Rt-1873-463
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1873-04-03 |
| Publisert: | Rt-1873-463 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 135/1 |
| Parter: | Direktionen for Bentse Brug (Finne) mod Eierne af Myrens Værksted (Bergh). |
| Forfatter: | Sorenskriver Platou, Assessorene I. S. Thomle, Andresen, Hansteen, Saxlund, Manthey, Statssekretær Aall |
| Lovhenvisninger: | Norske Lov (1687) |
Sorenskriver Platou: Ved Grundbrev af 4 Septbr., thinglæst 1 Oktbr. 1798, overdrog Eieren af Gaarden Myhren i Akers Sogn et Stykke Grund til Truls Trulsen for hans, Kones og Børns Levetid, imod en aarlig Utgift af 2 Rdlr.. 2 Mark. I Aaret 1805 sees Auktion at være blevet afholdt i Truls Trulsens og afdøde Hustrus Bo, og blev bemeldte Grund med paastaaende Huse da solgt til Assessor Brochmann, til hvem Auktionsskjøde blev udstedt den 28 August og thinglæst den 2 Decbr. 1805, i hvilket Skjøde Indholdet af bemeldte Grundbrev blev nøiagtig indtaget. Assessor Brochmann var da formentlig allerede Eier af Naboeiendommen Bentse Brug, hvilket han ved Skjøde, thinglæst 1 Juni 1807, solgte til Grosserer Ludvig Mariboe.
Side:464
Skjødet omfattede samtlige Bentse Brugs Eiendomme og Tilliggelser, hvoriblandt nævnes "det Brochmann efter Skjøde afødt xx.xx.1805 tilhørende Hus og Tomt, som forhen har tilhørt Truls Trulsen", hvilket Hus og Tomt senere synes at have fulgt Bentse Brug ved alle Salg og Transaktioner. I 1822 blev Tvangsauktion afholdt over Bentse Brug med Tilliggelser og erholdt Borchsenius og E. Jensen Tilslag, hver for 5/12 Parter og J. Juel for de øvrige 2/12 Parter. I Auktionsskjødet til de nævnte Personer, der thinglæstes 8 Juni 1822, opregnes blandt de solgte Eiendomme "Huset med Tomt, som har tilhørt Truls Trulsen". Dette skjøde blev thinglæst uden at nogen Anmærkning blev paaført samme angaaende det nævnte Hus og Tomt. Ved Borchsenius's strax efter paafølgende Død blev Auktion afholdt over de ham tilhørende 5/12 Parter, der kjøbtes af So. Mostue for 3/12 Parter og af J. Juel for 2/12 Parter. Mostue hadde allerede tidligere kjøbt Jensens 5/12 Parter, og han og Juel bleve altsaa nu Eneeiere af Bentse Brug med Tilliggelser, Mostue for 8/12 Parter og Juel for 4/12 Parter. Til Jakob Juel blev udstedt Auktionsskjøde, thinglæst 22 Marts 1824 paa de af ham kjøbte 2/12 Parter. I Auktionsskjødet specifiseres ikke de kjøbte Eiendomme, men der henvises forsaavidt kun til Borchsenius's fornævnte Skjøde, der var thinglæst som sagt den 8 Juni 1822. Heller ikke paa Auktionsskjødet af 1824 findes af Pantebogsføreren gjort nogen Bemærkning angaaende Adkomsten til Truls Trulsens Hus og Grund. Efter Jakob Juels Død solgte hans Enke ved Skjøde, thinglæst 9 Juni 1843, til A. B. Stabell og O. Roll Boets 4/12 Parter i Bentse Brug med Tilliggelser. I dette Skjøde gjentoges først med Paaberaabelse af Skjødet af 1822 den i dette Skjøde indeholdte Opregning af Brugets samtlige Eiendomme og Tilliggelser, hvoriblandt nævnes specielt "Huset, som Fuldmægtig Vogt bebor med Have og Tomt og Huset med Tomt, som har tilhørt Truls Trulsen". Efterat denne Opregning er færdig, fortsætter Skjødet paa følgende Maade: "Saaledes bestaar altsaa Papirmøllens faste Eiendomme af den nye Papirmølles Huse og Bygninger, Maskineri etc., Jord og Have på Nordsiden af Elven, og paa den søndre Side af Elven gamle eller øvre Mølle med Bygninger, Dam, Blegeri, Jord m. B., Fuldmægtigboligen med Tomt og Have ved Bygdeveien og Arbeidernes Leiehus vestenfor Fuldmægtigboligen ved Veiens Sving". Dette Leiehus er tidligere i Skjødet beskrevet at være opført paa den Tomt, Truls Trulsens forrige Hus indtog. Ogsaa dette Skjøde thinglæstes uden nogen Anmærkning angaaende Adkomsten til Truls Trulsens Grund og Hus. Nogle Aar senere opgav Svend Mostue sit Bo som Opbudsbo, og ved den i Boet i 1848 afholdte Auktion kjøbtes Boets Parter af A. B. Stabel og O. Roll, der altsaa nu bleve Eneeiere af Bentse Brug med Tilliggelser. I Auktionsskjødet, der thinglæstes den 4 April 1851, opregnes egentlig ikke de Eiendomme, Bentse Brug bestod af, men i Ronditionerne for Auktionssalget henvises i saa Henseende til den i Boet afholdte Registreringsforretning, under hvilken Arbeiderboligen, nemlig det før omtalte Leiehus tilligemed Grunden, er henregnet til og værdsat som Boets Eiendom. Heller ikke ved Thingslæsningen af dette Skjøde sees nogen Anmærkning at være paaført samme angaaende Adkomsten til Arbeiderboligen med Grund, det vil sige, Truls Trulsens Grund og Hus. I Aaret 1853 bragte derefter Stabell og Roll istand et Interessentskab til at overtage Driften af Bentse Brug. De beholdt selv 13/24 Parter i Bruget og afstod altsaa kun 11/24 Parter til andre Interessenter. Af de Skjøder, som i den Anledning blev udfærdiget og som alle vare ligelydende, er dokumenteret det til Advokat Rildal for 1/24 Part udstedte, hvilket Skjøde er thinglæst den 2 Decbr. 1853 og har erholdt blandt Mere følgende Paategning fra Pantebogførerens Side: "Den øvre og nye Papirmølle tilliggende Jord etc. er del arvefæstet og dels forpagtet mod aarlige Afgifter". Med Hensyn til den i Kontrakten afødt xx.xx.1798 bestemte Afgift af Truls Trulsens Grund skal jeg bemærke, at det er in confesso, at den har været
