Rt-1926-962
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1926-12-03 |
| Publisert: | Rt-1926-962 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 31/2 s.a. |
| Parter: | Fru Laura Widing (advokat Henning Bødtker) mot frk. Lydia Gornitzkas konkursbo (overretssakfører O. J. Bjørnstad til prøve). |
| Forfatter: | Alten, Paulsen, Motzfeldt, Boye, Bugge, Frisak, Berg |
| Lovhenvisninger: |
Ekstraordinær assessor Alten: Ved Oslo handelsrets dom av 13 februar 1925 blev kjendt for ret: «Laura Widing bør betale til Lydia Gornitzkas konkursbo kr. 8.969,37 med 4 av hundrede i aarlig rente derav fra 5 februar 1924 til betaling sker, men bør forøvrig for boets tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves.»
Dommen er fra begge sider paaanket til Højesteret
Hovedappellanten, fru Laura Widing, har paastaat sig frifundet for frk. Lydia Gornitzkas konkursbos tiltale mot at betale tri boet kr. 1.183,96, og at hun hos konkursboet tilkjendes processens omkostninger for handelsretten og Højesteret som massekrav.
Kontraappellanten, frk. Lydia Gornitzkas konkursbo, har paastaat, at fru Laura Widing tilpligtes at betale konkursboet kr. 13.969,37 med 4 pct. rente fra 5 februar 1924 til betaling sker, og saksomkostninger for handelsretten og Høiesteret.
Om sakens gjenstand og sammenhæng henviser jeg til handelsrettens dom. Med hensyn til den retslige side av saken skal jeg tilføie, at fru Widing paa grund av sælgerens konkurs ikke har fundet at kunne hæve kjøpet, men har indskrænket sig til at kræve prisavslag for varebeholdningen og for forretningens ideelle værdi. Desuten har hun for Høiesteret med motpartens samtykke fremsat den nye indsigelse, at der av den fælles kjøpesum for forretning og inventar kr. 8.000 ikke falder saa meget som kr. 3.000 paa inventaret, mens hun derimot ikke kræver noget prisavslag for mangler ved det leverte inventar.
Av de nye dokumenter som er fremlagt kan jeg indskrænke mig til at nævne: 1) En udatert erklæring fra Eirik Noss, som opgis at være avgit til Wettergren &; Hansen umiddelbart efter salget av forretningen, og hvis riktighet erklæringsutstederen har bekræftet i en skrivelse av 26 september 1926 til advokat Bødtker, mens han derimot ikke er avhørt som vidne; 2) En takst av 17 november 1925 over inventar, optat av en vurderingsmand ved byfogedkontoret og en administrator for registreringsforretningerne ved skifteretten, og hvorved inventarets samlede værdi blev ansat til kr. 586.
Forsaavidt kravet paa prisavslag grundes paa uriktige opgaver med hensyn til forretningen, skal jeg først bemerke, at salget blev formidlet av firmaet Wettergren &; Hansen ved dets mand Eirik Noss. Fru Widing paastaar, at Wettergren &; Hansen var sælgerens fuldmægtig, men der er ikke ført bevis for at firmaet
Side:963
hadde nogen salgsfuldmagt, og det er heller ikke Wettergren &; Hansen, men frk. Gornitzka selv som har undertegnet kjøpekontrakten. Noss forklarer, at Wettergren &; Hansen la ned billet paa frk. Gornitzkas avertissement og derefter fik sig overdrat salget av forretningen. Ved selv at avertere fik de en række forespørsler, deriblandt fra fru Widing, som de bragte i forbindelse med sælgeren. Wettergren &; Hansen har saaledes efter min mening kun optraadt som mæglere, og frk. Gornitzka kan derfor ikke gjøres ansvarlig for deres opgaver, medmindre opgavene hitrører fra hende selv.
