Rt-1926-115
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1926-02-20 |
| Publisert: | Rt-1926-115 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 23B/1 s.a. |
| Parter: | Høisteretsadvokat Nørregaard, aktor mot Anund Dyrud (forsvarer: Høisteretsadvokat Henning Bødtker) og Olav Erner (forsvarer: Høiesteretsadvokat Alf Saxlund). |
| Forfatter: | Henry Larssen, Rivertz, Broch, Bonnevie, Michael Lie, Gjessing, Dahl |
| Lovhenvisninger: | Boligloven (1918) §15, §7 |
Ekstraordinær assessor Henry Larssen: Ved Oslo meddomsrets dom av 12 november 1926 er kjendt for ret: «De tiltalte Anund
Side:116
Dyrud og Olaf Erner dømmes for forseelse mot lov nr. 1 av 12 juli 1918 §15 nr. 1 jfr. §7 og Oslo bystyres beslutning av 13 mars 1919 til en bot til statskassen stor respektive kr. 500 og kr. 300. Betales ikke boten, indtræder for tiltalte Dyrud en fængselsstraf av 30 dager og for tiltalte Erner en fængselsstraf paa 21 dager. De domfældte bør en for begge og begge for en til Asbjørn Langlie betale kr. 2.500. I erstatning til statskassen for saksomkostninger betaler de domfældte in solidum kr. 50.»
Denne dom er av begge de tiltalte paaanket til Høiesteret. Anken er for tiltalte nr. 1 Anund Dyruds vedkommende begrundet med at det paaberopte lovsted ansees urigtig anvendt, samt at retten ansees for paa ulovlig maate at ha overskredet den udfærdigede tiltalebeslutning forsaavidt angaar tilbakebetalingspligten til Asbjørn Langlie. Tiltalte nr. 2 Olaf Erners ankeerklæring begrundes med dels at loven er urigtig anvendt, dels at det borgerlige retskrav er urigtig avgjort og dels med at retten har overskredet tiltalebeslutningen.
Med hensyn til saksforholdet henviser jeg til meddomsrettens domspræmisser. Hvad angaar de paaberopte ankegrunde bemerkes: Der blev under hovedforhandlingen av paatalemyndigheten foretat rettelse i tiltalebeslutningen for begge de tiltaltes vedkommende. Forsaavidt angaar det strafbare forhold er mot rettelsens lovlighet ingen indsigelse gjort gjældende av Anund Dyrud. Fra Olaf Erners side er dette derimot skeet. Den oprindelige tiltalebeslutning lød for tiltalte nr. 1’s vedkommende paa at denne ved bortleie av en leilighet til Asbjørn Langlie har krævet og mottat utenom den av nævnden fastsatte leie kr. 2.500, samt for tiltalte nr. 2’s vedkommende paa at denne tiltalte medvirket hertil ved at forhandle og avtale med Langlie nævnte ekstragodtgjørelse og motta denne, hvorav han selv beholdt halvparten. Den rettede tiltalebeslutning lød for nr. 1 paa at denne ved den nævnte bortleie til Asbjørn Langlie hadde krævet og mottat utenom den av nævnden fastsatte leie 1.250 kroner, samt for nr. 2’s vedkommende at denne hadde medvirket hertil ved at forhandle og avtale med Langlie nævnte ekstragodtgjørelse og motta denne samt yderligere 1.250 kroner, som han selv hadde beholdt. Der er fra tiltalte nr. 2’ side gjort indsigelse mot det sidste tillæg: «samt yderligere 1.250 kroner som han selv har beholdt», idet dette er paastaat at ligge utenfor den oprindelige tiltale. Indsigelsen gaar saavidt skjønnes ut paa at herved er indført et nyt strafbart forhold. Efter hvad jeg har gjengit av den oprindelige tiltalebeslutning angaar imidlertid ogsaa den tiltaltes hele forhold ved mottagelsen av de tilsammen 2.500 kroner i anledning av kontraktsavslutningen. Jeg kan da ikke se at der kan rettes nogen begrundet indsigelse mot adgangen til den foretagne rettelse.