Side:465
erlagt lige indtil 1830, rimeligvis med den oprindelig stipulerede Sum, omskrevet i Nutidens Penge. Fra 1831 til 1839, begge inklusive, har den været betalt med 2 Spd. aarlig, og fra 1840-1850, begge Aar inklusive, med 6 Spd. aarlig, hvilket Beløb endvidere blev betalt aarlig indtil 1855, fra hvilken Tid enhver Betaling sees at være ophørt. Sagen stod hen indtil Eierne af Myren i 1868 henvendte sig til Bentse Brugs Eiere om Betaling af 6 Spd. aarlig for samtlige resterende Aar. Da Bentse Brugs Eiere vare uvillige til at betale, ialfald mere end 2 Spd. aarlig, overdrog Myrens Eiere Sagen til Advokat Bergh, som under 20 Oktbr. 1868 tilskrev Bentse Brugs Eiere og forlangte den af Truls Trulsen i 1798 leide Grund ryddiggjort og tilbageleveret, da saavel bemeldte Truls Trulsen som hans Hustru og Børn forlængst vare afgaaede ved Døden. Dog vare Myrens Eiere villige til at fornye Kontrakten af 1798, men under ganske andre Betingelser end de oprindelig stipulerede. Bentse Brugs Eiere vare imidlertid uvillige saavel til at ryddiggjøre Grunden som til at indlade sig paa noget nyt Kontraktsforhold angaaende samme, og Myrens Eiere anhængiggjorde derfor Sag mod Bentse Brugs Eiere ved Kristiania Byret, ved hvis Dom af 23 Juli s. A. Indstevnte, Bestyrelsen af Bentse Brug, blev tilpligtet under Dagmulkt at fravige og ryddiggjøre den omhandlede Tomt Nr. 46 ved Sandakerveien til Fordel for Citanterne. I. & A. Jensen, hvilken Dom Bentse Brugs Eiere ved Stevning af 5 Septbr. s. A. paaankede her for Retten.
Jeg skal foreløbig bemærke, at Appellantskabet har antydet, saavidt jeg forstod, Muligheden af, at Høiesteret kunde finde sig opfordret til ex officio at afvise Sagen fra Byretten, men derom skjønner jeg ikke, at der kan være Tale. Forsaavidt Appellantskabet ogsaa her for Retten har fastholdt den ved Byretten mod Søgsmaalet fremsatte Indvending, at naar Kontrakten af 1798 nævner Truls Trulsens Børn, om hvilket det er in confesso, at de Alle ere døde, saa maa derunder indbefattes Truls Trulsens hele Descendens i uendelige Grader, skal jeg indskrænke mig til at erklære, at jeg med Byretten maa forkaste denne Paastand. Det Samme gjælder om den af Appellantskabet fremsatte Formening, at Kontrakten af 1798, rigtig forstaaet, maa betragtes som indeholdende et virkeligt Arvefæste til Eiendom. Kontraktens Ord ere nemlig i saa henseende tydelige nok som allene gaaende ud paa et Leieforhold. Af langt større Vægt er den Indvending, Appellantskabet har bygget paa det lange Tidsrum, i hvilket Appellantskabet paastaar bona fide at have besiddet den omhandlede Grund som sin rætmessige Eiendom, uden at kjende til Kontrakten af 1798, hvilken det er in confesso, at den udgjør Adkomsten, ved hvilken Grunden i sin Tid er bleven en af Bentse Brugs Tilliggelser. Appellantskabet har i saa henseende med Styrke paaberaabt sig, at allerede Skjødet af 1807 omtaler Truls Trulsens Grund og Hus som Sælgerens Eiendom, og finder da Appellantskabet, at om man end med Hensyn til dette Skjøde vil paaberaabe sig, at det udtrykkelig angiver Skjødet af 1805 som Sælgerens Hjemmel til den oftnævnte Grund, og at som Følge heraf Kjøberen, Kaptein Mariboe, maatte overtage den Forpligtelse til kun at besidde alieno nomine, som Skjødet af 1805, efter hvad jeg før har forklaret, paalagde Kjøberen, Assessor Brochmann, saa bortfalder i ethvert Fald enhver saadan Indvending i Forhold til alle de senere Skjøder; thi i intet af viste er der omtalt nogen særlig Adkomst til Truls Trulsens Hus og Grund, men denne er nævnt allene mellem Bentse Brugs øvrige Tilliggelser og uden at det er antydet, at der om dette Hus og denne Grund skulde gjælde nogen særegen Bentse Brugs øvrige Tilliggelser ikke vedkommende Regel, og Eierne af Bentse Brug maatte derfor, da de vare aldeles uvidende om Kontrakten af 1798, været fuldt berettigede til at anse sig som lovlige Eiere ligesaavel af denne Grund som af de øvrige, hvoraf Bentse Brug bestaar. Appellantskabets Sagførere finder det derfor aldeles klart, at hans Parter ligefrem i Henhold
