Rt-1877-668
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1877-07-17 |
| Publisert: | Rt-1877-668 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 245/1 1877 |
| Parter: | Advokat Nikolaysen, Aktor mod Helje Rasmussen Tidslevold (Schweigaard). |
| Forfatter: | Hansteen, Lambrechts, Andresen, Thomle, Saxlund, Blich, Meldahl, Løvenskjold |
| Lovhenvisninger: |
Helje Rasmussen Tidslevold, der efter Præsteattest er 28 Aar gl. (født xx.xx.49) og ikke vides tidligere domfældt, tiltales under nærv. Sag ifølge Søndre Bergenhus Amts Ordre af 21 Novbr, f. A., for i Septbr. Maaned næstfør at have stjaalet eller forsøgt at stjæle et Lam tilhørende Peder Sæbjørnsen Dybvig (1 Vidne), Ved de ergangne efter Angj.s Forlangende paaankede Domme, afsagte af Sorenskriveren i Søndhordland den 12 Marts og af Bergens Stiftsoverret, den 16 April sidstl., er han for Forsøg paa grovt
Side:669
Tyveri tilfunden 10 Dages Fængsel paa Vand og Brød samt tilpligtet at udrede Sagsomkostninger, hvoriblandt til Referent og Forsvarer resp. 130 og 170 Kroner, og ifølge Overretsdommen derhos 8 Kroner, der var udbetalt 8 Vidne for Møde under Sagen, samt endelig til Delinkventfondet for Overretsreferatet 10 Kroner. (Underdommeren havde ved en Inkurie citeret Krll.s Kap. 19 §3 a istedetfor samme Kap.ls §3, b, af hvilken Grund Overretten har givet ny Konklusion).
1 Vidne, der i Sommeren 1876 havde havt en Del Smaler gaaende i Stordøfjeldet paa et Sted i samme, der kaldes Mælen, havde den 23 September blandt flere Smaler faaet hjem en Sau, som ikke var fulgt af noget Lam, men som man kunde se havde lembet i Fjeldet, da den havde Mælk i Yveret Den paafølgende 26 Septbr. bragte 8 Vidne hjem til 1 Vidne en Sau og 2 Lam, af hvilke sidste det ene var et, som 8 Vidne tidligere havde seet sammen med en 1 Vidne tilhørende Sau, og som han derfor antog tilhørte ham. Dette Lam befandtes imidlertid nu ganske nylig at være mærket med et Mærke, som skjønnedes at være Angj.s, Efter 1 og 9 Vidne fulgte Lammet, efterat være bragt til 1 Vidnes Gaard, den Sau, der var kommen hjem med Mælk i Yveret, som sin Moder, uden at dog Nogen saa det patte den. Angj. har erkjendt, at han har mærket det omhandlede Lam med sit Mærke, men paastaar, at han gjorde det i den Tro, at det. var hans eget Lam. Han havde, siger han, blandt flere Smaler gaaende i Fjeldet, en Gimmer, som om Vaaren ikke havde læmbet, men som han vidste havde Lam i sig, dels deraf, at han havde laant Væder til den, dels deraf, at dens Yver var stort. Denne Gimmer havde han hentet hjem nogle Dage før den 23 Septbr. den var da ikke fulgt af noget Lam. Paa noget saadant tænkte Angj. heller ikke dengang; men da han den 25 Septbr. atter var i Fjeldet for at hjemhente Smaler, traf han det omhandlede Lam gaaende sammen med en Væder. Det faldt ham da strax ind, siger han, at Lammet var hans, idet han antog, at hans Gimmer havde læmbet i Fjeldet, i hvilket Sidste han fandt sig bestyrket derved; at Gimmeren, efter engang at, være bragt hjem, søgte tilbage til Fjeldet At nogen Andens Sau kunde have læmbet, faldt ham derimod ikke ind, og. han mærkede derfor Lammet med sit Mærke, idet det var paa Opveien, han fandt det, og han maatte søge de andre Smaler paa et andet Sted i