Rt-1877-177

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1877-01-15
Publisert:	Rt-1877-177
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 15/1 1876.
Parter:	Advokat Ebbell, Aktor mod Direktør D. Pihl paa Kristiania Gaskompagni's Vegne (Schweigaard).
Forfatter:	Blich, A. Thomle, I.S. Thomle, Løvenskjold, Saxlund, Aschehoug,, Manthey
Lovhenvisninger:	Sunnhetsloven (1860) §7, Lov bergverker (1842) §20, §3, §4

Assessor Blich: Under 23 Juli 1874 fattede Sundhedskommissionen i Kristiania paa Grund af, at der fra Kristiania Gasverks Retorthuse paa Grunden Nr. 36 i Storgaden udstrømmede Dampe og Røk, som forulempede Naboerne og sloge ned i Gaden, samt at der fra Rensningsapparaterne og ved Udvindingen af Biprodukter udstrømmede stinkende Gasarter, som udbredte sig til de Nærliggende Bygninger, i Henhold til Sundhedsreglerne for Kristiania afødt xx.xx.1874 §24 §25 den Beslutning, at Kristiania Gaskompagni som Eier af Gasverket paa Grunden Nr 36 i Storgaden skulde: 1) forhøie de i Retorthusenes Tag anbragte Ventilationsaabninger indtil mindst 50 Fod over Gadelinien, hvorhos de nævnte Aabninger skulde være uden Overdække og med tætte Sider; 2) forhøie Retortskorstenene indtil mindst 80 Fod over Gadelinien; 3) lade Processer, hvorved Gasen renses og Biprodukterne udvindes, foregaa i Bygninger, som ere forsynede med Trækpiber af mindst 50 Fods Høide over Grunden. Disse Paalæg skulde efterkommes inden 3 Maaneder. Denne Beslutning blev den 8 Aug. næstefter forkyndt Dir Pihl paa Gaskompagniets Vegne paa Politikammeret. Han erklærede imidlertid, at han ikke troede Sundhedskommissionen kompetent til at tage en saadan Beslutning som skeet, og nægtede paa Kompagniets Vegne at efterkomme denne. Han blev derefter paa Kompagniets Vegne forelagt en Mulkt af 5 Spd. til Bykassen for ikke at ville efterkomme Sundhedskommissionens Beslutning, hvilken Mulkt han negtede at vedtage; han frafaldt Betænkningsfrist og ønskede at se Dom i Sagen. Ved Ordre fra Politimesteren afødt xx.xx.1874 blev Dir. Pihl paa Gasverkets Vegne undergiven Tiltale for Politiret. Under Sagen nedlagde Politiaktor Paastand om, at Tiltalte skulde dømmes overensstemmende med Forelægget samt tilpligtes under en Daglig Mulkt at iverksætte Sundhedskommissionens Paalæg. Ved den af Kristiania Byret 2 Oktbr. 1875 afsagte Dom blev Direktør D. Pihl paa Kristiania Gaskompagni's Vegne tilpligtet inden 3 Maaneder fra Dommens Forkyndelse under en daglig Mulkt af 60 skilling til Kristiania Fattigkasse at forhøie den vestre af de til Gasværkets Retorthus hørende Skorstene indtil en Høide af mindst 80 Fod over Gadelinien, hvorhos Gaskompagniet kjendtes uberettiget til fra samme Tidspunkt at lade de Processer, hvorved Gasen renses og Biprodukter udvindes, foregaa i Bygninger, som ikke ere forsynede med Trækpiber af mindst 50 Fods Høide over Grunden. Iøvrigt blev Tilt. frifunden for Politiaktors Tiltale i Sagen. Denne Dom er af Kristiania Stift saavel paa Grund af Tilt.s Forlangende som tillige, forsaavidt Tiltalte var frifunden, paa det Offentliges Vegne indanket till Høiesteret.

Side:178

Aktor har her nedlagt Paastand om, at Direktør Pihl paa Gaskompagniets Vegne skulde kjendes uberettiget til: 1) at bruge Gasverkets ældre Retorthus til Produktion af Stenkulgas, medmindre a) der istedenfor de hidtilværende Ventilationsaabninger i Retorthusets Tag anbringes en eller flere Ventilationsaabninger af mindst 50 Fods Høide over Gadelinien og uden Overdække, og b) den eller de Retortskorstene, som benyttes, gives en Høide af mindst 80 Fod over Gadelinien, samt 2) at lade Processer, hvorved Gasen renses og Biprodukter udvindes, foregaa med de Apparater, som forfindes i det ældre Rensehus, medmindre dette forsynes med Trækpiber af mindst 50 Fods Høide over Grunden. Tilt. har derimod paastaaet sig frifunden, idet han dels antager, at de af Sundhedskommissionen trufne Foranstaltninger skulde være overflødige, eftersom de paastaaede Ulemper ikke skulde være forhaanden, dels, at de ere unyttige, eftersom, hvis disse Ulemper fandt Sted, de paabundne Foranstaltninger ikke vilde være skikkede til at bevirke den tilsigtede Forbedring.

Der er, som af Aktor udhævet, efter Sagens Indbringelse for Politiretten og tildels ogsaa efter dens Paadømmelse indtraadt nogen Forandring med Hensyn til Gasverkets Drift, der synes at kunne bringe Sagen i en ny Stilling, idet der nemlig paa Gasværket er opført saavel et nyt Retorthus som et nyt Rensehus, ved hvilke de Ulemper, som fandt Sted ved den tidligere Drift, antagelig ikke ere tilstede. Hvad navnlig Retorthuset angaar, er dette indrettet med en saadan Ventilator og Høide af Piberne, at Sundhedskommissionens Paalæg med Hensyn til Driften af det ældre Hus herved er tilfedsstillet, og hvad angaar det ældre Rensehus, saa benyttes dette nu ikke mere. Men paa Aktors Forespørgsel om, hvorvidt Gasverket nu vil afgive en Erklæring, hvorved det ligeover Sundhedskommissionen erkjender sig forpligtet til ikke at benytte disse ældre Huse til Driften, har Direktør Pihl erklæret, at skjønt de ældre Huse neppe mere vil blive benyttet og derhos den ene af de 2 Skorstene paa Retorthuset gjerne kunde gjenmures, kunde han dog ikke indgaa paa Aktors Forlangende, da man ikke vidste, hvorvidt man dog fremdeles vilde faa Brug for de ældre Indretninger.

Der har under Sagen været ført flere Vidner og indhentet forskjellige Erklæringer fra Tilt.s Side for at godtgjøre, at de faktiske Forudsætninger, hvorfra Sundhedskommissionen er gaaet ud, ikke er forhaanden, samt at den Maade, hvorpaa Sundhedskommissionen her paalagt Gasverket at udøve sin Bedrift med de af Kommissionen foreslaaede Forandringer dels ikke kan effektueres dels ikke lovmedholdeligt kan paalægges Gasverket. Han har saaledes navnlig ved Erklæringer fra de kemiske Professorer i Kristiania søgt at godtgjøre, at der fra Piberne i Retorthuset ikke fremdrives Stenkulsrøg, eftersom Retorterne kun ophedes ved Hjælp af Cokes, og at den Røg, som fremkommer, naar Retorterne udrages og den glødende Cokes fluffes, ikke indeholder andet end Dampe, hvori der ikke findes nogen for Sundheden skadelige Partikler, samt at dette, selv i den travleste Tid af Aaret, kun sker med større Afbrydelser, medens selve Udviklingen af Gas kun foregaar i nogle Minuter, saaledes, at der ikke kan være Tale om, at dette skulde have nogen skadelig Indflydelse for de Omboende. Han har derhos søgt at godtgjøre, at selv om man vilde antage, at Sundhedskommissionen var berettiget i sin Paastand om, at der heraf kan resultere Skade, vilde dette dog ikke indeholde nogen Berettigelse for den til at fordre Gasverket paalagt at rette Mangelen paa den paalagte Maade, idet Gasverket efter de tilveiebragte Oplysninger ikke i den Bygning, hvori Driften foregaar, kunde gjøre de paalagte Forandringer uden at rive hele Huset ned, en Fordring, som Gasverket antager, at man ikke kan være berettiget til at sætte igennem, da Fordringen er altfor stor og vilde medføre langt større Omkostninger, end det nogensinde kan have været Lovens Tanke at ville paabinde Vedkommende. De Indretninger, som ellers af Aktor er udhævet, at Gasverket kunde gjøre for at opnaa det samme Resultat som det af

