Rt-1925-624
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1925-07-14 |
| Publisert: | Rt-1925-624 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 206/1 s.a. |
| Parter: | Aalesunds kommune (advokat Garup Meidell) mot Oscar Larsen (advokat H. J. Blom). |
| Forfatter: | Boye, Bang, Motzfeldt, Dahl, Hanssen, Paulsen, Backer |
| Lovhenvisninger: | Byskatteloven (1911) §31, §36, §35, §37 |
Den 10 januar 1920 blev der holdt utpantning for byskat til Aalesund kommune hos grosserer Oscar Larsen for resterende skat for 1919-1920 kr. 98.812 med renter og omkostninger. Utpantningen blev paaanket til Trondhjems overret, ved hvis dom av 20 februar 1922 blev kjendt for ret: «Appellanten Oscar Larssens skat til Aalesunds kommune for skatteaaret 1919-1920 blir at bestemme ved ny ligning hvorunder der gaaes ut fra, at appellanten ingen indtækt har hat ved overdragelsen i 1918 av de i saken omhandlede faste eiendomme og skib til Oscar Larsen A/S. For det saaledes muligens fremkomne ubetalte restskattebeløp med renter stadfæstes den paaankede utpantning, men ophæves forøvrig. Sakens omkostninger ophæves.»
Overretens dom er paaanket til Høiesteret av Aalesunds kommune, som har nedlagt saadan paastand: At den av kæmneren i Aalesund under 20 oktober 1920 (skal være 10 januar 1920) hos grosserer Oscar Larsen for resterende byskat til Aalesund for 1919-1920 avholdte utpantning for beløp kr. 98.819,95 med renter og omkostninger og den til grund for utpantningen liggende ligning stadfæstes, samt at Aalesunds kommune hos grosserer Oscar Larsen tilkjendes omkostninger for overretten og Høiesteret.
Indstevnte Oscar Larsen har paastaat overrettens dom stadfæstet og sig hos appellanten tilkjendt sakens omkostninger for Høiesteret.
Angaaende sakens faktiske omstændigheter henvises til overrettens doms præmisser. Appellanten har faat bevilling til for Høiesteret at anbringe følgende nye anførsler: 1. At Oscar Larsen i sin tid indkjøpte de under saken omhandlede eiendomme for at avhænde dem med fordel, eller at forholdet ialfald var, at Larsen har erhvervet dem i anledning av sin næring, hvorfor der foreligger et salg av driftsmiddel. 2. At der ved den under saken omhandlede overdragelse til de to aktieselskaper under enhver omstændighet er foregaat en avhændelse av forretning eller virksomhet.» Der er for Høiesteret endvidere fremlagt en del nye dokumenter, hvorav skal nævnes utskrifter av generalforsamlingsprotokollen for de under 1 mars 1918 dannede selskaper «Oscar Larsens trævareforretning A/S» og Oscar Larsen A/S» samt firmaanmeldelser av 2 mars 1918 vedkommende disse selskaper.
Assessorerne Bang, Hanssen og Paulsen skal bemerke: De i saken omhandlede to selskaper er gyldig stiftet som aktieselskaper. De solgte formuesgjenstander er behørig overdrat til selskapene, og Larsen har mottat det betingede vederlag nemlig aktiene.
Side:625
Salgene var dermed fuldbyrdet og salgsgevinsten oppebaaret ogsaa i skatteretslig henseende, kfr. byskattelovens §31 og §35 . Den omstændighet at Larsen sat inde med alle aktiene undtagen 2 aktier i hvert selskap, gav ikke Larsen selv retslig anledning til at angripe selskapene eller salgene som manglende realitet. Ligningsmyndigheten har paa sin side uanset den nævnte omstændighet behandlet selskapene som selvstændige rets- og skattesubjekter og salgene som reelle transaktioner. Aktieselskapene er lignet hvert for sin formue og indtækt, likesom Larsen personlig maa forutsættes at være behandlet som aktionær i selskapene. I tilfælde av salg av aktiene eller nogen av dem maatte dette komme til ligningsmæssig behandling som særskilt operation efter derom gjældende bestemmelser. Hvis gevinst ved saadant salg i tilfælde overhodet kunde være gjenstand for indtæktsbeskatning, vilde der under ingen omstændighet være anledning for ligningsmyndigheten til deri at medta helt eller delvis gevinsten ved salgene til aktieselskapene i 1918.
