Rt-1923-193
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1922-03-08 |
| Publisert: | Rt-1923-193 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 61/1 s.a. |
| Parter: | Chauffør A. J. Engebretsen (advokat Thinn) mot Jacob og Dagny Moe (advokat Dyvik). |
| Forfatter: | Backer, Bonnevie, Schie, Hambro, Lie, Gabrielsen, Justitiarius Scheel |
| Lovhenvisninger: | Veiloven (1912) §33, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §19, §25 |
Assessor Backer: Den 28 februar 1919 ca. kl. 6 em. blev fru Dagny Moe paakjørt i Bogstadveien i Kristiania av en automobil. Fru Moe og hendes mand gaardbruker Jacob Moe krævet erstatning for den fru Moe herved paaførte skade av bilens eier chauffør A. J. Engebretsen. Da kravet om erstatning ikke blev imøtekommet, anla de sak ved Kristiania byret til indtale herav. Ved sakens anhængiggjørelse i byretten avgav chauffør Engebretsen angivelig paa grund av en misforstaaelse ikke møte. Saken blev derfor paadømt av byretten 3 juli 1919, uagtet Engebretsen var uteblit. Ved byrettens dom blev saaledes kjendt for ret: «Indstevnte chauffør A. J. Engebretsen bør til Jacob og Dagny Moe betale erstatning efter skjøn av uvillige mænd paa indstevntes bekostning for tap og utlæg som følge av den omhandlede paakjørsel den 28 februar 1919 med 4 av hundrede i aarlig rente derav fra 5 juni 1919, til betaling sker, samt kr. 60 i søksmaalsomkostninger.»
Chauffør A. J. Engebretsen har paaanket dommen til Høiesteret med saadan paastand: «Principalt: At A. J. Engebretsen frifindes for Jacob og Dagny Moes tiltale i denne sak. Subsidiært: At byrettens dom stadfæstes, dog saaledes at den hele erstatning av Høiesteret fordeles overensstemmende med straffelovens ikrafttrædelseslovs §25, og saaledes at om og i tilfælde i hvilken utstrækning der skal svares erstatning for tap i erhverv, fastsættes av Høiesteret overensstemmende med nævnte ikrafttrædelseslovs §19. I alle tilfælde: At Engebretsen tilkjendes saksomkostninger for begge retter.»
Jacob og Dagny Moe har nedlagt saadan paastand: «At byrettens dom stadfæstes, og at de indstevnte Jacob og Dagny Moe hos appellanten chauffør A. J. Engebretsen tilkjendes saksomkostninger for Høiesteret.»
Parterne er blit enige om, at Engebretsen skal ha adgang til at fremsætte de i en forutgaaende korrespondance anførte indsigelser mot søksmaalet uten bevilling. Saken er derefter dokumentert fra nyt av i Høiesteret. Med hensyn til indholdet av de nye oplysninger henviser jeg til, hvad jeg senere i mit votum kommer til at referere av samme.
Engebretsen har forklaret, at han den omhandlede dag kom kjørende fra Majorstuen nedover Bogstadveien. Da han skulde passere Industrigaten, stod en opadgaaende sporvogn paa holdepladsen d.v.s. ved gatekrydsets nordøstre hjørne. Han kjørte sin bil i nedgaaende sporveispor. Han angir, at han kjørte langsomt.
Side:194
Han fik pludselig øie paa fru Moe foran i kjørebanen og forsøkte at undgaa hende ved at svinge bilen til venstre; men da der langs skinnerne var snekanter, skrænset bilens forhjul paa disse, saaledes at fru Moe blev rammet paa høire knæ av bilens høire forreste hjulfjær. Engebretsens forklaring støttes av to vidner, som var tilstede ved begivenheten. 1ste vidne ved et tingsvidne ved Kristiania byret 2 december 1920, montør Oscar Larsen, har vedtat rigtigheten av en erklæring, som han har utfærdiget allerede 25 april 1919. I denne erklæring siger han, at han stod paa bakre platform av tilhængeren med opadgaaende sporvogn, og at hans opmerksomhet blev henledet paa drosche A 890 (Engebretsens bil) ved dennes idelige signalisering, idet den passerte sporvognen. Droschens fart var ca. 8 km. i timen. Idet opadgaaende trik og nævnte bil for nedadgaaende passerte hinanden, fik han se fru Moe gaa over sporveiskinnerne i retning fra venstre til høire og derved komme frem i bilens kjøreretning ca. 3 meter foran denne. Vidnet har til nærmere forklaring oplyst, at han stod med ryggen ind mot vognens siddepladse, og at uttrykkene «høire og venstre» i erklæringen refererer sig til den stilling, som han saaledes indtok. Han. tillægger i sin erklæring, at bilen øieblikkelig blev styret over mot venstre side av gaten og stoppet paa mindre end vognens egen længde, men at fru Moe blev bibragt et let støt av vognens høire forhjuls fjær. Under sin vidneforklaring har han nærmere præciseret, at han saa fru Moe gaa ut i gatelinjen like bak tilhængeren, og at hun var kommet midt i den anden sporveislinje, da hun blev paakjørt. Da fru Moe blev opmerksom paa bilen, gav hun sig til, siger vidnet, at springe frem og tilbake med den følge, at hun blev rammet. Han tillægger desuten, at efter hans indtryk av situationen vil de der ikke ha skeet nogen ulykke, hvis fru Moe hadde været opmerksom og seet sig om, idet hun gik over gaten. Vidnet saa ved anledningen ingen nedadgaaende sporvogn paa det andet spor. Saavidt han mindes, hadde man passeret en saadan paa hjørnet, hvor Eilert Sundts gate krydser Bogstadveien. 2det vidne, møller Birger Eugen Norstrøm, avhørt i tingsvidnesession 9 december 1920, har vedtat en erklæring, som han avgav 16 oktober 1919,.. og hvori han, saavidt jeg forstaar, i det væsentlige frem stiller begivenheten i overensstemmelse med Engebretsen og montør Larsen. Norstrøm forklarer, at han kjendte Engebretsen og ved anledningen sat paa bilen ved siden av Engebretsen. De kjørte nedover Bogstadveien fra Majorstuen paa høire side av gaten i det fortauget nærmeste trikkespor. Da de var kommet til Thunes skiforretning, altsaa kjørt over Industrigaten, passerte de opadgaaende sporvogn, som netop satte sig i bevægelse fra holdepladsen. Da de var kommet 10-15 meter foran sporvognen, fik han se en herre og en dame skraa over gaten fra venstre side mot høire fortaug. Bilen hadde meget sagte fart og sterkeste lys paa lanternerne. Damen kom frem like foran bilen. Engebretsen stanset med en gang og slog farten av og bremset, saaledes at bilen var helt stoppet, men gled litt paa skinnerne. Damen blev staaende stille midt foran bilen uten hverken at gaa frem eller tilbake. Engebretsen kastet da bilens forhjul helt over til venstre, hvorvedhøire puffert streifet damen og slog hende omkuld. Han bemerker,
Side:195
at intet vilde ha indtruffet, hvis damen var blit staaende sammen med den ledsagende herre, eller hvis hun hadde fortsat til fortauget, hvad hun hadde god tid til. Han tilføier, at han ikke erindrer, at der var nogen sporvogn foran dem for nedadgaaende.
Paa den anden side har fru Moes bror, handelsreisende Halfdan Sverre Ryen, som ved anledningen var i følge med fru Moe, forklaret sig dels i en række erklæringer og dels som vidne i en skjønssession 22 oktober 1920. Ryens forklaring er sterkt avvigende fra de av mig refererte vidneprov. Ryen fremstiller begivenheten derhen, at han og fru Moe kom gaaende i Bogstadveien paa høire side opover mot Majorstuen, og at de ved holdepladsen ved Industrigaten vilde gaa over til det andet fortaug. Ryen siger, at opadgaaende sporvogn hadde passert holdepladsen, og at nedadgaaende stod stille ved holdepladsen. De vilde nu gaa foran nedadgaaende sporvogn, men da de var kommet ut i gaten, kom bilen kjørende med stor fart i retning fra Majorstuen. Fru Moe stanset op foran sporvognen, da den gav signal til at gaa fra holdepladsen. Hun kunde derfor ikke komme undav for bilen, som kjørte paa hende.
Jeg maa efter de foreliggende oplysninger gaa ut fra, at der ikke kan lægges chauffør Engebretsen noget uagtsomt forhold tillast. Det maa antages, at han har kjørt med sagte fart, har signalisert i tide, og at bilens lanterner var i fuld orden.
Spørsmaalet om, hvorvidt saksøkerne har noget erstatningskrav, vil efter lov av 21 juni 1912 nr. 1 §33 da bero paa, om fru Moe selv forsætlig eller ved grov uagtsomhet har foraarsaket skaden. Avgjørelsen herav kan muligens stille sig forskjellig, eftersom man lægger til grund den fremstilling, som er git av fru Moes bror Ryen, eller den fremstilling, som er git av Engebretsen selv og støttes av vidnerne Larsén og Norstrøm. Jeg finder efter sakens stilling at maatte lægge sidstnævntes fremstilling til grund. Den stemmer, saavidt jeg kan forstaa, bedst med de lokale forhold, saaledes som disse fremgaar av det i retten dokumenterte rids og gir en sammenhængende og rimelig forklaring av, hvorledes situationen kan ha utviklet sig. Jeg maa da gaa ut fra, at fru Moe i virkeligheten har gaat over gaten bakenfor den opadgaaende sporvogn og ut i det spor, som ligger mellem den opadgaaende sporvogn og fortauget paa Bogstadveiens sydside, uten at se nærmere efter, om der i dette spor - altsaa bak nævnte sporvogn - kom en bil mot hende, og følgelig uten i tide at bli opmerksom paa, at saa var tilfælde. Aarsaken til den beklagelige ulykke maa derfor efter min mening siges at være, at fru Moe har gaat frem i gaten umiddelbart foran bilen i saa kort avstand, at det var umulig for Engebretsen at faa stoppet bilen i tide, om end avstanden antagelig har været tilstrækkelig stor, til at fru Moe kunde ha kommet over paa fortauget saa hurtig som nødvendig, mens hun antagelig i forfjamselse har stoppet op foran bilen. Naar jeg antar, at ulykken har gaat for sig paa denne maate, kan jeg ikke skjønne andet, end at fru Moe maa siges selv at ha foraarsaket ulykken ved sin egen mangel paa opmerksomhet og ved et forhold, som paa heromhandlede sted maa betegnes som grovt uagtsomt. jeg vilde finde det urimelig, at en chauffør, som paa sin side har kjørt med al mulig forsigtighet, skulde være ansvarlig for skade, som
Side:196
foraarsakes derved, at fotgjængere i uopmerksomhet gaar frem foran bilen i en kort avstand, saa at der ikke er anledning for bilens kjører til at avverge skade. Fotgjængere pligter paa sin side at ta hensyn til den gatefærdsel, som de maa være forberedt paa, og naar de ikke gjør dette, maa de selv bære ansvaret for følgerne derav.
Jeg er, efter hvad jeg saaledes har anført, kommet til det resultat, at Engebretsen maa bli at frifinde for saksøkernes erstatningskrav, og det blir da unødvendig for mig at komme ind paa det subsidiære spørsmaal om beregningen av erstatningskravet, specielt om §25, 2det led, i ikrafttrædelsesloven her kan komme til anvendelse, og om erstatningen blir at fastsætte overensstemmende med regelen i §19, 1ste led, i samme lov.
Jeg antar, at der kan være grund til at ophæve processens omkostninger for begge retter.
Konklusion:
Chauffør A. J. Engebretsen bør for Jacob og Dagny Moes tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves.
Ekstraordinær assessor Bonnevie: Jeg er enig med førstvoterende i, at der ikke er ført bevis for, at chauffør Engebretsen har utvist nogen uagtsom adfærd ved anledningen. Derimot er jeg av en anden mening end førstvoterende angaaende bevisets stilling med hensyn til fru Moes forhold ved anledningen. Jeg kan ikke tillægge Larsens og Nordstrøms forklaringer saa avgjørende betydning, som førstvoterende gjør, og jeg lægger mere end han vegt paa de forklaringer, som fru Moes bror, Sverre Ryen, har avgit. Forklaringerne staar i det hele tat i flere vigtige henseender i strid, men ogsaa Norstrøms og Larsens forklaringer er delvis indbyrdes uoverensstemmende. Hvad Ryens forklaring angaar, synes det vistnok sikkert, at han i et vigtig punkt maa huske feil, nemlig forsaavidt han hævder, at der ved leiligheten stod en nedadgaaende sporvogn ved ulykkesstedet. Dette kan ikke være rigtig, men oplysningerne i saken har iøvrig hos mig efterladt det indtryk, at meget taler for, at der ved leiligheten har været en nedadgaaende sporvogn ved ulykkesstedet, men da maa den ha været i fart, og Ryen forsaavidt huske feil. Baade her og i mange andre punkter er imidlertid oplysningerne altfor ufuldstændige til, at man efter detaljer. Det forekommer mig uklart, om bilen kjørte usædvanlig fort; likeledes er det uklart, om ulykken skeede i nedadgaaende eller i opadgaaende spor. Jeg er enig i, at fru Moe ikke viste fuld agtsomhet ved anledningen, og maa anta, at hun optraadte noget forfjamset og viste mangel paa aandsnærværelse. Men at slaa fast som bevist, at hendes forhold var grovt uagtsomt, tror jeg vil være urigtig.
Da jeg efter konferancen gaar ut fra, at jeg er i minoritet, skal jeg ikke gaa nærmere ind paa bevisligheterne og anser det av samme grund unødvendig at gaa ind paa de subsidiære retsspørsmaal, som førstvoterende har nævnt, og former heller ingen konklusion.
Side:197
Ekstraordinær assessor Schie: Jeg vurderer sakens bevisligheter og anskuer fru Dagny Moes optræden paa samme maate som førstvoterende, hvis konklusion jeg tiltræder.
Assessor Hambro: I det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor, professor Lie: Likesaa.
Ekstraordinær assessor, sorenskriver Gabrielsen: I det væsentlige og i resultatet enig med andenvoterende.
Justitiarius Scheel: I det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.