Fjeldet, saa at han muligens ikke kunde faa Lammet med sig den Dag, hvilket heller ikke blev Tilfældet, da han kom til at gaa ned paa er anden Kant. At Angj. kan have været i god Tro, da han mærkede Lammet, kan imidlertid ikke antages. For det Første er det ikke allene ikke bevist, at Angj.s Gimmer har været drægtig; men der er endogsaa al Grund til at antage det Modsatte. Vistnok har Angj. før Jul havt laant en Væder af 3 Vidne; men der er ingen Oplysning om, at denne har været benyttet til den omhandlede Gimmer, hvilken heller ikke. nogensinde har været seet med Lam. Se 3 og 7 Vidne, kfr. ogsaa 2, 4 og 10 Vidne. Dersom Angj. havde staaet i den Formening, at Gimmeren havde faaet Lam havde han vistnok ogsaa til 2 Vidne, der, var i Følge med ham, da han, fandt Gimmeren i Fjeldet, ytret Noget om, at det skulde være Lam med den. Men efter 2 Vidne ytrede han intet Saadant; og efter Angj.s egen Forklaring tænkte han - som anført - ikke engang derpaa. Dernæst havde Angj. ingen rimelig Grund til uden Videre at gaa udfra, at Lammet netop skulde være hans; og var det virkelig sandt, at det - som han siger -ikke faldt ham ind, at nogen Anden kunde have et saadant, Lam, i Fjeldet, havde han ingen rimelig Grund til at Mærke det saa ganske kort før det skulde hjemsendes, idet i saa Fald ingen Forvexling var at befrygte. Endelig har Angj. røbet sin mala fides ved den Samtale, han den 27 Septbr. havde med 1 Vidne. Under denne Samtale, om hvilken 1 Vidne, har forklaret sig, sagde Angj. først, at han havde gaaende i Fjeldet et lidet hvidt Lam, mærket
Side:670
med hans Mærke; men da han fik høre, at dette af 8 Vidne var bragt til 1 Vidnes Gaard, og da 1 Vidne beskrev det som et ganske lidet Saulam, saa sagde han, at hans Lam ikke var ganske lidet, at det var Væderlam, at det var graat paa Benene, og at det var mærket allerede, tidligt om Sommeren; han mente derfor, at det til 1 Vidne hjembragte Lam ikke kunde, være hans (Angj.s), og paastod, at det ikke, var han, som havde, mærket det. Denne Nægtelse af at have mærket det til 1 Vidne hjembragte Lam gjentog Angj. ogsaa næste Dag under en Samtale, 1 Vidne da havde med ham, og, under hvilken Angj. ogsaa forøvrigt fremkom med forskjellige urigtige Forklaringer. I Anl. af dette sit Forhold ligeoverfor 1 Vidne, har Angj. ikke kunnet give anden Forklaring, end at det strax faldt ham ind, at han havde handlet, uforsigtigt, ved at mærke Lammet, der rimeligvis var 1 Vidne tilhørende, og at han derfor, søgte at komme fra det saa fort som muligt, og at den Grund sagde, at hans, Lam var et Væderlam m.V.
Jeg finder saaledes Angj. rettelig fældet, idet jeg er enig i, at Mærkningen af Lammet maa betragtes som Forsøg paa Bemægtigelse af samme, og i, at Bemægtigelsen, hvis den var bleven fuldbyrdet, maatte være bleven at henføre under Krll.s Kap. 19, §3, b. Straffen finder jeg passende bestemt - uden Anbefaling til Benaadning. Med Hensyn til Processualia og Omkostningsansvaret findes Intet at bemærke.
Konklusion:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Aktor for Høiesteret, Advokat Nikolaysen, betaler Tiltalte, Helje Rasmussen Tidslevold, 50 - femti - Kroner.
C. Hansteen.
Enige: M. Lambrechts. C. W. Andresen. I. S. Thomle. E. Saxlund. I. Blich.
