Rt-1926-311

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1926-04-20
Publisert:	Rt-1926-311
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 138/1 s.a.
Parter:	D/S Interessentskapet «Garonne» (advokat Ø. Thommessen) mot Kristiania kommune (advokat Gustav Heiberg).
Forfatter:	Motzfeldt, Breien, Bade, Paulsen, Broch, Hazeland, Backer
Lovhenvisninger:	Aksjeloven (1910), Norske Lov (1687) 5-, Byskatteloven (1911) §20, §27, §28, §30, §38, §40

Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til Kristiania (Oslo) byrets dom av 10 oktober 1923, hvorved saaledes blev kjendt for ret: «Kristiania kommune bør for dampskibsinteressentskapet «Garonne»s tiltale i denne sak fri at være. I saksomkostninger betaler dampskibsinteressentskapet «Garonne» til Kristiania kommune kr. 400.»

Denne dom har «Garonne» efter appelbevilling paaanket til Høiesteret med saadan paastand: «At Oslo kommune tilpligtes at betale dampskibsinteressentskapet «Garonne» kr. 1.693 med renter beregnet efter 7 pct. p. a. fra 15 juli 1921 til 25 januar 1922, efter 6 1/2 pct fra 25 januar 1922 til 18 mai 1922 og efter 6 pct. fra 18 mai 1922 til betaling sker samt sakens omkostninger for

Side:312

byretten og Høiesteret.» Oslo kommune har paastaat byrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt saksomkostninger for Høiesteret.

For Høiesteret er fremlagt utskrift av Kristiania fylkesskatte styres forhandlingsprotokol for 19 december 1923, hvorav sees at fylkesskattestyret har avgjort det her omprocederte spørsmaal i motsat retning av byretten.

Høiesteret kommer til samme resultat som byretten og kan i det væsentlige henholde mig til dens begrundelse samt til den tidligere domsbegrundelse, hvortil deri er henvist. Byrettens dom blir saaledes at stadfæste. Sakens omkostninger findes appellanten at maatte tilsvare.

Assessorerne Hazeland og Backer avgav saadant votum:

Det under saken reiste spørsmaal er, om der ved ansættelsen av den skattepligtiges formue pr. 1 januar i det aar, ligningen foretages, kan forlanges ført til fradrag i bruttoformuen det skattebeløp, som vil bli utlignet som indtægtsskat til stat og kommune av den i indtægtsaaret indvundne indtægt og som formuesskat av den skattepligtiges formue ved indtægtsaarets utgang. Det er paa det rene, at dette spørsmaal i tidligere aar ikke har været reist i ligningspraksis. «Spørsmaalet har meldt sig først med de voldsomt stigende skattebeløp i de senere aar» (se Bang: Om fradragsposterne side 15). Det fremgaar ogsaa av Oslo byrets dom av 23 oktober 1920, hvortil den paaankede byretsdom henviser, at ligningsmyndigheterne tidligere heller ikke har fradraget som gjæld utlignede men endnu ikke forfaldne skatter - men nu har frafaldt dette standpunkt (jfr. Bang 1 c).

Besvarelsen av det foreliggende spørsmaal maa formentlig bero paa, om der pr. 1 januar paahviler den skattepligtige en økonomisk og retslig forpligtelse til at utrede nævnte skattebeløp. Det er efter vor mening klart, at dette maa besvares bekræftende. Vi er helt uenig med byretten naar den (i dommen av 23 oktober 1920) anfører, at den skattepligtige pr. 1 januar ikke skylder andre skatter end dem, som allerede er utlignet, og at forpligtelsen til at svare skat først foreligger, naar ligningen er utarbeidet og skattekravet fiksert. Vi er videre uenig med byretten, naar den (i samme dom) anfører, at der fra lovgivningens side intet er til hinder for, at et selskap utdeler til sine aktionærer det hele utbytte, hvis det ser sig istand til at betale skatterne eftersom de forfalder, av de indtægter, som optjenes i skatteaaret. Denne sidste anførsel kan forsaavidt være riktig, som utdelingen av det hele overskud som utbytte ikke medfører nogen skadelig følge, hvis utdelingen (skattekravet) kan dækkes av fremtidig indtægt. Men hvis der i fremtiden ingen indtægt blir - muligens positivt tap - melder spørsmaalet sig klart. Da viser det sig, at det ikke alene forretningsmæssig, men ogsaa rettelig, har været en feil at utdele overskuddet, uten at ta hensyn til skattekravet. Spørsmaalet kommer i tilfælde klarest frem ved utgangen av et aktieselskaps første driftsaar. Hvis der da utdeles utbytte uten avsætning til skatter, kan følgen bli, at aktiekapitalen blir angrepet - helt eller delvis - i direkte strid med aktieselskapets karakter og aktielovens forutsætninger. Ogsaa for andre skattepligtige vil situationen kunne være den samme,

