Rt-1928-1112
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1928-11-20 |
| Publisert: | Rt-1928-1112 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 118/2 s.a. |
| Parter: | Lars Svendsen m.fl. (advokat Eftestøl) mot G. G. Ingelsrud (advokat Risting). |
| Forfatter: | Hazeland, Dahl, Bade, Motzfeldt, Andersen, Lie, Backer |
| Lovhenvisninger: | Arveloven (1854) §50, Umyndiggjørelsesloven (1898) §1 |
Ved decision avsagt 25 oktober 1922 av den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Vinger og Odal sorenskriveri, blev decidert: «Det av Ole Gulbrandsen Ingelsrud under 3 december 1903 oprettede testamente kjendes ugyldig at være.»
Ved dom avsagt av Trondhjems overret den 12 april 1926 blev i samme sak kjendt for ret: «Det av Ole G. Ingelsrud den 3 december 1903 oprettede testamente opretholdes. Prosessens
Side:1113
omkostninger ophæves.» Dommen er avsagt under dissens, idet et av rettens medlemmer voterte for stadfæstelse av skifterettens desision og ophævelse av sakens omkostninger for overretten.
Overrettens dom er av Lars Svendsen, fru Thorine Svendsen, fru Marie Fjeld, eller nu hendes dødsbo, fru Minda Børjeson og Arne Ingelsrud paaanket til Høiesteret, hvor appellanterne har nedlagt saadan paastand: «Prinsipalt: At skifterettens decision stadfæstes. Subsidiært: At det av Ole Ingelsrud under 3 december 1903 oprettede testamente kjendes ugyldig forsaavidt angaar dets bestemmelse til fordel for Gunerius G. Ingelsrud. I begge tilfælde: At indstevnte tilpliktes at betale appellanterne sakens omkostninger for overretten og Høiesteret.»
Indstevnte Gunerius Gulbrandsen Ingelsrud har paastaat overrettens dom stadfæstet og sig hos appellanterne tilkjendt sakens omkostninger ved Høiesteret.
Om sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til de underordnede retters begrundelse henholdsvis av decisionen og dommen. For Høiesteret er fremlagt en række nye bevisligheter, hvorav nævnes:
1. Forskjellige dokumenter og utskrifter fra den i saken omhandlede vergemaalssak avsluttet med vergemaalsrettens fornyede beslutning 30 november 1907, hvori fastholdes rettens beslutning 13 april s. hvorved Ole G. Ingelsrud sattes under vergemaal i henhold til lov om umyndiggjørelse, 28 november 1898 §1, post 1. 2. Utskrift av tinglæst erklæring fra Kristine RomsAas, datert 24 juli 1920, tinglæst 5 august 1920, hvori hun vedtar Ole Ingelsruds testamente for sit vedkommende og bemyndiger G. Ingelsrud til i anledning av testamentet at vareta sit tarv. 3. Tingsvidne optat av appellanterne 1 juni 1927, hvorunder er avhørt Ole Kaspar Malmer, som var Oles verge fra sommeren 1907 til Oles død i 1920. Han har forklart sig om sin opfatning av Ole og hans forhold til Gunerius. 4. Tingsvidne optat av appellanterne ved Oslo byret 6 september 1927, hvorunder er avhørt advokat Tanne, som en tid var fuldmægtig for Ole Ingelsrud under skiftet efter Marthe Ingelsrud fra 1904 eller 1903 og senere. Han har ogsaa forklart sig om sin opfatning av Ole og hans forhold til Gunerius. 5. Tingsvidne optat av appellanterne ved Oslo byret 1 november 1927, hvorunder er avhørt det ene av testamentsvidnerne, Bernt Ludvig Hedemark, ved avhørelsen sekretær i Riksforsikringsanstalten. Han forklarer at han paa den tid testamentet 3 december 1903 blev oprettet var i Gunerius Ingelsruds tjeneste som assistent ved hans skogdrift. Han hadde kost og logi, men ingen fast løn. Da han sluttet fik han utbetalt et mindre beløp. Det andet testamentsvidne Hans Nilsen Stangesæther var saavidt vidnet husker ogsaa dengang i Gunerius Ingelsruds tjeneste, idet han forestod dennes skogdrift og den plankesortering vidnet var med paa. Vidnet synes erindre, at i den tid testamentskrivningen kom paa, var Ole oftere syk og sengeliggende end før. I dagene før testamentet blev oprettet hadde Gunerius lange forhandlinger paa tomandshaand med Ole, ellers hadde vidnet pleiet at være tilstede. Vidnet tror kladden til testamentet var skrevet med Gunerius' skrift, men husker det
