Rt-1926-760

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1926-09-23
Publisert:	Rt-1926-760
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 4/2 B s.a.
Parter:	A/S Rundlast (advokat Thinn) mot Kristen Olsen og Anne Tonette Olsen (overretssakfører von Krogh til prøve).
Forfatter:	Dahl, Lie, Bang, Bade, Hanssen, Bjørn, Berg
Lovhenvisninger:	Vasdragsloven (1887) §5

Assessor Dahl: Ved dom avsagt 8 juli 1921 av den konstituerte byfoged i Arendal med meddomsmænd blev saaledes kjendt for ret: «I. Grænsen under vandet i Ormevigen mellem citantskapet A/S Rundlasts eiendomme matr. nr. 411 og 413 Strømsbu kreds, Arendal, og indstevnte Anne Tonette Olsens eiendomme matr. nr. 145 og 146, Strømsbu kreds, Arendal, alle ved Ormevigen, trækkes saaledes, at enhver del av grunden under vandet tilfalder den strand, som den ved middels høi vandstand ligger nærmest. 2. Citantskapet A/S Rundlast kjendes berettiget til at utnytte Ormevigen ved anbringelse av tømmer, fangbom, fartøier og lignende, dog saaledes, at eieren av matr. nr. 145 og 146 skal ha fri og uhindret adgang til at gaa ind og ut med og ha liggende ved sin strand almindelige smaa baater. 3. De indstevnte Kristen Olsen og Anne Tonette Olsen tilpligtes in solidum at betale citantskapet A/S Rundlast erstatning efter skjøn av uvillige mænd, optat paa de to indstevntes bekostning, for den skade og ulempe, indstevnte Kristen Olsen har forvoldt ved at fjerne citantskapet A/S Rundlasts lægter fra sin plads og paa anden vis hindre og genere arbeidet paa citantskapet A/S Rundlasts eiendom matr. nr. 411 og 413, Strømsbu kreds, Arendal, med 4 pct. rente av skjønsbeløpet fra 20 oktober 1919. 4. De indstevnte Kristen Olsen og Anne Tonette Olsen tilpligtes in solidum at betale citantskapet A/S Rundlast denne saks omkostninger med kr. 350. Forøvrig bør de indstevnte for citantskapets tiltale i denne sak fri at være.»

Side:761

Dommen blev av Kristen Olsen og Anne Tonette Olsen paaanket til Bergens overret, ved hvis dom av 9 april 1923 blev kjendt for ret: «Grænsen under vandet i Ormevigen mellem appellantinden Anne Tonette Olsens eiendomme matr. nr. 145 og 146 og indstevnte, A/S Rundlasts eiendomme, matr. nr. 411 og 413, begge av Strømsbu kreds, Arendal, trækkes saaledes, at enhver del av grunden under vandet tilfalder den strand, som den ved middels høi vandstand ligger nærmest. Forøvrig bør appellanterne Kristen Olsen og Anne Tonette Olsen for indstevntes tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves for begge retter.»

Overrettens dom er avsagt under dissens, idet et av rettens medlemmer, som forøvrig var enig med flertallet, sluttet sig til underretsdommens post 2.

Overretsdommen er av A/S Rundlast paaanket til Høiesteret med. saadan paastand: «1. At overrettens dom stadfæstes, forsaavidt angaar grænsen under vandet mellem eiendommene, dog saaledes, at man ved grænseoptrækningen bestemmer grænsen efter de strandlinjer, A/S Rundlasts eiendomme har ifølge konduktørforretningerne i underretsakten side 20-24. 2. At appellantskapet A/S Rundlast kjendes berettiget til at utnytte Ormeviken ved anbringelse av tømmer, fangbom, fartøier og lignende, dog saaledes, at eieren av matr. nr. 145 og 146 skal ha fri og uhindret adgang til. at gaa ind og ut med og ha liggende ved sin strand almindelige smaabaater. 3. At citantskapet A/S Rundlast hos de indstevnte Kristen Olsen og Anne Tonette Olsen, eller nu deres dødsboer, tilkjendes sakens omkostninger for alle retter.»

De indstevnte Kristen Olsen og Anne Tonette Olsen er oplyst efter sakens paaanke til Høiesteret at være avgaat ved døden, og i deres sted har deres respektive dødsboer avgit møte og nedlagt paastand om, at overrettens dom stadfæstes, og at de indstevnte hos A/S Rundlast tilkjendes saksomkostninger for Høiesteret.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til de underordnede retters domsgrunde. For Høiesteret er ikke fremlagt nye dokumenter, som jeg har fundet av betydning for saken. Appellanten har ikke for Høiesteret opretholdt sin i de tidligere instanser nedlagte erstatningspaastand.