Side:466
til Loven have befundet sig in conditione usucapiendi. Dertil kommer jo, at Bentse Brugs Eiere have uomtvistet i langt over Hævdstid havt en dem tilhørende Bygning staaende paa den omhandlede Grund, og denne Bygning kunde det da synes, at de maa have hævdet Ret til fremdeles at have staaende paa Grunden, hvorfor ingen Ryddiggjørelse eller Borttagelse af Bygningen kan fordres. Hvad den Omstændighed angaar, at der stadig, ligeindtil 1856, som før bemærket, har af Bentse Brug været svaret til Myren en aarlig Utgift, da mener Appellantskabet, at herfra ingen Hindring kan hentes imod at anse Grunden hævdet som Eiendom, thi Utgiften har jo ikke været erlagt i Henhold til Kontrakten af 1798, der var ganske ubekjendt for Appellantskabet indtil den kom frem i Anledning af nærværende Sag, men Afgiften har været betalt som grundet paa gammel Sædvane, uden at dens Oprindelse kjendes. Jeg maa vistnok være enig med Appellantskabet deri, at man ikke med Indstevnte for Høiesteret kan opstille den Doktrin, at Beviset for, at der af en Eiendom har været svaret en aarlig Utgift til Naboeiendommen, skulde indeholde Bevis for, at Besidderen af den betalende Eiendom kun har besiddet samme til Leie, ligesom jeg ogsaa maa indrømme, at Hævd maa kunne paaberaabes endog i Strid med thinglæste Dokumenters Indhold, men jeg tror tillige, at naar, som Tilfældet er i nærværende Sag, en aarlig Utgift stadig har været svaret, og det endvidere oplyses, at Utgiftspligten hvilede paa et i sin Tid thinglyst Dokument, der erklærer Forholdet at være et Leieforhold, saa stiller Sagen sig i ethvert Tilfælde mindre heldigt for den betalende Besidders Paastand om at have havt Tingen til Eie. Jeg vil ikke udtrykke mig saaledes, at jeg siger, at under saadanne Omstændigheter maa Præsumtionen om mala fides hos Besidderen ansees tilveiebragt, thi derved vilde jeg sige baade formeget og forlidet. Jeg vil derimod sige, at under Omstændigheder som de anførte kan Besidderen neppe hjælpe sig med den nøgne Paastand, som han ellers med Hjemmel af N. L. 5-5-3 var berettiget til at fremholde, nemlig, at han i god Tro hadde betragtet Eiendommen som sin, ligesom han har havt den faktiske Raadighed over samme, og hvorfor han er berettiget til at beholde den som sin, indtil Vindikanten fører bestemt Bevis for, at Hævdsbetingelserne ikke ere tilstede. Og endnu misligere mener jeg bliver den formentlige Hævders Stilling, naar han ved selve sin Adkomst har havt tilstrækkelig Opfordring til at undersøge Beskaffenheden af det Retsforhold, hvori han i sin Tid indtraadte til Eiendommen. Og en saadan Opfordring maa jeg anse her at have været tilstede paa Grund af Indholdet af Skjøderne afødt xx.xx.1853. Jeg skal først bemærke, at ligesom Appellantskabet, saavidt jeg har skjønnet, ikke har lagt nogen afgjørende Vægt paa den Tid, i hvilken den omhandlede Grund har været i Bentse Brugs Eie før 1843, saaledes tror jeg heller ikke, at Hævd i den foregaaende Tid kan ansees vunden. Naar jeg har sagt, at det forekommer mig, at Skjøderne afødt xx.xx.1853 maatte opfordre Kjøberne til nærmere at undersøge, i hvilket Forhold Truls Trulsens Grund stod til Bentse Brug, har jeg dermed sigtet til den i Skjødet af 1843 brugte forskjellige Udtryksmaade paa de 2 Steder, hvori Skjødet omtaler den Grund med Hus, der har tilhørt Truls Trulsen, hvilken Udtryksmaade nøiagtig er gjentaget i Skjødet af 1853. Dertil kommer, at som før bemærket blev Utgiften, der erlagdes af Bentse Brug til Myren, forhøiet i 1840 fra 2 Spd. til 6 Spd. Om Grunden til denne Forhøielse haves der i Virkeligheden ingen Oplysning, og det kan derfor lidet nytte at opstille Konjekturer, thi disse kunne ingen Indflydelse faa paa Sagens Udfald. Jeg skal kun bemærke, at det for Bentse Brug maatte stille sig som en Besynderlighed denne Forhøielse af Utgiften uden Grunds Angivelse. Jeg mener derfor, at Bentse Brugs Eiere da maatte have følt sig opfordrede til at undersøge Pantebogen for at komme paa det Rene med denne Utgifts Oprindelse. Jeg skal blot som en Konjektur, paa hvilken jeg forøvrigt ikke lægger Vægt, fremsætte, at
Side:467