Den omstændighet, at salgene skjedde til to aktieselskaper, hvori Larsen hadde den overveiende økonomiske interesse, antas saaledes ikke at udelukke, at skattelovens regler om beskatning av salgsgevinst faar anvendelse paa forholdet. Og bortset fra Langberggaten nr. 3 maa det efter procedyren anses paa det rene, at de eiendomme og andre formuesgjenstande, for hvilke Larsen er ilignet indtækt ved salgsgevinst, er anskaffet til og helt ut benyttet i hans forretning. For disse formuesgjenstandes vedkommende findes derfor indtæktsligningen av salgsgevinsten at ha hjemmel i byskattelovens §36 jfr. §37, og det ogsaa efter den avfatning disse bestemmelser hadde for den ved loven av 3 mai 1918 foretatte forandring.
Med hensyn til Langberggaten nr. 3 har Larsen benektet, at denne eiendom, som han erhvervet antagelig i 1909, blev indkjøpt i anledning av forretningen. Han anfører, at indkjøpet skedde for at skaffe ham privatbolig. Han bortleiet 2 og 4 etage, saaledes som gjort av den forrige eier, og da første etages kontor og butik blev ledig, flyttet han sit kontor dit. Man antar, at hans fremstilling maa bli at lægge til grund for bedømmelsen av forholdet, saaledes at denne eiendom ikke kan anses erhvervet av hensyn til hans næring, eller forretningsvirksomhet. Som følge herav antas gevinsten ved salget av denne eiendom ikke at kunne beskattes som indtækt efter byskattelovens §36 jfr. §37, og det uanset om man bygger paa retstilstanden for eller efter ændringsloven av 3 mai 1918.
Larsens subsidiære paastand om fradrag for tap paa salget av Langberggaten nr. 2 findes ikke at kunne tages tilfølge, idet det ikke er sandsynliggjort, at dette salg har bragt ham tap.
Man antar efter dette, at utpantningen maa bli at stadfæste indtagen for det skattebeløp, som falder paa salgsgevinsten paa Langberggaten nr. 3. Denne salgsgevinst sees av ligningsraadet at være beregnet til kr. 20.593.
Processens omkostninger antar man bør ophæves for begge retter.
Side:626
Assessorerne Motzfeldt, Dahl og Backer antar at ogsaa salgsgevinsten av Langberggaten nr. 3 bør medregnes ved indtæktsansættelsen og stemmer saaledes for at utpantningen i dens helhet stadfæstes. Efter vor mening tyder nemlig sakens oplysninger paa, at hensynet til Oscar Larsens næring eller forretninger har været bestemmende for indkjøpet av denne eiendom (jfr. høiesteretsdom i Rt-1924-778). Og det er paa det rene, at eiendommens værdifuldeste del (hele 1ste etage) faktisk har været anvendt i driftsøiemed.
Assessor Boye voterer for stadfæstelse av overrettens dom idet han i det væsentlige tiltræder dens begrundelse. Det fremgaar av de fremlagte nye dokumenter, at hele aktiekapitalen i de nydannede selskaper bestod i værdier, som Oscar Larsen overdrog til dem, og at han av samtlige 200 aktier i hvert selskap overtok 198 aktier, mens 2 aktier overtokes av 2 andre personer. Oscar Larsen har ikke faat betaling for de aktier han ikke selv overtok. Under de foreliggende omstændigheter kan ikke overdragelsen av vedkommende eiendomme og skibe til de nydannede selskaper for en storre sum end de tidligere hadde været bokført for, ansees at ha medført en formuesforøkelse. Saalænge Oscar Larsen ikke hadde omsat vedkommende aktier, var der ved de nævnte transaktioner ikke blit tilført ham større værdier end han tidligere var i besiddelse av og heller ikke er en ved værdistigning tidligere indvunden gevinst derved blit realisert.