Da begge parter har akkviescert ved de underordnede retters avgjørelse med hensyn til parternes paastaatte eiendomsret til sjøgrunden i Ormeviken, er det her for retten paa det rene, at grænsen under vandet mellem parternes eiendomme skal trækkes saaledes, at enhver del av grunden under vandet tilfalder den strand, som den ved middelshøi vandstand (middelhøivand) ligger nærmest. Derimot er der mellem parterne uoverensstemmelse om forstaaelsen av den av de underordnede retter trufne avgjørelse med hensyn til eiendommenes grænse under vandet. Overensstemmende med, hvad der er uttalt i overrettens domsgrunde, hævder de indstevnte at grænsen under vand maa bestemmes efter strandlinjens naturlige. tilstand, som den var før den stedfundne opfylling. Appellanten hævder derimot, at strandlinjens nuværende grænser, som de er indlagt paa konduktørkarter av 6 april 1916, maa tages til

Side:762

utgangspunkt ved optrækningen av undervandsgrænsen mellem parternes eiendomme.

Jeg er, hvad dette spørsmaal angaar, enig i overrettens principielle betragtning, idet jeg med den antar, at strandbreddens naturlige begrænsening fra gammel tid maa bli at lægge til grund for bestemmelsen av grænsen mellem parternes sjøgrund. Om en foregaaende eier av appellantens eiendom ved opfylling paa denne har forandret strandens grænse mot vandet, har en saadan ensidig disposition efter min mening ikke kunnet medføre nogen forrykkelse av grænsen mot naboeiendommen under vandet med den følge, at de indstevntes eiendom derved skulde kunne være berøvet nogen del av den samme tidligere tilliggende sjøgrund. Forsaavidt grænsen for den oprindelige strandbred kan konstateres at avvike fra den nuværende, maa den fremdeles bli at lægge til grund for bestemmelsen av grænsen mellem parternes sjøgrund. Det er vistnok saa, at det efter de for Høiesteret foreliggende oplysninger stiller sig uklart, om og i hvilken utstrækning den oprindelige strandbred har undergaat forandringer som følge av de paa appellantens eiendom antagelig omkring 1875 foretagne opfyllinger og opførte bryggemurer. Og jeg anser det ugjørlig paa grundlag av det for Høiesteret foreliggende materiale at fastslaa strandbreddens naturlige grænser. At disse i større eller mindre grad er ændret ved de forannævnte arbeider paa appellantens eiendom, har imidlertid forsaavidt skjønnes sandsynligheten for sig, og formodningen herom bestyrkes efter min mening ved de foreliggende oplysninger om, at holmen paa Ormeviktomten tidligere har været omflytt av vand. Under disse omstændigheter anser jeg det ikke berettiget at fastslaa den nuværende strandbred som utgangspunkt for bestemmelsen av undervandegrænsen mellem parternes eiendomme. Appellanten har rigtignok anført, at det overhodet skulde være umulig nu at konstatere strandbreddens naturlige grænse. Men noget bevis for denne paastand, der av de indstevnte saavidt jeg kan se med rette er betegnet som ny for Høiesteret, er ikke ført. Jeg mener da, at dette spørsmaal, der ikke kan sees at ha været drøftet ved de underordnede retter, idet underretten overhodet ikke og overretten alene i princippet har berørt tvisten, om den naturlige eller nuværende strandbred skal lægges til grund for bestemmelsen av grænsen mellem parternes sjøgrund, fremdeles faar staa aapent. Naar spørsmaalet om den naturlige strandbreds beliggenhet ikke av parterne har været forelagt de underordnede retter til avgjørelse, kan det efter min opfatning ikke bebreides de indstevnte, at de ikke har utredet denne side av saken saaledes, at den nu kan undergives avgørelse i Høiesteret. Under disse omstændigheter kan jeg ikke anse det rigtig at avskjære de indstevnte adgangen til senere at reise spørsmaalet om en mulig avvikelse mellem strandbreddens naturlige og nuværende grænse enten under en særskilt sak eller eventuelt ved optagelse av skjøn efter vasdragslovens §5.