Det er dernæst fra begge parters side hævdet at loven er uriktig anvendt, idet det av meddomsretten fastslaatte faktiske forhold ikke kan føre til anvendelsen av det i dommen nævnte straffebud. Jeg medgir at meddomsretsdommen med hensyn til sin angivelse av de faktiske forhold ikke er godt formet, jeg finder det unødig nærmere at indgaa herpaa, idet jeg finder det utvilsomt at meddomsretsdommens
Side:117
indhold paa dette punkt maa være at forstaa saaledes: I tilslutning til de av de tiltalte avgivne forklaringer refereres først det ytre forløp med hensyn til bortleien av leiligheten, - kontrakten mellem Dyrud og Erner i juni maaned, avtalen mellem Erner og Langlie den 24 juli og Dyruds leiekontrakt med Langlie samme dag. Efter en gjennemgaaelse av Erner og Dyruds forhold konkluderer dernæst retten med at fastslaa at det efter dens opfatning maa ansees bevist at de nævnte avtaler maa sees under den synsvinkel at Dyrud og Erner herved har opperert i fællesskap for at gjøre sig leiligheten indbringende paa en maate som er forbudt i boligloven. Det fastslaaes uttrykkelig at Dyrud har stillet leiligheten til Erners disposition forat denne skulde kunne utnytte den økonomisk. Jeg kan da ikke forstaa andet end at naar meddomsretsdommens faktiske forhold, saaledes som her angit, lægges til grund, maa dommens lovanvendelse være riktig.
Naar det fra den ene av de ankendes side har været fremholdt, at meddomsretsdommen maatte bli at ophæve fordi dens præmisser var uklare og selvmotsigende, følger det av hvad jeg ovenfor har anført, at jeg heller ikke kan gi denne indsigelse mot dommen medhold.
Hvad meddomsretsdommens avgjørelse av det borgerlige retskrav angaar er der herimot gjort indsigelser fra begge de tiltalte. Der er saaledes gjort den indsigelse at der ikke er adgang til at dømme til tilbakebetaling av beløpet til Asbjørn Langlie, idet beløpet for en væsentlig del er betalt av en utenforstaaende tredjemand. Jeg skal herom bemerke, at pligten til at betale beløpet var betinget i de avsluttede avtaler og at det derfor var i henhold hertil at betalingen skedde. Jeg maa da gaa ut fra at erlæggelsen av beløpet skedde paa leietageren Langlies vegne.
Det er dernæst fremholdt at det efter den rettede tiltalebeslutning ikke er adgang til at idømme Dyrud og Erner solidarisk tilbakebetalingspligt av det hele beløp 2.500 kroner, idet hver enkelt kun kan bli tilpligtet at tilbakebetale hvad han har mottat. Forholdet er imidlertid dette at der i den oprindelige tiltalebeslutning m.h.t. tilbakebetalingen er uttalt: «Paastand vil bli nedlagt om tilbakebetaling til Asbjørn Langlie av den for meget mottatte leie med kr. 2.500, kfr. lovens §8.» Dette avsnit av tiltalebeslutningen blev staaende urettet. Naar det er paastaat at det skyldes en inkurie at den oprindelige tiltalebeslutning ikke ogsaa paa dette punkt blev korrigert til at gjælde en paastand om tilbakebetalingspligt av 1.250 kroner for hver av de tiltalte, kan jeg ikke se at der foreligger noget som støtter denne anførsel. Husleielovens §8 bestemmer at «den som mottar større husleie end denne lov hjemler skal betale tilbake det som er erlagt for meget». Efter almindelige retsregler maa en erstatningspligt, paadrat ved to’s strafbare forhold under samvirkning medføre solidarisk ansvar. Jeg antar ikke at der ved den citerte lovbestemmelse er tænkt at skulle gjøres nogen forandring heri for disse forhold og finder derfor meddomsretsdommen riktig, naar den har dømt de to samvirkende tiltalte til en for begge at tilbakebetale det hele beløp.
Det blir efter dette min.
Side:118
Konklusion:
Ankene forkastes. I erstatning til det offentlige for saksomkostninger ved Høiesteret betaler Anund Dyrud kr. 100 og Olaf Erner kr. 50. Salærene fastsættes for forsvarerne, høiesteretsadvokaterne Henning Bødtker og Alf Saxlund, til kr. 60 for hver, samt for aktor, høiesteretsadvokat Harald Nørregaard, til kr. 100.
Assessor Rivertz: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Broch, assessor Bonnevie, ekstraordinær assessor professor Michael Lie, ektraordinær assessor byfoged Gjessing og assessor Dahl: Likesaa.
Av meddomsrettens dom:
- - - Efter de tiltaltes forklaringer der som ikke motbevist maa lægges til grund, er forholdet følgende: Tiltalte Erner hadde i juni 1924 faat overladt av tiltalte Dyrud en 2 værelses leilighet med kjøkken i Dyruds gaard, Majorstuveien 20 III, mot at betale til Dyrud kr. 1.250. Under 18 juni s.a. fik Erner Dyruds tillatelse til at fremleie eller overdrage denne leilighet til en mindre familie, dog efter samraad med Dyrud i valg av leieboer. Erner trafødt xx.xx.1924 avtale med Asbjørn Langlie om, at denne skulde leie leiligheten mot at betale kr. 2.500 foruten den av nævnden fastsatte leie kr. 50 pr. maaned. Langlie betalte samme dag kr. 2.000 til Erner, senere er der betalt kr. 500 ved en akcept. Dyrud godtok Langlie som leier og leiekontrakt blev 24 juli oprettet mellem Dyrud og Langlie. Av de kr. 2.000 som Erner hadde mottat av Langlie betalte han s.d. til Dyrud det ovennævnte beløp kr. 1.250. At Erners forhold overfor Langlie rammes av boliglovens forbud mot forhøielse av husleie uten husleienævndens samtykke findes ikke tvilsomt, jfr. lov nr. 1 av 12 juli 1918 §7, 3dje led og §15 nr. 1 og Oslo bystyres beslutning av 13 mars 1919.
Erner har forklart at den godtgjørelse Langlie betalte var en erstatning for det beløp han, Erner, skulde betale Dyrud og for det bryderi Erner hadde hat med at overføre til leiligheten sine møbler som det hadde været hans agt at faa avhændet sammen med bortleie av leiligheten. Denne forklaring kan ikke frita Erner for ansvar, heller ikke kan Erner høres med at han ikke har været sig beyist at ha foretat noget ulovlig. Han kan ikke antages at ha været uvidende om boliglovens forbud mot forhøielse av husleie uten nævndens samtykke og at dette forbud ikke kan omgaaes ved at leieren maa betale en godtgjørelse for at faa leilighet.
Hvad Dyruds forhold angaar finder retten ikke at han kan høres med sir. forklaring om at naar han overlot leiligheten til Erner for kr. 1.250 var det fordi Erner tidligere hadde vist ham en tjeneste ved i et bestemt øiemed at stille til disposition for ham sin leilighet i Schleppegrellsgate 30. Selv om Erner gjorde Dyrud denne tjeneste findes det at være ganske usandsynlig at Dyrud skulde overlate ham leiligheten i Majorstuen 20 for kr. 1.250. Dette vilde nemlig ha medført et direkte tap for Dyrud som hadde gjort regning paa fremtidig at bortleie leiligheten møblert for en betydelig høiere leie end 50 kroner pr. md. Naar videre Erner efterat ha flyttet sine møbler til leiligheten ikke selv vilde bebo denne, men fremleie den, efter Erners oprindelige plan i forbindelse med salg av møblerne, findes det at være ganske uantagelig at Dyrud ikke skulde ha visst eller
Side:119
forstaat at hvad Erner tilsigtet var ved en fremleie av leiligheten at opnaa en høiere pris for møblerne eller naar leiligheten blev fremleiet umøblert at tjene paa leiligheten ved at avkræve leieboeren en godtgjørelse for at faa leie den. Erner har ogsaa forklart at han hadde gjort Dyrud bekjendt med at Langlie ved en godtgjørelse skulde holde ham skadesløs.
Retten kan ikke anskue forholdet anderledes end at Dyrud har stillet leiligheten til Erners disposition for at denne skulde kunne utnytte den økonomisk og at Dyrud har hat fordel av arrangementet, idet det var leieboeren som skulde bestride de kr. 1.250 som Dyrud skulde ha av Erner. Retten maa anta at Dyrud og Erner har operert i fællesskap for at gjøre sig leiligheten indbringende paa en maate som er forbudt i boligloven. Dyrud findes likesaalidt som Erner at kunne høres med at han har været i god tro. Dyrud er gaardeier og maa forutsættes at ha været fuldt vidende om at det trufne arrangement var lovstridig. - - -