Dom:
Den paaankede utpantning stadfæstes for det skattebeløp med pantegebyr som fremkommer, naar der ved indtæktsansættelsen ikke medtas salgsgevinst av Langberggaten nr. 3. Forøvrig ophæves utpantningen. Processens omkostninger for overretten og Høiesteret ophæves.
Av overrettens dom:
- - - Det faktiske forhold, som ligger til grund for tvisten er følgende:
Den 2 mars 1918 dannet appellanten av endel av sine eiendomme et aktieselskap - Oscar Larsen A/S - paa 2 millioners kapital, idet appellantskapet samme dag overdrog nævnte aktieselskap sine i saken omhandlede faste eiendomme og skibe. Overdragelsen skedde som indskudd av aktiekapital. Selskapet blev stiftet med 200 aktier av kr. 10.000, hvorav appetlantskapet overtok 108, som han efter procedyren fremdeles eier, mens to av hans nærmeste overtok de resterende to aktier. Appellantens sakfører bemerket herom, at disse nærmeste «fik» sine aktier. Jeg maa forstaa dette derhen, at de av appellanten fik aktiene overdrat som gave. For forskjellen mellem den sum, de omhandlede eiendele blev overdrat til aktieselskapet for, og den værdi, de tidligere stod bokfort for hos appellanten er det da, at appellanten blev indtægtsbeskattet i henhold til bestemmelsen i tillægslov til skatteloven av 3 mai 1918. - - -
Apellanten hævder at her i realiteten ikke foreligger noget salg, men kun en ompostering, idet appellanten i virkeligheten selv beholder alle værdier og saaledes ikke har hat en øres virkelig fortjeneste ved overdragelsen - - -
Side:627
Indstevnte hævder, at et salg er foregaat. Der anføres: «Appellanten er en person og A/S Oscar Larsen er en anden juridisk person, som har utstedt gjældsbrev (aktiebrev) til den første for salgssummen. Disse aktiebreve kan omsættes naarsomhelst. Og de har værdi i henhold til salgssummen eller aktiekapitalen. I status maa vel ogsaa appellanten istedet for at opføre sine eiendomme til den nedskrevne værdi opføre 198 aktier à 10.000 kroner. Den derved fremkomne forøkede formue bevirker, at der har været en salgsgevinst og derved et salg. - - -
Jeg antar, at appellanten maa gives medhold i, at her i virkeligheten intet salg foreligger, og at ligningen av den grund maa underkjendes. Vistnok er appellanten og det omhandlede aktieselskap 2 forskjellige retssubjekter. Men naar appellanten selv har tegnet og vedblit som eier av samtlige aktier undtagen 2, som han har forært bort til 2 paarørende, maa han sies i realiteten at ha overdrat de omhandlede eiendeler til sig selv i en anden form. Han har jo faktisk ingen fortjeneste oppebaaret ved «overdragelsen». Han er i virkeligheten i faktisk henseende den hele tid vedblit at være eier av de omhandlede eiendeler. At disse er opskrevet i værdi, kan ikke begrunde indtægtsbeskatning. Det er først ved selve avhændelsen, en salgsfortjeneste erhverves. Den betragtning, at man in casu skatteretslig bør lægge det faktisk skedde og ikke det formelt foreliggende til grund for avgjørelsen, synes at finde støtte ved høiesteretsdom i Rt-1921-462. - - - Finn S. Bruun. Bernhard Leivestad. Olaf Smedal.