Sakens andet spørsmaal gjælder den av appellanten paastaatte bruksret over Ormeviken. I denne del av saken er jeg kommet til samme resultat som underretten og det dissenterende medlem av overretten, hvis begrundelse jeg i det væsentlige finder at kunne

Side:763

tiltræde. Jeg har vistnok ikke kunnet anse det positivt bevist, at den under saken omhandlede bruksutøvelse kan føres længer tilbake i tiden end til omkring 1850, om jeg end finder, at sakens oplysninger og særlig det ogsaa av overrettens tredjevoterende nævnte maalebrev av 23 december 1800 peker i retning av, at allerede den daværende fæster av de indstevntes eiendom har været unddraget den frie raadighet over den eiendommen tilliggende sjøgrund. Men selvom jeg lægger til grund, at de av appellanten paastaatte bruksrettigheter ikke er godtgjort at ha været utøvet før fra midten av det forrige aarhundrede, antar jeg dog, at den senere stedfundne bruksutøvelse efter de herom foreliggende oplysninger maa ansees tilstrækkelig til at statuere det fornødne grundlag for en retsstiftelse ved alders tids bruk. Jeg lægger herved vegt paa, af der ikke under saken er fremkommet nogen oplysning, om at der i tiden før 1850 har foregaat nogen bruk av den de indstevntes eiendom tilliggende sjøgrund, som har været uforenlig med den av eieren av appellantens eiendom som et led i den derværende trælastbedrift utøvede raadighet. Meget mer er det efter procedyren paa det rene, at hverken de indstevnte eller deres formænd nogensinde har utnyttet sin strandret paa anden maate end til den ogsaa ved underretsdommen forbeholdte adkomst for deres baater. Likeledes maa jeg i denne forbindelse tillægge det betydning, at den omtvistede bruksutøvelse efter sakens oplysninger maa antages like til kort før anlægget av nærværende sak at ha fundet sted, uten at der fra fæsterne av de indstevntes eiendom har været gjort nogen indsigelse mot bruken, saa længe denne ikke medførte avspærring av passagen til de indstevntes eiendom. Jeg skal i saa henseende særskilt bemerke, at jeg ikke kan give de indstevnte medhold i at den tidligere eier av appellantens eiendom, trælasthandler Høegh, ved kommissionsforliket av 2 mars 1854 har opgivet eller fraskrevet sig retten til at benytte den de indstevntes eiendomme tilliggende sjøgrund for sin bedrift. Det nævnte forlik er, saavidt jeg kan se, noget uklart avfattet, men hvorledes det end rettelig maatte være at forstaa - et spørsmaal, som jeg ikke her finder grund til nærmere at drøfte - kan der efter min mening i ethvert fald ikke utledes andet eller mere derav, end at Høegh har erkjendt sig uberettiget til at sperre adkomsten til bryggen paa de indstevntes eiendom.

Jeg medgiver, at naar man bortser fra fangbommen, om hvilken jeg finder det godtgjort, at den har været anbragt den hele tid ialfald siden midten av det forrige aarhundrede, er de foreliggende oplysninger om utstrækningen og hyppigheten av appellantens og forgjængeres iøvrig utøvede bruk av de indstevntes sjøgrund temmelig knappe; men jeg finder dog, at der fra appellantens side er tilveiebragt et efter omstændigheterne tilstrækkelig bevis for, at de indstevntes sjøgrund i det samme tidsrum har været utnyttet av trælastforretningen ogsaa paa anden maate, saasom til oplag av tømmer og fortøining av læktere i den utstrækning, som til enhver tid har været tilsagt av bedriftens behov. Naar en saadan bruksutøvelse, som jeg mener maa betragtes som et sammenhængende led i trælastbedriften, har fundet sted upaatalt fra

Side:764

fæsterne av de indstevntes eiendom gjennem et tidsrum - som jeg maa anta - av ialfald henimot 70 aar, forekommer det mig at være en kunstig betragtning, naar overrettens flertal har anskuet den utøvede bruk som et av fæsterne av de indstevntes eiendom tolerert overgrep. En saadan opfatning av forholdet maa efter min mening ha formodningen mot sig, idet det er litet rimelig, at fæsterne gjennem saa lang tid skulde ha forholdt sig fuldstændig passive, hvis de i den utøvede bruk hadde seet nogen krænkelse av en dem tilkommende strandret. Det er saavidt skjønnes en adskillig mere nærliggende antagelse i den omhandlede passivitet at se et uttryk for, at ogsaa fæsterne av de indstevntes eiendom tidligere har opfattet den av trælastforretningen utøvede bruk som utslag av en velerhvervet ret. Om der end ikke nu kan paavises nogen uttrykkelig hjemmel for denne, finder jeg, alle omstændigheter tat i betragtning, overveiende betænkelighet ved nu at tilsidesætte bruken som retsstridig, idet jeg som allerede bemerket antar, at de herom foreliggende oplysninger maa kunne godtages som fyldestgjørende bevis for, at de av appellanten paastaatte bruksrettigheter har været utøvet med en regelmæssighet og varighet.: om giver tilstrækkelig grundlag for anerkjendelse av en ved bruk i alders tid beskyttet retsdannelse.