Side:313

f.eks. hvis en mand ved ektepakt opretter særeie med sin hustru, eller hvis en skattepligtig bortgir hele sin formue til slektninger og derved blir ute av stand til at betale sine forpligtelser, naar skattekravet kommer til, jfr. N.L. 5- 13- 44.

At skattekravet eksisterer pr. 1 januar kan saaledes ikke være tvilsomt, jfr. byskattelovens §20, sidste led, §27 og §28.

Det skal villig medgives, at man i det praktiske liv bortseet fra dødsfald eller selskapsopløsning neppe har lagt nogen særlig vekt paa skattekravet - fordi dette ikke har hat nogen væsentlig praktisk betydning - men dette bør ikke kunne fordunkle den teoretisk riktige betragtning av forholdet. Spørsmaalet blir derfor alene, om formuesbegrepet i relation til skattelovene her skal ha en anden begrænsning end almindelige økonomiske regler leder til. Vi finder ingen hjemmel i skatteloven for en saadan begrænsning.

Av byskattelovens §38 litra f (jfr. Thomle, 4de utgave, note 15) og §40 litra e fremgaar, at formues- og indtægtsskatter ikke kommer til fradrag i indtægten. Nogen tilsvarende bestemmelse gjælder netop ikke ved ansættelsen av formuen. Det er tvertimot paa det rene, at ogsaa uforfaldne skattekrav kan fradrages i formuen, og anden begrepsmæssig forskjel mellem utlignede og ikke utlignede skatter kan ikke findes at være tilstede.

Det er anført, at de skattepligtige beregner at betale heromhandlede skattekrav av kommende aars indtægt, men dette kan ikke godtages som noget argument av retslig betydning. Spørsmaalet er jo netop, om denne betragtningsmaate er den teoretisk riktige. Forøvrig gjælder det vistnok for mange skattepligtige - kanske det overveiende antal - at de beregner at betale ogsaa utlignede, men uforfaldne skatter av indtægten i det kommende aar.

At skattekravets omfang er ubestemt, kan heller ikke tillægges nogen avgjørende vekt. Det samme kan siges om en række andre poster i selvangivelsen. Det kan for det første gjælde andre passivposter av forskjellig slags. I procedyren er som eksempel nævnt det tilfælde, at en mand ved høiesteretsdom i december maaned er dømt til at betale erstatning efter skjøn for en skadegjørende handling. Det nøiaktige beløp kan da ikke fikseres før i tilfælde endelig overskjøn foreligger - men dette utelukker selvsagt ikke gjældsfradrag. Som andre eksempler kan nævnes, at en skattepligtig har faat reklamationskrav for leverte varer. Det samme gjælder paa den an den side samtlige aktivposter - undtagen de værdier, som findes i rede penger (og i normale tider bankindskud). For en række poster i selvangivelsen kan det saaledes anføres, at deres størrelse maa fastsættes ved et mere eller mindre sikkert skjøn - og skjønnet er neppe vanskeligere ved det skattekrav, som saken gjælder.

Vi er endvidere enig med appellanten i, at lov av 15 december 1920 nr. 2 om pligt for skatteydere til at foreta avsætning av indtægten til dækning av skat indeholder en væsentlig støtte for den opfatning, at skattekravet maa betragtes som en den skattepligtige paahvilende gjæld.

Mot appellantens paastand, inklusive rentepaastanden, er ingen speciel indsigelse fremsat I henhold til det anførte voterer vi for,

Side:3l4

at appellantens paastand tages tilfølge under ophævelse av processens omkostninger for byretten og Høiesteret.

Dom:

Byrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Dampskibsinteressentskapet «Garonne» til Oslo kommune kr. 400.

Av byrettens dom:

Dampskibsinteressentskapet «Garonne» avsatte i sit regnskap for 1920 til fremtidige endnu ikke utlignede skatter et beløp stort 1.400.000, mens der var i behold av det som var avsat hertil i 1919 kr. 119.019,72, saaledes at det samlede til fremtidige skatter pr. 1 januar 1921 av satte beløp utgjorde kr. 1.519.019,72. I interessentskapets selvangivelse for skatteaaret 1921-22 var saa dette beløp opført til fradrag i formuen, men ligningsraadet medtok det som formue, idet raadet antok, at kun beløp, som var avsat til dækning av skatter utlignet før 1 januar 1921 kunde betragtes som gjæld og fradrages i formuen. - - -

Som begrundelse for sin paastand har interessentskapet i det væsentlige anført, at skattefondet repræsenterer gjæld, idet forpligtelsen til at utrede skatter av indtægten i 1920 og av formuen pr. 1 januar 1921 var paa det rene, da fondet avsattes og helt ubetinget saaledes som skatteloven fordrer, for at fradrag i formue skal kunne ske. Forpligtelsen til at utrede skatten opstaar samtidig med indtægtserhvervelsen og ikke først, naar skatten utlignes, hvad der fremgaar av skattelovens bestemmelse om avholdelse av skat i selskaper, som opløses. At den fremtidige skat er en ubetinget gjældsforpligtelse, selvom den endnu ikke er forfalden eller utlignet er blit klarere efter den forannævnte lov av 15 december 1920 om pligt til at deponere eller betale paa forhaand en viss del av indtægten til dækning av skatten.

Kommunen har paastaat sig frifundet - - - idet den hævder, at det vilde være utenfor enhver rimelighet at betragte de endnu ikke utlignede skatter som gjæld, saalænge der ikke er truffet nogen beslutning som paalægger skattepligt og skatten ikke er utlignet og nogen retslig forpligtelse forsaavidt ikke foreligger. De positive bestemmelser om avholdelse av skat i selskaper, som opløses, viser netop efter kommunens mening, at her ikke er tale om paahvilende gjæld, ti da vilde ingen lovbestemmelse været nødvendig. Den ved loven av 1920 foreskrevne avsætning er en rent vilkaarlig sikkerhetsforanstaltning for indtægter over 100.000 kroner og kan ikke bringe forholdet i nogen anden stilling. Kommunen har derhos henvist til en av nærværende ret den 23 oktober 1920 avsagt dom i sak: Den norske Afrika-Australielinje mot kommunen, ved hvilken dom der kun blev gjort fradrag i formuen for forfaldne og allerede utlignede skatter, idet retten fandt at da det ved selvangivelsens avgivelse ikke er avgjort hvad der skal betales i skat før procentsatsen er fastsat og skatten utlignet, saa er det allerede av den grund utelukket at skatten kan fratrækkes ved formuesansættelsen, der skal ske paa grundlag av selvangivelsen. Det er - uttaler retten videre - for det kommende budgetaar skatten skyldes og der er ikke ved den lagt nogen baand paa det foregaaende aars indtægt.

Side:315

Idet jeg slutter mig til og henviser til denne dom skal jeg tilføie, at foruten at en fremtidig ikke utlignet skat ikke kan regnes til paahvilende gjæld, som efter skattelovens §30 skal fradrages, saa kan den heller ikke henregnes under nogen av de fradrag som forøvrig efter skatteloven skal ske i formuen. Det vil være stridende mot al forstaaelse av gjæld at regne hertil den fremtidige aar om andet paahvilende pligt at bidra til de utgifter stat og kommune har i borgernes fælles interesse, og denne byrde kan heller ikke kapitaliseres som en særskilt formuesgjenstand. Det skjønnes ikke at forandre forholdet, at avsætningen er foregaat av det aars indtægt, der danner grundlaget for ligningen, idet det forøvrig bemerkes, at likesom fondet for en del skriver sig fra 1919, kan jo godt endel av det avsatte beløp først komme til anvendelse for et senere skatteaar end det her gjældende 1921-22. - - -