Rt-1923-477
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1923-01-12 |
| Publisert: | Rt-1923-477 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 2/1 s.a. |
| Parter: | Straffesak mot Martin Gaard Gulliksen (aktor: adv. Nørregaard - forsvarer: adv. J. M. Lund). |
| Forfatter: | Lie, Andersen, Rivertz, Einar Hanssen, Bonnevie, Hazeland, Berg |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven (1902) §52, Uektebarnloven (1915) §30 |
Assessor Lie: Til Høiesterets prøvelse foreligger anke fra paatalemyndigheten mot Haugesund meddomsrets dom av 13 oktober 1922, ved hvilken Martin Gaard Gulliksen for overtrædelse av §30 i lov av 10 april 1915 nr. 3 blev dømt til fængsel i 21 dage, idet dog straffens fuldbyrdelsebesluttedes utsat i henhold til straffelovens §52 paa betingelse av, at tiltalte inden en maaned begyndte at betale kr. 40 pr. maaned paa skyldig bidrag ifølge
Side:478
Rogaland fylkes farskapsforelæg av 26 november 1920, og fortsætte hermed til det skyldige bidrag var betalt.
Anken bygges paa at den i dommen fastsatte betingelse for utsættelsen av straffens fuldbyrdelse ikke antas hjemlet i loven. Herom anføres i ankeerklæringen bl.a.: «Det beløp, av hvis avdragsvise betaling til fornærmede utsættelsen av straffefuldbyrdelsen er gjort avhængig, er nemlig ikke erstatning for noget fornærmede ved den strafbare handling voldt tap, men en gjæld, som paahviler domfældte umiddelbart ifølge farskapsforelægget med betalingsvilkaar fastsatte av vedkommende administrative myndighet». Jeg henviser angaaende saksforholdet til meddomsrettens domsgrunde.
Der er under sakens behandling for Høiesteret reist spørsmaal om, hvorvidt der er formel adgang til at opta anken til realitetsavgjørelse. Men hensyn til dette spørsmaal skal jeg bemerke, at der efter min mening ikke foreligger nogen hindring i saa henseende. Vedkommede statsadvokat har vistnok fra først av truffet bestemmelse om, at meddomsrettens dom godtas, likesom denne bestemmelse er meddelt vedkommende politimester, fra hvis side der dog ikke er tilflydt domfældte nogen meddelelse derom. Men selv om det skulde antas, at statsadvokaten for sit vedkommende herigjennem skulde være avskaaret fra omgjørelse av sin bestemmelse finder jeg, at den foreliggende anmodning fra riksadvokaten til statsadvokaten om utfærdigelse av ankeerklæring maa ansees som en omgjørelse av statsadvokatens bestemmelse. Det heter ogsaa uttrykkelig i ankeerklæringen, at statsadvokaten paaanker dommen til Høiesteret «efter riksadvokatens bestemmelse».
Hvad dernæst angaar sakens realitet, kommer jeg til det resultat, at anken bør forkastes.
Det er vistnok saa, at den betaling av pligtige bidrag, som i meddomsrettens dom er sat som betingelse for utsættelsen av straffens fuldbyrdelse, ikke er erstatning i teknisk juridisk forstand; men selv om man gaar ut fra, at ordet erstatning, strikte opfattet, er et adækvat uttryk for, hvad straffeloven mener dermed i §52, finder jeg, at man ved anvendelse av denne bestemmelse ialfald maa likestille opfyldelsen av de bidrag som ved farskapsforelægget er paalagt domfældte, med erstatning for skade, som maatte være voldt ved domfældtes forseelse. Efter lovens motiv er der under hensyn til beskaffenheten av den slags forhold, som her foreligger, saavidt jeg kan skjønne, tilstrækkelig grund til ikke forsaavidt at gjøre nogen forskjel mellem opfyldelse av betalingspligten efter forelægget og erstatning for undlatelse av at opfylde denne betalingspligt. Skal der bli sammenhæng i reglene, mener jeg at disse ting her maa behandles ens. Til støtte for min opfatning henviser jeg til Høiesterets avgjørelse i Rt-1921-325 samt til dom av 27 mai 1922 i straffesak mot Ole Johan Korneliussen-Mannes, hvilken sidste avgjørelse ikke er gjengit i Retst. I det første tilfælde foreligger den fortolkning av straffelovens §52, som jeg slutter mig til, som en forutsætning for Høiesterets konklusion, om end spørsmaalet ikke er berørt under voteringen, og i det andet tilfælde fæster jeg mig ved, at der fra Høiesterets side ikke er gjort nogen bemerkning, forsaavidt angaar en saadan
Side:479
fortolkning i vedkommende meddomsretsdom, ved avgjørelsen av spørsmaalet om, hvorvidt der var grund til fremdeles at utsætte fuldbyrdelsen av en straf, for hvis utsættelse det var stillet som betingelse at betale pligtige farskapsbidrag.
Konklusion:
Anken forkastes. (Vanlige salærer).
Ekstraordn. assessor Andersen: Jeg er enig med førstvoterende angaaende det formelle spørsmaal om ankens lovmæssighet.
Med hensyn til sakens andet spørsmaal slutter jeg mig derimot til den opfatning, som riksadvokaten gjennem ankeerklæringen har gjort gjældende, jeg mener, at straffelovens §52 alene hjemler adgang til at opsætte som betingelse for utsættelse med straffuldbyrdelsen ydelse av opreisning eller erstatning for tap, som er tilføiet ved selve den forbryderske handling, og at det i nærværende tilfælde ikke dreier sig om saadan opreisning eller erstatning. Pligten til betaling av skyldig bidrag er jo ikke opstaat eller begrundet ved forbrydelsen. Jeg anser ingen av de paaberopte tidligere høiesteretsavgjørelser som bindende prejudikat.
Jeg former ingen konklusion. Med hensyn til salærerne er jeg enig med førstvoterende.
Extraordn. assessor Rivertz: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg skal tilføie at jeg finder spørsmaalet om lovligheten av at opstille en betingelse for utsættelse med straffens fuldbyrdelse saaledes som av meddomsretten sked tvilsomt, idet jeg medgir, at lovens ordlyd nærmest sigter til erstatning eller opreisning for skade, forvoldt ved selve den strafbare handling. Jeg finder imidlertid en fortolkning i den av førstvoterende anførte retning ubetænkelig, idet den tilsiges av lovgrunden.
Ekstraordn. assessor Einar Hanssen: Jeg er enig med andenvoterende.
Ekstraordn. assessor Bonnevie: i det væsentlige og resultatet enig med første- og tredjevoterende.
Assessorerne Hazeland og Berg: Likesaa.