Efter det anførte vil jeg votere for, at appellanten i forhold til de indstevnte kjendes berettiget til at utøve de paastaatte bruksrettigheter alene med forbehold av de indstevntes uhindrede adkomst for smaabaater, men at overretsdommen iøvrig stadfæstes. Processens omkostninger antar jeg bør ophæves ogsaa for Høiesteret.

Da det efter konferancen er mig bekjendt, at min mening paa et enkelt punkt ikke deles av rettens flertal, former jeg ingen konklusion.

Assessor Lie: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Bang: Forøvrig i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende maa jeg hævde et andet standpunkt med hensyn til bestemmelsen av grænselinjen mellem parternes sjøgrund. Jeg vil ikke bestride, at det rent principielt seet er den ældre, naturlige strandlinje, som kommer i betragtning, forsaavidt den kan paavises. Det er endvidere klart, at den nuværende strandlinje paa Ormeviktomten (matr. nr. 411) ikke i alle enkeltheter kan antages at følge den naturlige strandlinje, idet grænsen mot sjøen ialfald i vest bestaar av en retlinjet mur antagelig opført som av førstvoterende bemerket i 1870 aarene. Men hvorledes den naturlige strandlinje i ældre tid har været, foreligger der ingen sikre oplysninger om. Der foreligger for Høiesteret et kart fra Arendals Statsingeniørkontor datert 19 januar 1922, og paa dette kart er der ved siden av de nuværende grænser for eiendommen angive: en grænselinje, som angives at skrive sig fra et kart optat i 1875. Rigtigheten av den saaledes angivne linje er ikke erkjendt fra appellantens side. Saavidt jeg kan forstaa, er de avvikelser, som linjen fra 1875 utviser i forhold til den nuværende grænse for Ormeviktomten, helt uvæsentlige for fastsættelsen av grænselinjen

Side:765

for sjøgrunden paa dette omraade. Hvis man tænker sig spørsmaalet om grænselinjen henvist til et efterfølgende skjøn, maatte klarlig de indstevnte ha bevisbyrden for, at en anden strandlinje end den nuværende skulde lægges til grund, idet det maatte paahvile de indstevnte paa fyldestgjørende maate at paavise denne anden grænselinjes beliggenhet. Jeg mener, at det efter omstændigheterne bør kræves, at de indstevnte for at sætte igjennem en dom paa anvendelsen av en anden strandlinje end den nuværende ialfald maa sandsynliggjøre, at der eksisterer en naturlig strandlinje, som i væsentlig grad har avveket fra den nuværende. Noget saadant sandsynlighetsbevis er ikke ført, og jeg anser det under disse omstændigheter for at være det bedste domsresultat at give anvisning paa den nuværende strandlinje som grundlag for fastsættelse av grænselinjen for sjøgrunden. Jeg kan ikke i det, som for Høiesteret er dokumentert av procedyren for de underordnede retter, finde holdepunkt for at anse de indstevnte processuelt fritat for saadan sandsynliggjørelse. Naar de tidligere voterende antar, at avgjørelsen angaaende grænselinjen kan henvises til et skjøn efter vasdragslovens §5, skal jeg hertil kun bemerke, at jeg anser det tvilsomt, om vasdragsloven overhodet kan anvendes paa det i saken foreliggende forhold, uten at jeg efter det resultat, hvortil jeg er kommet, behøver at uttale mig nærmere om dette.

Jeg vil efter det anførte votere for følgende:

Konklusion:

I. Grænsen under vand i Ormeviken mellem matr. nr. 411 og 413, Strømsbu kreds, Arendal, tilhørende A/S Rundlast, og matr. nr. 145 og 146 i samme kreds, tilhørende Kristen Olsens og Anne Tonette Olsens dødsboer, trækkes saaledes, at enhver del av grunden under vand tilfalder den strand, som den ved middelhøivand ligger nærmest. Ved fastsættelsen av grænsen blir at følge den strandlinje som er avlagt paa det kart, som er optat ved konduktørforretning av 6 april 1916. 2. A/S Rundlast kjendes i forhold til Kristen Olsens og Anne Tonette Olsens dødsboer berettiget til at utnytte Ormeviken ved anbringelse av tømmer, fangbom, fartøier og lignende, dog saaledes, at eieren av matr. nr. 145 og 146 skal ha fri og uhindret adgang til at gaa ind og ut med og ha liggende ved sin strand almindelige smaa baater. 3. Processens omkostninger ophæves for alle retter.

