Rt-1927-814

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1927-10-11
Publisert:	Rt-1927-814
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 68/2 s.a.
Parter:	Jens Lund &; Co. (advokat J. M. Lund) mot Bergens kommune (advokat Finn R. Schjødt).
Forfatter:	Lie, Larssen, Alten, Dahl, Motzfeldt, Bonnevie, justitiarius Scheel
Lovhenvisninger:	Skatteloven (1911) §116, §64, Byskatteloven (1911) §115, §26

Ved Bergens byrets dom av 19 august 1924 blev kjendt for ret: «Indstevnte Bergens kommune bør for citantskapet Jens Lund &; Co. dets tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves.» Dommen blev avsagt under dissens, idet et av rettens medlemmer stemte for, at Bergens kommune skulde tilpligtes at betale Jens Lund &; Co. kr. 20.762,90 med 4 av hundrede i aarlig rente derav fra 15 december 1921 til betaling sker, og at sakens omkostninger skulde ophæves.

Jens Lund &; Co. har paaanket dommen til Høiesteret og nedlagt saadan paastand: «Principalt: 1. At indstevnte tilpligtes at betale appellanten kr. 15.364,10 med 6 pct. renter fra 3 juni 1919 til betaling sker. 2. Kr. 750 med 6 pct. renter fra forliksklagen og 3. Kr. 4.998 med 6 pct. renter fra 6 mai 1919 til betaling sker. Subsidiært: At indstevnte tilpligtes at betale appellanten kr. 21.007,99 med lovlige renter 6 pct. fra forliksklagen til betaling sker. I ethvert fald: At indstevnte tilpligtes at erstatte appellanten saksomkostninger for saavel byretten som Høiesteret.»

Indstevnte Bergens kommune har nedlagt saadan paastand: «At byrettens dom stadfæstes og at appellantskapet tilpligtes at betale saksomkostninger til indstevnte for Høiesteret.»

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstendigheter henvises til byrettens domsgrunde. Saken foreligger for Høiesteret i væsentlig uforandret skikkelse.

Høiesteret kommer til samme resultat som byretten.

De utligningsfeil som er paaberopt maa antas at bero paa, at urigtige faktiske forhold er lagt til grund for ligningen, men er ikke av skjønsmæssig natur. Man finder ikke, at der er plads for en analogisk anvendelse i dette tilfælde av bestemmelsen i

Side:815

byskattelovens §115 om «feilagtig beregnet» kommuneskat, uanset om den kan forstaaes saaledes, at den indenfor sin ramme gir skatyderen et retskrav paa tilbakebetaling. Heller ikke findes der forøvrig at være nogen hjemmel for tilbakebetalingskravet. Det er avgjort ved høiesteretsdom av 27 april 1927 i sak: Den norske Amerikalinje A/S mot Finansdepartementet (Refst. 1927 side 237), at der ikke er nogen almindelig adgang til tilbakesøkning av feilagtig utlignet skat, som er betalt i vildfarelse om den indløpne feil. Dommen angaar en utligning som var bygget paa en feilagtig retsopfatning. Men ogsaa ved feil av den foreliggende art findes de samme hensyn stort seet at maatte tilsi, at tilbakesøkning regelmæssig ikke kan tilstedes, naar skatyderen har betalt skatten uten at benytte sig av nogen av de veier som skatteloven har anvist til rettelse av ligningen, og uten at gjøre nogen indsigelse eller ta noget forbehold.

Det er paaberopt av Jens Lund &; Co., at den foreliggende feilagtige utligning maa tilregnes ligningsmyndigheterne som forsæt eller grov uagtsomhet, og at tilbakebetalingskravet i ethvert fald er hjemlet av den grund. Man finder ikke, at der er overført ligningsmyndigheterne nogen forsætlig feilligning. Hvad spørsmaalet og uagtsomhet angaar, er det delvis uklart, hvorledes feilene er indtraadt; men ligningsmyndigheternes forhold kan efter sakens oplysninger derom ialfald ikke tillægges saa stor vegt at det bør hjemle tilbakesøkningen, idet man under de foreliggende omstændigheter finder det avgjørende for kommunens frifindelse, at Jens Lund &; Co. maa antages at ha hat let anledning til i betimelig tid at forvisse sig om de indløpne feil og at sørge for at faa dem rettet paa den av loven foreskrevne maate,, og derfor selv er nærmest til at bære følgerne av at skatten blev betalt. Efter Høiesterets mening er det nemlig ved avgjørelsen av spørsmaalet om tilbakesøkning i almindelighet grund til i væsentlig grad at lægge vegt paa den store betydning det har i skattevæsenet, at skatyderen medvirker til en rigtig ligning gjennem utnyttelse av de retsmidler han har mot feil i ligningen.