Side:179

Sundhedskommissionen tilsigtede, ere ikke paalagte af Kommissionen, og kunne derfor efter Tilt.s Formening ikke paastaaes istandbragte af Gasverket. Men i ethvert Fald vilde efter Tilt.s Paastand selv Fordringen om disse Indretninger ikke kunne imødekommes, da de enten i og for sig vilde være unyttige eller ogsaa medføre at Rummet i Bygningerne vilde indskrænkes i en saadan Grad, at Driften ikke paa tilbørlig Maade kunde foregaa. De af Tiltalte i saa Henseende fremsatte Indvendninger, der vedkomme de af Sundhedskommissionen under 1 og 2 Post givne Paalæg, formener Tilt. derhos at være juridiske Spørgsmaal, som det maa være Domstolenes Sag at afgjøre. Med Hensyn til den tidligere brugte Rensningsmethode, hvorom der handles i den 3die Post, har Tilt. søgt at godtgjøre, at der ved den ikke udvindes Svovlvandstofgas eller nogen anden for Sundheden skadelig Gasart. Man havde allerede siden 1872 begyndt at bruge en Methode, der var forskjellig fra den tidligere brugte og hvorved Rensematerialet, Jernoxyd, kun behøvede at fornyes langt mindre hyppig end tidligere, medens det alene var ved dette Rensemateriale, at den for Sundheden skadelige Svovlvandstofgas frembragtes. Siden Sommeren 1874 havde man stadig benyttet denne Methode, og der kunde saaledes saameget mindre være Tale om at den brugte Rensningsmethode kunde have nogen skadelig Indflydelse. Den Maade, hvorpaa Sundhedskommissionen havde antaget, at de skadelige Virkninger af Rensningen skulde forebygges, nemlig ved at anbringe Trækpiber af 50 Fods Høide over Grunden, var desuden aldeles uhensigtsmæssig, da selv den Autoritet, hvortil Sundhedskommissionen havde støttet sin Forestilling, nemlig Direktør Howiz i Kjøbenhavn, har erklæret, at saadanne Trækpiber ikke vilde have den tilsigtede Virkning. Tilt. antager derfor, at Sundhedskommissionens Paastand ogsaa med Hensyn til denne Post var aldeles ulovmedholdig og at Spørgsmaalet med Rette kunde forelægges Domstolene til Afgjørelse.

Jeg skal ikke nærmere gaa ind paa de vidtløftige Undersøgelser og detaillerede Oplysninger, som i disse forskjellige Henseender ere tilveiebragte under Sagen, eftersom jeg efter det Resultat, hvortil jeg kommer, ikke antager, at Domstolene ere berettigede til at afgjøre Noget herom eller at bygge sin Dom herpaa. Efter §7 i Lov om Sundhedskommissioner afødt xx.xx.1860 skulle Sundhedskommissionens «lovmedholdigt fattede Beslutninger» allene kunne ophæves eller forandres af vedk. Regjerings-Dept. eller i fornøden Fald af Kongen. Spørgsmaalet bliver derfor efter min Formening blot, om de her omhandlede Beslutninger ere fattede paa lovmedholdig Maade. Udtrykket «lovmedholdigt» i den citerede § kan, saavidt skjønnes, ikke sigte til Andet, end at Beslutningen skal være truffen om en Gjenstand, angaaende hvilken Sundhedskommissionen ved Lovgivningen er tillagt Myndighed til at handle, eller med andre Ord, Kommissionen maa have været kompetent til i vedk. Tilfælde at træffe en Beslutning. I den fgl. Proposition ang, Loven af 1860 heder det med Hensyn til den nævnte §7: «Det er en Selvfølge, at ingen Sundhedskommissions Bestemmelser eller Beslutninger ville kunne agtes gyldige og ventes opretholdte af Domstolene eller andre Autoriteter, medmindre Kommissionen har ifølge Lov eller derved hjemlet Forføining af Kommunebestyrelsen havt Kompetence til at tage Bestemmelsen eller fatte Beslutningen». Det heder altsaa her udtrykkelig, at det er Kompetencen, hvorom der handles. Afgjørelsen af, hvorvidt Beslutningen i og for sig er rimelig eller hensigtsmæssig, skal efter den fgl. Prop. henligge under en anden Autoritet end Domstolene. Det heder nemlig videre: «Men forsaavidt det matte hænde, at en Beslutning af Sundhedskommissionen, skjønt denne ikke havde overskredet sin Kompetence, dog maatte ansees uhensigtsmæssig eller urimelig, maa det utvivlsomt erkjendes nødvendigt, at der gives en Instants, hvorhen man kan ty for at faa Beslutningen hævet eller forandret». Men denne Instants har Loven sagt skal være en høiere administrativ Autoritet, nemlig enten vedf.

Side:180

Departement eller Kongen, af hvem allene Sundhedskommissionens Beslutninger kunne ophæves eller forandres, forsaavidt de ere lovmedholdig fattede, d.v.s.: afgivne i Henhold til den Kompetence, som ved Lovgivningen er tillagt Sundhedskommissionen. Dette følger ogsaa tildels af de andre Bestemmelser i Loven. I §3 nævnes de forskjellige Gjenstande, hvorpaa Sundhedskommissionen skal have sin Opmærksomhed henvendt, Renlighed, skadeligt stillestaaende Vands Afledning osv.; fremdeles skal den paase, at tilstrækkelig Luftvexling finder Sted i Kirker, Skoler osv., at ingen Næringsvei drives med større Fare for den almindelige Sundhedstilstand, end der nødvendig flyder af Bedriftens eget Væsen osv. Alle de i §'en opregnede Gjenstande skal Sundhedskommissionen paase. Dette viser ogsaa, at den i Tilfælde selv skal undersøge Sagen og at det er sin egen Dom, som den skal afgive, uden at være eller kunne være forpligtet til at rette sig efter hvad der ved Vidnebevis eller paa anden Maade skulde kunne godtgjøres at være forhaanden. Sundhedskommissionens Beslutning kan være grundet paa noget subjektivt, som den ikke behøver ved Vidner eller paa anden Maade at godtgjøre, virkelig finder Sted. I den under 21 Juni 1873 i Høiesteret paakjendte Sag* ) er det ogsaa under Votering udtrykkelig udhævet, at det er Sundhedskommissionen, som har den udelukkende Ret til at bedømme de forskjellige Tilfælde, som ere lagte under dens Ressort; men at det, fordi Sundhedskommissionen er tillagt en saa væsentlig Magt, har været nødvendigt i Lovgivningen at indskrænke dens Virkekreds til visse lovbestemte Tilfælde. En almindelig og ubegrændset Ret for Sundhedskommissionerne ansaa man det urigtigt at indrømme dem, da herved de Private vilde kunne paalægges altfor store Indskrænkninger i Raadigheden over sin Eiendom og i sin Bedrift, og derfor var det i Lov om Sundhedskommissioner §4 paalagt Sundhedskommissionen at gjøre Forslag til almindelige Forskrifter med Hensyn til Sundhedsvæsenet inden Kommunen, hvilket Forslag skulde undergives den sædvanlige Behandling og Beslutning iden Repræsentantskabet, som herhos skulde undergives fgl. Approbation, forinden den kunde være gyldig. I Overensstemmelse hermed blev ogsaa for Kristianias Vedkommende Vedtægterne afødt xx.xx.1874 udgivne, og videre end til angaaende de Gjenstande, hvorom det i disse Vedtægter, sammenholde med Lovgivningen, forøvrigt maatte være bestemt at fatte Beslutning, gaar ikke Sundhedskommissionens Myndighed. Naar i Overensstemmelse hermed Lov 16 Mai 1860 §7 taler om «lovmedholdigt fattede Beslutninger» af Sundhedskommissionen, kan der, saavidt jeg skjønner, ikke sigtes til andre Beslutninger end saadanne, som Sundhedskommissionen i Medhold af Lovgivningen er berettiget til at fatte, altsaa Beslutninger om de Gjenstande, hvorom Vedtægterne og Loven giver Sundhedskommissionen Myndighed til at træffe Beslutning. Navnlig forekommer det mig, at man, hvis man vil fortolke Udtrykket «lovmedholdigt» paa en anden Maade og referere det til Kommissionens Undersøgelse af, hvorvidt de faktiske Forudsætninger, hvorfra Loven er gaaet ud, virkelig ere tilstede, da havde man sikkerlig i selve Loven erholdt en Udtalelse saavel om, hvem Bevisbyrden paaligger i saa Henseende, som om, hvorledes man iøvrigt havde at gaa frem, naar man bestred Sundhedskommissionens Paalæg eller Udtalelser. Men herom indeholdes Intet i Loven, og deraf synes jeg, at man maa være berettiget til at slutte, at heller ikke den Private har Adgang til paa den Maade at søge at omstøbe Sundhedskommissionens Paalæg eller Udtalelser. I Regelen ville de Tilfælde, hvori Sundhedskommissionen optræder, navnlig med Hensyn til, hvorvidt der er Fare for Sundheden eller ikke, kræve en hurtig Afgjørelse, og forsaavidt den Private skulde have Adgang til at requrrere til Domstolene og der at søge oplyst, hvorvidt de faktiske Forhold ere skadelige eller ikke, vilde mangen Gang en Beslutning, som det var nødvendigt snart at fatte og sætte igjennem, aldeles kunne

Side:181

forhales ved den Privates Indskriden, hvilket er aldeles mod Lovens Hensigt. Spørgsmaalet er altsaa efter min Mening allene: har Sundhedskommissionen i nærv. Tilfælde truffet en Bestemmelse paa et Felt, der er underlagt dens Myndighed? Herom kan der formodentlig ikke være den mindste Tvivl, idet Sundhedsvedtægterne for Kristiania §24 og §25 udtrykkelig udtale, §24 at «for Fabriker og Næringsbrug, hvilke formedelst den stedfindende Behandling af Gjenstande, der ere skadelige for Helbreden, eller paa Grund af Bedriftens egen Natur maa antages at være farlige for Arbeidernes eller Omboendes Sundhed, kan Sundhedskommissionen foreskrive de til Fjernelse af Faren fornødne Forholdsregler, forsaavidt Driftens Beskaffenhed tillader den», og §25 at «større Ildsteder skulle være forsynede med saa høie Skorstenspiber eller med saadanne Indretninger, at Røgen ikke bliver skadelig for de Omboendes Sundhed». Begge Tilfælde ere altsaa undergivne Sundhedskommissionens Ressort. Men i saa Fald er det efter min Mening uden Nytte og endog urigtigt, om Domstolene vilde indlade sig paa at tage under Overveielse, hvorvidt de faktiske Forudsætninger, som ligge til Grund for de Bestemmelser, hvorom der er Spørgsmaal, ere tilstede, eller om den Maade, hvorpaa man har søgt at forebygge visse Ulemper, er hensigtsmæssig eller ikke. Efter §7 i L. 1860 skal Afgjørelsen heraf ene og allene være undergivet vedkommende Regjerings-Dept. eller Kongen. Dette er ogsaa stemmende med hvad der overalt ellers gjælder med Hensyn til Foranstaltninger, som træffes af en administrativ Myndighed. Er der givet denne Ret til at handle i et vis Slags Sager, saa kan ikke dens Foranstaltninger røres af Domstolene af den Grund, at der skulde savnes tilstrækkelig Lovmæssighed.