muligens har Bentse Brugs Eiere i 1840 undersøgt Sammenhængen med denne Utgift og ere da komne paa det Rene med Kontrakten af 1798, og at ligesom de da ere gaaede ind paa den forhøiede Utgift, saaledes har ogsaa den foretagne Undersøgelse og den Udfald været Anledningen til, at der i Skjøderne afødt xx.xx.1853 kun er nævnt som Salgsgjenstand det Leiehus, som er opført paa Truls Trulsens forrige Grund og ikke Grunden selv. Og endelig kommer jeg til en Omstændighed, som burde have opfordret Bentse Brugs Eiere til at undersøge Forholdet med den oftnævnte Grund, nemlig at fra 1831 af ialfald er Kvittering for Utgiften for hver Aar indført i en liden Bog, hvis Udenpaaskrift lyder: "Kvitteringer for Forpagtningsafgift". I denne Bog er der kvitteret for Utgiften under forskjellige Benævnelser, og ialfald er der under 6 Aug. 1838 kvitteret for Utgiften til 14 April s. A., under Benævnelsen Forpagtning. Alle de Omstændigheder, jeg nu har releveret, forekommer mig, for at gjentage det, at indeholde saa stærk Opfordring for Bentse Brugs Eiere om at undersøge deres Forhold til den omhandlede Tomt, at de ved at undlade at anstille den fornødne Undersøgelse, maa siges paa en tilregnelig Maade at have holdt sig i Uvidenhed om Sagens rette Stilling, og jeg tror derfor, at de maa finde sig i, at den oprindelige Adkomst, hvorved Bentse Brug erhvervede Truls Trulsens Hus og Tomt, gjøres gjældende mod dem, uagtet Grunden kun gjennem flere Mellemmænd er kommet til de nuværende Eiere, som jeg gjerne tror har været virkelig in bona fide. Og kommer man til dette Resultat, kan selvfølgelig den Omstændighed, at Appellantskabet har havt en dem tilhørende Bygning staaende paa Tomten i langt over Hævdstid, ikke berettige dem til at nægte Udleverelsen af Grunden eller Ryddiggjørelsen af samme. Jeg maa efter dette erklære mig enig med Kristiania Byret, og da jeg ikke finder Noget i denne Doms Præmisser, der er til Hinder for at give Stadfæstelse, saa vil mit Votum gaa ud derpaa, selvfølgelig med en Forandring, hvad angaar Tiden for Fravigelsen og Ryddiggjørelsen.
Jeg konkluderer altsaa:
"Byrettens Dom bør ved Magt at Stande, dog saaledes, at Fravigelsen og Ryddiggjørelsen foregaar inden Udgangen af indeværende Aar. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves".
Assessor I. S. Thomle: Jeg er enig med Førstvoterende deri, at Dokumentet af 1798 ikke kan betragtes som noget Arvefæstebrev eller indeholder nogen særlig Hjemmel for Andre end Truls Trulsen, hans Kone og hans Børn. Hvad derimod Hævdsspørgsmaalet angaar, da er jeg, skjønt jeg finder Sagen overmaade tvivlsom, af en anden Mening end Førstvoterende. Jeg lægger derved den væsentligste Vægt paa, hvorledes Forholdet har været fra den Tid, da Roll og Stabell i 1843 bleve Eiere af den ene Trediepart og i 1848 af de øvrige to Tredieparter af Bentse Brug. Skjødet til Roll og Stabell af 1843 viser, at det Hus, som hadde tilhørt Truls Trulsen (og som man kan se har været meget ubetydeligt, da det i 1805 blev solgt med tilliggende Tomt for 75 Rdlr.. og kun har været brugt som Bolig for en Arbeidsformand), dengang var nedrevet eller forandret, og at der paa Tomten var opført en stor 2-Etages Bygning, bestemt til Arbeiderbolig, hvilken Bygning man af Registreringen i Mostues Bo i 1847 ser dengang blev taxeret for 1200 Spd. og den tilhørende Tomt for 200 Spd. Skjødet af 1843 indeholder udtrykkelig Overdragelse af dette Hus, og efter min Mening maa Skjødet nærmest forstaaes derhen, at ogsaa Tomten skulde følge med. I denne Henseende ere imidlertid Skjødets Udtryk ikke ganske tydelige, men hvad der er vist, er, at Huset ligefrem er solgt. I Skjødet afødt xx.xx.1851, - der er udstedt i Henhold til Auktion, afholdt den 21 Juli 1848, - er der Intet specificeret om, hvad der sælges, men Skjødet maa antages at referere sig til den i Skjødet ogsaa paaberaabte Taxtforretning afødt xx.xx.1847, hvor som
Side:468
sagt Arbeiderboligen specielt er nævnt og taxeret for 1200 Spd. Jeg mener saaledes, at ligefra 1843 eller 1848 kan det ikke bestrides, at Roll og Stabell besad den omhandlede og i Truls Trulsens Hus's Sted opførte Arbeiderbolig med en Adkomst i Skjøderne, der i og for sig var af den Beskaffenhed, at den ikke kunde være til Hinder for, at Huset ansaaes som deres Eiendom, og hvad der gjælder om Roll og Stabell, gjælder formentlig ogsaa om de efterfølgende Eiere, navnlig Advokat Rildal, da jeg hverken i det for hans Vedkommende dokumenterede SKjøde af 1853 eller i den samme paaførte Thinglæsningsanmærkning ser indeholdt Noget, som skulde kunne gjøre, at Besiddelsen fra det Øieblik af blev mindre skikket til at begrunde Hævd end tidligere. Men da nærværende Sag først er bragt i Gang ved Klage til Forligelseskommissionen afødt xx.xx.1869, saa ligger der mellem dette Tidspunkt og Auktionssalget afødt xx.xx.1848 mere end en hel Hævdsperiode. Hvad der nu skulde hindre Erhvervelsen af Hævd, maatte