Sakens omkostninger findes at burde ophæves ogsaa for Høiesteret.

Justitiarius Scheel finder i hovedsaken at maatte gi appellanten medhold. Jeg er enig med flertallet i, at appellantens tilbakesøkningskrav ikke har nogen positiv hjemmel i byskattelovens §115 eller i andre av skattelovens bestemmelser, men finder det ikke nødvendig i denne sak at ta stilling til det spørsmaal i almindelighet, i hvilken utstrækning betalt skat, som ikke skyldes, kan kræves tilbakebetalt, særlig under hensyn til den av flertallet nævnte høiesteretsdom. Jeg antar nemlig, at i ethvert fald ogsaa for skatters vedkommende den, som mot bedre vidende eller uagtsomt avkræver nogen betaling, som han ikke skylder, er forpligtet til at tilbakebetale den i god tro erlagte betaling, og at det ikke kan frita for pligten til tilbakebetaling, at det kan paavises, at kravets manglende berettigelse kunde være opdaget av den anden part, om større paapasselighet var utvist. Hvorvidt der her kan lægges appellanten manglende opmerksomhet til last, er det da for mig

Side:816

unødvendig at avgjøre, saafremt det kan siges, at den urigtige ligning kan lægges kommunens organer til last som uagtsomhet. Og paa en undtagelse nær, hvorom nedenfor, finder jeg at de av appellanten paaklagede ligninger maa siges at skyldes uagtsomhet fra ligningsmyndigheternes side. For endel posters vedkommende er forholdet det, at man, uagtet rigtige opgaver over utenlandske aktionærer var tilstillet ligningsvæsenet, med tilsidesættelse av disse har lignet paa grundlag av fjoraarets opgaver; for andres vedkommende maa det antages, at man - uagtet det for ligningsmyndigheterne maatte være aabenbart, at det var uten lovhjemmel - til det opgitte aktieutbytte har lagt ogsaa salgsgevinst. Og 2 aktionærer er urigtig lignet som utenlandske aktionærer paa det grundlag, at Trondhjems ligningsvæsen, til hvem opgave over disse aktionærer var sendt, idet de antokes bosat i Trondhjem, har sendt Bergens ligningskontor opgavene med oplysning om, at aktionærene var bosat i Kjøbenhavn. Ogsaa ligningen av disse aktionærer som utenlandske, uten at spørsmaalet blev forelagt rederiet, hvis opgave over utenlandske aktionærer i saafald maatte være urigtig, synes at maatte betegnes som litet forsvarlig. For en aktionærs vedkommende, nemlig Hans H. Gjertsen, er forholdet derimot det, at han av appellanten urigtig var opgit til ligningsvæsenet som utenlandsk aktionær. I dette tilfælde er det altsaa appellanten eller vedkommende aktionær og ikke ligningsvæsenet, hvem feilen kan lægges til last. Og jeg antar da ikke, at der i dette tilfælde foreligger tilstrækkelig grundlag for tilbakesøkning.

Jeg finder efter dette at det hele paastandsbeløp maa tilkjendes appellanten med fradrag av de Hans H. Gjertsen vedkommende kr. 747,40, og med renter fra paaklagen, idet rentefoten antages at burde sættes til 5 pct. Det er paa det rene, at det er en feil fra byrettens førstvoterendes side, naar denne sætter fradraget i det oprindelige paastandsbeløp for skat der skyldes for Bülow, til 350 kroner istedenfor 35 kroner. Jeg stemmer ogsaa for, at der tilkjendes appellanten procesomkostninger for byretten og Høiesteret.

Dom:

Byrettens dom bør ved magt at stande. Sakens omkostninger for Høiesteret ophæves.

Av byrettens dom:

Sakens gjenstand og nærmere sammenhæng er i forliksklagen angit saaledes: Rederifirmaet J. Lund &; Co. er i sin tid av Bergens kommune i henhold til den ældre byskattelovs §26 blit avkrævet og har til samme indbetalt forskjellige skattebeløp vedrørende firmaets utenlandske aktionærer. Det viser sig at disse skattebeløp i en række tilfælde av Bergens ligningsmyndigheter er utlignet helt vilkaarlig tildels uten nogen hjemmel overhodet og tildels alt for høit. Hvaad Jens Lund &; Co. saaledes har erlagt for meget har vedkommende aktionærer vegret sig ved at refundere firmaet. Dette vil nu efter de almindelige regler om condictio indebiti søke det for meget erlagte tilbake hos Bergens kommune. De utlæg det dreier sig om er følgende: 1. For W. Bülow - - -, idet herr Bülow urettelig er lignet

Side:817

som aktionær i Munin for 1917 efter en indtægt av kr. 14.610 istedetfor en indtægt av kr. 350. 2. For Burnyeat &; Dalzell Ltd., idet Burnyeat &; Dalzell urettelig er lignet som aktionær i Ymer for 1917 efter en indtægt av kr. 13.890, istedetfor efter en indtægt av O. - - - 11. For fru direktør Hjalmar Jansen, idet fru Jansen urettelig er lignet som utenlandsk aktionær i Hugin efter en indtægt i 1917 av kr. 5.084. Fru Hjalmar Jansen har den hele tid været bosat i Norge. - - -

Indstevnte gjør som sin hovedindsigelse mot søksmaalet gjældende, at citantskapet - eller vedkommende selskap - har faat skatseddel for hver aktionær, at der ikke alene ikke er klaget over skatteansættelserne, men at skattebeløpene ogsaa er betalte, at ligningerne derfor maa ansees som godkjendte, at det videre vilde stride mot almindelige retsgrundsætninger om vedkommende skattebeløp nu skulde kunne søkes tilbake og at det faar bli citantskapets sak at faa skatterne refundert hos aktionærene. Indstevnte fremholder i tilknytning hertil bl.a. følgende: «Her foreligger en formelt lovlig om end reelt urigtig ligning. Og: Feilen er av rent faktisk natur. Urigtigheten skyldes feilagtige faktiske forutsætninger. Dette er utgangspunkterne i denne sak».

I dette resonnement findes indstevnte imidlertid ikke at kunne gives medhold. Jeg finder det i saa maate unødig at indgaa nærmere paa, hvad der maa antages at være grunden til den reelt urigtige ligning forsaavidt angaar forliksklagens poster nr. 1 til 10 - om denne som av ligningsvæsenet antat er foranlediget ved begjæring fra selskaperne om foretagelse av ligning før den ordinære ligning og at saa de i løpet av februar 1918 indsendte aktionæropgaver m.v. for 1917 av en eller anden grund er overset eller ikke tat i betragtning eller om den skyldes samme aarsak som av ligningsvæsenet antat vedrørende forliksklagens nr. 14-18, at foruten ligning av utbytte ogsaa salgsgevinst er medtat. For alle disse aktionærers vedkommende maa det nemlig sies, at der ved ligningen klæber saadanne mangler, at den maa karakteriseres som ulovskikket, likesom det ikke kan skjennes andet end at citantskapet paa sin side ikke har gjort sig skyldig i nogen forsømmelse med hensyn til levering av det for en korrekt ligning in casu fornødne materiale. Specielt kan det ikke skjønnes at ligningsvæsenets skrivelse av 9 oktober 1917 kan paaberopes i motsat retning al den stund det maa antages, at de i skrivelsen omhandlede opgaver er tilstillet ligningsvæsenet. Under disse omstændigheter kan det saaledes ikke sies, at feilen ved ligningen er av rent faktisk eller skjønsmæssig natur, og at feilen derfor, naar klage over ligningen ikke er indsendt, ikke længer kan rettes. Ogsaa under selvangivelsessystemet har den skattepligtige den samme adgang som tidligere til at faa lovligheten av ligningsmyndigheternes avgjørelse prøvet av domstolene - kfr. skattelovens §64 eller dennes analogi og note 1 til skattelovens §116 i Thomles utgave - og naar hensees til arten av og aarsaken til den her foreliggende «reelt urigtige» ligning, kan det derfor ikke skjønnes andet end at det søksmaal, som her er reist, har sin lovlige hjemmel i selve skatteloven og dennes hele system. At citantskapet har ventet saapas længe som skedd med dette tilbakesøkningskrav kan heller ikke virke i den retning, at kravet skulde maatte ansees bortfaldt, al den stund ordinær præskription for en fordring av nærværende art - 3 aar - ikke er indtraadt. Efter dette vil altsaa citantskapet bli at gi medhold i tilbakesøkningen av de i forliksklagen under 1-10 og 14-18 omhandlede skattebeløp. Jeg bemerker herom tilslut kun, at jeg eiter det

Side:818

resonnement jeg ovenfor har gjort gjældende, har fundet det unødig at indgaa paa nogen nærmere systematiserende karakteristik av søksmaalets art og rækkevidde. Ved den condictio indebiti, som her maatte foreligge, kan nemlig spørsmaalet ihvertfald kun bli tilbakebetaling eller ikke av de erlagte, men rettelig ikke pligtige skattebeløp.

Hvad da endelig angaar forliksklagens nr. 11, 12 og 13, saa staar disse i en særstilling, forsaavidt som der her ikke fra citantskapets side kan sees bygget noget paa at ligningsansættelserne som saadanne er urigtige. Det fremholdes kun, at disse aktionærer det her gjælder, ikke er og ikke paa det tidspunkt det her kommer an - 1 januar 1918 - var utenlandske aktionærer. Jeg mener da at det for disse aktionærers vedkommende maa være tilstrækkelig at anføre, at sakens oplysninger og bevisligheter gir tilstrækkelig holdepunkt for at saa er tilfælde og at ligningen derfor er bygget paa urigtige faktiske og retslige forutsætninger, hvorfor i henhold til det oven anførte tilbakesøkningskravet maa gives medhold. - - - O. S. Thomassen.

Efter det resultat jeg er kommet til finder jeg det ufornødent at uttale mig om en ret til tilbakesøkning av urettelig betalt skat maa i sin almindelighet set anerkjendes. - - - Efter min mening maa det opstilles som en betingelse for en mulig tilbakesøkningsret i et tilfælde som her; at kravet om tilbakebetaling av den urettelig betalte skat ihvertfald gjøres gjældende inden en rimelig tid. Og spørsmaalet blir da om citantskapet har forholdt sig i overensstemmelse hermed. Jeg er under tvil blit staaende ved at spørsmaalet maa besvares til gunst for indstevnte. Der er hengaat en tid av omkring 2 aar regnet fra betalingsdagen 3 juni 1919 før citantskapet gjorde kravet paa tilbakebetaling gjældende, og tidsrummet blir endnu større, naar man regner fra den tid da ligningen blev tilendebragt og bekjendtgjort og meddelt citantskapet og til forliksklagen blev berammet. Men dette mener jeg er for lang tid, og efter forholdets hele natur bør der, mener jeg videre, være en ytterfrist da man maa kunne si, bordet fanger. En tilbakebetaling av betalt skat efter lang tids forløp kan komme til at faa betydning for skattekommunens hele økonomiske liv, særlig om man tænker sig at det var betydelige beløp som det dreiet sig om. Og det er vel ogsaa i erkjendelsen av rigtigheten av denne betragtning, at skatteloven har sat regler for hvorledes man har at gaa frem, naar man mener sig urettelig skattelignet eller ilignet for stor skat. - - - Joachim Berner.

Jeg finder ogsaa at maatte stemme for indstevntes frifindelse, idet jeg herfor skal inføre følgende: Det maa sies at skyldes uagtsomhet like overfor indstevnte, at citantskapet har fremsat sit krav paa tilbakebetaling av skattebeløpene saa sent som det har gjort. Det kan vel ikke benegtes at der efter norsk ret angaaende tilbakesøkning av urettelig erlagt ydelse tillægges vegt om ydelsens erlæggelse har hat sin grund i uagtsomhet fra yderens side eller ei, se saaledes høiesteretsdom Rt-1911-488 og Rt-1911-849. Men den tilsidesættelse av god forretningsskik der er aarsak til at tilbakesøkningen blir væsentlig forsinket, maa da, naar man skal være konsekvent, ogsaa tillægges den samme betydning. - - - Ottar Huuse.