Med hensyn til selve forretningen har handelsretten antat, at fru Widing fik uriktige oplysninger om dens kundekreds og omsætning. Efter sammenhængen maa der for kundekredsens vedkommende være siktet til at der i Wettergren &; Hansens avertissement taltes om «en solid oparbejdet kundekreds». Dette uttryk skal efter Noss’ erklæring være brukt i henhold til mundtlige oplysninger fra frk. Gornitzka. Men i hendes eget forutgaaende avertissement taltes der kun om en «fordelagtig opdreven specialforretning i undertøi», og i betragtning av at Noss har en viss interesse av ikke at stille sig og sit firma i et uheldig lys, kan jeg ikke finde, at hans ubeedigede erklæring avgir bevis for at frk. Gornitzka har git uriktige opgaver om kundekredsen. Frk. Gornitzkas eget avertissement danner ikke det umiddelbare grundlag for forhandlingerne med fru Widing men selv om tilsvarende opgave er git til hende, hvilket ikke er bevist, synes uttrykket «fordelaktig opdreven» nærmest at maatte opfattes som en reklamemæssig anbefaling, som en kjøper ikke uten nærmere undersøkelse bør ta for god.
Hvad omsætningen angaar paastaar fru Widing, at den har været opgit ialfald til kr. 40.000 for det sidste aar før salget. Dette stemmer med Noss’ erklæring. Sælgerens far, som førte høkerne, har imidlertid som vidne forklart, at han paa telefonforespørsel fra Wettergren &; Hansens kontor om omsætningens størrelse sa til sin datter ca. 30.000 à 40.000 kroner, og at det kunde opgis ca. 30.000 kroner sidste aar, hvilket saa blev opgit i telefonen. Bevis for høiere opgave er ikke ført. Efter de oplysninger som er meddelt av overretssakfører Bjørnstad som akkordkommissær i frøken Gornitzkas bo i en skrivelse av 21 december 1923 finder jeg ikke at kunne anse denne opgave for uriktig. I skrivelsen anføres nemlig, at kontantindtægten av butiksalget i det ca. ene aar forretningen hadde været i Frydenlundsgate 14, ifølge høkerne hadde utgjort ca. kr. 25.000, og at omsætningen i 1923 med den forventede juleomsætning vilde ha kommet op i ca. 30.000 kroner.
Handelsretten har videre antat, at der i det hele blev bibragt fru Widing en uriktig forestilling om forretningen, som i virkeligheten efter flere flytninger var gaat sterkt tilbake og nærmest var i forfald. Heller ikke jeg er i tvil om at forretningen gik daarlig for frøken Gornitzka. Jeg lægger forsaavidt mindre vekt paa ekspeditrisen Ragna Nygaards forklaring. Men frøken Gornitzkas far har som vidne forklart, at hans datter hadde vanskelig for at holde
Side:964
det gaaende. Forretningen i sig selv bragte vistnok ikke synderlig tap, men, sier han, hun maatte trækkes med gjæld fra før, saaledes paa grund av utløsningen av en kompagnon og utgifter ved flytninger. Der hadde ogsaa været utpantninger for skatter, og hun hadde, efter hvad der under saken ellers er oplyst, en ikke ubetydelig varegjæld. Vidnet mente, at forretningen blev tynget av sin store gjæld, men at den bortset fra dette var levedygtig. Frøken Gornitzkas gjældsforpligtelser skulde imidlertid ikke overtas av kjøperen, og den omstendighet at forretningen i den sidste tid hadde gaat daarlig for frøken Gornitzka behøvde derfor ikke at medføre at den ogsaa maatte gaa daarlig for den nye indehaver, som kunde overta den igangværende forretning med butiklokale, systue, utstyr og varebeholdning uten at hefte for den gamle gjæld. Værdiløs for en kjøper var forretningen efter min mening ikke, mens paa den anden side en kjøpesum av kr. 8.000 for forretningen med inventar ikke kunde berettige kjøperen til at tro at forretningen skulde være synderlig indbringende. Uten at gaa nærmere ind paa spørsmaalet om hvor stor del av kjøpesummen der kan antas at falde paa inventaret, skal jeg kun bemerke, at jeg forsaavidt ikke finder at kunne bygge paa den nye takst som er fremlagt for Høiesteret. Det ligger nærmere med handelsretten at gaa ut fra, at inventaret har været ansat til omkring kr. 3.000, idet fru Widings første kjøpetilbud, en uke før kontrakten kom i stand, gik ut paa at hun skulde betale kr. 5.000 for overdragelse av forretningen, mens inventaret skulde betales efter fakturabeløp med fradrag for slitage. For selve forretningens ideelle værdi skulde da kun være betalt ca. kr. 5.000. Under enhver omstændighet kan jeg ikke finde det bevist, at der av sælgeren er git positivt uriktige oplysninger om forretningen, og jeg mener desuten, at det er en feil av kjøperen fru Widing at hun, efter hvad jeg kan se, ikke har forlangt nærmere oplysninger om forretningen, og navnlig at hun ikke har sørget for at faa adgang til at gjøre sig bekjendt med forretningens bøker og regnskaper før hun kjøpte.
Jeg finder saaledes i motsætning til handelsretten, at der ikke kan indrømmes fru Widing noget avslag i prisen for selve forretningen. Det blir da unødvendig for mig at ta standpunkt til spørsmaalet om hvor meget av den fælles pris der kan antas at falde paa inventaret.
Hvad varebeholdningen angaar er jeg kommet til samme resultat som handelsretten. Ifølge kjøpekontrakten skulde den overtas «efter fakturapriser». Noss har forklart, at dette blev foreslaat av ham, og fru Widing paastaar, at hun gik med paa det i tillid til en opgave om at forretningen kun hadde været drevet i et aar, saa varerne maatte antas at være nye og kurante. Noss sier, at han forstod det slik at forretningen hadde realisert før flytningen fra Storgaten, men han opgir ingen hjemmel for denne opfatning og sier ikke at den er meddelt fru Widing. Bevis for at hun har faat en opgave som paastaat er ikke ført Men selv bortset herfra finder jeg med handelsretten at fru Widing maa være avskaaret fra at kræve prisavslag for mangler ved varene, fordi hun før kjøpet har besiktiget forretningen, hvis varebeholdning var fuldt
Side:965
tilgjængelig for hende, og fordi hun efter kjøpet har godkjendt varene ved den optælling, hvorunder den samlede fakturapris efter avslag for endel ukurante varer blev fastsat til kr. 15.969,37.
For Højesteret er det endelig fra fru Widings side gjort gjældende, at hun ikke bare skulde kunne kræve prisavslag paa grund av mangler ved varene, men ogsaa fordi det var kontraktens egentlige mening at varerne skulde betales efter deres virkelige værdi for kjøperen, d.v.s. efter den indkjøpspris som gjaldt paa den tid da forretningen blev overtal Denne fortolkning strider imidlertid mot kontraktens ord, og fru Widing maa efter min mening ialfald være bundet ved sin godkjendelse av prisberegningen under vareoptællingen.
Mit resultat blir saaledes at kontraappellantens paastand maa tages tilfølge i sin helhet. Saksomkostningerne finder jeg efter omstændigheterne at kunne foreslaa ophævet for begge retter.
Konklusion:
Fru Laura Widing bør til jrk. Lydia Gornitzkas konkursbo betale kr. 13.969,37 med 4 av hundrede i aarlig rente derav fra 5 februar 1924 til betaling sker. Processens omkostninger ophæves for handelsretten og Høiesteret.
Assessor Paulsen: Jeg er enig med førstvoterende i spørsmaalet om betalingen for varebeholdningen og jeg kan i saa henseende i det væsentlige tiltræde hvad der er anført av ham og handelsretten. Derimot er jeg kommet til et andet resultat med hensyn til de to andre i saken foreliggende spørsmaal.
Hvad angaar forretningens ideelle værdi er jeg av samme opfatning som handelsretten og tiltræder i det væsentlige hvad denne har anført til begrundelse. Det er vistnok noget uklart hvem der har meddelt fru Widing de oplysninger om forretningen som hun har tat i betragtning, men jeg vil dog peke paa, at frøken Gornitzka i sit første avertissement har fremhævet forretningen som en «fordelaktig opdreven specialforretning i undertøi», og jeg maa gaa ut fra, at hun ogsaa under salgsforhandlingerne har fremstillet forretningen paa samme maate. Men paa den tid maatte hun, saavidt jeg forstaar, været paa det rene med at den ikke med rette kunde betegnes paa saadan maate. Jeg vil i saa henseende for det første peke paa, hvad allerede førstvoterende har nævnt, at frøken Gornitzkas far som vidne har forklart, at forretningen gik med tap om end ikke dette var synderlig. Videre vil jeg nævne, at 2det kontravidne, frøken Nygaard, som var ansat i frøken Gornitzkas tjeneste fra 1 september til 5 november 1923 har forklart, at hun straks hun kom fik det indtryk at forretningen var daarlig stillet og at den hverken var værre eller bedre i den tid hun var der. Vidnet hadde indtryk av at kreditorene blev mer og mer paagaaende, og vidnet mener, at frøken Gornitzka maatte selv forstaa situationen. «Hun forsøkte at skjule stillingen med gode løfter og godt snak baade overfor kreditorerne og dem som var ansat der. Vidnet hadde selv vanskelig for at faa sin løn.» Vidnet hadde absolut indtryk av at forretningen ikke var levedyktig. Under de
Side:966
saaledes foreliggende omstændigheter mener jeg at den fremstilling som er git fru Widing om forretningens stilling overskrider grænserne for hvad der kan ansees for tilladelig reklame.
Hvad endelig angaar inventaret finder jeg ikke at kunne gaa ut fra at dette hadde en værdi av kr. 3.000. Handelsretten har her bygget paa at denne værdi under procedyren blev opgit av frøken Gornitzka og ikke blev motsagt fra den anden side, men som av førstvoterende nævnt har fru Widing nu for Højesteret med samtykke av frøken Gornitzka gjort den nye indsigelse gjældende at inventaret ikke hadde en værdi av kr. 3.000. Til legitimation har hun fremlagt den av førstvoterende nævnte takst av to præsumptivt sakkyndige vurderingsmænd. Jeg finder dog ikke at kunne bygge paa denne takst som bevis for den bruksværdi inventaret hadde for fru Widing, og mener derfor at spørsmaalet om fastsættelse av inventarets værdi i tilfælde maa bli at avgjøre ved skjøn.
Med den her nævnte undtagelse kommer jeg saaledes til samme resultat som handelsretten, men da min mening ikke deles av rettens flertal former jeg ingen konklusion. Hvad angaar procesomkostningerne antar jeg at disse bør ophæves ogsaa for Højesteret.
Ekstraordinær assessor Motzfeldt: Jeg er enig med andenvoterende.
Ekstraordinær assessor Boye: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Bugge: Likesaa.
Ekstraordinær assessor fhv. assessor Frisak: Likesaa.
Assessor Berg: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med andenvoterende. Med hensyn til varebeholdningen skal jeg tilføie: Naar appellanten har gaat med paa at overta varebeholdningen efter fakturapris maa jeg gaa ut fra, at det har været hendes naturlige og for den anden part forstaaelige forutsætning at det her gjaldt en varebeholdning av forholdsvis nye og kurante varer, hvis fakturapris saaledes maatte forutsættes nogenlunde at svare til varens daværende faktiske værdi. Jeg mener det har formodningen mot sig at kjøperen ved siden av at betale for den ideelle værdi ogsaa skulde ha paatat sig at betale for varebeholdningen en pris som i nogen grad laa over varenes dagspris. Naar ogsaa jeg allikevel kommer til samme resultat som handelsretten for varebeholdningens vedkommende er det ikke saa meget fordi kjøperen paa forhaand hadde besiktiget forretningen, men fordi hun ved sit forhold under vareoptællingen maa antas at ha forspildt sin adgang til senere at gjøre indsigelse gjældende mot den værdi som blev resultatet av vareoptællingen.
Av handelsrettens dom:
Frøken Lydia Gornitzka solgte ved kjøpekontrakt av 16 november 1923 til fru Laura Widing sin forretning «Undertøisalonen» i Frydenlunds gate nr. 14 for en omforenet kjøpesum av kr. 8.000 for overdragelse og inventar ifølge forelagt inventarliste. Videre blev det i kontrakten bestemt: «Varebeholdningen overtages efter fakturapriser og betaler fru L. Widing kr. 2.000 som forskud paa varebeholdningen ved underskrivelse av kontrakten
Side:967
resten blir at erlægge med 1/3 part den 31 december d.a., 1/3 part 31 januar 1924 og 1/3 part 28 februar 1924 paa akcept.»
De kr. 8.000 + kr. 2.000 blev betalt kontant.
Fru Widing overtok forretningen 20 november. Varebeholdningen blev optalt av frøken Gornitzka og fru Widing i fællesskap i dagene fra og med 18 november. Prisene ifølge foreliggende fakturaer blev lagt til grund, idet dog endel varer av ældre indkjøp blev opført under fakturaprisene. Varebeholdningen kom derved op i et samlet beløp av kr. 15.969,37. - - -