpligtes at betale erstatning efter kr. 60 pr. ar. for det under takst nr. 55 fra Rollef Sundes eiendom «Sunde» eksproprierte areal. 2. At ekspropriationsrettens kjendelse iøvrig stadfæstes, dog saa, 3. at Hovedstyret for Statsbanerne tilpligtes at erstatte Rollef Sunde sakens omkostninger for begge retter.»
Indstevnte, Hovedstyret for Statsbanerne, har paastaat stadfæstelse av ekspropriationsrettens kjendelse og at appellanten ilægges saksomkostninger for Høiesteret.
Hverken Halvor eller Kittil Sunde har paanket den omhandlede ekspropriationskjendelse, og tvisten her for Høiesteret angaar alene takst nr. 55, Rollef Sundes eiendom. Videre bemerkes, at jernbanen har akkviescert ved ekspropriationsrettens avgjørelse, forsaavidt denne gaar ut paa, at der ikke for nogen del av de omhandlede arealer skal betales erstatning efter de under forsøkstakst i 1913 satte takster.
Som det fremgaar av kjendelsen, var ved dens avsigelse det da avholdte overskjøn ikke dokumentert. For Høiesteret er fremlagt utskrift av overekspropriationsforretning avholdt i august 1918. Herunder sees taksten vedkommende takst nr. 55 Rollef Sundes eiendom under litr. C fastsat saaledes: «Grustak som før kr. 60.00 pr. ar». Derefter har den for Statsbanerne møtende retsfuldmægtig fremsat følgende spørsmaal: 1. Har skjønsmændene ved sin ansættelse forsaavidt angaar - - - t.-nr. 55, litr. C, gaat ut fra, at grundeierne uanset jernbaneanlægget og forholdene i forbindelse med dette vilde kunne opnaa samme pris for den grund jernbanen nu eksproprierer? 2. I benegtende fald hvilken takst vilde mændene da komme til? - Hertil har mændene svaret: ad spm. 1: Nei. ad spm. 2: Taksten vilde ha blit: For takst nr. 55 kr. 12 pr. ar. - Som det sees, falder paa det her omhandlede punkt overtaksten helt sammen med undertaksten, naar denne har sat ersattningen til henholdsvis 12 og 60 kr. pr. ar, «eftersom der bortsees fra den værdiforøkelse, som jernbaneanlægget maatte ha tilført grunden eller ikke».
Det er efter overtakstens avholdelse paa det rene, at den erstatning, jernbanen - hvis kjendelsen i sin helhet opretholdes - har at utrede for grustaket, vil andra til kr. 12 pr. ar. - Til begrundelse for sit resultat paa det her omtvistede punkt har ekspropriationsrettens bestyrer anført: «Likesaalitt som
Side:777
eksproprianten kan forlange fradrag i erstatningen for den almindelige værdiforøkelse, som anlægget medfører for ekspropriatus i hans øvrige eiendom, likesaalitt har ekspropriatus krav paa tillæg i erstatningen for den merværdi, selve anlægget gir det eksproprierte areal.
Jernbanen maa derfor ansees berettiget til at tiltræde de heromhandlede arealer mot at betale den erstatning, som fastsættes, naar man bortser fra den værdiforøkelse, som jernbaneanlægget har medført.»
Denne begrundelse forekommer mig noksaa uklar, og den forstaaelse synes ialfald ikke udelukket, at der ved fastsætelsen av erstatningen for det eksproprierte areal ikke engang skulde være adgang til at ta i betragtning fordele og værdiforøkelser, som anlæg av jernbane i sin almindelighet vil medføre for vedkommende distrikt og saadan grund som ekspropriationen her gjælder. Forstaat paa denne maate kan kjendelsen ikke medgives at være rigtig. I ethvert fald maa jeg forstaa kjendelsen derhen, at man gaar ut fra, at forskjellen mellem de to takster helt og holdent er begrundet i, at den høiere takst paa 60 kr. hviler paa momenter, som rettelig ikke skal komme i betragtning. Men efter de oplysninger som foreligger om det under takstene passerte - navnlig om indholdet av de før refererte særskilt opstillede spørsmaal, kan jeg ikke finde godtgjort, at saa er tilfælde. Saken stiller sig for mig saaledes, at jeg maa anta, at der ved fastsættelsen av erstatningen til 12 kr. pr. ar. er seet bort fra ethvert hensyn til jernbanen og den derved bevirkede almindelige værdiforøkelse, som ekspropriatus har ret til at kræve tat i betragtning. Jeg kan derfor ikke være enig i, at ekspropriatus maa finde sig i at avgi grund efter denne takst.
Angaaende taksten paa 60 kr. maa det jo ansees givet, at ethvert hensyn til disse berettigede momenter er skedd fyldest. Det er vistnok heller ikke udelukket, at der videre har gjort sig gjældende en ved selve anlægget for det eksproprierte areal særskilt bevirket værdiøkning, som rettelig skulde holdes utenfor ved erstatningens bestemmelse. Navnlig er det noksaa nærliggende at tænke sig, at jernbanens eget behov for grus her har spillet en rolle. Men jeg kan som nævnt ikke finde det godtgjort, at den høiere takst hviler paa saadanne uretmæssige vurderingsmomenter, idet navnlig de særskilt opstillede spørsmaal efter min mening ikke gir noget sikkert holdepunkt for en saadan antagelse. Og jeg mener, at det maatte ha været jernbanens sak ved utvetydige spørsmaal til mændene at bringe paa det rene, at der ved taksten var tat hensyn til saadanne særfordele.
Jeg vil videre anføre, at saken prosessuelt findes at stille sig saaledes, at der ikke synes at kunne være spørsmaal om andet end at gi fravikelseskjendelse enten paa grundlag av taksten 12 kroner eller 60 kroner; i denne forbindelse bemerkes, at det kun er kjendelsen, ikke selve takstene, som er paanket.
Jeg finder efter det anførte at maatte votere for tilfølgetagelse av appellantens paastand, mot hvis form der fra indstevntes side ingen indvending er gjort. - Jeg antar, at indstevnte maa tilsvare processens omkostninger for begge retter.
Side:778
Konklusion:
Hovedstyret for Statsbanerne tilpligtes at betale erstatning efter 60 kroner pr. ar. for det under takst nr. 55 fra Rollef Sundes eiendom «Sunde» eksproprierte areal. I procesomkostninger for ekspropriationsretten og Høiesteret betaler Hovedstyret for Statsbanerne til Rollef Sunde kr. 800. Iøvrig stadfæstes kjendelsen, forsaavidt paanket er.
Ekstraordinær assessor Breien: Jeg er i saken blit staaende ved et mellemstandpunkt. Under ekspropriationen forelaa der to høist divergerende takster over appellantens grund, kr. 12 og kr. 60 pr. ar, hvilken sidste i appellantens paastand for ekspropriationsretten er betegnet som «grustakets fulde værdi». Differencen er i takstene og i den paankede kjendelse angit at være den værdiforøkelse, som jernbaneanlægget har tilført grunden. De enkelte momenter i denne vædiforøkelse, eller de nærmere grunde for samme er ikke blit klarlagt og ligger helt i det dunkle. Hverken i takstene eller i kjendelsen findes der at være gjort nogen klar sondring mellem paa den ene side den almindelige værdistigning som ved jernbaneanlægget er kommet egnen i det hele og altsaa ogsaa de andre av ekspropriationen uberørte eiendomme tilgode, og paa den anden side den særlige værdistigning, som jernbanen maatte ha medført for de eksproprierte eiendomme. Inden ekspropriationsfeltet vil - efter almindelig lære og praksis - den førstnævnte værdistigning være at erstatte av eksproprianten, men den sidstnævnte derimot ikke. Til den første gruppe antages her at burde henføres f.eks. grusens eller grustakenes værdistigning i egnen paa grund av de ved jernbaneanlægget forbedrede transportforhold. Til den anden gruppe vil derimot være at regne den værdiforøkelse, som maatte voldes av jernbaneanlægget som den store kunde med hensyn til de langs linjen liggende grusarealer.
Men begge slags værdiforøkelser, baade den almindelige og den særlige, maa efter min opfatning av forhandlingerne ved ekspropriationsretten antages at ha ligget indesluttet inden den store værdidifference mellem de to alternative takseringer, hvorom jeg for nogen del kan henvise ogsaa til førstvoterendes bemerkninger. Den samme uklarhet findes videre at ha været tilstede i den paankede kjendelse, hvis uttryk i de springende punkter findes litet eksakte og til dels tilgjængelige for dobbelt fortolkning.
Paa grund av denne manglende distinktion mellem de to i denne forbindelse forskjellige arter av verdiforøkelse, antar jeg, at den paankede kjendelse, forsaavidt angaar dens anden del, bør underkjendes. Formedelst den samme mangel findes da ogsaa de foreliggende alternative takster at være uskikket til at avgi lovmæssig grundlag for en fravikelses- eller tiltrædelseskjendelse. Selve takstene er her ikke paanket. Men naar kjendelsen ophæves, vil Statsbanerne for at erholde en ny tiltrædelseskjendelse maatte la opta ny takst paa klare og rigtige præmisser.
Efter det anførte voterer jeg for saadan underkjendelse som nævnt samt for at appellanten kjendes berettiget til erstatning efter den værdi, som den eksproprierte grund maatte ha efter egnens ved jernbaneanlægget forøkede almindelige priser paa grustak.
Side:779
Da jeg antar at være i minoritet, former jeg ingen konklusion.
Ekstraordinær assessor Bonnevie: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. I anledning av dissensen skal jeg bemerke, at jeg ikke paa nogen maate kan anse det godtgjort, at takstmændene ved sin ansættelse av grunderstatningen kr. 60 har tat hensyn til grusens specielle værdi for jernbanen eller i det hele til jernbanen som stor forbruker av grus. Jeg kan indrømme, at muligheten for, at et slikt hensyn kan ha spillet ind, kanske er tilstede, men den blotte mulighet for, at skjønsmændene kan ha tat urigtige hensyn eller lagt feilagtige forutsætninger til grund, er ikke tilstrækkelig til, at skjønnet kan angripes. Jeg finder det avgjørende, at jernbanen ikke har godtgjort eller sandsynliggjort, at skjønnet i noget punkt er basert paa urigtige forutsætninger.
Ekstraordinær assessor Boye: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor byfoged Gjessing: Likesaa.
Ekstraordinær assessor lagmand Salomonsen: Som hr. assessor Breien.
Assessor Schie: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg finder det værdt at peke paa, at efter de foreliggende oplysninger dreier det sig her om grustak, som indeholder støpesand, og den omstændighet antages altid at gjøre grustaket særlig værdifuldt.