da være sidste Passus i N. L. 5-5-3, "medmindre det bevises, at han havde det enten til Pant, eller i Forlening eller i Forsvar". Paastanden er da ogsaa den, at ligesom Tomten, hvorpaa Huset staar, ifølge Grundbrevet afødt xx.xx.1798 oprindelig kun var leiet paa Truls Trulsens, Kones og Børns Levetid, saaledes er Leieforholdet senere fornyet paa ubestemt Tid. Spørgsmaalet bliver da, hvorledes Bevislighederne i saa Henseende stille sig, og da er det efter min Mening en meget væsentlig Omstændighed, at der i Aaret 1840 sees at være foregaaet en Rovation eller væsentlig Forandring i Leieforholdet. Det er in confesso mellem Parterne, at idetmindste nu ere Truls Trulsen, hans Kone og alle hans Børn døde. I 1840 sees den i Grundbrevet til Truls Trulsen bestemte Afgift af 10 gamle Mark eller 2 Spd. at være forhøiet til 6 Spd. Hvad der har givet Anledning til denne Forhøielse og hvorledes Sammenhængen egentlig er dermed, derom haves ingen nærmere Oplysning, og man er her kun henvist til forskjellige Visninger, som Parterne i den Henseende have opstillet. Byretten er gaaet ud fra, at Grunden til denne Forhøielse har ligget deri, at i 1839 døde en Datter af Truls Trulsen, som man har antaget at være den sidste af hans gjenlevende Børn. Dette er imidlertid ikke af Appellanten indrømmet. Af de Indstevntes Sagfører for Høiesteret er opstillet den Formodning, at Aarsagen var, at man nu havde opført den store Fabrikbygning og dertil benyttet en større Tomt end Grundbrevet af 1798 omhandlede, og denne Konjektur forekommer mig ganske plausibel og at finde megen Bestyrkelse ved Anførslerne i den fremlagte Kvitteringsbog. Medens det nemlig her for Aarene 1831-1840 blot har hedt, at Afgiften for Bygningstomten eller "Tomteafgiften under Myren" er betalt med 2 Spd., - engang rigtignok, nemlig i 1838, tales der om, at der er betalt for "begge Forpagtninger", - heder det i 1841, at "Afgiften af den store Bygnings Grund" er betalt med 6 Spd.; i 1842 heder det ligeledes, "Afgift af den store Bygnings Grund", og senere er den slaaet sammen med Afgiften af en Forpagtning under Gaarden Aasen, i 1841 blev betalt særskilt, og først den 9 Decbr. 1841, medens Afgiften for Forpagtningen af Gaarden Aasens Jord blev betalt allerede den 10 Mai 1851, forekommer det mig lidet tvivlsomt, at der i 1841 maa have fundet Underhandlinger Sted angaaende Afgiftens Forhøielse mellem den daværende Eier af Bentse Brug og den daværende Eier af Myren, og at, da det er dette Aar, hvori der første Gang forekommer Noget om "den store Bygning" (Fabrikbygningen), det Sandsynlige er, at det netop er i Anledning af, at man i 1839 eller 1840 har opført denne nye Bygning, at der er opstaaet Spørgsmaal om forhøiet Afgift, muligens i Forbindelse med, at i 1839 døde en Datter af Truls Trulsen, som man kan have antaget at have været den sidste gjenlevende af hans Børn. Men hvad
Side:469
Anledningen end har været til Afgiftens Forhøielse, saa er dog saameget vist, at en saadan har fundet Sted, og ikke kan tænkes at være begrundet i Andet end en ny Overenskomst mellem Eierne af Myren og Bentse Brug, men om denne Overenskomst Indhold har man ingensomhelst Oplysning hverken i de fremlagte Adkomstdokumenter eller i deres Thinglæsningspaategninger, ligesaavidt som nogen af Parterne har kunnet give nogen Forklaring derom. Byretten siger, at det ikke kan præsumeres, at Bentse Brugs Benyttelse af Tomten efter 1840 mod forhøiet Afgift har været grundet paa Andet end en Indrømmelse af Brugen indtil Videre, hvilket Forhold derfor maa kunne hæves ved Opsigelse, men heri kan jeg ingenlunde være enig. Mig forekommer det tvertimod i høieste Grad usandsynlig, at man før eller efter at have opført en saa betydelig Bygning paa Tomten som den omhandlede Leiebolig til Arbeiderne, skulde have ladet sig nøie med en Overenskomst med Eieren, hvorefter det stod i dennes Magt, naar han ønskede det, at forlange Tomten ryddiggjort og Huset nedrevet. Det synes mig under visse Omstændigheder langt rimeligere, hvad Appellanterne paastaa maa have været Meningen, at man er bleven enig om, at der skulde betales en fast aarlig Grundleie af 6 Spd. for bestandig, og herfor taler ogsaa, at det, naar man erhverver Tomt til at bebygge, ganske vist er det Sædvanlige, at man enten kjøber den til fuld Eiendom eller betinger sig Brugen for bestandig mod en aarlig Afgift, større eller mindre, hvilken sidste Maade navnlig her i Byen og i den Trakt, hvorom der her er Spørgsmaal, er Noget, som er ganske almindeligt. Efter Udtrykkene i N. L. 5-5-3 skulde det forresten nærmest synes, at