Side:1114
ikke sikkert. Paa spørsmaal om Gunerius var tilstede ved testamentets oprettelse svarer vidnet, at det kan han ikke bestemt si, men det var Gunerius som stod for det hele og som kaldte vidnet og Hans Nilsen ind for at være vidner. Vidnet hadde den opfatning at testamentet var Gunerius' verk. Ole var, sier han, dengang saa uklar og svak, at vidnet ikke tror han kunne ha sat op et saa klart testamente som oprettet. Han kan ikke tænke sig at testamentet vilde blit oprettet hvis Gunerius ikke hadde medvirket, ihvertfall ikke paa den tid, i den periode som Ole da var i. Da testamentet blev underskrevet var Ole efter vidnets mening saa klar, at han vidste hvad han gjorde, men han var i det hele tat lidt svækket i den tid og laa hyppigere til sengs end før. Indstevnte har til dette vidnes forklaring bemerket, at Hans Nilsen Sæter drev skog for Ole, som eiet en del av Ingelsrudgaarden, likesaa for Ingelsrud-kompaniet og for G. Ingelsruds hustru. Saavidt han erindrer drev Hans Nilsen da tesamentet blev oprettet i Tuken, hvorav 4/5 eiedes av hans hustru, 1/5 av ham selv, og det er mulig, sier han, at Hedemark en kort tid var med i denne drift. Han hadde kost og logi hos G. Ingelsruds hustru som drev landhandleri paa Skotrud. Han anfører at denne hadde særeie, hvad appellanterne erklærer sig ubekjendt med. 6. Beskikkelse for appellanternes advokat datert 3 november 1927, hvorefter Kristine RomsAas den 11 s.m. for stevnevidnerne i Ringebu har besvaret forskjellige spørsmaal. Hun uttaler som sin overbevisning, at Ole Ingelsrud oprettet testamentet av fri vilje efter moden overveielse og uten paavirkning fra noget hold. 7. Tingsvidne optat av indstevnte paa Kongsvinger den 6 december 1927, hvorunder seks vidner fremstillet av indstevnte og to vidner fremstillet av appellanterne har forklart sig om sit indtryk av Ole Ingelsrud. 8. Erklæring fra professor R. Vogt datert 17 februar 1928, avgit efter fornyet gjennemgaaelse av aktene og under særlig hensyn til de forklaringer som er indhentet siden han avgav sin erklæring av 29 oktober 1921. Det uttales her: «Efter alt som foreligger maa det ansees som givet, at Ole Ingelsrud ikke har kunnet ha den sjælelige «sans og samling» som kræves til et saavidt sammensat aandsarbeide som en testamentarisk forføining, ifald man til en saadan stiller den fordring, at den skal være støttet til iethvertfald nogen grad av overblik over konsekvenser og nogen grad av vurderingsevne med henblik paa de interesser som her naturlig møtes og som kunne trænge at bli avveiet mot hinanden. ... Alt henpeker dog med avgjørende bestemthet paa, at de sjælelige mangler (resp. anomalier førøvrig) har været saa store, at han ganske har savnet overblik og ikke har kunnet avpasse sig og indrette sig fornuftig selv efter en meget beskeden maalestok. Specielt har ogsaa hans avhængighet av fremmedpaavirkning været saa betydelig, at han maa ansees som et uselvstændig, viljeløst væsen, uten fremtanke, ansvar og vurderingsevne. Jeg finder i det nu foreliggende materiale øket grund til at opfatte ham som sindssyk og mener at et sterkt sandsynlighetsbevis for sindssygdom her er ført. Videre kan man neppe komme, al den stund den personlige undersøkelse jo har været udelukket. Konklusion: jeg anser det som i høi grad sandsynlig,
Side:1115
at Ole Ingelsrud paa tidspunktet for den omstridte testamentsakt var sindssyk.