Idet jeg forøvrigt er enig med de foreg. Voterende, forekommer det mig særdeles tvivlsomt, om Faktum rettelig kan henføres under Begrebet af Forsøg paa Tyveri. Naar Mærkningen ikke tør ansees som fuldbragt Besiddelsestagelse, hvori jeg finder at maatte være enig, synes Angj. mig derved heller ikke at kunne siges at have "paabegyndt at iverksætte" Tyvsforbrydelsen, som Krll.s Kap. 3 §1 med sin Bestemmelse af Forsøgsbegrebet udtrykker sig. Enten synes den mig at maatte ansees som Tilegnelse af Besiddelsen og som et synligt Tegn paa samme, eller ogsaa bliver den kun en fjernere Forberedelse til en senere Bemægtigelse, og kan ikke siges at vær en Paabegyndelse af at iverksætte denne, hvilket især synes at blive Tilfældet, naar det ikke engang er Tanken at lade den faktiske Bemægtigelse følge umiddelbart efter, men - som her - først efter flere Dages Forløb. I Virkeligheden er vel Mærkningen kun et Strid til at skjule eller dække Ulovligheden af den Bemægtigelse, der senere paatænkes udført, og dette synes mig ikke at fyldestgjøre vor Kriminallovs noget snevre Begrændsning af Forsøgsbegrebet. Jeg er derfor under de forhaandenv. Omstændigheder tilbøieligst til at anse Mærkningen som et bedragersk Forhold, der kan rammes med Straf efter Krll.s 21-1, medens jeg antager, at Staffen og Straffetiden bør blive uforandret. Nogen Konklusion finder jeg det ufornødent for Tiden at formulere.
Gerh. Meldahl.
Seet.
C. Hansteen.
Efter nærmere Overveielsen er jeg af den Mening, at Tilt.s Færd ved i Fjeldet at tage Lammet fat og paasætte det sit Mærke, bør ansees som en saa fuldstændig Tilegnelse, at Gjerningen bliver fuldbyrdet Tyveri.
Af Sagens Oplysninger sees nemlig, at Faar i Tusindvis slippes paa den omhandlede fælles Beitestrækning, og at Mærkerne, navnlig i Forhold til unge Lam, der ellers ikke vilde kunne gjenkjendes, i Regelen er det eneste, man gaar efter, naar Faarene hjemhentes (paa den fælles Smaledag), og hver skal tage sine (se Referentens af Lagrettens bekræftede Udtalelser herom).
Side:671
Jeg tror der er overveiende Grund til at antage, at Tilt., ved under disse Omstændigheder at sætte sig Mærke paa Lammet, - der derhos tidligere var umærket, - har tiltaget sig Besiddelsen af det.
Jeg forandrer derfor mit Votum derhen, at Tilt. bør fældes for grovt Tyveri. Straffen, mener jeg, kan passende ansættes til 6 Maaneders Strafarbeide med Anbefaling til ved Benaadning at slippe med 20 Dages Fængsel paa Vand og Brød.
M Lambrechts.
Jeg tiltræder Hr. Assessor Lambrechts sidste Votum.
C. W. Andresen.
Ligesaa.
E. Saxlund.
Ligesaa, idet jeg dog er i Tvivl, om der er tilstrækkelig Grund til Benaadning, hvorom nærmere Konference forbeholdes.
J. S. Thomle.
Ligesaa.
I. Blich.
Da Lammet, efterat Angj.s Mærke var paasat, fremdeles blev gaaende i den fælles Havnestrækning, anser jeg ikke Besiddelsestagelsen fuldført ved Mærkningen, men paabegyndt, og er saaledes enig med Førstvoterende.
O. Løvenskjold.
Enig med Assessor Lambrechts.
Gerh. Meldahl.
Ved Konference enedes de Voterende om at Salarierne for Referent og Forsvarer ved Underretten bestemmes til resp. 110 og 150 Kroner.
Gerh. Meldahl.
Under 17 Juli d. A. afsagde Høiesteret derefter saadan Dom:
Tiltalte, Helje Rasmussen Tidslevold, bør for Forbrydelse mod Krll.s Kap. 19 §3, Litr. b, hensættes til Strafarbeide i 6 - sex - Maaneder og udrede Omkostninger i Overensstemmelse med de ergangne Domme, dog saaledes at Salarierne til Referent og Forsvarer ved Underretten bestemmes til resp. 110 - et Hundrede og ti - og 150 - et Hundrede og - femti - Kroner. I Salarium til Aktor for Høiesteret, Advokat Nikolaysen, betaler Tiltalte 50 - femti - Kroner.