Bevisbyrden for, at en Eiendom, som en Anden har besiddet i længere Tid, kun har været ham leiet, maatte paahvile den, der vil vindicere samme. Herpaa lægger jeg dog ikke videre Vægt, idet jeg er enig i, at man i dette som i andre lignende Forhold maa ved Bedømmelsen af Bevisbyrdens Stilling tage Hensyn til Omstændighederne. Men efter hvad jeg har anført, antager jeg, at Præsumtionen in casu taler mere for Besidderen end for Vindikanten. Forholdet er altsaa dette: Bentse Brugs Eiere have fra 1843 og 1848 besiddet den omhandlede Bygningstomt som sin Eiendom imod Erlæggelse af en aarlig Afgift af 6 Spd., og der er Intet, som i og for sig selv taler mere for, at denne Afgift skal betragtes som Leie eller Forpagtningsafgift end som Arvefæsteavgift. Det Eneste man i saa Henseende skulde kunne paaberaabe, er, at den Kvitteringsbog, som jeg før har omtalt er inskriberet "Kvitteringer for Forpagtningers Afgift", og dernæst, at Kvitteringen for 1838, som gjælder baade Afgiften af Truls Trulsens Tomt og af den under Gaarden Aasen forpagtede Jord, lyder paa, at "Afgiften for begge Forpagtninger er betalt med tilsammen 5 Spd 13 Skilling". Men hvad nu Inskriptionen angaar, kan jeg ikke tillægge samme den ringeste Betydning, da den er givet Bogen ved dens første Indretning, og Kvitteringerne, der allerede begynde i 1814, angaa ligetil 1830 blot Afgifter af Jord, som var forpagtet under Gaarden Aasen. Først i 1833 gives der Kvittering for Afgift af Forpagtningen under Aasen for Aarene 1831 og 1832 underet samt for Bygningstomten under Myren, og i alle de senere Kvitteringer, med Undtagelse af Kvitteringen for Aaret 1838, skjelnes der ligeledes stadig mellem Forpagtningerne for Aasen og Tomteafgiften af Myren, saa at det aabenbart kun er ved en Inkurie, at man i 1838 har slaaet begge Afgifter sammen under en mindre korrekt Fællesbenævnelse. Naar man ogsaa har paaberaabt, at Eierne af Bentse Brug har gjort sig skyldige i Forsømmelse ved nemlig ikke at anstille behørig Undersøgelse om, med hvilken Hjemmel de besad den Tomt, hvorpaa den omhandlede Bygning er opført, kan jeg herpaa heller ikke lægge nogen afgjørende Vægt. Det er ganske vist, at denne Forsømmelse ikke kan eller bør komme dem tilgode; det kan ikke forbedre deres Adkomst, dersom den i sig selv ikke duer Noget, at de ikke have undersøgt Forholdet, ligesaalidt som den Omstændighed, at de have staaet i den Tro, at de havde en bedre
Side:470
Adkomst end i Virkeligheden var Tilfældet, kan gjøre, at de kunde hævde, naar det siden oplyses, at Adkomsten var af en saadan Beskaffenhed, at Hævd ikke dermed kunde bestaa. Men paa den anden Side, kan deres Forsømmelse af nærmere at undersøge Forholdet med Adkomsten, saavidt jeg skjønner, ikke bevirke, at Bevisbyrdens Stilling forandres saaledes, at de nu skulle føre Bevis for, at det ikke er Leie. Saalænge derfor Bentse Brugs Eiere ingen anden Adkomst hadde til Tomten end Kontrakten af 1798, kunde de vistnok hævde, da det isaafald var bevist, at de kun besad den ifølge en anden bestaaende Leiekontrakt, men Forholdet er blevet et andet, efterat det ikke længere er Kontrakten af 1798, men den nye Adkomst, der som anført i 1840 maa være indtraadt, hvorpaa det kommer an, og at denne nye Adkomst er et almindeligt Leieforhold, er ikke oplyst. Af samme Grund tror jeg heller ikke, at man med nogen Nytte vil kunne paaberaabe et Høiesteretspræjudikat afødt xx.xx.1863 i en Sag mellem Restauratør Helseth og Armedepartementet1, thi der førte Armedepartementet Bevis for, at en Del af Helseths Bygninger vare byggede paa Fæstningens Grund, og det var i dette Tilfælde nok. En ganske anden Sag havde det været, om der i 1840 var bleven oprettet en skriftlig Leiekontrakt mellem Muus og Eierne af Bentse Brug og denne var bleven thinglæst, men Bentse Brugs Eiere havde undladt at undersøge dette, og havde staaet i den Tro, at der ikke existerede nogen saadan, da havde de visselig ikke kunnet hævde. En Indvending mod at grunde Appellantens Hævd paa den Betragtning, som jeg nu har fremholdt, kunde maaske søges deri, at den igrunden ligger udenfor Proceduren, ider der, saavidt jeg skjønner, ikke i Sagen er procederet specielt herpaa, men jeg tror dog ikke, at dette kan være til Hinder, thi der er dog den hele Tid procederet paa, at Bentse Brugs Eiere have hævdet, og man har i den Henseende paaberaabt sig Sagens Oplysninger i Almindelighed, ligesom jeg ikke har anført noget Faktisk, som ikke baade har været berørt i Proceduren og indeholdes i Sagens Dokumentation. Det forekommer mig endelig, at det Resultat, hvortil Byretten