Appellanterne har erholdt Justisdepartementets bevilling til at fremsætte følgende nye indsigelser: 1. At Ole Ingelsrud ved oprettelsen av sit testamente befandt sig i en vildfarelse med hensyn til forholdet til Gunerius Ingelsrud, og at testamentet ikke vilde blit oprettet hvis Ole ikke hadde befundet sig i nævnte vildfarelse. 2. At testamentsvidnerne var inhabile, fordi de var i tjeneste hos Gunerius Ingelsrud og hans hustru.
Høiesteret skal bemerke:
Efter den av testamentvidnet Hedemark under tingsvidnet 1 november 1927 avgivne forklaring sammenholdt med indstevntes bemerkninger til forklaringen, maa man gaa ut fra at begge testamentsvidner ved testamentets oprettelse har staat i avhængighetsforhold til indstevnte og hans hustru, og at det saaledes kan være tvilsomt om de tilfredsstiller kravet i arvelovens §50 til testamentsvidnets habilitet. Man finder det dog ikke nødvendig at ta nærmere standpunkt til dette spørsmaal, idet det ved de nu foreliggende oplysninger og navnlig ved de av professor Vogt avgivne erklæringer er i høi grad sandsynliggjort, at avdøde ved testamentets oprettelse var sindssyk og ute av stand til at avgi nogen retsgyldig sidste viljeserklæring.
Videre maa det ved Hedemarks forklaring under førnævnte tingsvidne, som forsaavidt heller ikke er benegtet av indstevnte, ansees bevist, at testamentet er istandbragt under direkte medvirkning av G. Ingelsrud. At Ole Ingelsrud var viljeløst undergit G. Ingelsruds indflydelse saavel paa den tid testamentet oprettedes som senere, maa ogsaa ansees fuldt bevist. Naar dertil kommer testamentets delvis paafaldende indhold - jfr. herom decisionens præmisser og overrettens andenvoterendes bemerkninger - maa ogsaa utilbørlig paavirkning siges at være i høi grad sandsynliggjort.
Efter dette finnes testamentet ikke at kunne godkjendes. Skifterettens decision vil derfor bli at stadfæste uten at det er nødvendig at indgaa paa den i bevillingen under nr. 1 nævnte indsigelse.
Sakens omkostninger for overretten og Høiesteret findes G. G. Ingelsrud at maatte tilsvare. Det bemerkes at Gunerius Ingelsrud for skifteretten har optraadt ogsaa paa vegne av Kristine RomsAas, jfr. den under 2 foran nævnte fuldmagt. Derimot har hun ikke deltat i paaanken til overretten og er ikke indstevnt for Høiesteret.
Kjennelse:
Skifterettens decision stadfæstes. I saksomkostninger for overretten og Høiesteret betaler G. G. Ingelsrud til Lars Svendsen, fru Thorine Svendsen, fru Marie Fjelds dødsbo, fru Minda Børjeson og Arne Ingelsrud kr. 1.500.
Av decisionen:
Ungkar Ole Gulbrandsen Ingelsrud avgik ved døden den 18 juni 1920. - - - I skiftesamlingen fremla avdødes bror, Gunerius Ingelsrud et testamente utstedt av arveladeren under 3 december 1903, hvorefter
Side:1116
Gunerius er indsat til hans universalarving, alene med den begrensning at han utreder et legat til avdødes tidligere husholderske, Kristine RomsAas. Gunerius Ingelsrud paastod sig i henhold til det fremlagte testamente kjendt eneberettiget til arven og denne utlagt til sig til fri raadighet. Avdødes øvrige intestatarvinger, Lars Svendsen og hustru, fru Marie Fjeld, fru Minda Børjeson og Arne Ingelsrud protesterte mot testamentets anerkjendelse. - - -
Arveladeren blev ved Vinger og Odal vergemaals beslutning av 13 april 1907 sat under vergemaal. Utskrift av vergemaalsrettens protokol og av den av de opnævnte sakkyndige, distriktslege Aamodt og doktor Forseth, i anledning av vergemaalssaken avgivne erklæring, tillikemed to av arveladerens til indstevnte under 4 juli 1904 og 10 december s.a. utstedte fuldmagter er fremlagt ved tvistens iretteførelse. Senere er ytterligere fremlagt en erklæring av 3 oktober 1921 fra overlæge Lyder Nicolaysen og en ditto av 29 oktober 1921 fra prof. Ragnar Vogt. De opnævnte sakkyndige har efter forutgaaende undersøkelse og indhentede oplysninger den 16 mars 1907 avgit sin erklæring som konkluderte med, at arveladeren var en imbecil (aandssvak) person, som maatte antas at savne evnen til at drage omsorg for sig og sit gods. Citanten har specielt henvist til at lægene uttaler at det er deres bestemte indtryk at arveladeren ingen greie hadde paa hvad der var foretat av disposisjoner med hensyn til hans formue og eiendeler eller hvorledes de hadde fundet sted. Videre uttaler de sakkyndige, at naar de bragte arveladerens formuesforhold og hans forhold til broderen Gunerius paa bane, for han øyeblikkelig op, gik enten sin vei eller førte talen ind paa noget andet. Naar han blev heftig var hans tale saa forvirret og usammenhængende at det var umulig at finde nogen mening deri. Det fremgaar ogsaa av erklæringen, at det var den almindelige mening inden familien, at testator ikke var skikket til at forvalte sit gods. Ogsaa lægen paa arveladerens hjemsted har betegnet ham som en abnorm person. Arveladeren har i de to utstedte fuldmagter til indstevnte gjort sig selv helt umyndig, idet han under paaberopelse av at være syk har overladt alt sin økonomi vedkommende til indstevnte. Og citanterne mener at denne ogsaa før fuldmagternes utstedelse hadde saadan magt over arveladeren, at denne var ute av stand til at fatte nogen beslutning eller avgi nogen gyldig viljeserklæring, hvorfor testamentet maa være indstevntes verk. Av den fremlagte erklæring fra overlæge Nicolaisen fremgaar, at arveladeren i tiden fra 22 december 1903 til 14 januar 1904 har vært behandlet paa diakonhjemmets nerveavdeling under diaknosen sindsygdom. Det oplyses - heter det videre, at han tidlig om høsten 1903 var falt ned fra et stillads og hadde slaatt sig i ryggen og hodet. Siden den tid hadde han forandret sig noget, idet han var blit opfarende og rasende; han hadde ogsaa truet folk, dog uten av at gjøre mine av at utføre sine trudsler, og han var vanskelig at gjøre tillags. Citanterne har endelig fremlagt en av prof. Ragnar Vogt under 29 oktober 1921 forfattet erklæring, hvori professoren, efter at ha gjennemgaat de ovenfor nævnte dokumenter og indhentede oplysninger fra arveladerens familie, konkluderer med at han anser det for sandsynlig, at arveladeren ved tiden for testamentsoprettelsen den 3 december 1903 var sindsyk. - - -
Retten skal bemerke:
- - - Det næste spørsmaal er hvorvidt citanten har ført tilstrækkelig bevis for at testator ikke var ved fuld sans og samling da testamentet
Side:1117
blev oprettet den 3 december 1903. Efter overlæge Nicolaysens erklæring blev testator kort tid efter, fra 22 december 1903 til 14 januar 1904 behandlet paa diakonhjemmet under diagnosen insania (sindsygdom). Det oplyses i erklæringen, at han tidlig paa høsten var falt ned fra et stillads og hadde slaat sig i ryggen og hodet, og at han siden den tid hadde forandret sig noget, idet han var blit opfarende og rasende og hadde truet folk, uten dog at gjøre alvor av sine trudsler. De under vergemaalssaken opnævnte sakkyndige, distriktslege Aamodt og dr. Forseth oplyser i sin erklæring, at testator allerede fra ungdommen av har vært aandelig indskrænket og at hans psykiske defekt i tidens løp stedse tydeligere manifesterte sig paa forskjellige maater. At man ikke ubetinget - som indstevnte gjør - kan slutte antitetisk fra de sakkyndiges bemerkning om, at testator paa Diakonhjemmet blev behandlet for akut anfald av sindsygdom og si at følgelig var han ikke sindsyk kort tid i forveien, skulde være klart og fremgaar tydelig av prof. Vogts erklæring. Professoren sier nemlig at den sindsygdom hvorfor testator blev behandlet paa Diakonhjemmet «sandsynligvis har vært en akut forværrelse av den sykelige grundtilstand, som han allerede hadde frembudt vedvarende gjennem aar. Antagelig har hans sindstilstand forverret sig under høsten 1903». Professoren konkluderer med at han «anser det for sandsynlig at Ole G. Ingelsrud ved tiden for testamentsoprettelsen 3 december 1903 var sindssyk». Denne, av en av vore første psykiatrikere avgivne erklæring maa efter rettens mening være avgjørende. I det øieblik testator paa testasjonstiden ikke har vært underkastet mental observation av sakkyndige læger, staar det ikke i menneskelig magt at skaffe noget absolut bevis for at han dengang var sindsyk. Efter rettens mening kan man ikke komme forholdet nærmere end slik konklusionen uttrykker det, idet professoren ikke godt kunne git et sterkere uttryk for sin mening om at arveladeren var sindsyk. Retten kommer altsaa til det resultat at det maa ansees bevist at testator i testationsøieblikket var sindsyk og følgelig ikke compos mentis. Indstevnte har hævdet at testamentet ihvertfall maa være oprettet under et lucidum intervallum, men da han ikke har ført bevis herfor, kan indsigelsen ikke komme i betragtning.
Spørsmaalet om testator ved testamentets oprettelse var under utilbørlig paavirkning av sin bror (indstevnte) blir efter dette av mindre betydning, men bør vel ogsaa drøftes. Av de under vergemaalssaken fremlagte dokumenter fremgaar med tydelighet, at testator savnet evnen til at dra omsorg for sig og sit gods, og at han al sin tid kun heftet sig ved det bagatelmæssige, og ingen rede hadde paa sine større affærer. At han i aaret 1904 fullstændig hadde git sig ind under indstevntes indflydelse, viser til evidens de fremlagte fuldmagter, som er saa vidtgaaende at de maa sies at være stridende mot ærbarhet. Den ene av dem er utstedt den 4 juli 1904, den anden den 10 december s.a. Det heter i den sidste: «Herved befuldmægtiger jeg min bror Gunerius i et og alt til at vareta mine økonomiske affærer. Jeg gir ham fuldmagt til at foreta en hvilkensomhelst transaktion som han maatte finde at være i mine interesser og forplikter mig til ikke at foreta ingensomhelst retshandel eller overhodet foreta mig noget mine økonomiske affærer vedkommende uten hans samtykke. Min bror Gunerius' underskrift for mig er saaledes ene bindende for mig. ... Denne fuldmagt eller erklæring gir jeg til min bror fordi jeg er syk.» Den første fuldmagt gaar i det væsentlige ut paa det samme, dog kun for et tidsrum av tre maaneder. Indstevnte hadde ogsaa længere tid før fuldmagternes utstedelse været
Side:1118
testator behjælpelig i pengesaker. Det heter saaledes i de sakkyndiges erklæring, at testators mor før sin død (et par aar før det omtvistede testamentes oprettelse) «hadde uttalt ønsket om at indstevnte, der allerede i længere tid hadde hjulpet Ole, fremdeles skulde ta sig av dennes affærer, idet det var den almindelige mening at Ole selv ikke var skikket dertil». At testator hadde tapt penger ved kautionsansvar for indstevnte indrømmes av denne. Testamentet selv peker sterkt i retning av, at det er blit til under indstevntes indflydelse. Det er oprettet helt til fordel for indstevnte, og legatet til testators forlovede har ingen værdi, hvis ikke indstevnte ønsker at respektere det, idet det beror paa hans skjøn om der i det hele skal utbetales noget og i tilfelle hvor meget. Sammenholdes alt dette, maa man si at citanten har tilveiebragt en sterk grad av sandsynlighet for at testator paa testationstiden var under utilbørlig paavirkning av indstevnte. Et strengere bevis for at saa har været tilfælde bør efter rettens mening ikke kræves. - - -
Av overrettens dom:
- - - Den testamentariske disposition, hvis gyldighet bestrides, gaar for det første ut paa at et passende beløp kvartalsvis skal utbetales til Kristine RomsAas, Ole Ingelsruds husholderske, hvorefter det heter: «Hvad derefter blir tilovers av min formue av enhver art - intet undtat - skal efterat mulig gjæld og sportler til statskassen samt omkostninger ved min begravelse er betalt, tilfalde min bror Gunerius Gulbrandsen Ingelsrud, man hvis han allerede er død, da til det som han i sit mulig efterladte testamente har bestemt.» Testamentet er i sig selv ganske enkelt og jeg antar det bør opretholdes. Det er oprettet i fuldt lovlige former. De indsigelser som forsaavidt har været reist ansees betydningsløse. - - - Jeg gaar ut fra professor R. Vogts erklæring, hvorefter det paa grundlag av det da foreliggende materiale ansees sandsynlig, at arveladeren var sindsyk da testamentet blev oprettet. Men jeg anser det betænkelig at trække videregaaende slutninger og erklære det bevist eller overveiende sandsynlig, at arveladeren da var sindsyk. En tvil maa gaa ut over de indstevnte som har bevisbyrden, og der er intet i veien for at enfoldige eller aandelig svækkede personer kan oprette testamente, jfr. høisterettsdomme i Rt-1915-474, Rt1 916 26 og Rt-1917-946. Men hertil kommer testamentsvidnernes prov ved det foran nævnte tingsvidne, hvorved sandsynligheten for at arveladeren ikke gyldig kunne oprette testament er avsvækket. Vidnet Hedemark har uttalt, at arveladeren var en særling med svækkede aandsevner efter den almindelige mening. Testamentet er skrevet av vidnet efter en kladd arveladeren bragte med. Vidnet sier sig aldeles sikker paa at Ole, da han i vidnets paasyn underskrev testamentet, var fuldstændig klar og vel vidste hvad han gjorde. Vidnet uttaler videre at Ole var lett at paavirke av folk som han hadde tillid til, og han tror at Ole i det store og hele stod under paavirkning av sin bror Gunerius. Vidnet var daglig sammen med Ole 3-4 maaneder ved den tid testamentet blev oprettet. Det andet testamentsvidne Hans Sæter (Stangesæter) har kjendt og jevnlig truffet sammen med Ole helt fra barndommen og til testamentets oprettelse. Under samtaler snakket Ole fornuftig som andre og var som regel rolig og behersket. Vidnet ansaa ham ikke helt skikket til at vareta sine økonomiske anliggender. Han hadde hvad man sier litt smaa evner, uten at det dog efter vidnets skjøn paa nogen maate kan sies at det var noget iveien med
Side:1119
hans forstand. Dette vidne er som det foregaaende aldeles sikker paa, at arveladeren ved testamentets oprettelse var fuldstændig klar og meget vel vidste hvad han gjorde. Dette vidne antar ikke at Ole i sin almindelighet var lett at paavirke. Han var heller noget strid og holdt paa sine meninger. Begge vidner er enige om at Ole hadde litet tilovers for sine slektninger paa Magnor og Stangnes. Derimot stod han paa en god fot med sin bror Gunerius.
Der er ogsaa under prosedyren oplyst, at Ole og Gunerius i boopgjøret efter Marta Ingelsrud, antagelig moren, holdt sammen mot Svendsen og fru Fjeld. Det sees ogsaa at det var fru Svendsen og fru Fjeld som i sin tid begjærte ham umyndiggjort. I legeerklæringen av 16 mars 1907 heter det bl.a., at det var morens ønske at Gunerius skulde ta sig av Oles affærer. Man maa derfor gaa ut fra at Ole hadde adskillig tilovers for broren Gunerius, mens dette ikke synes at ha været tilfælde med alle de andre søskende. Da arveladeren var uten livsarvinger, kunne det ut fra hans synspunkt falde naturlig at husholdersken betænktes med et legat og at broren Gunerius indsattes til universalarving. Denne bror synes, ialfald efter morens død, at ha været den som efter arveladerens opfatning stod ham nærmest. Som et uttryk for Oles sindelag overfor broren Gunerius kan man muligens ogsaa se den omstændighet, at han blev heftig naar talen kom ind paa hans formuesforhold.
At arveladeren har været under utilbørlig indflydelse av broren Gunerius saa testamentet av den grund er ugyldig, kan jeg ikke finde er bevist. Heller ikke at arveladeren var i saadan vildfarelse at han ikke forstod hvad han gjorde da han oprettet sit testamente. - - - Erik Eriksen.
Jeg kommer til det resultat at testamentet bør ansees ugyldig. Den som paaberoper sig testamentet, maa efter min opfatning ha bevisbyrden for at utstederen var ved fuld sans og samling, og tilstrækkelig bevis er ikke i denne sak ført.
Testamentet er noget paafaldende ved sin bestemmelse til fordel for arveladerens husholderske. Det bestemmes at hun kvartalsvis skal faa et beløp til underhold «saalænge hun forblir ugift, og hvis hun paa nogen maate skulde komme til at lide nød. Beløpets størrelse bestemmes og utbetales av min bror Gunerius Gulbrandsen Ingelsrud». Om husholdersken skal faa noget, eller ialfald hvor meget, avhænger efter dette av Gunerius' skjøn, og for tilfælde han dør før henne, gir testamentet ingen anvisning paa nogen ordning. Videre virker det ogsaa meget eiendommelig at testamentet uttaler, at i tilfælde Gunerius, der indsættes som enearving, dog med pligt til at utrede netop nævnte underholdningspenger til Oles husholderske, skulde dø før arveladeren, saa skulde formuen gaa «til det som han i sit mulig efterladte testamente har bestemt».
Forøvrig er der ikke noget i og for sig at bemerke ved testamentets indhold og det er formelt i orden. Testamentsvidnernes attest om, at utstederen Ole Ingelsrud ved leiligheten var ved fuld sans og samling vækker en viss formodning om at saa faktisk var tilfælde. Som vidner har ogsaa begge testamentsvidnerne vedtat erklæringen om, at Ole da han undertegnet testamentet av 3 december 1903 var fuldstændig klar og meget vel vidste hvad han gjorde. Imidlertid viser deres vidneprov, at de er paa det rene med at han ikke var i besiddelse av almindelige aandsevner. - - - Testamentsvidnernes prov gir saaledes som resultat at de mener, at
Side:1120
Ole trods ringe aandsevner dog hadde rede paa hvad han foretok sig, da han utstedte testamentet. Jeg tør imidlertid ikke anse deres testamentsattest og vidneprov som tilstrækkelig bevis for at testamentsutstederen var ved fuld sans og samling efterat professor Vogt har uttalt, at han anser det sandsynlig at Ole var sindsyk ved testamentets oprettelse. Var Ole sindsyk maa han ansees ute av stand til at avgi en retsgyldig viljeserklæring, selv om denne i og for sig ikke fremtræder som urimelig, og selv om han paa de tilstedeværende vidner gjorde indtryk av at vite hvad han gjorde.