• ) Rt-1873-605.

Et andet Spørgsmaal, som kan opkastes, er dette, om den Paastand, som fra Sundhedskommissionens Side er nedlagt, i nogensomhelst Henseende af den, senere er frafaldt, i hvilket Tilfælde der nemlig kunde blive Spørgsmaal om, hvorvidt noget andet af Domstolene paa egen Haand kunde sættes i Stedet. Med Hensyn til den første Post i Sundhedskommissionens Paalæg, nemlig, at de paa Retorthusets Tag anbragte Ventilationsaabninger skulle forhøies mindst 50 Fod over Gadelinien, er der nemlig af vedkommende Arkitekt, til hvem Gasverket havde henvendt sig, erklæret, at en saadan Anbringelse af Ventilationsappareterne ikke kunde foregaa uden at man vilde resikere, at den hele Bygning kunde styrte omkuld, og efterat denne Oplysning var meddelt Sundhedskommissionen, have 3 af dens Medlemmer, nemlig Stadsfysikus, Stadsingeniøren og Murmester Lühr i en Erklæring afødt xx.xx.1875 udtalt sig paa en saadan Maade, at Kommissionen efter Tilt.s Paastand skulde have frafaldt Fordringen om Ventilationsaabningernes Anbringelse paa den forestaaende Maade, men foreslaaet en anden Maade, hvorpaa Paalægget kunde efterkommes, idet de anføre, at Foranstaltningen kunde iverksættes paa den Maade, at man forhøiede Bygningernes Ydermure; og efterat Sundhedskommissionen i denne Anledning af Tilt. var gjort opmærksom paa, at dette Expedient heller ikke kunde benyttes, men man maatte være nødsaget til, for at efterkomme Paalægget, at rive den hele Bygning ned, har Kommissionen eller dens enkelte Medlemmer ikke ytret sig derom. Jeg kan dog ikke finde, at der heraf skulde kunne udledes nogen Frafaldelse af Kommissionens oprindelige Paalæg. Den udtaler tvertimod i den nævnte Erklæring afødt xx.xx.1875, at Gaskompagniet ikke maa have henvendt sig til saadanne, af hvem det kunde vente nogen sagkyndig Assistance, og tilføier, at den omhandlede Foranstaltning maatte kunne iværksættes ved Forhøielse af Bygningernes Ydermure. Men heri forekommer det mig, at der kun ligger en Antydning om, paa hvilken Maade Sundhedskommissionen antog, at dens Paalæg kunde efterkommes, idet det var den ligegyldigt, hvorledes det blev gjort, naar kun Paalægget blev efterkommet, saaledes som det var fremsat. Nogen Frafaldelse af dens Udtalelse i det oprindelige Paalæg, kan jeg ikke finde, at der ligger heri; Kommissionen har tvertimod under den hele

Side:182

Procedure for Politiretten stadig vedblevet, at der skulde gives Dom for det af den gjorte Paalæg. Saavidt de i Sagen fremkomne Oplysninger vise, forekommer det mig rigtignok, at det er en urimelig Paastand, som er fremsat af Sundhedskommissionen; men dette er netop et saadant Tilfælde, som man efter Propositionen om Loven afødt xx.xx.1860 har havt for Øie, idet man nemlig, hvor Sundhedskommissionen havde truffet en urimelig eller uhensigtsmæssig Bestemmelse, skulde have Adgang til at faa den forandret ved en høiere Autoritet. - Det Samme gjælder tildels ogsaa om Forhøielsen af Piberne. Den ene af Piberne, er det oplyst, er bygget paa en saadan Maade, at den ikke kan forhøies, men at man maa rive Bygningen ned paa det Sted, hvor Piben staar, og hvis den saaledes skal opbygges fra Grunden af, har Gaskompagniet oplyst, at det Rum, som er indeni Retorthuset, vil blive saa indskrænket, at man ikke hensigtsmæssig kan benytte Retorterne og maa sløife flere af dem, hvilket vilde være til megen Ulempe. - Med Hensyn til den brugte Methode ved Rensningen af Gasen, er det under Politisagen, som allerede tidligere bemærket, oplyst, at ved den Methode, som man udelukkende har benyttet siden Sommeren 1874 og tildels siden 1872, blive 9 Tiendedele af Svovlvandstofgasen eller den Svovlvandstof, som indeholder Gas, omsat til en ikke lugtende Syre, medens kun en Tiendedel bliver borttaget ved Jernoxyd, og at saaledes den skadelige Gasart, som udvikles, er høist ubetydelig, ligesom ogsaa Skiftningen af Rensematerialet foregaar meget mindre hyppig, end ved andre Gasverker. Det er saaledes maaske mulegt, at Methoden ikke har den skadelige Virkning, som Sundhedskommissionen fra først af har antaget. Men da visse Oplysninger havde foreligget for Kommissionen under Sagens Drift, uden at den har fundet Anledning til at gjøre nogen Forandring med Hensyn til sin Paastand, antager jeg mig berettiget til deraf at slutte, at Kommissionen fremdeles har fastholdt sin Paastand, og antaget, at selv denne Rensningsmethode er forbunden med en skadelig Indflydelse paa de Omboende, som Kommissionen har anseet sig berettiget til at søge hævet ved de Foranstaltninger, som den har bragt i Forslag. At der senere er opført er nyt Rensehus, hvori Rensningen nu skal foregaa, kan formentlig ikke have nogen Indflydelse paa det ældre Hus, hvorom der er Spørgsmaal, da Gaskompagniet har erklæret, at det fremdeles vil forbeholde sig Adgang til at benytte det og det rimeligvis ogsaa paa den Maade, som tidligere har været brugt. Om det nye Hus og den i dette anvendte Methode har Kommissionen i Erklæring afødt xx.xx.1875 udtalt, at efter de meddelte Oplysninger vil Kommissionen ikke modsætte sig, at Bygningen opføres saaledes, som foreslaaet, hvilket maa være saaledes at forstaa, at Kommissionen nu anser sig fyldestgjort ved den Maade, hvorpaa det er oplyst, at Rensningen i dette Hus skulde foregaa og hvorved ingensomhelst skadelig Gasart vilde kunne udvikles.

Saa uheldigt jeg altsaa endog finder det at være, at Høiesteret skal være nødsaget til at afsige en Dom, hvorved de af Sundhedskommissionen gjorte Paalæg maa blive at tage til Følge, uagtet der, som jeg antager, under Sagen er oplyst Omstændigheder, hvorved det synes godtgjort, at de af Sundhedskommissionen trufne Foranstaltninger ere uhensigtsmæssige og urimelige, antager jeg dog, at man ikke kan komme til noget andet Resultat, end det nævnte. Men Grunden hertil er fornemmelig den, at Gasverket istedenfor at gaa den Vei, som Lovgivningen i saa Henseende har foreskrevet, nemlig at henvende sig til vedkommende Regjerings-Departement eller Kongen, af hvem allene Sundhedskommissionens Beslutninger kunne ophæves eller forandres, har valgt at lade Sagen undersøge og paadømme ved Domstolene. Disse have i dette Tilfælde, efter min Mening, intet andet at gjøre, end at give Paalægget den fornødne Exekutionskraft. Jeg skal kun bemærke, at der ikke kan være Tale om at ilægge Gasverket nogen Mulkt for ikke at have efterkommet Paalægget, da der, saavidt jeg skjønner, ikke fra det Offentliges Side herom er vedtaget nogen Paastand, efterat Byretten i sin Dom havde erklæret,

Side:183

at der herom under nærværende Sag ikke var Tale, og tildels ogsaa fordi jeg med Byretten maa være enig i, at da Sagen er anlagt, forinden den Frist var udløben, som Sundhedskommissionen havde fastsat til Paalæggets Efterkommelse, bør der heller ikke her kunne være Spørgsmaal om at mulktere Gasverket, fordi det ikke har opfyldt Paalægget. - Det er formentlig overflødigt at bemærke, at selv efterat Dom af Høiesteret er afsagt, maa det staa Gasverket frit for, at lade Sagen endelig afgjøre paa den Maade, som Loven har foreskrevet, nemlig ved at gaa til vedkommende Departement eller Kongen. Med Hensyn til den 3die Post i Sundhedskommissionens Paalæg heder det vistnok, at den skulde gjælde Rensningsprocessen i samtlige Bygninger, uden at det netop er indskrænket til den enkelte Bygning, hvori den Gang, da Paalægget gaves, Rensningen foregik. Men efter Oplysningerne under den hele Sag saavelsom efter Sundhedskommissionens Erklæring afødt xx.xx.1875 antager jeg, at denne Post ikke kan forstaaes strikte efter Ordene. Nogen Misforstaaelse kan ialfald ikke finde Sted, og jeg antager altsaa, at der forsaavidt ikke kan være noget til Hinder for, at Paalægget befølges i Dommen. Med Hensyn til den Frist, under hvilken Paalægget skulde være effektueret, har der for Høiesteret ikke været Spørgsmaal om fastsætte nogen anden Frist end den af Sundhedskommissionen forlagte. Ved Processualia har jeg intet Væsentligt at bemærke.

Jeg konkluderer saaledes:

Direktør D. Pihl paa Kristiania Gaskompagnis Vegne bør under en daglig Mulkt af 10 - ti - Kroner til Kristiania Fattigkasse inden 3 - tre - Maaneder fra nærværende Doms Afsigelse efterkomme de af Kristiania Sundhedskommission under 23 Juli 1874 afgivne Bestemmelser. I Salarium til Aktor for Høiesteret, Advokat Ebbell, betaler Tiltalte 250 - to hundrede og femti - Kroner.

Assessor A. Thomle: Jeg kan ikke være enig med Førstvoterende i, at anse Beslutningen afødt xx.xx.1874 med de deri givne Paalæg for lovmedholdig. Som det vil sees, er Sundhedskommissionens Beslutning udelukkende grundet derpaa, at ved Undersøgelse var godtgjort, at der fra Gasverkets Retorthus paa Grunden No. 36 i Storgaden udstrømmede Dampe og Røg, som forulempede Naboerne og sloge ned i Gaden samt at der fra Rensningsapparaterne og ved Udvindingen af Biprodukter udstrømmede stinkende Gasarter, som udbredte sig til de nærliggende Bygninger, og naar der i Forbindelse hermed er henvist til §24 og §25 de for Kristiania gjældende Sundhedsregler, er det herved at mærke, at disse § aldeles ikke angaa, hvad der har motiveret Sundhedskommissionens Beslutning, Efter §24 er Sundhedskommissionens Ret til at skride ind betinget af, at vedkommende Fabrik eller Næringsbrug er skadelig for Helbreden eller maa antages at være farlig for Arbeidernes eller de Omboendes Sundhed, og i §25 bestemmes det, at større Ildsteder skulle være forsynede med saa høie Skorstenspiber eller saadanne Indretninger, at Røgen ikke bliver skadelig for de Omboendes Sundhed. Af begge disse § fremgaar det altsaa, at det, forat de kunne komme til Anvendelse, maa være oplyst, at den tilstand, som skal forandres, er skadelig for Arbeidernes eller de Omboendes Sundhed. Derimod kan man ikke af disse § udlede, at Sundhedskommissionen har nogen Myndighed til at træffe de i § omhandlede Foranstaltninger, fordi Bedriften medfører Dampe og Røg der forulemper Naboerne og slaa ned i Gaden, saaledes som i Motiverne til Beslutningen forklaret. At anse det af Sundhedskommissionen selv givne faktiske Grundlag for dens Beslutning suppleret derved, at der henvises til §24 og §25 i Sundhedsvedtægterne, kan jeg ikke anse beføiet; thi et er den faktiske Forudsætning for disse §s Anvendelighed og et andet Indholdet af selve § Hvad man maa sige om Sundhedskommissionen og dens Beslutning, er altsaa, at den har anseet §24 og §25 som hjemlende noget, som de efter sit virkelige Indhold ikke hjemle, og Beslutningen er derfor, efter

Side:184

min Mening, ikke lovmedholdig. Der er heller ikke nogensinde fremkommet nogen Erklæring fra Sundhedskommissionen, hvori der udtales, at de af den paapegede Forhold ere skadelige for Arbeiderne eller de Omboende. Derimod har vistnok Stadsfysikus Videnskap erklæret sig i den Retning; men selv han har dog i en Skrivelse til Politiadjutant Hansen afødt xx.xx.1875 ytret sig paa en Maade, der ikke giver Anledning til at tro, at han selv har været meget overbevist om Farligheden af den Tilstand, som Sundhedskommissionen havde til Hensigt ved sine Paalæg at faa forandret. Han siger nemlig: «Der er navnlig ikke fremkommet noget Bevis for, at den Røg og Stank, som Gasverket udbreder, endog i betydelig Afstand, ikke er skadelig for de Individers Helbred, hvis Respirationsorganer jevnlig og i længere Tidsrum maa indaande samme.» Det er ogsaa det svage Punkt i Sagens Bevisligheder, at der saagodtsom intet er oplyst om, at den Tilstand ved Gasverket, som fandt Sted, da Sundhedskommissionens Beslutning afgaves, har været skadelig for de Nærboendes Helbred. Dette er af Direktør Pihl bestrid, med Støtte i Erklæringer, afgivne af Universitetets chemiske Professorer og Professoren i Physiologe, Worm-Müller, og Sundhedskommissionen har, som sagt, ikke, ialfald ei paa nogen tydelig Maade, udtalt sig derom, medens Udtalelserne fra Stadsfysikus Videnskap, der selvfølgelig ikke er det samme som Sundhedskommissionen; ialfald ikke i og for sig kan ansees for afgjørende. Efter det saaledes Anførte kommer jeg ikke ind paa de øvrige Spørgsmaal, som Sagens Afgjørende maatte foranledige og jeg konkluderer:

Direktør D. Pihl paa Kristiania Gaskompagnis Vegne bør for Politiaktors Tiltale i denne Sag fri at være. Aktor for Høiesteret, Advokat Ebbell, tillægges i Salarium 250 Kroner, som udredes af Statskassen.

Assessor I. S. Thomle: Jeg kommer til samme Resultat, som Andenvoterende. Da jeg imidlertid ikke bygger paa af ham udviklede Betragtningsmaade, som ikke forekommer mig afgjørende, bliver jeg nødt til nærmere at gjøre Rede for hvad der hovedsagelig bestemmer mig, hvilket væsentlig er dette, at jeg, saaledes som Sagen nu foreligger for Høiesteret og efter de væsentlige Forandringer, som Forholdet er undergaaet fra den Tid, da Sundhedskommissionen fattede sin Beslutning, 23 Juli 1874, ikke antager, at Høiesteret bør indlade sig paa at give Dom for, at Tilt. under daglig Mulkt skal efterkomme de under bemeldte Dato af Sundhedskommissionen ham givne Paalæg. Jeg skal foreløbig bemærke, at det forekommer mig være en mindre heldig Maade, hvorpaa Sundhedskommissionen har motiveret de af den givne Paalæg. Man lades virkelig, som af Andenvoterende bemærket, i Tvivl om, hvorvidt det har været Kommissionens Mening, at de Ulemper, som i Beslutningens Præmisser udtrykkelig fremhæves som Kommissionen har havt for Øie, medføre skadelige Følger for Arbeidernes eller de Omboendes Sundhed eller Fare for deres Helbred. Men jeg tror dog, at man paa Grund af, at selve Beslutningen er fattet i Henhold til §24 og §25 Sundhedsvedtægterne og da Sagens Spørgsmaal ogsaa fra Tilt.s Side sees at være opfattet saaledes, som om Sundhedskommissionen har ment, at Tilstanden var skadelig for Helbreden, samt da den hele Procedure ligeledes har dreiet sig derom, og Forsvaret fra Tilt.s Side er gaaet ud paa, at godtgjøre, at der ikke var nogen Fare for Helbreden, - at man, siger jeg, kan gaa ud fra, at det i Virkeligheden har været Sundhedskommissionens Mening, at de omhandlede Ulemper af en saadan Beskaffenhed, at de udsætte navnlig de Omboendes Helbred for Fare. - Om Arbeidernes Helbred har der ikke i Sagen været Tale. - Spørgsmaalet for Høiesteret er altsaa dette, om §24 og §25 i Sundhedsvedtægterne ere saaledes at forstaa, at det er Sundhedskommissionen, som har at afgjøre, om Driften ved Røgen fra Skorstenene udsætter de Omboendes Helbred for Fare. Dette Spørgsmaal forekommer mig utvivlsomt at være et rent Retsspørgsmaal og dets Afgjørelse allene at

Side:185

tilkomme Domstolene, og jeg kan ikke finde, at der mod denne Opfatning kan hentes noget Argument enten fra L. 16 Mai 1860 eller fra Udtalelserne under Voteringen i den af Førstvoterende nævnte Høiesteretssag, der paakjendtes 21 Juni 1873. Det forekommer mig tvertimod, at denne Dom hviler paa samme Opfatning i den her omspurgte Henseende af Loven, som den, jeg ogsaa nu tror er den rigtige. Hvad dernæst angaar selve dette Spørgsmaal, om det virkelig kan være Lovens og de i Medhold af samme givne Sundhedsvedtægters Mening, at det er Sundhedskommissionen, som efter sit Skjøn har at afgjøre, om der er Fare forhaanden, og at der altsaa ikke kan være Tale om at føre noget Bevis mod dette Skjøn, da forekommer dette mig vistnok ikke utvivlsomt; thi Vedtægterne udtrykke sig paa en Maade, som i det Mindste for mig lader det meget uklart, hvad Meningen i saa Henseende er. Det heder i §24: «For Fabriker og Næringsbrug, hvilke formedelst den stedfindende Behandling af Gjenstande, der ere skadelig for Helbreden, eller paa Grund af Bedriftens egen Natur maa antages at være farlige for Arbeidernes eller Omboendes Sundhed, kan Sundhedskommissionen foreskrive de til Fjernelse af Faren fornødne Forholdsregler, forsaavidt Driftens Beskaffenhed tillader dem.» Navnlig dette sidste Tillæg forekommer mig at vise, at det ikke har været Vedtægternes Mening ubetinget at overlade Alting til Sundhedskommissionen Skjøn. Dette Tillæg fik §en under Behandlingen i Repræsentantskabet netop for at begrændse Sundhedskommissionens Myndighed, og det synes derfor lidet tvivlsomt, at det Spørgsmaal, om Driftens Beskaffenhed tilsteder Efterkommelsen af de Forskrifter, som Sundhedskommissionen maatte give for at forebygge Fare, ikke ubetinget kan være henlagt under dennes egen Afgjørelse, saaat Sundhedskommissionen, uden alt Hensyn til hvilke Oplysninger, der i saa Henseende maatte være tilveiebragte, blot skulde kunne sige: «ja, men vi antage ikke, at disse Forholdsregler staa i Strid med Bedriftens Beskaffenhed.» Og det er virkelig tildels dette, at Driftens Beskaffenhed tilsteder Efterkommelsen af Sundhedskommissionens Paalæg, som under nærværende Sag fra Direktør Pihls Side er bestridt. Jeg vil imidlertid indrømme, at der, da der nu engang er anordnet en administrativ Myndighed til at vaage over disse Anliggender og navnlig til at paase Gjennemførelsen af de givne sanitære Foreskrifter, er meget, som taler for, at det har været Lovens og Vedtægternes Mening, at denne Myndighed, som er sammensat saaledes, at Loven maa have antaget, at den indeholder al ønskelig Sagkyndighed, ogsaa skulde bedømme, hvad man ellers vilde have henvist til Afgjørelse ved et i Lovens Former optaget Skjøn af sagkyndige Mænd. Ialfald antager jeg, at naar Sundhedskommissionen har afgivet et Skjøn, som gaar ud paa, at der er Fare forhaanden og at der maa anvendes visse Forebyggelsesmidler derimod, saa maa der føres et meget stærkt Bevis for at svække dette Skjøns ved Erklæringer fra Professorerne i Kemi og Fysiologi tilveiebragte Oplysninger ere skikkede til at vække stærk Tvivl om Rigtigheden og Paalideligheden af Sundhedskommissionens Skjøn, vover jeg dog ikke at erklære, at det derved maa ansees godtgjort, at der ingen Fare for Helbreden er tilstede. Jeg anser det heller ikke ganske nødvendig i nærværende Sag med Bestemthed at udtale mig om dette Spørgsmaal, fordi som jeg allerede har bemærket, Sagens processuelle Stilling og de Forandringer, som senere ere foregaaede i de faktiske Forhold, for mig afgive tilstrækkelig Motiver til ikke at stemme for, at Høiesteret giver Dom overensstemmende med den nedlagte Paastand. Forsaavidt denne gaar ud paa, at Direktør Pihl skulde ilægges Mulkt, er den forkastet af Byretten og det, som jeg tror, med Rette, skjønt jeg ikke er ganske enig i den Grund, hvorpaa Byretten har støttet sin Dom forsaavidt. Men Sagen er, at Direktør Pihl er forelagt Mulkt for ikke at ville efterkomme Sundhedskommissionens Beslutninger og Paalæg; men dette, at man ikke vil efterkomme eller ikke efterkommer et saadant Paalæg, er noget, som ikke efter

Side:186

Lovgivningen paadrager Mulkt. L. 16 Mai 1860 ligesom Vedtægterne fastsætte kun Mulkt for Overtrædelse af Lovens eller Vedtægternes Forskrifter; med Hensyn til Paalæg som Sundhedskommissionen giver om at træffe Foranstaltninger, som den anser hensigtsmæssige, har man efter Vedtægterne og Loven to Veie at gaa. Enten kan man gjøre, som i dette Tilfælde, anlægge Sag mod Vedkommende for at faa ham af Domstolene under daglig Mulkt tilpligtet at udføre Paalægget; dette er en Fremgangsmaade, som sædvanlig anvendes i lignende Tilfælde, f. Ex. efter Bygningslovgivningen. Eller ogsaa kan Sundhedskommissionen, hvortil Vedtægterne udtrykkelig give Adgang, selv lade udføre, hvad den vil have gjort, paa Vedkommendes Bekostning. Men at man skulde straffes, fordi man negter at efterkomme Sundhedskommissionens Beslutning, derom er intet bestemt og derom tror jeg ikke, at der kan være Spørgsmaal. Hvad dernæst Paalægget om disse forskjellige Foranstaltninger angaar, skal jeg, da Sagen ikke er ganske ens i alle Punkter, behandle hver enkelt Del særskilt. Paalæggets Post 1 gaar ud paa, at Gasverket skal forhøie de i Retorthusenes Tag anbragte Ventilationsaabninger indtil mindst 50 Fod over Gadelinien, og at de nævnte Aabninger skulle være uden Overdække og med tætte Sider. Hvorledes dette Paalæg egentlig er at forstaa, er ikke ganske klart. Man ser, af hvad der er oplyst under Sagen, at Direktør Pihl oprindelig har forstaaet dette saaledes, at Meningen var, at der skulde anbringes en Skjærm over eller langs den hidtilværende Aabning i Taget, hvilken Skjærm maatte være af 20-21 Fods Høide og ikke have nogen Aabning paa Siderne men være uden Dække og ganske aaben oventil. I denne Anledning henvendte han sig da til en Arkitekt med Spørgsmaal: lader dette sig gjøre? Derpaa faar han fra Arkitekten og Prof. Guldberg det Svar: det lader sig nok gjøre; men Følgen vil være, at man er udsat for, at hele Taget rives overende. Efterat derpaa Direktør Pihl i en fremlagt Erklæring, som jeg maa betragte som hans Svar i Sagen, har udtalt: dette gaar ikke an, sender Aktor denne Erklæring til Sundhedskommissionen, hvis Formand tilligemed 2 af dens Medlemmer derpaa afgive en Moderklæring, hvori de sige: det er blot Taabelighed af Arkitekten, at han kan komme med saadant; man behøver jo slet ikke at gjøre det paa den Maade, som han vil; men det kan med Lethed ske derved, at man forhøier Husets Sidemure; Taget bliver da saa meget høiere, og Ventilationsaabningerne kan anbringes ganske saaledes, som vi ville. Man maa her lægge Mærke til, at Direktør Pihl oplyser, at den Opfatning, som han havde af Paalægget, saaledes som det oprindelig blev givet, havde han faaet derved, at et Medlem af Sundhedskommissionen mundtlig for ham havde forklaret, at saa var Meningen, og dette Direktør Pihls Anbringende er aldrig blevet modsagt og maa saaledes efter Procesreglerne i Sager af denne Beskaffenhed ansees for at være in confesso. Efterat Sundhedskommissionen nu havde erklæret, at saa ikke var Meningen, men at det kunde gjøres paa en anden Maade, gjør Direktør Pihl atter Indvendinger og siger: dette gaar ikke an, uden at enten maa Huset rives ned, - thi Murene ere ikke stærke nok til at taale en saadan Paabygning, - eller ogsaa maa der anbringes Stræbepillarer, Kontreforts, og de ville komme saa langt ud i Gaden, at det ikke gaar an. Derpaa svares: dette er heller ikke nødvendigt, og Aktor i Høiesteret forklarer, at det kan ske paa mange andre Maader, om hvilke der dog er Disput. Men saa meget maa jeg efter dette for mit Vedkommende dog anse for afgjort, at den oprindelige Paastand, saaledes som den var formet i Beslutningen afødt xx.xx.1874, nu af Sundhedskommissionen er frafaldt, Dette fremgaar ogsaa deraf, at Aktor i Høiesteret har forandret Paastanden herom; hans Paastand gaar ikke ud paa, at Paalægget skal tages til Følge saaledes som det er givet, og ligesaalidt som jeg derfor tror, at det gaar an, at Høiesteret nu giver Dom for, at dette Paalæg under daglig Mulkt skal efterkommes, ligesaalidt tror jeg, at Høiesteret er berettiget til, eller ialfald at Retten bør indlade sig paa at substituere noget

Side:187

Andet, hvorved man antager at ville ramme Sundhedskommissionens Mening. Thi hvad der skal gjøres, faar sandelig blive dens egen Sag at bestemme, og jeg tror, at man derved vilde gribe ind i dens Myndighed paa en Maade, som ikke er rigtig, og hvortil der ikke er nogen Grund. Sagen er nemlig, at om Høiesteret ikke giver en saadan Dom som den, der her er forlangt, er Sagen ikke derved endelig afgjort. Sundhedskommissionen maa kunne give et nyt lignende Paalæg, og der er ingen retlig Umulighed i, at man kan blive nødt til da at tage dette til Følge. En anden Hindring mod at befølge den oprindelige Paastand i nærv. Sag, ligger i den Omstændighed, at Sagen nu er i en ganske anden Stilling end 23 Juli 1874; thi det er oplyst og in confesso i Høiesteret, at der nu er opført et nyt Retorthus, som er det, der hovedsagelig bruges, og uagtet der i dette Hus ikke findes nogen saadan Ventilationsaabning som de af Sundhedskommissionen for det gamle Retorthus paabudte, maa det ansees erkjendt, at Huset er saaledes indrettet, at der Intet i saa Henseende er iveien. Det gamle Retorthus bruges vistnok endnu, men kun i mindre Udstrækning og til enkelte Tider, saaat man maa sige, at Sagen forsaavidt er bragt i en ganske anden Stilling. Medens det gamle Retorthus brugtes stadig og altsaa de Ulemper, som efter Sundhedskommissionens Mening opstod ved, at Røg og Dampe gik ud i en altfor ringe Høide, var Noget, som gjentog sig hver eneste Dag, foregaar dette nu kun til enkelte Tider og i langt ringere Grad. Dette anfører jeg kun, fordi man dog efter dette aldeles ikke kan vide, om Sundhedskommissionen nu længere vil have dette Paabud gjort gjældende. Derfor forekommer det mig ogsaa, at det skulde have været ønskeligt, om Sagen i sin nærv. Stilling atter havde været forlagt Sundhedskommissionen; thi jeg finder det høist sandsynligt, at hvis den nu havde Sagen til Afgjørelse, vilde dens Beslutning blive en ganske anden end den, som fattedes 23 Juli s. A. Dette er mine væsentlige Grunde mod at give Dom overensstemmende med Paalægget Nr. 1. Hvad Paalægget under Nr. 2 angaar, er jeg mere i Tvivl. Det gaar ud paa, at Retortskorstenene skulle forhøies indtil mindst 80 Fod over Gadelinien. I denne Henseende er der fra Tiltaltes Side gjort den Indvending, at dette Paalæg maa være skeet i Henhold til Vedtægternes §25, men at denne § her er uanvendelig, dels og væsentlig, fordi der efter hans Paastand fra disse Ildsteder ikke opstiger Røg gjennem Retortskorstenene, dels fordi ialfald den Røg, som kommer, ikke er skadelig for Helbreden. Men dette tror jeg af en Grund, som ikke er specielt berørt under Proceduren, ikke kan komme videre i Betragtning. Der ildes, siger man, med Cokes, og disse ere allerede i Forveien skilte ved de Kulpartikler og andre Stoffer, der udgjøre de Bestanddele af Røgen, som gjøre denne skadelig for Helbreden. Naar man ilder med Cokes, er Tilfældet derfor det samme, som om der havde været anbragt en Indretning i Piben, hvorved Røgen var gjort uskadelig, saaledes som §25 forudsætter. Men, saavidt jeg har forstaaet, er der i Sagen ingen Oplysning om, at der ikke kan ildes med andet end Cokes. At det er større Ildsteder, hvorved Retorterne opildes, er ikke bestridt, og der haves ingen Oplysning om, at det er nødvendigt dertil allene at bruge Cokes. Det er altsaa muligt, at Sundhedskommissionen kan sige, at da der efter Vedtægterne ikke maa haves større Ildsteder, uden at de ere forsynede med saadanne Skorstenspiber som de paabudte, kan den Omstændighed, at der nu ikke bruges andet end Cokes, ikke komme i Betragtning, naar der dog kan bruges saadant Opildningsmateriale, som kan frembringe de omhandlede Ulemper. Der handles her om en Forskrift, som staar i Loven, og naar der altsaa gaaes ud fra, at Sundhedskommissionen i Tilfælde skal skjønne, hvor høie Piberne skulle være, vil Forpligtelsen til at efterkomme dette Paalæg dermed være given. Men ogsaa her maa den Omstændighed, at der er opført et nyt Retorthus og at det gamle kun bruges sjelden og navnlig den ene Skorsten sandsynligvis aldeles ikke, komme i væsentlig Betragtning. Derfor tror jeg, at det heller ikke

Side:188

vilde være rigtigt, saaledes som Sagen nu foreligger, at give nogen Dom for at Tilt. under en daglig Mulkt skal forhøie disse Skorstene. Dette vilde nu efter den Forbindelse, hvori det Ene staar med det Andet, være noget ganske uvæsentligt. Det er forøvrigt vistnok meget tvivlsomt, om §24 overhovedet er anvendelig paa ældre, efter de ved Istandbringelsen værende Forhold lovlig indrettede Ildsteder og Skorstene; men jeg tør ikke bestride, at dette, skjønt det ikke forekommer mig meget antageligt, dog har været Meningen. Og naar man gaar ud fra, at det ældre Forhold kunde være skadeligt for Sundheden, og naar man, som Byretten gjør, indrømmer, at Skorstenene maa kunne fordres forhøiede, saa synes den Omstændighed, at den ene Skorsten er saa svagt bygget, at den ikke kan forhøies, men maa rives ned, ikke at kunne komme i videre Betragtning. Opførelsen af en Skorsten er heller ikke saa stor en Affære, at det fra den Side kan siges at være usandsynligt, at det har været Lovens Mening at give Sundhedskommissionen denne Myndighed. Bygningsloven for Kristiania afødt xx.xx.1875 tillægger Bygningskommissionen en fuldstændig lignende Myndighed. Hvad 3die Post angaar, er den for det Første meget uheldig udtrykt. Den tilpligter Gaskompagniet «at lade Processer, hvorved Gasen renses og Biprodukterne udvindes, foregaa i Bygninger» osv. istedenfor at naturligvis Meningen er, at det forbydes Kompagniet at lade disse Processer foregaa andensteds end i Bygninger, som osv. Dernæst er der den væsentlige Omstændighed, at der nu ogsaa er bygget et nyt Rensehus, hvor Rensningen foregaar efter fuldkommen ny Methode og paa en saadan Maade, at de skadelige Gasarter, som skulde afledes gjennem de Trækpiber, som Sundhedskommissionen vil have anbragt, aldeles ikke komme ud i Rummet. Med Hensyn til dette nye Rensehus og efter den Maade, hvorpaa Rensningen der foregaar, har nu Sundhedskommissionen, maa man antage, i sin Erklæring af December 1875 indrømmet, at der ikke er Noget at sige derpaa. Det er kun den Rensning, som maatte komme tilat foregaa i det gamle Rensehus, hvorom der nu skulde være Spørgsmaal. I denne Henseende er det oplyst, at Rensningen herefter sandsynligvis aldeles ikke og i ethvert Fald kun undtagelses vil foregaa i det gamle Rensehus og for en ganske liden Del mod hvad der var Tilfældet før, saaat det for det Første ikke gaar an verbotenus at følge Paalægget; thi det vilde ligefrem være i Strid med de nærv. Forhold; og dernæst maa det indrømmes, at selv naar man saaledes, som Aktor for Høiesteret har gjort, indskrænkede Paalægget derhen, at det kun skulde gjælde det gamle Rensehus, maa man dog lægge Mærke til, at Forholdet nu er saa væsentlig forandret, - idet Ombytningen af Rensningmaterialet før foregik hver Time paa Dagen eller ialfald meget hyppig medens det nu heder, at den kanske ikke foregaar i hele Aar - at det maa siges at være høist sandsynligt, at Sundhedskommissionen, hvis Spørgsmaalet nu blev den forelagt, slet ikke vilde gjentage sit Forlangende. Ogsaa af Hensyn hertil vil jeg ikke, at Høiesteret skal indlade sig paa at give Dom for, at Noget skal udføres, hvorom man ikke har nogen Sikkerhed for, at det fremdeles af Sundhedskommissionen fordres, og som sagt, jeg har saa meget mindre Betænkelighed ved at give Frifindelsesdom, som dette her, ikke vil sige Andet, end at man giver Dom for, at en Paastand om, at de omhandlede Paalæg nu skulle kunne fordres opfyldte inden en vis Tid og under Dagmulkt, ikke kan blive at tage til Følge, men derimod ikke betyder, at disse Paalæg, da de bleve givne, vare ulovmedholdige; og da, som allerede bemærket, Sundhedskommissionen naturligvis ikke derved er afskaaren Adgang til atter at give lignende Bestemmelser om disse Gjenstande, ser jeg ikke, hvad der er tabt, ved at man lader være at give en saadan Dom som den paastaaede. Det er forresten ogsaa min Mening, at hvis man giver en saadan Dom, maa det staa Gasverket frit for at indanke Spørgsmaalet om Sundhedskommissionens Paalæg skal efterkommes til vedk. Departement eller Regjeringen. Hvad Processualia angaar, skal jeg kun bemærke, at det

Side:189

forekommer mig, at Sagen har staaet overordentlig længe ved Høiesteret, og jeg maa tilstaa, at ialfald de Grunde, som Aktor har anført for dette lange Ophold, ikke synes mig rigtig fyldestgjørende. Men paa den anden Side finder jeg ikke, at der er Grund til noget Ansvar, og efter hvad der imidlertid er passeret, har Sagens sene Fremme vistnok ikke havt nogen reel skadelig Følge. Jeg konkluderer altsaa som Andenvoterende.

Assessor Løvenskjold: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Der er et Punkt, hvori jeg tiltræder den næst før mig voterende Assessors Bemærkninger, idet nemlig jeg ogsaa finder, at det havde været ønskeligt, om Sagen efter den forandrede Stilling, hvori den, siden Sundhedskommissionens Beslutning blev afgiven, er kommen ved Opførelsen af et nyt Retorthus med en Skorsten hævet til den Høide, som Sundhedskommissionen har forlangt, og efter Opførelsen af et nyt Rensehus med en betydelig forbedret Rensemethode samt endelig efter den væsentlige Forbedring af Rensemethoden, som i selve det gamle Rensehus er indført dels siden Sommeren 1872, dels og endelig siden Aug. 1874, paanyt var bleven forelagt Sundhedskommissionen til Erhvervelse af dens Beslutning om, hvad den efter denne Sagens forandrede Stilling forlanger. Men jeg tror dog, at Sagen kan paadømmes i den Stilling, hvori den foreligger, da jeg, efter min Opfatning af Sagens Hovedspørgsmaal, ikke ser, at der ligger saa overmaade megen Vegt paa, i hvilken Form Sundhedskommissionens Beslutning bliver kjendt lovmedholdig. Det er nemlig deres Forudsætning, der votere herfor, nemlig Førstvoterendes og min, at der ad administrativ Vei vil være Adgang til at faa Sundhedskommissionens Beslutning underkjendt, uagtet der falder Høiesteretsdom for, at den skal opfyldes, saalænge den ikke ved administrativ Appel er forandret. Hvad nu dette Sagens Hovedspørgsmaal angaar, er jeg enig med Førstvoterende i, at efter L. 16 Mai 1860 §7 sammenholdt med, hvad der her er oplyst om Forarbeiderne til Loven, maa det antages, at Spørgsmaalet om, hvorvidt Sundhedskommissionens Skjøn er rigtigt, i de faktiske Omstændigheder begrundet, forsaavidt Gasverket ikke dermed er tilfreds, bør paaankes til høiere administrativ Autoritet og ikke undergives Prøvelse i Realiteten ved Domstolene. Dette finder jeg at følge ligefrem af Lovens §7 sammenholdt med dens Forarbeider, og det har ogsaa god hjemmel for sig i Lovgivningen forøvrigt. Vi have jo en Række af Bestemmelser, hvorefter Skjøn, som i lignende Tilfælde afgives, ikke i Realiteten skulle paaankes til Domstolene, men allene kunne undergives Forandring ved Overskjøn. Allerede Loven om Bergverker afødt xx.xx.1842 §20 overlader det saaledes til Afgjørelse ved Skjøn, uden at Domstolene derpaa kunne faa nogen Indflydelse, i hvilken Udstrækning den, der har faaet Muthing paa en Anvisning, er berettiget til hos vedkommende Grundeier at faa udvist fornøden Plads til Veie og Gangstier, til Berghalde, til Grubeneds Opsætning, til Bygninger over Dagen, til Vands Dæmning og Ledning, til Grubemaskiner og Opberedningsverksteder osv. Det er meget betydelige Byrder, der herved paalægges Grundeierne i den Muthingsberettigedes Interesse; men disse Spørgsmaal sortere under Skjøn. Det samme gjælder da Ligningsforretninger. Ansættelsen af en Skatteyders Formue og Indtægt hører udelukkende under Lignings- og Overligningskommissionen, og om det end bevises, at Vedkommende slet ingen Indtægt har havt i vedkommende Aar, kunne ikke Domstolene af den Grund underskjende Forretningen. Ligeledes gjælder det efter L. 31 Mai 1848 §1 om Expropriation til de Foretagender, som i denne Lov ere nævnte, at Afgjørelsen af, hvor megen Grund bør afstaaes, er en Skjønssag. Ligesaa efter L. 28 Aug. 1851 og 3 Juni 1874 om Vandledning. Men den nærmeste Analogi findes i Bygningslovene, og den forekommer mig at være aldeles afgjørende, navnlig Analogien fra den Bygningslov, som her bør komme væsentlig i Betragtning, nemlig L. om Bygningsvæsenet i Kristiania afødt xx.xx.1875 og da især §55, der bestemmer, at Bygningskommissionen

Side:190

ved en Fabrikbygnings Opførelse skal bestemme Skorstenspibernes Høide; men naar dette Skjøn er afgivet ved Bygningens Opførelse og det senere viser sig, at Piberne dog ikke ere høie nok til at forebygge Uleilighed for Naboerne, har Bygningskommissionen atter Myndighed til ved nyt Skjøn at bestemme, at Piberne skulle forhøies. Dette er en Myndighed, som er aldeles analog med den, som det her gjælder om at tillægge Sundhedskommissionen, og den Bestemmelse, som Bygningskommissionen i det nævnte Tilfælde har afgivet, kan ikke forandres uden ialfald ved kgl. Dispensation. Ligesaa kan efter samme § Bygningskommissionen give Bestemmelse om Afledning af skadelige Gasarter fra Fabrikanlæg, netop det samme, hvorom der her af Sundhedskommissionen er givet Bestemmelse i 1 og 3 Post. Iøvrigt henholder jeg mig til Førstvoterendes Begrundelse med Hensyn til Hovedspørgsmaal. Jeg har med Hensyn til 3 Post været i nogen Tvivl, forsaavidt det forekommer mig, at der er tilveiebragt Oplysninger, som ialfald give en høist overveiende Sandsynlighed for, at det ved den forbedrede Rensningemethode, som er indført i det gamle Rensehus, siden 1872 og endelig siden 1874, er kommet dertil, at Frigjørelsen af skadelige Gasarter ved Rensningen er bragt ned til et Minimum af, hvad Driftens Beskaffenhed kræver, hvilket ifølge L. 16 Mai 1860 §3 danner Grændsen for Sundhedskommissionens Myndighed til at paalægge en Bedrift Indskrænkning, og adskilligt kunne tale for, at denne Begrændsning henhører under Paakjendelse af Domstolene. Det heder i L. 16 Mai 1860 §3, at Sundhedskommissionen skal paase, «at ingen Næringsvei drives med større Fare for den almindelige Sundhedstilstand, end der nødvendig flyder af Bedriftens eget Væsen.» Men nærmere beseet, er der ogsaa her Tale om et Skjøn om faktiske Forhold, en Veining af de Ulemper, som bedriften medfører, mod de Krav, som den hensigtsmæssige Drift stiller, og det er derfor rettest at henlægge ogsaa denne Del af Sundhedskommissionens Beslutning under administrativ Afgjørelse. Hvad Konklusionen angaar, ligger jo, naar man som Førstvoterende og jeg gaar ud fra, at det, efterat Høiesterets Dom er afsagt, dog skal staa Gasverket frit for ved Appel til høiere administrativ Autoritet at bevirke Sundhedskommissionens Beslutning forandret, Høiesteretsdommens Betydning egentlig deri, at det afgjøres, at Sundhedskommissionen har handlet med lovlig Hjemmel, medens det mindre gjælder om at give dens Beslutning Exekutionskraft. Jeg har derfor været i Tvivl om Høiesterets Afgjørelse ikke rettest burde udtales i den Form, at Gasverket efter Udløbet af en bestemt Frist skal være uberettiget til at benytte det gamle Retorthus og det gamle Rensehus til Tilvirkning og Rensning af Stenkulgas, medmindre Gasverket foretager de Forandringer ved disse Huse, som ved Sundhedskommissionens Beslutning afødt xx.xx.1874 ere Gasverket forelagte. Men da jeg forudser, at der kan vækkes Tvivl om den formelle Adgang til at give en Dom, som indskrænker sig tilat utdalte dette, skal jeg ikke dissentere, men vil slutte mig ogsaa, hvad Konklusionen angaar, til Førstvotererende.

Assessor Saxlund: Jeg tiltræder Assessorerne Thomle's Resultat og er med Hensyn til Begrundelsen i det Væsentlige enig med Assessor I. Tholme.

Extraordinær Assessor, Professor Aschehoug: Jeg skal foreløbig bemærke, at jeg her ingenlunde vil have udtalt nogen bestemt Mening om, hvorvidt efter de fra Gasverkets Side fremkomme Oplysninger Sundhedskommissionens Paalæg maa ansees som impraktikable eller uhensigtsmæssige. Dersom det var min Ret og Pligt her at udtale mig om den Side af Sagen og jeg ingen Adgang havde til at skaffe mig nye Oplysninger, vilde jeg slutte mig til, hvad Førstvoterende derom har sagt. Jeg vilde sige, at der var fremkommet Overskud af Sandsynlighedsgrunde til Fordel for Gasverket. Men jeg vilde, hvis jeg havde Myndighed til at afgjøre denne Sag, paa ingen Maade afgjøre den efter de nu fremkomne Oplysninger; jeg vilde først indhente Oplysninger baade fra de bedste bygningskyndige og fra de bedste

Side:191

medicinske Autoriteter i Landet. Jeg tør altsaa ikke indlade mig paa at afgjøre, hvorvidt Paalæggene i sig selv ere hensigtsmæssige og forsvarlige eller ikke; det faar staa hen til Afgjørelse af den Autorietet, under hvem Sagen efter min Mening hører, nemlig Regjeringen. Jeg slutter mig i saa Henseende til Førstvoterendes Argumentation og Konklusion. Der er enkelte Sider af Sagen, der ikke have været saa meget omhandlede i de foreg. Voterendes Begrundelse, som jeg for mit Vedk. tror ønskeligt, og jeg skal opholde mig ved et Par Ting. Jeg skal for det Første omhandle den Paastand, som ved Byretten er tagen til Følge, at ikke Sundhedskommissionsloven og som Følge deraf heller ikke Sundhedsvedtægterne give eller kunne give Sundhedskommissionen nogen Bemyndigelse til at udstede et paalæg, som gaar ud paa fuldstændig Nedrivning af Bygninger, ialfald ikke uden moden Expropriation og Godtgjørelse. Først skal jeg herved bemærke, at de Paalæg, der af Sundhedskommissionen ere givne Gasverket, ikke gaa umiddelbart ud paa Bygningernes Nedrivelse, men kun paa Foranstaltninger, som efter Gasverkets Direktørs Mening medfører Nødvendigheden af Nedrivelse eller Ombygning. Men disse to Slags Paalæg ere væsentlig forskjellig. Jeg tør ikke benægte, at Lovgivningen og Sundhedsvedtægterne kunde give Sundhedskommissionen Ret til at paabyde Nedrivning uden Erstatning. Vi have jo en Analogi i den Bestemmelse, at Nedrivning af faldefærdige Bygninger kan finde Sted uden Erstatning, og jeg antager, at den Omstændighed, at en Fabrik eller overhovedet en Bedrift i længere Tid har været dreven saaledes og at der for den har været opført saadanne Bygninger, at de medføre væsentlig Skade for Medmenneskers Helbred, ikke ligeoverfor det Offentlige, kan give Vedk. Ret til at fortsætte denne Bedrift paa samme Maade i samme Hus. Hvad jeg naturligvis vil indrømme, er dette, at de administrative Autoriteter, hvem Myndighed til at give Paalæg i saa Henseende er tillagt, maa tage Hensyn til den Opofrelse, som Paalægget medfører for den Private. Der maa være et rimeligt Forhold mellem det Onde, hvorunder Samfundet lider, og den Opofrelse, som man paalægger den Private ved umiddelbart eller middelbart at tilpligte ham at nedrive sit Hus. Men det er de administrative Autoriteters Sag at afgjøre, hvorvidt et saadant Forhold er tilstede; det er ikke og kan ikke være Domstolenes. Da der hverken efter vor Forfatning, vor Lovgivning eller Sagens Natur, er Noget til Hinder for, at der meddeles de administrative Autoriteter en saa vidtgaaende Myndighed som den, jeg har omtalt, til middelbart eller umiddelbart at tilpligte den Private Nedrivelse af Bygninger, har man ingen Ret til at fortolke Sundhedsvedtægternes §24 saaledes, at den i dette Tilfælde derfor skulde være til Hinder; thi denne § siger uden Videre, at Sundhedskommissionen kan foreskrive «de til Fjernelse af Faren fornødne Forholdsregler», - og det at nedrive en Bygning er en Forholdsregel -, saaat man vilde fravige Ordene i §24 - og fravige dem paa en Maade, som efter min Mening vilde være aldeles urigtig og ikke stemmende med Sagens Natur - ved at lægge den Indskrænkning ind i Sundhedskommissionens Myndighed, som dette vilde være. Man kan sige, at det er en exorbitant Myndighed, som paa denne Maade lægges i Sundhedskommissionens Hænder. Det er saa; men Loven har gjort det, og Loven har aabnet den Private, som maatte lide derunder, en Rekurs, som, efter min Mening, er langt at fortrække og langt sikrere end til Domstolen, nemlig til Regjeringen. Jeg begriber ikke, hvorfor man ikke i saadanne Tilfælde gaar til Regjeringen. Det er, efter min Mening, den allerhensigtsmæssigste Vei, og det af følgende Grunde: For det Første er Regjeringen aldrig tvungen til at afgjøre Sagen i den Stilling, hvori den foreligger. Den kan indhente nye Oplysninger saalænge, indtil den har faaet en aldeles bestemt Overbevisning. For det Andet kan Regjeringen omgjøre sin Beslutning, hvilket Høiesteret ikke kan. Jeg er i saa Henseende uenig med Tredievoterende, som udtalte, at om Høiesterets Dom blev afsagt overensstemmende med hans

Side:192

konklusion, vilde denne Dom være til Hinder for, at Sundhedskommissionen gjentog sit Paalæg. Efter Sagens Natur maa det vistnok være saa, at en Afgjørelse af denne Slags Tvistigheder ikke kan være endelig; men dette viser ogsaa, at de efter sin Beskaffenhed ikke høre hjemme for Domstolene. Defensor har sagt, at Domstolene maa være berettigede til at tage under Paakjendelse det Spørgsmaal, hvorvidt den administrative Autoritet har bygget sin Afgjørelse paa rigtige eller urigtige faktiske Forudsætninger; dette er et juridisk Spørgsmaal, siger han. Dette er, efter min Mening, fuldstændig feilagtigt. Det er visselig saa, at Domstolene ere berettigede til, hvor Loven intet andet siger, efter sin egen Overbevisning at subsumere Faktum under vedkommende Lovbestemmelse. Deraf følger f. Ex., for at tage et aldeles utvivlsomt Tilfælde, at Domstolene i en Straffesag, anlagt i Anledning af Legemsfornærmelse, efter eget Skjøn afgjøre det Spørgsmaal, hvorvidt Skaden har været livsfarlig eller ikke. Men paa den anden Side er det ligesaa vist, at i administrative Sager, som maa afgjøres efter Skjøn, have de administrative Autoriteter, under hvem Afgjørelsen af den Slags Sager er lagt, den afgjørende Skjønsmyndighed, hvor ikke Loven har sagt det Modsatte. Jeg skal ikke opholde Voteringen ved udførlig at udvikle dette, men jeg vil kun sige, at Lovgivningen har vist det paa mangfoldige Maader, f. Ex. ved L. om ildsfarlige Gjenstande afødt xx.xx.1871. Hvorvidt et Stof er saa ildsfarligt, at det gaar ind under Bestemmelserne i Lovens §1, §12 og §16, er et Spørgsmaal, som efter §25 kan afgjøres af høiere administrativ Autoritet. Men Loven har, fordi Lovgivningen i dette Tilfælde har villet have Vedkommende forbeholdt Rekurs til Domstolene, udtrykkelig sagt, at Spørgsmaalet ogsaa kan undergives Domstolenes Afgjørelse. Hvis dette ikke var udtrykkelig sagt, kunde Domstolene ikke tage dette Spørgsmaal under Paakjendelse; thi i den Slags Sager, som omhandles i L. 3 Mai 1871 - og i L. om Sundhedskommissioner afødt xx.xx.1860 - er der Spørgsmaal, ikke om at afgjøre, hvad der paa det givne Tidspunkt er Ret, men med tilbørligt Hensyn haade til det Offentliges og Privatmands Tarv, at ordne fremtidige Forhold. - Jeg kan ikke erkjende, at Sundhedskommissionen har frafaldt sit Forslag. Sundhedskommissionen har, saavidt jeg ser, ikke fattet Beslutning om Sagen uden den ene Gang, da den udfærdigede Paalægget. Senere har der fundet Forhandlinger Sted mellem Gasverket og flere eller færre af Sundhedskommissionens Medlemmer; men forat et Paalæg, som et Kollegium har besluttet, skal kunne antages at være opgivet, maa Opgivelsen være skeet paa samme Maade, som Beslutningen er fattet, i officielt Møde og til Protokols. Hvad enkelte, flere eller færre Medlemmer skrive inden eller udenfor Kommissionen, kan ikke paa nogen Maade afkræfte eller forandre Kommissionens Beslutning. Heller ikke kan jeg antage, at de Forandringer, som ere indraadte i de faktiske Forhold, efterat Paalægget er givet, berettige Høiesteret til at tage under Afgjørelse, hvorvidt dette Paalæg kan exekveres eller ikke. Er det først givet, at Spørgsmaalet om hvorvidt det var med Føie, disse Paalæg oprindelig bleve givne af Sundhedskommissionen, hører under Afgjørelse i sidste Instants af Regjeringen, ikke af Høiesteret, saa er det klart, forekommer det mig, at ogsaa Spørgsmaalet om, hvorvidt senere indtraadte Forandringer i de faktiske Forhold kunne gjøre Paalæggene mere eller mindre uhensigtsmæssige, overflødige eller endog rent urimelige, hører under Regjeringen, ikke under Domstolene. Jeg voterer saaledes for samme Konklusion som Førstvoterende.

Assessor Manthey: Jeg er enig med Assessor Blich paa samme Maade som Prof. Aschehoug, Alt i det Væsentlige og Resultatet.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.