og Førstvoterende er kommet, maa erkjendes at være i sig selv temmelig ubilligt, og jeg maa navnlig, forsaavidt der har været lagt Vægt paa, at Bentse Brugs Eiere ikke have vist den tilbørlige Agtpaagivenhed, sige, at den samme Bebreidelse kan med kanske vel saa stor Føie rettes mod Myrens Eiere, i hvilken Henseende jeg blandt Andet skal bemærke, at de nuværende Eiere af Myren i 13 Aar fra 1855 til 1868 aldeles ikke krævede nogen Afgift, men lod det staa hen dermed, og naar det, som jeg antager, maa forudsættes, at der i 1840 har fundet en ny Overenskomst Sted mellem de daværende Eiere af Myren og af Bentse Brug, maa man vel sige, at det hadde været ligesaafuldt i Myrens som i Bentse Brugs Eieres Interesse at sikre sig Beviset for Kontraktens Indgaaelse og dens virkelige Indhold. Man kan derfor heller ikke her gjøre gjældende den Betragtning, som mange Gange i slige Tilfælde vil være afgjørende, at det dog ikke gaar an, at en Mand kan frahævdes sin Eiendom, naar der er et virkeligt Leieforholdt tilstede og Afgift stadig erlægges, idet Eieren da ikke har enten Opfordring eller Adgang til at gjøre sin Eiendomsret gjældende eller til at rokke Leietageren i Besiddelsen.
I Henhold til denne min Betragtningsmaade af Sagen, formener jeg, at Appellanten maa blive at frifinde. Processens Omkostninger antager jeg selvfølgelig efter Sagens Beskaffenhed maa blive at ophæve, og
jeg konkluderer:
"Direktionen for Bentse Brug bør for I. og A. Jensens Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves".
Assessor Andresen: Jeg er i Resultatet og i det Væsentlige enig med Førstvoterende, idet jeg ligesom ham bygger paa den Sats, at den til
Side:471
Hævd nødvendige bona fides ikke kan paaberaabes af den, som enten forsætlig lukker Øinene igjen, eller som uagtet de stærkeste Opfordringer ikke anstiller de Undersøgelser, som vilde have bragt ham fuld Kundskab om det virkelige Forhold, og jeg kan ikke indse rettere end at denne Sætning er paa det Bestemteste stadfæstet ved Høiesteretsdom afødt xx.xx.1863, hvor dette nemlig af Pluraliteten skarpt blev udtalt, medens Minoriteten var af en anden Mening og antog, at det ikke kom an paa, om bona fides grundede sig paa en tilregnelig Uagtsomhed eller ikke. Hvad der har bragt mig nogen Tvivl i Sagen er vistnok ellers den, ogsaa af Næstvoterende udhævede Omstændighed, at der i 1840 sees at have fundet en Forhøielse af Afgiften Sted; thi dersom det forholder sig saaledes som af Indstevnte paaberaabt og som jeg finder meget sandsynligt, skjønt Appellanten ikke har villet erkjende det fuldt ud, nemlig at i 1840 samtlige Truls Trulsens Børn vare døde, - det er oplyst, at de 3 yngste vare døde, det sidste af dem i 1839, og det er visselig i sig selv ganske antageligt, at dette ogsaa er Tilfældet med det 4 eller ældste, - saa forekommer det mig umuligt, at den nye Overenskomst, som maa have fundet Sted i 1840, kan have indeholdt, at Tomten kun skulde leies paa Truls Trulsens, hans Kones og de allerede afdøde Børns Levetid, hvis de da vare døde. Den nye Overenskomst kan umulig have indeholdt dette og henvist til den ældre Kontrakt af 1798, men paa den anden Side maa jeg erkjende, at det virkelige Forhold er or lidet oplyst til at man kan bygge f noget Afgjørende derpaa; navnlig ere jo de faktiske Forhold uvisse, idet det maa siges ikke fuldkommen at være bragt paa det Rene, om ikke denne Overenskomst kan have fundet Sted nogen Tid efter 1840, og hvad den egentlige Grund til Forhøielsen har været, derom indeholdes jo aldeles Intet i Sagens Oplysninger. Det er ogsaa antageligt, at det, hvad Grunden til Forhøielsen angaar, kan forholde sig saaledes, at Eieren af Myren, Isak Muus, kan være bleven vidende om, at Bentse Brug hadde givet sig til, uden i Forveien at træffe nogen Aftale, at opføre et nyt og større Hus, som krævede en Udvidelse af Tomten, og at han, ved at foreholde dem denne Overskridelse, har bevæget dem til, uden at træffe nogen nærmere Aftale om Forholdets Varighed og uden at man i det Hele havde den ældre Kontrakt fremme, at gaa ind paa en blot og bar Forhøielse af Afgiften uden nærmere Bestemmelse om, paa hvilke Vilkaar Forholdet forøvrigt skulde fortsættes. Om dette har man som sagt ingen Oplysning, og jeg tør ikke bygge Afgjørelsen paa dette Moment. Det er nemlig saa langt fra at jeg kan erkjende Rigtigheden af hvad Byretten har anført, at dette skulde tjene til Bestyrkelse af et Leieforhold og altsaa være et Argument mod Bentse Brug, at jeg tvertimod under enhver Omstændighed maa erkjende, at det bringer Tvivl i Sagen i Favør af Bruget.