Ekstraordinær assessor Bade: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende. Jeg finder at sandsynligheten for, at strandlinjen er undergaat ændringer og har været forskjellig fra den nuværende, er meget bestyrket ved det av tredjevoterende omnævnte i 1875 optagne kart.

Ekstraordinær assessor Hanssen: Med hensyn til spørsmaalet om, hvilken strandlinje der skal lægges til grund ved optrækningen av grænsen mellem parternes eiendomme i sjøen, er jeg i det væsentlige og resultatet enig med tredjevoterende, hr. assessor Bang. Derimot er jeg kommet til et andet resultat end de tidligere voterende med hensyn til spørsmaalet om A/S Rundlasts adgang til at utnytte Ormeviken ved anbringelse av tømmer, fangbom osv.

Side:766

Det er efter min mening en feil ved førstvoterendes resonnement, at han i denne henseende har behandlet hele Ormeviken under ett uten at ta hensyn til, at sjøgrunden i viken efter de tidligere retters avgjørelser, som Høiesteret forsaavidt maa lægge til grund, er delt i forskjellige eiendomsgebeter. Saaledes som jeg har forstaat procedyren, gjælder tvisten her for retten i dette punkt alene spørsmaalet om, hvorvidt A/S Rundlast har adgang til at forføie paa den nævnte maate over den del av Ormeviken, som dækker de indstevntes sjøgrund. Skjønt det saaledes skulde være av væsentlig betydning, hvilken del av Ormeviken utgjør de indstevntes sjøgrund, er der ikke fra parternes side gjort noget forsøk paa nærmere at angive grænsen for denne sjøgrund, og de fremlagte karter indeholder heller ikke tilstrækkelig materiale til en nøiagtig optrækning av grænsen. Av karterne kan man dog med nogenlunde sikkerhet slutte, at de indstevntes sjøgrund alene vil komme til at omfatte et stykke inderst i Ormeviken nærmest deres landgrund av form nærmest som et triangel. Den ydre del av Ormeviken og den del av viken, som ligger nærmest matr. nr. 411, maa i ethvert fald falde utenfor de indstevntes sjøgrund. Som følge av, at den nærmere avgrænsening av indstevntes sjøgrund ikke er behandlet under procedyren, er der heller ikke gjort noget forsøk paa at angive, hvilken del av den raadighet over Ormeviken, som A/S Rundlast og deres forgjængere har utøvet, specielt har berørt de indstevntes sjøgrund. Og for mit vedkommende kan jeg ikke finde, at de fremkomne oplysninger om den nævnte raadighetsutøvelse indeholder noget sikkert bevis for, at raadighet har været utøvet over de indstevntes sjøgrund eller sjøen over denne. I ethvert fald er det efter min opfatning meget langt fra, at der er ført bevis for, at raadighet er øvet derover i en saadan utstrækning, at den kan danne grundlaget for hævd eller alders tids bruk. Jeg kan heller ikke finde, at A/S Rundlast paa anden maate har godtgjort at ha erhvervet nogen ret til at raade over de indstevntes sjøgrund. Saavidt jeg forstaar, vil konsekvensen av de tidligere voterendes standpunkt bli, at A/S Rundlast kan benytte Ormeviken helt ind til de indstevntes strand, naar de bare levner eieren av disses eiendom plads til at lægge sin baat der og komme ind og ut med den. Dette resultat forekommer mig helt urimelig, idet der under saken ikke er fremskaffet noget somhelst bevis for, at A/S Rundlast eller dens forgjængere har utøvet raadighet over Ormeviken helt ind til bunden ved de indstevntes eiendom. I det heromhandlede punkt voterer jeg saaledes for samme resultat, som overretten kom til, nemlig de indstevntes frifindelse.

Med hensyn til procesomkostningerne er jeg enig med de tidligere voterende.

Da der efter voteringen er flertal for en anden opfatning end min, former jeg ingen konklusion.

Ekstraordinær assessor fhv. assessor Bjørn: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med tredjevoterende hr. assessor Bang.

Assessor Berg: Likesaa.