Jeg er enig med førstvoterende i at der ikke er ført bevis for utilbørlig paavirkning fra G. Ingelsruds side, og heller ikke foreligger bevis for at testamentsutstederen har været i slik vildfarelse med hensyn til sit økonomiske mellemværende i tidens løp med Gunerius Ingelsrud, at dette maatte virke til testamentets kuldkastelse. - - - Bernhard Leivestad.
Jeg finder med førstvoterende at testamentet bør opretholdes. Angaaende bevisbyrden antar jeg med førstvoterende at her, hvor der foreligger et formelt gyldig testament, pligter de indstevnte som paastaar at testamentet lider av reelle mangler, at føre bevis herfor. Jfr. hermed Platous arveret side 172. Denne opfatning synes ogsaa at være den herskende i praksis. Jeg henviser herom til den i Rt-1916-26 flg. refererte høiesteretsdom, hvor bevisbyrdens fordeling paa dette punkt drøftes, samt til høiesteretsdom i Rt-1921-488, hvor der henvises til uttalelsene om bevisbyrden i dommen av 1916.
Nu er der vistnok ved sakkyndige erklæringer i saken tilveiebragt adskillig materiale, som peker i retning av at testator paa testationstiden var sindsyk og saaledes ute av stand til at avgi en gyldig viljeserklæring. Jeg bemerker dog om disse erklæringer av de sakkyndige, at de dels, som den av professor Ragnar Vogt avgivne erklæring, ikke bygger paa egen iakttagelse av testator, men er avgit paa grundlag av det i nærværende sak foreliggende materiale og til bruk for saken, dels omhandler iakttagelser av testator foretat til bruk for umyndiggjørelsen flere aar efter testamentsoprettelsen. Større vekt finder jeg der bør lægges paa overlæge Nicolaysens erklæring, der omhandler testators tilstand under behandlingen paa Diakonhjemmet ganske kort tid efter testamentets oprettelse. Der anføres i denne erklæring at Ole var indlagt under diagnosen sindsygdom, og at han ved indlæggelsen gjorde et noget uklart og forvirret indtryk, men at hans oplysninger om sig selv dog var korrekte. Erklæringen uttaler sig ikke om hvorvidt han paa dette tidspunkt virkelig maatte ansees som sindsyk. Og selv om man vil lægge en saadan opfatning i erklæringen, anser jeg det dog ikke usandsynlig, at testators tilstand i tiden fra testamentets oprettelse den 3 december 1903 og til indlæggelsen den 22 december 1903 kan ha forandret sig saa at man ikke med sikkerhet kan slutte noget fra hans tilstand ved indlæggelsen til hans tilstand ved testamentets oprettelse.
Om hans tilstand paa testationstiden har man kun testamentsvidnernes attest og disses hermed stemmende vidneprov. Og da disse begge meget bestemt hævder at testator ved oprettelsen av testamentet var ved fuld sans og samling og meget godt vidste hvad han gjorde, tør jeg ikke andet end gaa ut fra, at deres opfatning av testators sindstilstand meget godt kan være rigtig. Begge vidner sees at ha hat adskillig kjendskap til
Side:1121
testator, særlig da vidnet Hans Nielsen Sæter som oplyser at ha kjendt ham fra barndommen av, og da skulde ha adskillig forutsætning for at bedømme hans evner til at forstaa betydningen av den foregaatte disposition. - - - Ruth Sørensen Bie.