Assessor Hansteen: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg skal bemærke, at jeg ikke kan finde, at den Forhøielse af Afgiften, som har fundet Sted i 1840, er skikket til at vække nogen særdeles Tvivl. Jeg er forsaavidt altsaa ikke enig hverken med Assessor Thomle eller Assessor Andresen. For det Første maa der lægges Mærke til, at der ikke engang fra Appellanternes Side er paastaaet, at der i 1840 er truffet nogen Overenskomst, hvorved der er gjort nogen anden Forandring i den gamle end netop den, at Afgiften skulde forhøies. Det er heller ikke paastaaet men kun antydet som muligt, at denne Forhøielse af Afgiften staar i nogen Forbindelse med Opførelsen af den større Bygning, og naar der til Støtte for, at saa maa være Tilfældet, er af Assessor Thomle paapeget de forskjellige Udtryk og Anførsler i denne Kvitteringsbog, da er dette Noget, hvorpaa der under Proceduren aldeles ikke er gjort opmærksom engang. Jeg tror derfor, at man ikke har Adgang til at tage Hensyn dertil. Man kan ikke vide, hvad Modparten havde havt at bemærke, hvis dette var bragt paa Bane, men jeg finder det ogsaa i sig selv aldeles usandsynligt, at der i 1840
Side:472
skulde have fundet nogen ny Overenskomst Sted, hvorved Bentse Brug skulde have faaet for alle Tider en Ret til denne Tomt; thi dersom der i 1840 og især i Anledning af den større Bygnings Opførelse havde fundet Forhandlinger Sted mellem Parterne, som havde ført til det Resultat, at Bentse Brug var indrømmet Brugen af Tomten for bestandig, kan man være ganske vis paa, at det var blevet konstateret ved skriftligt Dokument, som var bleven thinglæst og som man ikke vilde havt Vanskelighed for at skaffe frem; men netop dette, at der ikke er fremskaffet noget saadant Dokument, er for mig det stærkeste Bevis for, at en saadan Overenskomst ikke engang kan have fundet Sted. Derimod finder jeg det meget rimeligt, at det kan være gaaet til saaledes som Assessor Andresen har antydet, at Eieren af Myren, da han var bleven vidende om, at alle Truls Trulsens Børn vare døde eller ialfald troede, at saa var Tilfældet, og da han vidste, at Tomten var af Viktighed for Bentse Brug, har tiltvunget sig en høiere Afgift ved at true med, at han ellers vilde søge Tomten tilbage, men uden at der i den Anledning er bleven oprettet noget Dokument, hvortil jo Eieren af Myren ikke havde nogen Opfordring, da han i Kraft af det gamle Grundbrev var berettiget til, efterat Truls Trulsens Børn vare døde, naarsomhelst at kræve Tomten tilbage. Dette finder jeg rimeligt, og det er sandsynligvis hele Sammenhængen. Jeg tror saaledes, at Sagen maa bedømmes ganske paa samme Maade som om ingen Forhøielse havde fundet Sted og man uden Videre havde bygget paa det gamle Grundbrev, og jeg finder da ogsaa, at der ved at producere dette gamle Grundbrev er skaffet et tilstrækkeligt Bevis fra Eierne af Myrens Side for, at Grunden kun var leiet. Jeg kan ikke skjønne Andet, end at Tilfældet har adskilligt tilfælles med den paaberaabte Høiesteretsdom af 1863.
Assessor Saxlund: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Assessor Hansteen.
Statssekretær Aall: Jeg er ogsaa i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg heller ikke med flere af de foregaaende Voterende kan anse mere oplyst om, hvad der er passeret i 1840, end at det ældre Leieforhold er fortsat imod en høiere Afgift, eller med andre Ord, at Leieafgiften er forhøiet. Det er det eneste Faktiske som staar fast, og at man kan heraf tror jeg ikke, udlede Andet, end at selve Forholdet maa bedømmes som det var før. Jeg kan ikke faa ud, at der i 1840 er foregaaet nogen Forandring i Adkomsten eller at Eieren af Tomten har villet give Slip paa den Ret, han havde efter den ældre Kontrakt. Da jeg heller ikke finder, at der er oplyst Noget om, af hvilken Varighed det nye Kontraktsforhold skulle være, saa tror jeg, at man maa komme til samme Resultat som Byretten.
Assessor Manthey: Jeg er ligeledes i Resultatet og i det Væsentlige enig med Førstvoterende.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusjon.