Instans: Høyesterett - Dom
Dato: 1926-04-29
Publisert: Rt-1926-359
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.nr. 42/1 B s.a.
Parter: Advokat J. M. Lund, aktor mot apoteker Osvald Fredrik Bruun (forsvarer: advokat Nørregaard).
Forfatter: Berg, Broch, Motzfeldt, Breien, Hazeland, byfoged Gjessing, Backer
Lovhenvisninger: Straffeloven (1902) §120, §126, §166, §167, §189, §406, §270, §271, Apotekloven (1909) §12, §15, §4, §7, §8, Skatteloven (1911) §110


Assessor Berg: Lagmandsretten for Østfold lagsogn har ved dom av 27 januar 1926 kjendt for ret: «Tiltalte Osvald Fredrik Bruun fradømmes for forbrydelse mot straffelovens §120 sidste led, §166 og §189 sidste led, jfr. §126, sin offentlige tjeneste, nemlig den ham ved bevilling hjemlede ret til at drive apoteket Ørnen i Fredrikshald. For tiltalen iøvrig frifindes han. I erstatning til det offentlige for lidt tap ved forlitet erlagt avgift i henhold til apotekerlovens §7 og §8 i budgetaarene 1918/19, 1919/20, og 1920/21 tilpligtes han at utrede kr. 17.593,01 med 5 pct. rente av kr. 4.504,95 fra 1 oktober 1919 til betaling sker og med samme rente av kr. 9.384,40 fra 1 oktober 1920 til betaling sker og med samme rente av kr. 3.703,66 fra 1 oktober 1921 til betaling sker. 1 saksomkostninger til det offentlige ved lagmandsret utreder tiltalte kr. 200.»

Domfældte har erklært anke paa denne dom. Anken er begrundet med at han mener at de i dommen nævnte lovbestemmelser ikke rettelig kan anvendes paa det faktiske forhold, som han ved lagrettens svar blev kjendt skyldig i.

Med hensyn til det forhold som dommen gjælder henviser jeg til domsgrundene. Domfældte mener, at dommen hviler paa en uriktig retsbelæring fra lagmandens side. Retsbelæringen er efter forlangende av forsvareren protokollert i retsboken. Hvad lagmanden har uttalt er følgende: «Med hensyn til anvendeligheten av §120 hadde forsvareren hævdet at den under saken fremlagte «omsætningsbok» ikke kunde betragtes som en «tjenesten vedkommende protokol», men bare som en almindelig regnskapsbok, hvis førelse var paalagt apotekeren som enhver kjøbmand og derfor ikke førtes av ham som offentlig tjenestemand.»

Lagmanden mente at lagretten maatte gaa ut fra at den omhandlede «omsætningsbok», som var foreskrevet oprettet i apotekerlovens §15, jfr. justisdepartementets rundskrivelse av 28 januar 1911 av hensyn til de avgifter til statskassen som enhver apoteker har at tilsvare, og som omhandles i samme lovs §7 og §8 og hvilken bok skal danne grundlaget for apotekets omsætning i budgetaaret, maatte ansees for «nogen tjenesten vedkommende protokol» ført til offentlig bruk og saaledes ogsaa som et offentlig dokument, ikke som et privat dokument. Lagmanden henviste til apotekerlovens §4 til støtte for at det er som offentlig tjenestemand, ikke som privatmand at det er paalagt apotekeren at føre denne omsætningsbok med dertil knyttede opgaver til departementet. I konsekvens hermed maatte den i ovennævnte rundskrivelse omhandlede

Side:360

avgivne aarlige opgave for budgetaaret rettelig ansees som en «tjenestlig erklæring» eller protokolutskrift, som var bestemt til at tjene som bevis, nemlig for omsætningerne og derved for den skyldige avgifts størrelse.

Med hensyn til anvendeligheten av §166 hadde forsvareren hævdet at den heromhandlede opgave ikke kunde betegnes som «forklaring» i lovens forstand, men at denne avgiftsopgave maatte likestilles med opgave over skat og derfor bare kunde straffes efter straffelovens §406, jfr. skattelovens §110. Lagmanden hadde i den anledning anført at den her omhandlede opgave som apotekeren var pligtig til hvert aar at indsende til socialdepartementets: medicinalavdeling, omfattedes av lovens ord «forklaring til nogen offentlig myndighet, hvor der er pligt til at forklare sig, eller hvor forklaringen er bestemt til at avgive bevis». Undtagelsen i straffelovens §167 sidste led gjaldt bare opgave over skat, ikke opgave over avgifter, og den heromhandlede avgift hadde ifølge apotekerlovens §8 en ganske særskilt karakter. Forbrydelserne mot straffelovens §120, 166 og 189, hadde et andet og specielt gjerningsindhold end det som indeholdtes i straffelovens §406 og maatte derfor, hvis disse gjerningsindhold utfyldtes ved det her foreliggende konkrete forhold, være anvendelig uten hensyn til at disse forhold ogsaa støtte an mot §406, som ikke var anvendelig paa grund av præskription».

Jeg er med hensyn til fortolkningen av straffelovens §120 enig i hvad lagmanden i sin retsbelæring har anført, og finder det tilstrækkelig at henvise til den. Likesaa er jeg enig med hensyn til fortolkningen av §166, og jeg mener med lagmanden, at den i straffelovens §167, sidste led, nævnte undtagelse med hensyn til skat, selvom den kan antages anvendelig paa med skat likestillede avgifter, i ethvertfald ikke kan antages at omfatte den efter apotekerloven staten tilkommende anpart av vedkommende apotekers omsætning, en avgift som jeg er enig med lagmanden i har en ganske særskilt karakter.

Hvad angaar §189 er det av aktor uttalt at gjerningsindholdet efter denne paragraf dækkes helt av gjerningsindholdet i §120, og at derfor §189 ikke burde været anvendt. Av lagmandsretsdommen fremgaar forøvrig, at den omstændighet at det strafbare forhold er subsumert ogsaa under §189 ingen rolle har spildt for strafutmaalingen. Med hensyn til forholdet mellem §189 og §120 kan jeg henvise til Hagerups kommentar, 2den utgave, side 125.

I henhold til det anførte vil jeg votere for at anken forkastes forsaavidt angaar domfældelsen efter §120 og §166, derimot vil der bli at avsige frifindelsesdom forsaavidt angaar §189.

Konklusjon:

Osvald Fredrik Bruun frifindes forsaavidt angaar tiltalen for forbrydelse mot straffelovens §189. Iøvrig forkastes anken. I erstatning til det offentlige for saksomkostninger ved Høiesteret betaler han kr. 50. Vanlige salærer.

Ekstraordinær assessor Broch: Efter min opfatning er apotekavgiften retslig seet nærmest at opfatte som en skat. Noget sikkert

Side:361

holdepunkt for skille mellem skat og avgift (sammenlign straffelovens §406) kan jeg ialfald ikke finde tilstrækkelig hjemmel for. Usikkerhet paa dette punkt bør efter min mening da komme tiltalte tilgode. Jeg mener saaledes at §167, sidste led, kommer til anvendelse og at subsumtion under §166 derved er udelukket. Jeg voterer for frifindelse ogsaa forsaavidt denne del av tiltalen angaar. Om anvendelse av straffelovens §406 blir der efter mit resultat ikke tale paa grund av præskription.

Idet jeg iøvrig er enig med førstvoterende bemerkes, at jeg ikke finder grund til at fravike hans resultat med hensyn til strafutmaalingen. Da jeg efter forhaandskonferancen gaar ut fra at jeg er i minoritet, former jeg ikke konklusion.

Ekstraordinær assessor Motzfeldt: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Breien: Likesaa.

Assessor Hazeland: Som andenvoterende, hr. assessor Broch.

Ekstraordinær assessor byfoged Gjessing: Som tredjevoterende, hr. assessor Motzfeldt.

Assessor Backer: Likesaa.

Av lagmandsrettens dom:

Tiltalte Osvald Fredrik Bruun er født xx.xx.1848, apoteker, indehaver av apoteket Ørnen, Fredrikshald, og bosat i Oslo. Han har bortforpagtet sin ret til at drive apotek med hjemmel i apotekerlovens §12, sidste led.

Ved tiltalebeslutning utfærdiget av statsadvokaten i Østfold og Hedemark den 7 september 1925 er han nu sat under tiltale til fældelse efter 1) straffelovens §120 for som offentlig tjenestemand i nogen tjenesten vedkommende protokol at ha anført usandhet eller lagt skjul paa sandheten eller ved utfærdigelsen av protokolutskrift eller anden tjenesteerklæring, der er avgit for at tjene som bevis, at ha anført eller bevidnet usandhet eller lagt skjul paa sandheten og handlet i hensigt at forskaffe sig eller andre en uberettiget vinding, 2) straffelovens §166 for mundtlig eller skriftlig at ha avgit falsk forklaring til nogen offentlig myndighet i tilfælde hvor han var pligtig til at forklare sig til denne eller hvor forklaringen var bestemt til at avgi bevis, 3) straffelovens §189 for i indenlandsk offentlig dokument eller bøker at ha avgit uriktig erklæring angaaende nogen begivenhet eller omstændighet, hvorom erklæringen er bestemt til at avgi bevis, i hensigt at forskaffe sig eller andre en uberettiget vinding, 4) straffelovens §270, jfr. §271,5.

Under hovedforhandlingen har statsadvokaten frafaldt tiltalens post 4 for forbrydelse mot straffelovens §270 jfr. §271,5, hvorfor frifindelsesdom forsaavidt vil bli at avsige.

Ved lagrettens kjendelse, som retten lægger til grund, er tiltalte derimot kjendt skyldig i tiltalens øvrige poster og vil saaledes bli at fælde for overtrædelse av straffelovens §120 sidste led, §166 og §189 sidste led.

For forbrydelsen mot straffelovens §120 findes som straf at maatte idømmes tjenestens tap, altsaa fradømmelse av den tiltalte ved bevilling hjemlede ret til at drive apoteket Ørnen i Fredrikshald. Overensstemmende med paatalemyndighetens paastand og under henvisning til straffelovens §126 antages heller ikke særskilt straf at burde anvendes for forbrydelserne

Side:362

mot straffelovens §166 og §189, som hver for sig ikke i dette tilfælde egner sig til høiere straf end bøter eller fængsel i 3 maaneder. Ved denne strafutmaaling er i skjærpende retning tat hensyn til at der ved tiltaltes strafbare forhold er unddraget det offentlige betydelige avgiftsbeløp, mens der i formildende retning er tat hensyn til tiltaltes fremrykkende alder og tidligere uplettede vandel. - - -